At blive brugt uden at blive ødelagt

Afsnit 8 af 42 i serien Moderne kvinde og seksualitet. Læs forrige afsnit eller næste afsnit.

En voksen kvindes erfaringer med overgivelse, begær, samtykke og forskellen på stærk erotik og farlig selvudslettelse

Brugt uden at blive ødelagt: mit personlige perspektiv

Når jeg skriver “At blive brugt uden at blive ødelagt”, tager jeg udgangspunkt i brugt uden at blive ødelagt. “brugt uden at blive ødelagt” rummer for mig både frihed, sårbarhed og behovet for tydelige valg.

Skrevet af: @kvindenslyst

Der findes en sætning, jeg næsten ikke turde sige højt i mange år:

Jeg kan lide følelsen af at blive brugt.

Ikke hele tiden. Ikke af hvem som helst. Ikke uden ramme. Ikke uden respekt. Ikke uden at jeg selv har valgt det.

Men ja.

Der findes en side af mig, som ikke kun tænder på at blive beundret, nusset, elsket blidt eller behandlet som en skrøbelig blomst. Der findes en side af mig, som reagerer dybt på at blive ønsket så direkte, at jeg ikke skal bære hele styringen selv. En side, der ikke altid vil diskutere, analysere eller forhandle stemningen i stykker. En side, der kan finde frihed i at give slip, når manden foran mig har nok ro, selvkontrol og ansvar til at bære det.

Det er en svær sætning, fordi den let bliver misforstået.

Nogle hører “bruges” og tænker straks på noget nedværdigende, farligt eller destruktivt. Andre hører det og bliver for ivrige, som om ordet i sig selv giver dem adgang. Begge reaktioner er forkerte.

For mig handler det ikke om at blive ødelagt.
Det handler ikke om at blive overset.
Det handler ikke om at være uden værdi.
Det handler ikke om at sige ja til alt.
Det handler ikke om at opgive mig selv.

Tværtimod.

Den form for erotik, jeg taler om, kræver mere selvrespekt end mange forstår. For hvis man vil give slip på en stærk måde, skal man først vide, hvor man står. Hvis man vil lade en mand tage styring i en aftalt ramme, skal man vide, at man kan tage sin egen myndighed tilbage. Hvis man vil lege med følelsen af at være et objekt for begær, skal man være helt sikker på, at man ikke faktisk bliver reduceret til et objekt som menneske.

Der ligger hele forskellen.

At blive brugt erotisk kan være en leg.
At blive brugt menneskeligt kan være ødelæggende.

Og en voksen kvinde skal kende forskellen.

Hvorfor ordet rammer så dybt

Ordet “brugt” er ikke pænt.

Måske er det netop derfor, det kan ramme så stærkt.

Det pæne sprog kan ofte ikke rumme de mørkere eller mere kropslige sider af kvindelig lyst. Vi har mange ord for kærlighed, omsorg, nærhed og romantik. Vi har færre gode ord for den kvinde, der i et trygt rum længes efter at slippe det pæne ansigt. Den kvinde, der altid fungerer, altid klarer sig, altid tænker frem, altid bærer ansvar, men som erotisk længes efter ikke at være den, der holder alt samlet.

At blive brugt kan i den rigtige ramme betyde:

Jeg behøver ikke styre alt.
Jeg behøver ikke være pæn.
Jeg behøver ikke forklare min lyst.
Jeg må være krop.
Jeg må være begær.
Jeg må lade en mand ville mig uden at gøre mig ansvarlig for hans lyst.
Jeg må slippe den kontrollerede version af mig selv for en stund.

Det er ikke selvhad.

Det kan tværtimod være en form for frihed.

Men kun når det er valgt.

Hvis en kvinde ikke selv har valgt rammen, er det ikke erotik. Hvis hun ikke kan stoppe det, er det ikke overgivelse. Hvis hun føler sig presset til det for at blive elsket, valgt eller beholdt, er det ikke frihed. Hvis manden bagefter behandler hende som mindre værd, var det ikke leg. Så var det en afsløring af hans karakter.

Det er derfor, ordet kræver modenhed.

Brugt kan være erotisk i én mund.
I en anden mund kan det være farligt.

Den første regel: Jeg vælger selv rummet

Ingen mand får lov til at definere min overgivelse for mig.

Det er min første regel.

En mand kan invitere. Han kan vise retning. Han kan skabe stemning. Han kan være tydelig. Han kan vække noget i mig. Men han får ikke lov til at tage ejerskab over en side af mig, bare fordi han opdagede den.

Min lyst til at blive brugt betyder ikke, at han bestemmer, hvad ordet betyder.

Det betyder ikke, at han må tolke min fantasi på den mest ekstreme måde. Det betyder ikke, at han må presse efter mere, end jeg har sagt ja til. Det betyder ikke, at han må gøre min åbenhed til en kontrakt.

Jeg bestemmer rummet sammen med ham.

Ikke alene, for så er det ikke møde.
Ikke ham alene, for så er det ikke samtykke.
Men sammen.

En mand, der forstår det, bliver mere interessant. En mand, der ikke forstår det, skal væk.

Der er en sætning, jeg godt kan lide:

“Jeg kan godt give slip, men jeg giver ikke mig selv væk.”

Det er kernen.

Jeg kan give adgang til en rolle, en stemning, en dynamik, en erotisk tilstand. Men jeg giver ikke min værdighed væk. Jeg giver ikke min dømmekraft væk. Jeg giver ikke min ret til at stoppe væk. Jeg giver ikke min menneskelighed væk.

En mand, der vil have mig til at gøre det, ønsker ikke min overgivelse.

Han ønsker min selvudslettelse.

Og det er noget helt andet.

At blive brugt kræver tillid, ikke naivitet

Der findes en mærkelig misforståelse om kvinder, der tænder på overgivelse.

Som om vi er naive. Som om vi ikke ved, hvad vi gør. Som om vi automatisk søger dårlige mænd. Som om stærk erotisk underkastelse kun kan komme fra lavt selvværd.

Det er for simpelt.

Selvfølgelig kan der være kvinder, der søger destruktive mønstre, fordi de ikke kender forskel på kærlighed og smerte, begær og bekræftelsessult, intensitet og uro. Jeg har selv haft perioder, hvor mine grænser ikke var så klare, som de burde have været.

Men en moden lyst til overgivelse kan også komme fra styrke.

Fra en kvinde, der netop ved, hvem hun er.
Fra en kvinde, der kan bære ansvar i hverdagen.
Fra en kvinde, der ikke vil være passiv i livet, men gerne vil slippe i erotikken.
Fra en kvinde, der har så meget selvkontrol, at tabet af kontrol i en aftalt ramme bliver en luksus.

Det kræver tillid.

Ikke blind tillid.
Ikke romantisk tillid.
Ikke “han virker sød nok”-tillid.

Men testet tillid.

Har han vist respekt for små grænser?
Har han vist diskretion?
Kan han tale om rammer uden at blive barnlig?
Kan han forstå, at intensitet kræver efterkontakt?
Kan han stoppe uden at gøre mig forkert?
Kan han være almindelig bagefter?
Kan han se mig som kvinde og menneske, ikke bare som sin fantasi?

Hvis ikke, skal han ikke have adgang til den side.

Det er ikke en hård regel. Det er en beskyttelse af det smukkeste i dynamikken.

Den mand, der får lov, skal være stærkere end sin lyst

En mand, der vil have adgang til en kvindes overgivelse, skal være stærkere end sin egen lyst.

Det er måske den vigtigste sætning i hele denne artikel.

Mange mænd kan være tændte. Det er ikke svært. Mange mænd kan være direkte. Mange mænd kan sige de rigtige ord. Mange mænd kan fantasere om en kvinde, der giver slip.

Men kan han bevare sig selv, når rummet bliver intenst?

Det er testen.

Kan han stadig læse mig?
Kan han stadig høre mig?
Kan han stadig mærke, om min stilhed er god eller forkert?
Kan han stadig stoppe?
Kan han stadig justere?
Kan han stadig være mand bagefter, når rollen slipper?

Det er dér, forskellen mellem en stærk mand og en farlig mand viser sig.

Den farlige mand bliver styret af sin lyst og kalder det dominans.

Den stærke mand kan bære sin lyst uden at miste sin etik.

Det er langt mere erotisk.

En mand, der har selvkontrol, kan skabe mere intensitet, fordi kroppen mærker, at der er en bund. Man kan gå længere ind i stemningen, fordi man ved, der findes en vej ud. Man kan give mere slip, fordi man ikke skal overvåge ham hele tiden.

Hvis jeg skal kontrollere manden, mens jeg giver slip, giver jeg ikke slip.

Så spiller jeg bare overgivelse.

Og det gider jeg ikke.

Brugt i kroppen, set som menneske

Den bedste form for denne dynamik har to lag.

I det erotiske rum kan jeg få lov til at være mere krop end hverdag. Mere begær end forklaring. Mere modtagelig. Mere styret. Mere åben. Måske endda mere objektgjort som stemning, hvis rammen er klar og ønsket.

Men bagefter skal mennesket stadig være der.

Det er afgørende.

En mand, der kan lege med objektgørelse i en aftalt erotisk ramme og bagefter se kvinden helt, er sjælden. Men det er netop den sjældenhed, der gør ham værdifuld.

Han forstår, at rollen ikke er hele sandheden.

Han kan se på mig bagefter uden foragt.
Han kan tale normalt.
Han kan være varm uden at blive klæbrig.
Han kan lade mig lande.
Han kan forstå, at en kvinde kan have givet meget uden at være mindre.

For mig er efterkontakten ofte dér, mandens kvalitet afsløres.

Ikke i intensiteten.

Mange mænd kan være intense.

Færre kan være gode bagefter.

Og bagefter betyder ikke nødvendigvis store følelser, dybe samtaler eller romantiske erklæringer. Det kan være enkelt. En rolig besked. Et blik. En kop vand. En hånd på ryggen. En sætning, der viser, at han stadig ser mig.

“Du er her.”
“Det var godt.”
“Jeg har dig.”
“Vi er tilbage.”
“Du gjorde det godt.”
“Jeg kan godt lide, hvordan du slipper, når du stoler på mig.”

Den slags kan gøre hele forskellen.

Uden det kan en stærk oplevelse føles tom eller beskidt bagefter.

Med det kan den føles ren.

Når det går galt

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det aldrig kan gå galt.

Selv i samtykkende, voksne rammer kan noget ramme forkert. En sætning kan lande dårligt. Et tempo kan blive for hurtigt. En kvinde kan tro, hun er klar til en stemning, men opdage undervejs, at kroppen siger nej. En mand kan tro, han forstod rammen, men alligevel mislæse et signal. En fantasi kan føles stærkere i hovedet end i virkeligheden.

Det betyder ikke nødvendigvis, at nogen er ond.

Men det betyder, at rummet kræver ansvar.

Derfor skal man kunne stoppe uden drama.
Derfor skal man kunne tale bagefter.
Derfor skal man ikke gøre sin stolthed vigtigere end den andens tilstand.
Derfor skal man ikke presse en fantasi frem, bare fordi den blev nævnt i en besked.
Derfor skal man ikke lade alkohol, kaos eller usikkerhed styre noget, der kræver klarhed.

Jeg har lært, at et godt stop ikke ødelægger erotikken.

Et dårligt håndteret stop gør.

Hvis jeg siger stop eller bliver forkert stille, og manden reagerer med ro, respekt og omsorg, kan tilliden faktisk vokse. Hvis han bliver irriteret, fornærmet eller gør det til mit problem, lukker noget permanent.

En mand, der ikke kan stoppe smukt, skal aldrig starte dybt.

Stopord er ikke kun et ord

Mange taler om stopord, som om det alene løser alt.

Det gør det ikke.

Stopord kan være vigtigt. Klare aftaler er vigtige. Men den virkelige sikkerhed ligger ikke kun i et ord. Den ligger i hele kulturen omkring det.

Føles det faktisk tilladt at bruge det?
Vil manden stoppe uden irritation?
Vil han tage det alvorligt uden at dramatisk ødelægge stemningen?
Vil han tale bagefter uden at give skyld?
Har vi også signaler for “langsommere”, “skift retning”, “det her er for meget” og “jeg er okay, men har brug for mindre intensitet”?

For mange kvinder er det ikke altid let at sige et stort stop, især hvis de netop befinder sig i en stemning af overgivelse. Derfor er det vigtigt at have nuancer.

Det kan være:

“Langsommere.”
“Bliv her.”
“Skift.”
“Pause.”
“Jeg er med, men mindre.”
“Jeg skal lige tilbage.”

Så bliver stop ikke et stort sammenbrud. Det bliver en del af kommunikationen.

En god mand forstår, at sådanne signaler ikke er forstyrrelser.

De er selve grunden til, at han kan få tillid.

Jeg skal kende min egen motivation

Det farligste er ikke altid manden.

Nogle gange er det min egen motivation.

Hvorfor vil jeg føle mig brugt?

Fordi det tænder mig i en tryg ramme?
Fordi jeg længes efter at slippe kontrol?
Fordi jeg vil mærke en mand tydeligt?
Fordi jeg vil udforske en side af mig selv?
Fordi jeg har tillid?

Eller fordi jeg føler mig tom?
Fordi jeg vil være nok for ham?
Fordi jeg tror, han bliver, hvis jeg giver mere?
Fordi jeg vil bevise, at jeg er vild nok?
Fordi jeg ikke kan mærke min egen grænse?
Fordi jeg har forvekslet ubehag med passion?

Det er hårde spørgsmål.

Men de er nødvendige.

Den samme handling kan være fri eller destruktiv afhængigt af motivationen bag.

Hvis jeg vælger fra lyst, klarhed og selvkontakt, kan en stærk erotisk dynamik give mig energi. Hvis jeg vælger fra frygt, mangel eller behovet for at blive valgt, kan den samme dynamik gøre mig mindre.

Derfor screener jeg ikke kun mænd.

Jeg screener mig selv.

Jeg må ikke bruge min krop som betaling for kærlighed

Dette er en af de sværeste sandheder.

En kvinde kan komme til at bruge sin seksuelle åbenhed som betaling.

For opmærksomhed.
For kærlighed.
For at blive valgt.
For at undgå at blive forladt.
For at føle sig særlig.
For at holde en mand interesseret.
For at være “hende, der kan det, andre kvinder ikke kan.”

Det kan ligne frihed udefra.

Men indefra føles det anderledes.

Man mærker, at man giver mere, end man egentlig vælger. Man mærker, at man er bange for konsekvensen, hvis man siger nej. Man mærker, at lysten blandes med pligt. Man mærker, at man bagefter ikke føler sig større, men mindre.

Det er ikke at blive brugt erotisk.

Det er at bruge sig selv forkert.

Jeg har været tæt nok på den kant til at kende den.

I dag er en af mine indre regler:

Hvis jeg ikke ville gøre det, hvis jeg var helt sikker på, at han stadig respekterede mig bagefter, så skal jeg ikke gøre det.

For så handler det ikke om lyst.

Så handler det om at købe tryghed med adgang.

Og det er alt for dyrt.

Læs også i serien

• Afsnit 12: Hvordan man holder lysten levende efter 40
• Afsnit 13: Hemmeligheden bag god diskretion

Jeg forstår “brugt uden at blive ødelagt” anderledes i dag, fordi erfaring har gjort mine grænser mere præcise.

Skam kan være en del af erotikken — men ikke fundamentet

Skam er kompliceret.

Der findes en erotisk form for skam, som kan være meget stærk. Den handler ikke om at hade sig selv. Den handler om at træde ind i noget, der føles forbudt, blottet, afslørende eller mere ærligt end det pæne jeg. Den kan gøre kroppen varm, fordi man mærker forskellen mellem den kontrollerede facade og den skjulte lyst.

Men skam kan også være gift.

Hvis en kvinde grundlæggende føler sig forkert, kan hun begynde at søge mænd, der bekræfter den følelse. Hvis hun føler sig beskidt, kan hun vælge mænd, der behandler hende sådan. Hvis hun tror, hun ikke kan elskes med sin lyst, kan hun nøjes med at blive brugt uden at blive set.

Det er ikke det samme som erotisk skam.

Erotisk skam har en ramme, en bund og en vej tilbage.

Destruktiv skam har ingen hjemkomst.

Det er forskellen.

Når jeg leger med skam i en tryg dynamik, skal jeg kunne vende tilbage til værdighed bagefter. Jeg skal kunne mærke, at jeg stadig er mig. At manden stadig ser mig. At rummet var valgt. At det ikke var sandheden om min værdi, men en stemning vi gik ind i.

Hvis jeg bagefter føler mig mindre menneske, var det ikke godt.

Så skal jeg lytte.

Fantasi er ikke altid en ordre

En anden vigtig erkendelse:

Ikke alt, jeg fantaserer om, skal udleves.

Det lyder enkelt, men det kan være svært i en tid, hvor “fri seksualitet” ofte forstås som at realisere alt. Som om en fantasi først er ægte, når den er gjort fysisk. Som om mod altid betyder at gå længere.

Det gør det ikke.

Nogle fantasier er stærkest som fantasi.
Nogle skal kun tales om.
Nogle skal skrives.
Nogle skal deles med en mand, men aldrig praktiseres.
Nogle skal omsættes i mildere form.
Nogle skal vente i årevis.
Nogle skal aldrig ud af hovedet.

Det gør dem ikke mindre vigtige.

En fantasi kan fortælle noget om stemning, behov, længsel og identitet uden at være en konkret handlingsplan.

Hvis jeg fantaserer om at blive overvældet, betyder det måske, at jeg længes efter at slippe kontrol. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg skal skabe en ekstrem situation.

Hvis jeg fantaserer om at være til rådighed, betyder det måske, at jeg længes efter at blive ønsket uden at skulle præstere. Det betyder ikke, at jeg skal sige ja til alle.

Hvis jeg fantaserer om at blive styret, betyder det måske, at jeg længes efter en mand med retning. Det betyder ikke, at jeg skal opgive min egen.

Det er modent at kunne oversætte fantasier.

Ikke bare adlyde dem.

Den rigtige mand spørger ikke kun “hvad”, men “hvordan”

En mand, der er værd at udforske med, spørger ikke kun:

“Hvad tænder du på?”

Han spørger også:

“Hvad er det i følelsen, der rammer dig?”
“Hvad gør det trygt?”
“Hvad skal jeg undgå?”
“Hvad har tidligere fungeret dårligt?”
“Hvad har du brug for bagefter?”
“Hvor går forskellen mellem godt pres og forkert pres for dig?”
“Hvad skal jeg lægge mærke til, hvis du bliver stille?”

Den slags spørgsmål kan virke mindre spontane. Men for mig kan de være dybt erotiske, fordi de viser ansvar.

De viser, at han ikke bare vil ind i fantasien. Han vil forstå arkitekturen.

Det er sjældent.

Og når en mand forstår arkitekturen, kan selve oplevelsen blive langt stærkere, fordi jeg ikke skal bruge halvdelen af min opmærksomhed på at beskytte mig.

Det gør mig mere fri.

Efterspil er ikke luksus

Efterspil er ikke kun for følsomme kvinder.

Efterspil er en del af ansvarlig intensitet.

Det behøver ikke være stort. Det behøver ikke ligne kærestekærlighed. Men der skal være en overgang tilbage fra rollen til mennesket.

Når en kvinde har givet slip, kan kroppen og psyken have brug for at lande. Især hvis dynamikken har været intens, mørk, styrende eller følelsesmæssigt ladet.

Efterspil kan være:

Ro.
Vand.
Et tæppe.
Et bad.
En kort samtale.
En besked senere.
Et varmt blik.
En hånd på skulderen.
En sætning, der samler rummet igen.

Det handler ikke om at blive pylret.

Det handler om at blive hel.

En mand, der synes efterspil er besværligt, skal ikke have adgang til intensitet.

For så vil han have toppen af oplevelsen uden ansvaret for landingen.

Det er umodent.

Når jeg føler mig stærkere bagefter

Den bedste indikator på, at noget var sundt, er ikke kun, om det var ophidsende i øjeblikket.

Det er, hvordan jeg føler mig bagefter.

Føler jeg mig mere levende?
Mere rolig?
Mere forbundet med min krop?
Mere ærlig?
Mere kvinde?
Mere fri?
Mere set?

Eller føler jeg mig tom, flad, urolig, forkert, reduceret eller lidt væk fra mig selv?

Bagefter fortæller sandheden.

En oplevelse kan være meget intens og stadig sund, hvis jeg bagefter føler mig samlet. En oplevelse kan også se mild ud udefra, men føles forkert indeni, hvis rammen ikke var god.

Derfor lytter jeg til efterklangen.

Ikke kun klimaks.
Ikke kun spændingen.
Ikke kun mandens tilfredshed.
Ikke kun historien.

Efterklangen.

Hvis jeg får lyst til at smile roligt bagefter, er det et godt tegn. Hvis jeg får lyst til at forklare mig selv væk, er det et dårligt tegn. Hvis jeg har brug for at overbevise mig selv om, at det var okay, var det måske ikke helt okay.

Min krop ved det ofte.

Jeg skal bare turde høre den.

At blive brugt af én mand er ikke det samme som af mange

Der er også forskel på, hvilken relation dynamikken findes i.

Med en fast mand kan følelsen af at blive brugt have en dybere bund. Der er historik. Han kender mine signaler. Han ved, hvor jeg lukker, hvor jeg åbner, hvad der er leg, og hvad der er sårbart. Der kan være mere gentagelse, mere tillid, mere mulighed for at bygge lag.

Med en ny mand kan der være mere spænding, men mindre sikkerhed. Nyhed kan være stærk, men den skal ikke forveksles med dybde.

Med flere mænd eller i mere komplekse rum bliver rammen endnu vigtigere. Jo flere energier, desto mere tydelighed kræves. Der skal være aftaler, stopmuligheder, diskretion og en klar fornemmelse af, hvem der holder ansvaret for rummet.

Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet.

Men det er ikke det samme.

En kvinde skal ikke give samme grad af overgivelse til alle sammenhænge. Hun skal forstå, at hendes lyst kan have flere niveauer.

Nogle rum kan få leg.
Nogle kan få krop.
Nogle kan få tillid.
Nogle kan få mørke.
Nogle kan få gentagelse.
Meget få kan få dyb overgivelse.

Det er sådan, man ikke bliver ødelagt.

Når manden tror, han forstår, men ikke gør

Der findes mænd, som har lært ordene.

Samtykke. Grænser. Aftercare. Dominans. Tryghed. Respekt. Kommunikation.

De kan sige dem alle sammen.

Men ord er ikke nok.

Jeg har mødt mænd, der kunne tale smukt om ansvar, men som blev utålmodige, når ansvar faktisk krævede noget. Mænd, der sagde, de respekterede grænser, men alligevel testede dem konstant. Mænd, der sagde, de forstod efterkontakt, men forsvandt bagefter. Mænd, der sagde, de kunne bære en stærk kvinde, men blev små, når hun ikke fulgte deres fantasi.

Derfor tror jeg mere på adfærd end sprog.

En mand forstår ikke samtykke, fordi han kan definere det.

Han forstår det, når han kan stoppe med varme.
Han forstår det, når han ikke presser på for detaljer.
Han forstår det, når han spørger ind uden at gøre kvinden til sin fantasi.
Han forstår det, når han ikke straffer hende for at have grænser.
Han forstår det, når han kan tale almindeligt bagefter.

Det er dér, man ser ham.

Ikke i hans ord.

Den slags mænd jeg ikke længere giver adgang

Der er mænd, jeg ikke længere giver adgang til den side af mig.

Mænd, der har travlt.
Mænd, der vil bevise noget.
Mænd, der kun tænder på min ekstremitet, ikke på mig.
Mænd, der gør min lyst til deres ret.
Mænd, der presser på for mere, før de har forstået det, jeg allerede har sagt.
Mænd, der ikke kan tale bagefter.
Mænd, der bruger hårdhed til at skjule usikkerhed.
Mænd, der ikke kan skelne mellem min rolle og min værdi.
Mænd, der synes, ansvar gør erotikken kedelig.

De må gerne være spændende et øjeblik.

De får stadig ikke adgang.

Det er en af fordelene ved at blive ældre. Man kan stadig begære dumt, men man behøver ikke handle dumt.

Ikke hver gang.

Den kvinde, der giver slip, skal kunne komme hjem til sig selv

Dette er måske det smukkeste og vigtigste.

En kvinde kan gå langt ind i en erotisk rolle, hvis hun ved, hun kan komme hjem til sig selv igen.

Hun kan være blød.
Hun kan være åben.
Hun kan være styret.
Hun kan være rå.
Hun kan være lydig i rammen.
Hun kan være vild.
Hun kan være stille.
Hun kan være noget, hun ikke er i supermarkedet, på arbejdet, til forældremødet eller ved middagsbordet.

Men bagefter skal hun kunne vende tilbage.

Til sit navn.
Sin krop.
Sin værdighed.
Sin hverdag.
Sin selvrespekt.
Sin evne til at vælge.

Hvis en oplevelse gør hjemkomsten sværere, var rammen ikke god nok.

For mig er god erotik ikke noget, jeg skal reparere mig selv efter.

Det kan være intenst. Det kan ryste. Det kan åbne. Det kan bringe tårer, latter, stilhed eller en mærkelig efterglød. Men det skal ikke efterlade mig ødelagt.

Jeg vil ikke knækkes.

Jeg vil åbnes.

Det er forskellen.

Hvad jeg ville sige til kvinder

Hvis jeg skulle sige noget til andre kvinder, ville jeg sige:

Du må gerne have den lyst.

Du må gerne længes efter at give slip.
Du må gerne tænde på at blive ønsket direkte.
Du må gerne have fantasier, der ikke passer til dit pæne ansigt.
Du må gerne være stærk i livet og overgivende i sengen.
Du må gerne ville føle dig brugt i en aftalt erotisk ramme uden at være mindre værd som kvinde.

Men du skal ikke give den side til hvem som helst.

Din overgivelse er ikke billig.
Din åbenhed er ikke et adgangskort.
Din fantasi er ikke en kontrakt.
Din lyst er ikke hans ejendom.
Dit ja er ikke evigt.
Dit nej behøver ikke forsvares i timevis.

Og vigtigst:

Hvis du bagefter føler dig mindre, så lyt.

Ikke med skam. Ikke med selvbebrejdelse. Men med alvor.

Måske var manden forkert.
Måske var rammen forkert.
Måske var timingen forkert.
Måske var fantasien ikke klar til virkeligheden.
Måske sagde du ja fra et sted, der havde brug for omsorg, ikke intensitet.

Det er ikke nederlag at justere.

Det er modenhed.

Hvad jeg ville sige til mænd

Til mænd ville jeg sige:

Hvis en kvinde viser dig en side af sig selv, hvor hun kan lide at give slip, så tro ikke, du har fundet en genvej.

Du har fået et ansvar.

Hvis hun fortæller dig, at hun kan lide at blive brugt i en erotisk ramme, betyder det ikke, at du må glemme mennesket. Tværtimod. Jo mere hun giver slip, desto mere skal du kunne holde fast i respekten.

Du skal være stærkere end din lyst.
Du skal kunne stoppe uden at blive såret i egoet.
Du skal kunne spørge uden at ødelægge stemningen.
Du skal kunne være tydelig uden at blive grov på en billig måde.
Du skal kunne se hende bagefter.
Du skal forstå, at hendes overgivelse er noget, hun giver — ikke noget, du tager.

Hvis du kan det, kan du måske opleve noget meget smukt med en kvinde.

Hvis du ikke kan, skal du holde dig væk fra de sider af hende.

For en kvindes mørkere lyst er ikke en legeplads for mænd uden karakter.

“brugt uden at blive ødelagt” skal ikke presses ned i én rigtig løsning; det personlige perspektiv er en del af svaret.

Min konklusion

At blive brugt uden at blive ødelagt kræver en balance, som ikke alle forstår.

Det kræver lyst og dømmekraft.
Åbenhed og grænser.
Overgivelse og selvkontakt.
Intensitet og efterspil.
Mandlig styring og mandlig selvkontrol.
Kvindelig sårbarhed og kvindelig myndighed.

Jeg har lært, at den stærkeste overgivelse ikke kommer fra en kvinde, der ikke har grænser.

Den kommer fra en kvinde, der kender dem så godt, at hun tør åbne indenfor dem.

Jeg har lært, at den bedste mand ikke er ham, der bare tager mest plads.

Det er ham, der kan bære den plads, han får.

Jeg har lært, at min lyst til at blive brugt ikke gør mig mindre værd. Men den kræver, at jeg vælger mænd med større omhu, ikke mindre.

For jeg vil ikke ødelægges.

Jeg vil mærkes.
Jeg vil åbnes.
Jeg vil vælges.
Jeg vil føres.
Jeg vil kunne slippe uden at forsvinde.
Jeg vil kunne være krop uden at miste mennesket.
Jeg vil kunne gå ind i mørkere rum og stadig komme ud med lys i øjnene.

Det er ikke selvudslettelse.

Det er moden erotisk frihed.

Og den frihed tilhører først og fremmest mig.

Afsnit 8 af 42 i serien Moderne kvinde og seksualitet. Læs forrige afsnit eller næste afsnit.