Bente’s liv 1: Da jeg endnu ikke vidste hvem eller hvad jeg var…

Pigen, der altid kiggede på de andre

af @bentes-liv

Når jeg tænker tilbage på den pige, jeg var, ser jeg hende ikke som et klart fotografi. Jeg ser hende i glimt: en jakke, der føltes forkert på skuldrene, et blik ned i skolegårdens grus, hænder der rettede på håret uden at vide, hvad de håbede på.

Det var ikke kun drengene, jeg kiggede efter. Det var beviset. Den lille bevægelse i et ansigt, der kunne fortælle mig, at jeg fandtes på en måde, andre kunne ønske sig.

Jeg var ikke den pige, drengene vendte sig om efter.

Det er muligvis ikke sandt.

Måske var der drenge, der så på mig, uden at jeg lagde mærke til det. Måske var der én i skolegården, der fulgte mig med øjnene, når jeg gik forbi, eller som tænkte på mig om aftenen uden nogensinde at sige det.

Men sådan husker jeg det ikke.

Jeg husker de andre piger.

Bente’s Liv 1: Pigerne der fyldte rummet

De andre piger havde en anden måde at være i kroppen på. Inge gik med rank nakke og bluser, der sad, som om de var valgt uden tvivl. Hun talte lyst og hurtigt, med små grin i slutningen af sætningerne, som om hun allerede vidste, at nogen lyttede.

Mette havde altid håret sat pænere end os andre og en skarpere stemme, når hun svarede drengene igen. Kirsten var rundere i kinderne, blødere i kroppen og bar ofte cardigans i lyse farver, men hun havde en tryghed i smilet, jeg misundte mere end hendes udseende.

Jeg stod tit lidt bag dem. Ikke grim, ikke usynlig, men klædt som en pige, der stadig lod mor bestemme lidt for meget: pæn nederdel, ordentlige sko, hår der var redt mere praktisk end spændende.

Deres hår.

Deres ben.

Deres bryster der alle var større end mine.

Måden deres bluser sad på.

Hvordan de kunne gå ind i et rum og straks ændre stemningen, uden at de tilsyneladende gjorde noget.

Jeg husker især en pige fra min klasse, der hed Inge.

Hun var ikke nødvendigvis smukkere end os andre, men hun bevægede sig, som om hun allerede vidste, at hun var værd at se på.

Det var dét, jeg misundte.

Ikke kun hendes ansigt eller hendes krop.

Sikkerheden.

Hun gik gennem skolegården uden at trække skuldrene sammen.

Når drengene råbte efter hende, vendte hun sig om og svarede.

Nogle gange skældte hun dem ud.

Andre gange lo hun.

Men hun lod aldrig, som om hun ikke havde hørt dem.

Jeg gjorde det modsatte.

Hvis en dreng sagde noget til mig, kiggede jeg ofte ned.

Hvis nogen lo i nærheden, tænkte jeg straks, at det handlede om mig.

Jeg var ikke grim.

Det ved jeg godt i dag.

Jeg har set billederne.

En slank pige med mørkt hår, store øjne og et ansigt, der endnu ikke havde lært at skjule ret meget.

Men dengang så jeg ikke pigen på billedet.

Jeg så alt det, hun manglede.

Brysterne var ikke store nok.

Håret sad aldrig helt rigtigt.

Benene virkede for tynde.

Næsen så forkert ud fra siden.

Når jeg smilede, syntes jeg, tandkødet kunne ses for meget.

Jeg sammenlignede mig med alle.

Også piger, jeg ikke engang kunne lide.

Hvis en dreng valgte dem, måtte de have noget, jeg ikke havde.

Det var sådan, jeg tænkte.

At drengenes interesse var en slags dom.

Den udvalgte pige var godkendt.

Resten af os måtte fortsætte med at vente.

Min mor talte aldrig meget med mig om den slags.

Hun var en praktisk kvinde.

Bekymrede sig om, hvorvidt tøjet var rent, om jeg passede skolen, og om jeg kom hjem til tiden.

Hun kunne godt sige:

“Du ser pæn ud.”

Men hun sagde det ofte, efter at hun selv havde rettet min krave eller glattet en fold i min nederdel.

Derfor hørte jeg altid en betingelse i komplimentet.

Jeg så pæn ud, når alt var blevet rettet.

Ikke nødvendigvis som jeg var.

Min far sagde endnu mindre.

Han kunne finde på at spørge, hvorfor jeg brugte så lang tid foran spejlet.

“Hvem skal du gøre dig fin for?”

“Ikke nogen.”

“Så kom nu. Vi andre venter.”

Jeg vidste heller ikke selv, hvem jeg gjorde mig fin for.

Måske for drengene.

Måske for de andre piger.

Måske for det øjeblik, hvor jeg kunne gå ind i et lokale og føle, at nogen straks lagde mærke til mig.

Det øjeblik kom sjældent.

Til gengæld blev jeg god til at observere.

Jeg lagde mærke til, hvilke piger drengene satte sig ved siden af.

Hvilke vittigheder de lo af.

Hvordan de mest populære piger rørte ved deres hår, når de talte.

Hvordan de kunne lade en hånd hvile kort på en drengs arm, som om det var tilfældigt.

Jeg øvede mig derhjemme.

Ikke foran andre.

Foran spejlet.

Jeg prøvede at smile uden at vise for meget.

Dreje hovedet lidt til siden.

Se op gennem øjenvipperne, sådan som jeg havde set en ældre pige gøre.

Det føltes kunstigt.

Jeg følte mig dum.

Alligevel fortsatte jeg.

Jeg ønskede ikke bare, at en dreng en dag skulle kunne lide mig.

Jeg ønskede at forstå, hvad pigerne gjorde for at blive valgt.

Det er mærkeligt at være næsten firs og tænke tilbage på den pige.

Jeg får lyst til at gå hen til hende.

Stille mig bag hende foran spejlet.

Lægge hænderne på hendes skuldre og sige:

“Der er ikke noget galt med dig.”

Men hun ville sandsynligvis ikke have troet mig.

Hun ville have troet mere på en sekstenårig dreng, der sagde, hun var pæn, end på den gamle kvinde, hun selv en dag skulle blive.

Det var netop problemet.

Min egen vurdering af mig selv havde næsten ingen vægt.

En drengs blik kunne ændre en hel dag.

Fraværet af det kunne ødelægge den.

Jeg husker en skolefest, før jeg for alvor var begyndt at gå ud.

Vi var stadig så unge, at lærerne stod langs væggene og holdt øje.

Musikken kom fra en pladespiller.

Lyset var for skarpt.

Drengene stod i grupper i den ene side af salen, og pigerne i den anden.

Alle lod, som om det var helt naturligt.

Det var det ikke.

Hele rummet ventede.

På at nogen gik over.

På at en dreng valgte en pige.

På at musikken blev langsom nok til, at dansen kunne betyde noget.

Jeg stod sammen med Inge og to andre piger.

Inge havde en lys bluse på og en mørk nederdel.

Hun havde lånt læbestift af sin storesøster.

Jeg havde også prøvet læbestift hjemmefra, men min mor havde sagt, at jeg så for voksen ud.

Hun havde fået mig til at tørre den af.

Jeg kunne stadig mærke den svage smag på læberne.

“Tror du, Poul spørger mig?” hviskede Inge.

“Det gør han sikkert.”

“Hvorfor sikkert?”

“Han kigger hele tiden.”

Inge smilede.

“Hvem håber du på?”

Jeg trak på skuldrene.

“Ikke nogen bestemt.”

Det var løgn.

Jeg håbede på Erik.

Han sad to rækker foran mig i skolen.

Han havde lyst hår og en lille skævhed i smilet, som jeg syntes gjorde ham mere interessant end de andre.

Han havde en gang lånt mit viskelæder og glemt at give det tilbage.

Jeg havde ikke mindet ham om det.

I flere uger forestillede jeg mig, at han havde beholdt det med vilje.

Det var den slags, jeg kunne bygge håb på.

Et viskelæder.

Et blik.

At han sagde mit navn lidt langsommere end ellers.

Musikken skiftede.

En langsom sang begyndte.

Drengene bevægede sig endelig.

Poul kom direkte over til Inge.

Hun lod, som om hun blev overrasket.

Det gjorde hun godt.

“Vil du danse?”

“Ja, det kan vi vel godt.”

Hun gik med ham.

Jeg så efter dem.

Ikke med vrede.

Med den velkendte blanding af misundelse og beundring.

Bente’s liv 1: Valgt for næsen af mig

Hun var blevet valgt.

To andre drenge kom over.

Begge gik til piger tæt på mig.

Ingen kom til mig.

Jeg forsøgte at se ud, som om det ikke betød noget.

Jeg talte med en pige ved siden af.

Spurgte, om hun også syntes, musikken var dårlig.

Hun svarede ikke rigtigt.

Hun holdt øje med drengene.

Så så jeg Erik.

Han rejste sig.

Mit hjerte slog hurtigere.

Han gik over gulvet.

I nogle sekunder troede jeg, at han kom mod mig.

Jeg rettede mig op.

Prøvede at få ansigtet til at se roligt ud.

Han gik lige forbi.

Pigen bag mig hed Kirsten.

Hun var lavere end mig, rundere og havde fregner.

Jeg havde aldrig betragtet hende som én af de smukkeste.

Alligevel spurgte Erik hende.

“Vil du danse?”

Kirsten blev rød.

“Ja.”

De gik ud på gulvet.

Jeg stod tilbage.

Det burde ikke have betydet så meget.

Én dans.

Én dreng.

Én aften i en skole, jeg for længst har glemt lugten af.

Men jeg husker følelsen.

Ikke bare skuffelsen over Erik.

Fornemmelsen af, at der var blevet sagt noget om mig uden ord.

Han havde passeret mig.

Valgt en anden.

Derfor måtte hun have mere værdi.

Jeg gik ud på toilettet.

Ikke fordi jeg skulle græde.

Jeg græd ikke.

Jeg stillede mig foran spejlet og undersøgte mit ansigt.

Vendte det til siden.

Glattede håret.

Fugtede læberne.

Jeg forsøgte at finde fejlen.

En anden pige kom ind.

Hun hed Mette.

Hun så på mig gennem spejlet.

“Er du okay?”

“Ja.”

“Du ser ked ud.”

“Jeg har bare hovedpine.”

Hun nikkede.

“Det er også varmt derinde.”

Hun gik ind i en bås.

Jeg blev stående.

Det var første gang, jeg husker, at jeg brugte en fysisk forklaring på en følelse, jeg ikke ønskede at indrømme.

Hovedpine.

Træthed.

Mavepine.

Senere i mit liv brugte jeg mange andre forklaringer.

Arbejde.

Stress.

Et møde.

En veninde.

Dengang var det bare en skolefest og en dreng, der havde valgt en anden.

Men mønstret var allerede lille og tydeligt:

Jeg skjulte følelsen.

Undersøgte mig selv.

Forsøgte at ændre det ydre.

Og ventede på et nyt blik, der kunne reparere det forrige.

Da jeg kom tilbage til salen, dansede Erik stadig med Kirsten.

Hans hænder lå højt og forsigtigt på hendes ryg.

De stod ikke særlig tæt.

Alligevel så det intimt ud for mig.

Jeg gik over til bordet med sodavand.

En dreng, jeg ikke kendte særlig godt, stod der.

Han hed vist Bent.

Han var fra en anden klasse.

“Hvorfor danser du ikke?” spurgte han.

“Jeg gider ikke.”

“Det gør du da.”

“Nej.”

Han så på mig.

Ikke særlig længe.

Men længe nok.

“Jeg ville ellers have spurgt dig.”

Jeg vidste ikke, om det var sandt.

Måske sagde han det bare, fordi vi stod alene.

Måske havde han set, at ingen andre havde spurgt.

Det var ligegyldigt.

Ordene virkede.

Med det samme.

Som vand på noget tørt.

“Du kan da bare spørge,” sagde jeg.

Han smilede.

“Vil du danse?”

Jeg lod et øjeblik gå.

Ikke fordi jeg var i tvivl.

Fordi jeg havde set Inge gøre det samme.

“Ja.”

Vi gik ud på gulvet.

Han var lidt lavere end Erik.

Hans skjorte lugtede af vaskemiddel.

Han holdt mig for langt væk til, at vores kroppe rørte rigtigt ved hinanden.

Jeg var ikke forelsket i ham.

Jeg havde knap tænkt på ham før.

Alligevel skete der noget i mig.

Jeg var blevet valgt.

De andre kunne se det.

Erik kunne måske se det.

Kirsten kunne se det.

Den tomme plads, jeg havde stået på få minutter tidligere, var blevet forladt.

Jeg var nu en pige, nogen havde bedt om at danse.

Det burde ikke have ændret min følelse af værdi.

Men det gjorde det.

Jeg rettede ryggen.

Løftede hovedet.

Da Bent sagde, jeg dansede godt, troede jeg på ham, selv om vi næsten ikke bevægede os.

“Tak.”

“Du ser også pæn ud.”

Jeg mærkede varmen i ansigtet.

“Synes du?”

“Ja.”

Jeg ønskede at spørge, hvorfor han så ikke var kommet tidligere.

Hvorfor han havde ventet.

Om han virkelig havde kigget på mig.

Om han syntes, jeg var pænere end de andre.

Jeg spurgte ikke.

Jeg ville ikke ødelægge komplimentet ved at undersøge det.

I stedet lod jeg ordene synke ind.

Du ser pæn ud.

Det var nok til at forandre resten af aftenen.

Efter dansen gik jeg tilbage til pigerne.

Inge stod allerede dér.

Poul var gået tilbage til drengene.

“Hvem var det?” spurgte hun.

“Bent.”

“Kan du lide ham?”

“Det ved jeg ikke.”

“Han så sød ud.”

Jeg trak på skuldrene, som om det ikke betød så meget.

Men indeni gentog jeg ordene.

Han så sød ud.

Du ser pæn ud.

Jeg var ikke længere pigen, ingen havde valgt.

Jeg var pigen, Bent havde valgt.

Det var ikke kærlighed.

Ikke engang forelskelse.

Det var godkendelse.

Og jeg mærkede, hvor hurtigt den kunne løfte mig.

Det var den følelse, jeg kom til at søge igen og igen.

Ikke altid manden.

Ikke altid nærheden.

Øjeblikket, hvor et andet menneskes interesse fik mig til at føle, at jeg fandtes tydeligere.

Efter festen fulgtes nogle af os hjem.

Inge talte næsten hele vejen om Poul.

At han havde holdt hende lidt tættere under den anden dans.

At han måske ville spørge, om de skulle i biografen.

At hun troede, han havde villet kysse hende, men ikke turdet.

Jeg lyttede.

Fortalte næsten intet om Bent.

Der var heller ikke meget at fortælle.

To danse.

Et kompliment.

Et smil.

Alligevel gik jeg hjem med en anden følelse end den, jeg havde haft på toilettet.

Jeg følte mig lettere.

Da jeg kom ind, sad min mor stadig oppe.

“Nå, var det hyggeligt?”

“Ja.”

“Dansede du?”

“Lidt.”

“Med nogen, jeg kender?”

“Nej.”

Hun kiggede på mig.

“Du ser glad ud.”

“Det var bare sjovt.”

Det var her jeg tror min længsel startede

Jeg gik ind på mit værelse.

Tog tøjet af.

Stod et øjeblik foran spejlet i underkjolen.

Det samme ansigt.

Det samme hår.

Den samme krop, jeg tidligere på aftenen havde undersøgt for fejl.

Intet var forandret.

Kun en dreng havde sagt, at jeg så pæn ud.

Alligevel kunne jeg nu se noget andet.

Ikke fordi jeg pludselig havde lært at holde af mig selv.

Fordi jeg så mig gennem hans blik.

Det blev begyndelsen på noget, jeg først forstod mange år senere.

Når jeg følte mig usikker, søgte jeg ikke indad efter ro.

Jeg søgte et menneske, der kunne se på mig på den rigtige måde.

Så længe blikket var der, følte jeg mig smuk.

Når det forsvandt, begyndte jeg igen at lede efter fejlen.

Den aften var det bare Bent.

Senere blev der andre drenge.

Andre mænd.

Andre rum.

Men behovet begyndte dér.

Hos pigen foran spejlet, der endnu ikke vidste, at det farligste ved at blive valgt var, hvor hurtigt hun lærte at gøre sin egen værdi afhængig af det.

Da de andre fik kærester, og jeg kun fik en enkelt aften

Det værste var ikke, at ingen drenge nogensinde så på mig.

Det gjorde de.

Det værste var, at deres blik sjældent blev hos mig.

En dreng kunne stå tæt på mig en hel aften.

Han kunne sige, at jeg var pæn.

Danse med mig.

Holde min hånd på vej væk fra de andre.

Måske kysse mig i mørket, som om han ikke kunne vente et øjeblik længere.

Men få dage senere kunne han gå forbi mig uden at standse.

Det var dét, jeg ikke forstod.

Hvordan jeg kunne være interessant nok om aftenen og næsten usynlig igen næste morgen.

Jeg så de andre piger få kærester.

Rigtige kærester.

Drenge, der ventede på dem efter skole.

Som gik med dem gennem byen uden at være bange for, hvem der så det.

Som bar deres tasker, gav dem et tørklæde, når de frøs, og kom med hjem for at hilse på forældrene.

De blev nævnt sammen.

Inge og Poul.

Kirsten og Erik.

Lis og Jørgen.

Navnene begyndte at høre sammen, som om de var blevet til små enheder.

Når nogen spurgte, om Inge kom til festen, lød det næsten altid:

“Ja, hun kommer med Poul.”

Ingen sagde nogensinde:

“Bente kommer med ham.”

Jeg kom alene.

Eller med pigerne.

Jeg gik måske hjem med en dreng.

Men jeg ankom aldrig som den, en bestemt dreng havde valgt på forhånd.

Det gjorde en forskel.

De andre piger havde en plads.

Jeg havde aftener.

Jeg begyndte at gøre mere ud af mig selv.

Ikke fordi jeg pludselig kunne lide tøj eller makeup mere end før.

Fordi jeg ledte efter den ting, jeg endnu ikke havde gjort rigtigt.

Måske var nederdelen for lang.

Måske var blusen for lukket.

Måske var håret for fladt.

Måske smilede jeg ikke nok.

Måske smilede jeg for hurtigt.

Jeg undersøgte de piger, der fik kærester, som om de kendte en hemmelig teknik.

De så ikke nødvendigvis bedre ud end mig.

Det var næsten det værste.

Hvis alle havde været smukkere, kunne jeg have forklaret det.

Men Kirsten havde fregner og en krop, hun selv ofte klagede over.

Alligevel fulgte Erik hende hjem.

Lis havde et højt grin, som jeg syntes var irriterende.

Alligevel holdt Jørgen hendes hånd foran alle.

Jeg forstod ikke, hvad de gjorde, som fik mændene til at blive.

Derfor begyndte jeg at tro, at jeg måtte give mere.

Mere opmærksomhed.

Mere latter.

Mere åbenhed.

Mere af mig selv.

Hvis en dreng fortalte en dårlig vittighed, lo jeg.

Bente’s liv 1: Når et blik blev nok

Hvis han ønskede, at vi skulle gå væk fra de andre, fulgte jeg med.

Hvis han lagde hånden et sted, der gjorde mig usikker, fjernede jeg den ikke altid.

Jeg ville ikke virke besværlig.

Ikke forsigtig.

Ikke kedelig.

Jeg havde set, hvor hurtigt mændene kunne flytte deres blik.

Der stod altid en anden pige i lokalet.

En, der måske sagde ja hurtigere.

Som virkede mere erfaren.

Mere fri.

Mindre bange.

Jeg ønskede ikke at give dem en grund til at vælge hende.

Det var sådan jeg begyndte at ignorere mine egne grænser, længe før jeg egentlig forstod, at jeg havde nogen.

En af de første drenge hed Knud.

Han var lidt ældre end mig.

Ikke meget.

Men nok til, at han virkede erfaren.

Han havde knallert.

Røg cigaretter uden at hoste.

Talte om steder og mennesker, jeg ikke kendte.

Jeg mødte ham til en fest i et forsamlingshus.

Der var spiritus, selv om flere af os var for unge til det.

Nogen havde taget flasker med hjemmefra.

Billig snaps.

Rom.

Noget sødt, der blev blandet med sodavand.

Jeg havde næsten ikke drukket før.

Den første drink smagte grimt.

Den anden mindre grimt.

Efter den tredje begyndte kroppen at føles lettere.

Ikke lykkelig.

Bare mindre overvåget.

Jeg holdt op med at tænke så meget over, hvordan jeg sad.

Om mine ben så for tynde ud.

Om jeg smilede forkert.

Om drengene kiggede.

Jeg grinede højere.

Dansede mere.

Stod tættere på mennesker.

Det var måske derfor, Knud kom hen.

Eller også havde han set mig tidligere.

Det ved jeg ikke.

“Du er ikke så stille, som du ser ud,” sagde han.

“Jeg er heller ikke stille.”

“Det plejer de stille piger at sige.”

“Så kender du mange af dem?”

Han smilede.

“Et par stykker.”

Jeg burde have hørt advarslen.

I stedet hørte jeg erfaringen.

Han kendte piger.

Det gjorde hans interesse mere værdifuld.

Hvis en dreng, der havde flere muligheder, valgte at stå hos mig, måtte det betyde mere.

Sådan tænkte jeg.

Ikke:

Hvorfor er han interesseret?

Men:

Hvad siger det om mig, at han er det?

Han købte ikke drinken.

Den var allerede der.

Alligevel tog han glasset og fyldte det igen.

“Du drikker for langsomt.”

“Jeg vil ikke være fuld.”

“Det er du allerede.”

“Nej.”

“Så bevis det.”

Jeg vidste ikke, hvordan man beviste, at man ikke var fuld.

Jeg drak.

Han lo.

“Se.”

“Hvad?”

“Du gør, hvad man siger.”

Jeg burde være blevet vred.

I stedet smilede jeg.

Som om han havde sagt noget frækt og spændende.

Jeg ønskede, at han blev stående.

At han fortsatte med at se på mig.

At de andre piger så, at den ældre dreng havde valgt mit selskab.

Knud lagde hånden på min ryg, da vi gik ud på dansegulvet.

Han holdt mig tættere end drengene ved skolefesterne havde gjort.

Jeg kunne lugte cigaretterne i hans tøj.

Spiritussen i hans ånde.

Jeg brød mig ikke helt om det.

Men kroppen reagerede på nærheden.

Og hovedet reagerede endnu stærkere på tanken om, at nogen ønskede mig.

“Du er pæn,” sagde han.

Jeg havde hørt ordene før.

Men alkoholen gjorde dem større.

Eller også gjorde min længsel det.

“Synes du?”

“Det ved du godt.”

“Nej.”

Han så på mig.

“Så må jeg jo vise dig det.”

Jeg forstod ikke præcis, hvad han mente.

Måske gjorde jeg.

Jeg lod bare, som om jeg ikke gjorde.

Senere gik vi udenfor.

Luften var kold.

Jeg havde ingen jakke på.

Knud gav mig ikke sin.

Han gik bare hen mod sin knallert og satte sig på sædet.

“Kom her.”

Jeg gik hen til ham.

“Fryser du?”

“Lidt.”

“Så stå tættere.”

Jeg gjorde det.

Han lagde hænderne omkring min talje.

Kyssede mig.

Det var ikke mit første kys i denne nye version af historien endnu; det hører næste del til. Men det var den første aften, hvor en mand lod mig forstå, at jeg kunne blive ønsket, hvis jeg lod ham bestemme tempoet.

Jeg stivnede lidt.

Han trak sig tilbage.

“Har du aldrig prøvet det før?”

“Jo.”

Det var løgn.

“Hvorfor er du så nervøs?”

“Det er jeg heller ikke.”

Han smilede.

“Godt.”

Jeg blev stående.

Ikke fordi jeg var helt tryg.

Fordi jeg var bange for, at han ellers gik tilbage til festen og fandt en anden.

Jeg kunne næsten se det for mig.

Knud med armen om en pige, der var mere modig.

Mere erfaren.

Mere villig.

Så jeg blev.

Han kyssede mig igen.

Jeg lod ham.

Da han foreslog, at vi skulle gå længere væk fra huset, fulgte jeg med.

Vi gik bag en bygning, hvor musikken kun kunne høres som en dump rytme gennem væggene.

Han havde travlt.

Ikke voldsomt.

Ikke brutalt.

Bare uden særlig interesse for, om jeg var klar.

Jeg forvekslede hans hast med begær.

Jeg tænkte:

Han kan næsten ikke vente.

Det lød bedre end sandheden:

Han havde ikke tænkt sig at bruge særlig lang tid på mig.

Jeg forsøgte at følge med i det, han forventede.

Han bukkede mig forover, trak min kjole op og skubbede trusserne til side. Jeg hørte noget som mindede om lyden fra et spyt, og jeg mærkede et hårdt press mod min numse. Det gjorde lidt ondt i starten, men jeg holdt min mund for jeg vidste ikke bedre.

Jeg ville virke erfaren, så jeg lod det bare ske.

Da kroppen lærte at tie

Rummet omkring os var alt for almindeligt til det, der skete. En smal seng, en jakke over en stol, lugten af øl, støv og en mand, der ikke havde tænkt på andet end sin egen lyst.

Jeg husker især min egen tavshed. Den føltes næsten fysisk, som en hånd over munden indefra. Jeg talte ikke, fordi jeg stadig troede, at den rigtige kvinde var hende, der kunne klare det uden at ødelægge stemningen.

Bagefter var det ikke kun kroppen, der gjorde ondt. Det var tanken om, at jeg havde været mere optaget af at virke erfaren end af at spørge mig selv, om jeg egentlig ville.

Ikke spørge for meget.

Ikke standse ham for ofte.

Jeg ønskede ikke, at han skulle kalde mig barnlig.

Han sagde flere gange, at jeg var dejlig.

Det var nok til, at jeg ignorerede den uro, der sad i maven.

Da vi gik tilbage mod festen, gik han ikke ved siden af mig.

Manden der gik foran

Han var ikke smuk, når jeg husker ham ærligt. Han havde en skjorte, der sad skævt i kraven, hår der var fedtet af varme og røg, og en stemme der skiftede mellem smiger og utålmodighed.

Han talte lavt, næsten mumlende, når han ville have noget, og højere når han skulle virke ligeglad. Det forvirrede mig dengang. Jeg troede, hans skiftende tone betød, at han var spændende. I dag hører jeg mest en ung mand, der ikke havde lært omsorg.

Da han gik foran mig, så jeg hans ryg tydeligere end hans ansigt. Det var sådan, mange af de første mænd var: en ryg, en lugt, en ordre, og mig bagefter.

Han gik foran.

Når jeg fortæller det nu, ser jeg især hans ryg. Skjorten, der trak lidt over skuldrene, døren tilbage til festen og min egen hånd, der glattede kjolen, som om tøjet kunne gøre mig mindre forvirret.

Jeg mærker stadig den lille kulde i maven. Ikke panik. Bare den korte fornemmelse af at være blevet efterladt midt i noget, jeg havde sagt ja til, før jeg forstod prisen.

Jeg skyndte mig lidt for ikke at blive efterladt.

Ved døren standsede han.

“Vi behøver ikke fortælle de andre noget.”

“Hvorfor ikke?”

“De behøver ikke vide alt.”

Jeg troede først, han ønskede at beskytte noget mellem os.

En hemmelighed.

Et særligt øjeblik.

“Nej,” sagde jeg.

“Det behøver de ikke.”

Han gik ind.

Jeg ventede nogle sekunder, som om vi bevidst havde aftalt at komme ind hver for sig.

Det havde vi ikke.

Han ønskede bare ikke at blive set sammen med mig.

Inde i salen gik han direkte hen til nogle drenge.

Han så ikke efter mig.

Jeg stillede mig ved siden af Inge.

“Hvor har du været?” spurgte hun.

“Ude.”

“Med Knud?”

Jeg kunne mærke varmen i ansigtet.

“Vi talte bare.”

“Hvad talte I om?”

“Ikke noget særligt.”

Hun kiggede mod ham.

“Han er ellers pæn.”

Jeg fulgte hendes blik.

Knud stod og grinede med de andre.

Han så ud, som om der ikke var sket noget.

Det gjorde mig mærkeligt urolig.

Jeg havde forestillet mig, at han ville finde mig igen.

Give mig en drink.

Danse.

Måske følge mig hjem.

I stedet talte han med en anden pige en halv time senere.

Hun hed Anne.

Hun havde langt lyst hår.

Hun lænede sig tæt ind til ham, fordi musikken var høj.

Han lagde hånden på hendes hofte.

Samme sted som på mig.

Jeg gik ud på toilettet.

Ikke for at græde.

Jeg havde allerede lært ikke at græde de steder, hvor nogen kunne spørge hvorfor.

Jeg så på mit ansigt i spejlet.

Læbestiften var næsten væk.

Håret sad skævt.

Jeg rettede det.

Fugtede en finger og fjernede noget mørkt under øjet.

Tænkte:

Hvad gjorde jeg forkert?

Ikke:

Hvorfor behandlede han mig sådan?

Det spørgsmål stillede jeg næsten aldrig.

Når en mand mistede interessen, undersøgte jeg mig selv.

Havde jeg været for stille?

For nem?

For nervøs?

Var jeg dårlig til at kysse?

Skulle jeg have holdt ham tilbage længere?

Eller givet mere?

Jeg kunne ikke forstå, at nogle mænd ikke mistede interessen på grund af noget, kvinden gjorde.

De havde måske aldrig haft interesse i hende som menneske.

Kun i muligheden.

Den forskel kendte jeg endnu ikke.

Jeg gik tilbage.

Knud var væk.

Anne var også væk.

Jeg spurgte ingen, hvor de var.

Jeg behøvede ikke.

Senere så jeg dem komme ind gennem samme dør med nogle minutters mellemrum.

Præcis som Knud og jeg havde gjort.

Det var dér, jeg burde have forstået det.

Det, jeg havde troet var særligt, var bare hans måde at gøre tingene på.

En pige.

Så en anden.

Måske endnu en ved næste fest.

Jeg var ikke blevet valgt.

Jeg havde været tilgængelig.

Det føltes ikke sådan med det samme.

Først følte jeg jalousi.

Så håb.

Måske betød Anne ikke noget.

Måske var det mig, han bedst kunne lide.

Måske ville han kontakte mig senere.

Jeg brugte flere dage på at vente.

Telefonen stod i gangen derhjemme.

Hver gang den ringede, lyttede jeg.

Min mor kunne tage den.

“Det er til dig.”

Hver gang håbede jeg.

Det var aldrig Knud.

I skolen fortalte Inge, at hun havde hørt, han var begyndt at ses med en pige fra en anden by.

“Sådan rigtigt?” spurgte jeg.

“Det tror jeg.”

“Hvor længe?”

“Det ved jeg ikke.”

Jeg lod, som om det ikke betød noget.

Men jeg følte mig snydt.

Ikke kun af ham.

Af livet.

Hvorfor fik en anden pige ham bagefter?

Hvorfor var jeg den, han kunne tage bag en bygning, mens en anden måske blev hentet på knallerten og præsenteret for vennerne?

Det spørgsmål kom til at gentage sig i forskellige former.

Hvorfor ville mændene gerne have mig en aften, men ikke blive?

Hvorfor kunne de sige, jeg var smuk i mørket og gå forbi mig i dagslyset?

Hvorfor gav de andre piger titler?

Kæreste.

Forlovet.

Hende, han var sammen med.

Mens jeg blev en hemmelighed, et minde eller nogen, de knap hilste på bagefter?

Jeg fandt ikke det rigtige svar.

Jeg tænkte ikke, at jeg måske valgte mænd, som kun ønskede noget kort.

Jeg tænkte heller ikke, at jeg havde ret til at kræve mere.

Jeg tænkte, at jeg endnu ikke havde givet nok til, at nogen ville blive.

Så næste gang forsøgte jeg mere.

Jeg blev sjovere.

Drak mere.

Sagde ja hurtigere.

Skjulte usikkerheden bedre.

Hvis en mand ville gå væk fra festen, fulgte jeg med.

Hvis han bad mig holde noget hemmeligt, gjorde jeg det.

Ikke fordi jeg ønskede at være hemmelig.

Fordi jeg håbede, hemmeligheden var første trin mod noget særligt.

Jeg var villig til at være til låns, fordi jeg stadig forestillede mig, at en af mændene en dag ville beslutte sig for at beholde mig.

Det skete ikke.

Ikke i de år.

Der kom andre drenge efter Knud.

Nogle venligere.

Andre mere direkte.

En af dem dansede med mig en hel aften og sagde, at han aldrig havde mødt nogen som mig.

Næste weekend stod han med en anden.

En anden fulgte mig hjem og sagde, at han ville komme forbi om søndagen.

Jeg sad inde hele søndagen.

Han kom ikke.

Mandag sagde han, at han havde glemt det.

Som om jeg havde været en aftale om at låne en bog.

Ikke en pige, der havde ventet ved vinduet.

En tredje sagde, at han ikke var klar til en kæreste.

To uger senere havde han en.

Det var ikke mig.

Jeg begyndte at kende sætningerne.

“Jeg vil ikke bindes.”

“Jeg har meget at tænke på.”

“Det var bare en hyggelig aften.”

“Vi behøver vel ikke gøre det til noget.”

“Du vidste godt, hvad det var.”

Den sidste gjorde mest ondt.

For ofte havde jeg ikke vidst det.

Jeg havde bare været bange for at spørge.

Hvis jeg spurgte:

“Hvad betyder det her?”

kunne manden sige:

“Ingenting.”

Så længe jeg lod være, kunne jeg håbe.

Derfor holdt jeg spørgsmålene inde.

Jeg lod mændene definere møderne gennem deres handlinger bagefter.

Og når de ikke kom tilbage, fik jeg svaret på den hårdeste måde.

Til festerne blev spiritussen vigtigere.

Ikke fordi jeg allerede var afhængig af alkohol.

Men fordi den gjorde skuffelsen lettere at udsætte.

Den gjorde mig mere modig.

Mindre selvkritisk.

Mere villig til at gå ind i en situation uden at kræve at vide, hvad den betød.

Jeg kunne drikke mig til en midlertidig følelse af at være den pige, mændene valgte.

Næste morgen var jeg stadig mig.

Og manden var ofte væk.

Jeg husker en aften, hvor tre piger omkring mig talte om deres kærester.

Poul havde købt en lille gave til Inge.

Erik havde inviteret Kirsten i biografen.

Lis skulle møde Jørgens forældre om søndagen.

Jeg sad med et glas i hånden og lyttede.

“Hvad med dig?” spurgte Inge.

“Hvad med mig?”

“Er der ikke nogen?”

“Jeg gider ikke have en kæreste.”

Det var den løgn, jeg begyndte at fortælle.

At jeg selv valgte friheden.

At jeg ikke ønskede én fast.

At de andre piger var kedelige, fordi de hele tiden skulle tage hensyn til deres kærester.

“Jeg vil hellere kunne gøre, hvad jeg vil,” sagde jeg.

De nikkede.

Måske troede de på mig.

Jeg prøvede også selv.

Men samme aften lod jeg en næsten fremmed dreng holde om mig i håbet om, at han næste dag ville ønske mere.

Det var ikke frihed.

Det var længsel forklædt som ligegyldighed.

Da drengen spurgte, om vi skulle gå, sagde jeg ja.

Jeg havde kun kendt ham i nogle timer.

Alligevel fulgte jeg med.

Ikke fordi jeg allerede ønskede sex.

Fordi jeg ønskede det, jeg troede kunne komme bagefter.

Et telefonopkald.

En ny aftale.

At nogen næste gang spurgte:

“Kommer Bente med ham?”

Det bagefter kom sjældent.

Morgenen efter den aften vågnede jeg alene i et værelse, jeg ikke kendte.

I erindringen er der altid et vindue og et fremmed lys. Et glas på natbordet, tøj på gulvet og den tørre smag i munden, der fik natten til at virke mindre spændende.

Jeg tænkte ikke store tanker. Jeg tænkte bare: Hvad gør man nu? Bliver man liggende, går man, siger man tak? Det var sådan usikkerheden lugtede dengang: røg, vin og fremmed sæbe.

Manden var stået op.

Jeg kunne høre lyde fra et køkken.

Jeg klædte mig hurtigt på.

Da han kom ind, havde han kaffe med til sig selv.

Ikke til mig.

“Skal du hjem?” spurgte han.

“Ja.”

“Der går en bus om lidt.”

Det var alt.

Ingen morgenmad.

Ingen aftale.

Ingen:

“Jeg ringer.”

Han kendte ikke engang min adresse.

Jeg stod med frakken i hånden.

“Skal vi ses igen?”

Spørgsmålet slap ud, før jeg kunne standse det.

Han så på mig.

Ikke ondskabsfuldt.

Mest overrasket.

“Vi mødes vel nok ude.”

“Ja.”

“Det var hyggeligt.”

Hyggeligt.

Jeg begyndte at hade det ord.

Det betød ofte:

Det er slut nu.

Jeg gik til bussen.

Det var tidligt.

Gaderne var næsten tomme.

Jeg havde kvalme af alkohol, for lidt søvn og den voksende forståelse af, at han ikke ønskede mig tilbage.

På bussen sad en ældre dame med en indkøbspose.

Hun så kort på mit krøllede tøj og mit hår.

Måske tænkte hun ingenting.

Jeg følte alligevel, at hun kunne se alt.

Jeg satte mig længst bagud.

Så ud gennem vinduet.

Tænkte på pigerne, der måske vågnede ved siden af deres kærester.

Eller hjemme i deres egne senge med en aftale senere på dagen.

Jeg var blevet valgt til natten.

Når jeg ser tilbage på de nætter fra før Erik, kan jeg også se begyndelsen på det, der senere ødelagde så meget. Jeg lærte at skille kroppen fra hjertet. Kroppen kunne sige ja, mens noget dybere i mig længtes efter kærlighed.

Dengang kendte jeg endnu ikke Erik. Jeg vidste ikke, at jeg en dag ville elske en mand så dybt, at ethvert svigt mod ham ville gøre ondt i mig. Men vanen med at lade lysten styre begyndte allerede her.

Ikke til morgenen.

Det var sådan mit liv skulle bevæge sig.

Ikke mod kærlighed.

Mod udmattelse.

Jeg fik oplevelser.

Mænd.

Aftener.

Berøring.

Men ingen rigtig plads.

Jo mere jeg forsøgte at blive valgt, desto lettere gjorde jeg det for mænd at få mig uden at vælge mig.

Jeg kendte endnu ikke mine egne værdier.

Derfor forhandlede jeg ikke.

Jeg sagde ikke:

“Jeg vil mere end det her.”

Jeg sagde ikke:

“Så vil jeg hellere gå.”

Jeg blev.

Drak.

Håbede.

Gav dem det, de ønskede.

Og ventede på, at én af dem bagefter skulle opdage, at jeg var værd at blive hos.

De gjorde det ikke.

Ikke endnu.

Da jeg ser tilbage, kan jeg næsten ikke forstå, at jeg blev ved med at kalde det søgen efter kærlighed.

Men det var sådan, det føltes.

Jeg søgte efter det ukendte.

Et sted, en mand eller en nat, der kunne ændre alt.

Hver gang troede jeg et øjeblik, at dette måske var den rigtige begyndelse.

Hver gang vågnede jeg lidt mere skuffet.

Og efterhånden begyndte tanken at komme:

Måske findes der ikke nogen, der vælger mig for alvor.

Det var den tanke, der senere gjorde mig farlig for mig selv. Hvis jeg ikke følte mig valgt helt ind i hjertet, kunne et fremmed blik føles som medicin, selv når jeg allerede var elsket.

Jeg forstod det ikke dengang, men kroppen begyndte at få sin egen stemme. Den stemme blev stærkere end fornuften, længe før jeg havde et ægteskab at miste.

Måske er jeg kun den kvinde, mænd låner en nat, før de går hjem og leder efter én, de kan elske.

Det første kys, der ikke blev til mere

Jeg havde forestillet mig mit første kys mange gange.

Ikke med en bestemt dreng.

Med en følelse.

Jeg forestillede mig, at noget ville forandre sig bagefter.

At drengen ville se anderledes på mig.

At vi ville have noget sammen, som resten af verden kunne mærke.

Måske ville han vente på mig efter skole.

Måske ville han gå ved siden af mig gennem byen.

Måske ville nogen spørge:

“Er I blevet kærester?”

Og denne gang kunne jeg svare ja.

Det var ikke selve kysset, jeg længtes mest efter.

Det var det, jeg troede, kysset lovede.

En begyndelse.

En plads.

At én dreng ikke bare ønskede mig i mørket, men også ville kendes ved mig næste dag.

Jeg havde endnu ikke forstået, at et kys kan betyde helt forskellige ting for de to mennesker, der deler det.

For den ene kan det være en begyndelse.

For den anden blot noget, der sker, før aftenen slutter.

Mit første rigtige kys kom til en fest i et lille forsamlingshus uden for byen.

Jeg var taget med Inge og to andre piger.

Inge var stadig sammen med Poul.

De havde efterhånden været kærester længe nok til, at ingen længere spurgte, om de kom sammen.

Man antog det bare.

Han stod med armen omkring hende, allerede da vi kom.

Hun afleverede sin jakke til ham uden at spørge.

Han bar den over armen resten af aftenen.

Det var en lille ting.

Men jeg lagde mærke til det.

Jeg lagde mærke til alt det, kærester gjorde for hinanden.

De praktiske tegn.

En hånd, der allerede vidste, hvor den skulle ligge.

Et blik på tværs af rummet.

At kunne gå hen til et bestemt menneske uden først at skulle vurdere, om man var ønsket.

Jeg havde ingen at aflevere min jakke til.

Jeg hængte den selv.

Stod bagefter med pigerne og forsøgte at virke, som om jeg netop foretrak det sådan.

“Vil du have noget at drikke?” spurgte Inge.

“Ja.”

Der var igen blevet taget flasker med.

Snaps.

Rom.

Gin.

Likør, der var så sød, at man først mærkede alkoholen, når man rejste sig.

Jeg kendte allerede til spiritussens hjælp.

Den kunne gøre ventetiden mindre pinlig.

Så behøvede jeg ikke stå og spekulere over, hvorfor ingen kom hen.

Jeg kunne holde et glas.

Drikke.

Grine lidt højere.

Bevæge mig, som om jeg havde travlt med at have det sjovt.

Den aften drak jeg hurtigt.

Ikke fordi jeg ønskede at miste kontrollen.

Fordi jeg ønskede at miste bevidstheden om mig selv.

Efter nogle glas holdt jeg op med hele tiden at mærke, hvor jeg stod.

Om maven så flad ud.

Om håret sad forkert.

Om drengene kun talte med mig, fordi Inge stod ved siden af.

Alkoholen gav mig nogle timer, hvor jeg ikke følte mig helt så lille.

Det var i de timer, en dreng ved navn Henning begyndte at tale med mig.

Jeg kendte ham kun af udseende.

Han kom fra en anden by.

Var en ven af nogle af drengene.

Han var ikke den mest bemærkelsesværdige i rummet.

Mørkt hår.

Smal i ansigtet.

En skjorte med ærmerne rullet op.

Men han så direkte på mig, når han talte.

Det var nok.

“Hvad hedder du?” spurgte han.

“Bente.”

“Det ved jeg godt.”

“Hvorfor spørger du så?”

“Jeg ville høre dig sige det.”

Det var sikkert en sætning, han havde brugt før.

Dengang lød den særligt rettet mod mig.

“Og hvad hedder du?”

“Henning.”

“Det ved jeg godt.”

Han smilede.

“Så er vi lige.”

Vi stod ved bordet med flaskerne.

Han fyldte mit glas.

Jeg burde have sagt, at det var nok.

I stedet lod jeg ham hælde mere op.

Når en dreng gav mig noget, følte jeg, at jeg skyldte ham at tage imod det.

Ikke bevidst.

Det var bare sådan, jeg reagerede.

Et glas.

En dans.

En hånd på ryggen.

Et forslag om at gå udenfor.

Frygten for at sige nej

Jeg var bange for, at et nej ville afslutte interessen.

Så jeg sagde oftere ja, end jeg egentlig ønskede.

Henning spurgte, om jeg ville danse.

Musikken var hurtig.

Vi stod først med lidt afstand.

Så kom der en langsommere sang.

Han gik ikke tilbage til vennerne.

Han lagde hænderne på mine hofter.

Jeg lagde armene om hans hals.

Jeg havde set andre piger gøre det.

Inge stod et stykke væk med Poul.

Hun så tryg ud.

Ikke som en pige, der ventede på at blive vurderet.

Som én, der allerede kendte sin plads.

Jeg forsøgte at stå på samme måde.

Rolig.

Hjemmevant.

Som om Hennings hænder på mig var noget, jeg kendte.

“Du dufter godt,” sagde han.

“Tak.”

“Hvad er det?”

Jeg havde lånt parfume af en af pigerne.

“Det ved jeg ikke.”

Han lo.

“Ved du ikke, hvad du har på?”

“Jeg kan ikke huske navnet.”

Det var en lille løgn.

Jeg skammede mig over, at parfumen ikke var min.

Som om det ville gøre mig mindre attraktiv, hvis han vidste, at jeg havde lånt mig til duften.

Han lænede ansigtet tættere på.

“Du er sød.”

Jeg mærkede håbet komme.

Så hurtigt.

Det skulle ikke mere til.

En langsom sang.

Hans hænder.

Ordene.

Jeg begyndte allerede at forestille mig næste gang.

Om han ville komme til en ny fest.

Om vi kunne mødes et sted uden så mange mennesker.

Om han ville spørge efter mit nummer.

Vi havde knap talt sammen i en halv time.

Alligevel var jeg i gang med at bygge en fremtid.

Det var det, jeg gjorde igen og igen.

Mændene gav mig et øjeblik.

Jeg byggede et forhold omkring det.

Da sangen sluttede, slap han mig ikke helt.

“Skal vi gå udenfor?”

Jeg så kort mod Inge.

Hun var stadig sammen med Poul.

Ingen holdt øje med mig.

“Ja.”

Vi hentede ikke jakker.

Det var koldt, men alkoholen gjorde kulden fjern.

Bag forsamlingshuset stod nogle træer og et gammelt redskabsskur.

Lyset fra vinduerne nåede ikke helt derud.

Henning tog en cigaret frem.

“Ryger du?”

“Lidt.”

Det gjorde jeg næsten ikke.

Han gav mig en.

Tændte den for mig.

Jeg hostede ved det første sug og forsøgte at gøre det diskret.

Han smilede.

“Du ryger ikke.”

“Jo.”

“Du behøver ikke spille smart.”

Jeg blev flov.

“Det gør jeg heller ikke.”

Han tog cigaretten ud af hånden på mig og smed den på jorden.

“Godt.”

Så kyssede han mig.

Uden at spørge.

Ikke voldsomt.

Men hurtigt.

Som om han havde ventet på at få samtalen overstået.

Jeg stivnede først.

Ikke fordi jeg ikke ønskede kysset.

Fordi det var anderledes end forestillingen.

Jeg havde tænkt, at der ville komme et øjeblik før.

Et blik.

En tøven.

En fornemmelse af, at vi begge vidste, hvad der skulle ske.

I stedet stod jeg pludselig med hans mund mod min.

Jeg forsøgte at følge ham.

Gøre det rigtigt.

Jeg vidste ikke, hvad rigtigt var.

Jeg havde set kys i film.

Set piger og drenge ved fester.

Men kroppen lærer ikke nødvendigvis af at se.

Jeg var for anspændt.

Holdt vejret.

Vidste ikke, hvor hænderne skulle være.

Henning trak sig lidt tilbage.

“Slap af.”

“Det gør jeg også.”

“Nej.”

Han smilede.

“Har du aldrig kysset før?”

Jeg kunne ikke sige sandheden.

Ikke nu.

Hvis han vidste, at han var den første, kunne han synes, jeg var barnlig.

Eller besværlig.

“Jo.”

“Så prøv igen.”

Han kyssede mig.

Denne gang forsøgte jeg mere.

Jeg tænkte ikke på, hvad jeg selv mærkede.

Jeg tænkte på, om han syntes, jeg var god nok.

Om han ville blive ved.

Om kysset kunne få ham til at vælge mig igen næste weekend.

Da han lagde hænderne tættere omkring mig, lod jeg ham.

Ikke alt føltes godt.

Men jeg ønskede ikke at bryde øjeblikket.

Jeg havde ventet så længe på at blive kysset.

Nu hvor det skete, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at noget gik for hurtigt.

“Hvad tænker du på?” spurgte han.

“Ikke noget.”

“Du tænker hele tiden.”

“Nej.”

Han kyssede mig igen.

Jeg lukkede øjnene.

Forsøgte at blive den pige, han ønskede.

Det var dér, noget begyndte i mig, som senere blev farligt.

Jeg spurgte ikke:

Har jeg lyst til dette?

Jeg spurgte:

Hvad skal jeg gøre, for at han ikke mister lysten til mig?

De to spørgsmål kan føre et menneske i helt forskellige retninger.

Dengang kendte jeg kun det sidste.

Vi stod der længe.

Eller måske var det ikke længe.

Tiden føltes anderledes.

Da vi gik tilbage, sagde Henning:

“Vi behøver ikke gå ind sammen.”

Ordene ramte med det samme.

“Hvorfor ikke?”

“Så begynder alle bare at snakke.”

“Om hvad?”

“Os.”

Jeg hørte noget godt i det.

Os.

Der var måske allerede et os, der kunne tales om.

“Er det så slemt?”

“Nej.”

Han så mod døren.

“Men jeg gider ikke alt det.”

“Okay.”

Jeg blev stående.

Han gik ind.

Denne gang vidste jeg, at jeg burde forstå betydningen.

Han ønskede kysset.

Ikke at blive set som min.

Og jeg havde givet ham det minut han manglede, inden han trak kondomet af igen.

Alligevel valgte jeg den forklaring, der gjorde mindst ondt.

Han var privat.

Genert.

Bange for de andres drillerier.

Måske ville han hellere tale med mig alene.

Jeg ventede et minut.

Gik derefter ind.

Henning stod allerede med en gruppe drenge.

Han så ikke hen på mig.

Jeg gik over til pigerne.

Inge så på mit ansigt.

“Hvor har du været?”

“Ude.”

“Med ham?”

Hun nikkede mod Henning.

Jeg forsøgte at se ligeglad ud.

“Vi talte bare.”

“Du har ingen læbestift tilbage.”

Jeg rørte ved munden.

“Jeg havde næsten ikke noget på.”

Inge smilede.

“Kyssede I?”

Jeg kiggede mod Henning.

Han stod med ryggen til.

“Lidt.”

“Var det godt?”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det havde været mit første kys.

Det burde have føltes stort.

Jeg havde ventet på det.

Nu kunne jeg mest mærke usikkerheden.

“Ja,” sagde jeg.

Inge tog min hånd.

“Så kan det være, der sker noget.”

Det var præcis, hvad jeg håbede.

Noget bagefter.

Jeg begyndte at vente allerede den aften.

På at Henning kom tilbage.

Bad mig danse igen.

Fulgte mig hjem.

Spurgte, hvornår vi kunne ses.

Han gjorde ingen af delene.

Han talte med drengene.

Dansede senere med en anden pige.

Ikke tæt.

Ikke på en måde, jeg kunne tillade mig at blive vred over.

Men nok til, at jeg holdt øje med dem.

Da festen sluttede, stod jeg ved garderoben og ventede på en naturlig anledning til at tale med ham.

Han tog sin jakke.

Gik forbi.

“Hej,” sagde jeg.

“Hej.”

Han standsede ikke.

“Skal du med til næste fest?” spurgte jeg.

Han vendte sig halvt.

“Måske.”

“Okay.”

“Vi ses.”

Så gik han.

Vi ses.

Jeg holdt fast i ordene.

De kunne betyde noget.

Han havde ikke sagt farvel for altid.

Han havde sagt, vi sås.

På vej hjem talte Inge om Poul.

De havde været uenige om noget småt.

Han havde danset med en pige, Inge ikke kunne lide.

Men de havde talt om det.

Nu var de gode igen.

Jeg lyttede med en underlig misundelse.

Selv deres konflikt var noget, jeg ønskede.

De havde ret til at blive jaloux.

Ret til at stille spørgsmål.

Ret til at forvente forklaringer.

Jeg havde ingen rettigheder over for Henning.

Ikke engang retten til at spørge, hvorfor han gik forbi.

Vi havde kysset.

Det var en ny fornemmelse.

Alligevel lå jeg vågen længe den nat.

Jeg rørte ved mine læber.

Gennemgik kysset.

Hans ord.

Måden han havde holdt om mig.

Jeg forsøgte at finde tegn på, at det havde betydet mere for ham, end hans opførsel bagefter viste.

Måske havde han været nervøs.

Måske ville han skrive.

Måske kendte han nogen, der kunne give ham mit nummer.

Måske kom han forbi skolen.

Jeg skabte muligheder, fordi virkeligheden var for tom.

De næste dage spurgte jeg diskret efter ham.

Ikke direkte.

Jeg nævnte festen.

Spurgte, hvem der havde været der.

Hørte, at Henning ofte kom på en café i nabobyen.

Jeg overvejede at tage derhen.

Fortalte mig selv, at pigerne og jeg alligevel kunne gå ud.

I virkeligheden ønskede jeg at placere mig et sted, hvor han kunne vælge mig igen.

Jeg ventede næsten to uger.

Så så jeg ham.

Ikke alene.

Han stod uden for caféen med en pige, jeg ikke kendte.

Hun havde armen gennem hans.

Ikke et tilfældigt greb.

De stod som nogen, der allerede hørte sammen.

Henning så mig.

Jeg var sikker på det.

Hans blik ramte mit et kort øjeblik.

Så vendte han sig mod pigen og sagde noget.

Han hilste ikke.

Jeg stod med to veninder og lod, som om jeg ikke havde set ham.

Indeni faldt noget sammen.

Ikke en kærlighed.

Jeg kendte ham knap.

Det var håbet om, hvad kysset havde betydet.

Jeg havde gjort det til en begyndelse.

For ham havde det sandsynligvis været en pause fra festen.

En pige i mørket.

Et kys.

Så videre.

“Var det ikke ham fra festen?” spurgte en af pigerne.

“Jo.”

“Skal du ikke sige hej?”

“Jeg kender ham næsten ikke.”

Ordene gjorde ondt, fordi de var sande.

Jeg kendte ham næsten ikke.

Alligevel havde jeg givet hans handlinger magt til at afgøre, hvordan jeg så på mig selv.

“Er det hans kæreste?” spurgte hun.

“Det ved jeg ikke.”

Det var det sandsynligvis.

Endnu en pige, der fik lov til at stå ved siden af ham i dagslys.

Jeg havde fået mørket bag forsamlingshuset.

Det mønster gentog sig.

Ikke præcis på samme måde.

Men med den samme følelse.

En mand kunne kysse mig til en fest.

Holde om mig.

Sige, at jeg var dejlig.

Bruge min krop til kort fornøjelse.

Så vælge en anden til det liv, andre kunne se.

Jeg blev hende fra aftenen.

Den, man turde prøve noget med.

Ikke hende, man bagefter kom tilbage efter.

Jeg forstod ikke, hvorfor.

Jeg tænkte, at jeg måske kyssede forkert.

Var for stiv.

For usikker.

Måske havde Henning mærket, at jeg var uerfaren.

Måske skulle jeg næste gang lade en mand komme tættere på.

Være mindre forsigtig.

Vise mere lyst.

Så ville han måske føle sig særligt ønsket.

Og hvis en mand følte sig særligt ønsket af mig, ville han måske ønske mig tilbage.

Det var sådan skuffelsen blev til en ny strategi.

Ikke en grænse.

Jeg sagde ikke:

“Næste gang vil jeg kende manden bedre.”

Jeg tænkte:

“Næste gang må jeg give mere.”

Fordi jeg endnu ikke kendte min egen værdi, troede jeg, at jeg kunne købe varig opmærksomhed ved at være mere tilgængelig.

Det gjorde mig nem at bruge.

Ikke fordi jeg var dum.

Fordi jeg længtes.

Længsel kan få et menneske til at acceptere meget lidt og kalde det en begyndelse.

Nogle måneder senere mødte jeg en anden dreng til en fest.

Denne gang ventede jeg ikke så længe med at kysse ham.

Jeg ville ikke virke nervøs.

Da han foreslog, at vi gik væk fra de andre, sagde jeg ja med det samme.

Jeg forestillede mig, at min modighed ville gøre forskellen.

Han sagde, at jeg var dejlig.

At han gerne ville se mig igen.

Næste dag hørte jeg ingenting.

Ugen efter stod han med en anden.

Endnu en begyndelse, der kun havde eksisteret i mit hoved.

Spiritussen gjorde gentagelserne lettere.

Med nok alkohol kunne jeg tro på ordene i øjeblikket.

Jeg behøvede ikke mærke tvivlen så tydeligt.

En mand sagde:

“Du er anderledes.”

Jeg hørte ikke, at han måske sagde det til mange.

En anden sagde:

“Jeg har lagt mærke til dig længe.”

Jeg spurgte ikke, hvorfor han så aldrig havde talt med mig før midnat og flere glas.

En tredje sagde:

“Vi burde ses igen.”

Jeg tog det som et løfte.

Han tog det sandsynligvis som noget, man sagde for at holde aftenen behagelig.

Jeg blev ikke bedre til at vurdere mændene.

Jeg blev bedre til at holde skuffelsen ud.

Der er en vigtig forskel.

Efterhånden holdt jeg op med at fortælle pigerne, hvor meget jeg håbede.

Hvis en mand ikke ringede, sagde jeg:

“Jeg var heller ikke særlig interesseret.”

Hvis han havde en anden kort efter, sagde jeg:

“Godt, jeg ikke blev blandet ind i det.”

Hvis jeg havde ventet på ham, nævnte jeg det ikke.

Jeg lærte at skjule længslen bag en hårdhed, jeg ikke følte.

“Jeg vil ikke have en kæreste,” sagde jeg.

“De bliver bare besværlige.”

Samtidig så jeg pigerne gå hjem med deres faste mænd.

Så dem blive hentet.

Hørte om søndagsture, biografbesøg og middage hos forældrene.

Jeg ønskede det hele.

Ikke nødvendigvis med én bestemt mand.

Jeg ønskede beviset på, at nogen ville have mig længere end en nat.

Men jo mere jeg ønskede det, desto mindre turde jeg sige det højt.

For mændene kunne forsvinde, hvis jeg stillede krav.

Derfor gjorde jeg mig selv kravløs.

Let.

Munter.

Villig.

Jeg lod, som om jeg også kun ønskede aftenen.

Så blev jeg skuffet, når mændene troede på mig.

Det første kys havde ikke forandret mit liv.

Det havde lært mig noget forkert.

At selv den største følelse i mig kunne være ubetydelig for den anden.

At en mand kunne holde om mig, kysse mig og sige ord, jeg bar med mig i ugevis, uden selv at tænke videre over dem.

Og i stedet for at beskytte mig efter den erkendelse begyndte jeg at kæmpe endnu hårdere for at være den pige, en mand ikke kunne glemme.

Jeg gjorde mig mere synlig.

Drak mere.

Sagde hurtigere ja.

Gik længere væk fra de andre.

Ikke fordi jeg ønskede at blive brugt.

Fordi jeg stadig troede, at hvis jeg bare gav den næste mand nok, ville han måske blive.

Det gjorde de sjældent.

Men håbet overlevede længere end min selvrespekt.

Da jeg begyndte at gøre mere for at blive bemærket

Da jeg var fyldt atten, begyndte jeg at tro, at problemet kunne løses praktisk.

Jeg havde efterhånden oplevet nok aftener til at vide, at mænd godt kunne få øje på mig.

De kunne danse med mig.

Kysse mig.

Holde om mig i mørket.

Sige, at jeg var smuk, dejlig eller anderledes.

Men jeg havde også oplevet nok morgener og efterfølgende uger til at vide, at deres interesse sjældent overlevede natten.

Jeg forstod bare stadig ikke hvorfor.

Derfor begyndte jeg at ændre det, jeg kunne se.

Tøjet.

Håret.

Makeuppen.

Måden jeg stod på.

Måden jeg lo.

Hvor meget jeg drak.

Hvor hurtigt jeg sagde ja.

Jeg tænkte ikke:

Måske vælger jeg de forkerte mænd.

Jeg tænkte:

Måske gør jeg ikke nok til at få dem til at vælge mig.

Det var en farlig tanke.

For der findes næsten ingen afslutning på, hvor meget et menneske kan forsøge at ændre ved sig selv, når målet hele tiden flyttes af andre.

Hvis en mand kiggede på en kvinde med kort nederdel, købte jeg en kortere.

Hvis han blev stående hos en pige, der lo højt og rørte ved hans arm, øvede jeg mig i at gøre det samme.

Hvis en kvinde virkede ubekymret, forsøgte jeg at skjule min egen uro.

Jeg ville ikke være den forsigtige.

Den alvorlige.

Den pige, der spurgte, hvad tingene betød.

Jeg havde set, hvordan mænd kunne trække sig, hvis en kvinde forventede mere, end de var kommet for at give.

Så jeg lærte at lade, som om jeg ikke forventede noget.

“Jeg tager bare aftenen, som den kommer,” sagde jeg.

“Jeg gider ikke alt det med faste forhold.”

“Man skal da have lov til at more sig.”

Ordene lød frie.

Men næsten hver gang jeg sagde dem, håbede jeg stadig, at en bestemt mand ville modsige mig.

At han ville sige:

“Det er ærgerligt, for jeg vil gerne se dig igen.”

Det skete sjældent.

Mændene hørte det, jeg sagde.

At jeg ikke krævede noget.

Og de tog imod tilbuddet.

Det var én af de hårdeste erfaringer i mit unge liv:

Når man skjuler sine ønsker for ikke at skræmme andre væk, risikerer man at få præcis det forhold, man lader, som om man ønsker.

Jeg lod, som om én nat var nok.

Derfor fik jeg ofte én nat.

De kvinder, jeg kendte, var begyndt at danne par.

Nogle forhold varede kun få måneder.

Andre længere.

Men selv de korte forhold havde noget, jeg misundte.

De havde hverdage.

Ikke kun fester.

En tirsdag eftermiddag.

Et besøg hos forældrene.

En cykeltur.

Et brev.

En aftale, der var lavet, før musikken begyndte og flaskerne blev åbnet.

Mine møder fandt næsten altid sted om aftenen.

Sent.

Efter flere glas.

Når mændene havde set rundt i lokalet og besluttet, hvem de ville forsøge sig med.

Jeg var sjældent det første menneske, en mand havde planlagt at møde.

Jeg blev en mulighed, der opstod.

En pige ved baren.

En ledig dans.

En kvinde, der stadig stod der, da andre var gået hjem med deres kærester.

Det var ikke altid tydeligt i begyndelsen af aftenen.

Nogle mænd var gode til at skabe en følelse af, at netop jeg var blevet udvalgt.

De kunne se længe på mig.

Stille spørgsmål.

Sige, at de havde lagt mærke til mig, straks jeg kom ind.

Det var netop de sætninger, jeg ønskede at høre.

Så jeg undersøgte sjældent, om deres handlinger passede til ordene.

En af dem hed Søren.

Jeg mødte ham på et dansested, vi var begyndt at komme på.

Han var nogle år ældre end mig og kom sammen med en gruppe mænd, der så ud, som om de ejede lokalet.

De kendte bartenderen.

Bestilte hele flasker.

Talte højt.

Søren havde en mørk jakke på og den selvsikkerhed, jeg altid blev draget af.

Ikke fordi den nødvendigvis gjorde en mand god.

Fordi den lod til at indeholde alt det, jeg selv manglede.

Han stod med en anden kvinde, da jeg først så ham.

En smuk kvinde i en rød kjole.

Hun lo af noget, han sagde.

Han havde hånden på hendes ryg.

Jeg så på dem flere gange.

Ikke fordi jeg kendte ham.

Bente’s liv 1: Pladsen ved siden af en mand

Fordi hendes plads ved siden af ham lignede den slags plads, jeg ønskede.

Senere forsvandt hun.

Måske kendte de kun hinanden flygtigt.

Måske var hendes veninder gået.

Jeg ved det ikke.

Kort efter stod Søren ved baren ved siden af mig.

“Du har kigget på mig hele aftenen,” sagde han.

Det var ikke helt sandt.

Jeg havde også kigget på kvinden.

På deres måde at stå sammen på.

Men jeg indrømmede det ikke.

“Det har jeg ikke.”

“Jo.”

“Så har du jo også kigget på mig.”

Han smilede.

“Det har jeg.”

Svaret gav mig straks den varme følelse.

Han havde bemærket mig.

Måske før kvinden i den røde kjole.

Måske havde han bare ventet på at komme over.

Jeg skabte forklaringen, før han behøvede give én.

“Hvad drikker du?” spurgte han.

Jeg viste glasset.

“Det der er jo næsten sodavand.”

“Det er fint.”

“Du skal have noget rigtigt.”

Han bestilte spiritus til os begge.

Jeg drak, selv om jeg allerede havde fået rigeligt.

Ikke fordi han pressede mig hårdt.

Han behøvede ikke.

Jeg ønskede at passe ind i hans aften.

Han drak.

Derfor drak jeg.

Han lo af dem, der gik tidligt hjem.

Derfor blev jeg.

Han sagde, at han kunne lide kvinder, der ikke var bange for noget.

Derfor skjulte jeg alt det, jeg var bange for.

“Du virker ellers sød og ordentlig,” sagde han.

“Ellers?”

“Ja.”

Han så på mig på en måde, jeg dengang opfattede som udfordrende.

“Jeg troede ikke, du var typen, der kunne finde ud af at feste.”

“Du kender mig jo ikke.”

“Så vis mig, at jeg tager fejl.”

Det var en simpel mekanisme.

Han satte en rolle foran mig.

Den forsigtige pige.

Den søde, kedelige pige.

Så fik jeg lyst til at bevise, at jeg kunne være noget andet.

Jeg drak mere.

Dansede tættere.

Lod ham holde om mig.

Grinede, når hans venner sagde ting, jeg egentlig syntes var grove.

Jeg ønskede ikke bare Søren.

Jeg ønskede at besejre det billede, han havde lagt ned over mig.

At vise, at jeg var spændende.

At jeg kunne følge med.

At jeg ikke var kvinden, man overså.

Da vi gik udenfor, kunne jeg næsten ikke mærke kulden.

Spiritussen havde gjort mine bevægelser langsommere og min vurdering dårligere.

Søren lænede sig mod muren og trak mig ind til sig.

“Jeg vidste godt, der var mere i dig.”

Ordene virkede stærkere på mig end kysset.

Der var mere i mig.

Han havde opdaget det.

Det var sådan jeg hørte det.

Ikke:

Du har gjort det, jeg ønskede hele aftenen.

Men:

Jeg har set den rigtige dig.

Jeg lod ham føre aftenen videre.

Ikke uden lyst.

Jeg havde lyst til ham.

Men min lyst var blandet sammen med noget andet:

Behovet for at fuldføre den prøve, han havde opstillet.

Hvis jeg standsede nu, ville jeg igen være den søde, bange pige.

Hvis jeg fortsatte, kunne jeg måske blive den kvinde, han huskede.

Jeg tænkte slet ikke over, om en mand, der kun huskede mig, fordi jeg tilsidesatte mine grænser, var værd at blive husket af.

Jeg kendte ikke mine egne værdier.

Derfor kunne hans vurdering blive vigtigere end min.

Vi endte hjemme hos en af hans venner.

Der var flere mennesker i begyndelsen.

Musik.

Flasker på et bord.

Røg i lokalet.

Efterhånden forsvandt de andre ind i forskellige rum eller tog hjem.

Jeg sad ved siden af Søren i en sofa.

Han holdt hånden på mit ben.

Jeg kunne mærke trætheden og alkoholen.

En del af mig ønskede at tage hjem.

Men jeg havde ingen god måde at komme hjem på.

Og endnu vigtigere:

Jeg ønskede ikke, at han skulle miste interessen, netop som jeg syntes, jeg havde fået den.

“Du bliver her, ikke?” spurgte han.

“Vil du have, jeg gør det?”

“Ellers havde jeg ikke spurgt.”

Jeg hørte igen mere i ordene, end de indeholdt.

Han ville have mig dér.

Derfor måtte jeg betyde noget.

Jeg blev.

Næste morgen vågnede jeg med hovedpine og en tør smag i munden.

Lokalet så anderledes ud i dagslys.

Flaskerne.

Askebægrene.

Tøjet på gulvet.

Søren lå ved siden af mig, men hans krop var vendt væk.

Jeg lå stille og ventede på, at han skulle vågne.

Jeg forestillede mig, at morgenen kunne blive begyndelsen på det rigtige.

Vi kunne tale.

Grine over aftenen.

Drikke kaffe.

Han kunne spørge efter mit nummer.

Måske følge mig hjem.

Da han vågnede, satte han sig op og så på uret.

“Hvad er klokken?”

Jeg svarede.

“Pis.”

“Hvad er der?”

“Jeg skal videre.”

“Hvorhen?”

“Jeg har en aftale.”

Han rejste sig.

Ikke flov.

Ikke kærlig.

Bare travl.

Jeg satte mig også op.

“Skal vi ikke have kaffe?”

“Jeg kan ikke nå det.”

Han fandt sit tøj.

“Men du kan bare blive, til de andre står op.”

“Bor du ikke her?”

Han begyndte at le.

“Nej.”

Det vidste jeg egentlig godt.

Alligevel gjorde svaret situationen tydeligere.

Vi var begge gæster.

Han havde ingen plan om at sørge for, hvordan jeg kom videre.

“Skal vi ses igen?” spurgte jeg.

Jeg hadede allerede spørgsmålet, mens jeg sagde det.

Søren trak skjorten over hovedet.

“Ja, vi støder vel på hinanden.”

“Har du ikke lyst til at lave en aftale?”

Han standsede.

Så på mig.

Det blik kender jeg stadig.

Ikke grusomt.

Mere som om jeg havde misforstået en enkel situation.

“Jeg troede, vi bare havde det sjovt.”

“Det havde vi også.”

“Godt.”

Han smilede kort.

“Så lad os ikke gøre det kompliceret.”

Det komplicerede var mine følelser.

Ikke hans opførsel.

Det var sådan han fik det til at lyde.

Og fordi jeg allerede havde brugt hele aftenen på at bevise, at jeg ikke var besværlig, kunne jeg ikke pludselig sige, at jeg ønskede mere.

“Jeg gør det heller ikke kompliceret,” sagde jeg.

“Godt.”

Han bøjede sig ned.

Kyssede mig kort på panden.

Ikke munden.

Panden.

Som om jeg var en pige, der skulle beroliges.

Så gik han.

Jeg sad tilbage.

Der var stemmer et andet sted i lejligheden, men ingen kom ind.

Jeg fandt mit tøj.

Noget af det lugtede af røg.

Min ene sko lå under en stol.

Jeg brugte et lille spejl fra tasken til at rette håret.

Jeg så slidt ud.

Ikke som den spændende kvinde, Søren havde sagt fandtes inde i mig.

Som en ung kvinde, der havde brugt en nat på at bevise noget for en mand, der allerede var videre.

På vej hjem tænkte jeg ikke:

Han udnyttede min usikkerhed.

Jeg tænkte:

Jeg skulle ikke have spurgt om at ses igen.

Det var endnu en måde at give mig selv skylden på.

Hvis jeg bare havde været mere afslappet, kunne han måske være blevet nysgerrig.

Hvis jeg ikke havde vist håb, kunne han måske have kontaktet mig.

Jeg troede stadig, at min fejl var at ønske for tydeligt.

Ikke at jeg havde valgt en mand, som aldrig havde tilbudt det, jeg ønskede.

Derfor blev jeg endnu bedre til at skjule længslen.

Næste gang en mand sagde:

“Det er bare for sjov, ikke?”

svarede jeg:

“Selvfølgelig.”

Selv når det ikke var sandt.

Jeg lærte at smile om morgenen.

At tage tøjet på uden at spørge, hvad der skulle ske bagefter.

At sige:

“Vi ses måske.”

før manden nåede at gøre det.

Jeg forestillede mig, at hvis jeg virkede ligeglad nok, ville mændene blive interesserede.

Men den strategi havde en grusom fejl.

De mænd, der kun ønskede én nat, blev ikke mere interesserede af, at jeg gjorde det nemt for dem at gå.

De gik bare uden skyld.

Jeg gjorde mere og mere for at blive bemærket.

Jeg farvede håret.

Købte tøj, jeg ikke havde råd til.

Lånte højhælede sko, som gjorde ondt.

Brugte makeup, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle lægge ordentligt.

Jeg begyndte at komme senere til festerne, fordi jeg havde set, at kvinder, der ankom sent, fik flere blikke.

Jeg ventede i entreen, før jeg gik ind.

Rettede tøjet.

Løftede hovedet.

Forsøgte at forestille mig, at alles øjne ville vende sig.

Nogle gange gjorde flere mænd faktisk det.

Jeg blev mere synlig.

Men jeg blev ikke nødvendigvis mere set.

Det er ikke det samme.

De så benene.

Blusen.

Måden jeg dansede på efter flere drinks.

De så, at jeg var villig til at blive.

At jeg ikke stillede for mange spørgsmål.

At jeg kunne overtales til at gå videre.

De så muligheder i mig.

Meget få forsøgte at lære personen at kende.

Og fordi jeg havde gjort deres blikke til mit mål, tog jeg imod selv den mest overfladiske interesse som en sejr.

En aften stod jeg i garderoben med en kvinde, der hed Karen.

Hun var lidt ældre end mig og havde været sammen med sin kæreste i flere år.

Han stod ude i entreen med hendes frakke over armen.

“Han er sød,” sagde jeg.

“Hvem?”

“Din kæreste.”

Hun smilede.

“Ja.”

“Bliver du aldrig træt af at være sammen med den samme?”

Spørgsmålet lød overlegent.

Det var sådan, jeg havde lært at beskytte mig.

Karen så på mig gennem spejlet.

“Jo, nogle gange.”

“Hvad gør du så?”

“Så bliver jeg stadig.”

Hun sagde det enkelt.

“Vi behøver jo ikke være spændende hele tiden.”

Jeg lo.

“Det ville jeg ikke kunne.”

Det var løgn.

Jeg ønskede netop nogen, der blev, når det ikke var spændende.

En mand, der stod med min frakke.

En, der kendte mig uden makeup og stadig ventede.

Men jeg kunne ikke holde ud at sige det.

Karen tog læbestift på.

“Hvad med dig? Er der ikke nogen fast?”

“Nej.”

“Vil du ikke gerne have det?”

“Ikke lige nu.”

Hun nikkede.

Ikke dømmende.

Det gjorde næsten mere ondt.

Hun troede på min forklaring om frihed.

Ude i entreen hjalp hendes kæreste hende i frakken.

Han lagde hånden på hendes ryg.

De gik sammen.

Jeg blev stående.

Der var stadig mænd tilbage i lokalet.

Musikken spillede.

Flaskerne var ikke tomme.

Jeg kunne stadig blive bemærket.

Men i det øjeblik mærkede jeg forskellen mellem at blive ønsket og at høre til.

Karen tog hjem med en mand, som ville være der næste morgen.

Jeg gik tilbage mod baren for at se, om en fremmed kunne få mig til at glemme det.

En mand ved navn Leif tilbød mig en drink.

Jeg sagde ja.

Han spurgte, om jeg var alene.

Jeg sagde:

“Jeg er altid alene.”

Han lo, som om det var en vittighed.

Det havde også været meningen.

Men sætningen var sandere, end han forstod.

Vi drak.

Han talte mest om sig selv.

Sit arbejde.

Sin bil.

En tidligere kæreste, som ifølge ham havde været urimelig.

Jeg lyttede.

Stillede spørgsmål.

Gjorde mig interesseret.

Han spurgte næsten intet om mig.

Alligevel blev jeg hos ham.

For når han talte til mig, var jeg i det mindste ikke usynlig.

Senere gik jeg med ham.

Ikke fordi jeg troede, han var den store kærlighed.

På det tidspunkt var jeg begyndt at sænke håbet.

Jeg tænkte bare, at noget måske kunne opstå.

Et blik næste morgen.

Et telefonnummer.

En invitation.

En lille begyndelse.

Næste morgen kunne han ikke huske, om jeg hed Bente eller Birthe.

Han grinede, da jeg rettede ham.

“Det var en lang aften.”

Jeg grinede også.

Som om det ikke gjorde noget.

Indeni følte jeg mig mindre end før.

Han kunne huske sin tidligere kærestes fejl i detaljer.

Men ikke navnet på kvinden, der lå ved siden af ham.

Jeg gik derfra uden at spørge, om vi skulle ses igen.

Ikke fordi jeg havde fået mere selvrespekt.

Fordi jeg allerede kendte svaret.

Nogle nederlag bliver ikke mindre smertefulde, bare fordi man holder op med at spørge.

Man lærer bare at modtage dem i stilhed.

Det var sådan jeg kæmpede for at blive bemærket.

Jeg gjorde mig synligere.

Mere tilgængelig.

Mindre krævende.

Jeg drak den usikkerhed væk, der ellers kunne have fået mig til at standse.

Jeg gav mændene den lette version af mig.

Kvinden, der ikke behøvede løfter.

Som ikke blev jaloux.

Som ikke spurgte, hvorfor de ikke ringede.

Som kunne gå næste morgen og lade, som om hun selv ønskede det sådan.

De kunne lide hende.

For en aften.

Men hun var en rolle.

Og jo bedre jeg blev til at spille hende, desto længere kom jeg væk fra den kvinde, der bare ønskede at blive elsket.

Jeg fik mere opmærksomhed end tidligere.

Flere blikke.

Flere drinks.

Flere invitationer.

Flere mænd, der ville have mig med sig, når festen sluttede.

Men jeg fik stadig ikke det, jeg søgte.

Ingen ventede udenfor mit arbejde.

Ingen kom forbi om søndagen.

Ingen spurgte, om jeg ville møde familien.

Ingen havde min frakke over armen og forventede, at vi tog hjem sammen.

Jeg var blevet bedre til at blive valgt i øjeblikket.

Ikke til at blive beholdt.

Og fordi jeg stadig troede, at forskellen skyldtes noget, jeg manglede, besluttede jeg, at jeg måtte prøve endnu hårdere.

Flere fester.

Mere spiritus.

Mindre forsigtighed.

Mænd, jeg ellers ikke ville have valgt.

Jeg var ikke på vej mod den kærlighed, jeg længtes efter.

Jeg var på vej ind i en række aftener, hvor mændene fik det, de kom efter, og jeg stod tilbage ventende og med håbet samt stilheden bagefter.

Aftenerne med spiritus og mænd, der ikke ringede

Efterhånden begyndte festerne at ligne hinanden.

Ikke stederne.

De kunne være meget forskellige.

Et forsamlingshus.

En lejlighed med for mange mennesker og for få stole.

Et dansested i byen.

En kælder med lavt loft og røg, der blev hængende i tøjet.

Et værtshus, hvor mændene ved baren så ud, som om de havde siddet på de samme pladser i årevis.

Men forløbet blev det samme.

Jeg gjorde mig klar i flere timer.

Stod foran spejlet.

Skiftede bluse.

Skiftede tilbage.

Forsøgte at få håret til at sidde som på en kvinde, der ikke behøvede anstrenge sig.

Tog makeup på.

Fjernede noget af den.

Lagde mere på igen.

Jeg ønskede at se ud, som om jeg var naturligt attraktiv.

Det krævede efterhånden en hel eftermiddag.

Når jeg gik hjemmefra, håbede jeg stadig.

Det er vigtigt.

Jeg tog ikke ud med en bevidst beslutning om at blive brugt.

Jeg tog ud, fordi jeg forestillede mig, at den næste aften kunne blive anderledes.

Den næste mand kunne være den, der også ønskede mig i dagslys.

Den, der ringede søndag.

Den, der sagde:

“Jeg har tænkt på dig.”

Den, der ikke kun spurgte, hvor jeg sov, men hvad jeg drømte om.

Jeg fandt ham aldrig de aftener.

Men håbet tog med hver gang.

Spiritussen hjalp mig med at holde det levende.

Det første glas gjorde mig varmere.

Det andet mere talende.

Efter det tredje begyndte jeg at tro, at denne aften faktisk kunne blive god.

Mændene virkede mere interessante.

Jeg følte mig selv mere interessant.

Den indre stemme, der sagde, at jeg burde passe på, blev lavere.

Den anden stemme blev højere.

Den, der sagde:

Gå nu hen til ham.

Smil.

Tag imod drinken.

Vær ikke så alvorlig.

Denne gang kan blive anderledes.

Jeg lærte hurtigt, hvilke drinks der virkede hurtigst.

Rom med sodavand.

Gin, hvor jeg næsten ikke kunne smage spritten.

Søde likører.

Snaps, når de andre drak den.

Jeg drak sjældent for smagens skyld.

Jeg drak for forvandlingen.

Fra den pige, der stod og ventede på at blive bemærket, til den kvinde, der kunne gå hen til en mand og lade, som om hun ikke var bange for svaret.

Alkoholen gav mig en version af selvtillid.

Den lignede den ægte på afstand.

Jeg løftede hovedet.

Dansede.

Sagde ting, jeg ellers ikke turde.

Lod mænd stå tættere.

Men den havde ingen bund.

Når alkoholen forsvandt, forsvandt modet også.

Så stod jeg tilbage med det, jeg havde sagt ja til, og den samme usikkerhed som før.

En aften var vi fem piger, der tog ind til byen.

Tre af dem havde kærester.

Inge og Poul var stadig sammen.

Karen kom med sin faste kæreste, Niels.

En pige, der hed Else, var netop begyndt at se en mand fra sit arbejde.

Hun talte om ham hele vejen i bussen.

“Han har inviteret mig hjem til sine forældre på søndag.”

“Allerede?” spurgte Karen.

“Ja.”

“Er du nervøs?”

“Lidt.”

“Det skal nok gå.”

Jeg sad ved siden af dem og lyttede.

Deres problemer var helt anderledes end mine.

Hvilken kjole skulle Else have på?

Skulle hun tage blomster med til moderen?

Hvad hvis familien ikke kunne lide hende?

De talte om en fremtid, der allerede var konkret nok til at skabe bekymringer.

Mine bekymringer begyndte et andet sted.

Ville nogen overhovedet tale med mig?

Ville jeg stå alene, når de andre dansede med deres mænd?

Ville jeg igen ende med en fremmed, fordi stilheden bagefter føltes værre end risikoen?

“Hvad med dig, Bente?” spurgte Else.

“Hvad med mig?”

“Er der nogen lige nu?”

“Nej.”

“Det kommer.”

Hun sagde det venligt.

Jeg hadede næsten sætningen.

Ikke hende.

Sætningen.

Det kommer.

Den fik mit liv til at lyde som en bus, der bare var forsinket.

Som om kærligheden fulgte en køreplan, og jeg blot skulle vente lidt længere på perronen.

“Jeg har heller ikke travlt,” sagde jeg.

Karen så på mig.

“Du går ellers tit ud.”

“Det er ikke det samme som at lede.”

Det var præcis det, det var.

Jeg ledte hele tiden.

Også når jeg sagde, at jeg bare morede mig.

Vi kom til et dansested, hvor musikken var så høj, at samtaler måtte råbes.

De tre kvinder blev hurtigt opslugt af deres egne mænd.

Else så sig omkring efter ham fra arbejdet.

Han kom senere.

Da han trådte ind, lyste hendes ansigt op på en måde, jeg genkendte fra spejlet, når en mand havde sagt noget pænt til mig.

Forskellen var, at hendes glæde havde et navn og en aftale.

Min kom ofte fra den næste fremmede ved baren.

Jeg bestilte en drink.

Så en til.

En mand stillede sig ved siden af mig.

Han hed Finn.

Det fortalte han i hvert fald.

Han havde en lys skjorte på og var allerede tydeligt beruset.

“Er du alene?” spurgte han.

“Nej.”

Jeg pegede mod pigerne.

Karen dansede med Niels.

Inge stod med Poul.

Else havde begge arme om manden fra arbejdet.

Finn fulgte mit blik.

“De ser optaget ud.”

“Det er de også.”

“Så er du alene.”

Jeg burde have sagt nej.

I stedet lo jeg.

“Hvad med dig?”

“Jeg er fri.”

Ordet lød tiltrækkende dengang.

Fri.

Jeg forstod det som tilgængelig.

Ikke bundet.

Uden en kvinde, jeg skulle konkurrere med.

Senere fandt jeg ud af, at mænd kunne kalde sig frie af mange grunde.

Nogle var gift.

Nogle havde en kæreste, de ikke nævnte.

Andre var ganske rigtigt alene, men uden nogen interesse i at ændre det.

Finn købte en drink til mig.

Han spurgte ikke, hvad jeg ville have.

Kom bare tilbage med to glas.

“Skål.”

“Hvad er det?”

“Noget godt.”

Det smagte stærkt.

Jeg drak alligevel.

Han talte hurtigt.

Kom tæt på.

Berørte min arm, når han sagde noget.

Efter mindre end en halv time havde han sagt, at jeg var smuk tre gange.

Han spurgte ikke, hvad jeg lavede til daglig.

Ikke hvor jeg kom fra.

Ikke hvad jeg kunne lide.

Det lagde jeg mærke til.

Men jeg brugte ikke observationen til at gå.

Jeg brugte den til at tale mere om ham.

Måske ville han blive interesseret i mig, hvis jeg først viste nok interesse for ham.

“Hvad arbejder du med?”

“Byggeri.”

“Kan du lide det?”

“Det er arbejde.”

“Bor du her i byen?”

“Ikke langt væk.”

“Hvor?”

Han nævnte et område.

Så spurgte han:

“Har du et sted, vi kan gå hen?”

Det kom så hurtigt, at jeg først lo.

Ikke fordi det var sjovt.

Fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg ellers skulle reagere.

“Vi har lige mødt hinanden.”

“Det ved jeg.”

“Så hvorfor spørger du?”

“Fordi jeg kan lide dig.”

Han sagde det med sikkerhed.

Jeg ønskede at høre mere.

“Hvad kan du lide?”

“Det hele.”

Han kendte ikke noget til det hele.

Men spiritussen og længslen gjorde sætningen tilstrækkelig.

Jeg sagde ikke ja med det samme.

Jeg gik tilbage til pigerne.

Bente’s liv 1: Da de andre også begyndte at vakle

Inge stod alene et øjeblik, mens Poul hentede drinks.

“Hvem er han?” spurgte hun.

“Finn.”

“Kender du ham?”

“Ikke rigtigt.”

“Han virker fuld.”

“Det er vi vel alle.”

“Ikke sådan.”

Hun så mod ham.

Finn stod og ventede med glasset i hånden.

“Hvad vil han?”

“Han vil gå et andet sted hen.”

“Skal du det?”

Jeg trak på skuldrene.

“Måske.”

Inge så på mig.

“Kan du lide ham?”

Jeg blev irriteret.

Ikke fordi spørgsmålet var urimeligt.

Fordi jeg ikke havde et godt svar.

“Jeg kender ham jo ikke endnu.”

“Så lær ham at kende først.”

“Jeg er ikke et barn.”

“Det har jeg heller ikke sagt.”

Poul kom tilbage.

Han gav Inge hendes drink.

Lagde hånden på hendes ryg.

De stod sammen.

En enhed.

Hun kunne give mig fornuftige råd, fordi hun allerede havde det, jeg søgte.

Sådan føltes det i hvert fald.

Hun risikerede ikke at gå hjem alene.

Det gjorde jeg.

“Jeg ved godt, hvad jeg laver,” sagde jeg.

Det gjorde jeg ikke.

Jeg gik tilbage til Finn.

“Skal vi gå?” spurgte han.

“Ikke endnu.”

“Du er besværlig.”

Han smilede, mens han sagde det.

Men ordet ramte.

Besværlig.

Det var præcis det, jeg ikke ville være.

“Hvorfor?”

“Fordi du spiller kostbar.”

“Det gør jeg ikke.”

“Godt.”

Han løftede glasset mod mit.

“Så drik ud.”

Jeg gjorde det.

Ikke straks.

Men jeg gjorde det.

Det var sådan mange af aftenerne gled.

Ikke ved tvang.

Ved små udfordringer.

Er du kedelig?

Er du bange?

Spiller du kostbar?

Er du ikke voksen?

Jeg brugte mine handlinger til at besvare spørgsmål, der aldrig burde have haft betydning.

Finn kendte ikke mine værdier.

Det gjorde jeg heller ikke.

Derfor kunne hans vurdering flytte mine grænser.

Vi gik kort efter.

Han boede hos en ven den nat, sagde han.

Det viste sig, at vennen havde en lille lejlighed med en sofa i stuen og en madras i et andet rum.

Der var mennesker, jeg ikke kendte.

To mænd og en kvinde sad stadig og drak.

Ingen præsenterede sig ordentligt.

Finn gav mig et glas mere.

“Jeg behøver ikke mere.”

“Det er den sidste.”

Jeg tog imod det.

Jeg husker ikke alle samtalerne.

Jeg husker latter.

Røg.

En pladespiller.

At kvinden i stuen betragtede mig med et blik, jeg ikke kunne tyde.

Måske kendte hun mønstret.

Måske havde Finn haft andre kvinder med før.

Måske tænkte hun bare, at jeg var for fuld.

Til sidst forsvandt de andre.

Finn førte mig ind i rummet med madrassen.

Jeg ønskede ikke længere samme ting, som da vi stod ved baren.

Alkoholen havde gjort kroppen tung.

Hovedet langsomt.

Men jeg ønskede stadig ikke at blive sendt tilbage til festen eller ud på gaden som den besværlige pige.

Jeg blev.

Han sagde, jeg var dejlig.

Jeg holdt fast i ordene.

Ikke fordi resten af oplevelsen føltes særlig øm.

Fordi jeg havde brug for en sætning, der kunne gøre aftenen til noget andet end det, den var.

Da jeg vågnede, lå Finn ikke ved siden af mig.

Jeg kunne høre stemmer i stuen.

Jeg tog tøjet på.

Hovedet dunkede.

Munden var tør.

I spejlet på væggen så jeg ældre ud end aftenen før.

Ikke mere voksen.

Bare mere slidt.

Jeg gik ud.

Finn sad med vennen og drak kaffe.

Der stod to kopper på bordet.

Ingen til mig.

“Hej,” sagde jeg.

Finn så op.

“Du er vågen.”

“Ja.”

Vennen nikkede kort.

Ingen tilbød mig en stol.

“Kan jeg få lidt kaffe?” spurgte jeg.

Finn så mod køkkenet.

“Der er nok mere derude.”

Jeg fandt selv en kop.

Kaffen var lunken.

Jeg stod ved køkkenbordet og drak.

De fortsatte deres samtale om en bil.

Ikke én gang nævnte Finn aftenen.

Ikke én gang spurgte han, om jeg havde sovet.

Om jeg var okay.

Om jeg kunne komme hjem.

Jeg stod i lejligheden og følte mig som noget, der var blevet glemt efter en fest.

Til sidst tog jeg jakken på.

“Jeg går.”

Finn rejste sig ikke.

“Okay.”

“Skal vi udveksle numre?”

Han så på mig.

“Jeg har ikke telefon lige nu.”

Det var en dårlig løgn.

Der stod en telefon på bordet.

Jeg så på den.

Han fulgte mit blik.

“Det er min vens.”

“Du kan få mit nummer.”

“Vi mødes vel igen ude.”

Den sætning igen.

Vi mødes vel ude.

Som om byen var lille nok til, at livet selv kunne ordne det, hvis han en dag fik lyst.

“Ja,” sagde jeg.

Jeg gav ham ikke nummeret.

Ikke af stolthed.

Fordi han allerede havde gjort det klart, at han ikke ville have det.

På vej ned ad trappen kunne jeg høre mændene begynde at grine af noget.

Jeg vidste ikke, om det handlede om mig.

Jeg følte, at det gjorde.

Udenfor var formiddagen lys.

Mennesker gik med indkøbsposer.

En familie stod ved et busstoppested.

Jeg havde stadig nattens makeup i ansigtet.

Jeg gik med jakken lukket helt op om halsen.

Da jeg kom hjem, spurgte min mor, hvor jeg havde sovet.

“Hos Inge.”

“Har hun ikke telefon?”

“Hvorfor?”

“Jeg kunne have tænkt mig, at du ringede.”

“Vi kom sent hjem.”

Det var endnu en lille løgn.

Min mor så på mig.

Hun kunne sikkert se mere, end jeg troede.

Men hun spurgte ikke.

“Der er kaffe.”

“Jeg vil bare i seng.”

På mit værelse lagde jeg mig oven på dynen med tøjet på.

Jeg var træt.

Kvalm.

Skuffet.

Men under skuffelsen lå stadig en rest af håb.

Måske var Finn bare dårlig til morgener.

Måske ville han lede efter mig næste weekend.

Måske havde han faktisk ikke en telefon.

Måske havde han været genert foran vennen.

Jeg byggede undskyldninger for ham, fordi alternativet gjorde for ondt.

At han havde fået præcis det, han ønskede.

Og nu var færdig.

Næste weekend tog jeg ud igen.

Det var ikke Finn, jeg ledte efter.

Ikke kun.

Jeg ledte efter en mulighed for at ændre følelsen fra sidste morgen.

En ny mand kunne måske bevise, at Finn ikke havde set min virkelige værdi.

En anden kunne behandle mig bedre.

Ringe.

Blive.

Jeg forstod endnu ikke, at jeg forsøgte at helbrede afvisning med samme type situation, der havde skabt den.

Den nye mand hed Preben.

Han var venligere.

Det var nok til, at jeg hurtigt gjorde ham til en bedre mulighed.

Han spurgte, hvad jeg arbejdede med.

Huskede mit navn.

Købte ikke bare spiritus, men også vand til mig.

Det føltes næsten som omsorg.

I dag lyder det sørgeligt.

At et glas vand kunne få en mand til at skille sig ud.

Men mine forventninger var blevet lave.

Ikke til håbet.

Det var stadig stort.

Til mændenes adfærd.

Preben dansede med mig.

Gik udenfor med mig.

Kyssede mig mere forsigtigt end de andre.

“Jeg vil gerne se dig igen,” sagde han.

Jeg så direkte på ham.

“Mener du det?”

“Ja.”

“Hvornår?”

Han lo.

“Vi er jo ikke færdige med i aften endnu.”

Jeg burde have holdt fast i spørgsmålet.

I stedet blev jeg flov.

Som om jeg havde krævet for meget for tidligt.

“Det var bare for sjov.”

Han tog mit ansigt mellem hænderne.

“Du tænker for meget.”

Det havde mændene sagt før.

Jeg gjorde det til en fejl.

Hvis jeg tænkte mindre, kunne jeg måske nyde mere.

Hvis jeg nød mere, kunne de måske lide mig mere.

Jeg gik med ham.

Næste morgen gav han mig faktisk kaffe.

Han sad ved siden af mig.

Spurgte, hvornår min bus gik.

Det føltes så anderledes, at håbet voksede hurtigt.

“Du sagde i går, at du gerne ville se mig igen.”

“Det vil jeg også.”

“Skal vi lave en aftale?”

Han så ned i koppen.

“Jeg har meget om ørerne lige nu.”

“Du behøver ikke beslutte en dag.”

“Nej.”

“Men du kan få mit nummer.”

“Ja.”

Jeg skrev det på et stykke papir.

Han foldede det sammen.

Lagde det i lommen.

Jeg gik hjem med en følelse af, at denne gang var anderledes.

I tre dage holdt jeg mig tæt på telefonen.

Hver gang den ringede, blev kroppen varm.

Det var familie.

En veninde.

En forkert forbindelse.

Ikke Preben.

På fjerde dag sagde jeg til mig selv, at han havde travlt.

På femte, at mænd ikke kunne lide at virke for ivrige.

På syvende begyndte jeg at forstå.

Han ringede ikke.

Da jeg så ham igen en måned senere, stod han med en kvinde.

Ikke bare en tilfældig pige.

De holdt i hånd.

Han så mig.

Tog hånden til sig et øjeblik.

Så lagde han den tilbage.

Jeg kunne ikke afgøre, om bevægelsen var skyld eller tilfældighed.

Jeg gik hen.

Ikke helt tæt.

“Hej.”

“Hej, Bente.”

Han huskede mit navn.

Det gjorde næsten situationen værre.

“Det er længe siden.”

“Ja.”

“Du ringede aldrig.”

Kvinden så på ham.

Han så irriteret ud.

“Jeg har haft travlt.”

“Hvem er det?” spurgte hun.

Preben tøvede.

“En, jeg har mødt ude.”

En.

Ikke en veninde.

Ikke en, han havde set.

Ikke nogen, han havde lovet at ringe til.

En, han havde mødt ude.

Jeg blev reduceret til stedet.

“Hyggeligt at møde dig,” sagde kvinden.

Hun smilede.

Hun vidste sandsynligvis ingenting.

“Ja,” sagde jeg.

“Det samme.”

Jeg gik tilbage til mine veninder.

Mit ansigt brændte.

“Hvem var hun?” spurgte Inge.

“Det ved jeg ikke.”

“Var det ham, du ventede på?”

“Jeg ventede ikke.”

Løgnen kom igen.

Naturligt.

Som om den allerede lå klar.

Jeg gik hen til baren og bestilte en stærk drink.

Ikke for at have det sjovt.

For at få den scene ud af kroppen.

Prebens hånd i den anden kvindes.

Hans tøven.

Den måde han havde omtalt mig på.

Jeg drak hurtigt.

Så én til.

Da en ny mand begyndte at tale med mig, følte jeg næsten lettelse.

Ikke fordi jeg kunne lide ham.

Fordi hans interesse gav mig noget at stille foran ydmygelsen.

Hvis Preben så mig med en anden, ville han måske forstå, at jeg også havde muligheder.

Jeg gik tættere på den nye mand.

Lo af det, han sagde.

Lod hans hånd blive på min ryg.

Jeg kiggede et par gange mod Preben.

Han så ikke.

Det gjorde ondt.

Selv min demonstration af, at jeg var videre, var usynlig for ham.

Jeg drak mere.

Den nye mand hed Arne.

Han spurgte, om jeg ville med videre.

Jeg sagde ja.

Ikke fordi jeg troede på kærlighed den aften.

Fordi jeg ikke ville tage hjem med følelsen af at være blevet valgt fra.

Arne blev derfor ikke valgt for sin egen skyld.

Han blev brugt til at dæmpe afvisningen fra Preben.

Det var ikke kun mændene, der begyndte at bruge mig.

Jeg begyndte også at bruge dem.

Ikke bevidst kynisk.

Desperat.

En ny mand kunne få mig til at føle mig ønsket i nogle timer.

Så behøvede jeg ikke mærke, at den forrige havde kasseret mig.

Men næste morgen var følelsen tilbage.

Ofte stærkere.

Arne havde allerede en kæreste.

Det fortalte han først, da vi var alene.

“Er du ikke fri?” spurgte jeg.

“Det er kompliceret.”

“Hvad betyder det?”

“Vi har problemer.”

“Ved hun, du er her?”

“Skal vi virkelig tale om hende?”

Jeg burde være gået.

I stedet tænkte jeg på Preben og kvinden.

På at hun havde fået hånden.

Pladsen.

Titlen.

Jeg fik endnu en mand i et skjult rum.

Jeg sagde:

“Nej.”

“Nej hvad?”

“Vi behøver ikke tale om hende.”

Arne kyssede mig.

Jeg lod ham.

Det var sådan alkohol og skuffelse arbejdede sammen.

Skuffelsen gjorde mig sårbar.

Spiritussen gjorde mig villig til at handle, før sårbarheden nåede at blive til en grænse.

Da jeg kom hjem næste dag, følte jeg ikke, at jeg havde bevist noget.

Preben havde stadig valgt en anden.

Arne ville hjem til sin kæreste.

Og jeg stod igen med en oplevelse, ingen mand havde tænkt sig at bygge videre på.

Aftenerne begyndte at samle sig.

Finn.

Preben.

Arne.

En mand fra en fødselsdag, der sagde, han var skilt, men viste sig stadig at bo med sin kone.

En fra en bar, som lånte penge til en taxa og aldrig betalte dem tilbage.

En, der tog mit nummer, men gav et forkert, da jeg bad om hans.

En, der ringede én gang sent om natten, men aldrig om dagen.

En, der kun ønskede at mødes, hvis jeg kom direkte hjem til ham.

Ingen biograf.

Ingen kaffe.

Ingen gåtur.

Kun:

“Kommer du?”

Jeg accepterede mere, jo mindre jeg troede, jeg kunne få.

Det er en vigtig sandhed.

Mennesker sænker ikke altid deres krav, fordi de ønsker mindre.

Nogle gange gør de det, fordi de er begyndt at tro, at mindre er det eneste, nogen vil tilbyde dem.

Jeg ønskede stadig kærlighed.

Men jeg begyndte at acceptere sex som den nærmeste erstatning.

Ikke fordi det føltes ens.

Fordi en mand i nogle timer kunne få mig til at føle, at jeg ikke var helt overset.

Bagefter blev jeg overset igen.

Så gik jeg ud og gentog det.

Veninderne begyndte at bemærke mønstret.

Ikke alle sagde noget.

Inge gjorde.

Vi sad på en café en eftermiddag.

Hun havde handlet ind og skulle møde Poul senere.

Jeg havde tømmermænd.

Hænderne rystede lidt omkring koppen.

“Du går meget ud for tiden,” sagde hun.

“Det gør vi alle.”

“Ikke sådan.”

“Hvordan sådan?”

“Du kommer næsten altid hjem med nogen.”

“Det gør jeg da ikke.”

“Ofte.”

“Hvorfor går det dig på?”

“Det gør det heller ikke.”

Hun tøvede.

“Jeg synes bare ikke, du ser glad ud.”

Jeg blev vred.

Fordi hun havde ret.

“Jeg har det fint.”

“Okay.”

“Du behøver ikke sidde og dømme mig, bare fordi du har Poul.”

“Det gør jeg ikke.”

“Det lyder sådan.”

“Jeg er bare bekymret.”

“Over hvad?”

“At du gør ting, du ikke rigtig vil.”

Jeg så på hende.

“Du aner ikke, hvad jeg vil.”

Det gjorde jeg næsten heller ikke selv.

“Nej,” sagde hun.

“Men du siger tit, at en mand er speciel, og ugen efter taler du aldrig om ham igen.”

“Fordi jeg ikke gider hænge fast.”

“Er det dig, der stopper det?”

Spørgsmålet var enkelt.

Jeg kunne ikke svare ærligt.

“Ja.”

Inge så ned i sin kaffe.

Hun pressede ikke mere.

Det gjorde mig både lettet og skuffet.

En del af mig ønskede, at nogen standsede mig.

Ikke ved at bestemme.

Ved at se klart nok til at sige:

“Det her er ikke det, du søger.”

Men når nogen kom tæt på, forsvarede jeg mønstret.

Fordi alternativet var at indrømme, hvor ofte jeg var blevet afvist.

Hvor mange gange jeg havde troet, at denne mand ville ringe.

Hvor mange søndage jeg havde lyttet efter telefonen.

Hvor meget jeg misundte hende og Poul.

“Vi skal til middag hos hans søster i aften,” sagde Inge senere.

“Hyggeligt.”

“Vil du med ud næste weekend?”

“Ja.”

“Du behøver jo ikke gå med nogen hjem.”

Jeg tog koppen.

“Det bestemmer jeg selv.”

“Selvfølgelig.”

Hun sagde ikke mere.

Næste weekend gik jeg med en mand hjem.

Ikke fordi han var særlig.

Fordi jeg blev fuld.

Fordi han sagde, at jeg var smuk.

Fordi jeg så Inge og Poul tage hjem sammen.

Fordi stilheden i min egen seng allerede føltes som et nederlag, før aftenen var slut.

Manden sagde, at han ville ringe.

Det gjorde han ikke.

Ugen efter kom en anden.

Han ringede én gang.

Klokken halv to om natten.

“Er du vågen?”

“Ja.”

“Kan du komme?”

“Nu?”

“Ja.”

Jeg vidste, hvad opkaldet betød.

Han havde ikke tænkt på mig hele ugen.

Han tænkte på mig, fordi han var alene den nat.

Alligevel stod jeg op.

Tog tøj på.

Gik ud uden at vække mine forældre.

Jeg fortalte mig selv, at et opkald var bedre end intet.

At han trods alt havde valgt mit nummer.

Jeg forstod ikke endnu, at der er stor forskel på at være den, en mand længes efter, og den, han ringer til, når han vil undgå at være alene.

Næste morgen skulle han tidligt op.

Han fulgte mig ikke hjem.

“Kan du selv finde bussen?”

“Ja.”

“Godt.”

Jeg gik gennem den kolde morgen og tænkte:

Jeg gør det aldrig igen.

Samme aften ringede telefonen ikke.

Det gjorde mere ondt end morgenen.

Jeg ventede stadig.

Selv efter at jeg havde besluttet, at jeg var færdig.

Det var sådan min værdighed og længsel begyndte at trække i hver sin retning.

Den ene sagde:

Bliv væk.

Den anden:

Bare han ringer.

Og fordi jeg endnu ikke havde lært, at min egen værdi ikke steg, når en mand ønskede min krop, vandt længslen næsten altid.

Spiritussen blev ikke kun en del af festerne.

Den blev en måde at gå ind i mønsteret på.

Først drak jeg for at turde tale med mænd.

Senere for at turde gå med dem.

Til sidst drak jeg for at undgå at mærke, hvor lidt jeg egentlig forventede bagefter.

Jeg kunne stå foran spejlet på et toilet med et glas i hånden.

Se den udtværede makeup.

De trætte øjne.

Sige til mig selv:

“Du har det sjovt.”

Så gik jeg ud og fandt nogen, der kunne bekræfte løgnen i nogle timer.

Mine veninder havde kærester.

De kunne skændes.

Blive forsonet.

Kede sig.

Planlægge.

Være irriterede over svigerfamilier.

Jeg havde mænd, der ikke ringede.

Mænd, der ringede for sent.

Mænd, der ikke ville ses offentligt.

Mænd, der havde en anden.

Mænd, der sagde:

“Du vidste godt, hvad det var.”

Jeg begyndte at tro, at det måske virkelig var det eneste, jeg var god til.

At være kvinden fra festen.

Den man kunne få til at drikke et glas mere.

Den, der ikke krævede morgenmad.

Den, der lod, som om det var ligegyldigt, om telefonen ringede.

Men den var aldrig ligeglad.

Jeg lyttede til den.

Hver dag.

Og hver gang den forblev tavs, følte jeg mig lidt mindre værd.

Efterhånden holdt jeg op med at fortælle mig selv, at den næste mand helt sikkert ville blive.

Jeg tænkte kun:

Måske.

Det lille ord var nok til at sende mig ud igen.

Måske ringer han.

Måske var han anderledes.

Måske mente han det.

Måske er jeg denne gang mere end én nat.

Men næsten hver gang kom morgenen først.

Og stilheden bagefter.

Bente’s liv 1: Fortsat

Mændene, jeg knap kendte, og morgenerne alene

Nætterne var sjældent det værste.

Om natten kunne næsten alt stadig ligne en begyndelse.

Lyset var dæmpet.

Musikken sad i kroppen.

Spiritussen gjorde mændenes ord blødere og mine egne spørgsmål mindre tydelige.

En fremmed kunne holde om mig, som om han havde ventet hele sit liv på netop den krop.

Han kunne sige:

“Bliv.”

“Du er smuk.”

“Jeg vil ikke have, at aftenen slutter.”

Jeg hørte ikke altid, at ordene kun handlede om aftenen.

Jeg lagde morgendagen ind i dem.

Det gjorde mændene sjældent.

Derfor kom den virkelige afvisning ofte først, når dagslyset gjorde værelset almindeligt igen.

Når musikken var væk.

Når alkoholen havde forladt kroppen nok til, at vi igen kunne se hinanden tydeligt.

Når manden ikke længere havde brug for at få mig til at blive.

Morgenerne afslørede forskellen mellem at være ønsket og at være valgt.

Om natten kunne jeg føle mig som den eneste kvinde i verden.

Om morgenen kunne jeg blive behandlet som noget, der skulle fjernes, før dagen begyndte.

Jeg vågnede mange steder i de år.

På sofaer.

På madrasser.

I fremmede senge.

I små værelser hos mænd, der stadig boede hjemme.

I lejligheder med vasketøj på stolene og gamle tallerkener ved sengen.

Hos mænd, der havde billeder af en anden kvinde i en skuffe eller på en hylde, men forklarede, at det var slut mellem dem.

Nogle gange vågnede jeg alene.

Andre gange lå manden stadig ved siden af mig, men føltes allerede fraværende.

Det var næsten værre.

At ligge få centimeter fra et menneske og mærke, at man ikke længere havde hans opmærksomhed.

En af mændene hed Per.

Jeg mødte ham til en privat fest hos en bekendt.

Han var ikke særlig fuld i begyndelsen.

Det gjorde mig mere tryg.

Han talte roligt.

Spurgte til mit arbejde.

Huskede små ting, jeg havde sagt tidligere på aftenen.

Da jeg fortalte, at jeg godt kunne lide at gå ture ved vandet, sagde han:

“Det gør jeg også. Vi kunne tage af sted en dag.”

Jeg hørte det som en invitation.

Ikke en løs bemærkning.

En dag ved vandet.

Dagslys.

En rigtig aftale.

Det var præcis det, jeg længtes efter.

“Det kunne vi godt,” sagde jeg.

“Så gør vi det.”

Han smilede.

Det var nok til, at jeg hurtigt begyndte at tro på ham.

Ikke fordi Per havde gjort sig fortjent til tilliden.

Fordi han havde nævnt noget, der lå efter natten.

Mænd, der talte om en fremtid, fik lettere adgang til mig.

Selv når fremtiden kun bestod af en gåtur, de aldrig havde tænkt sig at tage.

Senere på aftenen drak vi mere.

Per satte sig tættere.

Lagde hånden på mit ben.

Kyssede mig i en gang, hvor andre kunne gå forbi.

Det føltes mere åbent end møderne bag forsamlingshuse og på mørke parkeringspladser.

Jeg tænkte, at han ikke skjulte mig.

At det måtte betyde noget.

“Skal du med hjem?” spurgte han.

Jeg tøvede.

Ikke fordi jeg ikke havde lyst.

Fordi jeg forsøgte at finde ud af, om han stadig ville ønske gåturen, hvis jeg sagde ja nu.

“Hvad med det, du sagde om vandet?”

Han lo.

“Det kan vi da stadig.”

“Så du mener det?”

“Ja.”

Han tog mit ansigt mellem hænderne.

“Du bekymrer dig for meget.”

Det var endnu en sætning, jeg efterhånden kendte.

Jeg tænkte for meget.

Spurgte for meget.

Gjorde tingene komplicerede.

Mændene sagde det, når mine spørgsmål nærmede sig forskellen mellem det, de sagde, og det, de faktisk tilbød.

Jeg ønskede ikke at ødelægge aftenen.

Så jeg sagde ja.

Per boede alene i en lille lejlighed.

Det så ud, som om han lige var flyttet ind, selv om han sagde, han havde boet der i to år.

Der stod kasser i gangen.

Et bord uden stole.

En seng i et rum med gardiner, der ikke dækkede vinduet helt.

Han gav mig et glas vin.

Jeg havde ikke brug for mere.

Men jeg tog det.

Vi talte lidt.

Han sagde igen, at jeg var smuk.

At han ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde en kæreste.

Det spørgsmål ramte mig altid.

Ikke som en fornærmelse.

Som håb.

Hvis en mand ikke kunne forstå, at jeg var alene, kunne han måske blive den, der ændrede det.

“Hvorfor tror du?” spurgte jeg.

Per trak på skuldrene.

“Du har måske mødt de forkerte.”

“Det har jeg nok.”

“Så er det godt, du har mødt mig.”

Han smilede.

Jeg gjorde også.

I dag kan jeg høre, hvor let det var.

Hvor få ord der skulle til.

Han behøvede ikke love mig kærlighed.

Kun antyde, at han måske var anderledes.

Jeg lagde resten til selv.

Næste morgen vågnede jeg først.

Lyset faldt ind gennem sprækken mellem gardinerne.

Værelset lugtede af vin, røg og fremmed sengetøj.

Morgenen i det fremmede værelse

Der lå tøj på gulvet, mit og hans blandet sammen på en måde, der om natten havde virket voksen, men i dagslyset bare så rodet ud.

Jeg kunne høre en bil starte udenfor og nogen tale nede på gaden. Verden fortsatte helt almindeligt, mens jeg lå og forsøgte at forstå, om jeg var blevet valgt eller bare havde været til rådighed.

Lyset gjorde alting mere ærligt. Flasken på bordet, askebægeret, den fremmede pude mod min kind. Det var ikke kærlighedens morgen. Det var ventetid.

Per lå på ryggen med munden lidt åben.

Jeg så på ham og forsøgte at mærke, om jeg var glad.

Jeg var mest urolig.

Hvad skete der nu?

Skulle jeg blive liggende?

Stå op?

Lave kaffe?

Ville han synes, det var for intimt, hvis jeg bevægede mig rundt i hans køkken?

Jeg kendte ikke reglerne.

Det gjorde mændene tilsyneladende.

De vidste altid, hvornår en nat var slut.

Jeg ventede på, at Per vågnede.

Da han gjorde, så han først på uret.

Så på mig.

“Hej,” sagde jeg.

“Hej.”

“Har du sovet godt?”

“Nogenlunde.”

Han satte sig op.

Gned ansigtet.

“Jeg har faktisk lidt travlt.”

Det var de første rigtige ord om morgenen.

Ikke:

“Det var dejligt.”

Ikke:

“Kom her.”

Han havde travlt.

“Hvad skal du?”

“Jeg har lovet at hjælpe en kammerat.”

“Hvornår?”

“Snart.”

Jeg satte mig også op.

“Skal vi så lave en aftale om den gåtur?”

Per så på mig, som om han først skulle huske, hvad jeg talte om.

“Ved vandet.”

“Nå ja.”

Han rejste sig.

“Vi finder ud af noget.”

“Hvornår?”

“Jeg ved ikke lige, hvordan næste uge ser ud.”

“Du kan få mit nummer.”

“Ja.”

Han sagde ja, men begyndte ikke at lede efter papir.

Jeg ventede.

Til sidst fandt jeg selv noget i min taske.

Skrev navn og nummer.

Lagde det på bordet.

Per tog bukser på.

“Perfekt.”

Han så næsten ikke på sedlen.

“Har du et nummer, jeg kan få?”

“Jeg er svær at fange.”

Han smilede, som om det var charmerende.

“Men jeg ringer.”

Det var asymmetrien i mange af mine møder.

Han måtte vide, hvordan han fandt mig.

Jeg fik ingen sikker måde at finde ham på.

Han bestemte, om forbindelsen fortsatte.

Jeg accepterede det.

Ikke fordi det føltes godt.

Fordi jeg var bange for, at et krav om lige adgang ville få ham til at fortryde hele natten.

Per gik ud i køkkenet.

Jeg fulgte efter med tøjet i armene.

Han satte kaffe over.

Mit håb steg lidt igen.

Kaffe kunne betyde, at jeg ikke blev sendt direkte ud.

Så tog han kun én kop frem.

“Vil du ikke have?” spurgte han.

“Jo.”

“Der står kopper i skabet.”

Jeg fandt selv en.

Han drak stående.

Jeg sad ved det bord, der ingen stole havde, så jeg endte på kanten af en vindueskarm.

Vi talte næsten ikke.

Han kiggede flere gange på uret.

Til sidst sagde han:

“Der går vel busser herfra?”

“Det tror jeg.”

“Stoppestedet er nede til venstre.”

Han fulgte mig ikke.

Ikke engang til døren med mere end et kort:

“Vi ses.”

Jeg gik ned ad trappen med sedlen liggende på hans bord.

På vej ud forestillede jeg mig, at han måske samlede den op, straks døren lukkede.

Lagde den i sin pung.

Ringede samme aften.

Jeg forestillede mig altid den mest kærlige version, når jeg ikke kunne se virkeligheden.

Per ringede aldrig.

Jeg tog flere gange hen til de steder, hvor jeg troede, han kunne komme.

Ikke åbenlyst for at lede efter ham.

Jeg overtalte veninderne.

“Skal vi ikke prøve det sted igen?”

“Det var da ikke særlig godt.”

“Musikken var fin.”

Jeg håbede at støde ind i ham.

Ikke fordi jeg ønskede at konfrontere ham.

Fordi jeg stadig troede, at et møde kunne vække noget, han havde glemt.

Måske havde han mistet sedlen.

Måske havde han skrevet et tal forkert.

Måske havde kammeraten haft problemer.

Måske var han blevet syg.

Alle forklaringer var lettere end den mest sandsynlige:

Han havde ikke ringet, fordi han ikke ønskede mere.

Jeg så ham først nogle måneder senere.

Han stod på et dansested med to mænd.

Jeg gik forbi tæt nok til, at han måtte se mig.

Han gjorde det.

Hans ansigt viste et kort tegn på genkendelse.

Så nikkede han.

“Hej.”

“Hej.”

Jeg standsede.

Han gjorde ikke.

“Hvordan går det?” spurgte jeg.

“Fint.”

“Du ringede aldrig.”

Ordene kom ud, før jeg kunne stoppe dem.

Hans venner blev stille.

Per smilede skævt.

“Jeg mistede dit nummer.”

Det var den forklaring, jeg selv havde håbet på.

Nu hvor han sagde den, kunne jeg høre, hvor tom den var.

“Du kunne have fundet mig.”

“Hvordan?”

“Gennem dem fra festen.”

“Jeg vidste ikke, hvad du hed til efternavn.”

“Du kunne have spurgt.”

Per så mod vennerne.

Han var utilpas.

Ikke over at have såret mig.

Over at jeg gjorde natten synlig foran andre.

“Det var jo bare en aften,” sagde han lavt.

Bare en aften.

Den tur ved vandet, han havde foreslået.

Ordene om de forkerte mænd.

At det var godt, jeg havde mødt ham.

Alt blev nu reduceret til en aften.

“Det vidste jeg ikke,” sagde jeg.

“Jeg troede, du gjorde.”

Det gjorde de ofte.

De troede, jeg vidste det.

Måske fordi jeg ikke havde sagt andet.

Måske fordi vi levede i en tid, hvor mændenes ønsker blev opfattet som tydelige, mens kvindens håb blev hendes eget ansvar.

Jeg gik tilbage til pigerne.

Ingen spurgte straks, hvad der var sket.

De kunne se det.

Jeg bestilte en drink.

Så en til.

Per blev i lokalet.

Jeg kunne mærke hans tilstedeværelse.

Ikke som kærlighed.

Som ydmygelse.

Han havde set mig nøgen.

Hørt mig fortælle ting om mig selv.

Ladet mig skrive mit nummer.

Nu stod han nogle meter væk og opførte sig, som om jeg næsten var en fremmed.

Jeg ønskede, at han skulle se en anden mand vælge mig.

Ikke fordi det ville gøre mig glad.

Fordi det kunne give mig en form for hævn.

En mand ved baren begyndte at tale med mig.

Jeg var ikke interesseret.

Han var meget fuld.

Havde en skjorte, der lugtede af røg.

Talte for tæt på mit ansigt.

Alligevel blev jeg stående.

Jeg lo.

Lagde hånden på hans arm.

Kiggede over mod Per.

Han så ikke på mig.

Så gjorde jeg mere.

Dansede med den fremmede.

Lod ham holde mig tæt.

Kyssede ham, selv om jeg ikke havde lyst til hans mund.

Jeg brugte min egen krop som besked til en mand, der ikke længere læste mig.

Den fremmede troede naturligvis, at kysset var til ham.

Senere spurgte han, om jeg ville med.

Jeg sagde ja.

Ikke fordi jeg ønskede ham.

Fordi jeg allerede havde bevæget mig så langt ind i rollen som den ubekymrede kvinde, at det føltes sværere at stoppe end at fortsætte.

Jeg tog med en mand, hvis fulde navn jeg aldrig fik.

Han sagde, det var nemmere at tage hjem til mig.

Det kunne vi ikke.

Jeg boede stadig hos mine forældre.

Så vi endte hos en ven af ham, der ikke var hjemme.

Manden kendte tilsyneladende stedet godt nok til at vide, hvor en nøgle var gemt.

Det burde have gjort mig mistænksom.

I stedet fulgte jeg efter.

Lejligheden var mørk.

Han tændte kun en lille lampe.

Der stod familiebilleder på en reol.

Jeg spurgte, hvem der boede der.

“En kammerat.”

“Ved han, vi er her?”

“Det er i orden.”

Jeg vidste ikke, om det var sandt.

Jeg vidste næsten ingenting.

Hvad manden arbejdede med.

Hvor han boede.

Om han var gift.

Om det navn, han havde givet mig, var rigtigt.

Alligevel var jeg gået ind.

Det er dét, manglende selvværd kan gøre.

Det får ikke kun et menneske til at acceptere dårlig behandling.

Det kan få hende til at gå ind i rum, hvor hun ikke engang har nok viden til at afgøre, om hun er sikker.

Jeg tænkte ikke på mig selv som værdifuld nok til at kræve svar.

Jeg var mest optaget af ikke at blive efterladt igen.

Morgenen efter var manden allerede klædt på, da jeg vågnede.

“Vi skal ud,” sagde han.

“Hvorfor?”

“Min kammerat kommer snart.”

“Ved han stadig, vi har været her?”

Manden svarede ikke direkte.

“Kom nu.”

Jeg tog tøjet på hurtigt.

Havde svært ved at finde den ene strømpe.

Han stod ved døren og ventede utålmodigt.

“Kan du ikke hjælpe med at lede?”

“Den er vel under sengen.”

Jeg fandt den.

Den var støvet.

På trappen spurgte jeg:

“Hvad hedder du egentlig til efternavn?”

Han begyndte at le.

“Hvorfor vil du vide det nu?”

“Fordi vi måske skal ses igen.”

“Det tror jeg ikke.”

Svaret kom uden tøven.

Ikke pakket ind.

Ikke et falsk løfte.

På en måde var det mere ærligt end de andre mænd.

Det gjorde ikke mindre ondt.

“Hvorfor ikke?”

Han trak på skuldrene.

“Det var bare det her.”

“Hvad betyder det?”

“En tur hjem.”

En tur hjem.

Jeg var ikke en kvinde, han havde været tæt med.

Jeg var en tur hjem.

Noget, der afsluttede aftenen.

Jeg stod på fortovet med frakken åben.

Han gik mod den modsatte side af vejen.

“Ved du overhovedet, hvad jeg hedder?” råbte jeg efter ham.

Han vendte sig.

“Bente.”

Jeg mærkede et kort stik af lettelse.

Så tilføjede han:

“Det sagde du i går.”

Han huskede ikke mig.

Han huskede en oplysning, jeg havde givet.

“Farvel,” sagde han.

Så gik han.

Jeg stod alene i en bydel, jeg ikke kendte.

Det var tidligt.

Jeg havde næsten ingen penge tilbage.

Jeg vidste ikke præcist, hvor bussen gik.

Jeg gik længe.

Skoene gjorde ondt.

Hovedet dunkede.

Jeg kunne lugte røg i håret og fremmed sæbe på huden.

På en bænk ved et stoppested sad en kvinde med en lille dreng.

Hun havde en pose med morgenbrød.

Drengen lænede sig ind mod hende.

Hun rettede hans hue.

Det var et almindeligt, ømt øjeblik.

Jeg så på dem og fik en pludselig fornemmelse af at stå udenfor det liv, andre mennesker havde.

Ikke kun uden en kæreste.

Uden en plads.

Kvinden vidste, hvor hun skulle hen.

Drengen hørte til hos hende.

De havde en morgen sammen.

Jeg havde en nat, der allerede var afsluttet for den anden.

Det er mærkeligt, hvilke billeder der bliver siddende gennem et langt liv.

Jeg husker ikke mandens ansigt tydeligt.

Men jeg husker drengens hue.

Kvindens hånd.

Posen med morgenbrød.

Det var alt det almindelige, jeg længtes efter, mens jeg blev ved med at opsøge det modsatte.

Fremmede mænd.

Lukkede rum.

Spiritus.

Nætter uden aftaler om morgenen.

Jeg kom hjem flere timer senere.

Min mor var vred.

“Ved du, hvor bekymret jeg har været?”

“Jeg sov hos en veninde.”

“Hvilken?”

“Inge.”

“Jeg ringede til Inges mor.”

Jeg blev helt stille.

“Du var ikke der.”

Det var første gang en af mine løgne blev afsløret så direkte.

“Hvor var du?”

“Til festen.”

“Hele natten?”

“Ja.”

“Med hvem?”

“Det kommer ikke dig ved.”

Ordene var hårde.

Ikke fordi jeg følte mig stærk.

Fordi skammen søgte en vej ud og blev til vrede.

Min mor så på mig.

Hun så træt ud.

“Jeg forsøger ikke at kontrollere dig.”

“Det gør du jo.”

“Jeg vil vide, om du er i live.”

Jeg ville ikke høre det.

Omsorgen gjorde min egen adfærd tydeligere.

“Jeg er voksen.”

“Så opfør dig, så vi ikke skal lede efter dig som et barn.”

Jeg gik ind på mit værelse og smækkede døren.

Der lagde jeg mig på sengen.

Græd lydløst.

Ikke kun på grund af manden.

På grund af Per.

Morgenen.

Min mors blik.

Det fremmede hus.

At jeg ikke vidste, hvordan jeg var kommet så langt væk fra det, jeg egentlig ønskede.

Jeg ønskede en kæreste.

En mand, der ringede.

En hånd i dagslys.

En familie en dag.

Alligevel levede jeg på en måde, hvor næsten alle forbindelser begyndte efter midnat og sluttede før morgenmaden.

Det var ikke, fordi jeg ikke kunne se modsætningen.

Jeg kunne bare ikke finde ud af at bryde den.

Hver afvisning fik mig til at føle mig mindre værd.

Når jeg følte mig mindre værd, krævede jeg mindre af den næste.

Når jeg krævede mindre, blev det lettere for ham at bruge mig kortvarigt.

Da han gik, følte jeg mig endnu mindre værd.

Det var en cirkel.

Og spiritussen holdt den i bevægelse.

Jeg lovede mig selv, at næste gang skulle være anderledes.

Jeg ville ikke gå med en mand, jeg næsten ikke kendte.

Jeg ville spørge, om han var fri.

Få hans efternavn.

Hans nummer.

Vide, hvad han ønskede.

Jeg holdt løftet i nogle uger.

Så kom der en fest.

Jeg så Inge og Poul sammen.

Karen og Niels.

Else med manden fra arbejdet.

De talte om sommerplaner.

Ferie.

Fødselsdage.

En søndag hos nogens forældre.

Jeg sad med et glas og mærkede den gamle tomhed.

En mand kom hen.

Han sagde, jeg så ensom ud.

“Det er jeg ikke.”

“Godt.”

Han bestilte en drink.

“Så kan vi være alene sammen.”

Jeg lo.

Han var ikke særlig pæn.

Ikke særlig interessant.

Men han så på mig.

Og efter nogle glas begyndte det igen at føles som nok.

Hans navn var Børge.

Eller Bjørn.

I mange år kunne jeg ikke huske det.

Da jeg senere forsøgte at fortælle min første mand hele sandheden om mændene, måtte jeg beskrive nogle af dem efter steder.

Ham fra den lille lejlighed.

Ham fra vennens hus.

Ham ved stationen.

Ham, der ikke ville give sit efternavn.

Ham, som sendte mig ud før morgenmaden.

Det er sådan man ved, at mændene aldrig var det egentlige centrum.

Jeg kendte dem knap.

Men jeg gav hver enkelt af dem magt til at afgøre, om jeg følte mig ønsket den nat og værdiløs næste morgen.

Børge eller Bjørn tog mig med til et værelse, han lejede.

Han sagde, at han gerne ville se mig igen.

Jeg troede mindre på det end tidligere.

Alligevel håbede jeg.

Næste morgen lå der penge på bordet.

Ikke til mig, sagde han, da han så mit ansigt.

“Det er til en taxa.”

“Jeg kan tage bussen.”

“Tag dem nu.”

Jeg ville ikke.

Pengene fik hele natten til at føles endnu mere som en handel.

“Jeg behøver dem ikke.”

“Fint.”

Han tog sedlerne tilbage.

Lagde dem i lommen.

Han spurgte ikke, om jeg faktisk kunne komme hjem.

Jeg tog bussen.

Alene igen.

Jeg begyndte at kende de tidlige afgange.

De tomme sæder.

Chaufførernes korte blik.

Folk på vej til arbejde, mens jeg sad i festtøj med skoene i hånden.

Jeg lærte, hvilke toiletter der var åbne om morgenen, så jeg kunne vaske ansigtet.

Hvordan jeg kunne sætte håret, så det ikke så helt så slemt ud.

At vende frakken, hvis den ene side havde en plet.

At have lidt mønt gemt i tasken.

Det var ikke frihed.

Det var overlevelsesrutiner omkring et mønster, der gjorde mig ulykkelig.

Men jeg kaldte det stadig at leve.

Når veninderne spurgte, sagde jeg:

“Jeg havde en vild aften.”

Ikke:

“Jeg blev sendt ud.”

“Han ville ikke se mig igen.”

“Jeg kendte ikke hans efternavn.”

“Jeg måtte gå i en time for at finde bussen.”

Jeg omformede ensomheden til erfaring.

Hvis jeg gjorde historien sjov, behøvede ingen se, hvor meget den havde kostet.

“Du oplever da noget,” sagde Karen en gang.

“Ja.”

Jeg smilede.

Hun vidste ikke, hvor meget jeg misundte hendes kedelige søndage med Niels.

Indkøb.

Kaffe.

Besøg hos familien.

En mand, der kendte hendes efternavn, før han så hendes krop.

Jeg oplevede meget.

Men meget af det var den samme oplevelse med forskellige ansigter.

En mand ønskede mig.

Jeg håbede.

Jeg fulgte med.

Han blev kold.

Jeg gik alene.

Så ledte jeg efter en ny mand, der kunne få mig til at tro, at den forrige havde taget fejl.

Mændene blev sværere at huske.

Morgenerne smeltede sammen.

Det, jeg husker klarest, er ikke deres hænder eller ord.

Det er dørene.

Døren, der lukkede bag en mand, som skulle videre.

Døren, jeg selv trak i efter mig.

Opgange, jeg aldrig vendte tilbage til.

Gader, jeg ikke kendte.

Busser, der førte mig tilbage til et hjem, hvor ingen kendte den kvinde, jeg havde forsøgt at blive om natten.

Hver morgen sagde jeg til mig selv, at det var slut.

Hver uge voksede håbet igen.

Ikke håbet om den samme mand.

Håbet om, at den næste ville være anderledes.

Det blev svagere.

Mere forsigtigt.

Men det døde ikke endnu.

Det var netop derfor, jeg kunne fortsætte.

Hvis jeg helt havde opgivet kærligheden, havde møderne måske ikke haft samme magt.

Jeg gav stadig hver ny mand en lille mulighed for at være den, der blev.

Selv når jeg næsten ikke kendte ham.

Selv når alt ved hans opførsel viste, at han kun ønskede natten.

Jeg så efter den ene sætning, det ene blik eller den ene gestus, der kunne gøre ham anderledes.

En kop kaffe.

At han huskede mit navn.

Et forslag om en gåtur.

Et:

“Ring, når du er hjemme.”

Forventningerne blev mindre og mindre.

Håbet tilpassede sig.

Til sidst kunne almindelig høflighed ligne begyndelsen på kærlighed.

Og når den heller ikke kom, gik jeg alene gennem endnu en morgen og forsøgte at forstå, hvorfor mændene gerne lånte mig, men aldrig ønskede at beholde mig.

Da én nat blev lettere at gentage end håbet om kærlighed

Der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke længere spurgte hver mand, om han ville ringe.

Ikke fordi jeg var blevet stærkere.

Fordi jeg var blevet træt af at høre undvigelserne.

“Vi støder vel på hinanden.”

“Jeg har meget om ørerne.”

“Lad os nu se.”

“Det var en dejlig aften.”

“Jeg er ikke klar til noget fast.”

Jeg kendte ordene.

Jeg kendte pausen før dem.

Måden en mand kunne begynde at tage tøjet på, mens jeg stadig forsøgte at gøre natten til noget, der havde en fortsættelse.

Jeg kendte blikket mod uret.

Den ene kop kaffe.

Døren.

Busstoppestedet.

Jeg begyndte derfor at gå, før mændene fik mulighed for at sende mig væk.

Det så ud som selvstændighed.

Det føltes som forsvar.

Jeg kunne rejse mig tidligt.

Tage tøjet på.

Sige:

“Jeg skal videre.”

Selv hvis jeg ikke havde nogen steder at være.

Manden kunne se overrasket ud.

“Allerede?”

“Ja.”

“Skal du ikke have kaffe?”

“Nej.”

Det gav mig nogle minutter, hvor jeg kunne forestille mig, at jeg var den, der afsluttede mødet.

At han måske ville ligge tilbage og undre sig.

At han ville ønske, jeg var blevet.

At han senere ringede, fordi jeg ikke havde gjort mig tilgængelig nok.

De ringede stadig sjældent.

Men jeg slap for at sidde på sengekanten og se dem beslutte, at natten var ovre.

Jeg traf beslutningen først.

Det gjorde smerten mere kontrolleret.

Ikke mindre.

Jeg begyndte også at fortælle mændene, at jeg ikke ønskede en kæreste.

Jeg sagde det tidligt.

Nogle gange før de overhovedet havde spurgt.

“Jeg leder ikke efter noget fast.”

“Godt,” kunne en mand svare.

Den lettelse, der kom over hans ansigt, burde have vist mig alt.

I stedet lod jeg, som om hans svar var præcis det, jeg håbede på.

“Jeg vil bare have det sjovt.”

“Det vil jeg også.”

Så var betingelserne lagt.

Han behøvede ikke love noget.

Jeg måtte ikke være skuffet bagefter.

Hvis han ikke ringede, havde han blot respekteret den aftale, jeg selv havde foreslået.

Det var en effektiv måde at skjule afvisningen på.

Ikke for mændene.

For mig selv.

Jeg kunne sige:

“Han var heller ikke en, jeg ville have noget med.”

Selv når jeg havde ligget vågen i hans seng og forestillet mig, hvordan vores første rigtige søndag sammen kunne se ud.

Jeg ønskede stadig kærlighed.

Men jeg var begyndt at skamme mig over ønsket.

Kærligheden fik mig til at føle mig svag.

Den fik mig til at vente ved telefonen.

Stille spørgsmål.

Blive ydmyget foran kvinder, der allerede havde kærester.

En enkelt nat var mere overskuelig.

Den havde en begyndelse og en afslutning.

Musik.

Spiritus.

En mand.

Et fremmed rum.

Så hjem.

Jeg kunne overleve den struktur.

Det åbne håb var farligere.

For håbet kunne fortsætte i dagevis.

Det kunne få mig til at blive hjemme en hel søndag.

Lytte efter telefonen.

Tage pænt tøj på, selv om ingen havde lavet en aftale med mig.

Gå forbi steder, hvor en bestemt mand måske kom.

Fortolke hver lille oplysning som et tegn.

Da én nat blev gentaget ofte nok, krævede den mindre fantasi.

Jeg behøvede ikke forestille mig en fremtid.

Kun komme igennem aftenen.

Det var på den måde, jeg begyndte at gøre det korte til mit eget valg.

Ikke fordi det var det, jeg ønskede mest.

Fordi det var det eneste, jeg efterhånden stolede på, at mændene faktisk ville give mig.

En veninde ved navn Ruth blev forlovet omkring den tid.

Hun var ikke en af mine nærmeste veninder, men vi kom i samme kreds.

Hun viste ringen frem på en café.

En lille sten.

En smal guldring.

Alle tog hendes hånd.

Spurgte, hvornår brylluppet skulle være.

Om de skulle bo i hans lejlighed.

Om hun allerede havde tænkt på kjole.

Ruth smilede hele tiden.

Ikke stort.

Mere som om glæden lå roligt i hende og ikke behøvede bevises.

“Hvordan friede han?” spurgte Inge.

“Hjemme.”

“Ikke på en restaurant?”

“Nej.”

Ruth så på ringen.

“Vi sad bare og spiste.”

“Og så?”

“Så sagde han, at han ikke kunne forestille sig sit liv uden mig.”

De andre sukkede.

Jeg gjorde også.

Men indeni følte jeg noget andet.

Ikke vrede på Ruth.

En tung misundelse.

En mand kunne ikke forestille sig et liv uden hende.

De mænd, jeg kendte, havde svært ved at forestille sig en morgenmad med mig.

“Hvad med dig, Bente?” spurgte Ruth.

“Hvad med mig?”

“Har du ikke mødt nogen endnu?”

“Jeg møder mange.”

Jeg smilede.

Det fik kvinderne til at le.

“Ja, det gør du,” sagde Karen.

Hun mente det kærligt.

Alligevel hørte jeg forskellen.

Ruth havde én mand, der ville have hele livet.

Jeg havde mange, der ville have en nat.

“Jeg ville blive kvalt af at være forlovet,” sagde jeg.

Ruth så på mig.

“Det troede jeg også engang.”

“Så må du håbe, du ikke gør det.”

Sætningen lød hårdere, end jeg havde tænkt.

Der blev stille et øjeblik.

Jeg tog en slurk kaffe.

“Det var bare for sjov.”

Det var ofte sådan, jeg rettede mine små udbrud.

Bare for sjov.

Ruth smilede igen.

“Jeg håber også, det holder.”

Hun var ikke overlegen.

Det gjorde det sværere at afvise hende.

Hun vidste godt, at kærlighed kunne gå i stykker.

Hun turde stadig tage imod den.

Jeg var begyndt at bruge mændenes kortvarighed som bevis på, at faste forhold var naive.

“De går jo alligevel,” sagde jeg en aften til Inge.

“Ikke alle.”

“De fleste.”

“Det passer ikke.”

“Du siger det kun, fordi du stadig har Poul.”

“Og du siger det, fordi nogle mænd har behandlet dig dårligt.”

Jeg blev vred.

“De har ikke behandlet mig dårligt.”

Inge så på mig.

“Har de ikke?”

“Det har været frivilligt.”

“Det ved jeg godt.”

“Så hvad er problemet?”

“At du næsten altid bliver ked af det bagefter.”

Jeg rejste mig og tog min taske.

“Jeg gider ikke høre på det.”

“Bente.”

“Du tror, du ved alt, fordi du har en kæreste.”

“Det gør jeg ikke.”

“Nej, men du tror, jeg skal leve ligesom dig.”

“Jeg tror bare, du ønsker noget andet, end du siger.”

Det var sandt.

Derfor gik jeg.

Jeg kunne bedre holde ud, at mændene misforstod mig, end at en veninde så mig præcist.

Hvis Inge havde ret, var jeg ikke fri.

Så var jeg bare en ensom kvinde, der gentog det samme håb i en form, der altid endte med at skade hende.

Den sandhed var jeg ikke klar til.

Jeg gik direkte på et værtshus.

Ikke et sted, vi normalt kom.

Et mørkt lokale med en lang bar, slidte borde og mænd, der var ældre end de fleste, jeg ellers havde mødt.

Jeg satte mig alene.

Bestilte spiritus.

Bartenderen så på mig.

“Venter du på nogen?”

“Nej.”

“Så er du kommet det rigtige sted.”

Han smilede.

Jeg vidste ikke, hvad han mente.

Kort efter satte en mand sig ved siden af mig.

Han hed Kaj.

Det tror jeg i hvert fald.

Han var betydeligt ældre end mig.

Gift.

Det fortalte han ikke først.

Jeg så ringen.

“Du er gift.”

“Det er mange.”

“Hvor er din kone?”

“Hjemme.”

“Ved hun, du er her?”

“Ved nogen nogensinde alt?”

Det lød klogt i situationen.

Måske fordi jeg havde drukket.

Måske fordi jeg allerede levede med hemmeligheder.

Før løgnen fik et hjem

Jeg havde ikke en mand derhjemme, jeg bedrog.

Men jeg bedragede alle omkring mig om, hvad jeg ønskede.

Jeg sagde, at jeg var fri.

At jeg ikke blev såret.

At de korte møder passede mig.

Kaj spurgte ikke, om jeg havde en kæreste.

Han spurgte:

“Bor du alene?”

“Nej.”

“Så kan vi ikke tage hjem til dig.”

Det var hans eneste interesse i mit liv udenfor baren.

Ikke hvem jeg boede med.

Hvorfor.

Hvordan jeg havde det.

Kun om boligen kunne bruges.

Jeg burde have hørt det.

I stedet sagde jeg:

“Hvad med dig?”

“Ikke hjemme.”

“Fordi din kone er der?”

“Ja.”

Han sagde det uden skam.

Jeg havde ikke lyst til at være en gift mands hemmelighed.

Det var et nyt lavpunkt, selv for mig.

Men jeg var vred på Inge.

Misundelig på Ruth.

Beruset.

Og Kaj så på mig, som om han allerede var sikker på, at jeg ville sige ja.

Jeg ønskede at bevise noget.

At jeg virkelig ikke behøvede kærlighed.

At jeg kunne vælge det mest midlertidige uden at blive såret.

“Hvor så?” spurgte jeg.

Han kendte et lille pensionat.

Vi tog derhen hver for sig.

Han ville ikke risikere at blive set sammen med mig på vejen.

Jeg accepterede det.

Jeg, som længtes efter en mand, der holdt min hånd i dagslys, fulgte en gift mand til et værelse, fordi han ikke ville gå ved siden af mig på en mørk gade.

Det er sådan et menneske kan ende langt fra sine værdier.

Ikke ved at glemme dem helt.

Ved at overbevise sig selv om, at de ikke længere betyder noget.

På værelset tog Kaj sin ring af.

Lagde den på natbordet.

Jeg så på den.

“Hvorfor tager du den af?”

“Så jeg ikke ridser dig.”

Det var sikkert praktisk.

Men ringen på bordet fyldte hele rummet.

Et andet liv.

En kone.

Måske børn.

En kvinde, der troede, hendes mand sad på et værtshus med venner eller sov et andet sted af en uskyldig grund.

Jeg mærkede skyld.

Ikke nok til at gå.

Jeg havde drukket for meget.

Og jeg havde bygget hele aftenen op omkring at vise, at jeg ikke behøvede noget rent eller varigt.

Kaj sagde, jeg var smuk.

Det virkede mindre end tidligere.

Ikke fordi jeg var blevet ligeglad med komplimenter.

Fordi jeg vidste, han skulle hjem til en anden.

Jeg var ikke den, han valgte.

Jeg var det sted, han gik hen fra sit valg.

Næste morgen stod han tidligt op.

Tog ringen på igen.

“Jeg skal hjem.”

“Selvfølgelig.”

Jeg sagde det køligt.

Han så på mig.

“Du vidste godt, hvordan det var.”

“Ja.”

Det gjorde jeg faktisk denne gang.

Ikke alle detaljer.

Men nok.

Det var måske derfor, morgenen gjorde ondt på en anden måde.

Jeg kunne ikke sige, at han havde lovet noget.

Han havde ikke lokket mig med en gåtur.

Ikke sagt, at jeg var anderledes.

Ikke taget mit nummer.

Vi havde begge vidst, at han gik.

Alligevel sad jeg tilbage med den samme følelse.

Brugt.

Overset.

Mindre værd.

Jeg havde forsøgt at fjerne håbet fra mødet.

Smerten var der stadig.

Kaj tog sin frakke på.

“Du bliver vel ikke ked af det?”

Jeg begyndte at le.

“Hvorfor skulle jeg det?”

“Godt.”

Han blev lettet.

Jeg havde endnu en gang gjort det nemt for en mand at gå.

Ikke kun fysisk.

Følelsesmæssigt.

Han kunne vende hjem uden at tænke på mig som et menneske, han havde efterladt såret.

Jeg havde fortalt ham, at såret ikke fandtes.

“Vi ses nok ikke igen,” sagde han.

“Det behøver vi heller ikke.”

“Du er en fornuftig pige.”

Pige.

Fornuftig.

Han kyssede min kind.

Så gik han hjem til sin kone.

Jeg blev på pensionatet, til jeg var sikker på, at han var væk.

Jeg stod ved vinduet og så mennesker begynde deres morgen.

En mand trak en cykel ud fra en gård.

En kvinde gik med en hund.

En bus standsede.

Alt var almindeligt.

Jeg følte mig skjult.

Ikke kun for verden.

For mig selv.

Jeg havde sagt, at dette var det, jeg ønskede.

Men da jeg forestillede mig Kaj træde ind i sit hjem, følte jeg misundelse på hans kone.

Ikke fordi jeg ønskede Kaj.

Jeg kendte ham knap.

Fordi hun havde hans tilbagevenden.

Jeg havde kun haft hans fravær fra hende.

Jeg begyndte at forstå, at én nat ikke kunne give mig det, jeg længtes efter.

Men i stedet for at standse gjorde erkendelsen det korte lettere at gentage.

For når jeg ikke længere forventede, at mødet ændrede mit liv, kunne skuffelsen reduceres til nogle timer eller dage.

Det var mere håndterbart end flere ugers håb.

Jeg sagde til mig selv:

Han er bare en mand.

Det er bare sex.

Det er bare en aften.

Ordet bare blev mit skjold.

Bare en drink.

Bare et kys.

Bare én nat.

Bare en mand, jeg aldrig ser igen.

Men livet består også af det, man kalder bare.

De korte møder samlede sig.

Hver enkelt virkede måske lille.

Tilsammen ændrede de mit syn på mig selv.

Jeg begyndte at se min krop som det eneste ved mig, mændene efterspurgte.

Ikke fordi ingen kunne have ønsket andet.

Fordi jeg sjældent gav dem mulighed for at vise det.

Jeg mødte dem sent.

Beruset.

Gik med dem hurtigt.

Sagde, jeg ikke ønskede mere.

Og bagefter brugte jeg deres manglende interesse som bevis på, at der ikke var mere ved mig at ønske.

Det var en cirkel, jeg selv var med til at holde lukket.

En mand kunne forsøge at tale med mig tidligere på aftenen.

Spørge til mit arbejde.

Min familie.

Mine interesser.

Jeg kunne finde ham kedelig.

For langsom.

Usikker.

Jeg var blevet så vant til den hurtige intensitet, at almindelig interesse kunne føles svag.

De mænd, der kom direkte tæt på, gav straks den følelse, jeg søgte.

At være ønsket.

Det var først bagefter, jeg opdagede, at de ofte kun ønskede den nemmeste del.

Jeg mødte en stille mand ved navn Anders til en fødselsdag.

Han talte med mig længe.

Drak næsten ikke.

Spurgte, om jeg ville gå en tur en dag.

Ikke hjem til ham.

En tur.

Jeg burde have genkendt det som præcis det, jeg tidligere havde længtes efter.

I stedet blev jeg utålmodig.

Han kyssede mig ikke.

Sagde ikke, at jeg var smuk.

Lagde ikke hånden på mit ben.

Jeg kunne ikke mærke den øjeblikkelige bekræftelse.

“Kan du ikke lide mig?” spurgte jeg.

“Jo.”

“Det virker ikke sådan.”

“Hvorfor ikke?”

“Du gør jo ingenting.”

Anders så forvirret ud.

“Vi har lige mødt hinanden.”

Jeg lo.

“Du er meget forsigtig.”

“Måske.”

Han smilede.

“Er det dårligt?”

Dengang syntes jeg næsten, det var det.

Forsigtighed føltes som manglende begær.

Og jeg havde brug for begæret for hurtigt at føle mig synlig.

Anders gav mig sit nummer på et stykke papir.

“Ring, hvis du har lyst til den tur.”

Jeg lagde papiret i tasken.

Jeg ringede aldrig.

Ikke fordi jeg ikke ønskede en gåtur.

Fordi jeg ikke stolede på en interesse, der ikke straks greb efter mig.

Samme aften gik jeg med en anden mand.

Han havde talt med mig i mindre end en halv time.

Sagt, at mine ben var smukke.

Købt flere drinks.

Han gav mig den hurtige følelse.

Anders tilbød muligvis noget langsommere.

Jeg valgte det hurtige.

Manden ringede ikke.

Anders så jeg aldrig igen.

Jeg ved ikke, om han kunne være blevet vigtig.

Måske ikke.

Jeg romantiserer ham ikke i dag.

Men han repræsenterede noget, jeg endnu ikke kunne tage imod:

En mand, der ikke forsøgte at bruge mig med det samme.

Jeg havde lært at måle min værdi på mændenes hast.

Jo hurtigere de ville have mig, desto mere ønsket følte jeg mig.

Jeg forstod ikke, at hastigheden ofte sagde mere om deres intention end om min værdi.

En enkelt nat blev derfor lettere at gentage.

Jeg kendte trinene.

Gøre mig klar.

Drikke.

Finde et blik.

Gå tættere på.

Lade ham tro, jeg ikke forventede noget.

Følge med.

Stå op.

Gå først eller blive sendt af sted.

Fortælle veninderne, at aftenen havde været sjov.

Det var en struktur uden de store overraskelser.

Kærligheden var det ukendte.

Den krævede, at jeg viste noget ægte.

Sagde, hvad jeg ønskede.

Risikerede at blive afvist som hele mennesket.

I de korte møder kunne jeg lade, som om kun kroppen blev afvist bagefter.

Det gjorde stadig ondt.

Men det føltes mindre farligt end at lade nogen se hele mig og derefter gå.

Jeg beskyttede mig derfor mod den store afvisning ved at gentage de små.

Mange små afvisninger.

Så mange, at de til sidst begyndte at føles normale.

Veninderne holdt efterhånden op med at spørge, om en ny mand kunne blive til noget.

De spurgte kun:

“Var han sød?”

“Var aftenen god?”

“Ser du ham igen?”

Til det sidste svarede jeg ofte:

“Det tror jeg ikke.”

Jeg sagde det, før mændene fik chancen.

“Det var heller ikke meningen.”

Nogle af kvinderne troede på mig.

Andre gjorde ikke.

Inge spurgte en aften:

“Hvornår holdt du op med at ville have en kæreste?”

Jeg stod foran spejlet på et dametoilet og lagde mere læbestift på.

“Det har jeg aldrig sagt, jeg ville.”

“Jo.”

“Hvornår?”

“Da vi var yngre.”

“Man bliver klogere.”

Hun stod ved siden af mig.

“Er det det, du er blevet?”

Jeg så på hende gennem spejlet.

“Ja.”

Det var en løgn.

Jeg var ikke blevet klogere.

Jeg var blevet bedre til at leve med det, der gjorde mig ulykkelig.

“Du må gerne ønske mere,” sagde hun.

Jeg satte låget på læbestiften.

“Og hvis jeg ikke gør?”

“Så gør du ikke.”

Hun pressede mig ikke.

Jeg ønskede, hun havde gjort det.

Samtidig ville jeg have hadet hende for det.

Jeg gik tilbage til festen.

Der stod en mand ved baren.

Han så på mig.

Ikke længe.

Bare nok.

Jeg så tilbage.

Det krævede næsten intet længere.

Et blik kunne sætte hele den velkendte bevægelse i gang.

Han købte en drink.

Spurgte, om jeg var fri.

“Ja,” sagde jeg.

Jeg mente uden kæreste.

Han hørte tilgængelig.

Begge dele var sande.

Senere spurgte han, om jeg ville med.

Jeg vidste, at han sandsynligvis ikke ringede bagefter.

Jeg vidste, at morgenen kunne blive ensom.

Jeg vidste, at hans interesse ikke nødvendigvis handlede om andet end kroppen og timen.

Alligevel sagde jeg ja.

For en nat var noget.

Den havde varme.

Berøring.

En stemme tæt ved øret.

Et menneske, der i nogle timer ikke overså mig.

Håbet om kærlighed var blevet mere smertefuldt end gentagelsen.

Derfor valgte jeg gentagelsen.

Ikke med glæde.

Med resignation forklædt som frihed.

Jeg begyndte ikke længere aftenen med tanken:

Måske bliver han den rigtige.

Jeg tænkte:

Måske slipper jeg for at være alene i nat.

Det var en mindre drøm.

Og en, mændene lettere kunne opfylde.

Problemet var bare, at ensomheden næsten altid ventede om morgenen.

Den sad på sengekanten, mens jeg tog tøjet på.

Gik med mig ned ad trappen.

Satte sig ved siden af mig i bussen.

Fulgte mig hjem.

Jeg kunne ikke drikke den væk for altid.

Jeg kunne kun udsætte den til næste dags lys.

Efterhånden blev mine uger opdelt af aftener, jeg knap kunne skelne fra hinanden.

Mandag kunne jeg love mig selv at holde op.

Fredag gjorde jeg mig klar igen.

Lørdag vågnede jeg et fremmed sted.

Søndag tænkte jeg på, hvad der var galt med mig.

Så begyndte ugen forfra.

Jeg var ikke længere sikker på, at der fandtes en mand, som virkelig ønskede at kende mig.

Men jeg var heller ikke klar til helt at opgive tanken.

Derfor levede jeg midt imellem.

Jeg søgte kærlighed i hemmelighed.

Og accepterede én nat offentligt.

Jeg lod, som om det korte var mit valg.

Mens hver ny morgen stillede det samme spørgsmål:

Hvorfor var jeg altid god nok til at blive taget med hjem, men aldrig den, nogen kom tilbage efter?

Da jeg var på vej til at opgive, at nogen kunne vælge mig

Der kom en periode, hvor jeg næsten holdt op med at skelne mellem mændene.

Ikke helt.

De havde forskellige ansigter.

Forskellige stemmer.

Nogle var høje.

Andre lave.

Nogle talte hele aftenen.

Andre sagde næsten ingenting.

Nogle var gifte.

Andre sagde, de var frie.

Nogle var venlige om natten.

Andre havde travlt fra begyndelsen.

Men når jeg ser tilbage, flyder de sammen.

Ikke fordi de var ens som mennesker.

Fordi min rolle efterhånden blev den samme.

Jeg var kvinden, der sagde ja, når nogen viste interesse.

Ikke nødvendigvis med det samme.

Ikke uden tøven.

Men lettere og lettere.

Et blik kunne være nok.

En drink.

En hånd på ryggen.

En mand, der lænede sig tættere på og sagde:

“Du ser ensom ud.”

Jeg kunne svare:

“Det er jeg ikke.”

Men kroppen vidste bedre.

Jeg var ensom.

Så ensom, at selv overfladisk interesse kunne føles som en redning.

Det var ikke længere vigtigt, om manden virkede som én, jeg kunne bygge noget med.

Jeg var begyndt at opgive tanken om at bygge.

Jeg ville bare i nogle timer mærke, at nogen havde brug for mig.

Det var et ord, jeg brugte inde i mig selv.

Brug for.

Det lød varmere end sandheden.

En mand kunne have lyst til min krop.

Ønske selskab.

Være beruset.

Ikke ville gå hjem alene.

Jeg oversatte det til:

Han har brug for mig.

Så føltes det mindre tomt.

Det gjorde mig nødvendig.

Ikke elsket.

Ikke valgt.

Men nødvendig i nogle timer.

Jeg begyndte at leve af den forskel.

En aften sad jeg alene ved et bord på et værtshus.

De andre kvinder var gået hjem.

Inge med Poul.

Karen med Niels.

Ruth skulle tidligt op med sin forlovede.

De havde stået i garderoben med armene omkring deres mænd.

Talt om morgenmad.

Om hvem der skulle køre.

Om en fødselsdag dagen efter.

Jeg havde sagt, at jeg ville blive lidt endnu.

“Kom nu med hjem,” sagde Inge.

“Jeg er ikke træt.”

“Du ser træt ud.”

“Det er jeg ikke.”

Hun så på mig på den måde, jeg efterhånden hadede.

Ikke dømmende.

Bekymret.

“Du behøver ikke finde nogen.”

“Jeg leder heller ikke.”

Det var løgn.

Jeg ledte altid.

Ikke nødvendigvis efter en kæreste længere.

Efter et menneske, der kunne udfylde resten af natten.

Da de var gået, sad jeg med et glas spiritus og så på døren.

Hver gang en mand kom ind, vurderede jeg ikke først, om jeg kunne lide ham.

Jeg vurderede, om han kunne finde på at tale med mig.

Det var blevet målet.

Ikke min egen lyst.

Hans mulige interesse.

En mand satte sig ved bordet ved siden af.

Han var ældre.

Havde røde kinder og et ansigt, der bar mange års alkohol.

Han kiggede på mig flere gange.

Jeg kiggede tilbage.

Ikke fordi jeg følte mig draget af ham.

Fordi jeg var bange for, at ingen andre gjorde det.

Til sidst løftede han glasset.

“Skål.”

“Skål.”

“Sidder du alene?”

“Ja.”

“Frivilligt?”

Jeg smilede.

“Selvfølgelig.”

Han flyttede over til mit bord uden at spørge.

Hans navn var Harald.

Eller Helge.

Jeg er ikke sikker.

Han lugtede af øl og cigaretter.

Talte om sin tidligere kone.

Hun havde forladt ham.

Hun havde været urimelig.

Hun havde taget børnene.

Hun havde ødelagt hans liv.

Jeg lyttede.

Det gjorde jeg ofte.

Mændene kunne tale om kvinder, de havde elsket eller hadet, mens de knap stillede mig ét spørgsmål.

Jeg sad og tog imod deres historier.

Deres vrede.

Deres ensomhed.

Deres lyst.

Jeg blev et sted, de kunne lægge noget fra sig.

Harald eller Helge spurgte først efter lang tid:

“Hvad med dig?”

“Hvad med mig?”

“Har du en mand?”

“Nej.”

“Hvorfor ikke?”

Jeg trak på skuldrene.

“Sådan blev det bare.”

Han så på mig.

“Du ser da godt nok ud.”

Jeg mærkede den gamle varme.

Selv fra ham.

Selv efter alt.

Et kompliment kunne stadig nå mig.

Ikke fordi jeg stolede på det.

Fordi jeg havde brug for det.

“Tak.”

“Du burde ikke sidde alene.”

“Det gør jeg heller ikke nu.”

Han smilede.

“Nej.”

Vi drak mere.

Jeg kendte allerede slutningen, før vi rejste os.

Det var næsten det værste.

Jeg vidste, at han ikke blev min kæreste.

Jeg vidste, at han sandsynligvis ikke ringede.

Jeg vidste, at jeg næste morgen kunne stå i et fremmed rum og ønske, jeg var gået hjem alene.

Alligevel gik jeg med.

Ikke på grund af håb.

På grund af resignation.

Jeg var begyndt at tænke, at dette måske var min rolle.

Nogle kvinder blev elsket.

Nogle fik ringen.

Den faste hånd.

Manden, der ventede.

Andre blev den kvinde, mænd brugte, når de var ensomme, fulde eller utilfredse.

Måske var jeg bare én af dem.

Tanken gjorde ondt.

Men den gjorde også noget lettere.

Hvis det var min rolle, behøvede jeg ikke blive overrasket hver gang.

Jeg behøvede ikke vente ved telefonen.

Ikke forestille mig søndagsture.

Ikke spørge, hvorfor han valgte en anden.

Jeg kunne bare acceptere det.

Natten.

Manden.

Morgenen.

Slutningen.

Harald boede på et værelse over et værksted.

Det var lille.

Der stod en seng, en stol og et bord med flasker.

Han havde et billede af to børn på kommoden.

Jeg spurgte:

“Er det dine?”

“Ja.”

“Ser du dem?”

“Ikke nok.”

Han tog billedet op.

Talte om dem.

Stemmen blev blødere.

Jeg så på hans ansigt.

Det var ofte det, jeg gjorde.

Jeg studerede mændenes ansigter.

Ikke kun før.

Også når de var tæt på mig.

Jeg så efter tegn.

Betød jeg noget?

Var jeg kun en krop?

Var der ømhed?

Var der bare behov?

Jeg kunne ligge stille og se op på en mand, mens han tog det, han var kommet for.

Ikke passivt i den betydning, at jeg ikke havde sagt ja.

Jeg havde sagt ja.

Men jeg var ofte et andet sted indeni.

Jeg så på hans ansigt.

Forsøgte at forstå, hvem jeg var for ham.

En smuk kvinde?

En nem kvinde?

Et menneske?

En løsning på hans ensomhed?

Nogle mænd lukkede øjnene.

Så kunne jeg slet ikke finde mig selv i deres blik.

Andre så på mig, men uden at være nysgerrige.

De så kroppen.

Ikke spørsmålet bag den.

Harald sagde:

“Du er god.”

Det var ikke kærlighed.

Ikke engang nødvendigvis et kompliment til mig som menneske.

Men jeg tog imod det.

God.

Jeg kunne være god til noget.

God for ham i øjeblikket.

God nok til, at han havde brug for mig.

Jeg havde efterhånden sænket værdien af ordene så meget, at næsten alt kunne bruges.

Når det var slut, lagde han sig på ryggen.

Sagde ingenting.

Jeg lå ved siden af og så på loftet.

Der var en revne i pudset.

Jeg følte mig forkert.

Ikke moralsk i den enkle forstand.

Mere grundlæggende.

Som om andre kvinder var blevet født med en viden, jeg manglede.

De vidste, hvordan man blev holdt af.

Hvordan man sagde nej.

Hvordan man ventede på noget bedre uden at gå i stykker af ventetiden.

Jeg vidste kun, hvordan man gjorde sig tilgængelig.

Hvordan man lå stille, når man ikke længere vidste, hvad man selv ønskede.

Hvordan man fandt tilfredshed i, at nogen havde haft brug for én.

Selv når behovet sluttede, så snart han vendte sig om.

“Skal du sove?” spurgte Harald.

“Ja.”

“Godt.”

Han slukkede lyset.

Næste morgen kunne han ikke huske, hvad jeg lavede.

Han havde spurgt aftenen før.

Jeg havde fortalt det.

Nu spurgte han igen.

“Hvad var det nu, du arbejdede med?”

Jeg svarede.

“Nå ja.”

Han nikkede.

Som om oplysningen ikke havde nogen vægt.

Han lavede kaffe.

Denne gang fik jeg en kop.

Jeg følte næsten taknemmelighed.

Det var sådan mine mål var blevet flyttet.

En kop kaffe kunne få en mand til at virke ordentlig.

At han spurgte mit navn om morgenen kunne føles som omsorg.

At han ikke skyndte mig ud med det samme kunne ligne respekt.

“Skal vi ses igen?” spurgte han.

Jeg blev overrasket.

“Vil du det?”

“Ja, hvorfor ikke?”

Ordene indeholdt ikke længsel.

Bare mulighed.

Hvorfor ikke?

Det var måske også sådan han havde tænkt aftenen før.

Hvorfor ikke tage hende med?

Hvorfor ikke bruge hinandens ensomhed?

Jeg burde have mærket, at spørgsmålet ikke var:

“Hvordan kan jeg lære dig at kende?”

Men:

“Kan vi gentage det samme?”

Alligevel steg håbet lidt.

Det gamle håb var ikke helt dødt.

“Du kan få mit nummer.”

Han skrev det ned.

Jeg gik hjem.

Han ringede faktisk.

Tre dage senere.

Sent.

“Er du vågen?”

“Ja.”

“Kan du komme?”

Ikke:

“Hvordan har du det?”

Ikke:

“Skal vi spise sammen?”

Bare:

“Kan du komme?”

Jeg vidste, hvad jeg var for ham.

Alligevel tog jeg af sted.

For selv en gentagelse kunne føles som en form for valg.

Han havde ringet til mig.

Ikke en anden.

Det fortalte jeg mig selv.

Jeg kom flere gange.

Altid sent.

Aldrig til middag.

Aldrig når børnene måske var der.

Aldrig ud i byen.

Han ringede, når han havde drukket.

Når han var alene.

Når han havde brug for kroppen, selskabet eller begge dele.

Jeg sagde ja, fordi jeg fik noget ud af det.

Det er vigtigt at sige.

Jeg var ikke uden egne behov.

Jeg nød berøringen nogle gange.

At slippe for at være alene.

At høre en mand sige mit navn.

At blive trukket ind til en varm krop.

Men nydelsen og udnyttelsen kunne eksistere samtidig.

Det ene fjernede ikke det andet.

Jeg kunne nyde, at nogen havde brug for mig.

Og stadig føle mig uværdig bagefter.

Jeg kunne gå frivilligt.

Og stadig ønske, at manden havde tilbudt mere.

Jeg kunne sige ja.

Og stadig være fortvivlet over, at det eneste, han spurgte efter, var min tilgængelighed.

Efter nogle uger ringede Harald ikke længere.

Ingen forklaring.

Ingen afslutning.

Telefonen blev bare tavs.

Jeg ringede ikke til ham.

Jeg havde ikke hans nummer.

Det var sådan forbindelserne ofte var indrettet.

Mændene kunne finde mig.

Jeg kunne ikke finde dem.

Jeg ventede nogle nætter.

Sad med lyset slukket og lyttede efter telefonen.

Så kom en anden mand.

Ikke fordi jeg havde glemt Harald.

Fordi den nye interesse kunne dække stilheden.

En mand ved navn Jørgen talte med mig til en fest.

Han var yngre end Harald.

Bedre klædt.

Mere høflig.

Han sagde, at han var imponeret over, hvor let jeg var at tale med.

Jeg følte mig set.

Senere forstod jeg, at let også kunne betyde, at jeg ikke stillede krav.

At jeg lyttede mere, end jeg talte.

At jeg hurtigt accepterede hans præmisser.

Jørgen ville ikke have en kæreste.

Det sagde han direkte.

“Jeg er lige kommet ud af noget.”

“Det er fint.”

“Jeg vil ikke love noget.”

“Det behøver du heller ikke.”

Jeg sagde det uden kamp.

Det gjorde ham varm.

“Du er anderledes.”

Det havde jeg hørt før.

Denne gang tænkte jeg:

Ja. Jeg er anderledes. Jeg er hende, der ikke kræver noget.

Jeg var næsten stolt af det.

Det var lettere at være særlig på den måde end at indrømme, at jeg var bange for at bede om det, jeg ønskede.

Vi gik sammen.

Da vi var alene, så jeg igen på hans ansigt.

Jeg gjorde det næsten uden at vide det.

Studerede ham.

Hans øjne.

Munden.

Om han så glad ud.

Om han virkede øm.

Om han havde brug for mig.

Hvis en mand så tilfreds ud, kunne jeg føle en form for ro.

Jeg havde gjort noget rigtigt.

Jeg havde været nødvendig.

Jeg havde givet ham det, han søgte.

Det var måske nok.

Det måtte være nok.

For jeg kendte ikke længere nogen sikker vej til mere.

Jørgen kyssede mig bagefter.

Det gjorde ikke alle.

“Du er dejlig,” sagde han.

Jeg mærkede tårerne presse sig på.

Ikke fordi øjeblikket var smukt.

Fordi jeg var så sulten efter et venligt ord, at det gjorde ondt at få det.

“Hvad er der?” spurgte han.

“Ingenting.”

“Du ser ked ud.”

“Jeg er bare træt.”

Han lod svaret stå.

Næste morgen sagde han:

“Du vidste godt, at jeg ikke ville noget fast.”

“Ja.”

“Godt.”

Han var lettet.

Jeg smilede.

Gjorde det nemt.

Det var blevet min særlige evne.

At gøre mændenes afgang nem.

Jeg kunne tage tøjet på uden spørgsmål.

Sige tak for i går.

Gå.

Ikke ringe.

Ikke kræve forklaring.

De kunne huske mig som ukompliceret.

Fri.

Voksen.

Måske endda stærk.

Ingen så, at jeg sad i bussen og tænkte:

Måske er det sådan nogle kvinder bare skal være.

Nogle bliver koner.

Andre bliver kærester.

Nogle får børn, hjem og mænd, der kender deres humør om morgenen.

Andre bliver brugt til nætter, pauser og hemmeligheder.

Måske var jeg bare blevet placeret i den anden gruppe.

Ikke af én bestemt mand.

Af livet.

Sådan begyndte jeg at tænke.

Det var lettere end at tro, at jeg hele tiden gjorde noget forkert.

Hvis det var min rolle, kunne jeg holde op med at kæmpe imod.

Jeg kunne lade mændene komme.

Lade dem få det, de havde brug for.

Nyde de øjeblikke, hvor deres blik var rettet mod mig.

Ikke spørge, hvad der skete bagefter.

Ikke forvente en plads.

Bare være der.

Jeg sagde til mig selv, at det var en form for generøsitet.

At jeg gav noget.

At mændene måske også var ensomme.

At vi brugte hinanden.

Men sandheden var ikke helt lige.

De fleste af dem fik det, de kom efter.

Jeg blev ved med at håbe på noget, jeg ikke længere turde nævne.

Jeg begyndte også at opsøge steder, hvor forventningerne var lave.

Værtshuse sent på natten.

Fester, hvor næsten alle var fulde.

Efterfester hos mennesker, jeg knap kendte.

Mænd, der allerede i første samtale gjorde det klart, at de ikke ledte efter noget fast.

Det var på en måde tryggere.

De kunne ikke skuffe et løfte, de aldrig havde givet.

Men de kunne stadig få mig til at føle mig værdiløs.

En aften tog jeg med en mand, der næsten ikke havde talt til mig.

Han havde mest set.

Stået ved baren.

Fyldt mit glas.

Lagt hånden på min ryg.

“Skal vi gå?”

Jeg spurgte ikke, hvad han hed til efternavn.

Ikke om han var fri.

Ikke hvad han ønskede.

Jeg kendte svarene godt nok.

Han ville have natten.

Jeg ville have følelsen af, at nogen havde valgt mig til noget.

Det var den tavse aftale.

Hos ham var der ingen billeder.

Ingen bøger.

Næsten intet personligt.

Det passede til mødet.

Han ville ikke vide, hvem jeg var.

Jeg behøvede ikke vide, hvem han var.

Alligevel lå jeg igen og så på hans ansigt.

Jeg kunne ikke lade være.

Selv når jeg havde opgivet kærligheden, ledte jeg efter et tegn på menneskelig betydning.

Måden han så på mig.

Om han sagde mit navn.

Om han holdt om mig bagefter.

Han gjorde ingen af delene.

Da han var færdig, gik han ud på badeværelset.

Jeg lå alene.

Så på døren.

Følte mig som en genstand, der stadig befandt sig i rummet, fordi ingen endnu havde fjernet den.

Da han kom tilbage, sagde han:

“Du kan godt blive og sove.”

Det lød næsten venligt.

Ikke:

“Jeg vil gerne have, du bliver.”

Kun tilladelsen.

Jeg kunne blive, fordi det ikke generede ham.

“Tak,” sagde jeg.

Jeg takkede ham.

Det skammer jeg mig næsten mest over.

Ikke fordi han havde gjort noget voldeligt.

Det havde han ikke.

Jeg havde sagt ja.

Men fordi min egen værdi var blevet så lille i mine øjne, at jeg kunne føle taknemmelighed over ikke at blive sendt ud med det samme.

Jeg sov næsten ikke.

Ved siden af mig lå en mand, jeg knap kendte.

Jeg lyttede til hans vejrtrækning.

Tænkte på de andre kvinder.

Inge ved siden af Poul.

Ruth og hendes forlovede.

Karen og Niels.

Måske lå de også vågne nogle nætter.

Måske var deres forhold ikke perfekte.

Men de kendte mandens ansigt om morgenen.

De kendte hans familie.

Hans dårlige vaner.

Hans bekymringer.

De havde ret til at spørge:

“Hvor var du?”

“Hvad tænker du på?”

“Elsker du mig stadig?”

Jeg havde ingen rettigheder.

Kun adgang.

Et fremmed værelse.

En nat.

En krop tæt på.

Så ud.

Manden sov videre.

Jeg stod op tidligt.

Tog tøjet på i mørket.

Ved døren vendte jeg mig om.

Han vågnede ikke.

Jeg kunne være gået uden nogensinde at have eksisteret i hans liv.

Måske var det sådan, jeg følte det.

Som om jeg kun fandtes, mens mændene brugte mig.

Når behovet var væk, blev jeg gennemsigtig igen.

På vej hjem begyndte jeg for første gang for alvor at tænke, at jeg måske skulle opgive tanken om en kæreste.

Ikke tage en pause.

Ikke vente på den rigtige.

Opgive.

Nogle mennesker fik kærlighed.

Andre gjorde ikke.

Måske havde jeg jagtet noget, der aldrig var tiltænkt mig.

Måske var mit liv bare dette.

Mænd, der kom og gik.

Aftener med spiritus.

Fremmede lofter.

Taxaer og busser i morgenlys.

Veninder, der viste ringe frem.

Og mig, der sagde:

“Jeg vil heller ikke bindes.”

Jeg begyndte at øve mig på tanken.

At jeg kunne leve uden at blive valgt for alvor.

At jeg kunne tage imod det korte.

Være glad, når nogen havde brug for mig.

Ikke forvente mere.

Det virkede næsten fredeligt.

Men det var ikke fred.

Det var opgivelse.

Jeg var ikke blevet fri af længslen.

Jeg var bare begyndt at tro, at jeg ikke fortjente at få den opfyldt.

Det eneste jeg kunne bruges til, det eneste mændene ville med mig, det eneste værdifulde jeg ejede, var det jeg kunne give til de, som lige havde brug for en som mig.

Mere var jeg ikke værd.

Ikke med, at jeg fandt mig selv.

Ikke med en stærk beslutning om at kræve respekt.

Men med en ung kvinde, der næsten havde accepteret, at hendes krop var det eneste, mændene havde brug for, og at hendes opgave var at være tilgængelig, taknemmelig og let at forlade.

Jeg følte mig forkert.

Brugt.

Ikke særlig værdifuld.

Og alligevel nød jeg de øjeblikke, hvor nogen havde brug for mig.

Det var det tætteste, jeg kendte på betydning.

Jeg havde næsten opgivet håbet om, at en mand nogensinde ville se hele mig og blive.

Det var netop dér, da jeg ikke længere forventede noget, at jeg mødte den første mand, som ikke straks forsøgte at tage.

Han talte med mig.

Ventede.

Kom tilbage.

Og for første gang i mit liv stod jeg over for noget, jeg næsten ikke længere kunne genkende:

En mand, der så mere i mig end det, han kunne få.

---

Læs også: Næste kapitel: Bente’s liv 2 (udkommer 23/7-2026)