Kroppen efter børnene
Af: @bentes-liv
Efter børnene begyndte jeg at se min krop i brudstykker. Ikke som den krop, Erik rørte ved med kærlighed, men som en samling spor, jeg hele tiden målte mod andre kvinders glattere hud og lettere bevægelser.
Hjemmet kunne være stille på den særlige måde, hvor alt var trygt, og alligevel kunne jeg stå foran spejlet og føle mig forladt af min egen ungdom.
Min krop havde båret børn.
Det kunne ses.
Ikke kun hvis man kendte mig godt.
Ikke kun i et bestemt lys.
Sporene var tydelige.
Maven var blødere end før.
Huden havde striber, der løb hen over den som lyse, uregelmæssige veje.
Nogle var brede.
Andre så ud som fine revner i en overflade, der engang havde været glat.
Når jeg stod oprejst, kunne jeg nogle dage næsten acceptere den.
Når jeg satte mig, foldede huden sig.
Så kom blikket.
Mit eget.
Hårdt.
Undersøgende.
Som om kroppen var et stykke arbejde, der ikke var blevet gjort ordentligt færdigt.
Mine lår havde forandret sig.
Ballernes form var ikke den samme.
Fødderne var blevet bredere.
Nogle af de sko, jeg engang havde danset i en hel nat, kunne jeg ikke længere få på.
Det lyder måske mærkeligt, at fødderne betød så meget.
Men for mig blev de endnu et bevis på, at intet helt vendte tilbage.
Ikke engang de dele af kroppen, man ikke forestiller sig, at børn forandrer.
Jeg stod ofte foran spejlet, når ingen så det.
Ikke et hurtigt blik.
Længe.
Jeg trak blusen op.
Vendte mig til siden.
Spændte maven.
Slappede af igen.
Løftede brysterne med hænderne og forestillede mig, hvordan de havde siddet før børnene.
Drejede kroppen.
Så bagud over skulderen.
Jeg vurderede mig selv fra vinkler, ingen andre normalt ville se mig fra.
Det var ikke kun forfængelighed.
Det var næsten et forhør.
Hvad er der tilbage?
Hvad ser en mand?
Er det stadig en kvindekrop?
Eller kun en mors?
Jeg vidste godt, hvad Erik så.
Han lagde ikke skjul på det.
Hans lyst til mig var tydelig.
Nogle gange næsten mere intens end før børnene.
Han kunne komme ind i soveværelset, mens jeg stod halvt påklædt.
Standse.
Se på mig.
Ikke høfligt.
Med lyst.
“Hvad?” kunne jeg spørge.
“Ikke noget.”
“Du stirrer.”
“Ja.”
“Hvorfor?”
“Fordi jeg har en meget smuk kone.”
Jeg kunne rulle med øjnene.
Sige, at han var tosset.
At han burde få synet undersøgt.
Så kom han hen.
Lagde hænderne på mine hofter.
Kyssede mig.
Og kroppen troede på ham.
Det gjorde den næsten altid, når han rørte mig.
Mine tanker kunne protestere.
Men huden kendte hans hænder.
Jeg kunne mærke hans lyst.
Hans nærvær.
Måden han ønskede hele mig på.
Ikke bare den gamle krop.
Den, jeg var blevet.
Jeg manglede ikke bekræftelse fra Erik.
Det er vigtigt at gentage.
Han svigtede mig ikke dér.
Han var ikke en mand, der efter børnene mistede interessen for sin kone og derefter kun så hende som mor.
Han så mig som begge dele.
Nogle gange tog han mig om livet, mens børnene sad i det næste rum.
“Hvad laver du?” hviskede jeg.
“Holder om min kone.”
“De kan komme ind.”
“Så slipper jeg.”
“Erik.”
“Hvad?”
Hans hånd gled lidt længere ned.
Jeg kunne mærke lysten vågne.
Han smilede, fordi han mærkede det.
“Du er umulig,” sagde jeg.
“Du kan lide mig.”
“Desværre.”
“Meget.”
Jeg kyssede ham.
Det var ikke mangel på begær i vores ægteskab, der fik mig til at stå foran spejlet.
Det var forskellen mellem at blive begæret af den mand, der elskede mig, og at forestille sig, hvordan kroppen blev vurderet af dem, der ikke gjorde.
Den forskel begyndte at optage mig.
Erik kendte historien.
Han havde set maven vokse.
Mærket børnene sparke.
Stået ved siden af mig under fødslerne.
Set kroppen bagefter.
Han forbandt sporene med noget, han elskede.
Hvad ville en fremmed mand forbinde dem med?
Ville han se en kvinde?
Eller tænke:
Hun har født.
Hun er ikke ung længere.
Der findes strammere kroppe.
Glattere hud.
Kvinder uden mærker.
Jeg skammede mig over tankerne.
Ikke kun fordi de var overfladiske.
Fordi jeg havde børn, der var skabt gennem de forandringer, jeg nu kritiserede.
Jeg kunne se på dem og føle en næsten overvældende kærlighed.
Så gå ud på badeværelset og trække i huden omkring maven med utilfredshed.
Det føltes som utaknemmelighed.
Som om jeg ønskede børnene uden at ville bære beviserne på dem.
Men kroppen er ikke et moralsk regnestykke.
Man kan elske det, den har skabt, og stadig sørge over det, man mistede undervejs.
Det forstod jeg ikke dengang.
Jeg gjorde skammen større ved at fortælle mig selv, at jeg ikke måtte føle den.
Derfor talte jeg ikke ærligt om den.
Ikke med Erik.
Han vidste, at jeg var usikker.
Men ikke hvor meget af usikkerheden allerede var rettet mod andre mænds mulige blik.
Når jeg sagde, at jeg ønskede min gamle krop tilbage, troede han, det handlede om mig.
Om at jeg savnede at føle mig fysisk stærk.
At passe tøjet.
Genkende mig selv.
Det handlede også om det.
Men ikke kun.
Jeg ønskede ikke bare at se mig i spejlet og være tilfreds.
Jeg ønskede at gå ind i et rum og vide, at mændene så mig.
Det var det, jeg havde svært ved at indrømme.
Jeg begyndte med små ændringer.
Mindre portioner.
Længere gåture.
Øvelser på stuegulvet, når børnene sov.
Jeg købte et blad med træningsøvelser og gemte det under nogle andre papirer.
Ikke fordi træning var hemmelig.
Fordi billederne af kvinderne i bladet gjorde mig flov.
Smalle taljer.
Faste lår.
Flade maver.
Kvinder, hvis kroppe så ud, som om de aldrig havde båret noget tungere end deres eget begær.
Jeg lagde mig på gulvet.
Forsøgte at følge øvelserne.
Maven sitrede.
Ryggen gjorde ondt.
Jeg stoppede.
Begyndte igen dagen efter.
Erik kom en aften ind, mens jeg lå på ryggen og løftede benene.
“Hvad laver du?”
“Træner.”
“Det kan jeg se.”
“Så hvorfor spørger du?”
“Fordi du ser ud, som om du lider.”
“Det er meningen.”
“Det lyder usundt.”
Jeg satte mig op.
“Du forstår det ikke.”
“Hvad skal jeg forstå?”
“At jeg gerne vil i form.”
“Okay.”
Han stod i døren.
“Skal jeg tage børnene i morgen, så du kan gå en tur alene?”
“Jeg kan godt træne her.”
“Ja.”
Han smilede.
“Det kan jeg se.”
Jeg kastede en pude efter ham.
Han greb den.
Kom hen.
Satte sig ved siden af mig.
“Hvad vil du opnå?”
“Se bedre ud.”
“Du ser godt ud.”
“Ikke for dig.”
Ordene kom ud, før jeg tænkte.
Erik blev stille.
“Hvad betyder det?”
Jeg mærkede straks panikken.
“Ikke sådan.”
“Hvordan så?”
“Jeg mener, at du altid siger, jeg ser godt ud.”
“Fordi jeg synes det.”
“Ja, men du er ikke objektiv.”
Han så på mig.
“Skal jeg være det?”
“Nej.”
Jeg tog bladet.
Foldede det sammen.
“Jeg vil bare gerne selv være tilfreds.”
Det var en halv sandhed.
Jeg ville se godt ud for alle de mænd der ville se på mig.
Erik lod mig beholde den.
“Så hjælper jeg gerne,” sagde han.
“Du skal ikke gøre noget.”
“Jeg kan tage børnene.”
“Det behøver du ikke.”
“Det gør jeg gerne.”
Han rørte min fod.
“Så kan du måske også få dine gamle sko på igen.”
Jeg trak foden til mig.
“Det er ikke sjovt.”
“Det var ikke ondt ment.”
“Du synes også, de er blevet store.”
Erik blinkede.
“Jeg tror, jeg går igen.”
Jeg begyndte at le, selv om jeg var irriteret.
Han kyssede mig.
“Du er dejlig.”
“Med store fødder?”
“Især.”
Han fik mig til at smile.
Det kunne han.
Erik kyssede min fod. Derefter min ankel, mit lår, mine bryster, halsen og min mund.
Erik skubbede mig på ned på sengen.
Efter meget kort tid kom jeg og jeg tror jeg kom en gang mere, inden jeg mærkede Erik’s varme dybt inde i mig.
Jeg elskede den følelse.
Komme, og mærke varmen brede sig dybt inde i mig.
Men da han var gået, tog jeg skoene frem.
Prøvede dem igen.
De klemte.
Jeg pressede foden længere ned.
Som om viljen kunne gøre knoglerne smallere.
Til sidst satte jeg dem tilbage.
Jeg følte mig næsten besejret af mine egne fødder.
Det var ikke rationelt.
Men usikkerhed er sjældent rationel.
Den leder efter beviser.
Hvis skoene ikke passede, var kroppen forandret.
Hvis kroppen var forandret, måtte mænd se det.
Hvis mænd så det, kunne de måske ikke længere ønske mig.
Erik ønskede mig.
Det vidste jeg.
Men i mine tanker blev hans lyst en særlig kategori.
Hans.
Farvet af kærlighed.
Historie.
Loyalitet.
Jeg begyndte at ønske en vurdering uden alt det.
En fremmed dom.
Det var dér, faren lå.
Ikke i ønsket om at være sund.
Ikke i at træne eller købe nyt tøj.
I behovet for, at andre skulle afgøre, om arbejdet lykkedes.
Jeg begyndte at lægge mere mærke til mænd i hverdagen.
I supermarkedet.
På gaden.
Ved børnenes institution.
På arbejdet.
Ikke hvem de var.
Om de så.
En mand kunne stå ved en hylde og lade blikket glide over mig.
Jeg registrerede det øjeblikkeligt.
Blev stående og poserede.
Skubbede brysterne lidt frem og numsen bagud.
Det gav mig selvværd, hvis han stadig kiggede på mig.
Men nogle gange turde jeg ikke kigge.
Så jeg vidste ikke altid om de så, at jeg gjorde mig umage.
Umage for dem, så de kunne se mig.
Min usikkerhed irriterede mig.
Jeg havde behov for at vide det.
Holdt jeg ikke fokus, vidste jeg ikke om jeg gjorde det godt nok.
Ikke altid med sikkerhed.
Nogle gange havde han sikkert bare set i min retning.
Men jeg analyserede det.
Var det brysterne?
Ansigtet?
Benene?
Så han mig som kvinde eller bare som endnu et menneske i butikken?
Havde han lyst til at benytte min krop og som en attraktiv kvinde?
Hvis han kiggede en ekstra gang, blev dagen lettere.
Hvis ingen gjorde, kunne jeg komme hjem mere kritisk over for kroppen.
Det gav fremmede mænd en magt, de ikke vidste, de havde.
De kunne med et enkelt blik afgøre, hvordan jeg så mig selv den eftermiddag.
Det var den samme mekanisme som i ungdommen.
Bare skjult bag et ægteskab, børn og et pænt hjem.
Jeg troede, jeg havde forandret mig.
Men jeg begyndte igen at måle min værdi i mændenes opmærksomhed.
Først kun i tankerne.
En dag stod jeg ved et fodgængerfelt.
Jeg havde taget en kjole på, jeg ikke havde brugt længe.
Den sad strammere end før.
Jeg havde næsten taget den af igen.
Men Erik havde set mig i entreen.
“Den klæder dig.”
“Den er for stram.”
“Nej.”
“Man kan se maven.”
“Man kan se dig.”
Jeg havde beholdt den på.
Ved fodgængerfeltet stod en mand på den anden side.
Han så på mig.
Ikke et tilfældigt blik.
Han lod øjnene blive.
Jeg mærkede det med det samme.
Rettede mig lidt op.
Trak maven ind.
Da lyset skiftede, gik vi mod hinanden.
Han smilede.
“Flot kjole,” sagde han lavt, da vi passerede.
Jeg smilede tilbage.
“Tak.”
Vi gik videre.
Det var alt.
Men kroppen reagerede.
En varme.
En glæde, der var alt for stor i forhold til sætningen.
Jeg følte mig let.
Næsten ung.
Jeg tænkte:
Han kunne se maven.
Kjolen skjulte den ikke helt.
Alligevel havde han syntes, jeg var flot.
Jeg fandt vej til det første toilet. Ikke fordi jeg skulle tisse.
Jeg havde brug for at regulere mig.
Jeg så hans øjne kigge på mig med lyst, imens jeg på det beskidte og ildelugtende toilet forløste mig selv.
Jeg kunne ikke holde mig tilbage.
Jeg bar hans to ord med mig resten af vejen.
Flot kjole.
Han havde ikke engang sagt, at jeg var flot.
Men jeg gjorde sætningen større.
Da jeg kom hjem, stod Erik i køkkenet.
Han vendte sig.
“Der er du.”
Han kom hen.
Kyssede mig.
Lagde hænderne på mine hofter.
“Jeg har tænkt på den kjole hele dagen.”
Jeg mærkede hans lyst.
Tydelig.
Varm.
Kendt.
“Har du?” spurgte jeg.
“Ja.”
Han kyssede min hals.
Børnene var endnu ikke hjemme.
Vi havde lidt tid.
Erik trak mig tættere.
Min krop svarede ham straks.
Jeg ønskede ham.
Ikke den fremmede.
Ham havde jeg allerede næsten glemt som person.
Men komplimentet lå stadig i mig.
Jeg stod med min mands hænder på kroppen og nød samtidig, at en fremmed havde set mig.
De to ting burde ikke have været modstandere.
Et menneske må gerne blive glad for et kompliment.
Problemet var, at jeg begyndte at have brug for dem.
Erik førte mig ind i soveværelset.
Vi var langsomme først.
Jeg tænke på manden øjne, imens jeg forkælede Erik med mine læber og mund.
Så tog Erik over.
Hans hænder kendte mig.
Fandt roen og lysten.
Hans hænder, læber og tunge vidste lige præcis, hvordan han fik mig i ekstase.
Nogle gange i lang tid, som han vidste drev mig til vandvid.
Andre gange fik jeg lov, at komme med det samme, men så startde han forfra lige bagefter.
Sådan var det også denne gang.
Min krop skælvede og jeg kunne knap nok få vejret ved 3. orgasme.
Herefter elskede vi blidt og langsomt, indtil min krop gav efter og han kom i mig sekundet efter.
Sex med Erik kan ikke gøres bedre af nogen anden mand.
Jeg kom stærkt.
Lå bagefter med håndfladen mod hans hud.
Alt var godt.
Mere end godt.
“Du er langt væk,” sagde han pludselig.
Jeg så op.
“Nej.”
“Du smiler for dig selv.”
Jeg tænkte på manden ved fodgængerfeltet.
Kun et sekund.
“Jeg har det bare godt.”
Erik smilede.
“Det er jeg glad for.”
Han stolede på mig.
Der var endnu intet fysisk at mistænke.
Ingen flirt, jeg selv ville have kaldt flirt.
Ingen besked.
Ingen berøring.
Men jeg havde beholdt noget for mig selv.
Ikke mandens ord.
Betydningen.
Jeg kunne have sagt:
“En fremmed sagde, kjolen var flot, og jeg blev alt for glad.”
Erik ville måske have leet.
Måske sagt, at det var naturligt.
Måske spurgt, hvorfor hans blik betød så meget.
Den samtale kunne have åbnet noget.
Jeg valgte den ikke.
I stedet lå jeg tæt på ham og sagde:
“Der er ingenting.”
Den sætning begyndte langsomt at blive et rum, hvor uroen kunne vokse uden lys.
Fra den dag begyndte jeg bevidst at skjule ting for Erik.
Fra den dag begyndte min paralelle verden at tage form.
Jeg begyndte bevidst at holde til tilbage og skjult for Erik.
Ikke fordi han var jaloux, det har han aldrig været.
Jeg tror sågar, at han ville nyde synet af mig og en anden mand, hvis han vidste hvor højt jeg elskede ham.
Men jeg ville ikke blotte mig selv.
Jeg ville ikke fortælle om, hvem jeg var ved ,at blive dybt inde i mig selv.
Bente’s liv 3: Min jagt og mit fokus begynde at tage form
Jeg begyndte at have fokus på min krop.
Mere end hvad jeg burde.
Jeg spiste mindre, motinerede mere og kiggede mere i spejlet end før.
Jeg tabte mig lidt.
Ikke dramatisk.
Nok til, at tøjet sad anderledes.
Jeg købte nye bluser.
Lidt mere figursyede.
En nederdel, Erik syntes var smuk.
“Du ser glad ud i den,” sagde han.
“Det er jeg også.”
“Hvorfor?”
“Fordi den passer.”
“Det er en god egenskab for tøj.”
“Du forstår ingenting.”
Han lagde armene om mig.
“Jeg forstår, at du er smuk.”
Jeg kyssede ham.
Han var stolt af mig.
Ikke på en kontrollerende måde.
Han kunne lide, at jeg følte mig bedre tilpas.
Jeg kunne lide når fremmede mænd kigge på mig og det gav mig mere lyst til at fokusere på min krop.
Når vi gik ud sammen, så han på mig med den samme tydelige lyst.
Andre kunne se det.
“Erik kan ikke tage øjnene fra dig,” sagde Inge en aften.
Jeg smilede.
“Han er bare høflig.”
“Høflig?”
Hun lo.
“Det blik har ikke noget med høflighed at gøre.”
Jeg så over mod Erik.
Han talte med Poul.
Mødte mit blik.
Smilede.
Sommerfuglene kom.
Efter alle årene.
Det gjorde mig lykkelig.
Og alligevel lod jeg øjnene bevæge sig videre gennem lokalet.
Ikke bevidst først.
Som en gammel vane.
Så jeg nogen andre kigge?
En mand stod ved baren.
Han så i min retning.
Jeg kunne ikke vide, om det var på mig.
Jeg rettede lidt på håret.
Inge fulgte mit blik.
“Hvem ser du på?”
“Ingen.”
“Der er da nogen.”
“Jeg kiggede bare.”
Hun sagde ikke mere.
Jeg vendte opmærksomheden tilbage til Erik.
Men spørgsmålet var allerede kommet:
Så han mig?
Det var som en lille kløe.
En kløen som startede der, hvor Erik’s tunge altid fik mig til at miste pusten.
Ikke stærk nok til, at man kalder det en orgasme.
Men stærk nok til, at man får lyst til at berøre stedet.
Men det kunne jeg ikke lige der.
Jeg begyndte at vælge tøj med to blikke i tankerne.
Mit eget.
Og mændenes.
Ikke en bestemt mands.
Det gjorde det lettere at benægte.
Jeg klædte mig ikke på for en elsker.
Der var ingen.
Jeg ville bare se godt ud.
Men når jeg prøvede en bluse, tænkte jeg ikke kun:
Kan jeg lide mig selv i den?
Jeg tænkte:
Vil mænd se mig?
Det var et skifte.
Et lille skifte.
Men vigtigt.
Min krop var begyndt at blive en besked igen.
Jeg vidste bare endnu ikke, hvem jeg ønskede at sende den til.
Erik støttede mig fortsat.
En morgen stod jeg foran spejlet i undertøj.
Han kom ind.
Standsede bag mig.
Jeg trak armene lidt ind foran maven.
“Ikke kig.”
“Det er lidt sent.”
“Jeg mener det.”
“Hvorfor?”
“Jeg ser forfærdelig ud.”
Han kom tættere.
Lagde hænderne på mine arme.
“Hvad ser du?”
“Maven.”
“Jeg ser også maven.”
“Tak.”
“Og lårene.”
“Du gør det værre.”
“Og ballerne.”
“Erik.”
“Og brysterne.”
Han kyssede min skulder.
“Jeg ser min kone.”
“Det er ikke kroppen.”
“Jo.”
Han lod hånden glide over min side.
“Den her krop.”
Jeg lukkede øjnene.
“Du elsker mig.”
“Ja.”
“Så du kan ikke se objektivt.”
Han vendte mig mod sig.
“Hvorfor vil du så gerne ses objektivt?”
Spørgsmålet kom tæt på sandheden.
Jeg trak mig.
“Det vil jeg heller ikke.”
“Du siger det tit.”
“Jeg mener bare, at du synes, alt ved mig er godt.”
“Ikke alt.”
Jeg stirrede på ham.
Han smilede.
“Du lægger aldrig tingene tilbage, hvor de skal være.”
Jeg slog ham på brystet.
“Idiot.”
Han tog min hånd.
Kyssede den.
Så blev han alvorlig.
“Jeg ved godt, din krop har forandret sig.”
Jeg så væk.
“Men jeg begærer dig ikke, fordi jeg har glemt, hvordan du så ud før.”
Jeg så på ham igen.
“Jeg begærer dig, fordi du er dig.”
Det var måske det smukkeste svar, han kunne give.
Men jeg ønskede noget, det ikke kunne besvare.
Ville en mand, der ikke vidste, hvem jeg var, stadig have lyst?
Eriks kærlighed gjorde mig uvurderlig for ham.
Jeg ville have en mere brutal bedømmelse.
Fra mænd, der ikke kendte min sjæl.
Men de skulle se min krop og mærke min krop.
Det var ikke, fordi deres mening var mere sand.
Men jeg ville have et bevis på, at jeg var tiltrækkende nok til at de ville have mig.
Men sådan begyndte det at føles.
En eftermiddag var jeg alene hjemme.
Børnene var ude.
Erik på arbejde.
Jeg tog noget tøj frem.
Ikke for at skulle nogen steder.
Bare for at prøve.
En strammere nederdel.
En bluse med en dybere udskæring, end jeg normalt brugte.
Høje sko, der faktisk passede.
Jeg satte håret.
Lagde makeup.
Stod foran spejlet.
Jeg så godt ud.
Det kunne jeg se.
Ikke som før børnene.
Som en voksen kvinde.
Blødere.
Mere moden.
Med kurver.
Med spor.
Men attraktiv.
Jeg følte en fysisk glæde.
Så kom tanken:
Hvis jeg gik ud sådan, ville mændene se mig.
Ikke måske.
De ville.
Tanken gav en varme mellem benene.
Jeg blev stående.
Betragtede mig selv som en mand måske ville gøre det.
Blikket fra brysterne.
Taljen.
Benene.
Jeg lod hånden glide over hoften.
Ikke af kærlig selvaccept.
Som en vurdering af varen.
Det ord skammer jeg mig over.
Men det var sådan, jeg igen begyndte at se kroppen.
Som noget, der kunne have en værdi på et marked.
Jeg ville gerne mærke hvor stor værdi jeg havde.
Erik havde taget mig ud af det marked.
Gjort mig til et helt menneske.
Nu stillede jeg mig selv tilbage på hylden i fantasien og spekulerede på, hvem der ville vælge mig.
Fantasien løb af med mig, imens jeg betragtede mig selv i spejlet.
Lod en finger glide op i mig og jeg mærkede hvor våd jeg var blevet.
Jeg kiggede ned og så hvordan en dråbe løb ned af mit ene lår.
Jeg klemte automatisk min ene brystvorte med 2 fingre og lukkede øjnene.
Stak to fingre op og jeg hørte lyden af en meget våd kvinde.
Døren gik op.
Jeg fór sammen.
Erik kom hjem tidligere.
Han standsede i gangen, da han så mig.
“Skal vi noget?”
“Nej.”
“Hvad laver du så?”
“Ingenting.”
Han så på tøjet.
Makeuppen.
Skoene.
“Du ser fantastisk ud.”
Jeg følte mig afsløret.
“Jeg prøvede bare noget.”
“For hvem?”
Spørgsmålet var uskyldigt.
Jeg hørte en mistanke, der endnu ikke fandtes.
“For mig selv.”
“Godt.”
Han kom hen.
Blikket var varmt.
Begæret tydeligt.
“Så må jeg gerne være glad for resultatet.”
Han kyssede mig.
Jeg kyssede tilbage.
Jeg havde lyst til ham.
Meget.
Da hans hænder rørte mig, forsvandt spejlets fremmede publikum et øjeblik.
Der var kun Erik.
Som altid.
Erik’s hænder, læber og tunge fik mig i lykkerus.
Jeg stod op foran spejlet imens jeg kom første gang og så Erik’s baghovede og hvordan hans hovede bevægede sig i takt med min nydelse.
Bagefter tog Erik mig bagfra imen jeg stod foroverbøjet over sengen. Denne gang hårdere og mere kontant.
Jeg elskede Erik’s variationer.
Men efterfølgende, mens jeg lagde tøjet væk, tænkte jeg stadig:
Han så mig først.
Ville de andre også gøre det samme?
Uroen var blevet mere end utilfredshed med kroppen.
Den var nysgerrighed på dens virkning.
Jeg ønskede ikke længere kun min gamle krop tilbage.
Jeg ønskede den gamle følelse tilbage.
At kunne mærke mænds blik glide hen over mig.
At vide, at jeg kunne sige ja, selv hvis jeg valgte nej.
Den forestilling gav mig en følelse af frihed.
Ikke frihed til at forlade familien.
Ikke endnu.
Frihed som mulighed.
At kroppen stadig tilhørte mig.
At den ikke kun var mærket af børnene og kendt af Erik.
At den kunne vække noget nyt.
Jeg fortalte mig selv, at alle mennesker havde brug for at føle sig attraktive.
Det var sandt nok.
Jeg fortalte mig selv, at tanker ikke var handlinger.
Også sandt.
Men jeg brugte sandhederne til at skjule noget vigtigere:
Jeg var begyndt at opsøge følelsen.
Ikke mændene endnu.
Følelsen.
Jeg gik lidt langsommere, når en mand stod i nærheden.
Hvordan han så ud, betød intet.
Rettede mig op.
Mødte blikket.
Smilede måske.
Ikke længe nok til, at jeg ville kalde det flirt.
Men længere end nødvendigt.
Hvis manden smilede tilbage, blev kroppen varm.
Hvis han smilede til mig, tog jeg det som et “ja” til at han ville mig og min krop.
Så gik jeg hjem til Erik.
Elskede ham.
Elskede med ham.
Nød ham.
Fik min skønne orgasmer og stillet det behov andre mænd havde skabt.
Lå med hånden på hans hud.
Der var ingen mangel.
Kun en voksende appetit på at blive bekræftet flere steder.
En dag stod jeg foran spejlet og betragtede maven igen.
Jeg lagde begge hænder på den bløde hud.
Tænkte på børnene.
På Erik.
På alt kroppen havde givet.
Så tænkte jeg:
Den skal kunne mere endnu.
Ikke bære flere børn nødvendigvis.
Ikke være stærkere.
Den skulle kunne vække mænd.
Det var dér, kroppen efter børnene begyndte at blive mere end et spørgsmål om selvbillede.
Den blev begyndelsen på en søgen.
Jeg ville ikke bare acceptere den.
Jeg ville bevise den.
Bevise, at den stadig havde magt.
At mærkerne ikke gjorde mig usynlig.
At ballerne, lårene, maven og de bredere fødder ikke havde fjernet kvinden.
Erik havde allerede bevist det hver eneste dag.
Men hans bevis var ikke længere nok for den del af mig, der var vågnet.
Det er svært at forklare.
Jeg savnede at mærke mig begæret.
Savnede at være en krop.
Savnede at blive brugt men også mærke jeg var værdifuld.
For det kan lyde, som om hans kærlighed var blevet mindre værd.
Det var den ikke.
Den var dybere end alt andet.
Men netop fordi den var sikker, begyndte jeg at tage den for givet.
Jeg vidste, at Erik ville se mig.
Nu ønskede jeg at vide, hvem der ellers gjorde.
Jeg stod midt i det liv, jeg havde drømt om.
En mand, der elskede og begærede mig.
Børn.
Et hjem.
Et levende sexliv.
Og begyndte alligevel langsomt at stille min krop foran verden og spørge:
Hvem vil ellers have den?
Jeg sagde det ikke højt.
Ikke endnu.
Men jeg håbede nogen ville melde sig.
Bente’s liv 3: Da andres blik flyttede ind
Men spørgsmålet var begyndt at forme den måde, jeg klædte mig på, bevægede mig på og så andre mennesker på.
Kroppen efter børnene var ikke kun blevet et sted for skam.
Den var blevet en udfordring.
Jeg ville genvinde den.
Ikke bare for mig selv.
Ikke for Erik.
For de fremmede blikke, jeg endnu påstod ikke betød noget.
Og mens jeg kæmpede for at ligne den kvinde, jeg havde været, begyndte jeg langsomt at vække hende til live igen.
Kvinderne, jeg sammenlignede mig med
Jeg sammenlignede mig ikke med alle kvinder.
Kvinderne jeg målte mig mod
Den slanke mor ved institutionen havde altid håret samlet løst, som om det tilfældigt faldt pænt. Hun gik i lange støvler og frakker, der fik selv aflevering af børn til at ligne en bevidst entré.
Kirsten, som Erik talte med, havde varme øjne og en dybere latter end min. Hun klædte sig ikke udfordrende, men tøjet sad naturligt på hende, og hun talte til mænd uden at sænke blikket bagefter.
Jeg var pænere, end jeg følte mig. Men mit tøj blev ofte en kamp: for kort, for løst, for mor-agtigt, for desperat. Jeg kunne skifte tre gange og stadig føle, at kroppen afslørede det forkerte.
Det ville have været umuligt.
Jeg udvalgte dem.
Uden at vide det.
Mit blik fandt præcis de kvinder, der kunne få mig til at føle mig utilstrækkelig.
Den slanke mor ved børnenes institution.
Kvinden i butikken med den flade mave.
En kollega med faste ben og en bluse, der sad, som om hendes krop aldrig havde forandret sig.
En fremmed på gaden, hvis hår faldt naturligt, mens mit eget krævede tid, spænder og en kamp foran spejlet.
Jeg så ikke kvinderne, der lignede mig.
Dem med bløde maver.
Trætte øjne.
Bredere hofter.
Fødder, der også havde ændret størrelse.
Dem, der stod og trak i blusen, når de troede, ingen så det.
Mit blik gled forbi dem.
Det standsede ved dem, jeg kunne tabe til.
Det er måske sådan sammenligning virker.
Man samler ikke beviser retfærdigt.
Man udvælger dem, der bekræfter den dom, man allerede er ved at fælde over sig selv.
Den første kvinde, jeg for alvor begyndte at sammenligne mig med, hed Lene.
Hun havde et barn omtrent på alder med vores yngste.
Vi mødtes ofte om morgenen.
Hun kom som regel lidt senere end mig.
Altid med håret sat.
Ikke nødvendigvis fint.
Bare som om hun havde haft tid.
Hun var slank.
Ikke tynd på en skrøbelig måde.
Fast.
Livlig.
Hun gik hurtigt.
Bar barnet på hoften uden at se ud, som om kroppen protesterede.
Jeg kunne stå med en taske, overtøj og et barn, der nægtede at gå, og føle mig både tung og klodset, når Lene kom ind.
“Godmorgen,” sagde hun.
“Godmorgen.”
“Har I også haft en dårlig nat?”
Hun så ikke træt ud.
“Ja.”
“Det har vi også.”
Jeg kiggede på hendes ansigt.
Ingen mørke rande, som mine.
Måske havde hun makeup på.
Måske havde hun bare en hud, jeg ikke havde.
“Det kan man ikke se på dig,” sagde jeg.
“Det kan jeg love dig for, man kan.”
Hun lo.
Jeg troede ikke på hende.
Ikke fordi hun løj.
Fordi jeg allerede havde besluttet, at hun var én af de kvinder, livet havde behandlet mildere.
Når hun bøjede sig for at hjælpe sit barn med skoene, blev blusen siddende pænt.
Ingen blød mave, der foldede.
Ingen bevægelse, hun straks forsøgte at skjule.
Jeg betragtede hende mere, end jeg burde.
Ikke med lyst.
Med vurdering.
Hvor smal var hendes talje?
Hvordan sad bukserne?
Var der mærker under tøjet, jeg ikke kunne se?
Jeg håbede næsten, der var.
Ikke fordi jeg ønskede hende noget dårligt.
Fordi det ville gøre forskellen mindre.
En morgen kom hendes mand med.
Jeg havde set ham før på afstand.
En høj mand med mørkt hår.
Han bar deres barn ind.
Lene gik ved siden af.
Han lagde hånden mod hendes ryg, mens de talte med en af de ansatte.
Det var en helt almindelig berøring.
Men jeg så på hans ansigt.
Så han på hende med lyst?
Var hun stadig kvinde for ham?
Eller kun mor?
Jeg genkendte mit eget spørgsmål i deres kroppe.
Lene sagde noget.
Han smilede.
Så kom en anden far ind.
Han hilste på hende.
Jeg syntes, hans blik blev hos hende lidt længere end nødvendigt.
Måske gjorde det ikke.
Men jeg registrerede det.
Hun fik både mandens hånd på ryggen og den fremmede fars blik.
Det stak i mig.
Ikke fordi jeg ønskede hendes mand.
Ikke fordi jeg ønskede den anden far.
Men han måtte god se mig og bruge mig.
Men også mest fordi..
Fordi Lene så ud til at kunne være det hele på én gang.
Mor.
Hustru.
Attraktiv kvinde.
Jeg følte mig selv opdelt.
Hos Erik var jeg stadig kvinde.
I hjemmet var jeg mor.
Men ude i verden var jeg begyndt at frygte, at folk kun så det sidste.
Lene virkede ikke opdelt.
Hun bevægede sig, som om hun aldrig havde mistet nogen del af sig selv.
Det vidste jeg naturligvis intet om.
Jeg kendte ikke hendes nætter.
Ikke hendes spejl.
Ikke hvad hun skjulte under tøjet eller bag smilet.
Måske stod hun også hjemme og trak i huden.
Måske følte hun sig grim.
Måske havde hendes mand ikke rørt hende i måneder.
Måske var deres ægteskab ulykkeligt.
Eller måske havde hun det præcis så godt, som jeg forestillede mig.
Det var næsten ligegyldigt.
Jeg sammenlignede ikke mit liv med hendes virkelighed.
Jeg sammenlignede mit indre med hendes ydre.
Det kan man kun tabe.
En morgen havde jeg gjort ekstra meget ud af mig selv.
Ikke voldsomt.
En pænere bluse.
Hår, jeg havde brugt tid på.
En smule makeup.
Erik havde set på mig, mens jeg stod i entreen.
“Skal du noget bagefter?”
“Nej.”
“Du ser fin ud.”
“Man må vel gerne se ordentlig ud.”
“Ja.”
Han kom tættere.
Kyssede min hals.
“Meget ordentlig.”
Jeg havde smilet.
Skubbet ham væk, fordi børnene stod der.
Hans lyst havde været tydelig.
Alligevel kom jeg ind i institutionen og ledte efter Lene.
Hun stod ved garderoben.
I en enkel trøje.
Ingen makeup, kunne jeg se nu.
Håret samlet.
Hun så stadig bedre ud end mig.
Sådan føltes det.
En mand stod og talte med hende.
Ikke hendes egen.
En anden far.
Han lo.
Hun lagde hånden kort på hans arm, mens hun svarede.
Venligt.
Naturligt.
Jeg standsede ved mit barns plads og begyndte at tage overtøj af.
Jeg lyttede halvt til deres samtale.
Ingenting særligt.
Noget om en udflugt.
Madpakker.
Vejret.
Men der var en lethed mellem dem.
Hun behøvede ikke forsøge.
Ikke rette på håret.
Ikke trække maven ind.
Han så på hende alligevel.
Jeg mærkede mig selv spænde kroppen.
Rette ryggen.
Jeg begyndte at tale lidt højere til mit barn.
Ikke bevidst for at blive hørt.
Sådan sagde jeg til mig selv.
Manden vendte kort hovedet.
Blikket passerede mig.
Så tilbage til Lene.
Det lille øjeblik ødelagde næsten hele morgenen.
Ikke fordi jeg ønskede ham.
Jeg vidste knap, hvad han hed.
Men jeg havde stillet mig selv op i en usynlig konkurrence, han ikke vidste fandtes.
Og jeg havde tabt.
Jeg gik hjem med en irritation, jeg først rettede mod Erik.
Han havde efterladt noget på bordet.
En kop.
Papirer.
Værktøj.
Jeg begyndte at rydde det væk hårdt.
Da han kom hjem, mærkede han det straks.
“Hvad er der?”
“Ingenting.”
“Du smækker med skabene.”
“Så lad være med at lade alt stå.”
“Det er to ting.”
“Det er altid to ting.”
Han begyndte at samle dem.
“Har du haft en dårlig dag?”
“Nej.”
“Hvorfor er du så vred?”
Jeg kunne ikke sige:
Fordi en fremmed mand så på Lene og næsten ikke på mig.
Det lød latterligt.
Småligt.
Utroligt utaknemmeligt.
Erik stod foran mig.
Min mand.
Han havde begæret mig samme morgen.
Hvorfor skulle en anden mands blik afgøre resten af dagen?
“Jeg er bare træt,” sagde jeg.
Erik nikkede.
Kom hen.
Lagde armene om mig.
Jeg stod først stift.
Så lænede jeg mig ind.
Hans hånd gled over ryggen.
Roen kom.
Men ikke helt.
Et sted i mig var konkurrencen stadig i gang.
Jeg begyndte efterhånden at se kvinderne overalt.
Ikke kun Lene.
I butikkerne vurderede jeg dem.
Ikke med vilje i begyndelsen.
Blikket gjorde det af sig selv.
Hendes mave er fladere.
Hendes bryster sidder højere.
Hun har smallere ankler.
Hendes hår er tykkere.
Hun er yngre.
Hun er ældre, men ser bedre ud.
Hun har også børn og ser stadig sådan ud.
Hun har sikkert ingen børn.
Hun har haft mere tid.
Flere penge.
Bedre gener.
Jeg fandt altid en forklaring på, hvorfor deres udseende var lettere for dem.
Det beskyttede mig lidt.
Hvis de havde fået en fordel, var min utilstrækkelighed ikke helt min skyld.
Samtidig holdt forklaringerne konkurrencen levende.
For måske kunne jeg indhente dem.
Hvis jeg trænede mere og hårdere.
Spiste mindre.
Købte det rigtige tøj.
Det lidt mere frække, det som mænd altid kigger efter.
Sort, stramt med blonder og det man altid kan skimte lidt igennem.
Gjorde mere ud af håret.
Jeg begyndte at stå tidligere op.
Ikke hver dag.
De dage, hvor vi skulle noget.
Jeg ville have tid før børnene vågnede.
Tid til at ordne mig uden afbrydelser.
En morgen kom Erik ind på badeværelset.
Jeg stod med makeup.
“Klokken er tidligt.”
“Det ved jeg.”
“Skal vi ikke bare til familiefødselsdag?”
“Man må vel gerne se pæn ud.”
“Selvfølgelig.”
Han satte sig på kanten af badekarret.
Så på mig.
“Hvorfor ser du sådan?”
“Hvordan?”
“Som om du skal til eksamen.”
“Det gør jeg ikke.”
“Du har lagt den samme makeup på tre gange.”
“Den sad forkert.”
“Det kunne jeg ikke se.”
“Nej.”
Jeg lagde mere på.
Erik rejste sig.
Kom hen bag mig.
Lagde hænderne på mine hofter.
“Du behøver ikke være den flotteste kvinde i rummet.”
Jeg vendte mig hurtigt.
“Det prøver jeg heller ikke på.”
“Okay.”
“Synes du, jeg gør det?”
“Jeg synes, du ser presset ud.”
“Så du synes, jeg prøver for meget.”
“Det har jeg ikke sagt.”
“Men du tænker det.”
Han slap mig ikke.
“Bente.”
“Hvad?”
“Jeg synes, du er smuk.”
“Det handler ikke om dig.”
Sætningen kom igen.
Denne gang tydeligere.
Erik så på mig.
“Hvem handler det så om?”
Jeg mærkede skammen.
“Ingen.”
Han ventede.
Jeg vendte mig mod spejlet.
“Jeg vil bare gerne føle mig godt tilpas blandt de andre.”
“Hvilke andre?”
“Kvinderne.”
Det var ikke hele sandheden.
Men tættere på.
Jeg sammenlignede mig først med kvinderne.
Men i sidste ende var mændenes blik dommen.
Erik kyssede min skulder.
“Du behøver ikke konkurrere med dem.”
“Det gør jeg ikke.”
Han sagde ikke mere.
Jeg fortsatte.
Ved familiefødselsdagen var der en kvinde, jeg ikke kendte godt.
Kirsten.
Hun var gift med en fjern slægtning til Erik.
Hun havde tre børn.
Det fik jeg hurtigt at vide.
Tre.
Alligevel havde hun en talje, der kunne være dækket af to hænder.
Hun bar en tætsiddende kjole.
Ikke vulgær.
Elegant.
Fræk
Alle mændene talte med hende.
Kvinderne også.
Hun lo højt.
Ikke irriterende.
Frit.
Jeg blev ved med at se på hendes mave.
Hvordan kunne hun have født tre børn?
Jeg havde født færre og bar tydeligere spor.
“Du stirrer,” sagde Erik lavt.
“Det gør jeg ikke.”
“På Kirsten.”
“Jeg kan lide hendes kjole.”
“Så spørg, hvor hun har købt den.”
“Den vil ikke se sådan ud på mig.”
“Nej.”
Jeg så straks på ham.
Han forstod fejlen.
“Jeg mener, fordi I ikke er den samme person.”
“Du synes, hun er flottere.”
“Det har jeg ikke sagt.”
“Du sagde, den ikke ville se sådan ud.”
“Fordi den sidder på hende.”
“Ja.”
Erik lukkede øjnene et kort øjeblik.
“Det her er en fælde.”
“Hvad?”
“Der findes ikke et svar, der bliver rigtigt.”
“Du kunne bare sige, jeg ville se bedre ud.”
“Vil du have, jeg lyver?”
Jeg rejste mig.
“Jeg skal ud på toilettet.”
Jeg gik.
Ikke fordi han havde sagt noget ondt.
Fordi han havde nægtet at deltage i den konkurrence, jeg allerede havde oprettet.
På toilettet stod jeg foran spejlet.
Trak i min bluse.
Kiggede på maven.
Jeg kunne høre mennesker tale udenfor.
Kirstens latter.
Jeg hadede hende et øjeblik.
Ikke som person.
Som billede.
Hun var alt det, jeg frygtede, at jeg ikke længere var.
En mor, mænd stadig så med det samme.
Jeg gik tilbage.
Kirsten stod nu med Erik.
De talte.
Han smilede.
Ikke flirtende.
Jeg kendte hans smil.
Alligevel mærkede jeg jalousien.
Hun sagde noget.
Rørte kort hans arm.
Præcis som Lene havde rørt den anden far.
Jeg gik direkte hen.
Hun skulle ikke vurderes af Erik, var min eneste tanke.
“Der er du,” sagde Erik.
“Ja.”
Han lagde hånden mod min ryg.
“Vi taler om et sted ved vandet, hvor de har lejet et hus.”
“Det lyder hyggeligt.”
Kirsten smilede.
“I skulle prøve det.”
“Det kunne vi,” sagde Erik.
Vi.
Han inkluderede mig naturligt.
Der var intet at være jaloux på.
Men fordi hendes krop var flottere end mig, var jeg misundelig på hende.
Alle mændene havde snakket med hende uden undtagelse.
Også Erik.
Alligevel begyndte jeg at vurdere, hvordan vi så ud ved siden af hinanden.
Kirsten og mig.
Hvem ville en fremmed mand vælge?
Tanken kom automatisk.
Hun havde den slanke krop.
Det lyse hår.
Den frie latter.
Jeg havde Erik.
Børnene.
Mit liv.
Men i den usynlige konkurrence talte det ikke.
Der blev kun bedømt krop.
Blik.
Mulighed.
Kirsten gik senere.
“Hyggeligt at møde dig,” sagde hun.
“Ja.”
Hun mente det sikkert.
Jeg kunne ikke lide hende.
Det skammede jeg mig over på vej hjem.
“Hun var da sød,” sagde Erik.
“Hvem?”
“Kirsten.”
“Synes du?”
“Ja.”
“Og flot.”
Erik så på vejen.
“Vil du virkelig have den samtale?”
“Det er bare et spørgsmål.”
“Ja. Hun er en flot kvinde.”
Det gjorde ondt, selv om jeg selv havde bedt om sandheden.
“Så du lagde mærke til hende.”
“Jeg har øjne.”
Jeg blev tavs.
Efter nogle minutter sagde han:
“Det betyder ikke, at jeg vil have hende.”
“Det har jeg heller ikke sagt.”
“Nej.”
“Du behøver ikke forklare dig.”
“Det føles som om, jeg skal.”
Jeg så ud ad vinduet.
“Synes du, hun er flottere end mig?”
Erik sukkede.
“Bente.”
“Det er et enkelt spørgsmål.”
“Nej.”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi du ikke spørger for at få et svar.”
“Hvad spørger jeg så for?”
“At få mig til at bevise noget, jeg allerede prøver at vise dig hver dag.”
Jeg blev vred.
“Så nu er det min skyld.”
“Jeg siger ikke, det er din skyld.”
“Du siger, jeg er besværlig.”
“Det har jeg heller ikke sagt.”
“Men du tænker det.”
Han blev stille.
Resten af vejen talte vi næsten ikke.
Hjemme gik jeg ind i soveværelset.
Spejlet efter festen
Der var stadig varme i kinderne fra bilen, da jeg lukkede døren bag mig. Soveværelseslyset var for skarpt, og spejlet viste mig uden den støj, festen havde gemt mig i.
Jeg trak vejret ind og gjorde mig hård mod mig selv, som om kroppen var en modstander, jeg skulle vinde over. Maven, lårene, huden. Alt blev sammenlignet, målt og dømt.
Eriks kærlighed stod lige uden for døren. Alligevel valgte jeg spejlets dom som den mest troværdige.
Tog tøjet af.
Stod i undertøj foran spejlet.
Jeg sammenlignede igen.
Kirstens mave mod min.
Hendes lår.
Kjolen.
Hvordan Erik havde smilet, mens de talte.
Jeg gjorde hans almindelige venlighed til et tegn på, at hun havde noget, jeg manglede.
Døren åbnede.
Erik kom ind.
“Er du stadig sur?”
“Nej.”
“Det ser sådan ud.”
Jeg tog en trøje på.
Han stod i døren.
“Hvad vil du have fra mig?”
Spørgsmålet ramte.
“Ikke noget.”
“Det passer ikke.”
“Jeg vil bare vide, om du stadig synes, jeg er attraktiv.”
“Det fortæller jeg dig hele tiden.”
“Ja.”
“Vi havde sex i morges.”
“Det handler ikke kun om sex.”
“Nej.”
Han kom tættere.
“Hvad handler det så om?”
Jeg så på ham.
Jeg kunne have sagt sandheden.
Ikke hele.
Bare begyndelsen.
At jeg var bange for, at han var den eneste mand i verden, der stadig kunne se mig som attraktiv.
At andre kvinders kroppe begyndte at fylde mit blik.
At fremmede mænds opmærksomhed havde fået en værdi, jeg ikke forstod.
I stedet sagde jeg:
“Jeg ved det ikke.”
Erik tog min hånd.
“Så sig det, når du ved det.”
Han kyssede mine fingre.
Ikke utålmodigt.
Ikke afvisende.
Han gav mig igen plads.
Jeg brugte den ikke til at forstå mig selv.
Jeg brugte den til at fortsætte sammenligningen i stilhed.
Erik fik mig til at føle mig begæret, men kun i den tid hvor han berørte mig og brugte mig.
Sekundet efter at han trak sig ud, følte jeg mig tom.
Den blev værre, når vi var ude.
Jeg tænke på andre kvinder og deres magt til at tiltrække mænd.
Jeg vurderede hver eneste kvinde nøje, uanset hvor vi var.
En restaurant.
En fest.
En strand.
Alle steder fandt jeg kvinder.
På stranden var det næsten umuligt.
Jeg havde tidligere elsket vandet med Erik.
Gåture.
Børnene.
Stenene.
Nu begyndte stranden også at blive et sted for bedømmelse.
Kvinder i badetøj.
Kroppe uden tøj til at skabe form.
Nogle havde også mærker.
Andre ikke.
Jeg så på maver.
Bryster.
Baller.
Lår.
Så på mændenes blikke.
Ikke kun Eriks.
Alle mændenes.
Hvem vendte de sig efter?
Hvem blev overset?
Jeg kunne ligge på et håndklæde og forsøge at nyde solen, mens en hel konkurrence foregik inde i mig.
En ung kvinde gik forbi.
Langbenet.
Brun.
En lille bikini.
To mænd tæt ved vandet så efter hende.
Jeg mærkede et stik.
Så skammen.
Hun var måske halvt så gammel som mig.
Selvfølgelig så de.
Hvorfor gjorde det ondt?
Fordi deres blik fortalte mig, at begæret fandtes i rummet.
Bare rettet mod en anden.
Men de var de blikke jeg ville have.
Erik lå ved siden af mig.
Natten ved siden af Erik
Soveværelset var mørkt på den velkendte måde. Hans vejrtrækning, dynens vægt, skabets konturer og lyset fra gadelampen i sprækken ved gardinet. Alt sammen tegn på et liv, der burde have været nok til at holde mig fast.
Men inde i mig fortsatte aftenen. Ikke som en tanke, jeg kunne slukke, men som varme under huden og skam i brystet på samme tid.
Hans hånd hvilede på mit lår.
Ikke skjult.
Han strøg huden med tommelfingeren.
“Du er anspændt,” sagde han.
“Jeg ligger dårligt.”
Han flyttede sig.
“Bedre?”
“Ja.”
Han lukkede øjnene.
Jeg så på hans ansigt.
Havde han også set den unge kvinde?
Sikkert.
Mænd ser.
Jeg havde selv lært at sige det.
Men havde han ønsket hende?
Mere end mig?
Jeg skubbede hånden over hans bryst.
Han åbnede øjnene.
“Hvad er der?”
“Ingenting.”
Jeg kyssede ham.
Ikke kun af lyst.
For at hente hans blik tilbage.
Han kyssede mig.
Hånden strammede om låret.
Jeg mærkede hans begær.
Roen kom.
Men jeg så stadig den unge kvinde for mig.
Ikke hendes ansigt.
Kroppen.
Og mændene, der havde vendt sig.
Senere stod jeg alene ved vandkanten.
Jeg så ned ad mig selv.
Maven.
Lårene.
Fødderne i sandet.
Bredere end før børnene.
Jeg tænkte, at ingen mand på stranden ville vende sig efter mig på samme måde.
Erik kom hen bagfra.
Lagde armene om mig.
Kyssede min nakke.
“Kommer du i vandet?”
“Om lidt.”
“Hvad ser du på?”
“Ikke noget.”
Han fulgte mit blik ned.
“Din mave?”
“Ja.”
“Den er stadig dér.”
“Meget morsomt.”
Han lagde hænderne over den.
“Jeg kan lide den.”
“Det behøver du ikke.”
“Det gør jeg.”
“Fordi børnene har været der.”
“Fordi den er din.”
Jeg lukkede øjnene.
Hans hænder.
Den kendte varme.
Jeg burde have følt mig hel.
Det gjorde jeg i øjeblikket.
Så gik en kvinde forbi.
Jeg åbnede øjnene og sammenlignede igen.
Det var som en sygdom i blikket.
Ikke en sygdom, man kan fralægge sig ansvaret for.
Men et mønster, der begyndte at arbejde automatisk.
Jeg kunne ikke længere bare se en kvinde.
Jeg skulle placere hende.
Over mig.
Under mig.
Mere attraktiv.
Mindre attraktiv.
En trussel.
En lettelse.
Hvis en kvinde var tungere end mig, kunne jeg føle mig bedre et øjeblik.
Så skammede jeg mig.
Hvis hun var smukkere, følte jeg mig mindre.
Så blev jeg motiveret til at gøre mere.
På den måde kunne næsten ingen kvinde bare være sig selv i mit blik.
Jeg gjorde hende til et redskab i vurderingen af mig.
Det var uretfærdigt.
Mod dem.
Mod mig.
Jeg begyndte også at sammenligne opmærksomhed direkte.
Til en fest kunne en mand tale med en anden kvinde.
Jeg lagde mærke til, hvor længe.
Om han lænede sig ind.
Om han lo.
Hvis han senere talte med mig, målte jeg forskellen.
Var han mere interesseret?
Mindre?
Så blev ja jaloux.
Så han ned på min krop?
Gjorde han det ved hende?
Jeg kunne forlade en samtale og føle mig triumferende, fordi en mand havde holdt blikket på mig lidt længere.
Så gik jeg hjem til Erik.
Lå i hans arme.
Og følte skam over, at en fremmeds opmærksomhed havde fået lov til at blive en sejr.
Det var ikke endnu en plan om utroskab.
Jeg forestillede mig ikke nødvendigvis at gå med mændene.
Ikke hver gang. Men oftere.
Det handlede om position.
At være kvinden, der kunne få blikket.
Jeg ville vide, at jeg stadig kunne vinde.
Problemet med at ville vinde mændenes opmærksomhed er, at man hele tiden behøver en ny konkurrence.
Det blik, man fik i går, gælder ikke i dag.
En kompliment falmer.
En mand går videre.
En smukkere kvinde kommer ind i rummet.
Så skal værdien bevises igen.
Jeg begyndte at forstå det uden at standse.
En dag fik jeg en tydelig kompliment på arbejdet.
En mand, jeg kun kendte lidt, sagde:
“Du ser virkelig godt ud i dag.”
Ikke bare om tøjet.
Om mig.
Jeg mærkede glæden.
“Tak.”
“Har du gjort noget anderledes?”
“Nej.”
“Det må være humøret.”
Han smilede.
Jeg bar ordene med mig.
Ved frokosten sad en kvinde overfor mig.
Yngre.
Slank.
Hun fortalte om noget fra weekenden.
Jeg lyttede halvt.
Tænkte:
Han sagde det til mig.
Ikke hende.
Mig.
Jeg følte mig hævet.
Ikke meget.
Men nok.
Så kom skammen.
Hun havde ikke gjort mig noget.
Hun vidste ikke, at hun var blevet placeret som taber i en konkurrence, manden heller ikke vidste, han havde dømt.
Det var mig, der havde skabt hele scenen.
Jeg gik hjem med både varme og ubehag.
Erik stod og lavede mad.
“Du ser glad ud,” sagde han.
“Det er jeg.”
“God dag?”
“Ja.”
“Hvad skete der?”
“Ingenting særligt.”
Jeg kunne have fortalt om komplimentet.
Det havde jeg gjort tidligere.
Nu gemte jeg det.
Ikke fordi ordene i sig selv var forbudte.
Fordi jeg ikke ville vise Erik, hvor meget de havde betydet.
Hvis jeg sagde:
“En mand syntes, jeg så godt ud,”
kunne Erik smile.
Måske drille.
Måske blive lidt jaloux.
Men hvis jeg sagde:
“Det fik mig til at føle, at jeg vandt over den yngre kvinde ved bordet,”
ville han se noget i mig, jeg selv ikke ønskede at se.
Så jeg beholdt det.
“Smag,” sagde Erik og rakte skeen frem.
Jeg smagte sovsen.
“Den mangler salt.”
“Selvfølgelig.”
“Du spurgte.”
Han kyssede mig.
Jeg lod armene glide omkring ham.
Elskede ham.
Det gjorde jeg.
Jeg satte mig på knæ og tænke på manden imens jeg modtog Erik’s varme i min mund.
Men et lille privat regnskab var begyndt at vokse i mig.
Mænd, der havde set.
Kvinder, jeg mente at have slået.
Kvinder, jeg følte mig slået af.
Dage, hvor kroppen bestod prøven.
Dage, hvor den ikke gjorde.
Jeg begyndte at købe tøj mere strategisk.
En bluse kunne være flot i spejlet, men spørgsmålet blev:
Ville den få blikke?
En kjole kunne være behagelig, men hvis den skjulte kroppen, følte jeg mig ældre.
Jeg ville vise nok til at blive bemærket.
Ikke så meget, at nogen kunne kalde mig upassende.
Balancen optog mig.
Jeg var hustru.
Mor.
Respektabel.
Samtidig ville jeg kunne mærke mændenes øjne.
Jeg begyndte at forstå, at man kunne sende signaler uden at gøre noget åbenlyst.
En bluse lidt mere åben.
Et blik lidt længere.
Et smil, der ikke sluttede straks.
Dengang kaldte jeg det ikke flirt.
Det var bare at være venlig.
Bare at føle sig pæn.
Bare at nyde livet.
Ordet bare igen.
Jeg stod en aften sammen med Inge før en fest.
Hun så på mit tøj.
“Du har virkelig gjort noget ud af dig selv.”
“Er det for meget?”
“Nej.”
Hun smilede.
“Du ser godt ud.”
Jeg mærkede glæden.
“Bedre end sidste gang?”
Inge så på mig.
“Hvorfor spørger du sådan?”
“Det var bare et spørgsmål.”
“Du sammenligner meget for tiden.”
“Med hvem?”
“Alle.”
“Det gør jeg ikke.”
“Jo.”
Hun satte sig.
“Du spørger, hvem der ser yngst ud. Hvem mændene kiggede på. Om den ene har taget på. Om den anden stadig er smuk.”
“Det taler kvinder om.”
“Ikke hele tiden.”
Jeg blev irriteret.
“Du synes måske ikke, jeg ser godt ud.”
“Det har jeg lige sagt.”
“Så hvad er problemet?”
Inge svarede ikke straks.
“Du virker ikke gladere af det.”
“Hvad?”
“At blive pænere.”
“Jeg er ikke blevet pænere.”
“Det mener du jo selv.”
“Nej.”
Hun så på mig.
“Det er dét, jeg mener.”
Jeg tog læbestiften op.
Så mig i spejlet.
“Du forstår det ikke.”
“Så forklar.”
Jeg kunne ikke.
Eller ville ikke.
Jeg lagde læbestiften på igen.
“Jeg vil bare gerne føle mig som kvinde.”
“Det er du.”
“Det er nemt for dig at sige.”
“Hvorfor?”
“Fordi du stadig ser ud som dig selv.”
Inge lo kort.
Ikke hånligt.
Forbløffet.
“Tror du, jeg gør det?”
Jeg så på hende.
For første gang rigtigt.
Der var linjer ved øjnene.
Kroppen havde også forandret sig.
Hun bar bare usikkerheden anderledes.
“Ja,” sagde jeg.
“Så ser du mig ikke særlig godt.”
Hun rejste sig.
Kom hen ved siden af mig foran spejlet.
“Jeg sammenligner mig også.”
“Med hvem?”
“Dig, blandt andre.”
Jeg vendte mig.
“Med mig?”
“Ja.”
“Hvorfor?”
“Fordi Erik stadig ser på dig, som om I lige har mødt hinanden.”
Ordene overraskede mig.
“Det gør Poul vel også på dig.”
“Ikke på samme måde.”
“Det passer ikke.”
“Sådan føles det.”
Vi stod ved siden af hinanden.
To kvinder.
Begge så på den anden og troede, hun havde noget, den ene selv manglede.
Det kunne have været en vigtig erkendelse.
At sammenligningen ikke fortalte sandheden.
At Inge misundte mig, mens jeg mente, hun havde bevaret mere af sig selv.
Men jeg tog kun én del med mig.
At Eriks blik var synligt for andre.
Målet var nu, at hendes mand Poul også skulle se vurderende på mig.
At jeg stadig var en kvinde, en mand begærede.
At Poul kunne kigge begærende på mig.
Det burde have været nok at Erik kiggede på mig, men Poul skulle også.
I stedet tænkte jeg:
Ja, men han er min mand.
Det var dér, jeg begyndte at gøre hans kærlighed mindre gyldig som bevis.
Ikke mindre vigtig.
Men mindre brugbar i den konkurrence, jeg havde oprettet.
Hvis Erik så på mig, kunne det forklares med kærlighed.
Hvis en fremmed gjorde, måtte det være kroppen.
Jeg ville have den dom.
Rå.
Uforpligtet.
Uden historie.
Jeg ønskede at kunne stå ved siden af en anden kvinde og mærke, at mandens blik valgte mig.
Ikke fordi jeg ville have manden.
Fordi jeg ville besejre kvinden.
Det er hårdt at skrive sådan.
Men misundelse er sjældent smuk, når man fjerner forklaringerne.
Jeg gjorde andre kvinder til modstandere, selv når de ikke vidste, jeg eksisterede.
En dag stod jeg i en tøjbutik.
En ekspedient hjalp mig.
Hun var ung.
Meget slank.
Jeg prøvede en kjole.
Den sad stramt over maven.
“Den klæder dig,” sagde hun.
“Man kan se alt.”
“Det er meningen med modellen.”
“Det ser ikke sådan ud på dig.”
Hun lo.
“Jeg har ikke fået børn endnu.”
Ordet endnu.
Hun sagde det neutralt.
Jeg hørte en advarsel.
Hun havde den krop nu.
En dag kunne hun miste den.
En lille del af mig følte lettelse.
Så skammede jeg mig.
“Hvad synes du selv?” spurgte hun.
Jeg så i spejlet.
Kjolen viste kroppen.
Ikke som før børnene.
Som den var.
Brysterne.
Taljen, der stadig fandtes, men mindre tydeligt.
Den bløde mave.
Hofterne.
“Jeg ved det ikke.”
“Du skal kunne føle dig godt tilpas.”
Det var et fornuftigt svar.
Jeg spurgte:
“Tror du, mænd ville synes, den er flot?”
Ekspedienten tøvede.
Måske overrasket over spørgsmålet.
“Det tror jeg bestemt.”
Varmen kom.
En fremmed kvinde havde godkendt kroppens mulighed for at blive godkendt af mænd.
Så mange lag væk fra mig selv var vurderingen kommet.
Jeg købte kjolen.
Ikke fordi den var behagelig.
Den var faktisk lidt for stram.
Jeg købte den som et eksperiment.
Senere stod jeg hjemme i den.
Erik kom ind.
Han standsede.
“Den er ny.”
“Ja.”
“Vend dig.”
Jeg gjorde det.
Han kom hen.
Lagde hænderne på mine hofter.
“Den er farlig.”
Jeg begyndte at smile.
“Hvad betyder det?”
“At vi ikke kommer af sted til tiden.”
Han kyssede min hals.
Jeg mærkede lysten.
Hans og min.
Alt det, jeg havde.
Alligevel spurgte jeg:
“Tror du, andre mænd ville kunne lide den?”
Erik standsede.
“Det er vel muligt.”
“Kun muligt?”
“Bente.”
“Ja?”
“Hvorfor betyder det så meget?”
Spørgsmålet kom igen.
Mere direkte.
Jeg gik væk fra hans hænder.
“Det gør det heller ikke.”
“Du spørger ofte.”
“Jeg vil bare vide, om den er for meget.”
“Det var ikke det, du spurgte.”
“Det er det, jeg mener.”
Han så på mig.
Ikke mistænksomt.
Bekymret.
“Du ved godt, at jeg begærer dig.”
“Ja.”
“Er det ikke nok?”
Jeg kunne ikke svare hurtigt.
Det var det ærlige øjeblik.
Et sekund, hvor svaret stod synligt mellem os.
Nej.
Ikke længere helt.
Ikke fordi hans begær manglede styrke.
Fordi jeg var begyndt at kræve begær fra flere steder.
Jeg så væk.
“Jo.”
Erik ventede lidt.
Så nikkede han.
“Godt.”
Han troede på mig.
Eller valgte at gøre det.
Jeg satte mig på knæ foran Erik, forkælede ham for hans ord om mig og hans tillid, inden han fik lov at varme mig indvendigt, som jeg elskede.
Vi tog til festen.
Jeg bar kjolen.
Hele aftenen var jeg opmærksom.
Ikke kun på Erik.
På rummet.
Mændenes blikke.
Kvinderne.
Da vi kom ind, så flere.
Det kunne jeg mærke.
Ikke alle.
Nok.
En mand fulgte mig med øjnene.
En anden smilede, da vi stod ved baren.
Jeg mærkede lykkerus.
Jeg mærkede kjolen mod kroppen.
Den stramme mave.
De markerede hofter.
Jeg følte mig magtfuld.
Ikke kun smuk.
Magtfuld.
Erik stod ved siden af.
Hånden på min ryg.
Min mand.
Trygheden.
Og omkring os beviserne på, at andre også så.
For første gang føltes de to ting ikke som modsætninger.
De føltes som en kombination.
Jeg havde den sikre kærlighed hjemme.
Og kunne stadig hente begæret ude.
Ikke handle på det.
Bare modtage det.
Det var sådan jeg forklarede det.
Jeg dansede med Erik.
Han holdt mig tæt.
“Du er meget tilfreds med kjolen,” sagde han.
“Ja.”
“Det kan jeg mærke.”
“Du kan lide den.”
“Meget.”
Jeg så over hans skulder.
En mand ved et bord så i min retning.
Jeg lod blikket møde hans et øjeblik.
Så tilbage til Erik.
Det var næsten ingenting.
Så kort, at ingen kunne anklage mig for noget.
Men jeg mærkede det.
En lille elektrisk tråd.
Fra mandens blik.
Gennem min kjole.
Hans hænder, læber og tunge på min krop.
Til kroppen tæt mod min mands.
Jeg skammede mig.
Og blev ophidset.
De to følelser begyndte at finde hinanden.
Det var farligt.
Ikke fordi jeg den aften havde besluttet at være utro.
Det havde jeg ikke.
Men fordi skammen ikke fik mig til at standse.
Og fordi jeg havde lyst. Meget endda.
Unanset hvem, hvor og hvordan.
Den gjorde oplevelsen mere intens.
Mere hemmelig.
Jeg dansede tættere med Erik.
Kyssede ham.
Han troede, lysten kom fra os.
Det gjorde den også.
Men ikke kun.
Jeg måtte på toilettet, og så konstant små klip af deres øjne, når de kiggede på mig.
Fantaserede om, hvad de ville gøre ved mig lige nu, hvis Erik ikke var der.
Jeg blev forskrækket, da jeg hørte mig selv skrige en orgasme ud.
Da vi kom hjem, var vi sammen.
Intenst.
Nært.
Som vi plejede.
Jeg startede med at lade ham mærke min varme mund.
Jeg nød ham.
Hans duft. Hans smag.
Så mærkede jeg Erik’s lyst til mig.
Denne gang langsomt, længe og gentagende gange.
Jeg kom flere gange.
Hver gang så jeg da andres mænds øjne for mig.
Erik gav mig lykkefølelsen, da jeg mærkede hans varme dybt inde i mig.
Holdt om ham.
Der manglede stadig intet.
Alligevel lå jeg bagefter og huskede mændenes blik.
Ikke kun ansigter.
Bare at de havde set på mig.
Set mig ved siden af andre kvinder.
I et rum.
Og valgt at lade øjnene blive hos mig.
Det føltes som en sejr.
Jeg fortalte ikke Erik det.
Han lå med hånden på min mave.
Den krop, han kendte og elskede.
Jeg tænkte på, hvordan kjolen havde skjult og fremhævet den.
På mændenes blikke.
På de andre kvinder i lokalet.
Og et sted inde i mig voksede overbevisningen:
Jeg kunne stadig konkurrere.
Jeg havde ikke mistet kvinden.
Hun var der.
Hun kunne fremkaldes med tøj, bevægelse og blik.
Jeg troede, den erkendelse ville gøre mig rolig.
Det gjorde den kun sulten.
For sammenligning kan ikke afsluttes med én sejr.
Næste gang står en ny kvinde i rummet.
En yngre.
Slankere.
Mere fri.
Så må beviset gentages.
Det var sådan andre kvinder igen begyndte at styre mit forhold til mig selv.
Ikke gennem noget, de gjorde.
Gennem alt det, jeg lagde ind i dem.
Deres kroppe blev målestokke.
Deres mænds blikke blev beviser.
Deres selvsikkerhed blev en anklage.
Jeg kunne have valgt at se dem som medsøstre.
Kvinder, der også bar noget.
Sammenlignede.
Skammede sig.
Længtes.
I stedet gjorde jeg dem til konkurrenter om opmærksomhed fra mænd, jeg ikke engang ønskede at kende.
Da Eriks kærlighed ikke længere rakte
Og jo mere jeg sammenlignede, desto mindre kunne Eriks kærlighed berolige mig.
Ikke fordi han elskede mig mindre.
Fordi kampen fandt sted et andet sted.
Han kunne vælge mig tusind gange.
Jeg ville stadig vide, om den fremmede mand i rummet gjorde det samme med sit blik.
Det var den position, jeg stod i, da den første egentlige flirt begyndte.
Jeg havde endnu ikke kysset nogen.
Ikke rørt nogen.
Ikke lavet en aftale.
Men jeg havde forberedt mig.
I tøjet.
Blikket.
Kroppen.
Den usynlige konkurrence.
Jeg havde lært at blive stående et sekund længere, når en mand så.
At smile.
At lade ham forstå, at jeg havde bemærket ham.
Jeg kaldte det ikke utroskab.
Ikke engang flirt.
Jeg kaldte det bekræftelse.
Men det var begyndelsen på, at jeg ikke længere bare ventede på mændenes blik.
Jeg begyndte at svare på det.
Den første uskyldige flirt i mit ægteskab
Jeg kaldte det uskyldigt.
Det ord blev vigtigt for mig.
Uskyldigt.
Et smil var uskyldigt.
Et blik var uskyldigt.
En lille bemærkning var uskyldig.
At gøre lidt mere ud af sig selv var uskyldigt.
At nyde en fremmed mands interesse var vel også uskyldigt, så længe man ikke gik med ham hjem.
Så længe man ikke kyssede.
Ikke lod ham røre.
Ikke gav ham sit telefonnummer.
Jeg havde brug for en skarp grænse, jeg kunne stå på den rigtige side af.
Alt før den kunne jeg tillade mig.
Sådan begyndte jeg at tænke.
Ikke højt.
Ikke som en plan.
Som små juridiske argumenter inde i mig selv.
Jeg var stadig en trofast hustru.
Det sagde jeg til mig selv.
Jeg elskede Erik.
Begærede ham.
Kom hjem til ham.
Sov ved siden af ham.
Derfor kunne et blik ikke være farligt.
Den første mand, jeg selv begyndte at flirte med, var ikke en mand, jeg ønskede et liv med.
Det var vigtigt.
Hvis jeg ikke ønskede at forlade Erik, kunne det vel ikke være rigtig utroskab.
Manden hed Søren.
Han kom jævnligt et sted, hvor jeg også havde min gang.
Jeg vil ikke gøre stedet vigtigere, end det var.
Det kunne næsten have været hvor som helst.
Arbejdet.
En forening.
Et sted med praktiske ærinder og mennesker, der kendte hinanden lidt, men ikke nødvendigvis privat.
Han var nogle år ældre end mig.
Arbejdsom.
Venlig.
Fræk på den lette måde.
Ikke grov.
Han kunne sige noget med et smil og lade resten hænge mellem os.
Første gang tænkte jeg næsten ikke over det.
“Du ser ud til at have haft en bedre morgen end os andre,” sagde han.
“Hvorfor?”
“Du smiler.”
“Det gør mennesker indimellem.”
“Ikke før kaffen.”
Jeg lo.
Han så på mig et sekund længere.
Jeg mærkede det.
Den lille varme.
Ikke stor nok til at skræmme mig.
Bare behagelig.
“Du er tidligt ude,” sagde jeg.
“Jeg håbede, du var her.”
Ordene kunne være en vittighed.
Han sagde dem som en vittighed.
Jeg valgte at høre dem som mere.
Jeg rettede mit hår og pressede brysterne frem mod ham og han bemærkede det.
“Så bliver du nemt skuffet.”
“Ikke i dag.”
Han gik videre.
Jeg blev stående.
Smilet var stadig på mit ansigt.
Resten af dagen kom sætningen tilbage.
Jeg håbede, du var her.
Jeg vidste godt, at mænd kunne sige den slags uden at mene noget særligt.
Men det var næsten ligegyldigt.
Han havde set mod mine bryster og holdt blikke i 3 sekunder.
Jeg kunne bruge ordene og nød synes af hans øjne mod mine bryster.
Bar ordene og synet med mig.
Spejle mig i ordene.
Synet gjorde mig tændt.
Det var første gang, jeg onanerede på min arbejdsplads.
Da jeg kom hjem, stod Erik med børnene.
Der var larm.
En taske på gulvet.
Noget mad, der skulle laves.
Et barn, der ville fortælle mig tre ting samtidig.
Erik kom hen og kyssede mig.
“God dag?”
“Ja.”
“Du ser glad ud.”
“Det har været en god dag.”
Han lagde hånden på min hofte.
Den samme varme.
Dybere.
Mere betydningsfuld.
Jeg kyssede ham igen.
Jeg følte ingen mangel.
Men Sørens ord og blik lå stadig som en lille glans over dagen.
Det var sådan det begyndte.
Ikke som et valg mellem to mænd.
Som to forskellige former for bekræftelse.
Erik kendte mig.
Søren lagde mærke til mig.
Jeg begyndte at glæde mig til de dage, hvor Søren måske var der.
Ikke voldsomt.
Ikke som jeg glædede mig til Erik.
Jeg planlagde ikke møder.
Men jeg tænkte over tøjet.
Ikke kun:
Ser det pænt ud?
Mere:
Vil han lægge mærke til det?
Det var en lille forskydning.
Jeg forsøgte at skjule den for mig selv ved at sige, at jeg gjorde det for min egen skyld.
Det var også delvist sandt.
Jeg gjorde det for Sørens og de andre mænds skyld.
Jeg følte mig mere levende, når jeg gjorde noget ud af mig selv.
Mere levende når mine poseringer fik mænd til at stirre.
Uanset om jeg pressede mine bryster frem imod Søren eller tilfældige mænd eller skød ryg, så min numse blev meget synlig.
Men den konkrete tanke havde et ansigt nu.
Sørens.
Og da anres mænds.
En morgen valgte jeg en bluse, der sad tættere.
Ikke upassende.
Men den viste kroppen.
Jeg så mig i spejlet.
Maven var stadig blød under stoffet.
Brysterne tydelige.
Taljen kunne ses.
Jeg trak blusen af.
Tog en anden på.
Så skiftede jeg tilbage.
Erik kom forbi døren.
“Har du problemer?”
“Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal have på.”
“Den første var fin.”
“Hvilken?”
“Den du har på nu.”
“Er den for stram?”
“Nej.”
Han kom hen.
Lagde hænderne på mine hofter.
“Den sidder godt.”
Jeg så på ham i spejlet.
Hans blik var tydeligt.
Jeg havde stadig alt det, jeg behøvede hjemme.
“Så beholder jeg den,” sagde jeg.
“God beslutning.”
Han kyssede min nakke.
Jeg mærkede hans lyst.
Og jeg lod ham lade sin lyst varme mit dybe indre igen.
Hans lyst var ikke blevet mindre.
Det gjorde min hensigt mere skamfuld.
Jeg tog min BH af og blusen på.
Man kunne se mine brystvorter igenne blusen. Det tændte mig.
For da jeg gik ud ad døren, tænkte jeg ikke kun på, hvad Erik havde set.
Jeg tænkte:
Mon Søren ser det samme?
Han gjorde.
Ikke straks.
Det gjorde næsten spændingen stærkere.
Han talte med nogen.
Hilste kort.
Jeg blev opmærksom på hver bevægelse.
Hvordan jeg stod.
Om blusen trak sig op.
Om maven kunne ses.
Og om mine brystvorte var blevet mere synlige ved synet af Søren.
Jeg forsøgte at virke ligeglad.
Til sidst kom han forbi.
“Du har gjort noget.”
“Hvad?”
“Jeg ved det ikke.”
Han lod blikket glide kort over mig.
Hans blik forblev et kort øjeblik på mine stive brystvorter.
Ikke skjult.
“Du ser anderledes ud.”
“Bedre eller værre?”
Jeg havde aldrig før spurgt ham så direkte.
Søren smilede.
“Farligere.”
Varmen kom med det samme.
Dybt.
Ikke den rolige lyst, jeg kendte fra Erik.
En hurtig, rå reaktion.
“Det må være blusen,” sagde jeg.
“Det er nok ikke kun blusen.”
Jeg burde have afsluttet samtalen.
Sagt tak.
Gået videre.
I stedet blev jeg stående.
“Du er meget modig i dag.”
“Jeg er altid modig.”
“Nej.”
Jeg smilede.
“Kun når du kan gå igen bagefter.”
Han lo.
“Så du har lagt mærke til mig.”
“Det er svært ikke at gøre.”
Det var første gang, jeg gav ham noget tydeligt tilbage.
Ikke bare et høfligt smil.
En bekræftelse.
Jeg havde set ham.
Jeg vidste, hvad han gjorde.
Og jeg accepterede legen.
Og jeg gik med på legen.
Hans blik ændrede sig.
Ikke meget.
Men nok.
Samtalen var ikke længere tilfældig.
Vi stod begge i den.
“Pas på,” sagde han.
“Med hvad?”
“At sige den slags.”
“Hvorfor?”
“Fordi jeg kunne tro, du mente det.”
Jeg mærkede pulsen.
“Så tror du for meget.”
“Det gør jeg sikkert.”
Jeg lod diskret min hånd glide fra maven og op over mit ene bryst.
Han så det hele og smilte.
Søren gik.
Jeg stod tilbage med en varme, der ikke forsvandt.
Jeg vidste, at jeg havde flirtet.
Rigtigt.
Ikke kun modtaget et blik.
Jeg havde sendt noget tilbage.
Alligevel sagde jeg til mig selv:
Der skete jo ingenting.
Han rørte mig ikke.
Jeg rørte ikke ham.
Jeg havde ikke løjet direkte.
Jeg havde bare talt.
Jeg var stadig på den rigtige side af grænsen.
Igen blev toilettet min flugt, min regulering og min udvej.
Det blev nemmere næste gang.
Søren sagde:
“Er det den farlige bluse igen?”
“Du kan åbenbart huske den.”
“Det kan jeg.”
“Så har den gjort sit arbejde.”
Han så på mig.
“Var der et arbejde?”
Jeg mærkede, hvor tæt samtalen var på noget, jeg ikke længere kunne kalde tilfældigt.
“Det var bare for sjov.”
Der kom ordet.
Bare.
Søren smilede.
“Selvfølgelig.”
Han lod mig slippe.
Men jeg kunne se, at han ikke troede på mig.
Det gjorde mig ikke utryg.
Det gjorde mig varm.
At han vidste.
At jeg vidste, han vidste.
At vi stadig ikke sagde det direkte.
Jeg begyndte at nyde hemmeligheden.
Ikke en hemmelig relation.
Ikke endnu.
En hemmelig tone.
Den fandtes kun mellem os.
Erik kendte mit tøj.
Min krop.
Mine dage.
Men han kendte ikke denne lille strøm af blik og ord.
Det var mit.
Privat.
Jeg begyndte at forstå, hvorfor hemmeligheder kan føles som frihed i begyndelsen.
Ingen stiller krav til dem.
Ingen behøver tage ansvar for dem.
De eksisterer kun som mulighed.
Men mulighed kan være stærkt ophidsende.
Hver eneste gang måtte jeg regulere mig selv.
En eftermiddag skulle der være en mindre sammenkomst.
Ikke en stor fest.
Bare mennesker samlet med kaffe, vin senere og små grupper, der talte.
Jeg vidste Søren kom.
Jeg valgte en kort kjole.
Kortere, end jeg normalt brugte til den slags.
Ikke så kort, at nogen kunne kalde den vulgær.
Sådan vurderede jeg det.
Men kort nok til, at jeg hele tiden kunne mærke lårene.
Stoffet, når jeg satte mig.
Risikoen for, at den gled op.
Tanken om at Søren så det.
Jeg stod foran spejlet hjemme.
Vendte mig.
Bøjede mig en smule.
Rettede mig.
Erik kom ind.
“Den har jeg ikke set længe.”
“Nej.”
“Den er kort.”
Jeg vendte mig hurtigt.
“For kort?”
Han så på mig.
“Ikke for mig.”
Jeg smilede.
“Det var ikke det, jeg spurgte om.”
“Du ser godt ud.”
“Kan jeg have den på?”
“Selvfølgelig.”
Han kom hen.
Lagde hænderne på mine lår under kjolens kant.
Ikke langt.
Bare nok til, at kroppen reagerede.
“Du gør det svært at komme af sted,” sagde jeg.
“Så bliv hjemme.”
“Det kan jeg ikke.”
“Det var et forsøg.”
Han kyssede mig.
Jeg havde lyst til ham.
Meget.
Et øjeblik overvejede jeg at tage kjolen af.
Blive.
Lægge mig med ham.
Men en anden tanke trak.
Sørens blik.
Ikke Søren som mand.
Prøven.
Ville kjolen virke?
Jeg kyssede Erik igen.
“Jeg skal af sted.”
“Desværre.”
Han slap mig og gik ud igen.
Stolede på mig.
Jeg tog ingen trusser på.
Det var ikke et uheld.
Ikke noget, jeg opdagede senere.
Jeg stod med dem i hånden.
Tænkte:
Det er dumt.
Så lagde jeg dem tilbage.
Jeg forklarede det for mig selv som en følelse af frihed.
Kjolen sad bedre uden.
Ingen kanter.
Ingen linjer under stoffet.
Jeg skulle jo ikke vise nogen noget.
Kun jeg ville vide det.
Det gav allerede en varme at gå ud ad døren med den hemmelighed.
Hver bevægelse føltes anderledes.
Luften.
Stoffet mod huden.
Bevidstheden om, at der ikke var noget lag under.
Jeg følte mig yngre.
Farligere.
Mere fri.
Men friheden var ikke uskyldig.
Den havde retning.
Da jeg kom, så Søren på mig.
Først ansigtet.
Så kjolen.
Hans blik standsede.
Jeg mærkede det fysisk.
“Det er vist ikke den farlige bluse i dag,” sagde han.
“Nej.”
“Det her er værre.”
“Så lad være med at kigge.”
“Det bliver svært.”
Jeg smilede.
Ikke uskyldigt længere.
“Det er vel dit problem.”
“Ikke kun mit, tror jeg.”
Jeg gik videre.
Pulsen var høj.
Jeg talte med andre.
Drak vin.
Ikke for meget.
Nok til, at hæmningerne blev blødere, uden at jeg mistede kontrollen.
Jeg var meget opmærksom på Søren.
Hvor han stod.
Om han så.
Når vores blikke mødtes, smilede han.
Jeg smilede tilbage.
Det var stadig kun flirt.
Sådan sagde jeg til mig selv.
Ingen berøring.
Ingen aftale.
Ingen utroskab.
Efter noget tid satte vi os i en gruppe.
Stole i en løs halvcirkel.
Søren sad næsten overfor.
Ikke direkte.
Lidt til siden.
Jeg vidste, at han kunne se mine ben.
Jeg krydsede dem.
Kjolen gled lidt op.
Hans blik faldt.
Så tilbage til mit ansigt.
Jeg mærkede varmen.
En kvinde sagde noget til mig.
Jeg svarede.
Kun halvt til stede.
Jeg var mere optaget af vinklen.
Af stoffet.
Af Søren.
Jeg lod benene skifte position.
Langsomt.
Kjolen flyttede sig endnu højere.
Han så igen.
Denne gang længere.
Jeg kunne have trukket den ned.
Det gjorde jeg ikke.
Jeg mærkede et sug i kroppen.
En blanding af frygt og lyst.
Han kunne ikke vide, at jeg ikke havde trusser på.
Ikke endnu.
Jeg vidste det.
Og alene den viden gjorde hans blik mere intimt.
Jeg sad med en hemmelighed mellem benene.
Han sad med et blik, der forsøgte at se mere.
Jeg begyndte at forstå, at jeg kunne give ham det.
Ingen behøvede vide det.
Ikke engang han kunne være sikker.
Jeg flyttede mig lidt i stolen.
Lod knæene glide fra hinanden et øjeblik.
Så lidt mere.
Ikke voldsomt.
Ikke som en tydelig invitation, hvis nogen andre så.
Men vinklen var rettet mod ham.
Jeg vidste det.
Han vidste det.
Hans ansigt ændrede sig.
Kun et sekund.
Øjnene standsede.
Munden blev stille.
Han havde set hele vejen op.
Der var intet stof under kjolen.
Ingen tvivl.
Jeg mærkede hans erkendelse ramme mig som varme.
En voldsom varme.
Dybt mellem benene.
Jeg samlede dem igen.
Så på ham.
Han mødte mit blik.
Ingen smilede nu.
Ikke med det samme.
Det var ikke længere den lette flirt.
Noget var blevet virkeligere.
Han havde set en del af min krop, som kun Erik burde have set.
Han havde ikke rørt.
Jeg havde ikke rørt ham.
Men jeg havde bevidst givet ham synet.
Det var mig, der havde åbnet benene.
Mig, der havde valgt kjolen.
Mig, der havde ladet trusserne blive hjemme.
Jeg kunne ikke længere kalde det et uheld.
Alligevel forsøgte jeg.
Måske havde kjolen bare flyttet sig.
Måske havde han ikke set tydeligt.
Måske var det vinklen.
Så mødte jeg hans blik igen.
Han vidste.
Det gjorde jeg også.
Og det ophidsede mig mere end noget fremmed blik hidtil havde gjort.
Ikke fordi Søren var bedre end Erik.
Han var ikke i nærheden.
Ikke mere tiltrækkende.
Ikke mere nærværende.
Han kendte mig knap.
Men hans blik var nyt.
Råt.
Uden kærlighed.
Han havde set mig som en kvinde, der bevidst viste sig.
Ikke som mor.
Ikke som hustru.
Ikke med mærkerne forklaret gennem fælles historie.
Bare krop.
Mulighed.
Jeg kunne mærke, at jeg var blevet våd.
Den fysiske reaktion gjorde skammen stærkere.
Jeg sad i et rum blandt mennesker.
Gift.
Med børn hjemme.
Erik havde kysset mig, før jeg gik.
Lagt hænderne på de samme lår.
Stolede på mig.
Og nu sad jeg med varmen fra en anden mands blik mellem benene.
En mand sagde noget morsomt.
De andre lo.
Jeg kunne næsten ikke følge med.
Søren så væk.
Så tilbage.
Jeg lod knæene være samlede nu.
Men oplevelsen var allerede inde i kroppen.
Smil, blink og små ord var pludselig ikke nok.
Jeg havde opdaget noget stærkere.
At jeg kunne styre hans blik med kroppen.
Give og tage væk.
Lade ham se.
Så skjule mig igen.
Det gav en følelse af magt, som den unge Bente aldrig havde haft.
Dengang havde jeg ventet på, hvad mændene ville tage.
Nu følte jeg, at jeg bestemte.
Det var en illusion.
Men en stærk en.
Jeg rejste mig.
“Jeg skal lige på toilettet.”
Ingen lagde noget i det.
Søren så på mig.
Hans blik fulgte kjolen.
Jeg mærkede det hele vejen gennem rummet.
På toilettet låste jeg døren.
Stod med ryggen mod den.
Hjertet slog hurtigt.
Jeg så mig i spejlet.
Kinderne var røde.
Øjnene blanke.
Jeg lignede en kvinde, der havde gjort noget.
“Du har ikke været utro,” hviskede jeg.
Ingen havde rørt mig.
Jeg havde ikke kysset nogen.
Ikke givet et nummer.
Ikke lovet noget.
Jeg var stadig trofast.
Ordene virkede mindre overbevisende, når jeg sagde dem højt.
Jeg løftede kjolen.
Så på kroppen, han havde set.
Maven med sporene.
Huden.
Lårene.
Alt det, jeg havde frygtet, at fremmede mænd ikke ville begære.
Søren havde set.
Hans ansigt havde givet mig svaret.
Han havde haft lyst.
Det var beviset, jeg havde søgt.
Og i stedet for at gøre mig rolig gjorde det mig mere ophidset.
Jeg kunne stadig.
Kroppen havde stadig magt.
Ikke kun over Erik.
Over en mand uden historie med mig.
En mand, der ikke skyldte mig kærlighed.
Jeg lod hånden glide ned over maven.
Ikke med den hårde vurdering fra spejlet.
Med lyst.
Som om Sørens blik havde givet kroppen tilbage til mig.
Det burde have været min egen.
Det burde ikke have krævet ham.
Men sådan føltes det.
Jeg var så varm, at jeg ikke kunne gå direkte tilbage.
Kroppen krævede noget.
Ikke Søren.
Ikke hans hænder.
Bare en udløsning af den spænding, jeg selv havde skabt.
Jeg satte mig.
Lukkede øjnene.
Berørte mig selv.
Ikke langsomt som med Erik.
Ikke med den dybe ro og forbindelse.
Hurtigt. Voldsomt og brutalt.
Skjult.
Med hans blik i tankerne.
Øjeblikket, hvor hans øjne standsede mellem mine ben.
Måden hans ansigt forandrede sig på.
Viden om, at han nu havde set noget, der ikke tilhørte ham.
Jeg kom hurtigt.
Mere af intensitet end dybde.
En kort, skarp orgasme, der fik mig til at holde hånden over munden.
Bagefter kom skammen med det samme.
Jeg sad helt stille.
Lyden af stemmer udenfor.
En dør længere væk.
Mit eget åndedræt.
Jeg tænkte på Erik.
Jeg tænkte ikke på ham som en fjende eller som en mand, jeg ønskede væk. Jeg tænkte på ham med kærlighed. Hans ansigt, hans hænder, hans måde at sige mit navn på.
Og netop derfor blev forvirringen så voldsom. Hjertet sagde: Stop. Det her gør ham ondt. Hovedet spurgte: Hvorfor gør du det? Men kroppen svarede med varme og trang, og i de øjeblikke vandt kroppen.
På hans hænder.
Hans ansigt.
Hvordan han altid havde fået mig til at føle mig tryg nok til at give slip.
Dette var anderledes.
Ikke kærligt.
Ikke dybt.
Hemmeligt.
Egoistisk.
Mit.
Den sidste del gjorde oplevelsen dragende, selv midt i skammen.
Mit.
Et rum, Erik ikke kendte.
En lyst, der ikke var opstået sammen med ham.
En side af mig, jeg næsten følte, jeg havde opfundet den dag.
Ikke den unge Bente, der gav sig for at blive valgt.
En gift kvinde, som allerede var valgt, men stadig kunne få en anden mand til at miste blikket i hendes krop.
Jeg ordnede tøjet.
Vaskede hænder.
Så mig i spejlet.
Jeg forventede næsten, at forandringen kunne ses.
At nogen ville vide det.
Men jeg lignede mig selv.
Det var en vigtig opdagelse.
Man kunne gøre noget hemmeligt og gå tilbage i rummet med det samme ansigt.
Ingen alarm lød.
Ingen pegede.
Ingen ring faldt af fingeren.
Jeg åbnede døren.
Gik tilbage.
Søren stod nu ved et bord.
Han så på mig.
Ikke på samme lette måde som før.
Der var viden mellem os.
Han kom tættere senere.
Ikke helt tæt.
“Er du okay?” spurgte han.
“Ja.”
“Du forsvandt hurtigt.”
“Jeg skulle på toilettet.”
“Selvfølgelig.”
Jeg kunne høre, at han også brugte ordet som dække.
“Så du noget før?” spurgte jeg.
Det var dumt.
Unødvendigt.
Men jeg ønskede bekræftelsen direkte.
Søren så på mig.
“Vil du have et ærligt svar?”
Jeg mærkede varmen vende tilbage.
“Nej.”
Han smilede svagt.
“Så lader vi være.”
Jeg burde være gået.
I stedet sagde jeg:
“Det var nok bare kjolen.”
“Ja.”
Hans blik faldt kort.
“Det var nok bare kjolen.”
Søren kiggede på mine stive brystvorter, hvor han tidligere havde kigget op på mine ben.
Han smilede lusket tilbage på mig.
Ingen af os troede på det.
Jeg gik hjem senere.
Alene.
Jeg havde ikke talt mere med ham end det.
Ingen fysisk kontakt.
Jeg brugte det som bevis.
På vejen gentog jeg:
Jeg har ikke været utro.
Jeg har ikke været utro.
Jeg har ikke været utro.
Jo flere gange jeg sagde det, desto mere forstod jeg, at der var noget, jeg forsøgte at frikende.
Erik var vågen, da jeg kom hjem.
Han sad i stuen.
“Har du haft det godt?”
“Ja.”
“Du ser varm ud.”
“Der var varmt.”
Han rejste sig.
Kom hen.
Kyssede mig.
Hans hånd gled langs min side.
Kroppen reagerede straks.
Som altid.
Men denne gang kom skammen sammen med lysten.
Jeg kunne stadig mærke toalettet.
Sørens blik.
Min egen hånd.
“Du har ikke trusser på,” sagde Erik.
Han opdagede det, da hånden bevægede sig under kjolen.
Jeg stivnede.
“Nej.”
“Hvorfor ikke?”
“De kunne ses gennem kjolen.”
Det var sandt nok.
Bare ikke hele sandheden.
Erik smilede.
“Det kan jeg godt lide.”
Han kyssede mig.
Jeg lod ham.
Ville ham.
Det var vigtigt for mig at mærke, at jeg stadig tilhørte os.
Hans berøring var dybere.
Varmere.
Kendt.
Alligevel lå en anden mands blik mellem os, uden at Erik vidste det.
Det gjorde mig først utilpas.
Så ophidset.
Jeg skammede mig over begge dele.
Erik mærkede min lyst.
“Du har savnet mig,” sagde han.
“Ja.”
Jeg holdt om ham.
Det var ikke en løgn.
Jeg havde savnet ham.
Jeg elskede ham.
Jeg ville ham.
Men lysten var blevet blandet.
Ikke erstattet.
Blandet.
Det var måske dér, den egentlige fare opstod.
Jeg opdagede, at en anden mands begær kunne tages med hjem og hældes ind i sexen med min egen mand.
At Erik kunne tro, intensiteten kom fra ham alene.
Jeg skammede mig over, at jeg kunne ligge ved siden af ham og elske ham oprigtigt, mens min krop stadig huskede et fremmed blik.
Der var ikke to forskellige Benter, selv om jeg ofte ønskede det. Den samme kvinde, der elskede Erik, var også kvinden, der mærkede begæret mellem benene og lod det forvirre alt, hvad hun vidste var rigtigt.
At jeg kunne nyde ham og samtidig beholde en hemmelig scene i hovedet.
Eriks lyster var ikke til at tage fejl af. Der var stadigvæk kærlig og kys, men jeg mærkede Eriks begær efter mig og min orgasme var selvfølgelig også derefter. Meget højlydt.
Bagefter lå jeg med håndfladen på hans bryst.
Han strøg mit hår.
“God aften?” spurgte han.
“Ja.”
“Hvad lavede I?”
Jeg fortalte om menneskerne.
Vinen.
Samtalerne.
Ikke Søren.
Ikke kjolen, der gled op.
Ikke blikket.
Ikke toilettet.
Jeg løj ikke direkte.
Jeg udelod.
Dengang mente jeg, forskellen var stor.
I dag ved jeg, at man godt kan bedrage et menneske med en sand historie, hvis man fjerner den del, der betyder noget.
Erik faldt i søvn.
Jeg lå vågen.
Jeg prøvede at afgøre, om jeg havde været utro.
Den klare grænse, jeg havde oprettet, sagde nej.
Ingen anden mand havde rørt mig.
Men noget i mig vidste, at spørgsmålet var forkert.
Det handlede ikke kun om hænder og kys.
Det handlede om hensigt.
Jeg havde ønsket, at Søren så mig.
Jeg havde gjort det muligt.
Jeg havde spredt benene for ham.
Bevidst.
Brugt hans blik til min egen nydelse.
Skjult det for Erik.
Jeg var måske ikke fysisk utro efter den definition, jeg dengang holdt fast i.
Men jeg havde skabt min første seksuelle hemmelighed i ægteskabet.
Det var derfor, smil og blink ikke længere føltes nok bagefter.
De havde ført mig til noget stærkere.
At vise.
At styre.
At mærke en fremmed mands begær direkte i kroppen.
Jeg lovede mig selv, at det ikke skulle ske igen.
Næste gang ville jeg tage trusser på.
Sidde ordentligt.
Ikke opsøge Søren.
Ikke svare.
Jeg mente det, mens jeg lå ved siden af Erik.
Jeg lagde mig tættere på ham.
Pressede håndfladen mod hans hud.
Søgte roen.
Den kom ikke.
Mine hænder gled ned mellem mine ben og jeg tænke på Søren.
Herefter kom roen.
Men ikke helt som før.
For nu fandtes der et sted i mig, han ikke kendte.
Et lille mørkt rum med en kort kjole, et åbent blik og en låst toiletdør.
Jeg havde ikke været sammen med en anden mand.
Det var den sætning, jeg brugte til at berolige mig selv.
Men jeg havde opdaget, at jeg kunne gøre en anden mand til en del af min lyst uden at lade ham røre mig.
Og den opdagelse blev ikke glemt.
Den voksede.
For første gang havde jeg ikke blot ønsket at blive set.
Jeg havde vist mig.
Ikke ved et uheld.
Ikke som den unge kvinde, der ikke kunne sige nej.
Som en gift kvinde, der vidste præcis, hvad hun gjorde, og bagefter fandt en forklaring, der gjorde det muligt at kalde sig trofast endnu en dag.
Da vores kvindeaftener begyndte
Vi var syv kvinder.
Bente.
Hanne.
Pia.
Marianne.
Birgit.
Susanne.
Lone.
Når jeg skriver navnene nu, lyder de næsten som en liste over roller i et skuespil, hvor slutningen allerede er kendt.
Men dengang var vi bare kvinder.
Giftes kvinder.
Mødre.
Nogle af os arbejdede fuld tid.
Andre mindre.
Vi havde børn i forskellige aldre, mænd med forskellige arbejdstider og hjem, som altid krævede noget.
Vi var ikke en hemmelig sammenslutning.
Ikke en gruppe skabt omkring mænd, sex eller utroskab.
Tværtimod.
De første aftener handlede mest om alt det almindelige.
Madpakker.
Børn, der ikke ville sove.
Mænd, der glemte indkøb.
Arbejde.
Forældre.
Regninger.
Ferier.
Hvem der havde en god opskrift.
Hvem der kendte en læge.
Hvem der havde prøvet en bestemt vaskemaskine.
Vi kom ikke alle fra samme sted.
Nogle kendte hinanden gennem børnene.
Andre gennem arbejde.
Familie.
Nabolag.
Et par af os var blevet præsenteret gennem en anden.
Gruppen opstod ikke på én bestemt dag.
Den voksede.
Først var vi tre.
Så fire.
En aften kom en ny med.
Næste gang endnu én.
Til sidst var vi syv, og det blev sådan.
Det var Hanne, der oftest tog initiativet.
Det lå i hendes natur.
Hun var udadvendt.
Hurtig i replikken.
Den slags kvinde, der kunne få en samtale til at begynde mellem mennesker, som ellers ville have siddet med hver sin kop.
Hun ringede.
“Skal vi ikke snart ses?”
“Hvem er vi?”
“Os.”
“Det hjælper ikke.”
“Dig, mig, Pia og dem.”
“Dem?”
“Marianne og Birgit.”
“Hvad med børnene?”
“De har vel fædre.”
Det sagde hun ikke hårdt.
Mere som en påmindelse om, at vi godt måtte gå ud en aften uden at huset faldt sammen.
Hanne havde en naturlig evne til at gøre ting mindre besværlige, end vi andre kunne få dem til at virke.
Hvis nogen sagde:
“Jeg kan ikke den dag,”
svarede hun:
“Så finder vi en anden.”
Hvis én ikke kunne få pasning, sagde hun:
“Tag barnet med i begyndelsen.”
Hvis nogen mente, det var for dyrt at gå ud, foreslog hun, at vi mødtes hjemme hos hinanden.
Hun var ikke nødvendigvis den mest organiserede.
Tværtimod.
Hun kunne glemme, hvem der havde sagt hvad.
Møde lidt senere.
Komme med en ret, der stadig manglede noget.
Men hun fik mennesker til at mødes.
Det var hendes styrke.
Den første aften, jeg tænker på som en rigtig kvindeaften, var hjemme hos Hanne.
Børnene var ikke med.
Det var næsten en begivenhed i sig selv.
Syv mødre uden børn i rummet.
Vi kom med flasker.
Mad.
Kage.
En salat, ingen rigtig spiste.
Hanne havde flyttet møblerne, så vi kunne sidde omkring et stort bord.
“Det er ikke særlig pænt,” sagde hun, da jeg kom.
“Det ser fint ud.”
“Den ene stol er fra soveværelset.”
“Det kan man ikke se.”
“Den har tøj liggende på sig til daglig.”
“Det kan man stadig ikke se.”
Hun tog imod min frakke.
“Erik klarer børnene?”
“Ja.”
“Uden skriftlige instruktioner?”
“Næsten.”
Jeg havde faktisk skrevet nogle ting ned.
Ikke fordi Erik ikke kunne tage sig af børnene.
Fordi jeg havde svært ved at lade være.
Hvornår den yngste skulle sove.
Hvor tøjet lå.
Hvad de havde spist.
Hvem der måske begyndte at hoste.
Erik havde set papiret.
“Jeg bor her også,” havde han sagt.
“Jeg ved det.”
“Jeg kender børnene.”
“Jeg ved det.”
“Så hvorfor står der, hvor kopperne er?”
“Det er bare, hvis du—”
“Bente.”
Han havde smilet.
“Tag af sted.”
Han kyssede mig.
“Hav det godt.”
Ingen modstand.
Tilliden jeg begyndte at bruge imod ham
Ingen bemærkning om, at jeg burde blive hjemme.
Han syntes, det var godt, at jeg så andre kvinder.
Det gjorde jeg også.
Jeg havde brug for noget, der ikke hele tiden handlede om børnene, selv om vi paradoksalt nok talte om dem det meste af aftenen.
Pia kom kort efter mig.
Hun havde en gryde med.
“Den er stadig varm.”
“Hvad er det?” spurgte Hanne.
“Noget med kylling.”
“Ved du ikke selv hvad?”
“Jo.”
Pia holdt gryden tæt ind til kroppen.
“Men jeg ved ikke, om det er blevet godt.”
“Så er det ligesom resten af maden her.”
Hanne løftede en skål.
“Jeg har lavet noget, jeg fandt i et blad.”
“Hvad er der i?”
“Det kan jeg ikke huske.”
Pia så på mig.
“Er det altid sådan hos hende?”
“Ja.”
Hanne protesterede.
“Det vigtigste er stemningen.”
“Det siger folk, når maden er dårlig,” sagde Pia.
Pia var forsigtig.
Ikke stille på samme måde som Susanne senere viste sig at være.
Pia kunne tale meget.
Men hun overvejede ofte, før hun gjorde noget.
Hun ville vide, hvem der kom.
Hvad planen var.
Hvornår vi sluttede.
Om det var en pæn middag eller en afslappet aften.
Hun havde taget en ekstra bluse med i en pose, fordi hun ikke var sikker på, om den første var for fin.
“Tag den, du har på,” sagde Hanne.
“Er du sikker?”
“Nej.”
“Hanne.”
“Den er fin.”
Pia blev stående i entreen.
“Er den for stram?”
“Nej.”
“Det er den lidt.”
“Så behold frakken på hele aftenen.”
Pia begyndte at le.
Det var det, Hanne kunne.
Hun kunne få Pia til at slippe spørgsmålet uden at give et egentligt svar.
Marianne kom præcis på det tidspunkt, hun havde sagt.
Hun havde ikke én ret med.
Hun havde flere små ting.
Alt stod i beholdere med låg.
Ingen sovs var løbet ud.
Intet var glemt.
“Jeg vidste ikke, hvad Hanne havde planlagt,” sagde hun.
“Det gjorde Hanne heller ikke,” sagde jeg.
“Jeg har en plan,” protesterede Hanne.
“Hvor er den?”
“I hovedet.”
Marianne så rundt i stuen.
“Det er altid betryggende.”
Hun begyndte straks at stille tingene rigtigt.
Flyttede et glas.
Tørrede en lille plet af bordet.
Spurgte, om Hanne havde servietter.
Det havde hun ikke fundet frem.
Marianne fandt dem selv.
Hun var perfektionistisk.
Det ord brugte vi ikke dengang.
Vi sagde, at Marianne havde styr på tingene.
Hun huskede fødselsdage.
Kom med det rigtige antal portioner.
Vidste, hvornår butikkerne lukkede.
Havde altid plaster, hovedpinepiller og en ekstra sikkerhedsnål i tasken.
Hun kunne virke kontrolleret.
Og lidt kontrollerende.
Men man var også glad for hende, når noget gik galt.
Hvis en bil ikke ville starte, ringede man til Marianne.
Hvis et barn skulle køres hjem, fandt hun en løsning.
Hvis der manglede kaffe, vidste hun, hvor der var mere.
Birgit kom med en flaske vin og en buket blomster til Hanne.
“Det skulle du ikke,” sagde Hanne.
“Jeg havde lyst.”
Birgit var den, man først beskrev som ordentlig.
Hun talte pænt om sin mand.
Ikke sukkersødt.
Men loyalt.
Hvis vi andre klagede over noget, kunne hun godt være med.
Alligevel var der en grænse.
“Hans side af historien er sikkert en anden,” sagde hun ofte.
Eller:
“Han gør også meget.”
Hun var ikke kedelig.
Hun kunne grine højt.
Drikke vin.
Fortælle en god historie.
Men hun holdt på en forestilling om, at ægteskabet skulle beskyttes, også i måden man talte om det på.
På det tidspunkt mente jeg, at Birgit nok havde det mest stabile forhold af os alle.
Det troede vi måske allesammen.
Hun gav det indtryk.
Hun og hendes mand havde faste traditioner.
Spiste sammen.
Besøgte familie.
Tog på de samme ferier.
Hun sagde ofte:
“Man ved, hvad man har.”
Dengang lød det trygt.
Ikke som noget, der senere kunne udfordres.
Susanne kom næsten lydløst.
Hun ringede på.
Stod med en lille kage i hænderne.
“Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage med.”
“Du skulle bare tage dig selv med,” sagde Hanne.
“Det er lidt sent at sige nu.”
Susanne smilede.
Ikke stort.
Hun var den stille.
Ikke genert nødvendigvis.
Observerende.
Hun kunne sidde længe uden at sige noget.
Så komme med én bemærkning, der viste, at hun havde hørt alt.
Hun glemte sjældent en detalje.
Hvis nogen tre måneder senere ændrede lidt i en historie, kunne Susanne sige:
“Var det ikke tirsdag, du sagde sidst?”
Ikke anklagende.
Bare præcist.
Det kunne gøre én urolig.
Men i begyndelsen var hendes hukommelse mest nyttig.
Hun huskede børnenes navne.
Hvem der havde en syg mor.
Hvem der var nervøs for en samtale på arbejdet.
Hun spurgte ind næste gang.
Ikke af høflighed.
Fordi hun faktisk havde lyttet.
Lone kom sidst.
Ikke fordi hun altid kom for sent.
Fordi noget var opstået på vejen.
Det gjorde der ofte omkring Lone.
Denne aften havde hun mødt en gammel bekendt.
Så var bussen kørt.
Så havde hun taget den næste.
“Jeg overvejede at gå hjem igen,” sagde hun.
“Hvorfor?” spurgte Pia.
“Fordi jeg allerede var forsinket.”
“Så ville du være blevet endnu mere forsinket,” sagde Marianne.
“Ikke til hjemmet.”
Lone satte en pose på bordet.
“Jeg har købt chips.”
“Vi har mad,” sagde Marianne.
“Man kan stadig have chips.”
“Vi har også kage.”
“Man kan have chips før kage.”
Lone var spontan.
Hun kunne finde på at foreslå en tur på vej hjem.
En anden bar.
En is.
At vi skulle gå en omvej, fordi vejret var godt.
Hun var ikke uden ansvar.
Hun havde også børn, hjem og aftaler.
Men hun længtes efter åbninger i hverdagen.
Små muligheder for, at noget andet kunne ske.
Dengang var det uskyldigt.
En sen kaffe.
En ekstra flaske vin.
Musik.
At blive en time længere end planlagt.
Hun var ofte den, der sagde:
“Vi behøver ikke gå endnu.”
Jeg kendte ikke alle lige godt i begyndelsen.
Hanne kendte jeg bedst.
Pia havde jeg talt med nogle gange.
Marianne kendte jeg mere perifert.
Birgit og Susanne var næsten nye for mig.
Lone havde jeg mødt ved andre lejligheder, men aldrig siddet længe sammen med.
Det var først omkring Hannes bord, vi blev en gruppe.
Ikke fordi vi besluttede det.
Ingen sagde:
“Fra nu af er vi syv.”
Vi spiste.
Talte.
Grinede.
Og da aftenen var slut, var det naturligt, at der skulle være en næste gang.
De første samtaler handlede meget om børnene.
Det var næsten komisk.
Vi havde alle glædet os til at være væk fra dem et par timer.
Så brugte vi den første time på at tale om dem.
“Han vil kun spise pasta,” sagde Pia.
“Så giv ham pasta,” sagde Lone.
“Hver dag?”
“Han bliver vel træt af det.”
“Det gør han ikke.”
“Så er det nem mad.”
Marianne rystede på hovedet.
“Man kan ikke bare give børn det samme hver dag.”
“Jeg levede af rugbrød en hel sommer,” sagde Hanne.
“Det forklarer meget,” sagde jeg.
Hanne kastede en serviet efter mig.
Vi talte om søvn.
Skole.
Forkølelser.
Børnenes venner.
Hvornår de skulle have lov til hvad.
Alle havde en holdning.
Alle gjorde noget forskelligt.
Vi opdagede hurtigt, at man kunne blive meget optaget af, om en andens barn havde en senere sengetid end ens eget.
“Halv ni?” sagde Marianne.
“Ja,” sagde Lone.
“På en hverdag?”
“Han sover ikke før alligevel.”
“Men så lærer han, at—”
“Han lærer, at han ikke kan sove.”
“Det er ikke det samme.”
Hanne løftede sit glas.
“Vi har været her i en time og er allerede blevet et forældreråd.”
“Vi er mødre,” sagde Birgit.
“Hvad skulle vi ellers tale om?”
“Noget spændende.”
“Som hvad?”
Hanne tænkte.
“Ferier.”
Det blev ikke mere spændende.
Vi talte om sommerhuse.
Bilferier.
Hvor langt børn kunne holde ud at køre.
Om man skulle have madpakker med.
Hvilke steder der var for dyre.
Så om mændene.
Ikke som mænd.
Som ægtemænd og fædre.
“Hvem står op om natten hos jer?” spurgte Pia.
“Det kommer an på barnet,” sagde Birgit.
“Hvordan?”
“Den yngste vil kun have mig.”
“Det siger min også,” sagde Marianne.
“Men nogle gange tager min mand ham alligevel.”
“Hjælper det?”
“Nej.”
“Hvorfor gør han det så?”
“Fordi jeg ellers falder om.”
Vi lo.
Jeg fortalte, at Erik godt tog børnene, men at jeg ofte lå vågen alligevel.
“Så kan du lige så godt selv stå op,” sagde Lone.
“Det siger Erik også.”
“Og?”
“Jeg bliver liggende af princip.”
“Det er et dårligt princip.”
“Det ved jeg.”
Der var ingen ondskab i vores klager.
Ingen planer om at søge noget andet.
Vi brugte aftenerne til at sige de ting, man ikke altid sagde hjemme.
At man var træt af at samle sokker op.
At ens mand kunne være blind for en fuld vasketøjskurv.
At man ønskede en dag alene.
At man elskede familien og samtidig drømte om et hotelværelse, hvor ingen kaldte.
Vi forstod hinanden.
Ikke fuldstændigt.
Men nok.
“Jeg elsker mine børn,” sagde Pia en aften.
“Det er godt,” sagde Hanne.
“Men nogle gange kan jeg næsten ikke holde ud, at nogen rører ved mig.”
Der blev stille et øjeblik.
Så nikkede flere.
Ikke fordi samtalen var seksuel.
Den handlede om at være brugt op.
Små hænder.
Børn på skødet.
En mand, der lagde armen omkring én, lige når man endelig sad alene.
“Jeg kan få lyst til at låse mig inde på badeværelset,” sagde Lone.
“Det gør jeg,” sagde Susanne.
Vi så på hende.
Susanne trak på skuldrene.
“Jeg siger, jeg er dårlig i maven.”
Hanne begyndte at le.
“Stakkels din mand.”
“Han tror, jeg har et meget følsomt tarmsystem.”
Det var én af de første gange, Susanne fik hele bordet til at le.
Ikke fordi hun forsøgte at være sjov.
Fordi den stille kvinde viste en tør side, vi ikke havde forventet.
Sådan lærte vi hinanden.
Lidt ad gangen.
Hanne fortalte mest.
Ikke hemmeligheder.
Hverdagskatastrofer.
At hun havde sendt et barn af sted med to forskellige sokker.
At hun havde glemt en aftale.
At hun havde forsøgt at bage og endt med at købe kage.
Pia fortalte ofte først, når andre havde åbnet et emne.
Så kunne hun pludselig have meget at sige.
Hun ønskede ikke at være den første, der klagede.
Men når hun opdagede, at hun ikke var alene, kom ordene.
Marianne kunne analysere et problem.
Fordele ansvar.
Foreslå løsninger.
Det kunne være hjælpsomt.
Også irriterende.
Hvis man bare ønskede medfølelse, kunne hun begynde at lave en plan.
“Du skal sige til ham, at tirsdag og torsdag er dine aftener,” sagde hun til Lone.
“Det kan jeg ikke.”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi der også sker andre ting.”
“Så bliver intet ændret.”
“Jeg ville bare fortælle, at jeg var træt.”
“Det forstår jeg.”
“Det lyder ikke sådan.”
Birgit forsøgte ofte at finde balancen.
“Hans arbejde er måske også hårdt.”
“Det er mit også,” sagde Lone.
“Det siger jeg heller ikke.”
“Det lyder sådan.”
“Jeg prøver bare at sige, at de måske ikke altid forstår det.”
“Det er netop problemet.”
Birgit nikkede.
“Ja.”
Hun kunne forsvarer mændene uden at være imod kvinderne.
Det var vigtigt for hende, at vi ikke gjorde vores ægteskaber til karikaturer.
Susanne lyttede.
Lone foreslog, at vi skiftede emne.
Hanne hældte mere vin op.
Og jeg sad ofte midt i det hele og følte en lettelse.
Jeg var ikke den eneste, der nogle gange blev træt af sin rolle.
Ikke den eneste, der kunne elske sit liv og alligevel savne noget, hun ikke kunne sætte navn på.
Jeg fortalte ikke om Søren.
Ikke om kjolen.
Ikke om toilettet.
Det lå stadig helt privat.
Jeg kunne have nævnt den uskyldige del.
At en mand havde flirtet lidt.
At jeg var blevet glad for opmærksomheden.
Men samtalerne var ikke dér endnu.
Vi talte ikke om fremmede mænd på den måde.
Hvis en mand blev nævnt, var det en kollega, en chef, en håndværker eller en nabo i forbindelse med noget praktisk.
Ikke som mulighed.
Ikke som begær.
Ikke som hemmelighed.
Det er vigtigt.
For når jeg ser tilbage, er det fristende at lægge slutningen ind i begyndelsen.
At forestille sig, at noget allerede lå i Hannes stue den første aften.
Det gjorde det ikke.
Vi sad ikke omkring bordet og ventede på at blive utro.
Vi var kvinder, der ønskede et rum uden børn og mænd i nogle timer.
Et sted, hvor vi kunne tale uden at blive afbrudt.
Drikke vin.
Spise mad, mens den stadig var varm.
Grine.
Ikke være ansvarlige for alle andre hvert minut.
Det var sundt.
Det kunne have været ved med at være sundt.
Problemet var ikke, at vi mødtes.
Problemet blev senere, hvad vi begyndte at bruge hinanden til.
Men i begyndelsen støttede vi hinanden på gode måder.
Da Pias barn havde problemer i skolen, lyttede vi.
Da Mariannes mor blev syg, lavede vi mad.
Da Lone havde en uge, hvor alt faldt sammen, tog Birgit hendes børn en eftermiddag.
Da Susanne skulle til en vanskelig samtale, ringede Hanne bagefter.
Da Hannes mand arbejdede sent flere dage, hjalp vi med praktiske ting.
Vi blev veninder.
Ikke kun en gruppe, der drak vin.
Vi kom til fødselsdage.
Kendte hinandens børn.
Mødte mændene.
Så hjemmene.
Vores ægtemænd kendte også hinanden lidt.
Ikke alle lige godt.
Men nok til, at kvindeaftenerne ikke virkede hemmelige eller truende.
Tværtimod.
“Er det hos Hanne?” spurgte Erik.
“Ja.”
“Hvornår er du hjemme?”
“Ikke for sent.”
“Det siger du altid.”
“Jeg mener det.”
“Hav det godt.”
Han hjalp mig med frakken.
Kyssede mig.
“Du ser smuk ud.”
Jeg mærkede den kendte varme.
“Det er kun kvinder.”
“Du må gerne være smuk for kvinder.”
“Det er ikke det samme.”
“Hvad er ikke det samme?”
“Ingenting.”
Han smilede.
“God aften.”
Jeg tog af sted.
Ikke for at blive set af mænd.
Det gjorde jeg virkelig ikke de første gange.
Det var en lettelse, at der ikke var nogen.
Jeg kunne tage skoene af.
Sidde, som jeg ville.
Spise uden at tænke på maven.
Grine for højt.
Ingen vurderede os på den måde.
Troede vi.
Kvinder vurderer også hinanden.
Ikke altid bevidst.
Jeg lagde mærke til, hvem der havde tabt sig.
Hvem der havde nyt tøj.
Hvem der så træt ud.
Hvem der havde det smukkeste hjem.
Hvem hvis børn klarede sig bedst.
Men det var endnu ikke en åben konkurrence.
Mere små registreringer.
“Har du tabt dig?” spurgte Pia mig en aften.
“Lidt.”
“Hvordan?”
“Jeg går mere.”
“Jeg burde også.”
“Du behøver det ikke,” sagde Birgit.
“Det kan du sagtens sige.”
“Hvorfor?”
“Fordi du altid har været slank.”
Birgit så overrasket ud.
“Det har jeg ikke.”
“Jo.”
“Ikke efter den yngste.”
“Det kan man ikke se.”
Jeg mærkede sammenligningen vågne.
Ikke voldsomt.
Pia så på mig.
Birgit på Pia.
Marianne kommenterede, at vægt ikke var det vigtigste.
Hanne sagde, at hun havde tænkt sig at tage på med vilje, så hun slap for at kæmpe imod.
Lone rakte efter chipsene.
“Jeg støtter Hanne.”
Vi lo.
Emnet gled videre.
Men det var dér.
Kroppene.
Vurderingen.
Hvem der så bedst ud.
Endnu ikke mændenes blikke som målestok.
Bare vores egne.
Jeg begyndte også at bemærke, hvordan de andre talte om deres ægteskaber.
Hanne lavede vittigheder.
“Han kan finde en skruetrækker i mørke, men ikke smørret i køleskabet.”
Pia talte om små konflikter.
Marianne om fordeling.
Birgit om loyalitet.
Susanne fortalte sjældent meget.
Lone om længslen efter spontanitet.
Og jeg talte om Erik.
Ofte godt.
Det var ikke påtaget.
Han var god.
“Han ser stadig på dig som en nyforelsket,” sagde Hanne en aften.
“Det gør han ikke.”
“Jo.”
“Du ser ham kun, når vi er ude.”
“Det er vel også dér, man kan se det.”
“Han er bare kærlig.”
“Det er ikke bare kærlighed.”
Hanne smilede.
“Han har lyst til dig.”
Jeg blev varm.
Ikke af skam.
Af glæde.
Pia sukkede.
“Sådan ser min mand ikke på mig mere.”
“Det gør han sikkert,” sagde Birgit.
“Nej.”
“Har du spurgt?”
“Man skal ikke spørge om et blik.”
Vi blev stille.
Det var sandt.
Et blik, man skulle bede om, føltes ikke som det samme.
Jeg tænkte på Erik.
På hvordan hans lyst stadig fandt mig spontant.
Jeg burde have følt mig rig.
Det gjorde jeg også.
Men et sted under glæden lå spørgsmålet, jeg ikke delte:
Hvad med alle de andre mænd?
Jeg sagde ingenting.
Aftenerne blev faste.
Ikke hver uge nødvendigvis.
Men ofte nok til, at de fik en rytme.
Vi skiftedes til at lægge hjem til.
Hos Marianne stod alt klar.
Servietter.
Glas.
Mad i den rigtige rækkefølge.
Hos Lone kunne vi ende med at spise senere, fordi hun pludselig havde ændret planen.
Hos Birgit var der altid noget hjemmelavet.
Hos Pia blev der spurgt flere gange, om maden var god.
Hos Susanne var der ro.
Hos Hanne var der latter.
Og hos mig var Erik ofte den, der hjalp med at gøre klar.
“Skal jeg flytte bordet?” spurgte han.
“Ja.”
“Hvorhen?”
“Der.”
“Det stod der før.”
“Nej.”
“Jo.”
“Erik.”
Han flyttede det.
Når kvinderne kom, hilste han.
Hjalp med flasker og frakker.
Talte lidt.
Så gik han.
Ikke demonstrativt.
Gav os plads.
Hanne sagde en aften efter, han var gået:
“Han er altså en god mand.”
“Ja.”
“Du er heldig.”
“Det ved jeg.”
Jeg mente det.
Det gør det, der senere skete, sværere at forklare.
Jeg sad ikke i gruppen som en ulykkelig hustru, der ventede på en vej ud.
Jeg var lykkelig.
Elsket.
Begæret.
Alligevel bar jeg allerede min hemmelige scene med Søren.
Den lå bag alt det almindelige.
Ikke i gruppen.
I mig.
Nogle gange, når de andre talte, kunne tanken dukke op.
Sørens blik.
Den korte kjole.
Toiletdøren.
Så så jeg rundt på kvinderne.
Undrede mig over, om nogen af dem også havde noget.
Ikke nødvendigvis det samme.
Bare et rum, deres mænd ikke kendte.
Jeg spurgte ikke.
Samtalerne var endnu for almindelige.
For ordentlige.
Hvis en gift kvinde havde sagt, at en anden mand havde set hende uden trusser, ville stilheden omkring bordet have været tung.
Jeg ved ikke, hvad vi ville have gjort.
Måske advaret hende.
Måske dømt.
Måske lyttet.
Men vi var endnu ikke dér.
Det kom først senere.
Langsomt.
En bemærkning.
En historie.
Et grin, der gjorde noget mindre alvorligt.
En anden kvinde, som svarede med noget lignende.
Men ikke i denne del af vores liv.
I begyndelsen sluttede aftenerne ofte med kaffe.
Ikke mere vin.
Hanne kunne forsøge:
“Skal vi åbne en til?”
Marianne så på klokken.
“Det er sent.”
“Det er ikke et svar.”
“Jeg skal op.”
“Det skal vi alle.”
Birgit begyndte at samle tallerkener.
Pia spurgte, hvornår bussen gik.
Susanne tog sin frakke.
Lone sagde, at vi godt kunne blive lidt endnu.
Og jeg ringede måske hjem.
“Er alt i orden?”
“Ja,” sagde Erik.
“Sover de?”
“Ja.”
“Begge?”
“Ja.”
“Har den yngste hostet?”
“Nej.”
“Er du sikker?”
“Bente.”
“Ja?”
“Bliv nu færdig med din aften.”
Jeg smilede.
“Jeg kommer snart.”
“Du behøver ikke skynde dig.”
Han mente det.
Jeg gik hjem til ham.
Nogle gange lidt glad af vinen.
Ofte fyldt med historier om kvinderne.
“Hanne sagde—”
“Marianne gjorde—”
“Lone kom igen for sent—”
Erik lyttede halvt.
Kendte efterhånden navnene.
“Hvem er Susanne?”
“Den stille.”
“Og Pia?”
“Den forsigtige.”
“Birgit?”
“Den loyale.”
“Marianne er hende med styr på alt.”
“Og Hanne er hende, der ikke har styr på noget.”
“Det har hun lidt.”
“Og Lone?”
“Den spontane.”
Han så på mig.
“Hvem er du så?”
Spørgsmålet overraskede mig.
“Det ved jeg ikke.”
“Fortælleren.”
“Hvorfor?”
“Fordi du kommer hjem og fortæller mig om dem alle.”
Jeg slog ham let med puden.
“Så hører du ikke efter.”
“Jo.”
Han trak mig tættere.
“Du er Bente.”
Som om det var en rolle i sig selv.
Som om jeg ikke behøvede en etiket.
Jeg lagde hånden mod hans bryst.
Mærkede roen.
På det tidspunkt var kvindeaftenerne kun blevet endnu en god del af mit liv.
Veninder.
Latter.
Mad.
En aften uden ansvar.
Ingen af os sagde noget, der kunne ændre retningen.
Ikke endnu.
Hanne var den første, der senere kom med en historie, som ikke kun handlede om børn, arbejde eller en ægtemand, der havde glemt noget.
Den kom en aften hjemme hos hende.
Den begyndte næsten som en vittighed.
Sådan begyndte mange alvorlige ting hos Hanne.
Med latter.
Men den historie hører ikke til her.
Her var vi stadig syv almindelige kvinder omkring et bord.
Hanne, der samlede os.
Pia, der tøvede.
Marianne, der ordnede.
Birgit, der forsvarede loyaliteten.
Susanne, der så og huskede.
Lone, der ønskede, at aftenen ikke sluttede.
Og mig, Bente, som sad blandt dem med et godt ægteskab, en mand jeg elskede og en hemmelighed, ingen endnu kendte.
Vi troede, vi mødtes for at få luft fra hverdagen.
Ingen af os forstod, at vi senere skulle komme til at give hinanden tilladelse til langt mere end det.
Den frihed, jeg begyndte at fantasere om
Kvindeaftenerne gav mig noget, jeg havde savnet uden at vide det.
Ikke mænd.
Ikke flirt.
Ikke hemmeligheder i begyndelsen.
Tid.
En aften, hvor ingen kaldte:
“Mor.”
Hvor jeg ikke skulle tænke på madpakker, sengetider eller hvem der manglede rent tøj næste morgen.
Hvor Erik tog sig af børnene, uden at jeg behøvede stå i døren og give den samme besked tre gange.
“Du må gerne gå,” sagde han ofte.
“Det ved jeg.”
“Så gå.”
“Jeg skal bare lige—”
“Nej.”
Han tog tasken ud af min hånd.
Lagde den ved døren.
“Vi klarer os.”
“Den yngste har været lidt—”
“Bente.”
“Hvad?”
“Tag din frakke.”
Han smilede, når han sagde det.
Ikke irriteret.
Næsten kærligt bestemt.
Som om han vidste, at jeg havde brug for at blive skubbet ud af rollen som mor et par timer.
Jeg kyssede ham.
Børnene.
Gik.
De første minutter på vej til de andre kvinder kunne jeg stadig mærke hjemmet i kroppen.
Havde jeg glemt noget?
Var der mælk nok?
Ville Erik huske den hostesaft, hvis den blev nødvendig?
Så begyndte skuldrene at falde.
Jeg var alene på vej gennem byen.
Ingen lille hånd i min.
Ingen taske med ekstra tøj.
Ingen indkøbsliste.
Kun min egen håndtaske.
Min egen krop.
Min egen aften.
Det var en uskyldig frihed.
Sådan var den i begyndelsen.
Jeg kunne blive siddende ved bordet, selv om klokken blev mange.
Drikke et glas mere.
Grine.
Lytte.
Fortælle noget, som ikke skulle føre til en praktisk beslutning.
Når jeg kom hjem, lå Erik ofte stadig vågen.
“Havde du det godt?”
“Ja.”
“Hvad talte I om?”
“Alt muligt.”
“Det lyder farligt.”
“Meget.”
Jeg lagde tøjet fra mig.
Kravlede ind til ham.
Han åbnede armen.
Jeg fandt min plads.
Det var stadig dér, jeg hørte til.
Den frihed, kvindeaftenerne gav mig, stod ikke i modsætning til vores ægteskab.
Erik gav mig den.
Han ønskede, at jeg havde et liv ud over hjemmet.
Det var netop derfor, jeg aldrig ærligt kunne gøre ham ansvarlig for det, der senere voksede frem.
Han holdt mig ikke fanget.
Han overså mig ikke.
Han begrænsede mig ikke.
Det var mig, der efterhånden begyndte at forbinde frihed med noget andet end en aften blandt veninder.
Det skete først i fantasien.
Efter aftenen med Søren blev mine tanker anderledes.
Smilet.
Blikket.
Den korte kjole.
Det øjeblik, hvor jeg havde ladet ham se mere, end han havde ret til.
Det hemmelige rum på toilettet.
Jeg skammede mig over det.
Samtidig vendte jeg tilbage til det.
Ikke hver dag.
Men ofte nok til, at det blev mere end et enkelt minde.
Jeg kunne ligge ved siden af Erik om natten.
Hans hånd på min hofte.
Høre hans rolige vejrtrækning.
Og se Sørens ansigt for mig.
Ikke fordi jeg var forelsket i Søren.
Jeg ønskede ikke hans liv.
Ikke hans hverdag.
Ikke engang nødvendigvis hans krop tæt på mig.
Det var hans blik, der blev ved med at leve i fantasien.
Øjeblikket, hvor han havde opdaget min hemmelighed.
Måden hans ansigt forandrede sig på.
At jeg havde kunnet gøre det ved ham.
Jeg fortalte mig selv, at jeg kun tænkte på det, fordi jeg forsøgte at forstå, hvorfor jeg havde gjort det.
Men tankerne undersøgte ikke kun fortiden.
De byggede videre.
Hvad hvis det ikke kun var Søren?
Hvad hvis jeg kom ind i et rum, hvor flere mænd så?
Ikke kendte mig.
Ikke vidste, at jeg var mor.
Ikke kendte mærkerne på min mave eller historien bag dem.
De så kun en kvinde.
Mig.
En kvinde, de ønskede.
Jeg begyndte at forestille mig en aften, hvor jeg var helt fri.
Ikke fri fra Erik som menneske.
Det var sådan, jeg forsøgte at skelne.
Jeg ville ikke forlade ham.
Ikke opløse familien.
Ikke miste børnene.
I fantasien fandtes konsekvenserne ikke.
Ingen blev såret.
Ingen opdagede noget.
Jeg var bare fri i nogle timer.
Fri for at være hustru.
Mor.
Den ansvarlige.
Fri til kun at være en krop i et rum.
Det var ikke en smuk frihedsdrøm.
Ikke en rejse alene.
Ikke at læse en bog på et hotel eller gå langs vandet uden afbrydelser.
Den blev mere seksuel.
Mere rå.
Jeg forestillede mig et lokale med mænd.
Ikke bestemte mænd.
Ansigterne var uklare.
Det var blikkene, der var tydelige.
Jeg kom ind.
De tav et øjeblik.
Så på mig.
Ikke på hinanden.
På mig.
I fantasien havde jeg kroppen fra før børnene.
Nogle gange.
Andre gange havde jeg den krop, jeg faktisk bar.
Den bløde mave.
Sporene.
Lårene.
Hofterne.
Men mændene ønskede den alligevel.
Måske netop derfor blev fantasien stærkest, når jeg så ud som mig selv.
Jeg behøvede ikke skjule noget.
Jeg kunne stå foran dem uden tøj og se, at ingen vendte blikket væk.
Ingen sammenlignede mig med Lene, Kirsten eller de unge kvinder på stranden.
De havde kun øjne for mig.
Jeg kunne mærke tanken som varme i kroppen.
Ikke den dybe, rolige varme, Erik gav mig.
En rastløs varme.
Som om noget ville ud.
I fantasien satte jeg mig.
Lænede mig tilbage.
Lod benene glide fra hinanden.
Ikke fordi en bestemt mand bad om det.
Fordi jeg ville mærke virkningen.
Flere blikke.
Flere mænd, der ikke kunne skjule, hvad synet gjorde ved dem.
Det var ikke nærheden, jeg fantaserede om.
Ikke kys.
Ikke lange samtaler.
Ikke hænder, der kendte mig.
Jeg havde alt det hos Erik.
Fantasien handlede om at blive set uden kærlighed.
Uden historie.
Uden hensyn.
Råt begæret.
Den fattige rus
Det burde have føltes fattigere end det, jeg allerede havde.
Det var fattigere.
Men fattigdommen havde en styrke.
Det var simpelt.
Krop.
Blik.
Magt.
Jeg behøvede ikke være god mor.
God hustru.
Et helt menneske med fejl, bekymringer og en hverdag.
Jeg skulle kun være ønskelig.
På den måde var fantasien en pause.
Ikke fra kærligheden.
Fra kompleksiteten.
Jeg kunne ligge alene i sengen en eftermiddag, hvor Erik var ude med børnene.
Huset var stille.
Den slags stilhed, jeg tidligere havde længtes efter.
Men i stedet for at sove eller læse lod jeg tankerne gå.
Først til Søren.
Så videre.
Til et rum med flere mænd.
Jeg så mig selv gennem deres øjne.
Nøgen.
Åben.
Ikke genert.
Ikke den unge Bente, som ventede på at blive valgt af én.
Denne Bente bestemte.
Hun vidste, at de alle ønskede hende.
Hun kunne vælge ingen.
Én.
Flere.
I fantasien behøvede hun ikke engang beslutte det.
Muligheden var nok.
Jeg mærkede lysten vokse.
Skammede mig.
Forsøgte at tænke på noget andet.
På børnene.
På hvad vi skulle have at spise.
På Erik.
Så dukkede billederne op igen.
Mændenes blikke.
Min krop som centrum.
Benene, jeg ikke længere holdt pænt samlet.
Friheden til ikke at skjule, at deres begær gjorde mig ophidset.
Jeg rørte mig selv.
Langsomt først.
Som om jeg stadig kunne standse.
Det gjorde jeg ikke.
Jeg lod fantasien fortsætte.
Mændene så.
Jeg gav dem lov.
Ikke til at røre i begyndelsen.
Kun til at se.
Det var stadig magten fra aftenen med Søren.
At vise og tage væk.
At styre, hvor meget de fik.
Jeg kom med hånden presset mod munden, selv om jeg var alene i huset.
Bagefter lå jeg helt stille.
Hørte uret.
En bil udenfor.
Mit eget åndedræt.
Skammen kom.
Den var blevet en fast ledsager til den nye lyst.
Jeg tænkte på Erik.
At han måske om en time kom hjem med børnene.
At han ville kalde:
“Vi er hjemme.”
At jeg skulle gå ud i køkkenet.
Kysse ham.
Høre om deres tur.
Ingen ville vide, hvad jeg havde ligget og forestillet mig.
Jeg følte, jeg havde bedraget ham.
Så svarede en anden stemme:
Det var kun en fantasi.
Mennesker må have tanker.
Ingen kan være utro inde i sit hoved.
Det var måske sandt.
Men fantasien var ikke tilfældig længere.
Jeg dyrkede den.
Vendte tilbage til den.
Gjorde den større.
Og vigtigst:
Jeg havde allerede taget det første lille skridt i virkeligheden.
Jeg havde vist mig for Søren.
Fantasi og handling var derfor ikke længere fuldstændig adskilt.
De havde en bro mellem sig.
Et blik.
En kort kjole.
En hemmelig beslutning foran undertøjsskuffen.
Jeg stod op.
Gik i bad.
Gjorde sengen pæn.
Som om sporene kunne ses i lagnet.
Da Erik kom hjem, løb børnene ind.
“Mor!”
Jeg tog imod dem.
Kyssede deres hår.
Erik kom bagefter med taskerne.
“Har du haft det godt alene?”
“Ja.”
“Hvad har du lavet?”
“Ikke noget.”
Der var ordet igen.
Ikke noget.
Han stillede tasken.
Kom hen.
Lagde hånden på min kind.
“Du ser træt ud.”
“Jeg har ligget lidt.”
“Godt.”
Han kyssede mig.
Kroppen reagerede.
Det gjorde den altid.
Men nu var der en rest af den anden lyst i mig.
Ikke rettet mod en bestemt mand.
Som en glød, fantasien havde efterladt.
Jeg kyssede Erik mere intenst.
Han smilede mod min mund.
“Du har savnet os.”
“Dig.”
“Kun mig?”
“Børnene larmer.”
“Det gør de.”
Han lagde armene om mig.
Jeg holdt fast.
Jeg elskede ham.
Det var ikke skyldens erstatning for kærlighed.
Kærligheden var virkelig.
Det var netop dét, der forvirrede mig.
Hvordan kunne jeg elske Erik så dybt og samtidig blive ophidset af at forestille mig selv foran flere fremmede mænd?
Jeg havde troet, de to ting udelukkede hinanden.
At kvinder kun længtes ud, når de manglede noget hjemme.
At utroskab begyndte i et dårligt ægteskab.
Mit ægteskab var ikke dårligt.
Jeg manglede ikke sex.
Ikke orgasme.
Ikke berøring.
Ikke begær.
Jeg manglede ikke en bedre mand.
Fantasien handlede ikke om bedre.
Den handlede om flere.
Flere blikke.
Flere beviser.
Flere muligheder.
Jeg ville være centrum for et begær, der ikke havde nogen grænse.
Erik kunne begære mig som én mand.
Selv hvis hans begær fyldte hele vores hjem, var det stadig hans.
En del af mig begyndte at længes efter mængden.
Ikke fordi én mands kærlighed var lille.
Fordi min usikkerhed var bundløs.
Det forstod jeg ikke dengang.
Jeg kaldte det frihed.
Jeg begyndte at tænke på, hvordan det ville være at have en aften, ingen kunne stille spørgsmål til.
Erik spurgte allerede ikke meget.
Han stolede på mig.
Men i fantasien ville jeg være et sted, hvor ingen kendte mig.
Ingen kunne fortælle ham, hvem jeg havde talt med.
Ingen vidste, at jeg var gift.
Jeg kunne tage ringen af.
Ikke fordi ægteskabet var slut.
Bare fordi jeg i nogle timer ikke skulle bære rollen synligt.
Den tanke skræmte mig.
Jeg tog ringen på fingeren med den anden hånd.
Drejede den.
Mærkede metallet.
Jeg havde engang længtes så voldsomt efter netop den ring.
Efter at være valgt.
Nu fantaserede jeg om at skjule den.
“Stop,” sagde jeg til mig selv.
Nogle gange højt.
Jeg ville ikke være den kvinde.
Jeg ville ikke risikere Erik.
Børnene.
Hjemmet.
Alt det, jeg havde fået.
Så jeg forsøgte at bekæmpe fantasierne.
Jeg gjorde mig travl.
Ryddede op.
Tog børnene med ud.
Ringede til min mor.
Opsøgte Erik.
Hvis tankerne blev stærke om aftenen, lagde jeg hånden på hans hud.
Søgte roen.
Han mærkede ofte, at jeg havde brug for ham.
“Kom her,” sagde han.
Han kendte ikke årsagen.
Jeg lagde mig ind til ham.
Hans hænder fandt mig.
Langsomt.
Dybt.
Han kunne stadig få alt andet til at forsvinde.
Jeg var helt til stede hos ham.
Nød ham.
Ofte mere intenst, fordi jeg desperat ønskede at bevise over for mig selv, at det var her, min lyst hørte hjemme.
Bagefter lå jeg rolig.
Tænkte:
Nu er det væk.
Det var det ikke.
Nogle dage senere kom fantasien igen.
Ikke nødvendigvis i sengen.
Den kunne begynde på gaden.
En mand, der så.
Så en anden.
Jeg forestillede mig deres samtale.
At den ene sagde noget om mig.
At flere havde lagt mærke til den samme kvinde.
Mig.
Jeg begyndte at nyde situationer, hvor flere mænd var i et rum.
Ikke fordi jeg talte med dem.
Jeg havde ikke bevæget mig længere ud endnu.
Men jeg kunne mærke muligheden.
En restaurant.
En fest med familier.
Et offentligt sted.
Jeg registrerede blikkene.
Hvor mange?
Hvem?
Var der én, der så igen?
Jeg begyndte at tælle uden at kalde det dét.
Ikke tal skrevet ned.
Et indre regnskab.
To mænd havde set på mig i dag.
Én havde smilet.
En anden vendte sig.
Jeg følte mig bedre.
Så falmede det.
Næste dag begyndte regnskabet forfra.
Kvindeaftenerne blev et sted, hvor jeg kort kunne slippe for den hemmelige overvågning.
Der var kun kvinder.
Ingen mandlige blikke at tælle.
Men sammenligningen fulgte med.
Hanne havde en frihed i måden, hun sad på.
Lone kunne sige ting uden først at overveje, hvordan de lød.
Marianne havde styr på sig selv.
Birgit så ordentlig ud uden at virke anspændt.
Pia var forsigtig, men havde en blød kvindelighed, jeg lagde mærke til.
Susanne sagde lidt, men kunne alligevel få alles opmærksomhed, når hun endelig talte.
Jeg begyndte at spekulere over, hvordan mænd så dem.
Ikke fordi mændene blev diskuteret endnu.
Spørgsmålet var flyttet ind i mit blik.
Hvem ville blive set først, hvis vi syv gik ind på en bar?
Hanne med latteren?
Lone med spontaniteten?
Birgit med det ordentlige udtryk?
Marianne, som altid så samlet ud?
Pia?
Susanne?
Mig?
Jeg skammede mig over at gøre veninderne til deltagere i en konkurrence, de ikke kendte til.
Men jeg kunne ikke lade være.
En aften sad vi hos Birgit.
Der var middag.
Vi talte om arbejde, børn og en ferie, Lone gerne ville på.
“Jeg kunne godt tage af sted alene,” sagde Lone.
“Uden din mand?” spurgte Pia.
“Ja.”
“Ville han være okay med det?”
“Det ved jeg ikke.”
“Så skal du vel spørge.”
“Jeg sagde ikke, at jeg gjorde det.”
“Du sagde, du kunne.”
“Det kan jeg.”
Marianne begyndte at tale om økonomi og planlægning.
Hanne sagde:
“Jeg kunne også godt bruge en uge, hvor ingen ved, hvem jeg er.”
Sætningen ramte mig.
“Hvad ville du gøre?” spurgte jeg.
Hanne trak på skuldrene.
“Sove.”
“Kun det?”
“Spise mad, jeg ikke selv havde lavet.”
De andre lo.
Jeg gjorde også.
Men inde i mig fortsatte svaret.
Hvis ingen vidste, hvem jeg var, ville jeg ikke kun sove.
Jeg ville tage noget på, mænd så.
Måske gå ud alene.
Mærke blikkene.
I den mørkeste udgave af fantasien ville jeg gå ind som hustru og mor og forlade stedet som en kvinde, flere mænd kendte på en måde, ingen hjemme gjorde.
Jeg sagde ingenting.
Birgit hældte mere vin op.
“Jeg ville savne familien efter to dage,” sagde hun.
“Efter én,” sagde Pia.
“Efter fire timer,” sagde Susanne tørt.
“Du kunne i det mindste lade os fantasere,” sagde Lone.
Ordet hang et øjeblik.
Fantasere.
Ingen spurgte om hvad.
Samtalen gled videre.
Men jeg tog ordet med hjem.
Det gav mig en form for tilladelse.
Ikke fra kvinderne.
De vidste intet.
Men fra forestillingen om, at alle måske havde et sted i tankerne, hvor de var fri.
Måske var mine fantasier ikke særlige.
Måske havde Pia også noget, hun aldrig sagde.
Marianne.
Birgit.
Susanne.
Lone.
Hanne.
Jeg begyndte at se på dem med en ny nysgerrighed.
Ikke kun:
Hvordan var deres ægteskaber?
Men:
Hvad drømte de om, når deres mænd sov?
Fandtes der også fremmede blikke i deres tanker?
Havde nogen allerede stået i en situation som min med Søren?
Jeg spurgte stadig ikke.
Vi var ikke dér endnu.
Men aftenerne begyndte at føles som et sted, hvor spørgsmålet måske en dag kunne stilles.
Et sted uden mændene.
Hvor en kvinde kunne sige noget, hun ikke sagde hjemme.
Ikke nødvendigvis for at få råd.
For at se de andres ansigter.
Ville de dømme?
Grine?
Forstå?
Jeg forestillede mig at fortælle om Søren.
Ikke det hele.
Bare:
“En mand så på mig.”
Så måske lidt mere:
“Jeg lod ham se.”
Jeg så Hannes reaktion for mig.
Hun ville sandsynligvis lave en vittighed først.
Pia ville blive forskrækket.
Marianne spørge, hvad jeg havde tænkt mig.
Birgit minde mig om Erik.
Susanne se på mig og huske hver detalje.
Lone måske spørge, hvordan det havde føltes.
Jeg kunne næsten føre samtalen inde i hovedet.
Men jeg sagde fortsat ingenting.
Jeg ønskede ikke at blive standset.
Det er vigtigt at indrømme.
Jeg fortalte mig selv, at jeg frygtede deres dom.
Det gjorde jeg også.
Men jeg frygtede lige så meget deres gode råd.
Hvis Birgit sagde:
“Du skal tale med Erik,”
ville jeg vide, at hun havde ret.
Hvis Marianne sagde:
“Du skal holde dig fra Søren,”
ville det blive sværere at lade fantasien fortsætte.
Så længe ingen kendte den, kunne ingen udfordre den.
Jeg kunne stadig fremstå som den lykkelige hustru.
Det var jeg.
Men jeg var også en kvinde, som begyndte at længes efter en frihed, ingen andre vidste, hvordan så ud.
En nat vågnede jeg før Erik.
Rummet var mørkt.
Hans arm lå tung over mig.
Jeg kunne mærke hans krop bag min.
Varmen.
Trygheden.
Jeg tænkte:
Her er alt.
Så kom fantasien alligevel.
Et rum.
Flere mænd.
Mig foran dem.
Ikke elsket.
Set.
Jeg følte kroppen reagere.
Skammen kom næsten samtidig.
Jeg flyttede Eriks hånd lidt.
Han vågnede.
“Hvad er der?”
“Ingenting.”
“Kan du ikke sove?”
“Nej.”
Han trak mig tættere.
Kyssede min skulder.
Hans berøring ændrede lysten.
Gjorde den dybere.
Personlig.
Jeg vendte mig mod ham.
Kyssede ham.
“Nu?” spurgte han søvnigt.
“Ja.”
Han smilede.
Vi fandt hinanden i mørket.
Langsomt først.
Jeg mærkede hans hænder.
Den kendte vej ind i mig.
Ikke kun til kroppen.
Til roen.
Jeg var hos ham.
Helt.
Men et kort øjeblik, da jeg lukkede øjnene, så jeg igen de fremmede blikke.
Jeg åbnede dem straks.
Så på Erik.
Hans ansigt.
Manden, jeg elskede.
Jeg pressede hånden mod hans hud og tvang fantasien væk.
Bagefter lå jeg med skyld i brystet.
Ikke fordi sexen med Erik havde været uægte.
Den var virkelig.
Min nydelse var virkelig.
Men jeg havde været tæt på at lade et rum af ukendte mænd ind mellem os.
“Hvorfor ser du ked ud?” spurgte Erik.
“Gør jeg?”
“Ja.”
“Jeg er ikke ked af det.”
“Hvad er du så?”
Jeg kunne have fortalt ham det.
Måske ikke alle billederne.
Men uroen.
At friheden var begyndt at få en seksuel form.
At jeg var bange for mine egne tanker.
Han ville være blevet såret.
Det tror jeg.
Men han ville også have lyttet.
Vi kunne have talt om grænser.
Begær.
Fantasier.
Hvad man gør, når man elsker én og alligevel mærker noget andet.
Måske kunne vi have reddet noget, før det behøvede at blive reddet.
I stedet sagde jeg:
“Jeg er bare træt.”
Erik strøg hånden over min ryg.
“Så sov.”
Jeg lukkede øjnene.
Han stolede på mig.
Det var stadig den største frihed, noget menneske havde givet mig.
At kunne gå ud.
Komme hjem.
Have tanker.
Et liv.
Veninder.
Uden overvågning.
Men jeg begyndte at misbruge tilliden allerede dér.
Ikke gennem en affære.
Gennem det private rum, hvor jeg lod lysten vokse uden at se den i øjnene.
Kvindeaftenerne var endnu almindelige.
Ingen af de andre udfordrede deres ægteskaber åbent.
Ingen fortalte om elskere.
Ingen konkurrerede om mænd.
Men vi blev tættere.
Vi fortalte mere.
Sagde ting om hjemmet, vi ikke sagde til mændene.
Grinede af det, der gjorde os trætte.
Oplevede lettelsen ved, at de andre nikkede.
Og langsomt opstod der en forståelse:
Her kunne man sige noget, som blev i rummet.
Det var sundt, så længe det handlede om støtte.
Men det blev også grundlaget for det, der senere skete.
Et fortroligt rum.
Syv kvinder.
Ingen ægtemænd.
Historier, der ikke blev taget med hjem.
Vi havde endnu ikke brugt rummet forkert.
Men det var blevet bygget.
Det manglede kun den første historie, som viste os, at man også kunne lægge en overskridelse på bordet og lade de andre kvinder gøre den mindre farlig.
Den historie kom fra Hanne.
Ikke endnu.
Først skulle vi holde op med at reagere på de små tegn.
De lidt for interesserede spørgsmål.
Bemærkninger om at blive set.
En kvinde, der fortalte, at en mand havde smilet.
En anden, der blev glad på hendes vegne i stedet for at spørge, hvorfor det betød så meget.
Vi var på vej derhen.
Og hjemme i min egen seng lå jeg allerede og fantaserede om en frihed, som ikke længere kun handlede om at få en aften uden børn.
Den handlede om at kunne træde ud af mit navn.
Mit ægteskab.
Min historie.
Stå foran flere mænd som ren mulighed.
Lade dem se hele mig.
Og mærke, at deres begær stadig kunne gøre min krop levende.
Jeg fortalte ingen det.
Ikke Erik.
Ikke kvinderne.
Men fantasien havde fået form.
Og når en fantasi først får form, begynder den nogle gange at lede efter et sted i virkeligheden, hvor den kan stå.
Da fantasierne fulgte med mig ud
Fantasierne blev ikke længere hjemme.
Det var den næste forandring.
I begyndelsen havde de været noget, der kom i stilheden.
Når Erik sov.
Når huset var tomt.
Når jeg stod foran spejlet eller lå alene i sengen.
Der kunne jeg stadig fortælle mig selv, at fantasierne ikke havde noget med virkeligheden at gøre.
De var billeder.
Private.
Uskadelige, hvis jeg ikke handlede på dem.
Men efterhånden begyndte de at følge med mig ud.
Til restauranter.
Fester.
Familiesammenkomster.
Kvindeaftener, hvis vi denne gang mødtes et sted, hvor der også var andre mennesker.
De kunne opstå midt i en helt almindelig samtale.
Hanne fortalte måske om noget, et af børnene havde gjort.
Pia spurgte til en opskrift.
Marianne forsøgte at få styr på datoen for næste aften.
Jeg sad med glasset i hånden.
Så pludselig en mand længere væk.
Og samtalen omkring mig forsvandt.
Ikke helt.
Stemmerne blev bare svagere.
Som om jeg bevægede mig ind bag en rude.
Jeg så mandens hænder.
Måden skjorten sad på.
Om han havde bemærket mig.
Så begyndte fantasien at arbejde.
Ikke langsomt.
Den kunne springe direkte fra et blik til et helt andet rum.
Hvordan ville han se på mig uden de andre?
Hvad ville hans ansigt gøre, hvis jeg gav ham et tegn?
Havde han allerede forestillet sig noget?
Nogle gange var der flere mænd.
Jeg begyndte at mærke hele rummet.
Ikke med øjnene alene.
Med kroppen.
Hvem så?
Hvem havde set én gang?
Hvem kiggede igen?
Jeg kunne sidde blandt veninderne og samtidig føre en anden, ordløs samtale gennem lokalet.
“Bente?”
Jeg hørte ikke altid mit navn første gang.
“Bente?”
En hånd kunne røre min arm.
Jeg fór let sammen.
“Hvad?”
Hanne så på mig.
“Hvor var du henne?”
“Ikke nogen steder.”
“Du har ikke hørt et ord.”
“Jo.”
“Hvad sagde jeg så?”
Jeg smilede.
“Det ved jeg ikke.”
De andre lo.
“Du var helt væk,” sagde Lone.
“Jeg var lige et andet sted.”
Sætningen blev min faste undskyldning.
Lige et andet sted.
De troede måske, jeg tænkte på børnene.
Erik.
Noget praktisk.
Måske troede de bare, jeg var træt.
Ingen spurgte meget i begyndelsen.
Vi var alle mødre.
Alle kendte følelsen af, at hovedet kunne være fyldt.
Men mit andet sted var ikke hjemmet.
Det var manden ved baren.
Mændene ved bordet bag os.
Den mørke fremmede, som havde mødt mit blik og ikke flyttet det.
Når veninderne vendte tilbage til samtalen, kunne jeg se igen.
Hurtigt.
Skjult.
Manden var måske stadig opmærksom.
Så begyndte den tavse leg.
Et blik.
En lille ændring i måden, jeg sad på.
En hånd, der blev liggende ved halsen lidt længere.
Jeg lærte at gøre ting, der kunne forklares som tilfældige, hvis nogen så dem.
Det var vigtigt.
Jeg ville sende et signal til manden uden at afsløre det for kvinderne.
Hvis ingen andre opdagede det, kunne jeg bevare følelsen af kontrol.
Jeg kunne holde øjenkontakten et sekund for længe.
Ikke så længe, at det blev åbenlyst.
Længe nok til, at han forstod, at det ikke var en fejltagelse.
Så se ned.
Smile svagt.
Lade ham være i tvivl et øjeblik.
Derefter se tilbage.
Jeg opdagede hurtigt, hvor lidt der skulle til.
Mænd behøvede ikke en invitation skrevet med ord.
Nogle reagerede på den mindste åbning.
Et blik.
En bevægelse.
En hånd mod håret.
Det gav mig en følelse af magt.
Jeg kunne tænde noget i et menneske uden at rejse mig fra stolen.
Uden at forlade veninderne.
Uden at gøre noget, jeg dengang ville kalde utroskab.
En aften sad vi på et sted, hvor der var flere borde omkring os.
Ikke en natklub.
Ikke et sted, vi var taget hen for at møde mænd.
Vi havde bare besluttet at spise ude.
Hanne sad overfor mig.
Pia og Birgit på den ene side.
Marianne, Susanne og Lone på den anden.
Vi talte om en af Mariannes mange planer.
Hun ville have datoer på plads flere måneder frem.
“Ellers ender det altid med, at nogen ikke kan,” sagde hun.
“Der er altid nogen, der ikke kan,” sagde Lone.
“Ikke hvis vi planlægger.”
“Så opstår der bare noget nyt.”
“Det er netop derfor, man planlægger.”
Jeg hørte halvt efter.
Ved et bord skråt bag Hanne sad tre mænd.
En af dem havde set på mig, da vi kom.
Jeg havde registreret det med det samme.
Nu mødte jeg hans blik igen.
Han var ikke den smukkeste mand i rummet.
Det betød mindre og mindre.
Det var hans interesse, der gjorde ham dragende.
Jeg kunne se, at han forsøgte at følge med i sin egen samtale.
Samtidig vendte øjnene tilbage til mig.
“Så hvilken fredag?” spurgte Marianne.
Jeg så stadig på manden.
“Bente?”
“Hvad?”
“Den første eller den tredje?”
“Det ved jeg ikke.”
“Du sagde lige, at begge passede.”
“Så tag den første.”
“Du er helt væk igen,” sagde Hanne.
Jeg lo.
“Undskyld. Jeg var lige et andet sted.”
“Hvor?”
“Ikke noget spændende.”
Det var løgn.
Ikke fordi noget fysisk var sket.
Fordi stedet inde i mig var blevet meget spændende.
Manden havde set, at de vækkede mig.
Han smilede.
Ikke stort.
Næsten medskyldig.
Jeg mærkede varmen straks.
Han vidste, at mit fravær havde noget med ham at gøre.
Det gjorde oplevelsen mere intim.
Som om vi delte en hemmelighed midt i to forskellige selskaber.
Jeg tog glasset.
Førte kanten langsomt mod munden.
Det kunne have været en almindelig bevægelse.
Men jeg holdt blikket på ham.
Drak ikke straks.
Lod et øjeblik gå.
Hans øjne fulgte bevægelsen.
Jeg mærkede kroppen vågne.
Ikke kun psykisk.
Fysisk.
Den samme hurtige varme, Søren havde fremkaldt.
Jeg satte glasset.
Lod pegefingeren blive kort ved læben.
Manden så.
Jeg vidste, hvad signalet lignede.
Det var derfor, jeg gjorde det.
Ikke vulgært.
Ikke stort.
Bare tydeligt nok for ham.
“Er der noget på din læbe?” spurgte Pia.
Jeg tog hånden væk.
“Nej.”
“Du rørte ved den.”
“Jeg tænkte bare.”
Pia vendte sig mod Marianne igen.
Jeg følte et øjebliks panik.
Var det for synligt?
Havde de andre set mere, end jeg troede?
Så kom spændingen.
Risikoen var en del af det.
Jeg så på manden igen.
Han havde bemærket Pias spørgsmål.
Nu smilede han mere åbent.
Jeg burde have standset.
I stedet blev jeg mere ophidset.
Jeg lod hånden glide ned på låret.
Klemte stoffet i kjolen hårdt mellem fingrene.
Ikke tilfældigt.
Som om jeg holdt fast i mig selv.
Eller rørte et sted, han ikke kunne se.
Manden fulgte hånden med blikket.
Jeg mærkede en sitren løbe gennem kroppen.
Mine veninder sad få centimeter væk.
Ingen vidste, hvad der foregik.
Det gav mig den samme følelse som dengang på toilettet.
Et skjult seksuelt rum midt i det almindelige.
Jeg kunne være Bente for dem.
Mor.
Hustru.
Veninde.
Og samtidig en anden Bente for manden ved det næste bord.
En kvinde, der gav tegn.
Som vidste, hvad de gjorde ved ham.
Som blev ophidset af at blive forstået.
Jeg begyndte at sidde anderledes.
Kjolen var ikke så kort som den, jeg havde haft på foran Søren.
Men den sluttede over knæene.
Jeg flyttede stolen en smule.
Lod benene stå lidt fra hinanden.
Ikke åbent nok til, at kvinderne ville reagere.
Men ikke samlet.
Manden kunne se vinklen.
Hans blik faldt igen.
Jeg mærkede mig selv blive varmere.
Jeg forestillede mig, at der ikke var stof imellem.
At han kunne se alt.
At de andre mænd ved bordet også opdagede det.
Fantasien lagde mere til, end virkeligheden gav.
Pludselig var det ikke kun ham.
Alle tre mænd så.
De talte måske om mig, når de lænede sig mod hinanden.
Pegede ikke.
Behøvede ikke.
De vidste alle, hvilken kvinde de ønskede.
Mig.
“Bente, vil du have mere vin?”
Birgit holdt flasken.
Jeg havde ikke hørt spørgsmålet.
“Hvad?”
“Vin?”
“Ja.”
Hun hældte op.
“Du ser helt varm ud.”
“Der er varmt herinde.”
“Skal vi åbne et vindue?” spurgte Susanne.
“Nej.”
Svaret kom for hurtigt.
De så kort på mig.
Jeg smilede.
“Det er fint.”
Jeg tog glasset.
Hånden rystede næsten.
Ikke af alkohol.
Af ophidselse.
Jeg vidste, jeg snart måtte væk.
Det var blevet et mønster.
Først blikket.
Så signalet.
Så den voksende varme.
Til sidst følelsen af, at kroppen ikke længere kunne sidde stille i en almindelig samtale.
Jeg forsøgte at trække vejret langsomt.
Følge med.
Hanne fortalte noget om sin mand.
De andre lo.
Jeg hørte ikke hvorfor.
Manden ved det andet bord rejste sig.
Gik mod baren.
Han passerede tættere på os.
Ikke tæt nok til at sige noget.
Hans blik fandt mit.
Jeg lod pegefingeren glide kort langs underlæben igen.
Denne gang skjulte jeg det dårligere.
Han standsede næsten i skridtet.
Kun et øjeblik.
Jeg mærkede det som en triumf.
Og som et chok.
Jeg havde gjort det.
Bevidst.
Midt blandt veninderne.
Jeg kunne mærke pulsen mellem benene.
Stærk.
Insisterende.
“Jeg skal lige på toilettet,” sagde jeg.
“Du var der da lige før vi spiste,” sagde Marianne.
“Jeg har drukket meget.”
“Skal jeg flytte mig?” spurgte Lone.
“Ja.”
Jeg rejste mig.
Jeg mærkede mandens blik følge mig.
Det gjorde det sværere at gå normalt.
Jeg ønskede at bevæge mig langsomt.
Samtidig ville jeg væk, før nogen så mit ansigt ordentligt.
På toilettet låste jeg døren.
Lænede mig mod den.
Åndedrættet var hurtigt.
Jeg så på mig selv i spejlet.
Det samme ansigt.
Men øjnene var anderledes.
Ophidsede.
Fjerne.
Jeg skyllede hænderne i koldt vand.
Tænkte:
Fald ned.
Det var derfor, jeg var gået derud.
Jeg ville bare have ro.
Være i stand til at gå tilbage og høre, hvad veninderne sagde.
Jeg lukkede øjnene.
Så straks mandens ansigt.
Måden han havde set min finger ved munden.
Stoffet i min hånd.
Benene, der langsomt gled fra hinanden.
Jeg forestillede mig, at han nu stod udenfor.
At han ventede.
Ikke virkelig.
Kun i fantasien.
Men kroppen reagerede, som om muligheden fandtes.
Jeg lagde hånden mod maven.
Forsøgte at trække vejret.
Hånden gled længere ned.
Jeg standsede den.
“Nej,” hviskede jeg.
Jeg skulle ikke gøre det igen.
Ikke på et offentligt toilet.
Ikke efter at have siddet få meter fra veninderne og sendt signaler til en fremmed.
Det var for meget.
Men ophidselsen forsvandt ikke.
Jeg var begyndt at miste evnen til at lade den stå ubesvaret.
Det føltes næsten som et fysisk pres.
En spænding, der måtte ud, før jeg kunne vende tilbage til det almindelige.
Jeg gav efter.
Kort.
Skjult.
Uden den nærhed, jeg kendte med Erik.
Kun som en hurtig måde at få kroppen til at falde til ro.
Da forløsningen kom, måtte jeg bide mig i læben for at være stille.
Bagefter stod jeg med begge hænder mod vasken.
Skammen kom.
Som den altid gjorde.
Men den var ikke længere stærk nok til at få mig til at standse næste gang.
Den var blevet en del af mønstret.
Blik.
Ophidselse.
Hemmelighed.
Forløsning.
Skam.
Tilbage til bordet.
Jeg vaskede hænder.
Rettede på tøjet.
Ventede, til ansigtet så almindeligt ud igen.
Da jeg kom tilbage, så manden på mig.
Jeg vidste ikke, om han kunne forstå, hvad der var sket.
Jeg håbede næsten, han kunne.
Det var endnu en grænse, jeg aldrig sagde højt.
Jeg ønskede, at han forestillede sig mig derude.
At han troede, hans blik havde drevet mig væk fra bordet.
Det havde det.
Jeg satte mig.
“Hvor var du længe,” sagde Hanne.
“Var jeg?”
“Ja.”
“Der var kø.”
Det var der ikke.
Løgnen kom let.
Ikke planlagt.
Ikke øvet.
Bare det svar, der beskyttede hemmeligheden.
Susanne så på mig et øjeblik.
Hun sagde ingenting.
Jeg blev usikker.
Havde hun set noget?
Hun var den, der lagde mærke til detaljer.
Måske havde hun fulgt mit blik.
Set manden.
Min hånd ved munden.
Benene.
Jeg undgik hendes øjne.
“Så den første fredag?” spurgte Marianne.
“Ja,” sagde jeg.
“Er du sikker?”
“Ja.”
Denne gang lyttede jeg.
Manden forlod stedet lidt senere.
Da han gik forbi vores bord, mødte han mit blik.
Ingen ord.
Et svagt smil.
Jeg svarede.
Så var han væk.
Jeg kendte ikke hans navn.
Vidste ikke, om han var gift.
Hvor han boede.
Om jeg nogensinde så ham igen.
Alligevel havde han været en del af min seksualitet den aften.
Ikke gennem berøring.
Gennem blikket og det, jeg gjorde med det bagefter.
Det burde have skræmt mig mere, end det gjorde.
I stedet følte jeg både tab og tilfredshed.
Han var gået.
Muligheden var slut.
Men jeg havde fået beviset.
Jeg kunne stadig fremkalde det.
Ikke kun hos Søren.
Hos en fremmed.
Det gjorde verden større.
Og farligere.
Det gentog sig.
Ikke på præcis samme måde hver gang.
Nogle gange var der kun øjenkontakt.
Andre gange små bevægelser.
Jeg kunne sidde i en restaurant med veninderne og lade hånden glide over halsen, mens en mand så.
Holde glasset tæt ved munden.
Lade blikket fortælle, at bevægelsen ikke var tilfældig.
Jeg kunne klemme hårdt i stoffet foran brystet, som om jeg forsøgte at samle mig.
Manden vidste måske ikke præcis, hvad jeg tænkte.
Det gjorde næsten fantasien bedre.
Jeg kunne lægge alt ind i hans blik.
Jeg begyndte også at lege med benene.
Krydse dem langsomt.
Lade kjolen glide lidt.
Sætte fødderne længere fra hinanden under bordet.
Ikke altid så nogen reelt kunne se noget.
Men nok til, at jeg vidste, hvad jeg antydede.
Det var ofte fantasien, der gjorde resten.
Jeg forestillede mig, at manden kunne se gennem stoffet.
At han vidste, hvor ophidset jeg var.
At flere mænd omkring ham opdagede det.
Jeg kunne blive så opslugt, at veninderne måtte kalde mig tilbage.
“Bente?”
“Hvad?”
“Er du med?”
“Ja.”
“Det er du ikke.”
“Undskyld.”
“Hvor er du hele tiden henne?” spurgte Pia en aften.
Jeg smilede.
“Jeg er bare træt.”
“Du ser ikke træt ud,” sagde Susanne.
Jeg mærkede et stik.
“Hvad ser jeg så ud som?”
Hun trak på skuldrene.
“Optaget.”
De andre lo.
“Af hvad?” spurgte Hanne.
“Ingenting.”
Jeg tog glasset.
“Jeg var lige et andet sted.”
“Det må være et spændende sted,” sagde Lone.
“Ikke særlig.”
Jeg løj bedre efterhånden.
Men Susannes blik blev hos mig lidt længere.
Jeg begyndte at føle, at hun anede noget.
Ikke hele sandheden.
Bare at mit fravær havde retning.
Det gjorde mig mere forsigtig omkring hende.
Og mere ophidset af risikoen.
Det var sådan kontrollen langsomt blev svagere.
Ikke fordi jeg mistede bevidstheden om, hvad jeg gjorde.
Tværtimod.
Jeg vidste præcis, hvilke signaler jeg sendte.
Kontrollen forsvandt på en anden måde.
Jeg kunne ikke længere nøjes med at lade være.
Når jeg så en mulighed, begyndte kroppen og fantasien at arbejde, før fornuften havde besluttet noget.
Jeg sagde til mig selv:
Ikke i aften.
Så mødte en mand mit blik.
Et minut senere holdt jeg det.
Fem minutter senere gav jeg et lille tegn.
Kort efter sad jeg igen i min egen verden.
Jeg blev afhængig af den vej.
Fra almindelighed til hemmelig ophidselse på få minutter.
Det gjorde en middag til noget andet.
En kedelig samtale fik et skjult lag.
Jeg kunne sidde mellem veninder, som talte om børn og ferieplaner, og samtidig føle mig som den mest seksuelle kvinde i rummet.
Ingen vidste det.
Det var en del af tilfredsstillelsen.
De så Bente.
Den gifte mor.
Jeg kendte kvinden under bordet.
Kvinden med tankerne.
Signalerne.
Den våde varme og den låste toiletdør.
Når jeg kom hjem til Erik, var jeg ofte meget tændt.
Han mærkede det.
“Du har haft en god aften,” sagde han.
“Ja.”
“Hvad har I lavet?”
“Talt.”
“Det må have været en meget spændende samtale.”
Jeg smilede.
Lagde armene om ham.
Jeg ville ham.
Det gjorde jeg altid.
Den fremmede ophidselse fjernede ikke lysten til Erik.
Den gjorde mig nogle gange mere krævende.
Mere intens.
Jeg kunne komme hjem og næsten trække ham med mig.
Erik troede, jeg havde savnet ham.
Det havde jeg også.
Men jeg kom med en krop, der allerede var fyldt med noget, han ikke kendte.
Blikke.
Fantasier.
Små handlinger.
Jeg brugte ham til at fuldende en lyst, som delvist var blevet skabt et andet sted.
Det er svært at indrømme.
For han gav sig til mig i tillid.
Troede, vi var alene i vores intimitet.
Fysisk var vi.
Mentalt var vi ikke altid længere.
En aften spurgte han:
“Hvad tænker du på?”
Vi lå tæt.
Hans hånd bevægede sig over mig.
Jeg havde et billede af en mand fra restauranten i hovedet.
Ikke ansigtet.
Blikket.
“Dig,” sagde jeg.
Det var ikke helt løgn.
Jeg tænkte også på Erik.
Men det var ikke hele sandheden.
Han kyssede mig.
Troede mig.
Jeg lukkede øjnene.
For første gang lod jeg fantasien om den fremmede blive, mens Erik rørte mig.
Ikke længe.
Et øjeblik.
Så kom skammen, og jeg åbnede øjnene.
Så på min mand.
Pressede håndfladen mod hans hud.
Forsøgte at vende helt tilbage.
Han mærkede ikke kampen.
Eller forstod den ikke.
Hvordan skulle han?
Jeg fortalte ingenting.
Næste morgen var alt almindeligt.
Børnene skulle op.
Kaffe.
Tøj.
Madpakker.
Erik kyssede mig.
Gik på arbejde.
Jeg stod tilbage i køkkenet og tænkte:
Det stopper nu.
Jeg mente det.
Indtil næste gang en mand så.
Jeg var endnu ikke utro på den måde, de fleste ville definere det.
Ingen havde kysset mig.
Ingen havde lagt hænderne på min krop.
Jeg havde ingen elsker.
Ingen aftaler.
Men jeg var begyndt at bygge et seksuelt liv, som eksisterede uden for mit ægteskab.
Det bestod af sekunder.
Blikke.
Små tegn.
Toiletdøre.
Fantasier.
Udeladelser.
Det havde ingen adresse.
Ingen bestemt mand.
Netop derfor kunne jeg bilde mig ind, at det ikke var virkeligt.
Men kroppen vidste bedre.
Den reagerede.
Krævede.
Huskede.
Jeg begyndte at miste kontrollen over mine lyster, længe før jeg mistede kontrollen over mine handlinger med andre mennesker.
Det er værd at forstå.
Den første grænse, der faldt, var ikke mellem min krop og en anden mands hænder.
Den faldt inde i mig.
Jeg holdt op med at standse fantasien, når den kom.
Så holdt jeg op med at nøjes med fantasien.
Jeg gav mændene små tegn i virkeligheden.
Da tegnene ikke længere var nok, trak jeg mig væk og søgte alene den forløsning, deres blik havde sat i gang.
Hver gang sagde jeg bagefter:
“Det var det sidste.”
Hver gang kom en ny mulighed.
Og hver gang blev vejen fra blik til handling lidt kortere.
Kvinderne vidste stadig ikke noget.
Ikke rigtigt.
Men de var begyndt at lægge mærke til, at jeg forsvandt.
At jeg kunne sidde midt iblandt dem og være et andet sted.
Susanne så mest.
Hanne spurgte mest direkte.
Lone gjorde det til en vittighed.
Pia blev lidt bekymret.
Marianne irriteret, når jeg ikke fulgte samtalen.
Birgit troede, jeg var træt.
Ingen af dem kendte manden ved det næste bord.
Eller de andre.
De kendte ikke mine signaler.
Ikke toiletterne.
Ikke den voksende appetit.
Men spørgsmålet var begyndt at ligge mellem os:
Hvor tog Bente hen, når hun sad med det fjerne blik og måtte kaldes tilbage?
Jeg svarede altid:
“Jeg var lige et andet sted.”
Snart skulle det blive sværere at lade det svar stå alene.
For jo tættere vi blev som gruppe, desto mere begyndte vi at spørge ind.
Ikke kun til børnene og mændenes manglende hjælp derhjemme.
Til blikkene.
Kroppene.
Hvem der stadig følte sig attraktiv.
Hvad vi savnede.
Hvad vi måske tænkte på, når ingen andre hørte det.
Jeg var endnu ikke klar til at fortælle sandheden.
Men de andres nysgerrighed var ved at vågne.
Og min egen hemmelighed gjorde mig mere opmærksom på, hvad de måske også skjulte.
Da det at vise mig blev en trang
Jeg holdt næsten op med at gå med bukser.
Ikke fra den ene dag til den anden.
Det begyndte med, at jeg følte mig mere kvindelig i kjoler.
Sådan forklarede jeg det.
Efter børnene havde jeg brug for at mærke kroppen igen.
Ikke kun som noget praktisk.
Ikke som noget, der bar, løftede, vaskede, lavede mad og blev rørt af små hænder.
Jeg ville mærke mig selv som kvinde.
Kjoler hjalp.
Stoffet omkring benene.
Bevægelsen, når jeg gik.
At kunne se formen på kroppen i spejlet.
Der var ikke noget forkert i det.
Det forkerte lå i det, jeg efterhånden begyndte at håbe ville ske.
At mændene så.
Jeg valgte sjældent kjoler, der gik længere ned end knæene.
Helst kortere.
Først sagde jeg, at det var, fordi benene var én af de dele af min krop, jeg stadig kunne lide.
Det var sandt.
Men efterhånden var sandheden også, at en kort kjole skabte muligheder.
Den kunne glide op.
Flytte sig.
Afsløre mere, hvis jeg satte mig på den rigtige måde.
Få en mand til at kigge én gang ekstra.
Jeg begyndte oftere at undlade undertøj.
Først kun hjemme.
Så på enkelte aftener.
Til sidst næsten som en vane.
Jeg havde stadig forklaringer.
Det var mere behageligt.
Ingen synlige kanter.
Kjolen faldt bedre.
Jeg kunne lide følelsen af frihed.
Alle forklaringerne indeholdt lidt sandhed.
Ingen af dem indeholdt hele.
Den egentlige årsag var, at hemmeligheden gjorde mig ophidset.
At gå gennem et almindeligt rum og vide, at der kun var et tyndt lag stof mellem mig og mændenes blik.
De vidste det ikke nødvendigvis.
Jeg gjorde.
Og nogle gange sørgede jeg for, at de opdagede det.
Jeg begyndte også oftere at gå uden bh.
Erik havde altid kunnet lide mine bryster.
Også efter børnene.
Han rørte dem med en naturlighed og lyst, som fik mig til at glemme min egen kritik.
Men igen var hans begær blevet den trygge del.
Jeg begyndte at ville se reaktionen hos mænd, der ikke kendte mig.
Det skete første gang næsten tilfældigt.
En kølig dag, hvor stoffet i blusen afslørede mere, end jeg havde tænkt over.
En mand så.
Ikke kort.
Hans øjne faldt mod mit bryst og blev dér, før han huskede at se op.
Jeg registrerede det med det samme.
Varmen kom.
Ikke skam først.
Tilfredshed.
Jeg gik resten af dagen mere opmærksomt.
Rettede ikke på blusen.
Lagde ikke armene over brystet.
Tværtimod.
Jeg begyndte at forstå, hvor hurtigt mænd opdagede de små tegn.
Hvordan deres blik kunne afsløre, at kroppen havde påvirket dem.
Det blev endnu en prøve, jeg kunne bestå.
En ny måde at få bekræftelse uden at sige et ord.
Jeg kunne gå ind i en butik.
Stå ved en hylde.
Mærke en mand nærme sig.
Og med det samme blev alt i mig opmærksomt.
Hvordan stod jeg?
Hvor kort var kjolen?
Hvordan faldt stoffet?
Kunne han se benene?
Brystet?
Jeg behøvede ikke vende mig straks.
Spændingen lå i at vide, at han måske allerede så.
Når jeg endelig kiggede, kunne vores øjne mødes.
Så vidste jeg det.
Den lille ændring i hans ansigt.
Det blik, mænd sjældent er så gode til at skjule, som de selv tror.
Jeg begyndte bevidst at skabe situationerne.
Det er dér, jeg ikke længere kan kalde det tilfældigheder.
I supermarkedet kunne jeg tabe noget.
En pakke.
En mønt.
Et lille stykke papir.
Nogle gange gled det virkelig ud af hånden.
Andre gange lod jeg det ske.
Jeg så mig hurtigt omkring.
Hvor stod mændene?
Én var nok.
Flere var bedre.
Jeg placerede mig, før jeg bøjede mig.
Ikke så tydeligt, at nogen kunne anklage mig for noget.
Men med kroppen vendt i deres retning.
Kjolen kunne glide op.
Benene stå lidt fra hinanden.
Jeg vidste, hvad vinklen gav mulighed for.
Jeg kunne mærke blikkene, selv når jeg ikke så dem direkte.
Det var næsten stærkere sådan.
Jeg samlede varen op.
Rettede mig.
Mødte måske én af mændenes øjne.
Nogle så straks væk.
Andre ikke.
Hvis han holdt blikket, mærkede jeg triumfen.
Jeg havde fået ham.
Ikke som menneske.
Som reaktion.
Det var alt, jeg behøvede.
Indtil det ikke længere var nok.
På caféer blev jeg mere åbenlys.
Jeg satte mig på den side af bordet, hvor jeg kunne se rummet.
Hvis en mand fangede mit blik, ændrede hele besøget karakter.
Veninderne kunne tale.
Jeg kunne nikke.
Smile de rigtige steder.
Men en anden samtale foregik under overfladen.
Jeg lod måske knæene glide lidt fra hinanden.
Ikke som dengang med Søren, hvor bevægelsen stadig havde skræmt mig.
Nu kunne jeg gøre det mere roligt.
Næsten undersøgende.
Se, om mandens blik faldt.
Om han forstod.
Hvis han gjorde, lod jeg være med at skjule, at jeg havde set det.
Jeg mødte hans øjne.
Holdt dem.
Smilede svagt.
Ikke venligt.
Vidende.
Nogle gange flyttede jeg stoffet en smule.
Som om kjolen bare sad forkert.
Men bevægelsen afslørede, at der ikke var mere at skjule under den.
Jeg vidste, hvad jeg gjorde.
Det er vigtigt.
Jeg var ikke et passivt offer for min lyst.
Jeg valgte handlingerne.
Problemet var, at valgene begyndte at føles mindre og mindre frie.
Jeg havde sværere ved at lade være.
Når muligheden opstod, kunne jeg mærke en næsten fysisk uro, hvis jeg ikke brugte den.
Jeg sad måske pænt i begyndelsen.
Benene samlet.
Hænderne om glasset.
Tænkte:
Ikke i dag.
Så så en mand.
Varmen begyndte.
Jeg mærkede kjolen mod lårene.
Tanken om hemmeligheden under den.
Kort efter ændrede jeg stilling.
Kun lidt.
Så lidt mere.
Det blev som en indre forhandling, hvor lysten altid vidste, at den til sidst vandt.
Hvis manden reagerede, kom belønningen.
Blikket.
Magtfølelsen.
Den hurtige ophidselse.
Hvis han ikke gjorde, kunne jeg blive frustreret.
Flytte mig mere.
Gøre signalet tydeligere.
Det burde have skræmt mig.
At jeg ikke længere kun nød et blik, når det kom.
Jeg arbejdede for det.
Jeg fremprovokerede det.
Målte min succes i reaktionen.
En dag sad jeg alene på en café.
Det var sjældent, jeg havde tid til det.
Børnene var ikke med.
Erik var optaget.
Jeg havde tænkt, at jeg skulle nyde en kop kaffe og stilheden.
En mand satte sig ved et bord skråt overfor.
Han så på mig næsten med det samme.
Jeg havde en kort kjole på.
Ingen bh.
Intet undertøj.
Hele situationen gik fra almindelig til ladet på få sekunder.
Jeg lod blikket møde hans.
Så ned.
Tog koppen.
Førte den langsomt til munden.
Jeg kunne mærke hans øjne.
Før i tiden ville det have været nok.
Et lille bevis.
Et minde at tage med hjem.
Nu blev jeg rastløs.
Jeg ændrede stilling.
Kjolen gled.
Han så.
Jeg skjulte det ikke.
Tværtimod lod jeg et øjeblik gå, før jeg bevægede stoffet.
Da jeg endelig gjorde det, var bevægelsen ikke en rigtig tilsløring.
Mere en påmindelse om, hvad han netop havde fået lov til at se.
Hans ansigt blev alvorligere.
Jeg mærkede kroppen reagere voldsomt.
Jeg ønskede ikke at tale med ham.
Ikke endnu.
Det var stadig blikket, jeg ville have.
At sidde få meter fra en fremmed og vide, at hans tanker var flyttet ind under min kjole.
Jeg forsøgte at drikke kaffen færdig.
Kunne ikke koncentrere mig.
Læste den samme linje på et stykke papir flere gange.
Han så igen.
Jeg måtte væk.
Ikke fra ham.
Fra min egen ophidselse.
Jeg gik på toilettet.
Låste døren.
Stod stille.
Forsøgte at få pulsen ned.
Men kroppen havde lært mønstret.
Den forventede en afslutning.
Jeg kunne næsten ikke længere gå tilbage til bordet uden først at søge en form for forløsning.
Det skete hurtigt.
Uden ømhed.
Uden ro.
Nærmest som noget, kroppen krævede, før jeg kunne fungere normalt igen.
Bagefter så jeg mig i spejlet.
Det samme velkendte ansigt.
En gift kvinde.
Mor.
En person, som om få timer ville stå i køkkenet med sin familie.
Ingen kunne se, hvad jeg havde gjort.
Den opdagelse blev ved med at gøre det muligt.
Hemmeligheden satte ingen synlige mærker.
Ikke endnu.
På arbejdet fandt trangen også steder.
Jeg kunne have haft en helt almindelig formiddag.
Opgaver.
Kollegaer.
Samtaler.
Så et blik fra en mand.
Måske en kollega.
Måske en besøgende.
En bemærkning.
En hånd, der blev på disken lidt længere.
Det var nok til at sætte fantasien i gang.
Jeg begyndte at søge de tomme øjeblikke.
Et aflåst rum.
Et toilet.
Et sted, hvor ingen kom ind.
Ikke fordi jeg havde tid.
Fordi jeg skabte tiden.
Et par minutter.
Så tilbage.
Med det samme ansigt.
Jeg kunne stå i en almindelig samtale kort efter og nikke, som om intet var sket.
Det var dér, jeg begyndte at forstå, hvor meget af et menneskes liv der kan foregå usynligt.
Erik så kun den Bente, der kom hjem.
Veninderne så den, der sad ved bordet.
Kollegaerne den, der løste sine opgaver.
Ingen så den voksende kæde af hemmelige pauser, som begyndte at forme mine dage.
Hos veninderne blev deres toiletter også en del af mønstret.
Det skammede jeg mig særligt over.
De åbnede deres hjem.
Satte mad på bordet.
Spurgte til børnene.
Jeg kunne sidde blandt dem, være halvt til stede og samtidig tænke på en mand, jeg havde set på vej derhen.
Eller en, jeg kunne se gennem et vindue.
Eller bare fantasien om flere mænd i et rum.
Så kom rastløsheden.
“Jeg skal lige på toilettet.”
Ingen lagde noget i det de første gange.
Senere begyndte de måske at bemærke hyppigheden.
“Du drikker meget,” sagde Pia.
“Det må være vinen.”
“Du har næsten ikke drukket.”
“Så kaffen.”
Jeg smilede.
Gik.
Låste døren.
Nogle gange forsøgte jeg virkelig bare at falde til ro.
Så mig selv i spejlet.
Skyllede hænderne i koldt vand.
Sagde:
“Stop.”
Men trangen var blevet stærkere end skammen i øjeblikket.
Jeg kom tilbage med en lettelse, de andre læste som almindelig ro.
Susanne så af og til på mig.
Ikke fordømmende.
Undersøgende.
Jeg undgik hendes blik.
Hun bemærkede for meget.
Hanne kunne sige:
“Du forsvinder hele tiden.”
“Jeg har en dårlig mave.”
Susanne løftede et øjenbryn.
Hun havde tidligere selv brugt den forklaring for at få fred fra familien.
Jeg tror ikke, hun kendte sandheden.
Men hun vidste måske, at forklaringen ikke passede.
Hjemme fortsatte det.
Når Erik sov.
I badet.
Når børnene var optaget.
Jeg havde tidligere søgt lysten som noget særligt.
Nu kom den som et krav.
Kroppen der blev ved
I bruseren kunne varmt vand mod huden sætte det hele i gang.
Jeg begyndte næsten at forbinde badet med at skulle give kroppen en hurtig udløsning.
Ikke fordi jeg hver gang var fuld af et konkret ønske.
Det var blevet en vane.
Som om kroppen havde lært, at ethvert privat rum skulle bruges.
Erik kunne banke på døren.
“Er du snart færdig?”
“Ja.”
“Hvad laver du derinde?”
“Jeg bader.”
Han lo måske.
Gik videre.
Han havde ingen grund til mistanke.
Ægtefæller onanerer.
Det var ikke handlingen alene, der var hemmeligheden.
Det var mængden.
Fantasierne.
Mændene, jeg brugte i hovedet.
Den måde lysten efterhånden fyldte næsten alle tomme øjeblikke.
Bilen blev det farligste sted.
Ikke fordi bilen i sig selv betød noget.
Fordi jeg var alene.
Afskærmet.
I bevægelse gennem en verden fuld af mennesker, som kun så et kort glimt af mig.
Jeg begyndte at trække kjolen højere op over lårene, når jeg kørte.
Først for komfortens skyld, sagde jeg.
Så fordi fornemmelsen gjorde mig opmærksom på kroppen.
Ved lyskrydsene kiggede jeg til siden.
Hvis en mand holdt i bilen ved siden af, søgte jeg nogle gange hans blik.
Ikke altid.
Men oftere.
Det var en ny form for anonymitet.
Vi kendte ikke hinanden.
Så hinanden kun gennem glas.
Et rødt lys.
Et minut.
Så ville vi måske aldrig mødes igen.
Det føltes risikofrit.
Hvis han så, lod jeg ofte benene stå lidt fra hinanden.
Ikke nødvendigvis sådan, at han reelt kunne se noget.
Men jeg vidste, hvad der foregik under stoffet.
Jeg kunne lade hånden hvile højt på låret.
Møde hans øjne.
Mærke fantasien gøre situationen større.
Forestillingen om, at han forstod mere, end han faktisk kunne se.
Når lyset skiftede, kørte vi hver sin vej.
Men jeg tog øjeblikket med mig.
Nogle gange blev ophidselsen så stærk, at jeg ikke bare kørte hjem.
Jeg fandt et sted at holde.
En stille sidevej.
En parkeringsplads.
En parkeringskælder.
Slukkede motoren.
Sad et øjeblik.
Tænkte på manden ved lyset.
Hans ansigt.
Det korte blik.
Jeg kendte ikke hans navn.
Alligevel brugte jeg ham som råmateriale i fantasien.
Jeg forestillede mig, at han også var kørt ind et sted og tænkte på mig.
At han havde set mere, end han gjorde.
At han vidste, hvad hans blik havde sat i gang.
Så gav jeg kroppen den hurtige forløsning, den efterhånden forventede.
Bagefter startede jeg bilen.
Kørte videre.
Købte ind.
Hentede børn.
Kom hjem.
“Har du været længe væk?” kunne Erik spørge.
“Der var kø.”
En lille løgn.
Let.
Praktisk.
Næsten troværdig, fordi den lignede hverdagen.
Det var sådan de store bedrag begyndte at blive mulige senere.
Ikke med avancerede historier.
Med små forklaringer, som dækkede over minutter, han aldrig tænkte over.
Kø.
Trafik.
Et toiletbesøg.
En opgave, der trak ud.
Hver forklaring i sig selv var ubetydelig.
Tilsammen byggede de et andet liv.
Jeg havde endnu ikke sex med andre mænd.
Det sagde jeg ofte til mig selv.
Som om det frikendte alt.
Ingen hånd havde rørt mig.
Ingen mund kysset min.
Jeg kom stadig hjem til Erik.
Havde sex med ham.
Stort set hver dag.
Nogle gange mere.
Han manglede intet.
Sådan tænkte jeg.
Men jeg forstod ikke, at loyalitet ikke kun handler om, hvad man giver sin partner.
Den handler også om, hvad man skaber i hemmelighed uden ham.
Jeg var begyndt at bygge et helt erotisk univers på fremmede mænds blikke.
Et univers, der fulgte mig gennem butikker, caféer, arbejdet, venindernes hjem, badeværelset og bilen.
Der var næsten ikke længere noget neutralt sted.
Alt kunne blive en scene.
En mand ved en hylde.
Et blik gennem en bilrude.
En tjener, der bøjede sig ind over bordet.
En fremmed, der holdt døren.
Jeg kunne tage det mindste tegn og bygge en hel fantasi omkring det.
Det var ikke mændene, der havde magten længere.
Sådan følte jeg det.
Jeg valgte.
Viste.
Skjulte.
Brugte dem uden at kende dem.
Men den følelse var løgn.
For hvis jeg ikke længere kunne lade en mulighed passere uden at reagere, var det ikke mig, der styrede.
Trangen styrede.
Jeg begyndte at planlægge tøjet efter mulighederne.
Ikke kun efter vejret.
Ikke efter hvor jeg skulle hen.
Korte kjoler.
Tynde bluser.
Ingen bh. Jeg vidst at man tydeligt kunne se mine stive brystvorter, når jeg blev ophidset og det skete oftere og oftere
Så lidt under tøjet som muligt.
Jeg kunne bruge længere tid foran spejlet på at finde balancen.
Ikke for åbenlys.
Ikke så afdæmpet, at ingen så.
Jeg ville kunne benægte intentionen.
Samtidig sikre resultatet.
Erik kunne stå i døren.
“Du ser smuk ud.”
“Tak.”
“Skal du kun handle?”
“Ja.”
Han smilede.
“Så bliver det en velklædt indkøbstur.”
Jeg kunne le.
Kysse ham.
Gå ud.
Han så ikke beregningen.
Hvorfor skulle han?
Han kendte mig som kvinden, der elskede kjoler.
Hans kone.
En mor, som var begyndt at finde sig selv igen.
Han var glad på mine vegne.
Stolt, når jeg følte mig smuk.
Det er noget af det værste at huske.
At hans støtte blev en del af kulissen for noget, jeg skjulte.
Han tog børnene, så jeg kunne komme ud.
Gav mig tid.
Sagde, jeg var smuk.
Og jeg brugte friheden til at opsøge fremmede mænds reaktioner.
Ikke fordi han ikke reagerede.
Fordi hans reaktion ikke længere havde nyhedens rus.
Den var bedre.
Dybere.
Mere kærlig.
Men ikke ny.
Jeg var blevet afhængig af det øjeblik, hvor en fremmed først opdagede mig.
Det kunne ikke gentages med Erik.
Han havde allerede set hele mig.
Derfor måtte der hele tiden komme nye øjne.
Jeg begyndte også at blive mindre diskret.
En dag i supermarkedet tabte jeg noget med vilje.
Jeg havde allerede set to mænd stå længere nede ad gangen.
Den ene var yngre.
Den anden omtrent på min alder.
Jeg placerede mig.
Lod varen falde.
Satte mig ned på hug.
Denne gang gjorde jeg ikke forsøget på at lade det ligne en almindelig bevægelse særlig godt.
Jeg vidste, at kjolen åbnede sig. Jeg tilmed spredte benene ekstra, så kjolen gled mest muligt op.
At vinklen gav dem et tydeligt glimt.
Jeg rettede mig langsomt.
Den yngre mand så væk med det samme.
Den anden blev ved.
Vores blikke mødtes.
Jeg smilede.
Ikke nervøst.
Som en kvinde, der vidste præcis, hvad han havde set.
Han smilede tilbage.
Jeg gik videre.
Kurven i hånden.
Pulsen høj.
Jeg burde have været chokeret over mig selv.
I stedet følte jeg mig opløftet.
Jeg havde gjort det offentligt.
Midt blandt almindelige mennesker.
Ingen havde standset mig.
Ingen kendte mig.
Jeg følte mig urørlig.
Så kom behovet for at være alene.
Jeg forlod næsten indkøbene.
Gik mod toilettet.
Fandt ud af, at det var optaget.
Uroen voksede.
Jeg gik tilbage gennem butikken uden at kunne koncentrere mig.
Manden var væk.
Det gjorde frustrationen større.
Jeg havde ikke fået afsluttet den indre scene.
Jeg betalte hurtigt.
Kørte derfra.
Fandt et sted at holde.
Den korte hemmelige pause blev mere intens end normalt, fordi jeg havde måttet vente.
Bagefter sad jeg i bilen med panden mod rattet.
I hovedet er bilen altid for stille bagefter. Motoren slukket, en flue mod ruden, stofsædet varmt under lårene og lyden fra motorvejen som noget langt væk.
Jeg husker ikke kun skammen. Jeg husker også den skræmmende klarhed: at jeg kunne køre hjem og ligne mig selv, selv om noget inde i mig havde flyttet sig.
Ikke af lykke.
Af udmattelse.
Det var dér, jeg første gang tænkte:
Jeg kan ikke styre det.
Ikke som en dramatisk erkendelse.
Mere som en stille sætning.
Jeg havde ikke planlagt at forlade butikken ophidset.
Ikke at afbryde min dag.
Ikke at sidde i bilen bagefter.
Men trangen havde dikteret rækkefølgen.
Det skræmte mig.
I nogle minutter.
Så kørte jeg hjem.
Erik havde lavet kaffe.
Børnene var omkring ham.
“Der er du,” sagde han.
“Ja.”
“Fandt du det hele?”
Jeg så på poserne.
Jeg havde glemt flere ting.
“Næsten.”
Han kom hen.
Kyssede mig.
Hans hånd fandt min talje.
“Du er kold.”
“Det er vejret.”
“Kom.”
Han trak mig tættere.
Jeg lagde hovedet mod hans bryst.
Mærkede roen.
Tænkte:
Det stopper nu.
Men allerede dagen efter så en mand på min bluse.
Og kroppen begyndte igen.
Mine lyster var ikke længere bare stærke.
De var blevet en rytme.
Jeg kunne søge forløsning flere gange på en dag.
Hjemme.
På arbejdet.
Et toilet.
I badet.
I bilen.
Om natten, mens Erik sov.
Nogle gange kort efter at vi selv havde været sammen.
Det betød ikke, at han ikke havde tilfredsstillet mig.
Jeg kunne have haft en dyb orgasme med ham og stadig få trang til det fremmede kort tid efter.
Det var dér, jeg endelig burde have forstået, at det ikke længere handlede om almindelig seksuel lyst.
Det handlede om regulering.
Uro.
Bekræftelse.
Dyrisk lyst.
En indre spænding, jeg bedøvede med fantasier og forløsning.
Hver gang virkede det kort.
Så kom behovet igen.
Erik kunne give mig ro.
Men jeg begyndte næsten at foretrække uroen, fordi den gav en stærkere fornemmelse af at være levende i øjeblikket.
Det var en farlig forveksling.
Ro føltes almindelig.
Uro føltes intens.
Jeg begyndte at kalde intensiteten for frihed.
I virkeligheden blev jeg mindre fri for hver dag.
Jeg kunne ikke bare gå gennem et rum.
Jeg skulle undersøge blikkene.
Ikke bare køre bil.
Jeg skulle se, hvem der holdt ved siden af.
Ikke bare drikke kaffe.
Jeg skulle finde en mand at sende et signal til.
Ikke bare gå i bad.
Jeg skulle give kroppen den forløsning, den forventede.
Jeg kunne ikke længere lade et privat øjeblik være tomt.
Trangen fyldte det.
Veninderne mærkede, at jeg ændrede mig.
Ikke hele omfanget.
Men noget.
“Du går altid i kjole nu,” sagde Marianne.
“Det har jeg lyst til.”
“Fryser du ikke?”
“Nej.”
Hanne smilede.
“Vi andre kunne godt lære noget.”
“Hvad?”
“At gøre noget ud af os selv.”
Birgit så på min korte kjole.
“Du er modig.”
Ordet ramte mig på den måde, det altid gjorde.
Modig.
Før i tiden havde jeg været bange for at virke kedelig.
Nu brugte jeg dristigheden som bevis på, at jeg var fri.
“Det er bare en kjole,” sagde jeg.
Susanne så på mig.
“Det er meget, der bare er noget for tiden.”
De andre lo.
Jeg gjorde også.
Men hendes sætning blev siddende.
Bare en kjole.
Bare et blik.
Bare et smil.
Bare et toiletbesøg.
Bare en fantasi.
Bare en kort tur i bilen.
Mit liv var begyndt at bestå af små ting, jeg hver for sig kunne forklare.
Sammen fortalte de en anden historie.
Den fortalte, at jeg langsomt mistede forbindelsen til den kvinde, som engang havde ligget med hånden på Eriks bryst og troet, at hans kærlighed ville gøre hende fri for altid.
Jeg elskede ham stadig.
Jeg elskede børnene.
Jeg nød vores hjem.
Jeg kunne stadig stå i køkkenet og føle oprigtig lykke.
Men under lykken løb en anden strøm.
Stærkere.
Mere krævende.
Mindre tålmodig.
Den ville ikke bare have, at mændene så mig.
Den ville styre deres blik.
Chokere dem en smule.
Vise mere.
Mærke mere.
Føle de havde lyst til at benytte min krop, uden at spørge
Og når signalerne ikke længere gav nok, krævede kroppen en afslutning, uanset hvor jeg var.
Jeg havde ENDNU ikke ladet en anden mand røre mig.
Det var den sidste store undskyldning.
Jeg holdt fast i den.
Som om resten ikke talte.
Men den søde hustru, jeg stadig lignede udefra, var begyndt at få mindre plads inde i mig.
Hun stod op.
Lavede morgenmad.
Kyssede sin mand.
Hjalp børnene.
Gik på arbejde.
Men flere gange om dagen forsvandt hun ind bag en låst dør, ind i en parkeret bil eller ind i en fantasi, hvor hun ikke længere var hustru eller mor.
Kun en krop foran fremmede mænd.
Ved udgangen af denne periode kunne jeg nogle dage ikke huske, hvornår lysten havde været stille.
Jeg kunne vågne med den.
Søge Erik.
Blive tilfredsstillet.
Gå i bad og mærke trangen igen.
Få et blik på vej til arbejde.
Forsvinde nogle minutter.
Møde en mand i løbet af dagen.
Tage fantasien med videre.
Sidde med veninderne og være helt væk.
Komme hjem til Erik og igen ønske ham voldsomt.
Han troede måske, at vi havde fundet en særlig stærk periode i vores ægteskab.
På en måde havde vi.
Jeg havde mere lyst til ham end nogensinde.
Men lysten var ikke længere fredelig.
Den var ved at æde alt andet.
I næste del nåede den sit højdepunkt.
Ikke fordi en anden mand endnu blev min elsker.
Men fordi næsten hele dagen begyndte at blive organiseret omkring ophidselse, hemmelige forløsninger og nye blikke.
Der kunne være fem eller seks øjeblikke på én dag, hvor jeg måtte søge den samme korte lindring.
Og hver gang vendte jeg tilbage til familien med det samme ansigt.
Den søde kone.
Den kærlige mor.
Den kvinde Erik stadig stolede på.
Men inde bag ansigtet var hun begyndt at forsvinde.
Da ingen længere blev overrasket
Det var ikke længere nok at håbe, at mænd så mig.
Jeg begyndte at tage steder hen, hvor jeg vidste, de ville gøre det.
Det er vanskeligt at skrive den sætning uden at forsøge at gøre den pænere.
Jeg kunne sige, at jeg søgte frihed.
At jeg forsøgte at genvinde kroppen efter børnene.
At jeg var nysgerrig på en side af mig selv, som havde været undertrykt.
Alt det rummede en del af sandheden.
Men den enkleste sandhed var denne:
Jeg ville ses.
Ikke af Erik.
Hans blik havde jeg allerede.
Det var varmt, trofast og fyldt med en lyst, jeg aldrig havde behøvet tvivle på.
Jeg ville ses af mænd, der ikke kendte mig.
Mænd, der intet vidste om min personlighed, mit ægteskab eller de børn, kroppen havde båret.
Jeg ville have deres øjeblikkelige reaktion.
Beviset.
Jeg begyndte i hemmelighed at tage til steder, hvor nøgenhed var naturlig.
Nudiststrande.
Områder ved vandet, hvor mennesker lå uden tøj, uden at nogen burde gøre det til noget seksuelt.
Det var det almindelige formål med stederne.
At kroppen bare kunne være en krop.
Men jeg brugte dem anderledes.
Jeg fortalte Erik, at jeg ville gå en tur.
Besøge en butik.
Have nogle timer alene.
Han spurgte sjældent ind.
Ikke fordi han var ligeglad.
Fordi han stolede på mig.
“Hav det godt,” sagde han.
“Det gør jeg.”
“Vil du have noget med hjem?”
“Nej.”
Han kyssede mig.
Jeg kørte.
På vejen mærkede jeg spændingen bygge sig op.
Hvem ville være der?
Ville nogen se?
Ville jeg turde tage tøjet af?
Den første gang sad jeg længe i bilen.
Andre mennesker gik forbi med tasker og håndklæder.
Mænd.
Kvinder.
Par.
Ingen kendte mig.
Jeg kunne stadig starte bilen og køre hjem.
Det gjorde jeg ikke.
Jeg gik ned mod stranden.
Beholdt tøjet på lidt endnu.
Fandt et sted.
Lagde håndklædet.
Så mig omkring.
De andre virkede afslappede.
Det burde have beroliget mig.
I stedet begyndte mit indre regnskab med det samme.
Hvem havde set mig komme?
Hvilke mænd lå i nærheden?
Hvem ville bemærke det, når kjolen kom af?
Jeg klædte mig af.
Først hurtigt.
Som om jeg ville have det overstået.
Så stod jeg nøgen.
Solen på huden.
Vinden.
Kroppen uden stof.
Jeg følte mig sårbar.
Og stærk.
Ingen reagerede voldsomt.
Det skuffede mig næsten.
De var vant til nøgne kroppe.
Min var ikke en begivenhed.
Jeg satte mig.
Lagde mig ned.
Forsøgte at nyde varmen.
Men jeg holdt øje.
En mand længere væk så i min retning.
Måske bare tilfældigt.
Det var nok.
Jeg vendte mig lidt.
Lod kroppen være mere synlig.
Foregav, at jeg kun søgte solen.
Da han så igen, kom varmen.
Det var den, jeg var taget efter.
Ikke stranden.
Ikke friheden fra tøj.
Blikket.
Jeg begyndte at rejse mig oftere end nødvendigt.
Gå mod vandet.
Stå et øjeblik.
Lade mændene få tid til at se.
Jeg fortalte mig selv, at alle var nøgne.
At jeg derfor ikke gjorde noget særligt.
Men min hensigt gjorde forskellen.
Jeg brugte et sted, der burde have været frigjort fra seksuel vurdering, til at stille mig selv foran en jury igen.
Da jeg kørte hjem, følte jeg mig både opstemt og tom.
Jeg havde fået blikkene.
De havde virket.
Men allerede næste dag var de gamle.
Jeg havde brug for nye.
Det samme skete i træningscenteret.
Omklædningsrummet var et almindeligt rum.
Kvinder skiftede tøj.
Gik i bad.
Skyndte sig videre.
Jeg begyndte at vælge en plads tæt ved døren.
Der, hvor en åbning kunne give et kort indblik fra gangen eller området udenfor.
Ikke fordi mænd skulle gå ind i kvindernes omklædning.
Det gjorde de naturligvis ikke.
Men døren åbnede og lukkede.
Der kunne opstå sekunder.
Glimt.
Jeg stod nøgen længere, end jeg behøvede.
Rakte efter tøjet langsomt.
Lod håndklædet ligge.
Ventede.
Andre kvinder kunne klæde sig på ved siden af mig uden at ane, at jeg ikke bare var afslappet omkring min krop.
Jeg var på vagt efter muligheden for at blive opdaget.
En dag gik døren op, mens jeg stod lige bag den.
En mand på gangen vendte hovedet.
Han så mig.
Kun kort.
Døren lukkede igen.
Jeg mærkede straks den velkendte strøm gennem kroppen.
En kvinde ved siden af mig sagde:
“Den dør burde ikke åbne så meget.”
“Nej,” svarede jeg.
Men jeg flyttede mig ikke.
Næste gang stillede jeg mig der igen.
Jeg var begyndt at konstruere tilfældigheder.
Det var ikke længere kun:
Hvis nogen ser, så ser de.
Det var:
Hvordan kan jeg gøre det sandsynligt, uden at nogen kan bevise, at det var meningen?
Den forskel var stor.
Jeg vidste det.
Alligevel holdt jeg fast i mine gamle undskyldninger.
Ingen havde rørt mig.
Jeg havde ikke været sammen med en anden mand.
Jeg havde ikke givet mit nummer.
Jeg havde ikke lavet en aftale.
Jeg var stadig trofast efter den smalle definition, som blev ved med at redde mig fra min egen dom.
Men jeg var ikke længere uskyldig.
Ikke i hensigten.
Ikke i hemmelighederne.
Ikke i den måde jeg brugte andres blikke på.
Nogle dage søgte jeg forløsning fem eller seks gange.
Også på dage, hvor Erik og jeg havde været sammen.
Det handlede ikke om, at han ikke kunne tilfredsstille mig.
Han kunne stadig få mig til at give slip på en måde, ingen fantasi kunne komme i nærheden af.
Men det stoppede ikke uroen.
Jeg kunne ligge mæt og rolig i hans arme.
Så stå op senere.
Gå i bad.
Og mærke den rastløse lyst begynde igen.
Den var ikke længere almindelig sult.
Den var et kredsløb.
Uro.
Blik.
Fantasi.
Kort lindring.
Skam.
Ny uro.
Jeg begyndte at være bange for de tomme øjeblikke, fordi jeg vidste, hvad mit hoved ville fylde dem med.
Samtidig opsøgte jeg dem.
Jeg kunne tage en omvej hjem.
Køre ind på en parkeringsplads.
Sidde alene.
Fortælle mig selv, at jeg bare skulle samle tankerne.
Så lod fantasien tage over.
Det værste øjeblik kom en varm sommerdag efter en tur til IKEA.
Jeg havde været af sted alene.
Erik var hjemme med børnene.
“Skynd dig ikke,” havde han sagt.
“Jeg skal bare have nogle få ting.”
“Det siger du altid, før du tager i IKEA.”
Jeg lo.
Han kyssede mig ved døren.
“Kom sikkert hjem.”
De ord har siden siddet fast i mig.
Ikke fordi der skete en ulykke på vejen.
Men fordi jeg selv gjorde turen farlig.
Det var meget varmt.
En tung sommerhede.
Bilen havde stået i solen, og sædet brændte næsten gennem kjolen.
Jeg havde handlet mere, end jeg skulle.
Var træt.
Svedig.
Rastløs.
På motorvejen mærkede jeg trangen vokse.
Når jeg fortæller om motorvejen, ser jeg stadig de hvide striber forsvinde under bilen. Solen i forruden, sveden under kjolen og hænderne, der holdt for hårdt om rattet.
Det var ikke en tanke med ord. Det var mere en uro, der løftede sig i kroppen. Som om vejen selv sagde, at jeg kunne dreje væk fra det almindelige liv et øjeblik.
Bilen som mellemrum
Bilen blev et mærkeligt sted i mit liv. Ikke hjemme, ikke ude, men et lille lukket rum, hvor jeg kunne lade tankerne løbe uden at nogen afbrød mig.
Sædet var varmt, rattet lidt klistret under hænderne, og i bakspejlet kunne jeg se mit ansigt skifte, når jeg forestillede mig, at en fremmed mand så mig. Motorvejens skilte gled forbi som muligheder.
Når jeg kørte sådan, var jeg stadig en mor på vej hjem. Men i hovedet begyndte jeg at klæde mig af for blikke, der endnu ikke fandtes.
Uden et bestemt blik først.
Uden en mand.
Bare den kropslige uro, som efterhånden kunne opstå af ingenting.
Jeg burde være kørt direkte hjem.
I stedet tog jeg ind på en rasteplads.
Motorvejslyset og den første kant
Rastepladsen lå som en lille lomme af lys ved siden af motorvejen. Lastbilerne stod mørke og tunge i kanten, og personbilerne kom og gik med døre, der smækkede kort i aftenkulden.
Jeg husker lyden af trafikken som et konstant sus bag træerne. Den gjorde det lettere at lade som om, jeg ikke var et bestemt menneske med et bestemt hjem. Bare en kvinde i en bil, et øjeblik mellem to afkørsler.
Der holdt flere biler.
Ikke mange.
Jeg parkerede lidt væk fra de andre.
Tre eller fire pladser henne sad en mand i en bil.
Han så ikke på mig.
Det irriterede mig.
Jeg havde allerede gjort ham til en del af situationen, uden at han vidste det.
Jeg steg ikke ud.
Åbnede bildøren for at få luft.
Det hjalp ikke nok.
Kjolen klæbede til kroppen.
Jeg løftede stoffet væk fra benene.
Lænede sædet tilbage.
Det føltes befriende.
Farligt.
Jeg så mod mandens bil.
Han kiggede stadig ikke.
En del af mig ville lukke døren.
Sætte mig ordentligt.
Køre.
En anden del tænkte:
Så se dog.
Jeg gjorde mig mere synlig.
Ikke med en pludselig stor bevægelse.
Gradvis.
Som om varmen tvang mig.
Sædet længere tilbage.
Kroppen mere åben mod døren.
Det ene ben højt for at skabe plads.
Det andet nær den åbne dør.
Jeg lod kjolen falde skævt, så mere af kroppen blev synlig, end et menneske normalt ville vise på en rasteplads.
Stoffet gled også ved brystet.
Jeg rettede det ikke straks.
Jeg kunne mærke luften mod huden.
Jeg så igen mod bilen.
Manden var ikke længere synlig bag ruden.
Jeg antog, at han var gået.
Måske på toilettet.
Måske ind for at købe noget.
Jeg burde have brugt det som anledning til at standse.
I stedet følte jeg mig alene.
Usynlig.
Fri.
Jeg lod hånden bevæge sig over kroppen.
Ikke med Eriks ømhed.
Ikke med den langsomme opmærksomhed, jeg kendte hjemme.
Hurtigt.
Fortabt i fantasien.
Manden fra bilen blev en del af den, selv om han ikke længere sad dér.
I mit hoved havde han set alt.
Stod måske skjult et sted.
Kunne ikke tage øjnene fra mig.
Jeg lukkede øjnene.
Hørte kun mit eget hurtige åndedræt og de fjerne lyde fra motorvejen.
Så hørte jeg en anden lyd.
Tættere på.
Et støn.
Jeg åbnede øjnene.
Manden stod omtrent en meter fra den åbne bildør.
Jeg ved ikke, hvor længe han havde været der.
Det er noget af det, der siden har skræmt mig mest.
Måske få sekunder.
Måske længere.
Han havde set mig.
Ikke gennem glas.
Ikke som et kort glimt, jeg selv kunne afbryde.
Han stod der.
Virkelig.
Fantasien havde fået en krop.
Han var seksuelt ophidset og havde selv overskredet grænsen ved at stille sig så tæt på og udstille sig for mig.
Jeg burde være standset med det samme.
Men kroppen var allerede så langt inde i reaktionen, at chokket og ophidselsen kolliderede.
Vores øjne mødtes.
Jeg nåede klimaks næsten i samme øjeblik, som hans egen reaktion kulminerede.
Det føltes ikke som fælles nydelse.
Ikke bagefter.
Det føltes som et sammenstød.
To mennesker i en scene, jeg havde forestillet mig, men aldrig havde givet ham ret til at træde ind i.
Jeg frøs.
Manden sagde noget.
Et vulgært tilbud om, at jeg kunne komme tættere på og smage.
Ordene brød fantasien fuldstændigt.
Pludselig var han ikke et blik.
Ikke en anonym reaktion, jeg kunne bruge og forlade.
Han var en virkelig mand, der troede, at mit synlige begær gav ham adgang til mere.
“Nej.”
Min stemme var lav.
Han tog et lille skridt.
“Nej!”
Jeg trak benene ind.
Fik kjolen ned.
Smed mig frem mod rattet.
Bildøren ville ikke lukke med det samme, fordi mit ben og stoffet var i vejen.
Panikken voksede.
Manden sagde noget mere.
Jeg hørte ikke ordene.
Jeg fik døren lukket.
Låste bilen.
Startede motoren.
Hænderne rystede.
Han stod stadig tæt på.
Ikke voldelig.
Ikke fysisk angribende.
Men alt for nær.
Jeg bakkede ud.
Næsten uden at se mig for.
Kørte hurtigt væk.
For hurtigt.
Hjertet hamrede.
Jeg så i spejlet, om han fulgte efter.
Det gjorde han ikke.
Alligevel følte jeg ham i bilen hele vejen hjem.
Hans blik.
Hans nærhed.
Tilbuddet.
Min egen reaktion.
Jeg havde troet, at jeg styrede mændenes begær.
At jeg kunne tænde dem på afstand.
Bruge deres blik.
Så gå videre.
På rastepladsen havde en mand taget min invitation mere bogstaveligt, end jeg var forberedt på.
Jeg havde ikke inviteret ham til at komme hen til bilen.
Ikke til at udstille sig.
Ikke til at tale til mig.
Men jeg havde bevidst gjort mig synlig og håbet, at han så.
Det var den forvirrende del.
Jeg var både ansvarlig for mine handlinger og udsat for hans overskridelse.
De to sandheder kunne eksistere samtidig.
Dengang kunne jeg ikke holde dem adskilt.
Jeg lagde al skylden på mig selv.
Så forsøgte jeg at frikende mig helt.
Ingen af delene hjalp.
Da jeg kom hjem, stod Erik i haven med børnene.
Han smilede, da bilen kom.
Vinkede.
Den bevægelse knuste næsten noget i mig.
Han var tryg.
Almindelig.
Min mand.
Jeg sad et øjeblik med hænderne på rattet.
Forsøgte at få vejrtrækningen ned.
Erik kom hen.
Åbnede bagagerummet.
“Du købte kun nogle få ting?”
Jeg forsøgte at smile.
“Det løb lidt af sporet.”
Han kiggede på mig.
“Er du okay?”
“Ja.”
“Du er helt bleg.”
“Det var varmt.”
“Kom ind og få vand.”
Han lagde hånden mod min ryg.
Jeg fór næsten sammen.
“Hvad er der?”
“Ingenting.”
Jeg kunne ikke holde ud, at han rørte mig lige dér.
Ikke fordi hans hånd var forkert.
Fordi mandens nærhed stadig sad i kroppen.
Jeg bar tingene ind.
Talte med børnene.
Satte varer på plads.
Spillede rollen.
Men noget var forandret.
Ikke kun fordi jeg var blevet opdaget.
Fordi jeg havde set, hvor langt jeg var kommet.
Jeg havde siddet næsten nøgen med en åben bildør på en offentlig rasteplads.
Ude af stand til at standse min egen handling, selv om andre mennesker var i nærheden.
Det lignede ikke længere frihed.
Det lignede kontroltab.
Den aften søgte jeg ikke Erik seksuelt.
Det var usædvanligt.
Han lagde sig tæt.
Kyssede min skulder.
“Er du sikker på, du har det godt?”
“Jeg er bare træt.”
“Skete der noget på turen?”
Spørgsmålet kom så direkte, at jeg blev iskold.
“Nej.”
“Du virker anderledes.”
“Jeg fik det dårligt i varmen.”
“Skal vi ringe til lægen?”
“Nej.”
Han så på mig længe.
Så nikkede han.
“Sig til.”
Han vendte sig ikke væk i vrede.
Lagde armen omkring mig.
Jeg lå stiv under den.
Jeg kunne have fortalt ham alt.
At jeg var bange.
At mine lyster var blevet for stærke.
At jeg havde gjort ting, jeg ikke længere kunne forsvare.
At en fremmed var trådt ind i min hemmelighed og havde gjort den virkelig.
Men hvis jeg fortalte det, ville han forstå, at rastepladsen ikke var en enkelt fejltagelse.
Der lå måneder bag.
Strande.
Omklædningsrum.
Butikker.
Caféer.
Toiletter.
Bilen.
Løgne.
Jeg sagde ingenting.
Næste morgen tog jeg undertøj på.
En bh.
Bukser.
Ikke kjole.
Jeg så mig i spejlet.
Forsøgte at ligne den gamle Bente.
Den søde hustru.
Den ansvarlige mor.
Jeg lovede mig selv:
Det stopper nu.
Ingen flere nudiststrande alene.
Ingen plads ved døren i træningscenteret.
Ingen korte kjoler uden undertøj.
Ingen rastepladser.
Ingen skjulte blikke.
Ingen offentlige toiletter.
Jeg mente hvert ord.
De første dage kæmpede jeg hårdt.
Jeg holdt blikket nede i butikker.
Satte mig med samlede ben.
Valgte tøj, der ikke inviterede til noget.
Kørte direkte hjem.
Når uroen kom, forsøgte jeg at ignorere den.
Arbejde.
Børn.
Mad.
Rengøring.
Jeg søgte Erik.
Ikke desperat.
Men mere bevidst.
Hans berøring gav mig stadig ro.
Jeg tænkte, at jeg kunne vende tilbage.
At rastepladsen havde skræmt det fremmede ud af mig.
Men trangen forsvandt ikke.
Den voksede under modstanden.
Jeg kunne stå i en butik og mærke en mand i nærheden uden at se på ham.
Hele kroppen blev opmærksom.
Jeg tænkte:
Ser han?
Så skammede jeg mig.
Jeg kunne tage bukser på og føle mig lukket inde.
Bh’en irriterede huden.
Ikke fordi den sad forkert.
Fordi den skjulte signalet, jeg havde lært at bruge.
Jeg begyndte igen at fantasere.
Mere end før.
Når jeg nægtede kroppen de synlige handlinger, fortsatte hjernen.
Flere mænd.
Mere risikable situationer.
Jeg blev bange for mig selv.
Og samtidig længtes jeg.
Det var dér, jeg burde have søgt hjælp.
Talt med Erik.
En læge.
Et menneske, som kunne hjælpe mig med at forstå, at kontroltabet ikke var frihed, men et mønster.
Jeg gjorde ingen af delene.
Skammen holdt munden lukket.
Så jeg fortsatte kampen alene.
Nogle dage lykkedes det.
Andre ikke.
Jeg kunne holde igen hele formiddagen.
Så få øjenkontakt med en mand om eftermiddagen og mærke hele kredsløbet tænde igen.
Jeg gik ikke straks tilbage til rastepladsens yderlighed.
De små tilbagefald
Først var det næsten usynligt. En lidt længere øjenkontakt ved kassen. En kjole valgt, fordi jeg håbede, en fremmed ville se den. En omvej, jeg forklarede som praktisk.
Jeg kunne bilde mig ind, at det ikke talte, fordi det ikke var lige så voldsomt som rastepladsen. Men kroppen kendte retningen, længe før jeg indrømmede den.
Det er sådan nogle mønstre vender tilbage. Ikke som et spring ud over kanten, men som små skridt, der hver især virker mulige at forklare.
Frygten sad stadig i mig.
Men de mindre handlinger vendte langsomt tilbage.
Et blik.
En kjole.
En bevidst bevægelse.
En skjult fantasi.
Jeg fortalte mig selv, at det var harmløst, fordi jeg ikke gik så langt som den dag.
Sådan flyttede grænsen sig endnu en gang.
Det ekstreme blev målet for, hvad jeg skulle undgå.
Alt under det begyndte igen at føles acceptabelt.
Ud ad til blev jeg den samme.
Jeg lavede morgenmad.
Arbejdede.
Passede børnene.
Lo med Erik.
Nød hans berøring.
Gik til kvindeaftener.
Ingen kunne se, hvor voldsom kampen var blevet.
Ingen blev overrasket over min ydre Bente, fordi hun fortsatte med at spille sin rolle.
Men inde i mig overraskede næsten intet mig længere.
Ikke fantasierne.
Ikke trangen.
Ikke hvor mange gange på én dag jeg kunne søge den samme korte lindring.
Ikke hvor hurtigt skammen kunne blive afløst af ny lyst.
Jeg havde vænnet mig til min egen hemmelige side.
Det var den egentlige afslutning på Kapitel 3.
Ikke at jeg fik en elsker.
Det skete først senere.
Men at jeg havde flyttet så mange grænser alene, at de næste skridt ikke længere virkede utænkelige.
Den søde hustru var ikke forsvundet helt.
Hun elskede stadig Erik.
Kyssede børnene godnat.
Følte glæde ved hjemmet.
Men hun var ikke længere alene inde i mig.
Ved siden af hende stod en kvinde, som længtes efter at blive set af så mange mænd som muligt.
En kvinde, der havde lært at gøre skam til ophidselse og fare til intensitet.
En kvinde, som kunne love at standse om morgenen og allerede samme aften begynde at forhandle med løftet.
Denne side af mig forsvandt ikke efter rastepladsen.
Den blev bange.
Gemte sig.
Ventede.
Indtil den stille og roligt dukkede op igen. Min lyst til at blive set.
Den fulgte mig gennem resten af trediverne og helt frem til den dag, hvor mit liv ændrede retning så brat, at der ikke længere var nogen mulighed for at kalde det en uskyldig fase.
Jeg var nået til en fase i mit liv, hvor mine lyster styrede mig mere end hende jeg gerne ville være. Hvad jeg ikke vidste var, at det her kun blev begyndelsen af hende jeg senere blev til.
Læs også: Forrige kapitel: Bente’s liv 2 | Næste kapitel: Bente’s liv 4
Næste afsnit af Bente’s liv 3: udkommer 29/7-2026
