Bente’s liv 5: Da vores hemmelige liv for alvor begyndte

Den første, der ikke længere kunne kalde det flirt

Af: @bentes-liv

Det hemmelige liv begyndte ikke med mørke eller store beslutninger. Det begyndte i helt almindelige rum, hvor vi kunne lugte kaffe, parfume, fugtig uld fra jakkerne og den nervøse varme fra kvinder, der allerede vidste for meget om hinanden.

Hver gang én af os fortalte, flyttede grænsen sig en anelse. Ikke dramatisk. Bare nok til, at den næste kunne stå lidt tættere på kanten uden at føle sig alene.

Det blev ikke Pia, der først kom tilbage med den historie, vi alle sammen havde ventet på og samtidig frygtet.

Det blev Lone.

Hun havde indtil da fyldt mindre i fortællingerne end flere af de andre.

Ikke fordi mænd ikke lagde mærke til hende.

Tværtimod.

Lone var den mest spontane af os.

Hun havde let ved at tale med fremmede, grinede højt og kunne få selv en kedelig sammenkomst til at føles som en fest.

Hun var også den, der hurtigst kunne sige:

“Det finder vi ud af.”

Hvor vi andre tænkte over konsekvenser, tænkte Lone oftere over muligheder.

Alligevel havde hendes historier hidtil været korte.

En dans.

Et blik.

En hånd på ryggen.

En mand, der havde bedt om hendes nummer, uden at hun havde givet ham det.

Hun havde flirtet åbent, men var altid kommet hjem igen med mulighed for at fortælle sig selv, at hun ikke rigtig havde gjort noget.

Det ændrede sig efter en julefrokost.

Allerede før Lone nåede til værelset i sin fortælling, var min fantasi foran hende. Jeg så hendes firmafest for mig: jakker over stole, glas der blev fyldt igen, en mand der blev hængende for tæt på hende, og den særlige varme i et rum hvor alle lader som om, de stadig har kontrol.

Da hun fortalte, at hun var gået med ham op, forsvandt jeg næsten ud af min egen stol. I mit hoved var det ikke længere Lone. Det var mig, der gik ved siden af ham. Mig, der mærkede gulvtæppet under skoene. Mig, der hørte døren lukke bag os.

Jeg sad med vinglasset i hånden og elskede stadig Erik derhjemme. Alligevel kunne jeg mærke, hvordan Lones historie trak i mig, som om den viste mig en dør, jeg allerede havde haft lyst til at åbne.

Vi mødtes hjemme hos Hanne få dage før jul.

Der stod småkager og konfekt på bordet, og en juledekoration med fire næsten nedbrændte lys stod i vinduet.

Lone kom senere end de andre.

Hun bankede ikke på, men gik direkte ind, som hun plejede.

Hun havde en stor frakke på og håret samlet løst i nakken.

Der var noget i hendes ansigt, som fik samtalen til at dø ud, inden hun havde sat sig.

“Du ser mærkelig ud,” sagde Birgit.

Lone tog frakken af.

“Jeg har noget, jeg skal fortælle.”

Hun sagde det ikke med skam.

Ikke helt.

Der var uro i hendes blik, men også en energi, som hun havde svært ved at skjule.

Hun satte sig og tog imod det glas vin, Hanne rakte hende.

Ingen spurgte til børnene.

Ingen spurgte, om julegaverne var købt.

Vi vidste, at det ikke var derfor, hun var kommet sent.

Beente’s Liv 5: Da lavinen begyndte og rev os alle med

“Kan I huske den julefrokost, jeg skulle til i lørdags?” begyndte hun.

Vi nikkede.

Det var en større arbejdsfest på et hotel.

Hendes mand havde kørt hende derhen og skulle hente hende om natten.

“Han hentede mig ikke,” sagde Lone.

“Hvorfor ikke?” spurgte Marianne.

“Jeg skrev, at jeg sov hos en kollega.”

Der blev stille.

Det var ikke kun det, hun sagde.

Det var måden.

Hun så på os, som om hun havde brugt sætningen mange gange inde i sit eget hoved.

“Men det gjorde du ikke,” sagde Susanne.

Lone rystede på hovedet.

Hun fortalte om festen.

Om musikken.

Om de mange mennesker.

Om hvordan de allerede havde drukket vin til maden, før baren åbnede.

Hun havde danset med flere.

Først med kolleger.

Senere med mænd fra andre afdelinger, som hun næsten ikke kendte.

En af dem havde fulgt hende frem og tilbage mellem dansegulvet og baren.

Han var gift.

Det vidste hun.

Han havde nævnt sin kone tidligere på aftenen.

Lone havde selv fortalt om sin mand.

Ingen af dem havde skjult, at de havde nogen derhjemme.

Det havde bare ikke standset dem.

“Skete det på hotellet?” spurgte Hanne.

Lone nikkede.

Hun fortalte ikke præcist, hvad der var sket.

Det behøvede hun ikke.

Hun sagde, at de var endt alene på hans værelse.

At hun havde været fuld, men ikke så fuld, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.

At hun på et tidspunkt havde tænkt på sin mand.

Og at hun alligevel var blevet.

Ingen af os afbrød.

Det var første gang, en af kvinderne omkring vores bord havde sagt højt, at hun faktisk havde haft sex med en anden mand.

Ikke et kys.

Ikke en hånd, der blev liggende lidt for længe.

Ikke en aftale, der stadig kunne aflyses.

Hun havde været sammen med ham.

Og bagefter havde hun løjet om, hvor hun sov.

“Hvordan havde du det næste morgen?” spurgte Pia.

Lone trak på skuldrene.

“Først mærkeligt.”

“Kun mærkeligt?”

“Jeg havde dårlig samvittighed.”

Hun tog en slurk vin.

“Men jeg var også glad.”

Det sidste ord kom langsomt.

Som om hun selv var overrasket over at sige det.

“Hvorfor glad?” spurgte jeg.

Lone kiggede på mig.

“Fordi jeg havde gjort noget, jeg aldrig troede, jeg ville turde.”

Der var ordet igen.

Turde.

Vi havde allerede brugt det om kjoler, frokoster og beskeder.

Nu blev det brugt om utroskab.

Det burde have lydt forkert.

Men i rummet den aften fik ordet hendes handling til at ligne en form for mod.

Hun fortalte, at manden havde skrevet dagen efter.

Han havde spurgt, om hun var kommet godt hjem.

Senere havde han skrevet, at han ikke kunne lade være med at tænke på natten.

“Hvad svarede du?” spurgte Marianne.

“At det kunne jeg heller ikke.”

“Skal du se ham igen?”

Lone smilede svagt.

“Det ved jeg ikke.”

Vi kendte efterhånden det svar.

Det ved jeg ikke betød sjældent nej.

“Ved din mand noget?” spurgte Birgit.

“Nej.”

“Tror du, han mærker noget?”

“Han spurgte, hvorfor jeg var så stille søndag.”

“Hvad sagde du?”

“At jeg havde tømmermænd.”

Hun så ned i glasset.

“Det var jo heller ikke løgn.”

Et par af os lo kort.

Nervøst.

Det var den samme måde, vi allerede havde lært at gøre løgnene mindre på.

Hvis noget i forklaringen var sandt, kunne resten næsten glide med.

Men denne gang stoppede latteren hurtigt.

For vi vidste alle, at det ikke længere var en leg med fortolkninger.

Lone havde krydset den grænse, vi hidtil kun havde nærmet os.

Jeg burde have følt afsky.

Eller i det mindste en fast besluttet afstand.

Jeg følte bekymring.

Men jeg følte også noget andet.

En intens nysgerrighed.

Et voksende begær mellem mine ben.

Ikke kun efter, hvad der var sket.

Efter hvordan det havde føltes at vide, at der ikke længere var nogen vej tilbage til uskylden.

Og på hvordan det føltes.

“Var han pæn?” spurgte Hanne.

Lone lo.

“Ikke særligt.”

Det overraskede os.

“Hvorfor så ham?” spurgte Pia.

“Fordi han ville mig.”

Svaret kom uden tøven.

Det handlede ikke om, at han var smukkere end hendes mand.

Ikke om, at han var mere interessant.

Ikke om, at hun ønskede et nyt liv med ham.

Han havde set på hende, som om der kun fandtes én kvinde i lokalet.

Og i det øjeblik havde det været nok.

Det burde have gjort historien mindre romantisk.

I stedet gjorde det den mere tilgængelig.

For hvis det ikke krævede den store kærlighed eller den perfekte mand, kunne det ske for os alle.

Marianne lænede sig tilbage.

“Jeg tror ikke, jeg kunne.”

Hun sagde det, men hendes stemme lød ikke sikker.

“Ikke hvad?” spurgte Lone.

“Gå hele vejen.”

Lone så på hende.

“Det troede jeg heller ikke.”

Der kom en anden stilhed.

Ikke den tunge stilhed fra før.

Mere en stilhed, hvor vi hver især tænkte.

Pia havde allerede sine hemmelige møder.

Hanne skrev fortroligt med sin kollega.

Birgit havde givet sit nummer til en mand, hun mødte til fester.

Susanne havde selv opsøgt manden fra fitnesscentret.

Marianne havde aftalt endnu et møde med den yngre kunde.

Og jeg havde stadig muligheden for kaffe med manden fra receptionen liggende mellem os, selv om vi endnu ikke havde fastsat en dag.

Pludselig virkede Lone ikke som en kvinde, der var gået i en helt anden retning.

Hun virkede som den første, der var nået frem til det sted, vi andre allerede var på vej imod.

“Var det godt?” spurgte Pia.

Spørgsmålet fik Lone til at se på hende.

Så på os andre.

Hun overvejede svaret.

“Det var ikke bedre end det, jeg har derhjemme.”

Det var ikke det svar, vi havde forventet.

“Men det var anderledes.”

“Hvordan?” spurgte Susanne.

Lone tænkte sig om.

“Der var ingen hverdag omkring det.”

Hun fortsatte:

“Ingen regninger. Ingen børn, der kunne vågne. Ingen samtale om, hvad der skulle handles ind dagen efter. Han kendte mig ikke. Jeg kunne være den udgave af mig selv, jeg havde lyst til at være den nat.”

Hun sagde intet om kærlighed.

Der var ingen kærlighed.

Det var måske netop derfor, flere af os senere kom til at tro, at det ikke var så farligt.

Vi forstod endnu ikke, at et ægteskab ikke kun kan ødelægges af at elske en anden.

Det kan også ødelægges af gentagne gange at vælge sig selv uden hensyn til den, der stoler på én.

Lone fortalte videre.

Ikke med store ord.

Med små detaljer.

At hun havde fjernet sit smykke, fordi det var en gave fra hendes mand.

At hun havde undgået at se på telefonen.

At hun næste morgen havde købt tandpasta og en hårbørste på en tankstation, inden hun tog hjem.

At hendes mand stod i køkkenet og lavede kaffe, da hun kom.

“Havde han savnet dig?” spurgte jeg.

Lone nikkede.

“Han sagde, at huset føltes tomt.”

Det var første gang, hendes ansigt for alvor ændrede sig.

Stoltheden forsvandt et øjeblik.

“Og hvad gjorde du?”

“Jeg kyssede ham.”

Hun holdt en pause.

“Så gik jeg i bad.”

Ingen vidste, hvad vi skulle sige til det.

Der sad vi.

Syv gifte kvinder.

Alle med mænd derhjemme, som troede, at vores aftener handlede om vin, kort og fortrolige samtaler mellem veninder.

Og nu sad den første egentlige utroskab midt på bordet.

Bente’s Liv 5 fortsættelsen

Vi kunne have gjort aftenen til et vendepunkt.

Vi kunne have sagt til Lone, at hun måtte standse kontakten.

At hun måtte beslutte, om hun ville være i sit ægteskab.

At vi andre skulle trække os tilbage fra de mænd, vi allerede havde lukket ind i vores tanker.

Men det gjorde vi ikke.

Efter det første chok begyndte spørgsmålene.

Hvor på hotellet havde de mødt hinanden?

Havde nogen set dem gå sammen?

Var han fra hendes egen arbejdsplads?

Kunne de mødes igen uden at blive opdaget?

Hvordan havde hun forklaret, at kollegaen, hun angiveligt sov hos, aldrig blev nævnt før?

Det var spørgsmål om oplevelsen.

Om risikoen.

Om skjulestedet.

Ikke om, hvordan skaden kunne repareres.

På et tidspunkt måtte jeg rejse mig. Jeg sagde, at jeg lige skulle på badeværelset. Ingen så mærkeligt på mig. Vi havde alle drukket kaffe og vin hele aftenen.

Derude satte jeg mig på toilettet, lukkede øjnene og lod Lones historie blive min. Jeg lod hotelgangen, mandens stemme og døren ind til værelset køre gennem hovedet, til fantasien tog helt over, og kroppen til sidst gav slip.

Bagefter sad jeg nogle sekunder og skammede mig. Ikke kun fordi jeg havde onaneret i Hannes badeværelse. Men fordi en anden kvindes utroskab ikke havde advaret mig. Den havde tændt mig.

Pia var særligt optaget.

“Skrev du til ham først dagen efter?”

“Nej. Han skrev.”

“Havde du håbet på det?”

“Ja.”

“Ville du være blevet skuffet, hvis han ikke havde?”

Lone nikkede.

Jeg så noget ændre sig i Pia.

Jeg så det i Pia, fordi jeg kendte det i mig selv: den lille misundelse, der forklædte sig som interesse. Hun spurgte, som om hun ville forstå Lone, men hendes øjne var allerede et andet sted.

Det var sådan, historierne arbejdede i os. Vi lånte hinandens øjeblikke, prøvede dem på i fantasien og mærkede, om de passede. Det burde have gjort os forsigtige. I stedet gjorde det os sultne.

Når jeg hørte Lone svare, tænkte jeg: Hvis hun turde, hvorfor skulle jeg så ikke kunne? Den tanke var lille, næsten hviskende, men den blev ved med at komme tilbage.

Hun havde indtil da været den, hvis historie var gået længst.

Hendes hemmelige møder havde gjort hende til centrum.

Nu var Lone gået videre.

Det var ikke en bevidst konkurrence.

Ikke endnu.

Men jeg kunne mærke forskydningen omkring bordet.

Lone havde noget, Pia ikke havde fortalt os, at hun havde.

Hun havde taget det skridt, vi alle havde kredset om.

Og i stedet for kun at blive mødt med bekymring blev hun også mødt med en næsten andægtig interesse.

Da Marianne fortalte om sin næste frokost senere på aftenen, lød historien pludselig mindre.

Hun kunne mærke det.

Det kunne vi alle.

“Der skete altså ikke noget,” sagde hun til sidst.

“Ikke endnu,” sagde Lone.

Hun smilede, da hun sagde det.

Marianne smilede tilbage.

Men hendes smil havde en kant.

Det var første gang, jeg tydeligt så konkurrencen.

Ikke som en åben kamp mellem os.

Ingen ønskede de andres mænd.

Ingen sagde, at hun ville være bedst.

Men historierne havde fået en rangorden.

Et blik var mindre end en besked.

En besked var mindre end en frokost.

Et kys var mere end en frokost.

Og nu havde Lone placeret sig øverst med en hel nat.

Da vi gik hjem, talte vi alle om, at hun skulle være forsigtig.

Vi sagde, at hun ikke måtte miste sig selv.

At hun skulle tænke på familien.

At hun ikke måtte tro, at vi opfordrede hende til noget.

Men vores ord sagde én ting.

Vores spørgsmål havde sagt noget andet.

Bente’s liv 5: Begyndelsen på noget vildere

I dag kan jeg se, at den aften var begyndelsen på den periode, hvor næsten alt blev muligt mellem os.

Ikke på én gang.

Ikke med den samme mand.

Og ikke på samme måde.

Men i løbet af de følgende år gik vi alle længere over stregen.

Ikke kun én gang.

Flere gange.

Med flere mænd.

Nogle havde længere affærer.

Andre samlede på korte møder.

Nogle foretrak mænd, de kendte gennem arbejdet.

Andre fandt dem til fester, på barer, gennem venner og senere alle de steder, hvor fremmede kunne få kontakt til hinanden.

Hver gang én af os kom med en ny historie, flyttede hun grænsen for de andre.

Det, der først havde været chokerende, blev almindeligt.

Det almindelige blev kedeligt.

Og det kedelige måtte overgås.

Lone var ikke den værste af os.

Hun var bare den første, der sagde højt:

“Jeg gjorde det.”

Kort tid efter begyndte vi andre at sige det samme.

Da Pia nægtede at blive den forsigtige igen

Efter Lones julefrokost ændrede Pia sig.

Pia efter grænsen

Pia begyndte at klæde sig med en ny præcision. Ikke vulgært, men mere bevidst: en bluse der fulgte taljen, øreringe der fangede lys, sko der fik hende til at gå langsommere.

Hun talte også anderledes. Før kunne hun forklare sig længe, når hun var usikker. Nu blev sætningerne kortere. Hun sagde tingene, lænede sig tilbage og så på os, som om hun ventede på, at vi skulle indhente hende.

Det gjorde hende stærkere i vores øjne. Og farligere for os, fordi hendes nye sikkerhed lignede bevis på, at grænsen havde givet hende noget.

Ikke på en måde, hendes mand straks kunne se.

Hun stod stadig op på samme tidspunkt.

Lavede madpakker.

Kørte børnene.

Handlede ind på de samme dage og lagde tøjet sammen i de samme pæne bunker.

Men omkring vores bord kunne vi mærke det.

Lone havde taget den plads, som tidligere havde været Pias.

Pia havde været den første, der havde holdt en anden mand i hånden.

Den første, der havde kysset.

Den første, der havde kørt til en anden by og løjet om et arbejdsmøde.

Hendes historie havde i flere måneder været den, vi ventede på at høre fortsættelsen til.

Så kom Lone med en hel nat på et hotel.

Pludselig lød Pias cafébesøg små.

Hun sagde ikke, at det gik hende på.

Men da vi mødtes få uger senere, kunne jeg se det i den måde, hun begyndte at fortælle på.

Hun ventede ikke på, at nogen spurgte.

Hun satte sit glas på bordet og sagde:

“Jeg har også været sammen med ham.”

Ingen var i tvivl om, hvad hun mente.

Det var den samme mand, hun havde mødt gennem arbejdet.

Ham fra frokosten.

Søen.

Caféen i den anden by.

Den mand, hun flere gange havde sagt, hun burde holde sig fra.

“Hvornår?” spurgte Hanne.

“I sidste uge.”

“Hvor?”

Pia så kort hen på Lone, før hun svarede.

“På et hotel.”

Det var en lille bevægelse.

Et enkelt blik.

Men jeg lagde mærke til det.

Hun havde valgt det samme sted som Lone.

Ikke det samme hotel.

Men samme slags scene.

Et værelse.

En reception.

En nøgle, der ikke tilhørte hendes almindelige liv.

“Var det aftalt på forhånd?” spurgte Marianne.

Pia nikkede.

Det var ikke sket i beruselse.

Ikke efter en fest, hvor dømmekraften var gledet væk.

Hun havde planlagt det.

De havde skrevet om datoen.

Fundet et hotel langt nok væk fra deres egne byer.

Aftalt, hvem der skulle bestille værelset.

Pia havde taget fri en halv dag uden at fortælle sin mand det.

Hun havde sagt, at hun skulle deltage i et møde.

“Hvordan kunne du være sikker på, at han ikke ringede?” spurgte Susanne.

“Jeg sagde, at telefonerne skulle være slukkede under mødet.”

“Og børnene?”

“Skolen havde nummeret til min mand.”

Hun svarede hurtigt.

Hun havde tænkt på det hele.

Det gjorde mere indtryk på mig end selve hotelværelset.

Da det blev et valg

For det viste, at hun ikke længere bare var blevet ført med af et øjeblik.

Hun havde bygget pladsen til utroskaben ind i sit liv.

Planlagt en hemmelig fridag.

Hun havde ryddet kalenderen.

Lavet en forklaring.

Fordelt risikoen.

Hun fortalte, at hun næsten var vendt om på parkeringspladsen.

Hun havde siddet i bilen med hænderne på rattet og set på hotellets indgang.

Den anden mand havde allerede skrevet, at han var ankommet.

“Jeg tænkte, at hvis jeg startede bilen, kunne jeg stadig lade være,” sagde hun.

“Hvor længe sad du der?” spurgte jeg.

“Ti minutter.”

“Og hvad fik dig til at gå ind?”

Pia tog sit glas, men drak ikke.

“Jeg ville ikke være den, der altid blev bange.”

Det var ikke hendes mand, hun havde tænkt på i det øjeblik.

Ikke børnene.

Ikke det liv, hun risikerede.

Hun havde tænkt på sig selv som den forsigtige.

Og hun var blevet træt af rollen.

Lone havde måske kun fortalt sin historie til os.

Men historien havde fulgt Pia helt ud på hotellets parkeringsplads.

“Var det sådan, du havde forestillet dig?” spurgte Marianne.

Pia rystede på hovedet.

“Nej.”

“Bedre eller værre?”

Hun smilede usikkert.

“Begge dele.”

Hun fortalte, at hun havde været nervøs, da hun gik gennem receptionen.

At hun var sikker på, alle kunne se på hende, hvorfor hun var der.

At hun havde taget sin vielsesring af i bilen og lagt den i møntlommen.

Da hun kom op på værelset, havde manden åbnet døren næsten med det samme.

Der havde ikke været vin.

Ingen musik.

Ingen lang forførelse.

De havde allerede sagt alt det i beskederne.

Nu stod virkeligheden foran dem.

“Fik du lyst til at gå?” spurgte Birgit.

“Ja.”

“Gjorde du det?”

“Nej.”

Pia så hen på Lone igen.

“Jeg blev.”

Hun fortalte ikke detaljer om det, der skete mellem dem.

Det var ikke nødvendigt.

Hun sagde blot, at da hun senere stod under bruseren, følte hun sig både lettet og ødelagt.

Hun havde gjort det, hun havde været på vej imod i månedsvis.

Grænsen var væk.

Tilbage var kun spørgsmålet om, hvorvidt det skulle ske igen.

“Skal det?” spurgte Hanne.

Pia svarede ikke straks.

Så sagde hun:

“Vi har allerede aftalt næste gang.”

Der kom et lille udbrud fra Marianne.

Ikke fordømmelse.

Overraskelse blandet med beundring.

“Hvor hurtigt efter skrev han?”

“Samme aften.”

“Mens du var hjemme?”

Pia nikkede.

Hun havde siddet i sofaen ved siden af sin mand.

Fjernsynet kørte.

Han havde haft sine fødder på sofabordet og spurgt, om mødet var gået godt.

Hun havde sagt, at det havde været langt og kedeligt.

Mens hun sagde det, lå telefonen i hendes lomme med en besked fra hotellet.

“Hvad skrev han?” spurgte Lone.

Pia så på hende.

“At han allerede savnede mig.”

Det var den slags sætning, der altid virkede på os.

Uanset hvor mange gange vi havde hørt en variation af den.

At blive savnet.

At være i en andens hoved.

At kunne gå hjem til sin familie og samtidig vide, at en mand et andet sted stadig tænkte på ens krop og nærvær.

Jeg så, hvordan flere af kvinderne reagerede.

Bente’s liv 5: Vi ville alle savnes, af flere mænd

Marianne rettede sig op.

Hanne tog en slurk vin.

Birgit smilede ned i bordet.

Lone virkede et øjeblik mindre sikker end før.

Pia havde taget sin plads tilbage.

Men hun stoppede ikke dér.

“Der er også en anden,” sagde hun.

Denne gang blev selv Lone stille.

“En anden mand?” spurgte Susanne.

Pia nikkede.

“Det er ikke blevet til noget.”

“Endnu?” sagde Marianne.

Pia smilede.

“Nej. Ikke endnu.”

Manden var ikke fra hendes arbejde.

Hun havde mødt ham på en bar, da hun havde været ude med en gammel veninde.

Han var kommet hen til dem kort før lukketid.

Ældre end manden fra hotellet.

Mere direkte.

Mindre romantisk.

Han havde givet hende sit nummer på bagsiden af en kvittering.

Før Lone havde fortalt om sin julefrokost, ville Pia sandsynligvis have smidt den væk.

Nu havde hun gemt den i sin pung.

“Hvorfor?” spurgte jeg.

Pia trak på skuldrene.

“Jeg ville se, om han mente det.”

“Har du skrevet?”

“Ja.”

“Hvad skrev du?”

“At det var mig fra baren.”

“Og?”

“Han svarede med det samme.”

Der var noget næsten triumferende i hendes stemme.

Det var ikke længere kun den første mand, der ønskede hende.

Der var nu to.

To forskellige mænd, der kendte to forskellige udgaver af hende.

Den ene kendte den forsigtige kollega, som langsomt havde ladet sig overtale.

Den anden kendte kvinden fra baren, der havde holdt hans blik og taget imod nummeret.

Pia nød forskellen.

Det kunne vi høre.

“Hvad vil du med ham?” spurgte Birgit.

“Det ved jeg ikke.”

“Vil du mødes med ham?”

Pia tog en slurk.

“Måske.”

“Selv om du allerede har den anden?”

Det var Susanne, der spurgte.

Pia så på hende.

“Det er jo ikke et forhold.”

“Men du risikerer dobbelt så meget.”

“Jeg risikerer allerede alt.”

Sætningen fik os til at tie.

Den rummede en ny logik.

Når hun allerede havde krydset den største grænse, føltes næste mand ikke som et lige så stort spring.

Hun kunne ikke blive mere utro i sin egen forståelse.

Derfor virkede forskellen mellem én og to mænd mindre, end forskellen mellem ingen og én havde gjort.

Det var en tankegang, flere af os senere kom til at bruge.

Når uskylden først var væk, begyndte vi at behandle resten som variationer.

En ny mand føltes ikke som en ny ødelæggelse.

Kun som en ny historie.

“Hvad hvis de finder ud af hinanden?” spurgte Hanne.

Pia lo.

“De skal jo ikke være mine kærester.”

Der lå næsten foragt i ordet.

Hun ønskede ikke flere hverdage.

Ikke flere mænd, der spurgte, hvad de skulle have til aftensmad.

Hun ønskede de dele, der ikke krævede noget bagefter.

Forventningen.

Mødet.

Bekræftelsen.

Så hjem igen.

Det var første gang, en af os så tydeligt beskrev mændene som adskilte oplevelser i stedet for mulige relationer.

Lone havde været sammen med én mand til en julefrokost.

Pia var allerede i gang med at arrangere et system.

En fast hemmelig mand og en mulig ny ved siden af.

Konkurrencen blev aldrig nævnt.

Men den sad ved bordet.

Lone begyndte at fortælle, at manden fra hotellet også havde skrevet igen.

Marianne nævnte, at hendes yngre kunde snart kom til byen.

Birgit sagde, at manden fra bodegaen havde inviteret hende ud.

Hanne havde fået en besked sent samme nat.

Susanne var begyndt at træne på tidspunkter, hvor hun vidste, manden ville være der.

Alle havde pludselig noget.

Ingen ville være den kvinde, hvis historie var mindst.

Og mens de talte, mærkede jeg min egen uro vokse.

Jeg havde stadig ikke været sammen med manden fra receptionen.

Vi havde drukket kaffe.

Talt længe.

Han havde lagt hånden kort på min arm.

Jeg havde tænkt på det i flere dage.

Men omkring bordet lød det nu næsten barnligt.

Pia havde et hotel og to mænd.

Lone havde en nat, hun stadig fik beskeder om.

De andre var på vej.

Jeg var igen blevet den, der stod et skridt bagved.

På vej hjem den aften holdt jeg ind på en tankstation.

Når jeg fortæller om den tankstation, ser jeg det blålige lys over bilen. Jeg kan næsten høre døren til butikken bippe, når nogen gik ind efter kaffe eller cigaretter.

Jeg sad med telefonen i hånden og mærkede, hvor tungt et lille svar kunne være. Det lugtede af benzin og våd asfalt, og alligevel føltes det som om hele mit liv var blevet indendørs og kvalmt.

Tankstationens blå lys

Tankstationen lå næsten tom. Køledisken summede inde bag ruderne, og lysstofrørene gjorde min hud bleg i bilens spejl.

Der lugtede af benzin, våd asfalt og den kaffe, der havde stået for længe på pladen. Det var et grimt sted at tage en smuk beslutning, hvis man overhovedet kan kalde den smuk.

Jeg sad med telefonen i hånden og mærkede, hvor lidt der skulle til. Et svar. Et tidspunkt. En lille løgn, der kunne bygges større senere.

Ikke fordi jeg manglede benzin.

Jeg havde brug for at sidde alene et øjeblik.

Jeg tog telefonen frem.

Manden fra receptionen havde skrevet to dage tidligere.

Skal vi ikke snart finde den dag, vi talte om?

Jeg havde endnu ikke svaret.

Nu sad jeg i bilen med lyset fra tankstationen over forruden og tænkte på Pia.

Ikke på hendes mand.

Ikke på hotellet.

På måden alle havde lyttet til hende.

På det korte blik mellem hende og Lone.

På den nye mand i hendes pung.

Jeg skrev:

Jo. Lad os finde en dag.

Svaret kom mindre end et minut senere.

Og i stedet for at blive bange mærkede jeg lettelse.

Nu stod min historie heller ikke stille længere.

Det var sådan, konkurrencen voksede.

Ikke fordi vi direkte bad hinanden gå ud og være utro.

Men fordi hver ny mand gjorde den forrige historie mindre.

Én affære blev hurtigt almindelig.

To mænd vakte mere interesse.

Og når én af os havde flere muligheder på samme tid, begyndte de andre at se deres egne liv som tomme, hvis de kun havde én.

Pia havde ikke bare fulgt efter Lone.

Hun havde hævet indsatsen.

Og vi andre begyndte allerede at følge efter hende.

Da Marianne ville bevise, at hun kunne få mere end én

Marianne havde altid været den af os, der havde mest styr på sit liv.

I hvert fald udadtil.

Hendes hjem var pænt på den måde, hvor man næsten blev bange for at stille sit glas det forkerte sted.

Hendes tøj var nøje valgt.

Hendes hår sad, som det skulle, selv når hun sagde, at hun bare hurtigt havde redt det igennem.

Hun kom sjældent for sent.

Hun glemte aldrig en fødselsdag.

Og hvis én af os havde brug for at vide, hvornår skoleferien begyndte, eller hvor længe en steg skulle have i ovnen, spurgte vi Marianne.

Hun vidste det som regel.

Hun kunne lide at være den, der vidste.

Det var også derfor, Pias to mænd begyndte at gå hende på.

Ikke fordi Marianne ønskede netop de mænd.

Hun havde aldrig mødt dem.

Men Pia havde pludselig noget, Marianne ikke kunne organisere sig til på den sædvanlige måde.

To mænd tænkte på hende.

To mænd ventede på hendes beskeder.

To forskellige historier var i gang samtidig.

Marianne havde stadig kun den yngre kunde.

Og selv om hun havde været til frokost med ham flere gange, var deres forhold endnu ikke kommet længere end skjulte samtaler, lange blikke og berøringer, som begge lod, som om var tilfældige.

Hun havde tidligere nydt langsomheden.

Nu begyndte hun at opleve den som et nederlag.

Det kunne vi høre, da hun fortalte om deres seneste møde.

Vi sad hjemme hos Lone den aften.

Det regnede så kraftigt, at vandet løb ned ad ruderne i brede striber.

Lone havde lavet en stor gryde suppe, men de fleste af os var allerede gået over til vin, før tallerkenerne var tomme.

“Hvad skete der så med ham den unge?” spurgte Pia.

Marianne lagde skeen fra sig.

“Ikke så meget.”

“Ikke så meget?” gentog Lone.

“Vi spiste frokost.”

“Og?”

“Og talte.”

Lone smilede.

“Det lyder meget pænt.”

Det var ikke sagt ondt.

Men ordet pænt ramte Marianne.

Det kunne vi se.

Hun rettede sig op i stolen.

“Han er ikke typen, der presser sig på.”

“Det er vel godt,” sagde Birgit.

“Ja, selvfølgelig.”

Marianne tog sit glas.

“Men han kunne godt være lidt mere tydelig.”

Pia så på hende.

“Måske venter han på dig.”

“På mig?”

“På at du viser, at du vil mere end at spise frokost.”

Marianne lo kort.

“Jeg har da vist rigeligt.”

“Hvordan?”

Spørgsmålet kom fra Susanne.

Marianne begyndte at remse op.

Hun havde meldt sig til arrangementer, fordi han deltog.

Hun havde sagt ja til frokoster.

Hun svarede hurtigt på hans beskeder.

Hun havde én gang rørt hans hånd, da hun tog imod en kop kaffe.

“Det kan han jo også tro, du bare gør som venlig kollega,” sagde Pia.

Marianne blev stille.

Det var tydeligt, at hun ikke brød sig om tanken.

Hun havde set sig selv som den kontrollerede og elegante kvinde, der langsomt lokkede ham tættere på.

Nu blev hun konfronteret med muligheden for, at han måske slet ikke var sikker på, hvad hun ønskede.

“Så hvad skal jeg gøre?” spurgte hun.

Det var første gang, hun bad os så direkte om råd.

Og vi gav hende dem.

Ikke råd om at standse.

Ikke råd om at vende opmærksomheden mod sin mand.

Vi talte om tøj.

Om at foreslå et glas vin i stedet for endnu en frokost.

Om at mødes et sted uden kolleger.

Om at lade ham forstå, at deres kontakt ikke kun handlede om arbejde.

“Du behøver jo ikke springe direkte ud i noget,” sagde Hanne.

“Nej,” sagde Lone. “Men du kan åbne døren.”

Marianne smilede.

“Og så se, om han går ind?”

“Præcis.”

Det lød næsten uskyldigt.

Som om det stadig var manden, der skulle vælge.

Men vi vidste alle, at Marianne allerede havde besluttet at skabe situationen.

To uger senere inviterede hun ham til et glas vin efter et kundemøde.

Hun valgte ikke restauranten, hvor de plejede at spise frokost.

Hun fandt en bar på et hotel i udkanten af byen.

Ikke så langt væk, at det virkede mærkeligt.

Men langt nok fra deres arbejdspladser til, at de næppe mødte nogen, de kendte.

Hun fortalte sin mand, at kundemødet kunne trække ud.

Han spurgte ikke ind til det.

Hvorfor skulle han?

Marianne havde været til hundredvis af møder gennem årene.

Han havde ingen grund til at tro, at dette var anderledes.

Hun tog et sæt tøj med i bilen og skiftede på et toilet kort før mødet.

Ikke hele tøjet.

Kun blusen.

Den, hun havde haft på hjemmefra, var hvid og enkel.

Den nye var mørk, blød og mere åben.

Hun lod den hvide ligge foldet i en taske i bagagerummet.

Det var den slags detalje, Marianne var god til.

Alt havde sin plads.

Også løgnen.

Den yngre mand kom lidt senere end aftalt.

Hun fortalte os, at hun først var blevet irriteret.

Hun havde siddet alene ved bordet og følt sig dum.

Hun havde nået at tænke, at hun havde misforstået det hele.

At Pia havde ret.

At han måske kun opfattede hende som en venlig kunde.

Så kom han ind.

Han havde ikke arbejdstøj på.

Han havde skiftet skjorte.

“Så vidste jeg, at han også havde tænkt over det,” fortalte Marianne.

Hun smilede, da hun sagde det.

Vi sad alle sammen tættere omkring bordet, end vi havde gjort, da hun begyndte.

De bestilte vin.

Én flaske til deling, selv om de begge kørte.

Det gav dem en grund til at blive længe.

Samtalen begyndte med arbejdet, men gled hurtigt over i det personlige.

Mændene der blev ved at skrive

Han fortalte, at han havde tænkt meget på hende.

At han følte sig tiltrukket af hende.

At han flere gange havde været tæt på at sige det, men var bange for at ødelægge kontakten.

“Hvad sagde du?” spurgte Pia.

“At han ikke havde misforstået noget.”

“Så direkte?”

Marianne nikkede.

“Jeg ville ikke hjem med endnu en halv historie.”

Det var en ny måde at tale på.

En halv historie.

Som om et møde først var fuldendt, når det var gået langt nok til at få vores fulde opmærksomhed.

De blev siddende, til baren næsten var tom.

Da han lagde hånden på hendes lår under bordet, flyttede hun sig ikke.

Da han spurgte, om hun ville med op på hans værelse, sagde hun heller ikke nej.

“Så han havde allerede bestilt et værelse?” spurgte Birgit.

Marianne nikkede.

“Påstod han, at han alligevel skulle overnatte?”

“Ja.”

“Troede du på det?”

Marianne lo.

“Nej.”

Hun havde vidst, hvad invitationen betød.

Og hun var gået med.

Hun fortalte ikke detaljer fra værelset.

Kun at hun var blevet der i lidt over en time.

At hun bagefter havde stået længe i elevatoren og set på sit eget spejlbillede.

At hun både følte sig smuk og fremmed.

At hun havde skiftet tilbage til den hvide bluse på et toilet ved en tankstation, inden hun kørte hjem.

“Havde din mand ventet på dig?” spurgte jeg.

“Han sov.”

“Hvad gjorde du?”

“Jeg lagde mig ved siden af ham.”

Hun sagde det roligt.

Pia havde grædt efter sit første hotelmøde.

Lone havde været urolig.

Marianne fortalte næsten klinisk om hjemkomsten.

Men jeg kendte hende godt nok til at se spændingen i hendes ansigt.

Hun havde gjort det.

Nu kunne hun også sige, at hun havde været sammen med en anden mand.

Hun var ikke længere den med den pæne frokosthistorie.

“Hvornår skal I ses igen?” spurgte Lone.

“Det har vi ikke aftalt.”

Marianne tog sit glas.

“Men han har skrevet.”

“Hvad skrev han?”

“At han gerne vil gentage det.”

“Og vil du?”

“Ja.”

Svaret kom hurtigt.

Ingen tøven.

Det overraskede os mere end selve hotelværelset.

Det var ikke blevet en fejltagelse, hun skulle bearbejde.

Det var blevet begyndelsen på en ordning.

Men Marianne havde mere.

Det kunne vi mærke.

Hun lod os tale nogle minutter om den yngre mand, før hun sagde:

“Der er faktisk også sket noget andet.”

Pia så straks på hende.

“Med en anden?”

Marianne smilede.

“Ja.”

Det var ikke en fremmed fra en bar.

Det var en mand, hun havde kendt, før hun blev gift.

Ikke en tidligere kæreste.

Mere en gammel bekendt fra hendes ungdom.

De var stødt på hinanden i et supermarked nogle dage efter hotelmødet.

Han havde genkendt hende med det samme.

De havde stået mellem vin og konserves og talt i næsten tyve minutter.

Han var også gift.

Han havde fortalt om sine børn.

Om sit arbejde.

Om det hus, han og konen var flyttet ind i.

Alt sammen almindeligt.

Men da de skulle skilles, havde han sagt:

“Du ser næsten bedre ud nu, end du gjorde dengang.”

Marianne havde båret sætningen med sig resten af dagen.

Om aftenen havde hun fundet ham på nettet.

“Skrev du til ham?” spurgte Susanne.

“Ja.”

“Samme aften?”

“Ja.”

“Hvad skrev du?”

“At det var hyggeligt at se ham igen.”

“Og så?”

“Så begyndte vi at skrive.”

Hun fortalte, at kontakten hurtigt var blevet mere personlig.

Han skrev om ting, han huskede fra deres ungdom.

Om en fest, hvor de havde danset sammen.

Om at han dengang havde været tiltrukket af hende, men aldrig havde gjort noget ved det.

Marianne havde svaret, at hun ikke havde vidst det.

Det var sandt.

Men hun havde også skrevet, at det var synd.

“Skrev du virkelig det?” spurgte Hanne.

Marianne nikkede.

“Hvad svarede han?”

“At det måske ikke var for sent.”

Der kom en begejstret lyd fra Lone.

Pia sagde ingenting.

Hun sad bare og så på Marianne.

To mænd.

Nu var de lige.

Bortset fra, at Marianne allerede havde været sammen med den ene og var i gang med at arrangere et møde med den anden.

“Hvornår skal I ses?” spurgte jeg.

“På fredag.”

“Hvor?”

“Han har foreslået en bar.”

“Ved hans kone noget?”

“Nej.”

“Din mand?”

Marianne rystede på hovedet.

“Jeg har sagt, at jeg skal spise med jer.”

Der blev helt stille.

Det var ikke første gang, en af os havde brugt gruppen som forklaring.

Men det var første gang, nogen sagde det så direkte, mens vi alle sad samlet.

Hun havde gjort os til en del af løgnen uden at spørge.

“Hvad nu, hvis han ringer til en af os?” spurgte Birgit.

“Det gør han ikke.”

“Hvordan ved du det?”

“Han har aldrig gjort det før.”

Marianne sagde det med den sikkerhed, der altid havde kendetegnet hende.

Hun kendte sin mand.

Kendte hans vaner.

Kendte graden af hans tillid.

Og nu brugte hun den viden til at bedrage ham.

“Så vi skal bare vide, at du officielt er hos os?” spurgte Susanne.

Marianne nikkede.

“Kun hvis der sker noget.”

Det var en vigtig grænse.

Ikke mellem Marianne og hendes mand.

Mellem hende og os.

Indtil da havde vi lyttet, spurgt og indirekte opmuntret.

Nu blev vi bedt om aktivt at dække over et møde.

Birgit så utilpas ud.

“Jeg ved ikke, om jeg vil lyve direkte.”

“Det kommer du heller ikke til,” sagde Marianne.

“Han ringer ikke.”

“Men hvis han gør?”

Marianne sukkede.

“Så siger du bare, at jeg er på toilettet.”

Lone begyndte at le.

Ikke hånligt.

Mere fordi løsningen lød så enkel.

“Så må du sørge for, at hun ikke er på toilettet i tre timer.”

Latteren bredte sig.

Også Birgit smilede til sidst.

Så hurtigt blev det alvorlige gjort til noget praktisk.

En mulig telefonsamtale.

En enkel forklaring.

Et par ord, der kunne beskytte Marianne.

Jeg sagde ikke noget.

Men jeg mærkede noget skifte.

Vi havde ikke længere kun et fællesskab om historierne.

Vi var ved at blive hinandens alibier.

Fredagen efter mødtes Marianne med den gamle bekendte.

Hun fortalte sin mand, at Lone hentede hende.

I virkeligheden kørte hun selv og parkerede to gader fra baren.

Hun sendte Lone en besked:

Jeg er fremme. Husk, at jeg er hos dig.

Lone svarede med et blinkende ansigt.

Det fortalte hun os senere, og vi lo.

Sådan blev bedraget gjort let.

Et lille symbol på en skærm.

En intern vittighed.

En følelse af, at vi stod sammen.

Marianne og den gamle bekendte drak først vin.

Så gik de videre til en anden bar.

Han var mere direkte end den yngre kunde.

Mindre forsigtig.

Han kendte allerede hendes alder, hendes fortid og den kvinde, hun havde været før ægteskabet.

Det gjorde noget ved hende.

Den yngre mand fik hende til at føle sig attraktiv nu.

Den gamle bekendte fik hende til at føle, at alle de unge udgaver af hende stadig fandtes.

“Han talte til mig, som om jeg stadig var hende fra dengang,” sagde hun.

“Var det bedre?” spurgte Pia.

“Ikke bedre.”

Marianne smilede.

“Anderledes.”

Det var det ord, vi altid brugte.

Anderledes.

Det lod os undgå at sammenligne mændene med vores ægtemænd.

Vi sagde ikke, at de fremmede var bedre.

Kun at de gav os noget andet.

På den måde kunne vi bilde os ind, at intet derhjemme blev nedvurderet.

Mødet med den gamle bekendte sluttede ikke ved baren.

De fandt et sted, hvor de kunne være alene.

Og da Marianne kom hjem sent den nat, havde hun nu været sammen med to forskellige mænd inden for få uger.

Hun fortalte os det med en ro, der næsten virkede indstuderet.

Lone fløjtede lavt.

Pia spurgte straks:

“Hvem af dem vil du så fortsætte med?”

Marianne så oprigtigt undrende ud.

“Hvorfor skal jeg vælge?”

Ingen svarede.

Ikke fordi vi var chokerede.

Men fordi spørgsmålet afslørede, hvor hurtigt udviklingen var gået.

Få måneder tidligere havde Marianne været frustreret over, at den yngre kunde ikke var tydelig nok.

Nu havde hun to mænd og kunne ikke se nogen grund til at opgive den ene.

“Ved de, at der er andre?” spurgte Susanne.

“De ved, jeg er gift.”

“Det var ikke det, jeg spurgte om.”

Marianne smilede.

“Nej. De ved ikke noget om hinanden.”

“Hvad nu, hvis én af dem vil mere?”

“Så må jeg tage det til den tid.”

Hun havde allerede lavet regler inde i sit eget hoved.

Ingen af mændene måtte skrive efter bestemte tidspunkter.

Ingen måtte ringe uden aftale.

De skulle mødes forskellige steder.

Den yngre kunde var forbundet med arbejde.

Den gamle bekendte måtte aldrig komme i nærheden af hendes arbejdsplads.

Hun havde oprettet en ny kalender, hvor møderne stod som tandlæge, kursus eller kundebesøg.

Hun slettede beskederne, men gemte enkelte billeder et sted, hendes mand ikke kendte.

Hun havde på få uger gjort sit dobbeltliv lige så velorganiseret som resten af sit liv.

Vi var imponerede.

Det er svært at indrømme, men det var vi.

Ikke kun over mændene.

Over systemet.

Hun virkede ikke længere som en kvinde, der kunne blive afsløret ved et uheld.

Hun virkede som én, der havde taget styringen.

“Du har virkelig tænkt på alt,” sagde Hanne.

Marianne smilede tilfreds.

“Man skal bare være omhyggelig.”

Det blev en sætning, flere af os tog med videre.

Ikke:

Man skal lade være.

Men:

Man skal være omhyggelig.

Pia begyndte kort efter at fortælle mere om sin anden mand fra baren.

Lone nævnte, at hun også havde mødt en ny ved en fest.

Birgit indrømmede, at hun havde gemt to forskellige telefonnumre under kvindenavne.

Hanne havde aftalt et fysisk møde med kollegaen.

Susanne var begyndt at få beskeder fra en mand, hun havde mødt gennem fitnesscentret, samtidig med at en anden derfra også var begyndt at vise interesse.

Og jeg havde min egen kaffeaftale, der ikke længere kun føltes som en kaffeaftale.

Marianne havde ikke bare bevist, at hun turde.

Hun havde vist os, hvordan flere mænd kunne holdes adskilt.

Hvordan de kunne placeres i forskellige rum af et liv.

Hvordan en mand kunne være forbundet med arbejde og en anden med fortiden.

Hvordan ingen af dem behøvede at få hele kvinden.

Og hvordan ægtemanden derhjemme kunne blive den eneste, der troede, at han kendte alle hendes dele.

Da vi gik hjem den aften, sagde Lone halvt i spøg:

“Så er én åbenbart ikke nok længere.”

Marianne tog sin frakke på.

“Det kommer vel an på, hvad man har brug for.”

Pia smilede.

“Og hvor meget man kan få.”

De lo begge.

Jeg gjorde også.

Men jeg hørte konkurrencen tydeligt nu.

Det handlede ikke længere kun om, hvem der først havde krydset grænsen.

Det handlede om, hvem der kunne tiltrække flest.

Hvem der kunne holde flere historier i gang.

Hvem der kunne fortælle om den største forskel mellem mændene.

Hvem der turde tage den største risiko uden at blive opdaget.

Vi sagde aldrig, at vi konkurrerede.

Det ville have lydt grimt.

I stedet kaldte vi det nysgerrighed.

Frihed.

At finde forskellige sider af os selv.

Men hver gang én kvinde fortalte om en ny mand, opstod der uro hos de andre.

En følelse af at være bagud.

En lyst til også at have noget nyt med næste gang.

Marianne havde nu to mænd.

Kort efter begyndte hun at skrive med en tredje.

Og ingen af os reagerede længere ved at spørge, om hun var gået for langt.

Vi spurgte kun:

“Hvem er han?”

Da Birgit fandt sin første hemmelige mand – og kort efter den næste

Birgit havde længe været den af os, der stod nærmest grænsen uden helt at gå over den.

Birgit og den kontrollerede uro

Birgit havde et ansigt, man først lagde mærke til langsomt. Milde øjne, en fyldigere mund, hår der ofte var sat praktisk, men som kunne falde blødt om ansigtet sidst på aftenen.

Hun klædte sig sjældent for at blive centrum. Mørke kjoler, diskrete smykker, pæne sko. Men når hun fortalte, kunne hendes stemme få en varme, der gjorde hele bordet stille.

Hun talte som en kvinde, der stadig gerne ville være ordentlig. Det var netop derfor, vi lyttede så intenst, når det ordentlige begyndte at revne.

Hun havde danset med den samme mand til flere fester.

Hun havde stået alene med ham bag et forsamlingshus.

Hun havde givet ham sit nummer.

Hun havde løjet for sin mand om, hvor hun havde været.

Men hun havde stadig kunnet sige til sig selv, at det aldrig var blevet til det, de andre havde gjort.

Ikke et hotel.

Ikke et skjult værelse.

Ikke en eftermiddag, der var bygget ind i kalenderen som en løgn.

Hun var stadig, i sin egen forståelse, den loyale hustru, der var kommet lidt for tæt på noget farligt.

Det ændrede sig efter en sommerfest.

Det var ikke en arbejdsfest.

Det var en privat fødselsdag hos et par, som Birgit og hendes mand havde kendt i mange år.

Der var lejet et telt til haven.

Langborde.

Papirduge.

Skåle med salat og kød fra grillen.

Børnene løb mellem de voksne, indtil de yngste blev lagt til at sove i forskellige værelser rundt om i huset.

Senere blev musikken skruet op.

De voksne drak videre.

Birgit havde sin mand med.

Det havde hun også haft de andre gange.

Det var netop en del af spændingen for hende.

Hun kunne se ham.

Han kunne se hende.

Og alligevel kunne hun lade et andet blik leve mellem sig og manden fra de tidligere fester.

Han hed Jørgen.

Det var første gang, Birgit sagde hans navn til os.

Indtil da havde han bare været manden fra dansegulvet eller ham fra bodegaen.

Men efter sommerfesten blev han en virkelig person i vores historier.

Jørgen kom alene.

Hans kone var blevet hjemme med migræne.

Birgit fortalte os senere, at hun allerede mærkede noget i kroppen, da hun så ham træde ind gennem havelågen.

Ikke forelskelse.

Forventning.

Hun vidste, at han ville finde hende.

Og han gjorde det.

Først talte de sammen i en gruppe.

Så ved grillen.

Senere i køen til toilettet.

De skabte ikke bevidst de små møder, sagde hun.

Men de holdt begge øje med, hvor den anden var.

Hendes mand sad det meste af aftenen med nogle gamle venner.

Han var i godt humør.

Han vinkede til hende, når deres blikke mødtes.

Birgit vinkede tilbage.

Og fortsatte samtalen med Jørgen.

“Var du ikke bange for, at din mand så noget?” spurgte Marianne, da Birgit fortalte historien.

“Jo.”

Birgit smilede ned i sit glas.

“Men det var også derfor, det føltes så stærkt.”

Risikoen var ikke længere kun et problem.

Den var blevet en del af oplevelsen.

Senere på aftenen begyndte det at regne.

Ikke kraftigt.

Bare en varm sommerregn, der fik gæsterne til at rykke tættere sammen under teltet.

Birgit gik ind i huset for at finde sin taske.

Hun vidste ikke, at Jørgen fulgte efter.

Det sagde hun i hvert fald.

Men da vi spurgte, om hun havde håbet det, svarede hun ikke.

Huset var næsten mørkt.

Kun lyset fra køkkenet og en lampe i gangen var tændt.

Birgit fandt sin taske på en stol i et værelse, hvor gæsterne havde lagt jakker.

Da hun vendte sig, stod Jørgen i døren.

“Så du blev forskrækket?” spurgte Hanne.

“Ja.”

“Bad du ham gå?”

Birgit rystede på hovedet.

Han havde lukket døren næsten helt.

Ikke låst den.

Bare skubbet den til, så musikken udefra blev dæmpet.

Han havde spurgt, om hun var klar over, hvad hun gjorde ved ham.

Birgit havde grinet nervøst.

Sagt, at han havde fået for meget at drikke.

Han havde svaret, at han havde tænkt på hende, siden sidste gang de dansede.

At det ikke var alkoholen.

At han vidste, hun også mærkede det.

“Og hvad sagde du?” spurgte Pia.

“At han ikke måtte sige sådan noget.”

“Men gik du?”

“Nej.”

Det var altid dér, sandheden lå.

Ikke i de ord, vi brugte for at bremse mændene.

I om vi gik.

Birgit blev.

Jørgen kyssede hende.

Hun kyssede tilbage.

Denne gang stoppede de ikke efter få sekunder.

Hun fortalte, at hun stadig kunne høre latteren fra haven.

Kunne høre sin mands stemme blandt de andre.

Det burde have fået hende til at trække sig.

I stedet gjorde det øjeblikket mere intenst.

“Hvad hvis nogen var kommet ind?” spurgte Susanne.

“Så var alt blevet afsløret.”

Birgit sagde det uden at smile.

“Men lige dér tænkte jeg næsten ikke på det.”

De blev afbrudt af nogen ude på gangen.

En kvinde, der kaldte efter sin jakke.

Birgit og Jørgen trak sig fra hinanden.

Han gik ud først.

Hun blev stående og ventede.

Tilbage til festen med et nyt ansigt

Hun fandt en læbestift i tasken og rettede sin makeup, før hun gik tilbage til festen.

Hendes mand spurgte, hvor hun havde været.

“Jeg sagde, at jeg havde ledt efter mit tørklæde.”

“Havde du et tørklæde med?” spurgte Lone.

Birgit rystede på hovedet.

Vi grinede.

Også Birgit.

Men bagefter blev hun stille.

“Han troede på mig.”

Det var ikke en triumf.

Der var sorg i hendes stemme.

Ikke nok til at standse hende.

Men nok til, at hun mærkede forskellen mellem sin mands tillid og det, hun havde gjort med den.

Jørgen skrev allerede næste morgen.

Ikke en lang besked.

Bare:

Vi bliver nødt til at ses alene.

Birgit læste den flere gange.

Hun svarede først om aftenen.

Ikke fordi hun var i tvivl om, hvorvidt hun ville.

Hun ville bare ikke virke for ivrig.

Det var noget, Marianne havde lært os.

Vent lidt.

Lad manden længes.

Lad ham skrive igen.

Giv aldrig hele din interesse med det samme.

Birgit ventede seks timer.

Så skrev hun:

Det ved jeg ikke, om er en god idé.

Jørgen svarede:

Det betyder ikke nej.

Hun viste os senere beskeden.

Flere af os smilede.

Ikke fordi den var særlig original.

Men fordi vi kendte spillet.

En kvinde skrev, at noget var en dårlig idé.

Manden hørte, at hun stadig overvejede det.

Og hvis hun fortsatte samtalen, var døren ikke lukket.

De aftalte at mødes en tirsdag eftermiddag.

Birgit sagde hjemme, at hun skulle hjælpe en veninde med at købe en gave.

Det var mig, hun brugte som forklaring.

Det opdagede jeg først, da hun fortalte historien omkring bordet.

“Du sagde, du var sammen med mig?” spurgte jeg.

Birgit nikkede forsigtigt.

“Han spurgte ikke mere.”

“Men hvorfor mig?”

“Fordi han ved, vi tit taler sammen.”

Jeg mærkede en kort irritation.

Ikke moralsk forargelse.

Mere en følelse af, at hun havde taget noget fra mig uden at spørge.

Mit navn.

Min troværdighed.

Min plads i hendes mands forståelse af verden.

“Du kunne godt have sagt det først,” sagde jeg.

“Det ved jeg.”

Birgit så oprigtigt ked af det ud.

“Det gik så hurtigt.”

Lone lagde hånden på min arm.

“Det er jo kun, hvis han spørger.”

Den sætning kendte vi nu.

Kun hvis han spørger.

Som om løgnen først blev virkelig, når den blev testet.

Jeg lod det passere.

Det gjorde vi næsten altid.

Birgit og Jørgen mødtes på et lille gæstehus uden for byen.

Han havde bestilt værelset.

Hun kom først.

Sad i bilen og ventede, til hun så hans bil dreje ind.

Hun fortalte, at hun havde overvejet at køre væk.

Ikke kun på grund af sin mand.

På grund af sig selv.

Hun vidste, at hvis hun gik ind, ville hun ikke længere kunne fortælle sig selv, at hun var anderledes end Lone, Pia og Marianne.

“Var det derfor, du gik ind?” spurgte Pia.

Birgit så på hende.

“Måske.”

Det overraskede os.

“Fordi du ikke ville være anderledes?”

“Fordi jeg ikke ville være den eneste, der ikke turde.”

Konkurrencen blev sjældent sagt så tydeligt.

Men dér stod den.

Birgit ville ikke kun have Jørgen.

Hun ville væk fra rollen som den forsigtige kvinde, der altid stoppede lige før.

Hun ville også have en historie, der kunne stå ved siden af de andres.

Hun gik ind.

Da hun kom ud igen nogle timer senere, havde hun krydset den samme grænse, som de andre.

Hun fortalte ikke meget om selve mødet.

Kun at Jørgen var mere nervøs, end hun havde forventet.

At han talte meget bagefter.

At han sagde, han havde ønsket det længe.

At hun følte sig udvalgt.

“Var det godt?” spurgte Lone.

Birgit tænkte sig om.

“Det var godt at blive ønsket så tydeligt.”

Det var ikke et direkte svar.

Det behøvede det heller ikke være.

For os handlede historierne efterhånden mindre om den konkrete nydelse og mere om bekræftelsen.

At en mand havde planlagt.

Ventet.

Løjet.

Betalt for et værelse.

Sat noget på spil for at få én.

Det fik os til at føle, at vi måtte være værdifulde.

Selv om vi samtidig gjorde vores egne ægtemænds kærlighed mindre værd.

Birgit kom hjem før sin mand.

Hun stillede den gavepose, hun havde købt som dække, på køkkenbordet.

Det var en gave til ingen.

Hun havde købt et duftlys og et kort, hvis hendes mand skulle spørge, hvad hun og jeg havde fundet.

Han spurgte ikke.

Han kyssede hende og sagde, at han havde savnet hende.

Hun lavede aftensmad.

De spiste sammen.

Og senere samme aften lå hun i sengen og skrev med Jørgen, mens hendes mand sov ved siden af.

“Fik du dårlig samvittighed?” spurgte Hanne.

“Ja.”

“Ville du stadig se Jørgen igen?”

Birgit nikkede.

“Ja.”

Det var sådan, samvittigheden begyndte at miste sin funktion.

Den gjorde stadig ondt.

Men smerten ændrede ikke adfærden.

Den blev bare endnu en følelse, vi lærte at leve med.

Birgit og Jørgen mødtes igen to uger senere.

Og igen måneden efter.

Hun begyndte at holde tirsdag eftermiddag fri, når hun kunne.

Nogle gange brugte hun mit navn.

Andre gange sagde hun, at hun skulle til frisør, handle til et arrangement eller hjælpe sin mor.

Hun blev hurtigt dygtig til at skabe små åbninger i kalenderen.

Men allerede efter det tredje møde begyndte Jørgen at stille krav.

Han ville se hende oftere.

Han skrev om aftenen.

Blev jaloux, hvis hun ikke svarede.

Spurgte, om hun stadig var sammen med sin mand på samme måde som før.

Det irriterede Birgit.

“Han vidste jo, at jeg var gift,” sagde hun til os.

“Men måske troede han, det kunne blive til mere,” sagde Susanne.

“Det har jeg aldrig lovet.”

“Har du sagt tydeligt, at det ikke gør?”

Birgit blev stille.

Hun havde ikke sagt det tydeligt.

For hvis hun gjorde, risikerede hun, at Jørgen mistede interessen.

Hun ønskede ikke et liv med ham.

Men hun ønskede, at han længtes efter et liv med hende.

Det var en forskel, vi ikke var gode til at se dengang.

Kort efter mødte hun en anden.

Det skete på en bodega en fredag aften.

Hun var ude med Lone og to kvinder, som ikke var en del af vores faste gruppe.

Jørgen havde skrevet flere gange samme dag.

Han havde været utilfreds med, at Birgit ikke kunne mødes i weekenden.

Hun havde ladet telefonen ligge i tasken.

“Jeg var træt af, at han opførte sig, som om han ejede min tid,” fortalte hun.

Det var mærkeligt.

Hun havde en mand derhjemme, som havde lov til at forvente hendes loyalitet, men som hun betragtede som en hindring, når hun planlagde sine hemmelige møder.

Samtidig blev hun vred på Jørgen, når han forventede noget af hende.

Hun ønskede at blive ønsket uden at skylde nogen noget.

Manden på bodegaen hed Michael.

Han var ikke en del af hendes omgangskreds.

Han stod ved baren, da Lone bestilte drinks.

Han begyndte at tale med dem.

Mest med Birgit.

Han var yngre end hende.

Fraskilt.

Mere direkte end Jørgen.

Han spurgte hurtigt, om hun var gift.

Birgit viste ham ringen.

“Så er din mand heldig,” sagde han.

Det var en enkel replik.

Måske havde han brugt den før.

Men den virkede.

Han vidste, hun var optaget.

Og valgte alligevel at fortsætte.

Det gjorde hans interesse mere intens i hendes øjne.

Lone vidste med det samme, hvad der skete.

Hun trak de andre kvinder væk mod et bord og efterlod Birgit ved baren.

“Du gjorde det med vilje?” spurgte jeg senere.

Lone trak på skuldrene.

“Birgit ville jo gerne tale med ham.”

“Men I var gået ud sammen.”

“Jeg var stadig i lokalet.”

Det var sådan, vi hjalp hinanden.

Ikke ved direkte at skubbe.

Ved at skabe plads.

Ved at gå på toilettet på det rigtige tidspunkt.

Ved at tage de andre med over til et bord.

Ved ikke at afbryde.

Ved at kunne bekræfte bagefter, at ingen af os havde set noget.

Michael købte en drink til Birgit.

De talte i næsten en time.

Han bad om hendes nummer.

Denne gang tøvede hun ikke.

Hun havde allerede lært, hvor let et nyt navn kunne gemmes.

Hun lagde ham ind som Mette frisør.

“Hvorfor frisør?” spurgte Marianne.

“Fordi min mand aldrig ville ringe til min frisør.”

Vi lo.

Det var opfindsomt.

Praktisk.

Endnu et lille system, vi kunne lære af.

Michael skrev, før Birgit var kommet hjem.

Hun svarede fra badeværelset.

Jørgen havde også skrevet.

To mænd ventede nu på hendes opmærksomhed, mens hendes mand lå i sengen og troede, hun børstede tænder.

Det gav hende et sus.

Det indrømmede hun.

Ikke kun at to mænd ønskede hende.

At de ikke vidste noget om hinanden.

At hun alene sad med hele billedet.

Hun havde magten til at svare den ene først.

Til at ignorere den anden.

Til at vælge, hvilken udgave af sig selv hun ville være den dag.

Jørgen fik den bløde, længselsfulde Birgit, som talte om følelser.

Michael fik den mere direkte kvinde fra baren, der sagde, hun ikke ønskede noget kompliceret.

Hendes mand fik hverdagen.

Familien.

Indkøbene.

Planerne.

Det trygge liv.

Vi så det dengang som tre forskellige sider af hende.

I dag ser jeg, at det også var tre forskellige mænd, hun brugte til at holde de sider adskilt.

Birgit mødtes med Michael allerede ugen efter.

Hun sagde til Jørgen, at hun havde for travlt.

Hun sagde til sin mand, at hun skulle ud med Lone.

Lone blev hjemme hos sin familie.

Michael hentede Birgit ved en station langt fra hendes hjem.

Det var bevidst.

Hun ville ikke have sin bil stående ved et hotel.

Hun havde lært af Marianne.

Lad aldrig alle spor pege samme sted.

Mødet med Michael var kortere og mindre romantisk end møderne med Jørgen.

Men det gjorde ikke Birgit noget.

Tværtimod.

Hun fortalte os, at det havde givet hende en anden slags bekræftelse.

Jørgen havde ønsket hende gennem længere tid.

Michael havde set hende i en bar og hurtigt besluttet sig.

Den ene fik hende til at føle sig betydningsfuld.

Den anden fik hende til at føle sig uimodståelig.

“Hvem af dem kan du bedst lide?” spurgte Pia.

Birgit smilede.

“Det kommer an på dagen.”

Hun havde nu svaret det samme, som Marianne i praksis allerede havde vist.

Der var ingen grund til at vælge, når mændene gav forskellige følelser.

Og når én kvinde først havde to mænd, blev det lettere for de andre at forsvare deres egne.

Birgit var gået fra at være den, der blev rød i hovedet over en dans, til at holde to hemmelige forbindelser i gang på samme tid.

Det var sket på få måneder.

Ikke fordi hun pludselig var blevet et andet menneske.

Fordi hvert trin havde gjort det næste mindre.

Det første nummer var svært at tage imod.

Det første kys var svært at forklare.

Det første værelse krævede mod.

Den anden mand krævede næsten kun en ny kontakt i telefonen.

Da hun fortalte os, at Michael måske havde en ven, der også havde spurgt til hende, begyndte Lone at le.

“Du ender jo med en hel kalender.”

Birgit smilede stolt.

“Så må jeg købe en større.”

Vi lo alle sammen.

Ingen af os spurgte længere, om hun burde stoppe.

Vi spurgte, hvordan hun kunne få plads.

Det var dér, Birgit for alvor sluttede sig til konkurrencen.

Ikke ved at finde én hemmelig mand.

Men ved hurtigt at bevise, at hun også kunne have flere.

Og da hun gik hjem den aften, sad Hanne usædvanligt stille tilbage.

Hun havde stadig kun beskederne og de skjulte samtaler med sin kollega.

Hun kunne mærke det samme, som Birgit havde mærket før.

At de andre var på vej foran.

Kort efter sørgede hun for, at hendes egen historie ikke længere kun fandtes på en skærm.

Da Hanne gik fra beskeder til flere virkelige møder

Hanne havde været den første af os, der fortalte om et andet blik.

Den første, der sagde, at hun havde følt sig vågne lidt, fordi en mand på en konference havde set hende på en måde, hun ikke længere var vant til.

I lang tid var det også dét, hendes historie bestod af.

Blikke.

Beskeder.

Små sætninger, der kunne læses igen om aftenen.

Hun og kollegaen skrev om arbejdet, musikken, ungdommen og de ting, de savnede.

De skrev om, hvordan det føltes at blive set.

Om den særlige forbindelse mellem dem.

Om at de forstod hinanden.

Men de havde endnu ikke haft den slags møder, som de andre kvinder nu fortalte om.

Hanne havde stadig ikke haft en hotelnøgle i hånden.

Ikke siddet i bilen uden for et sted, hvor hun vidste, hvad der ventede.

Ikke stået på sit eget badeværelse bagefter og forsøgt at vaske en hemmelig eftermiddag væk.

Det gjorde hende anderledes.

Og den forskel begyndte at genere hende.

Det kunne vi mærke.

Når Pia fortalte om sine to mænd, lyttede Hanne intenst.

Når Marianne forklarede, hvordan hun holdt forskellige aftaler adskilt i kalenderen, stillede Hanne de mest praktiske spørgsmål.

Når Birgit fortalte om Jørgen og Michael, smilede Hanne, men blev også mere stille.

Hendes egen historie, som engang havde været den første, var nu blevet den mindst udviklede.

“Jeg har jo ikke engang gjort noget rigtigt endnu,” sagde hun en aften.

Vi sad hjemme hos Marianne.

Der stod tre åbne flasker vin på bordet, og ingen havde længere styr på, hvilken flaske deres glas var blevet fyldt fra.

“Du har skrevet med ham i næsten et år,” sagde Pia.

“Det er da også noget.”

“Ja, men det er stadig bare ord.”

Hanne så på sin telefon, som lå ved siden af tallerkenen.

“Han spørger hele tiden, hvornår vi skal ses alene.”

“Hvad svarer du?” spurgte Lone.

“At det er svært.”

“Er det svært?” spurgte Birgit.

Hanne nikkede først.

Så rystede hun på hovedet.

“Ikke praktisk.”

“Hvad så?”

“At tage beslutningen.”

Hun havde muligheder.

Flere end hun tidligere havde fortalt os.

Kollegaen rejste jævnligt i forbindelse med arbejdet.

Han havde flere gange foreslået, at de kunne mødes i en anden by.

Han havde tilbudt at bestille et værelse.

Han havde også foreslået noget mindre dramatisk.

En gåtur.

En kaffe.

En sen frokost efter et møde.

Hanne havde hver gang skrevet, at hun gerne ville, men ikke turde.

Det havde holdt ham interesseret.

Måske mere, end hvis hun straks havde sagt ja.

Han fortsatte med at skrive.

Fortsatte med at længes.

Fortsatte med at forsikre hende om, at han ikke ville presse hende.

Det gav Hanne følelsen af, at hun var noget særligt.

En kvinde, han var villig til at vente på.

Men omkring vores bord gav ventetiden efterhånden mindre opmærksomhed.

Vi havde hørt om beskederne.

Set nogle af dem.

Analyseret dem.

Spurgt, hvornår han mon ville forsøge igen.

Der var ikke længere noget nyt i, at han tænkte på hende.

Vi ventede på, hvad hun gjorde ved det.

“Du behøver jo ikke gå direkte på et hotel,” sagde Susanne.

“Nej,” sagde Marianne. “Start med at mødes.”

“Men hvis jeg først mødes med ham, ved jeg jo godt, hvad det ender med.”

Hanne sagde det næsten opgivende.

Lone lænede sig tilbage.

“Så ved du også allerede, hvad du vil.”

“Det er ikke så enkelt.”

“Nej,” sagde Lone. “Men det er heller ikke så kompliceret.”

Det lød hårdt.

Hanne så såret ud.

Lone opdagede det og blødte stemmen op.

“Jeg mener bare, at du allerede bruger masser af tid og tanker på ham. Du er allerede langt inde i det.”

Det var sandt.

Men den sandhed blev ikke brugt til at få Hanne til at trække sig.

Den blev brugt som argument for, at hun lige så godt kunne fortsætte.

Hvis hun allerede havde svigtet i tankerne, hvad ændrede et møde så?

Den slags logik blev stadig mere almindelig mellem os.

Når noget allerede var ødelagt en smule, føltes det mindre vigtigt at beskytte resten.

“Jeg vil ikke være den eneste, der kun taler om det,” sagde Hanne.

Hun grinede, da hun sagde det.

Men vi hørte alvoren.

“Det er du jo ikke,” sagde jeg.

Jeg vidste godt, at det ikke passede helt.

Jeg havde stadig ikke selv gået hele vejen.

Men Hannes historie havde stået stille længst.

Og hun mærkede det.

“Jeg føler mig næsten som en kujon,” sagde hun.

Der var det igen.

Utroskab var blevet koblet sammen med mod.

At standse var blevet det samme som at være bange.

At beskytte sit ægteskab kunne omkring vores bord få én til at føle sig mindre levende end de andre.

Marianne skænkede mere vin.

“Så aftal et møde. Bare et møde.”

“Og hvis det bliver til mere?”

“Så tager du stilling dér.”

Det var et råd, vi ofte gav.

Tag ikke stilling nu.

Gå bare lidt tættere på.

Se, hvad der sker.

Men når man først stod i situationen, var beslutningen allerede blevet sværere.

Hanne skrev til ham samme aften.

Ikke mens hun var hjemme.

Mens hun stadig sad ved Mariannes bord.

Hun lagde telefonen foran sig og lod os se.

Jeg tror, vi skal finde en dag.

Der gik mindre end et minut.

Så kom svaret.

Det har jeg ventet længe på.

Hanne smilede.

Vi andre smilede med.

Ingen spurgte, om hendes mand sad hjemme og ventede på, at hun kom tilbage fra en uskyldig kvindeaften.

Vi var optaget af manden, der havde ventet længe.

De aftalte at mødes ti dage senere.

Det skulle være i en by, hvor ingen af dem arbejdede.

Ikke for langt væk.

Ikke for tæt på.

Hanne fortalte sin mand, at hun skulle på kursus.

Der fandtes faktisk et kursus den dag.

Hun skulle bare ikke deltage i det.

Hun havde fundet programmet på arbejdet og printet det ud.

Lagt det på køkkenbordet nogle dage før.

Ikke så tydeligt, at det virkede bevidst.

Men synligt nok til, at hendes mand havde set navnet på kurset og byen.

“Det er meget gennemført,” sagde Pia, da Hanne fortalte os om planen.

Hanne smilede.

“Jeg har lært af jer.”

Det burde have gjort ondt at høre.

Det gjorde det ikke dengang.

Vi tog det næsten som et kompliment.

Kurset begyndte klokken ni og sluttede klokken fire.

Bente’s liv 5: Hannes lange arbejdsdag

Det gav Hanne en hel arbejdsdag at skjule mødet i.

Hun pakkede en mappe og et par papirer i tasken.

Tog tøj på, som så professionelt ud.

Under jakken havde hun en bluse, hun ikke normalt ville have valgt til et kursus.

Hendes mand lavede kaffe til hende den morgen.

Han spurgte, om hun havde husket adressen.

Hun sagde ja.

Han ønskede hende en god dag.

Kyssede hende i døren.

Hanne fortalte os senere, at hun næsten aflyste dér.

Ikke på hotellet.

Ikke i bilen.

I entreen, da hendes mand kyssede hende og rakte hende bilnøglerne, fordi hun havde glemt dem på kommoden.

“Jeg tænkte, at jeg kunne sige, jeg var syg,” fortalte hun.

“Hvorfor gjorde du ikke det?” spurgte Susanne.

Hanne så ned.

“Fordi han allerede ventede.”

Det var kollegaen, hun mente.

Ikke hendes mand.

Den ene mand stod i entreen og stolede på hende.

Den anden sad et andet sted og ventede.

Og det var ventetiden hos den hemmelige mand, der fik mest vægt.

De mødtes først på en café.

Det havde Hanne insisteret på.

Hun ville ikke gå direkte op på et værelse.

Hun ville tale.

Se ham i virkeligheden uden kolleger omkring sig.

Mærke, om forbindelsen stadig fandtes, når de sad alene.

Han var allerede kommet, da hun trådte ind.

Han rejste sig.

Kyssede hende på kinden.

Holdt hendes hånd lidt for længe.

Hanne fortalte, at hele hendes krop reagerede på den lille berøring.

Ikke fordi den var voldsom.

Fordi den havde været ventet så længe.

De bestilte kaffe, men drak næsten ikke noget.

De talte om deres beskeder.

Om alle de gange, de havde været tæt på at aftale noget.

Om deres ægtefæller.

Kollegaen sagde, at han ikke ønskede at ødelægge hendes liv.

Hanne sagde, at hun heller ikke ønskede at ødelægge hans.

De sagde begge, at det måske var bedst at nøjes med kaffen.

Så blev de siddende en time mere.

“Hvem foreslog hotellet?” spurgte Marianne.

“Han gjorde.”

“Med det samme?”

“Nej.”

Hanne tog en slurk vin.

“Han sagde først, at han havde et værelse, fordi han havde sagt hjemme, at han skulle overnatte efter et møde.”

“Så det var planlagt.”

“Ja.”

“Havde du ikke regnet med det?”

Hanne tøvede.

“Jo.”

Hun havde vidst det hele tiden.

Hun havde bare haft brug for, at beslutningen kunne føles som noget, der opstod under samtalen.

Det gjorde det lettere at fortælle sig selv, at hun var blevet revet med.

At det ikke havde været aftalt.

At hun først havde sagt ja i det sidste øjeblik.

Men en kvinde, der tager en særlig bluse på, finder et falsk kursus og kører til en anden by, er ikke bare blevet revet med.

Hun er allerede på vej.

Hanne fulgte med ham.

Hun fortalte ikke meget om værelset.

Kun at det første øjeblik havde været mærkeligt.

At beskederne havde gjort dem fortrolige, men kroppene stadig var nye for hinanden.

At han havde været mere nervøs, end hun havde forventet.

At hun selv var begyndt at tale for meget.

Om parkeringspladsen.

Om vejret.

Om kaffen.

Alt muligt, der kunne udsætte det, de begge vidste skulle ske.

Så havde han taget hendes hånd.

Sagt hendes navn.

Og resten var ikke længere kun ord.

Da Hanne fortalte det til os, sad hun ikke med Pias tårer eller Lones rastløse energi.

Hun så næsten lettet ud.

Som om hun endelig havde afsluttet en historie, der havde stået åben for længe.

“Var det godt?” spurgte Birgit.

Hanne smilede svagt.

“Det var meget.”

“Meget hvad?”

“Meget voldsomt indeni.”

Hun forsøgte at forklare.

At oplevelsen ikke nødvendigvis havde været bedre end det, hun havde hjemme.

Men at alle månedernes forventning lå samlet i den.

Hver besked.

Hvert blik.

Hver aften, hvor hun havde læst hans ord i sengen ved siden af sin mand.

Alt kom med ind på værelset.

Det gjorde oplevelsen større, end manden alene kunne have gjort.

“Har du fortrudt?” spurgte jeg.

Hanne tænkte sig om.

“Ja.”

Så holdt hun en pause.

“Og nej.”

Vi kendte efterhånden det svar.

Skylden og glæden.

Sorgen og suset.

Ingen af dem ophævede den anden.

Hun kom hjem på det tidspunkt, kurset efter planen skulle være slut.

Hendes mand spurgte, om hun havde lært noget.

“Jeg sagde ja.”

“Spurgte han hvad?”

“Ja.”

Hanne smilede skamfuldt.

“Så fortalte jeg om to punkter fra kursusprogrammet.”

Hun havde læst programmet grundigt.

Ikke for at lære.

For at kunne lyve troværdigt.

“Han sagde, det lød spændende.”

Hendes stemme knækkede lidt.

Det var første gang den aften, skyldfølelsen rigtig viste sig.

“Så gik han ud og lavede mad.”

Ingen af os sagde noget.

Vi kunne alle se scenen.

Manden i køkkenet.

Hanne med tasken fra det falske kursus.

Det skjulte møde stadig i kroppen.

Det burde have været nok til, at hun stoppede.

Det var det ikke.

Kollegaen skrev samme aften.

Han ville vide, om hun havde det godt.

Om hun fortrød.

Om de skulle ses igen.

Hanne ventede, til hendes mand sov.

Så svarede hun:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig.

De mødtes igen to uger senere.

Denne gang behøvede de ikke en café først.

Hanne sagde, hun skulle hjælpe sin søster.

Hun brugte ikke gruppen som alibi.

Ikke endnu.

Kollegaen havde fundet et lille hotel ved en hovedvej.

De ankom hver for sig.

Hanne parkerede bag bygningen.

Hun havde lært af de andre, at en bil kunne være lige så afslørende som en besked.

Mødet var kortere.

Mindre romantisk.

Mere målrettet.

Og bagefter mærkede hun en anden slags tomhed.

“Fordi forventningen ikke var den samme?” spurgte Susanne.

“Ja.”

Hanne nikkede.

“Første gang havde vi bygget det op i næsten et år. Anden gang var det bare noget, vi gjorde.”

“Var det dårligt?”

“Nej.”

“Men?”

“Jeg havde troet, det ville føles lige så stort.”

Det gjorde det ikke.

Og i stedet for at forstå det som et tegn på, at oplevelsen ikke kunne give hende det, hun søgte, begyndte hun at lede efter en ny måde at få følelsen tilbage på.

Hun fortsatte med kollegaen.

Men hun begyndte også at lægge mærke til andre mænd.

Det skete først til en firmamiddag.

En mand fra et andet kontor satte sig ved siden af hende.

Han var højere end kollegaen.

Mere selvsikker.

Han kendte ikke noget til hendes lange beskedhistorie.

Han vidste kun, at hun var gift, at hun lo af hans historier, og at hun ikke flyttede sig, da hans knæ rørte hendes under bordet.

Hanne fortalte os, at hun straks mærkede noget, hun havde savnet ved det andet møde med kollegaen.

Nyhed.

Usikkerhed.

Spørgsmålet om, hvorvidt denne mand også ville hende.

Hun havde allerede én hemmelig mand.

Alligevel blev hun næsten mere optaget af den nye, netop fordi hun endnu ikke vidste, om hun kunne få ham.

“Hvad skete der?” spurgte Lone.

“Vi talte.”

“Kun talte?”

Hanne smilede.

“Den aften.”

Hun havde givet ham sit nummer.

Ikke sit arbejdsnummer.

Det private.

Hun havde gemt hans navn som Karin kontor.

Birgit lo.

“Vi har snart mange veninder, der ikke findes.”

Det var sandt.

Vores telefoner begyndte at fyldes med kvinder, som i virkeligheden var mænd.

Mette frisør.

Karin kontor.

Anne skole.

Louise kursus.

Navne, vores ægtemænd ikke havde nogen grund til at mistænke.

Den nye mand skrev næste dag.

Ikke forsigtigt.

Han sagde direkte, at han havde haft svært ved at koncentrere sig, efter hun gik.

Hanne viste os beskeden.

Pia læste den to gange.

“Han er mere direkte end den anden.”

“Meget.”

“Kan du lide det?”

Hanne nikkede.

Det kunne hun.

Kollegaen havde været langsom, følsom og forsigtig.

Den nye mand var ligefrem.

Han spurgte, hvornår de kunne mødes.

Ikke om de burde.

Ikke om det var klogt.

Hvornår.

Hanne aftalte en eftermiddag allerede ugen efter.

Hun sagde hjemme, at hun skulle mødes med os.

Det var første gang, hun brugte gruppen som direkte dække.

“Ved hvilken af os?” spurgte Marianne.

“Dig.”

“Hvorfor mig?”

“Fordi min mand ved, du arbejder tæt på det sted, hvor vi mødes.”

Marianne tænkte sig om.

Så nikkede hun.

“Okay. Men send tidspunktet.”

Ingen diskussion.

Ingen ubehag.

Bare koordinering.

Det var blevet sådan.

Hvis én af os skulle bruges som alibi, skulle de praktiske detaljer være i orden.

Hvornår var mødet?

Hvornår skulle hun være hjemme?

Hvilken historie havde hun fortalt?

Hvad havde de angiveligt lavet?

Vi begyndte at føre hinandens løgne med næsten samme omhu som vores egne.

Hanne mødtes med den nye mand på et lille gæstehus.

Det var første gang, hun var sammen med en mand, hun næsten ikke kendte.

Ingen måneder med beskeder.

Ingen dyb fortrolighed.

Ingen fortælling om, at de forstod hinandens indre liv.

Kun tiltrækning, planlægning og et kort møde.

Hun var rystet bagefter.

Ikke kun af skyld.

Af forskellen.

Bente’s liv 5 fortsat

Kollegaen havde fået hende til at føle sig set som menneske.

Den nye mand fik hende til at føle sig udvalgt som kvinde.

Hun ville ikke undvære nogen af delene.

“Så fortsætter du med dem begge?” spurgte Birgit.

Hanne så på os.

“Ja.”

Hun sagde det næsten udfordrende.

Som om hun ventede på, at nogen skulle protestere.

Ingen gjorde.

Lone smilede.

Pia nikkede langsomt.

Marianne spurgte, hvordan hun ville holde aftalerne adskilt.

Det var dét, der interesserede os.

Ikke om hun burde.

Hvordan hun kunne.

Hanne begyndte at se kollegaen på hverdage, når han rejste gennem hendes område.

Den anden mand mødte hun mere uregelmæssigt.

Nogle gange efter firmamiddage.

Andre gange i frokostpauser, hun gjorde længere end normalt.

Hun brugte forskellige forklaringer derhjemme.

Kursus.

Arbejde.

Os.

Tandlæge.

En søster, der havde brug for hjælp.

Et barn, der skulle hentes for en anden mor.

Hun spredte løgnene ud, så ingen enkelt forklaring blev brugt for ofte.

“Man skal variere,” sagde hun.

“Ellers begynder det at se mærkeligt ud.”

Det var Marianne, der havde lært hende det.

Men Hanne blev hurtigt bedre end flere af os.

Hun havde brugt næsten et år på at tøve.

Da hun først begyndte, gik udviklingen stærkt.

Inden for få måneder havde hun to faste mænd og enkelte kontakter ved siden af.

En mand, hun mødte til en messe.

En anden, hun dansede med til en fest og senere skrev med.

En tredje, der havde flirtet med hende i en hotelbar, uden at det blev til mere den aften.

Hun fortalte om dem som muligheder.

Ikke alle blev til noget.

Men det betød efterhånden næsten lige så meget at kunne sige, at de ville hende.

“Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne gå så længe uden at opdage det,” sagde hun en aften.

“Opdage hvad?” spurgte jeg.

“At så mange mænd faktisk ser mig.”

Det lød som selvindsigt.

Men det var også en omskrivning.

Mændene havde måske set hende før.

Forskellen var, at hun nu gjorde sig tilgængelig for deres blik.

Hun holdt det.

Svarede.

Gav numre.

Skabte tid.

Hun var ikke bare blevet opdaget.

Hun var begyndt aktivt at invitere til at blive valgt.

Ved vores næste kvindeaften havde Hanne flest historier.

Hun fortalte først om kollegaen.

Så om den direkte mand fra firmamiddagen.

Så om en ny, der havde sendt hende en besked efter en messe.

Pia forsøgte flere gange at komme ind med sin egen historie.

Lone nævnte en mand fra en bar.

Marianne sagde, at den gamle bekendte var blevet jaloux.

Men Hanne blev ved.

For første gang var det hende, vi alle lyttede til igen.

Hun havde taget sin gamle plads tilbage.

Ikke som kvinden med det første blik.

Som kvinden med flest åbne spor.

Da aftenen sluttede, sagde Lone:

“Du har godt nok fået travlt.”

Hanne lo.

“Jeg var jo længe om at komme i gang.”

“Så du indhenter det forsømte?”

“Det ser sådan ud.”

Vi grinede.

Men det var præcis, hvad hun gjorde.

Hun indhentede.

Ikke kærlighed.

Ikke tabte år.

De andres historier.

Hun ville ikke længere være kvinden, der kun skrev.

Hun ville kunne fortælle om virkelige møder.

Flere mænd.

Mange mænd.

Forskellige oplevelser.

Og hver gang hun lagde en ny historie på bordet, blev det sværere for resten af os at være tilfredse med dem, vi allerede havde.

Hanne havde engang været den første til at mærke, at hun vågnede lidt.

Nu var hun blevet én af dem, der sjældent lod en mulighed gå forbi.

Det var ikke længere kollegaen, hun søgte.

Det var følelsen af begyndelse.

Den kunne den samme mand ikke blive ved med at give hende.

Derfor måtte der hele tiden komme en ny.

Da den stille Susanne overraskede os alle

Susanne havde altid været den sværeste af os at aflæse.

Hun lyttede mere, end hun talte.

Når én af os fortalte noget, stillede hun ofte det spørgsmål, der fik historien til at ændre betydning.

Ikke fordi hun ville dømme.

Hun så bare det, vi andre forsøgte at overse.

Da Pia sagde, at hun havde haft det forfærdeligt efter sit første kys, var det Susanne, der spurgte, hvorfor hun samtidig lød glad.

Da Marianne begyndte at organisere sine mænd i forskellige dele af kalenderen, var det Susanne, der spurgte, hvad der ville ske, hvis én af dem ville have mere.

Da Birgit sagde, at hun ikke havde lovet Jørgen noget, spurgte Susanne, om hun nogensinde tydeligt havde fortalt ham det.

Hun havde en måde at ramme sandheden på.

Måske var det derfor, vi troede, at hun stadig stod lidt udenfor.

Vi vidste, at hun skrev med manden fra fitnesscentret.

Vi vidste også, at hun havde mødt ham på en café.

Men sammenlignet med Pia, Marianne, Birgit og Hanne virkede hendes historie lille.

Rolig.

Næsten kontrolleret.

Hun fortalte sjældent uden at blive spurgt.

Hun viste aldrig beskeder frem.

Hun brugte ikke mændenes sætninger som små trofæer omkring bordet.

Derfor antog vi, at der ikke var så meget at fortælle.

Vi tog fejl.

Det opdagede vi en torsdag aften hjemme hos Pia.

Pia havde dækket bord i køkkenet.

Der stod brød, ost og frugt mellem flaskerne, men ingen spiste ret meget.

Vi var kommet ind i en periode, hvor maden næsten kun var kulisse.

Det var historierne, vi kom for.

Hanne havde allerede fortalt om en mand fra en messe.

Birgit havde fået endnu en besked fra Michael.

Marianne havde set både den yngre kunde og den gamle bekendte siden sidst.

Lone havde mødt en ny mand til en privat fest.

Da vi begyndte at tale om private fester, blev billederne næsten en valuta. Ikke kun blandt mændene, også i den måde vi forstod os selv på. Man sendte ikke bare et billede. Man sendte et løfte om en version af sig selv.

Jeg husker, hvordan jeg samme aften senere tog et billede hjemme på badeværelset, mens Erik troede, jeg gjorde mig klar til seng. Det var et billede af mig selv på toilettet med meget spredte ben. Jeg havde for første gang fjernet alle hårene og ønskede opmærksomhed. Jeg sendte det til manden fra receptionen og skrev ikke andet end: Tænker du stadig på kaffe?

Det var latterligt, barnligt og farligt. Men jeg mærkede suset med det samme. At en mand derude kunne sidde med mit billede, mens Erik lå i rummet ved siden af, gjorde løgnen mere levende og mig mere splittet.

Pia havde ikke set sin mand fra hotellet i nogle uger, men var begyndt at mødes med den anden fra baren.

Da de andre var færdige, så vi på Susanne.

“Hvad med dig?” spurgte Hanne.

Susanne løftede sit glas.

“Der er ikke så meget.”

Vi kendte efterhånden den sætning.

Den betød sjældent, at der ikke var sket noget.

Den betød, at kvinden endnu ikke havde besluttet, hvor meget hun ville fortælle.

“Er det stadig ham fra fitnesscentret?” spurgte Pia.

Susanne nikkede.

“Ser I hinanden?”

“Ja.”

“Hvor tit?”

“En gang imellem.”

“Har I kun drukket kaffe?”

Susanne så på os.

Så satte hun glasset fra sig.

“Nej.”

Der blev stille.

Det var ikke svaret i sig selv, der overraskede os.

De fleste af os havde forventet, at deres kontakt før eller senere ville udvikle sig.

Det var hendes ro.

Hun så ikke ud som en kvinde, der netop skulle indrømme sit første sidespring.

Hun så ud som en kvinde, der havde levet med det længe.

“Hvor længe har det stået på?” spurgte jeg.

Susanne tænkte sig om.

“Omkring fire måneder.”

“Fire måneder?”

Hanne så oprigtigt chokeret ud.

“Og du har ikke fortalt os det?”

“Nej.”

“Hvor mange gange har I været sammen?”

Susanne trak på skuldrene.

“Jeg har ikke talt.”

Det svar havde vi ikke hørt før.

Vi andre kunne huske hvert møde.

Den første hotelnøgle.

Den første løgn.

Den første eftermiddag.

Vi talte dem næsten som milepæle.

Susanne havde allerede nået et punkt, hvor hun ikke længere kunne eller ville angive antallet.

“Hvor mødes I?” spurgte Marianne.

“Forskellige steder.”

“Hoteller?”

“Nogle gange.”

“Og ellers?”

Susanne tog sit glas igen.

“I hans bil. En lejlighed, han kan låne. Én gang hjemme hos ham.”

“Hjemme hos ham?”

Pia lænede sig frem.

“Er han gift?”

“Ja.”

“Var hans kone væk?”

“Det sagde han.”

“Var du ikke bange for, at hun kom hjem?”

“Jo.”

Susanne sagde det uden dramatik.

Som om frygten bare var endnu en praktisk del af mødet.

Vi sad og så på hende.

Den stille kvinde.

Den forsigtige observatør.

Hun havde været hjemme hos en gift mand, mens hans kone kunne være kommet tilbage.

Det var mere risikabelt end det meste, vi andre indtil da havde gjort.

“Hvorfor fortalte du os ikke noget?” spurgte Birgit.

Susanne så på hende.

“Fordi jeg ikke havde brug for at fortælle det.”

Ordene ramte os hårdere, end hun måske havde ment.

Vores historier var blevet en måde at få oplevelserne til at vokse på.

Vi genlevede dem gennem de andres spørgsmål.

Gjorde dem større.

Mere spændende.

Mere betydningsfulde.

Susanne havde ikke haft brug for den del.

Hun havde haft mændene uden vores publikum.

“Men vi fortæller jo alt til hinanden,” sagde Hanne.

“Nej.”

Susanne rystede på hovedet.

“Vi fortæller det, vi gerne vil have en reaktion på.”

Ingen svarede.

Hun havde ret.

Vi fortalte ikke nødvendigvis sandheden.

Vi fortalte den version, der gav mest interesse.

Den særlige besked.

Det farlige møde.

Den flotte mand.

Det nye antal.

De mindre flatterende oplevelser blev ofte forkortet.

En mand, der ikke skrev bagefter.

Et møde, der havde føltes tomt.

Eftermiddagen der ikke blev en triumf

En eftermiddag, hvor vi bagefter kun havde ønsket at komme hjem.

Det var ikke de historier, konkurrencen belønnede.

“Hvorfor fortæller du det så nu?” spurgte jeg.

Susanne smilede svagt.

“Fordi I bliver ved med at tro, at jeg ikke er med.”

Det var så direkte, at et par af kvinderne begyndte at le.

Ikke fordi det var sjovt.

Fordi det afslørede noget.

Også Susanne havde mærket rangordenen.

Hun havde hørt vores historier.

Set, hvordan vi målte hinanden.

Og selv om hun påstod, at hun ikke havde brug for vores reaktion, sad hun nu og viste os, at hun ikke stod bagved.

“Ham fra fitnesscentret er altså ikke den eneste,” sagde hun.

Lone lagde begge hænder på bordet.

“Der er flere?”

Susanne nikkede.

“Hvor mange?”

“Tre lige nu.”

Denne gang kom reaktionen fra os alle.

Tre.

Pia havde to.

Marianne havde to faste og en ny kontakt.

Birgit havde to.

Hanne havde to faste og flere løse muligheder.

Men Susanne havde tre mænd, hun allerede så.

Ikke tre beskedkontakter.

Ikke tre mulige historier.

Tre virkelige mænd.

“Hvem er de?” spurgte Marianne.

Susanne begyndte med manden fra fitnesscentret.

Han hed Henrik.

Gift.

To børn.

De mødtes ofte efter træning.

Nogle gange sagde Susanne hjemme, at hun tog en ekstra time på løbebåndet.

Andre gange lagde hun træningen på tidspunkter, hvor hendes mand alligevel arbejdede sent.

Henrik havde adgang til en lille lejlighed, som tilhørte et familiemedlem.

Det var dér, de oftest mødtes.

Han havde givet Susanne en nøgle.

“Du har din egen nøgle?” spurgte Pia.

Susanne nikkede.

“Hvor gemmer du den?”

“I bilen.”

“Hvor?”

“Under reservehjulet.”

Marianne smilede næsten anerkendende.

“Det er et godt sted.”

Vi var straks tilbage i det praktiske.

Ikke den anden familie.

Ikke risikoen.

Skjulestedet.

Den anden mand havde Susanne mødt gennem sit arbejde.

Han var ikke en kollega.

Han kom jævnligt i bygningen.

De havde talt sammen flere gange, før han spurgte, om hun ville drikke kaffe.

Susanne havde sagt ja, selv om hun allerede så Henrik.

“Hvorfor?” spurgte Birgit.

“Fordi han var interesseret.”

“Men du havde jo én.”

Susanne så på hende.

“Det har aldrig stoppet jer andre.”

Der var ingen bebrejdelse i stemmen.

Kun en konstatering.

Og hun havde ret.

Vi havde allerede skabt reglen.

Én mand behøvede ikke at udelukke den næste.

Den anden mand var ældre.

Roligere.

Han tog hende med ud at spise.

Købte små gaver.

Spurgte mere ind til hendes liv.

Henrik var hurtige møder og stærk fysisk tiltrækning.

Den ældre mand gav hende følelsen af at blive gjort kur til.

“Hedder han noget?” spurgte Lone.

Susanne smilede.

“Selvfølgelig.”

“Vil du sige det?”

“Erik.”

Hun sagde navnet, som om det var ligegyldigt.

Men vi kunne mærke, at han betød noget andet end Henrik.

“Ved Erik, at du ser Henrik?”

“Nej.”

“Ved Henrik, at du har sex med Erik?”

“Nej.”

“Ved nogen af dem, at du er sammen med din mand?”

“De ved, jeg er gift.”

Susanne holdt en pause.

“Men de ved ikke særlig meget om mit ægteskab.”

Det var blevet et mønster hos os.

Vi fortalte mændene, at vi var gift.

Det fik os til at føle, at vi var ærlige.

Men vi gav dem en beskåret udgave af ægteskabet.

En træt mand.

En hverdag uden spænding.

En kvinde, der ikke længere følte sig set.

Vi fortalte sjældent om de gode morgener.

Om hjælpen.

Om latteren.

Om de år, vores mænd havde stået ved siden af os.

Det ville have gjort det sværere at spille den ensomme kvinde.

“Hvem er den tredje?” spurgte Pia.

Susanne så ned på bordet.

“En mand, jeg mødte på en bar.”

“Var du ude alene?”

“Nej. Med nogle fra arbejdet.”

“Hvor længe har du set ham?”

“Ikke så længe.”

“Hvor mange gange?”

“Tre.”

Denne mand kendte næsten intet til hende.

Han var fraskilt.

Boede et stykke væk.

De skrev kun, når de skulle aftale et møde.

Ingen lange samtaler.

Ingen sætninger om savn.

Ingen forestillinger om en fælles fremtid.

“Hvad får du så fra ham?” spurgte Hanne.

Susanne tænkte sig om.

“At jeg ikke behøver at være nogen bestemt.”

“Hvad mener du?”

“Henrik vil have den hemmelige kvinde, han kender fra træningen. Erik vil tale og føle, at han forstår mig. Den tredje forventer ingenting bagefter.”

Hun sagde det så roligt, at ordene næsten lød fornuftige.

Tre mænd.

Tre funktioner.

Tre forskellige sider af hendes behov.

Og en mand derhjemme, som bar hele hverdagen uden at vide, at hans kone havde delt sig op mellem fire mænd.

“Har du ikke svært ved at holde styr på det?” spurgte jeg.

“Ikke rigtigt.”

Susanne havde lavet et system.

Bente’s Liv 5: Styr på mændene. Vi lærte af hinanden.

Ikke en kalender som Marianne.

Ikke kvindenavne i telefonen som Birgit og Hanne.

Hun havde en lille papirkalender, som lå i et aflåst skab på arbejdet.

Ingen navne.

Kun symboler.

En cirkel for Henrik.

En streg for Erik.

Et kryds for manden fra baren.

“Og hvad skriver du for din mand?” spurgte Lone.

“Ingenting.”

Vi lo.

Det lød kynisk.

Men logikken var tydelig.

Hendes mand behøvede ingen skjult plads i kalenderen.

Han var det officielle liv.

Alt andet skulle registreres.

Susanne fortalte også, at hun aldrig tog billeder.

Aldrig gemte beskeder.

Hun slettede alt, så snart en samtale var afsluttet.

Mændene måtte ikke ringe.

De måtte kun skrive på bestemte tidspunkter.

Hvis de brød reglerne, svarede hun ikke.

“Hvad hvis én af dem bliver forelsket?” spurgte Birgit.

“Så stopper jeg.”

“Kan du bare det?”

“Det har jeg allerede gjort med en fjerde.”

Vi så på hende igen.

En fjerde.

Ikke én af de tre.

En mand før dem.

En, hun allerede havde afsluttet.

“Hvor længe så du ham?”

“Et par måneder.”

“Hvorfor stoppede du?”

“Han begyndte at tale om, at vi kunne få et liv sammen.”

“Hvad sagde du?”

“At han havde misforstået mig.”

“Men havde du sagt, at det aldrig kunne ske?”

Susanne tav.

For første gang så hun usikker ud.

“Ikke helt.”

Hun havde gjort det samme som Birgit.

Holdt muligheden levende nok til at bevare mandens interesse.

Og da hans håb blev til krav, havde hun trukket sig.

“Så der har været fire?” spurgte Pia.

Susanne nikkede.

“Indtil nu.”

De to ord ændrede stemningen.

Indtil nu.

Hun havde ikke tænkt sig, at de tre nuværende skulle være de sidste.

Hun betragtede ikke mønstret som en periode, der snart skulle slutte.

Det var blevet en måde at leve på.

“Jeg havde aldrig troet, det var dig,” sagde Hanne.

Susanne smilede.

“Det er måske derfor, jeg kan gøre det.”

Hun havde ret.

Ingen holdt øje med hende.

Hun var ikke den højrøstede.

Ikke den, der flirtede åbenlyst til fester.

Ikke den, hvis mand sandsynligvis ville høre historier fra andre.

Hun lignede den kvinde, man stolede på.

Rolig.

Diskret.

Eftertænksom.

Og den identitet blev hendes bedste skjulested.

“Har din mand aldrig mistænkt noget?” spurgte jeg.

“Han synes, jeg virker gladere.”

“Hvad siger du til det?”

“At træningen gør mig godt.”

Hun smilede.

“Det tror han på.”

Jeg mærkede en kulde i kroppen.

Ikke fordi hendes løgn var værre end vores.

Men fordi den indeholdt noget særligt sørgeligt.

Hendes mand havde set en positiv forandring i hende.

Mere energi.

Mere overskud.

Måske mere nærvær.

Han troede, det skyldtes noget sundt.

Noget, han kunne være glad på hendes vegne over.

Han vidste ikke, at glæden kom fra tre hemmelige mænd og en fjerde, hun allerede havde forladt.

“Får du slet ikke dårlig samvittighed?” spurgte Lone.

Susanne så længe på hende.

“Jo.”

“Hvornår?”

“Når jeg ser på ham.”

“Og så fortsætter du?”

“Ja.”

“Hvorfor?”

Susanne trak vejret langsomt ind.

“Fordi samvittigheden bliver mindre igen, når jeg går hjemmefra.”

Der var ingen undskyldning i svaret.

Ingen romantisk fortælling.

Ingen påstand om, at hun bare var blevet revet med.

Hun beskrev mekanismen præcist.

Skylden fandtes derhjemme.

Lysten fandtes på vej ud.

Og den følelse, der var stærkest i øjeblikket, bestemte hendes handling.

Det var måske den mest ærlige forklaring, nogen af os indtil da havde givet.

Da Susanne var færdig, var stemningen omkring bordet forandret.

Hun havde ikke bare indhentet os.

Hun havde overhalet flere.

Fire mænd på få måneder.

Tre samtidige.

Et system, der var mere gennemtænkt end de fleste af vores.

Og ingen havde opdaget noget.

Jeg kunne se virkningen på de andre.

Pia begyndte at tale mere om sin mand fra baren.

Marianne nævnte igen den tredje kontakt, hun endnu ikke havde mødt.

Birgit sagde, at Michael havde en ven, som gerne ville hilse på hende.

Hanne fortalte om en ny mand fra en messe, selv om hun allerede havde nævnt ham tidligere.

Lone blev mere stille.

Hun havde været den første til at gå hele vejen.

Men hendes ene nat til julefrokosten lød pludselig som begyndelsen på noget, de andre allerede havde gjort større.

Det var sådan konkurrencen fungerede.

Ingen rejste sig og erklærede sig som vinder.

Ingen talte åbent om antal.

Men så snart én kvinde lagde noget nyt på bordet, begyndte de andre at lede i deres egne liv efter noget, der kunne måle sig med det.

Susanne havde vist os, at selv den mest stille kunne have flere hemmelige mænd på samme tid.

At man kunne gøre det uden store dramaer.

Uden at vise beskeder.

Uden at komme for sent hjem med rødvin i kroppen og makeup på tøjet.

Hun gjorde utroskaben effektiv.

Næsten administrativ.

Det burde have skræmt os.

I stedet begyndte flere at stille spørgsmål om hendes system.

Hvor ofte hun skiftede koder.

Hvordan hun fandt tid.

Om hun brugte kontanter.

Hvordan hun sørgede for, at hendes tøj ikke lugtede anderledes.

Hvad hun gjorde, hvis en mand ville give hende en gave.

Hun svarede roligt.

Kontanter til hoteller.

Ingen parfume fra mændene.

Gaver blev enten afvist eller gemt på arbejdet.

Tøjet blev skiftet i sportstasken.

Telefonen blev altid ryddet, før hun satte sig ind i bilen hjem.

“Du har virkelig tænkt på alt,” sagde Marianne.

Susanne rystede på hovedet.

“Nej. Jeg har bare tænkt på det, der kunne afsløre mig.”

Der var forskel.

Hun havde ikke tænkt på alt.

Ikke på sin mand.

Ikke på børnene.

Ikke på hvad der ville ske, hvis alle hendes separate verdener pludselig stødte sammen.

Hun havde kun tænkt på sporene.

Det gjorde vi alle mere og mere.

Vi kaldte det at være forsigtige.

Men forsigtigheden beskyttede ikke vores familier.

Den beskyttede kun vores mulighed for at fortsætte.

Da jeg kørte hjem den aften, tænkte jeg på Susannes fire mænd.

På hendes nøgle under reservehjulet.

På symbolerne i kalenderen.

På den måde hun havde sagt indtil nu.

Jeg tænkte også på min egen mand fra receptionen.

Vi havde mødt hinanden flere gange.

Drukket kaffe.

Spist frokost.

Siddet i hans bil og talt længere, end jeg havde fortalt derhjemme.

Han havde kysset mig.

Jeg havde kysset tilbage.

Men jeg havde stadig ikke fulgt ham hele vejen ind i det liv, de andre nu levede.

Det havde jeg hidtil kunnet forklare som loyalitet.

Efter Susannes historie føltes det mere som frygt.

Jeg skammede mig over den tanke.

Men den forsvandt ikke.

Da jeg kom hjem, sov min mand allerede.

Der lå en seddel på køkkenbordet.

Der er mad i køleskabet. Håber, I har haft en dejlig aften. Elsker dig.

Jeg stod med sedlen i hånden.

Læs­te den to gange.

I nogle minutter tænkte jeg, at jeg måtte stoppe nu.

At jeg skulle aflyse næste møde.

Slette nummeret.

Lægge mig ved siden af min mand og blive i det liv, jeg stadig havde.

Så vibrerede telefonen i min taske.

Manden fra receptionen havde skrevet:

Jeg har fundet et sted, hvor vi kan være alene på torsdag.

Jeg så på min mands håndskrift.

Så på beskeden.

Denne gang svarede jeg ikke, at jeg skulle tænke over det.

Jeg skrev:

Send adressen.

Susanne havde vist os, at den stille kvinde kunne gå længst.

Og jeg havde ikke længere tænkt mig at være den sidste.

Da jeg selv gik hele vejen og straks søgte videre

Adressen kom få minutter efter, at jeg havde svaret ham.

Det var ikke et hotel.

Ikke et gæstehus ved en hovedvej eller et værelse i en fremmed by, som de andre kvinder havde brugt.

Det var en lille lejlighed over et værksted i et industrikvarter.

En bekendt til ham ejede den og brugte den sjældent.

Det fortalte han mig i en besked.

Der kommer ingen. Vi kan være helt alene.

Jeg læste ordene flere gange.

Helt alene.

Det burde have skræmt mig.

I stedet gav de mig ro.

Ikke moralsk ro.

Praktisk ro.

Ingen reception.

Ingen medarbejder, der kunne huske mit ansigt.

Ingen navneregistrering.

Ingen bil stående foran et hotel.

Jeg begyndte allerede at tænke som de andre.

Ikke på, om jeg skulle gøre det.

På hvordan jeg undgik at blive opdaget.

Torsdagen lå fire dage fremme.

Jeg brugte de fire dage på at skifte mellem beslutning og fortrydelse.

Om morgenen tænkte jeg, at jeg ville aflyse.

Om eftermiddagen læste jeg hans beskeder.

Om aftenen lå jeg ved siden af min mand og mærkede skyldfølelsen så tydeligt, at jeg næsten ikke kunne holde den ud.

På arbejdet kunne jeg være lige så delt. Jeg kunne sidde ved skrivebordet og vide, at jeg om lidt skulle ind på chefens kontor, hvor en del af mig håbede på, at han igen ville se på mig på den måde, han ikke burde.

I den periode begyndte billederne også. Ikke billeder til Erik. Aldrig til Erik. Det er en af de ting, der stadig gør ondt at skrive, for min egen mand måtte se mig som hustru, mor og hverdag, mens andre mænd fik de små, pikante versioner, jeg lavede til deres blikke.

Lige før jeg skulle ind til chefen, kunne jeg tage et hurtigt intimt billede på toilettet. Typisk et udsnit af brysterne eller kroppen i den bluse, jeg havde valgt med for meget omhu. Den dag sendte jeg billedet til manden fra receptionen, ham der stadig skrev om kaffe.

Det tændte mig ikke kun, at han ville se billedet. Det tændte mig, at han måske så det, mens jeg få minutter senere stod foran en anden mand. Som om mit begær kunne være flere steder på én gang. Som om én mands blik kunne forberede mig på en anden mands hænder.

Lige inden kunne jeg gå ud på toilettet og onanere, ikke for at finde ro, men for at skrue mig selv op. Jeg tænkte på hans hånd på dørhåndtaget, hans stemme, det lille ophold før han sagde mit navn. Jeg vidste, at det var forkert. Jeg vidste også, at jeg allerede længtes efter at blive brugt som bekræftelse.

Det gjorde mig ikke stolt. Det gjorde mig næsten svimmel af skam. Erik fandtes i mig hele tiden, men i de minutter behandlede jeg min længsel som en hemmelig motor, der skulle holde mig i gang.

Jeg lå ved siden af Erik og elskede ham. Ikke som en vane. Ikke som en løgn. Jeg elskede ham virkelig, og derfor gjorde skyldfølelsen fysisk ondt.

Men når jeg tænkte på den anden mand, reagerede kroppen alligevel. Hjertet trak sig sammen, hovedet sagde nej, og mellem benene var der stadig den skamfulde varme, der fik mig til at hade mig selv og længes på samme tid.

Skylden i det mørke soveværelse

Han lå så tæt på, at jeg kunne mærke madrassen give efter, hver gang han flyttede sig. Den almindelige lyd af et ægteskab: en hånd mod lagenet, et suk, et menneske der stolede på, at natten var ufarlig.

Jeg lå helt stille, fordi enhver bevægelse føltes som en tilståelse. Min krop var hjemme. Mine tanker var det ikke.

Næste dag begyndte forventningen igen.

Det var som at have to stemmer inde i mig.

Den ene sagde:

Du har alt det, du engang ønskede dig.

Den anden sagde:

Du har kun én chance for at finde ud af, hvordan det føles.

Det var selvfølgelig ikke min eneste chance.

Det vidste jeg allerede.

Men sådan gjorde jeg situationen større.

Som noget særligt.

Noget, der måske aldrig kom igen.

Det gjorde det lettere at handle, som om jeg ville miste noget vigtigt ved at sige nej.

Jeg fortalte min mand, at jeg skulle mødes med en kunde efter arbejde.

Det var ikke en usædvanlig forklaring.

Jeg havde haft sene møder før.

Han spurgte, hvornår jeg regnede med at være hjemme.

“Ved syvtiden,” sagde jeg.

“Skal jeg vente med maden?”

“Nej. Spis bare med børnene.”

Han nikkede.

Så spurgte han, om jeg havde lyst til, at vi så en film sammen, når jeg kom hjem.

“Ja,” sagde jeg.

Jeg sagde det helt naturligt.

Som om de to aftaler kunne ligge ved siden af hinanden uden at påvirke hinanden.

En skjult eftermiddag med en anden mand.

En film i sofaen med min egen.

Det var dér, min evne til at dele livet op for alvor begyndte.

Jeg tog en taske med i bilen.

I den lå en anden bluse, deodorant, en lille parfume, makeup og en børste.

Jeg havde set de andre kvinder gøre det.

Hørt deres råd.

Tag aldrig det samme tøj på hele dagen.

Undgå stærke dufte.

Hav noget i tasken, der passer til den officielle forklaring.

Jeg havde også en mappe med papirer liggende på passagersædet.

Hvis nogen så ind i bilen, lignede jeg en kvinde på vej til et møde.

Jeg følte mig næsten dygtig.

Det skammer jeg mig over i dag.

Ikke kun fordi jeg var på vej til at bedrage min mand.

Fordi jeg havde gjort selve bedraget til en opgave, jeg gerne ville udføre godt.

Jeg arbejdede kun halvdelen af dagen.

Ved frokosttid gik jeg ud på toilettet og skiftede bluse.

Den nye var ikke meget mere udfordrende end den første.

Men jeg vidste, hvorfor jeg havde valgt den.

Jeg lagde mere makeup.

Redte håret.

Så på mig selv i spejlet.

Jeg lignede stadig mig.

Det var næsten det mærkeligste.

Jeg havde forventet, at en kvinde på vej til at gøre noget så stort ville se anderledes ud.

Skyldig.

Fremmed.

Men mit ansigt var det samme.

Kun øjnene var mere vågne.

Jeg kørte fra arbejdet lidt før to.

Det regnede let.

Viskerne bevægede sig frem og tilbage over forruden i en fast rytme.

Jeg havde adressen skrevet på et stykke papir.

Ikke gemt i telefonen.

Susanne havde sagt, at adresser og beskeder kunne blive fundet længe efter, man selv havde glemt dem.

Jeg havde lyttet.

Jeg kørte forkert én gang.

Endte foran et lager med store porte og lastbiler parkeret langs hegnet.

Stedet, der ikke lignede en fantasi

Der var ikke noget romantisk over stedet. Beton, porte, hegn, gult industrilys og lyden af dæk mod våd asfalt. Måske var det netop derfor, det virkede så stærkt på mig.

Alt det pæne var skrællet væk. Tilbage stod kun valget og den del af mig, der allerede havde kørt for langt til at kalde det tilfældigt.

Jeg måtte vende om.

I nogle minutter tænkte jeg, at det var et tegn.

At jeg skulle køre hjem.

At jeg stadig kunne sende en besked om, at mødet var blevet aflyst.

Så ringede telefonen.

Det var ham.

Jeg lod den ringe færdig.

Han ringede ikke igen.

I stedet kom en besked.

Er du tæt på?

Jeg svarede:

Fem minutter.

Det var ikke længere en overvejelse.

Jeg var på vej.

Han ventede ved døren til bygningen.

Det var første gang, jeg så ham et sted, hvor ingen af os kunne lade, som om mødet var tilfældigt.

Til receptionerne og kaffemøderne havde vi haft andre forklaringer omkring os.

Arbejde.

Netværk.

Samtaler.

Her var der kun den lille lejlighed over værkstedet.

Og årsagen til, at vi begge var kommet.

Han smilede, da jeg steg ud.

Jeg blev siddende et par sekunder med hænderne på rattet.

Han gik hen til bilen.

Åbnede ikke døren.

Ventede bare.

Det satte jeg pris på dengang.

At han lod mig tage det sidste skridt selv.

Jeg slukkede motoren.

Jeg ser stadig mine hænder, før jeg steg ud. De lå på rattet et sekund for længe, som om de spurgte mig, om jeg virkelig ville gå ind.

Luften udenfor var køligere end bilen. Jeg husker lyden af en fjern port, hans nøgle i låsen og min egen tanke: Nu kan jeg stadig vende om. Så gik jeg alligevel med.

Tog tasken.

Steg ud.

“Du kom,” sagde han.

“Ja.”

Mere sagde vi ikke udenfor.

Han låste os ind.

Trappen var smal og lugtede af støv og olie fra værkstedet nedenunder.

Trappen op til det andet liv

Hvert trin knirkede lidt, og jeg var bange for, at nogen ville åbne en dør. Ikke fordi jeg ville gå, hvis de gjorde. Mere fordi jeg stadig gerne ville kunne sige til mig selv, at ingen havde set mig.

Væggen var ru under mine fingre. Der var gamle mærker i malingen, en død flue i vindueskarmen og en lugt af arbejdsdag, metal og forsømt rengøring.

Det var ikke en romance, jeg gik op ad. Det var en praktisk adgang til et rum, hvor jeg kunne gøre noget, jeg allerede havde besluttet at skjule.

Lejligheden bestod af en stue, et lille køkken og et soveværelse.

Møblerne var tilfældige.

En brun sofa.

Et lavt bord med ringe efter glas.

Et køleskab, der summede for højt.

Det lignede ikke en romantisk drøm.

Det lignede et sted, der var praktisk.

Det skuffede mig et øjeblik.

Ikke fordi jeg ønskede stearinlys og blomster.

Men fordi jeg havde bygget mødet så stort op inde i mig.

Jeg havde forestillet mig, at selve rummet ville føles anderledes.

At det ville understrege, at jeg var trådt ud af mit almindelige liv.

I stedet stod jeg i en fremmed lejlighed med min taske over skulderen og vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af hænderne.

“Vil du have noget?” spurgte han.

“Kaffe?”

“Nej.”

“Vin?”

“Jeg kører.”

“Vand?”

Jeg nikkede.

Han hentede et glas.

Vi satte os på sofaen med lidt afstand mellem os.

Det var næsten komisk.

Vi havde begge vidst, hvad mødet handlede om.

Alligevel begyndte vi at tale om arbejdet.

Om trafikken.

Om regnen.

Han spurgte, om jeg havde haft svært ved at finde stedet.

Jeg fortalte om lageret, jeg var kørt forkert til.

Vi lo.

Latteren hjalp.

Den gjorde os til de mennesker, vi havde været ved kaffebordene.

Ikke kun to gifte mennesker i en lånt lejlighed.

Så blev han alvorlig.

“Er du sikker?”

Det var den sidste mulighed, jeg fik for at sige nej.

Jeg så på ham.

Tænkte på min mand.

På sedlen på køkkenbordet fra den anden aften.

På filmen, vi skulle se senere.

På børnene, der sandsynligvis sad i skolen endnu.

Jeg tænkte også på Susannes fire mænd.

På Marianne med sine to.

På Pia, der havde siddet på hotellets parkeringsplads og nægtet at være den forsigtige.

På alle de gange, jeg havde siddet omkring bordet og følt mig bagefter.

“Ja,” sagde jeg.

Han kyssede mig.

Og denne gang lod jeg ikke situationen standse ved kysset.

På halsen og på mine øreflipper.

Han gjorde min bryster fri. Kyssede og kælede for mine bryster.

Trak langsom mit tøj af og jeg nød det bare.

Nød en manden mands hænder, læber og tunge på hele min krop.

Han tog fat i min nakke og styrede den mod hans skridt. Det tændte mig voldsomt, at han bestemte hvad jeg skulle.

Han kunne ikke stoppe og pressede sit lem dybt ned i min hals, så jeg næsten ikke kunne få luft. Jeg fik fornemmelsen af at jeg skulle kaste op, men det føltes fræk og grænseoverskriddende.

“Du er godt nok god” hviskede han lavmælt.

Jeg blev glad og lod ham fortsætte med at presse sig dybere og dybere ned i min hals. Mine øjne løb i vand, min næse løb med jeg var glad.

Det var første gang en mand har sagt, at jeg var god seksuelt.

Han styrede min krop, skiftevis forkælede den og brugte den.

Først blidt, så hårdt og så igen blidt.

Jeg fik mange orgasmer og for første gang blev to fingre brugt hårdt og hurtigt i mig.

Det var overvældende og i starten troede jeg, at jeg tissede hele sengen til.

Bagefter roste han mig, fordi jeg kunne give slip.

Det var en meget speciel oplevelse, som jeg efterfølgende nød, når en mand kunne tage magten over min krop.

Jeg fortalte ikke de andre kvinder alle detaljer bagefter.

Jeg fortæller dem heller ikke nu.

Det væsentlige var ikke den konkrete handling.

Det væsentlige var, at jeg blev.

At jeg trådte ind i soveværelset med åbne øjne og vidste, hvad det betød.

At jeg på et tidspunkt hørte en bil køre ind på området nedenfor og blev bange for, at nogen kom op.

At han gik hen til vinduet og kiggede ud.

At vi fortsatte, da bilen kørte igen.

At min frygt ikke fik mig til at tage tøjet på og gå.

Den blev blandet ind i oplevelsen.

Som den allerede var blevet det for Birgit.

Risikoen gav det en styrke, som det måske ikke ville have haft uden hemmeligheden.

Bagefter lå jeg ikke og forestillede mig en fremtid med ham.

Jeg var ikke forelsket.

Jeg så på uret.

Klokken var lidt over fire.

Jeg havde god tid.

Den erkendelse gav mig lettelse.

Ikke fordi jeg havde gjort noget godt.

Fordi min løgn stadig kunne holde.

Han spurgte, hvordan jeg havde det.

“Jeg ved det ikke,” sagde jeg.

Det var sandt.

Jeg følte mig både tung og let.

Skyldig og stolt.

Lettet over, at spændingen var slut.

Skuffet over, at det, jeg havde frygtet og ventet på så længe, kunne være overstået så hurtigt.

Han lagde hånden på min arm.

“Fortryder du?”

Jeg burde have sagt ja.

I stedet sagde jeg:

“Ikke lige nu.”

Vi aftalte ikke et nyt møde.

Ikke direkte.

Han sagde, at han gerne ville se mig igen.

Jeg sagde, at vi måtte tale om det.

Så gik jeg ud på badeværelset.

Jeg havde pakket alt det, jeg troede, jeg skulle bruge.

Deodorant.

Børste.

Makeup.

En ren bluse.

Jeg vaskede mig.

Skiftede tøj.

Pakkede den anden bluse ned i en pose.

Så på mit ansigt i spejlet.

Denne gang syntes jeg faktisk, jeg så anderledes ud.

Ikke smukkere.

Ikke friere.

Bare som en kvinde, der nu vidste noget om sig selv, hun ikke længere kunne gøre ugjort.

På vej ned ad trappen gav han mig et kort kys.

Det føltes næsten mere intimt end det, der var sket ovenpå.

Som om vi var et par, der sagde farvel.

Det brød jeg mig ikke om.

Jeg trak mig lidt.

Han opdagede det.

“Jeg skriver senere,” sagde han.

“Ikke i aften.”

“Okay.”

“Og aldrig efter ti.”

Han smilede.

“Du har allerede lavet regler.”

Det havde jeg.

De andres regler.

Ingen opkald.

Ingen beskeder på farlige tidspunkter.

Ingen spor.

Jeg havde ikke engang forladt stedet, før jeg begyndte at organisere fortsættelsen.

Jeg kørte til en tankstation.

Købte kaffe.

Smed posen med den brugte bluse i bagagerummet.

Jeg ville ikke have, at den lå ved siden af mig.

Som om afstanden på en meter kunne gøre en forskel.

Jeg sad i bilen og drak kaffen.

Mine hænder rystede.

Jeg tænkte:

Nu er jeg ligesom dem.

Om aftenen kunne Erik sove ved siden af mig, varm og fredelig, mens jeg lå helt stille og lod tankerne gå steder hen, jeg ikke ville have turdet sige højt. Jeg lyttede til hans vejrtrækning og skammede mig over, at den tryghed, jeg elskede, ikke kunne slukke den anden uro.

Nogle morgener vågnede jeg før ham og mærkede trangen komme, før dagen overhovedet var begyndt. Jeg kiggede på hans sovende ansigt og tænkte: Du fortjener bedre end det her. Alligevel onanerede jeg i stilheden og lod kroppen få sin lille hemmelige sejr, før han åbnede øjnene.

Så vendte jeg mig mod ham, når han vågnede, og smilede som en hustru. Ikke fordi smilet var falsk, men fordi det ikke fortalte alt.

Tanken var både triumf og sorg. En del af mig følte, at jeg endelig havde noget at fortælle. En anden del af mig så Erik for sig derhjemme og mærkede, hvordan jeg havde gjort ham mindre tryg uden at han vidste det.

Det var sådan forvirringen arbejdede i mig: Jeg ville ikke såre ham. Jeg ville ikke miste ham. Men begæret efter andre mænd føltes som en kraft, jeg først forstod, når den allerede havde taget styringen.

Det var ikke kun skam.

Der var også tilfredshed i tanken.

Jeg var ikke længere den, der kun havde kysset.

Ikke den, der stadig stod udenfor.

Jeg havde en historie.

En rigtig historie.

Og allerede dér begyndte noget i mig at gøre den til en fortælling, jeg kunne tage med til næste kvindeaften.

Hvordan jeg havde kørt forkert.

Hvordan han havde ventet ved døren.

Hvordan jeg næsten havde sagt nej.

Hvordan jeg var blevet.

Jeg sorterede oplevelsen, så den kunne fortælles.

De triste dele blev mindre.

Min mands kys om morgenen.

Hans tilbud om film.

Mappen på passagersædet.

Blusen i bagagerummet.

De dele blev ikke fjernet.

Men de fik mindre plads.

Spændingen fik mere.

Jeg kom hjem lidt før syv.

Min mand havde gemt mad til mig.

Børnene var på deres værelser.

Han stod ved køkkenbordet og lagde popcorn i en skål.

“God timing,” sagde han.

“Jeg tænkte, vi kunne begynde filmen om lidt.”

Jeg kyssede ham på kinden.

Det føltes forkert.

Han lagde ikke mærke til noget.

“Var mødet godt?”

“Ja.”

“Hvad handlede det om?”

Jeg havde forberedt et svar.

En kunde, der overvejede en ny aftale.

Nogle ændringer.

Et muligt opfølgningsmøde.

Jeg brugte rigtige ord fra mit arbejde.

Bare i en sammenhæng, der ikke fandtes.

Han nikkede.

“Så det var værd at blive sent?”

Jeg så på ham.

“Ja.”

Det ord havde nu to betydninger.

Han hørte den ene.

Jeg bar den anden.

Vi så filmen.

Han lagde armen omkring mig.

Jeg sad stiv de første minutter.

Så lænede jeg mig ind til ham.

Jeg havde savnet ham.

Det forstod jeg ikke.

Jeg havde været sammen med en anden mand få timer tidligere, og nu længtes jeg efter min egen mands tryghed.

Ikke nok til at fortælle sandheden.

Kun nok til at søge ind til ham.

Jeg ville have både hemmeligheden og hjemmet.

Det skulle blive mit grundlæggende problem gennem mange år.

Jeg ønskede ikke at bytte min mand væk.

Jeg ønskede at beholde ham og samtidig have alt det andet.

Jeg elskede Erik og jeg kunne ikke helt selv forstå sammenhængen.

Da filmen var slut, gik vi i seng.

Erik forkælede mig, som han ofte gør om aftenen.

I dag var det som om han forstod, at jeg have brug for det kærlige, blide og meget nærværende.

Og det fik jeg. Han berøringer føltes endnu blider end tidligere og jeg svømmede væk i rusen af vores kærlighed og blid sex.

“Jeg elsker dig, Erik” fik jeg sagt mange gange. Ikke fordi jeg skulle eller det var nødvendigt for Erik at høre det. Jeg sagde det fordi jeg mente det.

Jeg lod Erik forkæle mig og lod ham give mig det som jeg trængte allermest til, at se ham nyde mig og mærke hans varme brede sig dybt inde i mig.

Der findes ikke noget skønnere end at mærke varmen brede sig i mit underliv og dufte sved, sæd og høre støn.

Min mand faldt hurtigt i søvn.

Jeg lå vågen.

Telefonen lå på natbordet.

Jeg havde slået lyden fra.

Alligevel tog jeg den op flere gange for at kontrollere, om der var kommet en besked.

Ved midnat lå der én.

Jeg kan stadig mærke dig. Jeg vil se dig igen.

Jeg læste den.

Mærkede et lille sus.

Men det var svagere, end jeg havde forventet.

Mødet havde været afslutningen på en lang spænding.

Nu hvor det var sket, virkede han pludselig mere almindelig.

Jeg kendte ham.

Vidste, hvordan han kyssede.

Vidste, hvordan han smagt.

Vidste, at han begærede mig.

Hvordan lejligheden så ud.

Hvad der ville ske næste gang.

Noget af det ukendte var allerede væk.

Jeg svarede ikke den nat.

Næste morgen skrev jeg:

Jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg har det.

Det fik mig til at lyde eftertænksom.

Som om jeg tog situationen alvorligt.

Men allerede samme eftermiddag begyndte jeg at tænke på en anden mand.

Han arbejdede i en virksomhed, vi havde kontakt til.

Jeg havde mødt ham flere gange.

Han var ikke lige så rolig som manden fra receptionen.

Han flirtede mere åbent.

Kom ofte tæt på, når han talte.

Havde én gang sagt, at min mand måtte være meget sikker på sig selv, når han lod mig gå alene til arrangementer.

Jeg havde grinet af bemærkningen dengang.

Nu hørte jeg den anderledes.

Jeg kunne huske hans blik.

Måden han havde set efter mig på, da jeg gik.

Jeg begyndte at spekulere på, om han stadig var interesseret.

Det var kun dagen efter mit første egentlige sidespring.

Jeg burde have været overvældet af skyld.

Måske burde jeg have været optaget af, om jeg ville se den samme mand igen.

I stedet længtes jeg allerede efter begyndelsen med en ny.

Det chokerede mig.

Men ikke nok til, at jeg standsede tanken.

Jeg fortalte mig selv, at det bare var nysgerrighed.

At jeg ikke ville gøre noget.

At et blik ikke betød noget.

Men jeg begyndte at finde grunde til at komme forbi den virksomhed.

Først gennem arbejdet.

Så gennem små ærinder, andre lige så godt kunne have klaret.

Jeg valgte tøj med større omhu.

Sørgede for at gå gennem det område, hvor han ofte stod.

Tredje gang lykkedes det.

Han så mig.

Kom hen.

“Du er her godt nok tit for tiden,” sagde han.

“Er det et problem?”

“Tværtimod.”

Han smilede.

“Jeg begynder næsten at tro, du kommer for min skyld.”

Jeg burde have afvist det.

I stedet holdt jeg hans blik.

“Måske overvurderer du dig selv.”

“Det tror jeg ikke.”

Det var en kort samtale.

Men jeg fik poseret kroppen korrekt, ladet min tunge væde mine røde læber flere gang og set han sultne blik vandre op og ned af mig.

Men jeg gik derfra med præcis den følelse, jeg havde savnet.

Usikkerheden.

Muligheden.

Spørgsmålet om, hvad der kunne ske, eller mere hvornår.

Manden fra lejligheden skrev stadig.

Han ønskede et nyt møde.

Jeg svarede langsomt.

Samtidig begyndte den anden mand at finde grunde til at kontakte mig gennem arbejdet.

To spor.

Ikke endnu to forhold.

Men to åbninger.

Og det gav mig mere energi end selve den første affære havde gjort.

Da vi mødtes til kvindeaften to uger senere, ventede jeg længe med at fortælle.

Ikke fordi jeg skammede mig mere end de andre.

Fordi jeg nød at sidde med noget, de endnu ikke vidste.

Hanne fortalte om sine mænd.

Susanne nævnte et nyt møde med Erik.

Pia havde set manden fra baren igen.

Marianne var blevet kontaktet af den tredje mand.

Birgit jonglerede stadig Jørgen og Michael.

Lone havde mødt en ny til en fest.

Alle havde noget.

Da samtalen begyndte at gå i ring, sagde jeg:

“Jeg har været i lejligheden.”

De blev stille.

De vidste, hvad jeg mente.

Jeg havde fortalt dem om adressen.

Ikke om dagen.

“Hvornår?” spurgte Pia.

“Sidste torsdag.”

“Og?”

Jeg lod dem vente.

Det var min tur til at være centrum.

“Jeg blev.”

Reaktionen kom med det samme.

Smil.

Udbrud.

Spørgsmål.

Hvem havde taget initiativ?

Hvordan havde stedet set ud?

Var jeg nervøs?

Havde jeg dårlig samvittighed?

Ville jeg se ham igen?

Jeg svarede.

Fortalte om trappen.

Sofaen.

Vandet.

Bilen udenfor.

Jeg fortalte ikke om filmen med min mand bagefter.

Ikke først.

Det var ikke den del, der gav den stærkeste reaktion.

Så spurgte Marianne:

“Skal du mødes med ham igen?”

“Det ved jeg ikke.”

“Du har allerede en anden i tankerne,” sagde Susanne.

Jeg så på hende.

“Hvordan ved du det?”

Hun smilede.

“Fordi du ikke taler om ham som en begyndelse længere.”

Hun så mere end de andre.

Jeg indrømmede manden fra den anden virksomhed.

Fortalte om hans bemærkning.

Om blikket.

Om at jeg havde fundet grunde til at komme forbi.

Lone lo.

“Du har kun lige været sammen med den første.”

“Jeg ved det.”

“Og du vil allerede have en ny?”

Jeg burde være blevet flov.

I stedet trak jeg på skuldrene.

“Jeg vil bare se, om han virkelig mener det.”

Pia nikkede.

Hun forstod logikken.

Vi brugte alle den forklaring.

Vi ville ikke nødvendigvis have manden.

Vi ville have beviset.

Beviset på, at vi kunne få ham.

“Så hvad med den første?” spurgte Hanne.

“Jeg ser ham måske igen.”

“Og den anden?”

“Det ved jeg ikke endnu.”

Marianne smilede.

“Så du vil ikke vælge?”

Jeg tænkte på hendes egne ord fra få uger tidligere.

“Hvorfor skulle jeg det?”

Latteren omkring bordet føltes som en velkomst.

Jeg var ikke længere den sidste.

Ikke længere den forsigtige.

Jeg havde krydset grænsen og var allerede på vej mod den næste.

De andre så det som udvikling.

Jeg så det som frihed.

Da jeg lod ordet frihed, dække over min manglende selvrespekt og utæmmede lyst.

I dag ser jeg det som begyndelsen på den sult, der aldrig blev tilfredsstillet.

For det var ikke manden i lejligheden, jeg søgte.

Det var ikke engang den næste mand.

Det var øjeblikket før.

Suset i maven

Blikket.

Tvivlen.

Spørgsmålet om, hvorvidt jeg stadig kunne blive valgt.

Så snart svaret var ja, mistede manden noget af sin kraft.

Og jeg begyndte at lede efter et nyt spørgsmål.

Da én mand ikke længere var nok til en historie

Da vi alle syv havde krydset grænsen, skete der noget med vores aftener.

Ikke fra den ene dag til den anden.

Men hurtigt nok til, at jeg i dag kan se forskellen tydeligt.

Før havde én hemmelig mand været nok til at gøre en kvinde til aftenens centrum.

Et kys kunne holde os optaget i flere timer.

Et hotelmøde kunne blive genfortalt over flere kvindeaftener.

En besked med de rigtige ord kunne få telefonen til at gå hele bordet rundt.

Nu var det ikke længere nok.

Når én af os begyndte:

“Jeg har set ham igen,”

kom det næsten automatisk:

“Hvem af dem?”

Det spørgsmål sagde alt.

Vi forventede ikke længere, at en kvinde kun havde én.

Vi forventede flere.

Flere beskeder.

Flere muligheder.

Flere mænd med forskellige navne gemt under kvindenavne i telefonerne.

Flere historier, der kunne fortsætte samtidig.

Den første aften, hvor jeg for alvor lagde mærke til det, var hjemme hos Lone.

Det var blevet forår.

Hun havde åbnet terrassedøren, selv om aftenen stadig var kølig, og gardinet bevægede sig let i trækken.

På bordet stod vin, chips, ost og en skål med vindruer.

Vi havde ingen kort fremme længere.

Engang havde vi altid haft et kortspil liggende mellem glassene.

Det var sådan, vi forklarede aftenerne derhjemme.

Vin og kort med veninderne.

Men vi var for længst holdt op med at spille.

Ingen savnede det.

Vi satte os.

Telefonerne lå tæt ved hver kvinde.

Ikke åbent midt på bordet.

Men inden for rækkevidde.

Nogle på lydløs.

Andre vendt med skærmen nedad.

Vi havde lært at reagere på selv den mindste vibration.

Et nyt navn kunne ændre hele aftenen.

Pia kom sidst.

Hun tog sin jakke af og satte sig uden at hente mad.

“Jeg har en mærkelig situation,” sagde hun.

Ingen spurgte, om børnene havde det godt.

Ingen spurgte til arbejdet.

Vi gik direkte til situationen.

“Med hvem?” spurgte Marianne.

“Den nye.”

“Ham fra baren?”

Pia rystede på hovedet.

“Nej. En anden.”

Lone begyndte at le.

“Endnu en anden?”

Pia smilede.

“Ja.”

Hun havde mødt ham gennem en veninde.

Ikke en nær veninde.

En kvinde fra en anden omgangskreds, som ikke kendte til vores gruppe.

De havde været ude at spise nogle stykker.

Manden var kommet senere.

Han kendte én ved bordet.

Pia havde først ikke syntes, han var særlig interessant.

Han talte for højt og fyldte meget.

Men da de andre gik, havde han tilbudt at følge hende hen til bilen.

“Og så blev han pludselig interessant?” spurgte Hanne.

Pia trak på skuldrene.

“Han var meget sikker på, at jeg var interesseret.”

“Var du det?”

“Jeg blev det, da han troede det.”

Det var en sætning, vi alle forstod.

En mands sikkerhed kunne skabe den interesse, han påstod allerede fandtes.

Hvis han så på os, som om vi havde givet et signal, begyndte vi selv at lede efter signalet.

Pia havde ikke taget ham med nogen steder den aften.

Hun havde givet ham sit nummer.

Han havde skrevet dagen efter.

Nu ønskede han at mødes.

“Hvad så med de to andre?” spurgte Birgit.

Pia tog et glas vin.

“Den ene ser jeg ikke så tit mere.”

“Ham fra hotellet?”

“Ja.”

“Har du afsluttet det?”

“Ikke helt.”

“Og manden fra baren?”

“Jeg ser ham stadig.”

“Så hvis du mødes med den nye, har du tre?”

Pia nikkede.

Ingen blev chokerede.

Det var måske det mest chokerende.

Vi begyndte i stedet at diskutere, hvordan hun skulle holde dem adskilt.

Den første kendte hendes arbejdsplads.

Den anden vidste, hvilken by hun boede i.

Den tredje kendte kun hendes fornavn og telefonnummer.

“Den nye er nemmest,” sagde Susanne.

“Hvorfor?”

“Fordi han ved mindst.”

Marianne nikkede.

“Du skal ikke fortælle mere, end han behøver.”

Det blev sagt som almindelig fornuft.

Ikke som bedrag.

Pia lovede at være forsigtig.

Så var det Lones tur.

Hun havde været til endnu en fest.

Denne gang var der sket noget med en mand, hun kun havde talt med i løbet af aftenen.

Han boede langt væk.

De havde ingen fælles omgangskreds.

Hun regnede ikke med at se ham igen.

“Så det var bare den ene gang?” spurgte jeg.

“Ja.”

“Har han skrevet?”

“Han har ikke mit nummer.”

Der gik et lille sus gennem gruppen.

Ikke af bekymring.

Af interesse.

En mand uden navn i telefonen.

Ingen fortsættelse.

Ingen krav.

Ingen mulighed for, at han pludselig skrev på et forkert tidspunkt.

“Var det bedre sådan?” spurgte Birgit.

Lone tænkte sig om.

“Det var lettere.”

“Men mindre spændende bagefter?”

“Ja.”

Hun smilede.

“Der er jo ingen, der savner mig.”

Det var sagt som en spøg.

Men det viste vores nye målestok.

Selv en oplevelse, der havde ført hele vejen, kunne virke utilstrækkelig, hvis manden ikke skrev bagefter.

Vi ville ikke kun vælges i øjeblikket.

Vi ville fylde efterfølgende.

Blive savnet.

Blive jagtet.

Blive begæret, gerne af flere mænd på samme tid.

Nyde energien i at være eftertragtet og ønsket, så ofte som muligt.

Kunne vise beskeden omkring bordet.

Hvis manden forsvandt uden et ord, var historien kortere.

Mindre værd.

Marianne havde også noget nyt.

Den tredje kontakt, hun tidligere kun havde skrevet med, var blevet til et møde.

Han var gift.

Lidt ældre end hende.

Mere velhavende end de andre mænd.

Det var ikke noget, hun først nævnte.

Men det kom hurtigt til at fylde i historien.

Han havde taget hende med på en dyr restaurant.

Bestilt vin uden at spørge om prisen.

Sagt, at hun fortjente at blive forkælet.

“Ved han, at du har de andre?” spurgte Hanne.

“Nej.”

“Ved de andre, at du ser ham?”

“Nej.”

“Hvad siger du, når de spørger, hvorfor du ikke kan mødes?”

“At familien fylder.”

Vi lo.

Familien var blevet hendes forklaring over for de hemmelige mænd.

De troede, at ægtemand og børn tog hendes tid.

De vidste ikke, at de ofte konkurrerede med andre mænd.

Marianne havde nu forskellige forklaringer i hver retning.

Til sin mand sagde hun arbejde, veninder eller kurser.

Til mændene sagde hun familie.

Til os fortalte hun det hele.

Eller det troede vi.

For sandheden var, at også vi var begyndt at redigere.

Ingen fortalte nødvendigvis om alle beskeder.

Alle små møder.

Alle mænd, der kun blev til en kort samtale eller et kys.

Vi valgte de historier, der kunne gøre indtryk.

Det var ikke længere nok at sige:

“En mand flirtede med mig.”

Der skulle helst være en særlig forskel.

Han var meget yngre.

Meget ældre.

Gift med en kvinde, vi måske kendte af udseende.

Havde en bestemt stilling.

Var kommet langvejsfra.

Havde taget en stor risiko.

Havde sagt noget, ingen af de andre mænd havde sagt.

Variation blev en del af konkurrencen.

Birgit havde stadig Jørgen og Michael.

Men Jørgen var blevet besværlig.

Han skrev for meget.

Ville vide, hvornår hun var sammen med sin mand.

Spurgte, hvorfor hun ikke kunne se ham oftere.

Michael var lettere.

Han stillede færre spørgsmål.

Men også han var begyndt at føles velkendt.

“Så har jeg mødt hans ven,” sagde Birgit.

Vi troede først, hun mente tilfældigt.

Så så vi hendes ansigt.

“Den ven, der havde spurgt til dig?” sagde Lone.

Birgit nikkede.

“Hvad sagde Michael til det?”

“Han ved det ikke.”

“Var det Michael, der præsenterede jer?”

“Ja.”

“Og bagefter begyndte vennen at skrive?”

“Han fandt mit nummer gennem en fælles bekendt.”

Susanne så på hende.

“Er du sikker på, at Michael ikke har givet ham det?”

Birgit tøvede.

“Det ved jeg ikke.”

“Kan de have talt om dig?”

Det spørgsmål skabte en anden slags stilhed.

Vi var vant til at tænke på mændene som adskilte.

Som personer, vi selv kontrollerede.

Tanken om, at de kunne tale sammen om os, brød med den forestilling.

“Har du spurgt?” sagde jeg.

“Nej.”

“Hvorfor ikke?”

Birgit tog sit glas.

“Fordi jeg ikke ved, om jeg vil kende svaret.”

Måske fordi det føltes frækt, at en mand anbefaler en kvinde til en anden mand.

Hun havde mødt vennen én gang.

Ikke på et hotel.

I hans bil efter en aften ude.

Hun forklarede det kortere end sine andre historier.

Måske fordi hun ikke selv var stolt af det.

Men da Pia spurgte, om hun ville mødes med ham igen, svarede hun:

“Måske.”

“Hvad får du fra ham, som de andre ikke giver?”

Birgit rystede på hovedet.

“Jeg ved det ikke endnu.”

Det var netop pointen.

Det ukendte var nok.

Hun behøvede ikke vide, hvad en ny mand gav hende.

Hun skulle først finde ud af det.

Hanne sad med sin telefon under bordet.

Den vibrerede flere gange.

Til sidst spurgte Marianne:

“Hvem er det?”

Hanne så op.

“Kollegaen.”

“Den første?”

“Ja.”

“Jeg troede, du var ved at være træt af ham.”

“Det er jeg også lidt.”

“Så hvorfor svarer du?”

Hanne smilede.

“Fordi han bliver ved.”

Det var endnu et mønster.

Vi kunne miste interessen for en mand og alligevel holde ham i live som kontakt, fordi hans opmærksomhed stadig havde værdi.

Han kunne bruges på en stille dag.

Efter et afslag fra en anden.

Når vi følte os mindre attraktive.

Når vi havde brug for at blive mindet om, at nogen stadig ventede.

Hanne havde sine to faste mænd, men var også begyndt at skrive med flere nye.

Hun så ikke alle.

Nogle blev kun til beskeder.

Andre til kaffe.

Enkelte til korte møder.

Men hun talte om dem som et felt af muligheder.

“Hvor mange skriver du egentlig med?” spurgte Pia.

Hanne begyndte at tælle.

Ikke højt først.

Hun kiggede op i loftet.

Bevægede læberne.

“Fem.”

“Ud over de to, du allerede ser?”

“Nej. Fem i alt.”

“Kun fem?” sagde Lone.

Det blev sagt som en spøg.

Men Hannes ansigt ændrede sig.

Kun fem.

For mindre end et år siden havde to mænd fået hende til at føle, at hun havde indhentet det forsømte.

Nu kunne tallet fem få hende til at føle, at det ikke var særligt.

Hun greb telefonen.

“Der er måske også én mere.”

Vi lo.

Hun fandt en besked frem fra en mand, hun havde mødt til en messe.

De havde endnu ikke aftalt noget.

Men hun tog ham med i regnskabet.

Susanne sagde ikke meget den aften.

Det gjorde hende endnu mere interessant.

Vi vidste, at hun havde haft fire mænd.

Tre på samme tid.

Nu sad hun stille og lod os gætte.

“Hvor mange er der nu?” spurgte Marianne til sidst.

Susanne smilede.

“Det kommer an på, hvad du tæller.”

“Hvad betyder det?”

“Om beskeder tæller.”

“Selvfølgelig gør de det,” sagde Hanne.

“Nej,” sagde Pia. “Kun hvis man har mødt dem.”

“Så et kys tæller ikke?” spurgte Lone.

“Jo, måske.”

“Hvad med én, man har aftalt at mødes med?”

“Nej. Det kan stadig blive aflyst.”

Vi begyndte at diskutere kriterierne.

Som om vi førte et officielt regnskab.

Skulle en mand kun tælle, hvis man havde været sammen med ham?

Tællede et skjult møde?

Et kys?

En fast beskedkontakt?

En mand, der havde tilbudt sig, men som man endnu ikke havde sagt ja til?

Ingen lavede reglerne færdige.

Men diskussionen i sig selv viste, hvor vi var kommet hen.

Mænd var blevet noget, der kunne tælles.

Kategoriseres.

Sammenlignes.

Jeg sad og lyttede.

Manden fra lejligheden havde jeg set igen én gang.

Det andet møde havde været lettere at arrangere.

Men det havde også føltes mindre.

Mindre farligt.

Mindre intenst.

Mindre værd at fortælle om.

Han havde spurgt, hvornår vi kunne mødes tredje gang.

Jeg havde ikke svaret.

Ikke fordi jeg ville stoppe.

Fordi manden fra den anden virksomhed nu fyldte mere.

Han havde inviteret mig ud at spise.

Jeg havde sagt ja.

Vi havde mødt hinanden i en by mellem vores arbejdspladser.

Han vidste, at jeg var gift.

Han havde gjort en bemærkning om, at det gjorde situationen mere spændende.

Det burde have fået mig til at gå.

I stedet havde jeg følt mig lettet over, at jeg ikke behøvede forklare noget.

Han ønskede ikke en uskyldig kollega.

Han ønskede den gifte kvinde.

En kvinde som ville have opmærksomhed og begæres.

Det gav mig en ny identitet.

Ikke den tøvende Bente fra den lånte lejlighed.

En kvinde, der bevidst kunne møde en mand, som kendte risikoen.

“Er du så sammen med ham nu?” spurgte Lone.

Jeg nikkede.

“Og den første?”

“Jeg ved det ikke.”

“Har du afsluttet det?”

“Nej.”

“Så har du to.”

Pia sagde det næsten som en dommer, der godkendte et resultat.

To.

Jeg mærkede en lille tilfredshed.

Så nævnte jeg en tredje.

Ikke en mand, jeg havde været sammen med.

En, jeg var begyndt at skrive med efter et arrangement.

Han var gift.

Havde voksne børn.

Skrev lange beskeder om, at han aldrig havde mødt en kvinde som mig.

Jeg vidste godt, at det sandsynligvis ikke var sandt.

Men jeg læste ordene igen alligevel.

“Så du har også tre spor,” sagde Marianne.

“Ja.”

“Det gik hurtigt,” sagde Hanne.

Jeg smilede.

“Jeg var jo sent i gang.”

Det var næsten det samme, Hanne tidligere havde sagt.

Vi begyndte alle at bruge den forklaring.

At vi indhentede noget.

Som om vi havde mistet en ungdom, vi havde ret til at få tilbage.

Som om ægteskabets trofasthed havde været en forsinkelse.

Som om de nye mænd udlignede et gammelt underskud.

Det var ikke kun antallet, der ændrede sig.

Det gjorde sproget også.

Vi sagde ikke længere:

“Jeg er min mand utro.”

Vi sagde:

“Jeg ser ham.”

“Vi skriver.”

“Der er sket noget.”

“Jeg har en mulighed.”

“Jeg ved ikke, hvor det ender.”

Vi brugte sætninger, der gjorde os passive.

Som om historierne skete omkring os.

Som om mændene kom ind i vores liv uden vores hjælp.

Men vi fandt stederne.

Vi gav numrene.

Vi skabte tiden.

Vi pakkede taskerne.

Vi opfandt møderne.

Vi bad hinanden være alibier.

Og når én historie begyndte at blive gammel, åbnede vi døren for en ny.

Hen imod slutningen af aftenen satte Lone en tom vinflaske på køkkenbordet og sagde:

“Skal vi overhovedet prøve at tælle?”

Hun mente flaskerne.

Det vidste vi.

Men Marianne svarede:

“Mændene eller vinen?”

Vi begyndte at le.

Det blev en af de vittigheder, der kun kunne eksistere i vores gruppe.

Pia løftede sit glas.

“Det er nok nemmere at holde styr på vinen.”

“Ikke efter i aften,” sagde Birgit.

Latteren fortsatte.

Jeg lo med.

Men jeg husker, at jeg et øjeblik så rundt på os.

Syv kvinder.

Syv vielsesringe.

Telefoner fulde af falske kvindenavne.

Kalendere med møder, som ikke fandtes.

Tasker med ekstra bluser. Skjulte kondomer og vaskeserviettet.

Mænd derhjemme, som troede, vi sad og spillede kort.

Ingen af os var længere på vej over grænsen.

Vi levede på den anden side af den.

Og selv dér var vi ikke tilfredse.

Én mand var blevet til to.

To til tre.

De faste forbindelser blev suppleret med tilfældige møder.

Mændene blev sammenlignet.

Ikke kun på udseende.

På alder.

Status.

Risiko.

Hvor hurtigt de ville os.

Hvor meget de skrev.

Hvor svært det havde været at få dem.

Hvor stor en historie de kunne give os.

Det var ikke længere nok at blive valgt.

Vi ville vælges igen.

Af en anden.

Og en anden.

For hver ny mand gav kun følelsen tilbage i kort tid.

Så blev han kendt.

Forudsigelig.

En del af kalenderen.

Det, vi søgte, kunne ikke vedligeholdes af den samme mand.

For det var ikke nærhed.

Det var begyndelse.

Da jeg kom hjem den aften, lå min mand på sofaen.

Han var faldet i søvn med en bog på brystet.

Jeg stod i døren og så på ham.

Der var noget fredeligt over hans ansigt.

Noget, jeg engang havde længtes efter at komme hjem til.

Jeg tænkte på de tre mænd, der nu fandtes omkring mit liv.

Den ene, jeg allerede kendte.

Den anden, der stadig føltes ny.

Den tredje, der endnu kun var ord og mulighed.

Jeg tænkte ikke:

Hvem af dem vil jeg have?

Jeg tænkte:

Hvem kommer efter dem?

Det var dér, jeg forstod, uden rigtigt at forstå det, at én mand aldrig ville være nok igen.

Ikke fordi ingen mand kunne tilfredsstille mig.

Men fordi det, jeg var begyndt at jage, forsvandt i samme øjeblik, jeg fik det.

Omkring vores bord blev det snart helt almindeligt at spørge:

“Hvor mange er du oppe på nu?”

Det var begyndelsen på den næste periode.

Årene, hvor antallet kom til at betyde mere, end nogen af os ville indrømme.

---

Læs også: Forrige kapitel: Bente’s liv 4 | Næste kapitel: Bente’s liv 6

Næste afsnit af Bente’s liv 5 udkommer 4. August 2026