Bente’s liv 6: Da utroskaben blev vores fælles målestok

Flere mænd, flere historier

På overfladen fortsatte alt. Madpakker, regninger, fødselsdage, vaskemaskiner. Men under det hele begyndte vi at leve efter en anden kalender, hvor dagene ikke blev målt i familieaftaler, men i muligheder.

Det farlige var ikke kun mændene. Det var måden, vi lærte at tale om dem på, som om et menneske kunne reduceres til en historie, der skulle overgå den forrige.

Det første år efter Lones julefrokost føltes længere end årene før.

Ikke fordi der skete mere i vores familier.

Børnene gik stadig i skole.

Vores mænd gik på arbejde.

Vi handlede, vaskede tøj, lavede aftensmad og planlagde ferier.

Set udefra lignede vores liv sig selv.

Men under det almindelige voksede et andet liv frem.

Et liv, der ikke fulgte årstiderne eller børnenes skemaer.

Det fulgte beskederne.

Møderne.

Mændenes arbejdstider.

Hotellernes ledige værelser.

De aftener, hvor en ægtefælle skulle noget andet.

De timer, vi kunne trække ud af en arbejdsdag uden at blive savnet.

I begyndelsen havde hver ny mand føltes som en stor begivenhed.

Vi kunne bruge en hel aften på én historie.

Nu kom historierne så tæt, at vi nogle gange måtte afbryde hinanden for at få plads.

“Vent,” sagde Pia en aften. “Er det ham fra baren eller den nye fra festen?”

“Den nye fra festen,” svarede Lone.

“Hvad skete der så med ham fra baren?”

“Han skriver stadig.”

“Og ham fra julefrokosten?”

“En gang imellem.”

“Så hvor mange er der egentlig nu?”

Lone begyndte at tælle på fingrene.

Hun kom til tre.

Så fire.

Så rystede hun på hovedet.

“Det kommer an på, om man tæller ham, jeg kun har set én gang.”

“Selvfølgelig tæller han,” sagde Marianne.

“Det var jo ikke en drøm.”

Vi grinede.

Det var sådan samtalerne var blevet.

Mænd, der tidligere ville have fyldt en hel fortælling, blev nu reduceret til små afklaringer.

Ham fra baren.

Ham fra messen.

Ham fra hotellet.

Ham med den mørke bil.

Ham, der var gift med læreren.

Ham, der aldrig måtte ringe.

Ham, der skrev for meget.

Ham, der kun ville mødes om dagen.

Vi brugte ikke altid navnene.

Ikke engang over for hinanden.

Mændene blev kendetegnet ved steder, vaner eller funktioner.

Det gjorde dem lettere at holde adskilt.

Og måske også lettere at betragte som historier frem for mennesker.

Vi mødtes oftere end før.

I starten en gang om ugen, senere oftere.

Ikke altid alle syv.

Nogle gange kun tre eller fire.

Samtidigt var det også en undskyldning for os, når man skulle forklare manden derhjemme hvad man lavede. Men man mødtes ikke altid med de andre, men med andre mænd.

En kaffe efter arbejde.

Samtidigt var det også en undskyldning for,

Et glas vin en tirsdag aften.

En frokost, hvor vi egentlig kun havde en time, men blev siddende længere.

Vi havde brug for at fortælle, mens oplevelserne stadig var nye.

Hvis vi ventede en måned, kunne én historie allerede være blevet overhalet af tre andre.

Det var hjemme hos Hanne, at jeg første gang hørte Pia sige:

“Jeg kan næsten ikke huske, hvad jeg allerede har fortalt jer.”

Hanne lo.

“Så har du for meget gang i den.”

“Det er ikke kun mig.”

Pia så rundt på os.

“Marianne fortæller jo også om nye hele tiden.”

Marianne løftede øjenbrynene.

“Jeg kan godt holde styr på mine.”

“Det er fordi, du har et regneark inde i hovedet.”

“Det er bedre end at blande dem sammen.”

Vi lo igen.

Men under latteren lå der en reel forskel.

Marianne holdt styr på alt.

Datoer.

Steder.

Hvad hun havde fortalt derhjemme.

Hvad hun havde sagt til de forskellige mænd.

Hvem der troede, hun arbejdede sent.

Hvem der troede, hun skulle være sammen med os.

Hun havde udviklet et system med små markeringer i sin kalender.

Ikke symboler som Susannes.

Forkortelser, der lignede arbejdsopgaver.

En stjerne betød, at en aftale var usikker.

To streger betød, at hun havde brug for et alibi.

En firkant betød, at hun skulle huske kontanter.

“Hvad betyder en cirkel?” spurgte Lone en aften, da Marianne viste os en side.

“At han kan ringe.”

“Og hvem må det?”

“Kun den yngre.”

“Hvorfor ham?”

“Fordi han ved, hvornår min mand ikke er hjemme.”

Det blev sagt helt nøgternt.

Som en praktisk detalje.

Pia havde ikke et lige så præcist system.

Hun skrev små sedler og smed dem ud bagefter.

Det gjorde hende mere sårbar.

Hun kunne glemme, hvad hun havde sagt.

Én gang fortalte hun sin mand, at hun skulle mødes med Hanne.

Senere samme dag kom hun til at sige, at hun havde været sammen med Marianne.

Han bemærkede det.

“Hvad sagde du så?” spurgte jeg.

“At vi alle tre havde været sammen.”

“Var vi det?”

“Nej.”

“Troede han på det?”

Pia trak på skuldrene.

“Han spurgte ikke mere.”

Den sætning var blevet vores lettelse.

Han spurgte ikke mere.

Hun lagde ikke mærke til noget.

Han troede på det.

Der kom ikke flere spørgsmål.

Hver gang et lille hul i historien ikke førte til afsløring, lærte vi noget forkert af det.

Ikke at vi havde været tæt på at blive opdaget.

At forklaringen virkede.

Vi blev modigere af at slippe af sted med det.

Lone var den mindst organiserede.

Hun handlede mere impulsivt.

Hvis hun var til fest, kunne hun komme hjem med et nyt nummer uden at have tænkt over, hvor hun skulle gemme det.

Hun brugte ofte sin egen telefon og slettede beskederne bagefter.

Det gjorde de andre nervøse.

“Du bliver afsløret en dag,” sagde Susanne.

“Ikke hvis jeg sletter det.”

“Det hjælper ikke, hvis han skriver, mens din mand står ved siden af.”

“Så må han lade være.”

“Har du sagt det til ham?”

“Jeg tror det.”

Susanne rystede på hovedet.

“At tro er ikke nok.”

Hun begyndte at undervise Lone i regler.

Ingen opkald.

Ingen beskeder efter bestemte tidspunkter.

Ingen billeder.

Ingen fulde navne.

Ingen møder tæt på hjemmet.

Ingen kontakter, der havde adgang til familiens omgangskreds.

Lone lyttede halvt.

Hun kunne godt lide spontaniteten.

Det var netop den, hun søgte.

For meget planlægning gjorde oplevelsen mindre levende for hende.

“Jeg gider ikke gøre det til et kontorarbejde,” sagde hun.

“Så lad være med at blive opdaget som en amatør,” svarede Marianne.

De begyndte at diskutere.

Ikke om utroskaben.

Om metoden.

Det var blevet endnu et tegn på, hvor langt vi var kommet.

Vores uenigheder handlede ikke længere om, hvorvidt vi burde fortsætte.

De handlede om, hvordan det skulle gøres.

Birgit havde beholdt både Jørgen og Michael længere, end vi havde forventet.

Jørgen var stadig følelsesmæssigt krævende.

Michael var mere uforpligtende.

Vennen, hun havde mødt gennem Michael, var kun blevet til få møder.

Alligevel nævnte hun ham stadig, når vi talte om antal.

“Han tæller vel ikke længere?” sagde Pia.

“Selvfølgelig gør han.”

“Men du ser ham ikke.”

“Det gør man jo heller ikke med dem, man så sidste år. De forsvinder da ikke af den grund.”

Det var første gang, vi begyndte at tale om det samlede antal.

Ikke kun de aktuelle mænd.

Alle dem, der havde været.

Samtalen opstod tilfældigt.

Lone sagde, at hun havde haft tre siden julefrokosten.

Pia sagde, at hun havde haft fire.

Marianne rettede hende.

“Du har da haft fem.”

“Hvem glemmer jeg?”

“Ham fra den anden by.”

“Han var kun én gang.”

“Det tæller stadig.”

Så begyndte de at tælle.

Først for sjov.

Så med overraskende alvor.

Pia havde haft fem egentlige møder med forskellige mænd.

Marianne var også på fem, hvis den nyeste blev regnet med.

Birgit havde fire.

Lone var usikker på, om det var fire eller fem.

Hanne havde tre, men skrev med flere.

Susanne ville ikke svare.

“Det er jo bare os,” sagde Hanne.

Susanne tog sit glas.

“Det er netop derfor.”

“Hvad mener du?”

“At I begynder at bruge tallene imod hinanden.”

Ingen sagde noget.

Det var præcist sagt.

Vi hævdede, at vi kun var nysgerrige.

Men et tal ændrede stemningen.

Den kvinde, der havde flest, blev lyttet til på en anden måde.

Hun virkede mere erfaren.

Mere eftertragtet.

Mere dristig.

Den kvinde, der havde færrest, begyndte at forklare sig.

At hun havde været forsigtig.

At hun ikke havde haft tid.

At hun kun talte dem, hun virkelig havde været sammen med.

At der var flere muligheder, som endnu ikke var blevet til noget.

Ingen ønskede længere at stå nederst.

Jeg sagde heller ikke mit tal den aften.

Jeg havde været sammen med to.

Manden fra lejligheden og manden fra den anden virksomhed.

Jeg skrev stadig med en tredje.

Der havde også været et kys med en fjerde til et arrangement.

Jeg vidste ikke, om det talte.

Tidligere ville jeg have betragtet kysset som et alvorligt svigt.

Nu overvejede jeg kun, hvilken kategori det tilhørte.

Jeg tænkte at tallet kun var reelt, hvis man faktisk havde haft sex med en mand.

“Du er meget stille,” sagde Pia til mig.

“Jeg tænker.”

“Over hvor mange?”

Jeg lo.

“Over hvad der tæller.”

“Alt tæller,” sagde Lone.

“Det gør det jo ikke,” sagde Marianne. “Ellers kan man tage enhver mand, der har kigget på én.”

“Et kys tæller.”

“Kun hvis det var aftalt.”

“Hvorfor?”

“Fordi et tilfældigt kys til en fest ikke er det samme som et møde.”

Vi diskuterede reglerne igen.

Ikke moralske regler.

Regnskabets regler.

Det var grotesk.

Men det føltes ikke sådan dengang.

Det føltes som en intern leg.

Noget, der kun tilhørte os.

En måde at skabe orden i det kaos, vi selv havde bygget.

Til sidst sagde jeg:

“To.”

Pia så næsten skuffet ud.

“Kun to?”

Ordet ramte mig.

Kun.

Jeg havde været min mand utro med to forskellige mænd.

Havde kysset en tredje eller fjerde.

Løjet om møder.

Skiftet tøj i bilen.

Brugt arbejdet som dække.

Alligevel kunne tallet to nu blive mødt med ordet kun.

“Der er en tredje på vej,” sagde jeg.

“Hvem?”

Jeg fortalte om den gifte mand med de lange beskeder.

At han havde foreslået et møde.

At han boede længere væk.

At det ville kræve mere planlægning.

“Så gør det,” sagde Lone.

Hun sagde det let.

Som om det handlede om at bestille en ferie eller købe en kjole.

Jeg så på hende.

“Hvorfor?”

“Du vil jo gerne.”

“Det ved du ikke.”

“Ellers havde du ikke fortalt om ham.”

Hun kendte vores mønster.

En mand, vi reelt ønskede at afvise, nævnte vi sjældent.

Når vi lagde ham på bordet, var beslutningen ofte allerede halvvejs truffet.

Vi søgte ikke råd.

Vi søgte bekræftelse.

“Han bor langt væk,” sagde jeg.

“Så er det lettere,” sagde Susanne.

“Hvorfor?”

“Fordi han ikke kan dukke op.”

Det var sandt.

Afstanden blev ikke en hindring.

Den blev en fordel.

Mindre risiko for tilfældige møder.

Færre fælles bekendte.

Mindre sandsynlighed for, at han genkendte min mand eller mine børn.

Jeg begyndte at se mulighederne, mens vi talte.

En kursusdag.

Et kundebesøg.

En overnatning i forbindelse med arbejdet.

Mødet var allerede ved at blive virkeligt inde i mit hoved.

Da jeg kom hjem, havde min mand stillet blomster på køkkenbordet.

Ikke en stor buket.

Tulipaner fra supermarkedet.

Han havde købt dem, fordi han syntes, køkkenet manglede farve.

Jeg stod med hånden omkring vasen og mærkede skammen.

Ikke kun over mændene.

Over samtalen.

Over tallet.

Over den lille irritation, jeg havde mærket, da Pia sagde kun to.

Min mand kom ind bag mig.

“Kan du lide dem?”

“Ja.”

“Du ser ked af det.”

“Jeg er bare træt.”

Han lagde armene omkring mig.

Jeg stod stille.

Tænkte, at jeg kunne fortælle ham alt.

Ikke nødvendigvis navnene.

Bare sige, at jeg var på vej væk fra mig selv.

At vores kvindeaftener havde ændret sig.

At jeg havde brug for hjælp til at standse.

Han ville være blevet knust.

Men måske havde der stadig været noget at redde.

I stedet vendte jeg mig om og kyssede ham.

“De er smukke,” sagde jeg.

Senere på aftenen skrev jeg til manden, der boede langt væk.

Jeg kan måske få en arbejdsdag i din by næste måned.

Han svarede hurtigt.

Så finder jeg et sted.

Der var ikke nogen arbejdsdag.

Ikke endnu.

Jeg ville skabe den.

Det var sådan de mange mænd begyndte at komme.

Ikke som én lang kæde af uimodståelige forelskelser.

Som muligheder, vi selv gjorde mulige.

Én kvinde fortalte om en mand.

En anden fik lyst til at finde en ny.

Ét tal blev nævnt.

En anden følte sig bagud.

Én historie blev mødt med begejstring.

Den næste måtte være større eller anderledes for at få samme reaktion.

Vi sagde, at vi delte erfaringer.

I virkeligheden fodrede vi hinandens rastløshed.

Og jo flere mænd der kom, desto mindre betød den enkelte.

De blev ikke nødvendigvis behandlet dårligt.

Vi kunne være varme.

Opmærksomme.

Nærværende i de timer, vi gav dem.

Men bagefter blev de til historier.

En bemærkning.

Et sted.

Et nummer.

En position i rækkefølgen.

Vi begyndte også at glemme detaljer.

Hvilken mand havde sagt hvad?

Hvem havde vi mødt på hvilket hotel?

Var det den ene eller den anden, der var begyndt at tale om at forlade sin kone?

Hvem havde givet en gave, vi måtte skjule?

Mændene blev flere.

Historierne kortere.

Og konkurrencen tydeligere.

Ved den næste kvindeaften spurgte Lone, allerede før vi havde taget jakkerne af:

“Nå, hvem har noget nyt?”

Ingen svarede med et navn.

Pia sagde:

“To.”

Marianne sagde:

“Én ny og én gammel.”

Birgit smilede og sagde:

“Det kommer an på, hvor meget I vil høre.”

Så begyndte de at fortælle.

Flere mænd.

Flere historier.

Flere løgne, der skulle holdes adskilt.

Det var ikke længere en undtagelse i vores liv.

Det var blevet det, vi målte tiden imellem.

Bente’s liv 6: Da antallet begyndte at betyde noget

Det begyndte med et stykke papir.

Ikke en hemmelig besked.

Ikke en hotelregning.

Ikke et navn i en telefon.

Et almindeligt stykke ternet papir, som Hanne rev ud af en blok ved sit køkkenbord.

Vi var samlet hos hende en fredag aften.

Børnene var ude af huset, og hendes mand var til kortaften hos nogle venner.

Vi havde derfor bedre tid end normalt.

Ingen skulle skynde sig hjem med en troværdig forklaring.

Ingen risikerede, at en mand pludselig stod i døren og spurgte, hvorfor vi stadig sad med vin klokken ét om natten.

Hanne havde lavet mad.

En stor pastaret, salat og brød.

Men som sædvanlig gled samtalen hurtigt væk fra det almindelige.

Pia fortalte om den nye mand, hun havde mødt gennem sin veninde.

Når Pia fortalte, skete det samme igen. Jeg lyttede efter detaljer, men ikke kun for at forstå hende. Jeg samlede billederne op og bar dem ind i mig selv.

Jeg kunne se den nye mand for mig, selv om jeg aldrig havde mødt ham: hans hånd omkring et glas, hans blik over bordet, den måde Pia måtte have mærket sig selv blive interessant i hans øjne. I mit hoved flyttede jeg ham tættere på mig.

Det var dér, jeg burde have standset. Når en venindes historie ikke længere var hendes, men blev materiale til min egen lyst.

Birgit havde set Michael igen, men var begyndt at miste interessen.

Marianne havde været ude at spise med den velhavende mand og havde samtidig fået en besked fra den yngre kunde.

Lone havde mødt endnu en til en fest.

Lones nye mænd virkede næsten som episoder i en føljeton. Hun fortalte med hænderne, med grin, med små pauser, hvor vi andre kunne nå at forestille os resten.

Jeg kunne sidde og mærke varmen stige, mens jeg tænkte: Hvordan ville det være, hvis det var mig, der stod i det hjørne? Mig, der blev valgt ud af rummet? Mig, der gik væk fra musikken og ind i noget skjult?

Senere samme aften kunne jeg finde en undskyldning for at gå ud på toilettet. Ikke fordi jeg havde brug for stilhed, men fordi historien stadig kørte i kroppen, og jeg havde lært at lade kroppen få det sidste ord.

Susanne sagde ikke ret meget.

Og jeg havde været i den fremmede by hos manden, der skrev de lange beskeder.

Da vi havde fortalt, lænede Hanne sig tilbage og sagde:

“Jeg kan ikke længere holde styr på, hvem der har haft hvem.”

“Det skal du vel heller ikke,” sagde Susanne.

“Nej, men I blander dem selv sammen.”

Hanne pegede på Pia.

“Du har ham fra hotellet, ham fra baren og ham fra veninden.”

“Og én mere,” sagde Pia.

“Hvem?”

“Ham fra kurset.”

“Har du været sammen med ham?”

Pia nikkede.

“Det har jeg da fortalt.”

“Det kan jeg ikke huske.”

“Så lytter du ikke.”

Hanne rejste sig.

“Vi bliver nødt til at skrive det ned.”

Vi begyndte at le.

Det lød som en spøg.

Det var det måske også i det første øjeblik.

Hun hentede blokken fra en skuffe, rev et ark ud og lagde det på bordet.

“Ikke navne,” sagde hun. “Bare tal.”

“Det her er absurd,” sagde Susanne.

Alligevel blev hun siddende.

Hanne skrev vores forbogstaver i en kolonne.

H.

P.

M.

B.

S.

L.

Og til sidst mit.

Så tegnede hun en streg ved siden af hvert bogstav.

“Skal vi tælle alle?” spurgte Lone.

“Hvad mener du med alle?”

“Fra før vi blev gift også?”

“Nej,” sagde Marianne straks.

“Kun efter.”

Der blev stille.

De to ord gav legen en anden vægt.

Kun efter.

Det var ikke vores samlede seksuelle liv, vi skulle gøre op.

Det var svigtene. Alle de gange vi havde vores mænd utro.

Eller rettere, en liste over hvor mange mænd vi havde været vores mænd utro med.

De mænd, der var kommet efter løfterne, ringene og børnene.

“Jeg synes ikke, vi skal gøre det,” sagde Susanne.

“Hvorfor ikke?” spurgte Hanne.

“Fordi tallet ikke fortæller noget vigtigt.”

“Det fortæller da, hvor mange der har været.”

“Ja. Men ikke hvorfor. Ikke hvad det kostede. Ikke om det varede én time eller to år.”

“Det er jo bare for sjov,” sagde Lone.

Det var sådan, vi fik næsten alt til at glide.

Bare for sjov.

Som om alvoren forsvandt, når vi smilede.

Hanne begyndte med sig selv.

Hun talte højt.

Kollegaen.

Manden fra firmamiddagen.

Ham fra messen.

En mand, hun havde mødt gennem arbejdet og kun set to gange.

En anden fra en fest.

“Fem,” sagde hun.

“Du glemmer ham fra hotelbaren,” sagde Pia.

“Der skete ikke noget.”

“I kyssede.”

“Men vi var ikke sammen.”

“Så tæller han ikke.”

“Det var jo også det, jeg sagde.”

Hanne satte fem streger.

Hun gjorde det langsomt.

Fire lodrette og én på tværs.

Som en fange, der talte dage på en væg.

Ingen af os så det sådan dengang.

Vi så et tal.

Pia var den næste.

Hun havde manden fra arbejdet.

Manden fra baren.

Ham fra venindens middag.

Manden fra kurset.

En kort kontakt med en mand, hun havde mødt på en restaurant.

Og én, hun hidtil ikke havde fortalt om.

“Hvem er den sidste?” spurgte Marianne.

Pia smilede.

“Det er en længere historie.”

“Så fortæl.”

“Ikke nu.”

“Men han tæller?”

“Ja.”

Hanne skrev seks.

Pia lænede sig tilbage.

Der var noget tilfreds i hendes ansigt.

Ikke lykke.

Mere som når man får bekræftet, at man ikke står nederst.

Marianne begyndte at tælle.

Den yngre kunde.

Den gamle bekendte.

Den velhavende mand.

En mand fra en konference.

En, hun havde mødt gennem en forretningsforbindelse.

Og en ny, hun kun havde set én gang.

“Også seks,” sagde Hanne.

Marianne så over på Pia.

“Indtil videre.”

Pia smilede tilbage.

“Vi er vel ikke færdige endnu.”

Det var den første direkte anerkendelse af konkurrencen.

Ingen blev forarget.

Ingen sagde, at tallet burde gøre os bange.

Vi hørte ordene som drilleri.

Men begge kvinder vidste, hvad de betød.

Birgit havde fem.

Lone sagde syv.

Det fik os til at stoppe.

“Syv?” sagde Hanne.

Lone nikkede.

“Jeg troede, du havde fire eller fem.”

“Jeg har ikke fortalt jer om alle.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi nogle af dem ikke var værd at fortælle om.”

Den sætning blev hængende.

Mænd, hun havde været sammen med, men som ikke var værd at fortælle om.

De var sket.

De talte i regnskabet.

Men de havde ikke givet en god nok historie.

“Hvem var de?” spurgte Pia.

“Én fra en bar. En anden fra en privat fest. Og så en, jeg mødte gennem en bekendt.”

“Så der er tre, vi aldrig har hørt om?”

“Ja.”

“Hvorfor fortæller du det først nu?”

Lone trak på skuldrene.

“Fordi vi tæller.”

Det var præcis dét, tallet gjorde.

Det trak historier frem, som oplevelsen i sig selv ikke havde gjort interessante.

En mand kunne være for ubetydelig til en hel aften.

Men ikke for ubetydelig til at hæve summen.

Hanne satte syv streger ud for Lones bogstav.

Lone så på papiret.

Så på de andre.

Hun havde det højeste tal.

Det kunne mærkes.

Ikke kun på hende.

På os alle.

“Det er jo ikke en præmie,” sagde Susanne.

“Det har ingen sagt,” svarede Lone.

Men hun sad mere rankt end før.

Så blev det Susannes tur.

Hun nægtede først.

“Jeg vil ikke være med.”

“Du har allerede fortalt, at der har været mindst fire,” sagde Marianne.

“Så skriv fire.”

“Men er det kun fire?”

Susanne svarede ikke.

Pia smilede.

“Det er det ikke.”

“Det ved du ingenting om.”

“Så sig tallet.”

Susanne så rundt på os.

Hun kunne have rejst sig.

Skiftet emne.

Nægtet.

I stedet sagde hun:

“Ni.”

Denne gang blev der helt stille.

Selv Lone mistede smilet.

“Ni forskellige?” spurgte Hanne.

Susanne nikkede.

“På hvor lang tid?”

“Godt et år.”

“Og du ser stadig nogle af dem?”

“To.”

“Hvad med de andre?”

“Det stoppede.”

“Hvem stoppede det?”

“Forskelligt.”

Spørgsmålene kom hurtigt.

Var de alle fra fitnesscentret?

Nej.

Var de gift?

De fleste.

Havde hun mødt nogen mere end én gang?

Ja.

Da optællingen blev detaljeret

Var der nogen, hun kun havde været sammen med én gang?

Også ja.

Hvorfor havde hun ikke fortalt det?

“Fordi det ikke kom jer ved.”

Det var et mærkeligt svar i en gruppe, der havde gjort hemmelighederne til sit vigtigste fællesskab.

“Men nu siger du det,” sagde jeg.

Susanne så på papiret.

“Fordi jeg ikke gider sidde og lade jer tro, at jeg er den forsigtige.”

Der var stoltheden.

Ikke stor.

Men tydelig.

Hun havde kritiseret optællingen.

Alligevel ville hun ikke undervurderes.

Det var måske den stærkeste kraft i gruppen.

Selv den kvinde, der så mest præcist, hvad vi gjorde, ønskede ikke at fremstå mindre ønsket end de andre.

Hanne skrev ni streger.

Papiret forandrede sig med det samme.

Syv havde virket højt.

Ni gjorde det mindre.

Lone begyndte at forklare.

“Mine syv er jo dem, jeg virkelig har været sammen med. Jeg tæller ikke alle kys og sådan.”

“Det gør Susanne vel heller ikke,” sagde Marianne.

“Det ved vi jo ikke.”

Susanne så på Lone.

“Jeg tæller kun mænd, jeg har haft sex med.”

Lone tog sit glas.

“Det gør jeg også.”

Hun lød defensiv.

Tallet havde sat hende øverst i få minutter.

Nu var hun nummer to.

Hun brød sig ikke om det.

Det kunne vi se.

Så blev det min tur.

Jeg havde forberedt mig inde i hovedet, mens de andre talte.

Manden fra lejligheden.

Manden fra den anden virksomhed.

Den gifte mand fra den fremmede by.

En mand, jeg havde mødt på et kursus.

En fra en middag.

Og en, som kun havde været et kort møde efter en fest.

Seks.

Det var mit ærlige tal.

Men da Hanne spurgte, sagde jeg:

“Syv.”

Ordet kom ud, før jeg nåede at standse det.

“Syv?” sagde Pia.

Jeg nikkede.

“Hvem er den sidste?”

“En, I ikke kender til.”

Det var teknisk set sandt.

De kendte ikke til ham.

Fordi han ikke fandtes.

Jeg havde opfundet en mand for ikke at stå på seks sammen med Pia og Marianne.

Det var kun én streg.

Én lille løgn i en aften fuld af større løgne.

Alligevel husker jeg den tydeligt.

For det var første gang, jeg løj over for gruppen for at hæve mit antal.

Jeg havde allerede løjet for min mand.

For børnene.

For kolleger.

For mændene, jeg så.

Nu løj jeg også for de kvinder, der kendte mit hemmelige liv.

Konkurrencen havde ikke kun ødelagt vores troskab.

Den var begyndt at ødelægge ærligheden mellem os.

“Hvor mødte du ham?” spurgte Marianne.

“Til et arrangement.”

“Hvilket?”

“Et arbejde.”

“Var det for nylig?”

“Ja.”

Jeg holdt svarene korte.

Det virkede.

De andre gik videre.

Hanne satte den syvende streg.

Jeg så på den og mærkede først lettelse.

Så skam.

Ikke nok til at rette tallet.

Papiret lå midt på bordet resten af aftenen.

Ni ved Susanne.

Syv ved Lone og mig.

Seks ved Pia og Marianne.

Fem ved Hanne og Birgit.

Det lignede ikke længere en samling historier.

Det lignede en stilling.

Birgit sagde ikke meget efter optællingen.

Hun sad nederst sammen med Hanne.

Da samtalen gik videre, begyndte hun pludselig at fortælle om en mand fra sit arbejde, som hun tidligere havde afvist.

Han havde inviteret hende til kaffe flere gange.

Hun havde sagt nej.

“Er han pæn?” spurgte Lone.

“Ja.”

“Så hvorfor siger du nej?”

“Fordi jeg allerede har rigeligt.”

“Du har fem,” sagde Pia.

Det blev sagt let.

Men Birgit hørte tallet.

Vi gjorde alle.

Fem var for få nu.

Ikke i forhold til et ægteskab.

I forhold til os.

“Han skriver stadig,” sagde Birgit.

“Hvad vil han?”

“Det ved jeg godt.”

“Hvad vil du?”

Birgit så på papiret.

“Jeg ved det ikke.”

Men hun vidste det.

Det gjorde vi også.

Manden var blevet mere interessant, fordi han kunne ændre hendes tal.

Han var ikke ny.

Ikke nogen pludselig forelskelse.

Ikke et menneske, hun hidtil havde haft svært ved at modstå.

Hun havde afvist ham flere gange.

Nu sad der fem streger ved hendes bogstav, og afslaget begyndte at føles som en spildt mulighed.

Hanne havde samme reaktion.

Hun nævnte manden fra hotelbaren igen.

Ham, hun tidligere havde sagt ikke talte.

“Han har faktisk skrevet flere gange,” sagde hun.

“Så mødes med ham,” sagde Lone.

Hanne så på hende.

“Jeg ved ikke, om jeg har lyst.”

“Så lad være.”

Der gik et øjeblik.

“Men måske har jeg.”

Det var tallet, der talte.

Ikke lysten.

Ikke manden.

Forskellen mellem fem og seks.

Da aftenen sluttede, foldede Hanne papiret sammen.

“Skal jeg smide det ud?” spurgte hun.

“Ja,” sagde Susanne straks.

“Gem det,” sagde Pia.

“Hvorfor?”

“Så kan vi se, hvor vi er næste gang.”

Der blev grinet.

Men Hanne smed det ikke ud.

Hun lagde det i en køkkenskuffe under nogle servietter.

Det vidste hendes mand selvfølgelig ikke.

I deres fælles køkken lå et stykke papir med syv kvinders forbogstaver og antallet af mænd, de havde bedraget deres ægtemænd med.

Et regnskab over svigt gemt mellem ting, familien brugte til fødselsdage og middage.

To dage senere skrev Birgit til manden fra arbejdet.

Hun foreslog selv kaffen.

Hanne aftalte et møde med manden fra hotelbaren.

Lone kontaktede en mand, hun ikke havde set i flere måneder.

Pia genoptog forbindelsen til ham fra hotellet, selv om hun egentlig var blevet træt af ham.

Marianne begyndte at svare en ny kontakt hurtigere.

Og jeg fandt en måde at gøre min opdigtede syvende mand virkelig på.

Der var en mand, jeg havde mødt flere gange gennem arbejdet.

Han havde flirtet med mig.

Jeg havde holdt ham på afstand.

Ikke af loyalitet.

Fordi jeg ikke havde været særlig interesseret.

Nu begyndte jeg at se på ham anderledes.

Han kunne udfylde den streg, jeg allerede havde fået skrevet.

Det er svært at forklare, hvor forvrænget min tankegang var blevet.

Jeg havde ikke løjet om tallet og derefter følt, at jeg måtte rette løgnen.

Jeg følte, at jeg måtte gøre løgnen sand.

Jeg fandt en grund til at ringe til ham.

Samtalen handlede først om arbejde.

Så sagde jeg:

“Vi får aldrig talt færdigt, når vi mødes i de store grupper.”

Han blev stille et øjeblik.

“Det kan vi vel gøre noget ved.”

Jeg lod, som om jeg overvejede det.

“Vi kunne drikke kaffe.”

“Kun kaffe?”

Han sagde det med et smil i stemmen.

Jeg burde have lagt på.

I stedet svarede jeg:

“Det kommer vel an på, hvor god den er.”

Vi aftalte en dag.

Da jeg lagde telefonen, mærkede jeg tilfredshed.

Ikke fordi jeg glædede mig særligt til manden.

Fordi tallet syv nu næsten var sandt.

Det var dér, antallet for alvor begyndte at styre os.

Vi opsøgte ikke længere kun mænd, fordi vi blev tiltrukket.

Vi lod ikke engang altid lysten komme først.

Nogle gange kom tallet først.

Så fandt vi manden bagefter.

Det næste møde behøvede ikke være bedre.

Han behøvede ikke være smukkere, klogere eller mere spændende.

Han skulle bare være ny.

Et nyt navn.

En ny historie.

En ny streg på papiret.

Ved den næste kvindeaften hentede Hanne arket frem.

Nogle af stregerne var blevet rettet.

Fem var blevet til otte.

Syv til elleve.

Ni til fjorten.

Ingen kommenterede længere, hvor grotesk det var.

Vi spurgte kun:

“Hvem er kommet til?”

Festerne, hvor vi gik på jagt efter sex

Efterhånden tog vi ikke længere til fester for at se, om der tilfældigvis opstod noget.

Vi tog af sted med håbet om, at det gjorde.

Det var en vigtig forskel.

Tidligere havde vi fortalt os selv, at mændene kom til os.

At et blik blev hængende.

At en samtale udviklede sig.

At vi blev revet med af en stemning, vi ikke havde planlagt.

Nu planlagde vi stemningen.

Vi valgte festerne ud fra, hvem der kunne komme.

Vi spurgte ind til gæstelister.

Hvilke virksomheder der deltog.

Om der var mænd fra andre byer.

Om der var mulighed for overnatning.

Om der fandtes lokaler, parkeringspladser, hotelværelser eller andre steder, hvor man kunne forsvinde i en halv time uden at blive savnet.

Vi talte ikke altid direkte om sex.

Men det var det, vi mente.

En fest med mange mænd og få kendte ansigter blev betragtet som en god mulighed.

En fest med vores egne mænd, naboer og familie var mindre interessant.

En fest, hvor alle skulle hjem samtidig, var besværlig.

En fest med buskørsel, hotel eller fri bar gav flere åbninger.

Vi vidste præcis, hvad vi ledte efter.

Ikke en ny ægtemand.

Ikke en stor forelskelse.

En mand, vi havde lyst til at være sammen med den aften.

Det blev meget tydeligt ved en stor sommerfest gennem Lones arbejde.

Den blev holdt på et kursuscenter langt nok fra byen til, at de fleste gæster skulle overnatte.

Der var middag i en stor sal.

Bar.

Dansegulv.

En lang terrasse ud mod en mørk park.

Og værelser i tre forskellige bygninger omkring hovedhuset.

Lone havde fået lov til at tage en gæst med.

I stedet for én endte vi med at tage tre af sted.

Lone, Hanne og mig.

Hanne kendte én fra virksomheden og kunne komme med gennem hende.

Jeg blev præsenteret som en tidligere samarbejdspartner.

Ingen spurgte nærmere.

Allerede hjemme hos Lone talte vi om mændene.

Ikke om, hvorvidt nogen mon ville lægge mærke til os.

Om hvem vi selv kunne få lyst til.

“Der kommer en afdeling fra Sjælland,” sagde Lone, mens hun lagde makeup.

“Dem kender ingen af vores mænd.”

“Hvor gamle er de?” spurgte Hanne.

“Det ved jeg ikke.”

“Så har du undersøgt for lidt.”

Lone grinede.

“Der kommer også nogle fra salg.”

“De er som regel mere direkte,” sagde jeg.

“Det kan være en fordel,” sagde Hanne.

Vi talte om mænd, vi endnu ikke havde mødt, som om vi vurderede en menu.

Ikke ondskabsfuldt.

Ikke fordi vi ønskede at ydmyge nogen.

Men fordi de skulle opfylde et formål.

De skulle være attraktive nok.

Diskrete nok.

Frie nok i løbet af aftenen.

Interesserede uden at være besværlige.

Helst ikke nogen, der boede tæt på.

Helst ikke nogen, som kunne dukke op i vores almindelige liv bagefter.

Vi ønskede sex uden efterfølgende sammenblanding.

Lyst uden ansvar.

Et møde, der kunne bruges og afsluttes.

Det var ikke sådan, vi formulerede det dengang.

Men det var sådan, vi handlede.

Jeg prøvede to kjoler.

Den ene var mørkeblå og enkel.

Den anden var sort og mere kropsnær.

“Hvilken?” spurgte jeg.

“Den sorte,” sagde Lone.

“Den blå er mere elegant,” sagde Hanne.

“Men hvilken virker bedst?” spurgte jeg.

Ingen behøvede spørge, hvad jeg mente med virker.

Lone pegede på den sorte.

“Den fortæller mere.”

“Uden at fortælle for meget,” tilføjede Hanne.

Jeg valgte den sorte.

Ikke for at blive beundret på afstand.

Fordi jeg ville mindske afstanden.

Vi hjalp hinanden med hår og makeup.

Talte om, hvem der måtte gå først.

Hvem der kunne dække, hvis én af os forsvandt.

Hvilke historier vi skulle bruge, hvis nogen spurgte, hvor vi havde været.

“Vi må ikke alle tre blive væk samtidig,” sagde Hanne.

“Selvfølgelig ikke.”

“Én bliver i salen.”

“Og én holder øje med telefonerne,” sagde Lone.

“Hvorfor telefonerne?”

“Hvis nogen ringer hjemmefra.”

Det var ikke længere bare forberedelse til en fest.

Det var koordinering.

Vi planlagde fravær, før vi vidste, hvem vi skulle være fraværende med.

Allerede dér havde vi besluttet, at noget gerne måtte ske.

Da vi ankom, var der reception på terrassen.

Mænd og kvinder stod i små grupper med glas i hænderne.

Navneskilte på tøjet.

Latter, der var lidt for høj, fordi mange allerede havde fået vin.

Jeg så mig omkring.

Ikke efter nogen, jeg kendte.

Efter nogen, jeg kunne få lyst til.

Det var også nyt.

Tidligere havde jeg ventet på at blive valgt.

Nu valgte jeg.

Jeg vurderede mændene.

Højde.

Krop.

Ansigt.

Måden de bevægede sig på.

Om de virkede selvsikre.

Om de stod alene eller med kolleger.

Om de havde ring på.

Ringen afholdt mig ikke længere.

Den kunne næsten være en fordel.

En gift mand havde som regel også noget at beskytte.

Det kunne gøre ham mere diskret.

“Der,” sagde Lone lavt.

Hun nikkede mod en gruppe ved døren.

“Den mørkhårede.”

“Den høje?” spurgte Hanne.

“Nej. Ham ved siden af.”

“Han er ikke min type.”

“Det er han heller ikke tiltænkt dig.”

Lone smilede.

Hun havde allerede udvalgt ham.

Ikke fordi han havde set på hende.

Fordi hun så på ham og mærkede lyst.

Det var så enkelt.

Hun ønskede ham.

Nu handlede resten af aftenen om at finde ud af, om hun kunne få ham med sig.

Hanne havde fået øje på en ældre mand med gråt hår og mørk jakke.

“Han ser gift ud,” sagde jeg.

“Det gør de fleste.”

“Kan du lide ham?”

“Jeg kan lide den måde, han står på.”

“Hvordan står han?”

“Som om han er vant til at få sin vilje.”

Hun sagde det med et lille smil.

Hun søgte ikke længere den følsomme mand fra beskederne.

Hun havde allerede prøvet omsorg, fortrolighed og langsom opbygning.

Den aften ville hun have noget mere direkte.

Jeg fandt ikke nogen med det samme.

Der var flere attraktive mænd.

Men ingen, jeg straks ønskede at gå videre med.

Det gjorde mig rastløs.

Ikke skuffet over manglende opmærksomhed.

Skuffet over min egen manglende lyst.

Jeg var kommet med en intention.

At tage hjem uden en oplevelse ville få aftenen til at føles mislykket.

Det var sådan, vores mål havde flyttet sig.

En god middag og en sjov fest var ikke længere nok.

Der skulle helst være sex.

Ellers havde aftenen ikke givet det, vi kom efter.

Under middagen sad vi spredt.

Det var bevidst.

Lone placerede sig ved siden af den mørkhårede mand.

Hun havde skiftet bordkort med en kollega, som ikke anede hvorfor.

Hanne sad tre pladser fra den gråhårede.

Jeg kom ved siden af en mand fra en anden afdeling, som hed Thomas.

Inden jeg gik fra bordet med Thomas, havde jeg allerede taget et billede på toilettet. Ikke et pænt billede til familiealbummet. Et pikant billede af mit underliv, nok til at modtageren skulle forstå, hvad jeg var på vej ind i.

Jeg tænkte længe og sendte det til den mand fra de lange beskeder, ham jeg stadig holdt varm, selv om Thomas sad få meter fra mig. Jeg skrev: Jeg burde gå hjem. Han svarede næsten med det samme: Men det gør du ikke.

Den besked ramte mig hårdere end Thomas’ hånd på min ryg senere. Det var netop dobbeltheden, der tændte mig: at Thomas kunne have mig foran sig, mens en anden mand sad et sted og blev ophidset af billedet og vidste, at jeg ikke valgte at standse.

Han var midt i fyrrerne.

Gift.

Arbejdede med salg.

Ikke den smukkeste mand i salen.

Men han havde en rolig stemme og en måde at se direkte på mig, når jeg talte.

Efter ti minutter vidste jeg, at jeg havde lyst til ham.

Ikke fordi han havde sagt noget særligt.

Han kiggede på mig med lyst og det var nok til at han skulle tilfredsstilles med min krop.

Det var fysisk.

Hans hænder.

Den mørke skjorte.

Duften, når han lænede sig lidt nærmere for at høre mig over musikken.

Jeg begyndte ikke at overveje, om han kunne blive en vigtig mand i mit liv.

Jeg begyndte at overveje, hvor vi kunne gå hen.

Det var dét, der var blevet vores virkelighed.

Jeg spurgte, om han overnattede.

Han nikkede.

“Bygning C.”

“Alene?”

Han smilede.

“Det kommer vel an på aftenen.”

Det var ikke skjult.

Han vidste, hvad jeg spurgte om.

Jeg kunne mærke lysten blive stærkere, netop fordi vi slap for den lange leg.

“Og du?” spurgte han.

“Jeg har ikke et værelse.”

“Det kan løses.”

Han sagde det roligt.

Ikke som en romantisk invitation.

Som en praktisk mulighed.

Det passede mig.

Under bordet rørte hans knæ mit.

Jeg flyttede ikke benet.

Lidt senere lagde han hånden kort på mit lår.

Jeg mærkede ikke først og fremmest begejstring over at blive valgt.

Jeg mærkede lyst.

Jeg ønskede, at hånden blev.

Det var ikke længere historien bagefter, der drev mig.

Jeg ønskede selve mødet.

Hans krop og hans penis et sted eller flere steder inde i mig..

Den korte følelse af at træde ud af alt det almindelige og ind i noget, der kun handlede om begær.

På et tidspunkt fangede jeg Hannes blik hen over bordet.

Hun så på Thomas.

Så på mig.

Jeg nikkede svagt.

Hun forstod.

Senere mødtes vi tre på toilettet.

Det var også planlagt.

Et tidspunkt, hvor vi kunne afstemme aftenen uden at vække opmærksomhed.

Lone stod foran spejlet og rettede sin læbestift.

“Min er interesseret,” sagde hun.

“Din?” spurgte jeg.

“Den mørkhårede.”

“Har I aftalt noget?”

“Han går udenfor ved elleve.”

Hanne vaskede hænder.

“Min vil have mig med på sit værelse efter desserten.”

“Vil du?”

“Ja.”

Hun svarede uden tøven.

Så så de på mig.

“Thomas,” sagde jeg.

“Ham ved siden af dig?”

Jeg nikkede.

“Vil du ham?”

“Ja.”

Det var den vigtigste forskel.

Ikke:

Vil han dig?

Men:

Vil du ham?

Vi var ikke længere passive kvinder, der lod sig rive med af mændenes opmærksomhed.

Vi havde lyst.

Vi gik efter den.

“Har han værelse?” spurgte Lone.

“Ja.”

“Hvilken bygning?”

“C.”

“Min er i B,” sagde Hanne.

“Så vi er spredt.”

“Det er bedre.”

Vi aftalte, at Lone blev i salen længst.

Hun skulle kunne svare, hvis nogen spurgte efter Hanne eller mig.

Når hun selv gik, ville hun sige, at hun hjalp Hanne, som havde fået det dårligt.

Hvis nogen ringede hjemmefra, skulle vi sende en kort besked i vores lille kæde.

Én prik betød, at alt var i orden.

To betød ring til mig.

Tre betød kom tilbage med det samme.

Vi havde lavet signaler.

Ikke fordi nogen havde tvunget os.

Fordi vi ønskede at gennemføre.

Jeg gik med Thomas kort efter klokken elleve.

Ikke direkte fra dansegulvet.

Vi gik hver for sig.

Han først.

Jeg fem minutter senere.

Jeg sagde til en kvinde ved bordet, at jeg skulle hente noget i bilen.

Hun nikkede uden interesse.

Ingen holdt øje med mig.

Det gjorde næsten situationen mere uvirkelig.

Hele den risiko, jeg havde bygget op i hovedet, fandtes måske kun dér.

De fleste mennesker var optaget af sig selv.

Jeg krydsede gården mellem bygningerne.

Musikken blev svagere bag mig.

Det var køligt.

Jeg havde ingen jakke med.

Ved døren til bygning C stod Thomas og ventede.

Han sagde ikke noget.

Bare holdt døren.

På vej op ad trappen mærkede jeg ingen tvivl.

Bente’s liv 6: Det jeg stadig ikke forstår

Det overrasker mig stadig, når jeg tænker på det.

Jeg tænkte ikke på at vende om.

Ikke på min mand.

Ikke på børnene.

Ikke på morgendagen.

Jeg tænkte kun, at jeg havde lyst til den mand, der gik foran mig.

Værelset var lille.

En seng.

Et skrivebord.

En stol med hans jakke over ryggen.

Han lukkede døren.

Så var festen væk.

Jeg fortæller ikke detaljerne.

De er ikke nødvendige.

Det afgørende var, at jeg ikke var blevet lokket derop.

Jeg var ikke blevet overrumplet.

Jeg havde ikke drukket så meget, at jeg ikke vidste, hvad jeg gjorde.

Jeg havde valgt ham.

Vurderet ham.

Skabt muligheden.

Gået over gården.

Fulgt efter.

Og været sammen med ham, fordi jeg ønskede sex.

Ikke nødvendigvis lige med den mand, men jeg ønskede sex.

Jeg ønskede at være del af kvindegruppen og jeg ville under ingen omstændigheder være nederst på listen.

Det var en sandhed, jeg senere forsøgte at gøre mere kompliceret.

At jeg savnede noget.

At jeg følte mig overset.

At gruppen påvirkede mig.

Alt det var også sandt.

Men den aften var den enkle sandhed:

Jeg havde lyst.

Lyst til sex, men hvem begyndte ikke at være så afgørende mere.

Og jeg satte min lyst over det løfte, jeg havde givet min mand.

Jeg havde lyst. Uanset om det betød jeg var utro, jeg skulle lyve for min mand eller slippe kontrollen over mig selv. Jeg havde lyst.

Da jeg kom tilbage til salen, var der gået næsten en time.

Jeg gik først på toilettet.

Rettede håret.

Skiftede læbestift.

Sendte en prik til de andre.

Hanne svarede ikke.

Lone sendte en prik tilbage.

På dansegulvet så jeg ingen af dem.

Jeg tog et glas vand og satte mig ved et bord med nogle kvinder, jeg knap kendte.

Mit hjerte slog stadig hurtigt.

Jeg følte mig ikke skyldig lige dér.

Jeg følte mig umættelig.

Ikke følelsesmæssigt.

Kropsligt.

Som om den uro, jeg havde haft siden ankomsten, ikke var blevet stillet.

Det var også nyt.

Jeg gik på straks på jagt efter endnu en mand.

Jeg fandt hurtigt en ny interesseret.

Jeg slæbte ham på toilettet og det gik stærkt.

Jeg havde fået det, jeg var kommet efter.

Dan jeg kom ud fra toilettet, var de andre stadig ikke kommet.

Kort efter kom Hanne ind.

Hun så på mig.

Jeg kunne se svaret i hendes ansigt, før hun satte sig.

“Og?” hviskede jeg.

Hun nikkede.

“Godt?”

“Ja.”

Hun smilede.

Ikke over, at en mand havde valgt hende.

Over det, der faktisk var sket.

Hun havde ønsket ham.

Hun havde fået ham.

Nu sad hun med den samme rolige tilfredshed som mig.

Lone kom først tilbage langt senere.

Hun havde ikke været på værelset med den mørkhårede.

Han delte værelse med en kollega.

I stedet var de gået ud i parken og videre til en afsides bygning, hvor der stod nogle tomme mødelokaler.

“Skete der noget?” spurgte Hanne.

Lone så på os.

“Ja.”

“Alt?”

“Ja.”

Hun sagde det med stolthed.

Ikke kun fordi manden havde ønsket hende.

Fordi hun havde løst det praktiske problem.

Ingen værelse.

Ingen aftale på forhånd.

Alligevel havde hun fundet et sted og gennemført.

Det gav historien en ekstra værdi i gruppen.

Ikke kun sexen.

Risikoen.

Opfindsomheden.

Da festen sluttede, sov vi ikke meget.

Vi endte på Lones værelse med skoene på gulvet og makeup, der var begyndt at glide.

Vi sammenlignede ikke kun mændenes ord.

Vi talte om oplevelserne.

Hvem havde været mest direkte?

Hvem havde været mest nervøs?

Hvem ville vi se igen?

Var det bedre med en næsten fremmed eller én, man havde opbygget noget med?

Ville lysten have været den samme uden festen, alkoholen og risikoen?

Vi talte om sex, fordi det var sexen, vi havde søgt.

Ikke romantik.

Ikke kærlighed.

Ikke en fremtid.

Lone sagde, at hun ikke behøvede se sin mand igen.

Hanne ville gerne have nummeret på den gråhårede.

Thomas havde allerede givet mig sit.

“Vil du mødes med ham igen?” spurgte Lone.

Jeg tænkte mig om.

“Måske.”

“Var det ikke godt?”

“Jo.”

“Så hvorfor måske?”

“Fordi det måske netop var festen.”

Jeg forstod allerede, at lysten kunne være knyttet til situationen.

Jagten.

Valget.

Det fremmede værelse.

At vide, at vi kunne blive savnet i salen.

Næste møde ville ikke have den samme begyndelse.

Derfor var det muligt, at jeg hellere ville finde en ny.

Ikke fordi Thomas havde været dårlig.

Fordi det nye altid trak stærkere.

Den anden mand på toilettet fortalte jeg dem ikke om. Det var min hemmelighed.

Da vi kom hjem næste dag, fortalte vi hver vores historie.

Lone havde sovet uroligt.

Hanne havde talt med nogle kvinder til langt ud på natten.

Jeg havde fået hovedpine og var gået tidligt på værelset.

Vores mænd spurgte ikke meget.

De var glade for at se os.

Spurgte, om vi havde haft det sjovt.

Vi sagde ja.

Det var ikke engang løgn.

Vi havde haft præcis den aften, vi ønskede.

Det var måske dét, der burde have skræmt os mest.

Ikke at noget var gået galt.

At alt var gået efter planen.

Ved næste kvindeaften blev sommerfesten omtalt som en succes.

Ikke på grund af musikken.

Maden.

Selskabet.

Tre kvinder var taget af sted.

Tre kvinder var kommet hjem med hver deres seksuelle oplevelser.

Det blev en ny målestok.

En fest, hvor ingen fandt en mand, begyndte at føles som en spildt mulighed.

Hvis kun én lykkedes, havde de andre været for forsigtige.

Hvis to gjorde, blev den tredje spurgt, hvad der var gået galt.

Hvis alle kom hjem med noget at fortælle, havde aftenen været god.

Festerne var ikke længere steder, hvor vi kunne møde nogen.

De var blevet jagtområder.

Og vi tog ikke kun af sted for at blive set.

Vi tog af sted, fordi vi ville have sex.

Julefrokosterne, hvor alkoholen fjernede de sidste grænser

Julefrokosterne blev de værste.

Ikke fordi december gjorde os til andre mennesker.

Men fordi næsten alt omkring aftenerne gav os en undskyldning for at slippe det sidste.

Der var alkohol fra tidlig eftermiddag.

Mænd og kvinder, som ikke normalt festede sammen.

Hoteller.

Taxaer.

Mørke parkeringspladser.

Toiletter langt fra selskabslokalet.

Kollegaer fra andre afdelinger og andre byer, som man måske aldrig behøvede møde igen.

Og derhjemme sad vores mænd ofte med børnene og forventede, at vi kom sent tilbage.

Ingen undrede sig over midnat.

Ingen undrede sig over klokken to.

Hvis vi kom hjem trætte, lugtede af alkohol og gik direkte i bad, var det næsten en del af julefrokostens natur.

Det gjorde det lettere at skjule alt andet.

Vi begyndte allerede i november at tale om, hvilke julefrokoster vi skulle til.

Ikke som kalenderaftaler.

Som muligheder.

“Hvor mange kommer der?” spurgte Lone.

“Omkring hundrede,” svarede Hanne.

“Er det kun jeres egen afdeling?”

“Nej. Også folk fra to andre byer.”

“Overnatning?”

“Ja.”

“Så er den god.”

Det var sådan, vi vurderede dem.

En lille middag med ti kolleger var næsten uinteressant.

En stor fest med ukendte mænd og hotelværelser havde værdi.

Marianne havde tre julefrokoster samme år.

Én gennem arbejdet.

Én med en brancheforening.

Én med nogle gamle bekendte.

Pia havde to.

Hanne havde én stor og én mindre.

Birgit skulle til en fest, hvor Jørgen også kom.

Lone var inviteret til flere, fordi hun kendte mennesker mange steder.

Susanne sagde ikke ret meget om sine planer, men det betød efterhånden bare, at hun ikke ønskede at oplyse dem endnu.

Jeg havde selv to.

Den første var gennem arbejdet.

Den anden var en større sammenkomst, hvor flere virksomheder deltog.

Vi talte ikke kun om, hvem der kunne komme.

Vi talte om, hvad vi håbede at gøre.

“Jeg gider ikke endnu en aften, hvor jeg bare sidder og drikker,” sagde Lone.

“Hvad vil du så?” spurgte Birgit.

Lone så på hende.

“Det ved du godt.”

Hun ønskede sex.

Ikke måske.

Ikke hvis stemningen tilfældigvis udviklede sig.

Hun tog af sted med den forventning, at hun skulle have sex en ny mand.

Hanne havde samme mål.

Hun havde allerede sine faste kontakter, men julefrokosten gav mulighed for en ny.

En mand uden beskedhistorik.

Uden krav.

Uden måneders planlægning.

En, der kun fandtes i nogle timer.

“Jeg vil helst én, jeg ikke skal se igen,” sagde hun.

“Så vælg én fra den anden by,” sagde Marianne.

“Det gør det også lettere bagefter.”

Vi talte om det, som om vi udvekslede praktiske rejseråd.

Vælg en mand langt væk.

Undgå dem fra din egen afdeling.

Tag ikke imod gaver.

Giv ikke dit private nummer, medmindre du vil fortsætte.

Hvis det kun skal være én aften, så lad det være én aften.

Men julefrokoster fulgte sjældent de regler, vi lavede i ædru tilstand.

Alkoholen gjorde ikke alle beslutninger for os.

Det er vigtigt for mig at sige.

Vi vidste godt, hvad vi ønskede, før vi drak.

Vinen fjernede bare den del af os, der stadig kunne have sagt:

Det er nok.

Den første julefrokost det år var Pias.

Hun fortalte om den få dage senere.

Vi sad hjemme hos mig.

Hun kom sent og virkede træt.

Ikke skamfuld.

Mere brugt op.

“Var den god?” spurgte Lone.

Pia tog sin frakke af.

“Den var voldsom.”

“På hvilken måde?”

Hun satte sig og tog imod et glas vin.

Det var næsten absurd.

Hun var stadig mærket af alkoholen fra weekenden, men begyndte aftenen med endnu et glas.

Festen var blevet holdt på et hotel.

Pia havde været der fra klokken tre om eftermiddagen.

Først reception.

Så mad.

Snaps.

Vin.

Drinks.

Musik.

Da klokken blev ti, var flere allerede tydeligt berusede.

Pia havde selv drukket mere, end hun plejede.

Ikke så meget, at hun intet huskede.

Men nok til, at vurderingerne blev kortere.

Hun havde først haft øje på en mand fra en anden afdeling.

Han var høj, mørkhåret og omkring hendes egen alder.

De havde danset.

Han havde lagt hånden på hendes hofte.

Hun havde ønsket, at han tog hende med på værelset.

“Hvorfor gjorde han ikke det?” spurgte Birgit.

“Han blev dårlig.”

“Af alkoholen?”

Pia nikkede.

“Han forsvandt.”

Det havde gjort hende mere skuffet, end det burde.

Hun havde været klar.

Havde besluttet sig.

Og nu stod hun pludselig uden den mand, hun havde udvalgt.

Tidligere kunne hun have taget det som et tegn på, at aftenen skulle slutte anderledes.

I stedet fandt hun en ny.

“Så hurtigt?” spurgte jeg.

Pia så på mig.

“Jeg havde jo stadig lyst.”

Det var den enkle sandhed.

Hun ønskede ikke nødvendigvis den første mand som person.

Hun ønskede sex.

Da han forsvandt, flyttede lysten videre.

Den næste mand stod ved baren.

Han var ikke lige så attraktiv.

Lidt ældre.

Mere beruset.

Men han var interesseret og havde et værelse.

De talte ikke længe.

Han spurgte, om hun ville have et glas med op.

Hun sagde ja.

“Vidste han, at du var gift?” spurgte Susanne.

“Jeg havde ringen på.”

“Så du sagde det ikke?”

“Det var ikke nødvendigt.”

De gik hver for sig fra baren.

Pia ventede et par minutter og fulgte efter.

Hun var på værelset i under en time.

Da hun kom tilbage, var den første mand fra dansegulvet også kommet tilbage.

Han havde fået det bedre.

Han fandt hende.

Undskyldte.

Sagde, at han stadig gerne ville se hende.

Vi sad stille.

“Så hvad gjorde du?” spurgte Lone.

Pia så ned i glasset.

“Jeg gik med ham senere.”

Der kom ingen latter.

Ikke med det samme.

Det var første gang, én af os fortalte, at hun havde været sammen med to forskellige mænd samme aften.

Ikke over længere tid.

Ikke i forskellige uger.

Samme julefrokost.

Samme hotel.

Få timer imellem.

“Vidste han noget om den første?” spurgte Marianne.

“Nej.”

“Var det på hans værelse?”

“Nej. Han delte værelse med en kollega.”

“Hvor så?”

Pia tøvede.

“På et toilet længere nede ad gangen.”

Hun sagde det lavt.

Ikke fordi vi havde brug for detaljer.

Men fordi stedet fortalte noget om, hvor langt hendes grænser var flyttet.

Det var ikke planlagt.

Ikke romantisk.

Ikke engang særligt privat.

Et toilet på et hotel under en julefrokost.

Mennesker gik forbi udenfor.

Musikken kunne høres gennem væggene.

Der var risiko for, at nogen prøvede døren.

“Var du ikke bange?” spurgte Hanne.

“Jo.”

“Så hvorfor gjorde du det?”

Pia trak på skuldrene.

“Jeg ville stadig have ham.”

Den første mand havde ikke fjernet lysten.

Måske havde han gjort den stærkere.

Ikke fordi oplevelsen havde været fantastisk.

Fordi hele aftenen var blevet seksuel.

Da én grænse først var krydset, føltes den næste mindre.

Hun kom hjem næste morgen.

Hendes mand havde lavet morgenmad.

Børnene sad stadig i nattøj.

Han spurgte, om hun havde haft det sjovt.

Hun sagde ja.

Spurgte, om hun måtte sove et par timer.

Så gik hun i bad og lagde sig.

“Havde du dårlig samvittighed?” spurgte jeg.

Pia så på mig.

“Ja.”

“Hvilken af dem tænkte du mest på?”

Hun svarede ikke straks.

“At der havde været to.”

Det var tallet, der fyldte.

Ikke mændene.

Ikke deres ansigter.

To på én aften.

Hun skammede sig.

Men hun vidste også, at historien ville gøre indtryk på os.

Det gjorde den.

Lone var den første, der sagde:

“Det er alligevel noget.”

Hun mente det som en blanding af chok og anerkendelse.

Det var sådan, vi reagerede.

Vi kunne være forfærdede og imponerede samtidig.

Og den del af reaktionen, der gav status, var ofte den, kvinden huskede længst.

Den følgende weekend var det Hannes tur.

Hendes julefrokost var endnu større.

Næsten to hundrede mennesker.

Flere virksomheder.

Fest på et konferencehotel.

Hanne havde bestilt værelse sammen med en kvindelig kollega.

Det var den officielle plan.

Men allerede inden middagen havde hun vurderet, at kollegaen sandsynligvis ville sove hos en mand, hun selv så.

Det gav Hanne værelset alene.

Hun fortalte det til os i en beskedgruppe, vi var begyndt at bruge.

Jeg får nok værelset for mig selv.

Lone svarede:

Så er der ingen undskyldning.

Hanne sendte et grinende ansigt.

Ingen skrev:

Pas på dig selv.

Ingen skrev:

Tænk på din mand.

Vi skrev om muligheden.

Hun fandt først én mand ved middagen.

En gift leder fra en anden virksomhed.

Han var omkring ti år ældre.

Ikke særlig køn, sagde hun.

Men han havde autoritet.

Han talte, som om han forventede at blive hørt.

Det tændte hende.

Hun havde allerede besluttet sig, før desserten.

Ikke kun at hun gerne ville have ham.

At hun ville sørge for, at det skete.

Hun lod sit værelsesnummer ligge på en serviet ved hans plads.

Ikke hele nummeret.

Kun de tre cifre.

Han fandt hende senere ved baren.

“Er det en invitation?” spurgte han.

“Det kommer an på, om du forstår den.”

Han gjorde.

Han kom op på hendes værelse efter midnat.

Hun fortalte ikke meget om mødet.

Kun at det var kort.

Direkte.

Præcis det, hun havde ønsket.

Han gik igen efter en halv time.

Hanne blev liggende.

Drak vand.

Tænkte, at aftenen kunne slutte dér.

Så hørte hun musik nedenfra.

Hun tog kjolen på igen.

Rettede makeup.

Gik tilbage.

“Hvorfor?” spurgte Birgit.

Hanne smilede.

“Jeg var ikke træt.”

Det var ikke hele forklaringen.

Hun var stadig seksuelt opladet.

Den første mand havde ikke afsluttet aftenen for hende.

Han havde åbnet noget.

I baren faldt hun i snak med en yngre mand.

Han vidste intet om lederen.

Hanne fortalte ikke, at hun allerede havde haft én mand på værelset.

Hun lod aftenen begynde forfra.

Han var mere legende.

Mindre kontrolleret.

De dansede.

Gik udenfor.

Endte i et tomt konferencerum.

Ikke på værelset.

Hanne ønskede ikke, at de to mænd måske mødte hinanden på gangen.

“Så du var også sammen med to?” spurgte Pia.

Hanne nikkede.

Hun sagde det med større sikkerhed, end Pia havde gjort.

Ikke fordi hun var mindre skyldig.

Fordi Pia allerede havde gjort det muligt at fortælle.

Det, der én uge tidligere havde chokeret os, havde nu fået et eksempel.

Hanne stod ikke alene med handlingen.

Hun kunne lægge sin historie ved siden af Pias.

“Hvem var bedst?” spurgte Lone.

Det var det første spørgsmål, der for alvor afslørede konkurrencen.

Ikke:

Hvordan har du det?

Ikke:

Var du bange?

Hvem var bedst?

Hanne tænkte sig om.

“Den anden.”

“Hvorfor?”

“Fordi jeg selv også var mere fri.”

Hun mente sandsynligvis, at alkoholen havde taget mere af hendes hæmning.

At hun efter det første møde ikke længere følte, hun havde noget at beskytte den aften.

Hun havde allerede gjort det.

Resten blev lettere.

Kort efter fulgte Lone.

Hendes julefrokost blev holdt i et forsamlingshus uden hotel.

Det burde have gjort den mindre farlig.

Men hun fandt andre steder.

En parkeret bil.

Et toilet.

Et baglokale, hvor kasser med drikkevarer stod stablet.

Lone fortalte det med en blanding af stolthed og mørk humor.

Hun havde ikke bare været sammen med to mænd.

Hun havde været sammen med tre.

Ikke på samme tid.

Tre forskellige møder i løbet af natten.

Den første kendte hun lidt.

Den anden havde hun mødt samme aften.

Den tredje var en mand, hun kun havde danset med kort før lukketid.

“Tre?” sagde Marianne.

Lone nikkede.

“Hvordan kunne du overhovedet nå det?”

Spørgsmålet lød næsten beundrende.

Lone begyndte at forklare tidslinjen.

Den første tidligt på aftenen.

Den anden efter midnat.

Den tredje, mens de sidste gæster ventede på taxa.

Hun kunne huske rækkefølgen.

Stederne.

Hvem der havde taget initiativ.

Men da Hanne spurgte om den tredje mands navn, blev Lone stille.

“Jeg tror, han hedder Martin.”

“Tror du?”

“Ja.”

“Eller?”

“Det kan også have været Morten.”

Vi begyndte at le.

Lone gjorde også.

Det var en rå latter.

For hvad skulle vi ellers gøre?

Hun havde haft sex med en mand, hvis navn hun ikke sikkert kendte.

Vi kunne have standset dér.

Set, at antallet var ved at erstatte næsten alt andet.

Men i stedet sagde Pia:

“Så tæller han stadig.”

Det var det vigtigste i vores forvrængede regnskab.

Ikke navnet.

Ikke mennesket.

At han talte.

Julefrokosterne gjorde os hurtigere.

Mere direkte.

Da personligheden blev ligegyldig

Vi brugte mindre tid på at vurdere mændenes personlighed.

Hvis lysten var der, muligheden fandtes, og manden virkede diskret nok, kunne det være tilstrækkeligt.

Nogle gange var selv tiltrækningen begrænset.

Alkoholen, stemningen og forventningen gjorde resten.

Det var ikke kun de andre.

Jeg blev selv en del af det.

Ved min anden julefrokost det år havde jeg allerede besluttet, at jeg ikke ville tage tidligt hjem.

Min mand tilbød at hente mig.

Jeg sagde nej.

“Jeg ved ikke, hvornår det slutter.”

“Jeg kan bare komme, når du ringer.”

“Det er nemmere med taxa.”

Han så på mig.

Ikke mistænksomt.

Bare overrasket over, at jeg afviste hjælpen.

“Okay,” sagde han.

“Så skriv, når du kører.”

Jeg lovede det.

Allerede dér vidste jeg, at jeg måske ikke ville tage direkte hjem.

Festen blev holdt i et stort selskabslokale ved en restaurant.

Der var ingen officielle værelser.

Men et mindre hotel lå fem minutters gang derfra.

Jeg kendte ikke gæstelisten på forhånd.

Det gjorde aftenen mere spændende.

Jeg fandt hurtigt en mand, jeg havde lyst til.

Han var fra en virksomhed i en anden landsdel.

Gift.

Omkring min egen alder.

Han dansede godt.

Ikke på den klodsede måde, mange fulde mænd gjorde.

Han holdt mig tæt uden at virke desperat.

Jeg mærkede tidligt, at jeg gerne ville være sammen med ham.

Vi talte ikke om muligheden i lange sætninger.

Han spurgte, om jeg skulle hjem samme nat.

“På et tidspunkt.”

“Jeg har værelse på hotellet.”

“Det er praktisk.”

Han smilede.

“Meget.”

Vi gik derover omkring midnat.

Jeg var beruset.

Men jeg vidste, hvad jeg gjorde.

Jeg gik selv.

Holdt hans arm på vejen.

Stod ved siden af ham i receptionen, mens han hentede sin nøgle.

Jeg kunne have vendt om.

Det gjorde jeg ikke.

Efter mødet gik jeg tilbage til julefrokosten.

Det havde jeg ikke behøvet.

Jeg kunne være taget hjem.

Men alkoholen i kroppen og den seksuelle uro var ikke væk.

Jeg havde fået en oplevelse.

Alligevel føltes aftenen ikke afsluttet.

Ved baren mødte jeg en anden mand.

Han var yngre.

Ikke nær så rolig.

Mere fuld.

Han vidste ikke, hvor jeg havde været.

Han begyndte at flirte åbent.

Jeg reagerede.

Ikke fordi den første mand havde skuffet mig.

Fordi jeg kunne mærke, at en anden mulighed var tilgængelig.

“Hvor har du været?” spurgte en kollega.

“Ude at få luft,” sagde jeg.

Hun nikkede.

Det var så let.

Jeg dansede med den yngre mand.

Kyssede ham i en gang.

Han ville have mig med udenfor.

Jeg sagde ja.

Vi fandt et toilet i en anden del af bygningen, hvor der næsten ikke kom nogen.

Jeg husker især lyset.

Skarpt og hvidt.

Ikke romantisk.

Ikke smigrende.

Et spejl over håndvasken.

Papir på gulvet.

Musikken dunkende svagt gennem væggen.

Jeg så mig selv et øjeblik.

Kjolen.

Det udtværede hår.

Ringen.

Og manden bag mig, som jeg næsten ikke kendte.

Jeg kunne have standset.

I stedet låste jeg døren.

Jeg fortæller det ikke for at gøre oplevelsen pirrende.

Der var intet smukt ved den.

Men jeg ønskede den i øjeblikket.

Det er den del, jeg ikke vil skjule bag alkoholen.

Jeg var beruset.

Men jeg var ikke uden vilje.

Jeg valgte.

Da jeg kom ud, vaskede jeg hænder.

Rettede håret.

Så på mig selv igen.

Denne gang følte jeg skam.

Ikke nok til at gå hjem med det samme.

Men nok til, at jeg ikke ønskede at møde mit eget blik.

Jeg gik tilbage til selskabet.

Fandt min taske.

Bestilte en taxa.

På vej hjem skrev min mand:

Er du på vej?

Jeg svarede:

Ja. Det var en lang aften.

Han sendte et hjerte.

Jeg sad i taxaen med telefonen i hånden og tænkte på toilettet.

På hotelværelset.

På de to mænd.

I taxaen kiggede chaufføren på mig eller rettere på min kjole som faktisk næsten var trukket helt op.

Han sagte: “Enten så dækker du dine ben til, eller så holder jeg ind til siden for at se nærmere på dem”.

Jeg svarede ikke og trak heller ikke min kjole ned igen og kort tid efter, drejede taxa chaufføren væk fra hovedvejen. Jeg vidste hvad det betød. Ikke fordi han var interessant, eller jeg havde specielt lyst til ham, men hans begær gav ham lov til at blive nummer 3.

På at mit første instinkt stadig var at skjule det, så jeg kunne komme hjem og lægge mig ved siden af ham.

Han havde sat vand og hovedpinepiller frem på natbordet.

Jeg så dem, da jeg kom ind.

Han sov.

Jeg gik direkte i bad.

Næste morgen spurgte han, om jeg havde danset meget.

“Ja,” sagde jeg.

“Det kan jeg se på dine fødder.”

Han hentede kaffe til mig.

Jeg kunne næsten ikke holde hans venlighed ud.

Alligevel fortalte jeg ikke sandheden.

Få dage senere fortalte jeg historien til kvinderne.

Ikke først.

Jeg ventede, til Pia og Hanne havde talt om deres to mænd.

Lone havde allerede fortalt om tre.

Jeg vidste, at min historie ikke længere var den største.

“Jeg havde også to,” sagde jeg.

Lone smilede.

Jeg ville ikke fortælle dem om taxa chaufføren, da det virkede lidt for billigt.

“Samme aften?”

“Ja.”

“Hvor?”

“Den ene på hotellet. Den anden på toilettet.”

Der kom den reaktion, jeg både frygtede og ønskede.

Udbrud.

Spørgsmål.

Latter.

Sammenligninger.

Jeg fortalte om stederne.

Ikke om vandet og hovedpinepillerne.

Ikke først.

Ikke om hjertet i beskeden.

Jeg gav historien den form, der kunne stå ved siden af de andres.

Lone havde tre.

Vi andre to.

Marianne sad stille og lyttede.

Hun havde endnu ikke været til sin største julefrokost.

Jeg så det i hendes blik.

Hun ville ikke stå tilbage med en enkelt mand.

“Jeg skal af sted på fredag,” sagde hun.

“Så har du noget at leve op til,” sagde Pia.

Vi lo.

Men det var ikke længere kun en vittighed.

Marianne tog af sted med et tal i hovedet.

Det indrømmede hun senere.

Hun ønskede ikke blot en god seksuel oplevelse.

Hun ønskede mindst to mænd, fordi vi andre havde haft det.

Helst tre, fordi Lone havde sat en ny målestok.

Det var dér, julefrokosterne gik fra at fjerne vores grænser til at skabe nye forventninger.

Én mand på en aften begyndte at føles alt for almindeligt og kedeligt.

To blev en god historie.

Tre gav status.

Hvor det skete, begyndte også at betyde noget.

Et hotelværelse var sikkert, men kedeligt.

En bil var mere risikabel.

Et toilet mere råt.

Et baglokale mere improviseret.

Stederne blev en del af fortællingen.

Alkoholen gjorde os mindre kræsne.

Konkurrencen gjorde os mindre varsomme.

Og lysten blev blandet med behovet for at kunne komme tilbage til bordet og sige:

“Der var mere end én.”

Da december var slut, havde vi alle syv været sammen med nye mænd. Mange af os flere end vi fortalt de andre.

Flere af os havde haft sex med mere end én på samme aften.

Vi kunne ikke længere huske alle navnene.

Men vi huskede tallene.

Vi huskede stederne.

Vi huskede, hvem der havde overgået hvem.

Og vi begyndte at se frem til næste års julefrokoster, længe før skammen fra de sidste var forsvundet.

Alkoholen havde ikke skabt vores lyst.

Den havde heller ikke skabt vores valg.

Den havde bare fjernet den sidste pause mellem lysten og handlingen.

Til sidst behøvede vi næsten heller ikke alkoholen længere.

Mændene fra barerne og de steder, vi før ville have skammet os over

Efter julefrokosterne behøvede vi ikke længere en rigtig fest.

Vi behøvede næsten heller ikke en bestemt mand.

Vi behøvede bare et sted med alkohol, fremmede og mulighed for at forsvinde.

En bar.

Barerne hvor vi skiftede ansigt

Barerne havde hver deres lugt: gammel øl i træet, parfume i luften, våde jakker om vinteren og den søde, kvalme blanding af drinks og røg i tøjet.

Vi kom ind som gifte kvinder, men efter den første drink begyndte vi at bevæge os anderledes. Pia stod med hofterne lidt fremme. Lone talte med hænderne. Hanne lo højere end nødvendigt. Marianne sagde mindst, men så mest.

Mændene dér talte ofte med en skråsikkerhed, der ikke krævede meget indhold. De lænede sig ind, smilede med halvlukkede øjne og brugte stemmer, der skulle lyde dybe. Vi lod dem tro, det virkede bedre, end det gjorde.

En bodega.

Et værtshus ved en station.

Et diskotek, hvor gulvet klistrede, toiletterne lugtede, og ingen spurgte, hvem man var gift med.

De steder hvor ingen kendte os

Musikken var så høj, at tankerne kunne gemme sig i den. Gulvet trak i skoene, og luften var tung af parfume, øl, røg i tøjet og kroppe, der stod for tæt.

På toilettet lå der papir på gulvet, og spejlet var plettet af vand og fingeraftryk. Alligevel stod vi der og rettede læbestift, som om vi gjorde os klar til noget elegant.

Det anonyme sted gjorde os modigere, men også grovere. Når ingen kendte os, var det lettere at lade som om, vi ikke skyldte nogen sandheden.

Jo mere anonymt stedet var, desto bedre.

Der var færre øjne, der kendte os.

Færre mennesker, der kunne forbinde os med vores mænd, børn eller hjem.

På den slags steder kunne vi blive kvinder uden fortid.

Og efterhånden opførte vi os også sådan.

Vi tog ikke længere ud for at se, om noget skete.

Vi tog ud for at sørge for, at det gjorde.

Inden vi forlod huset, talte vi om aftenen, som mænd måske talte om en jagt.

Hvor mange var der mon?

Hvilke steder havde flest fremmede?

Hvor sent skulle vi blive, før de mest forsigtige mænd var gået hjem?

Hvem kunne tage en mand med på hotel?

Hvem havde en bil?

Hvem kunne bruge mit navn, hvis hendes mand ringede?

Og hvor mange mænd kunne man realistisk nå, hvis aftenen først sluttede ved firetiden?

Vi sagde ikke altid tingene så direkte.

Men det var sådan, vi tænkte.

En fredag tog Lone, Pia, Birgit og jeg til en større by, hvor sandsynligheden for at møde nogen, vi kendte, var lille.

Vi havde fortalt vores mænd, at vi skulle spise, drikke vin og overnatte hos en gammel veninde til Pia.

Den veninde fandtes.

Men hun var på ferie.

Det tomme hus var kun en adresse, vi kunne nævne, hvis nogen spurgte.

Vi havde ingen planer om at sove der alle fire.

Allerede på hotelværelset, hvor vi gjorde os klar, begyndte vi at tale om antallet.

“Hvor mange vil I have i aften?” spurgte Lone.

Hun stod i undertøj foran spejlet og lagde makeup.

Hun sagde det, som om hun spurgte, hvor mange drinks vi regnede med at få.

Birgit lo.

“Én god er vel bedre end tre dårlige.”

“Det siger du kun, fordi du ikke tror, du kan nå tre.”

“Jeg kan godt nå tre.”

“Så gør det.”

Birgit så på hende i spejlet.

Der var et lille sekund, hvor konkurrencen blev helt tydelig.

“Fint,” sagde hun.

“Så tre.”

Pia rystede på hovedet.

“I er vanvittige.”

“Hvad vil du selv?” spurgte Lone.

Pia tog sin kjole på.

“Jeg har ikke noget tal.”

“Så ender du med én.”

“Og hvad er der galt med det?”

“Ingenting.”

Lone smilede.

“Hvis han er god nok.”

Vi grinede.

Men vi vidste allerede, at én ikke længere lød af meget.

Ikke efter julefrokosterne.

Ikke efter to og tre mænd på samme aften.

Vi var begyndt at måle aftenerne på, hvor langt vi gik.

Hvor mange steder.

Hvor mange mænd.

Hvor lidt vi bagefter kunne fortælle uden at føle skam.

Og netop skammen gjorde ofte historien bedre.

Vi begyndte på en cocktailbar.

Den var for pæn.

Mændene sad i grupper og talte om arbejde.

De drak langsomt.

Kiggede, men kom ikke hurtigt nok hen.

Efter en time var Lone rastløs.

“Her sker jo ingenting.”

“Vi er lige kommet,” sagde jeg.

“Vi har siddet her i en time.”

“Så tal med nogen.”

“Jeg vil ikke bruge hele aftenen på samtale.”

Det var dér, vi var kommet hen.

Samtalen var blevet en forsinkelse.

Vi behøvede ikke længere lære mændene at kende.

Vi ville vide tre ting.

Var vi tiltrukket nok?

Var de villige?

Kunne det ske hurtigt og diskret?

Resten var ofte ligegyldigt.

Vi gik videre til en mørkere bar tæt ved stationen.

Her stod mændene tættere.

Musikken var højere.

Flere var berusede.

Der var mænd i arbejdstøj, skjorter, læderjakker og billige parfumer.

Nogle kom direkte fra firmafester.

Andre havde siddet der hele aftenen.

Vi tog plads ved baren og spredte os næsten med det samme.

Det var blevet en fast metode.

Ingen mænd gik hen til fire kvinder, der sad tæt og vurderede dem.

Én kvinde alene ved disken var lettere.

Birgit satte sig i den ene ende.

Lone gik ud i rygeområdet.

Pia stillede sig ved et højt bord.

Jeg blev midt i baren.

Vi lod som om, vi ikke var sammen.

Men vi holdt øje med hinanden gennem spejlene bag flaskerne.

Allerede efter få minutter stod en mand ved siden af mig.

Han hed vist Frank.

Eller Frans.

Jeg er ikke sikker.

Han var beruset, men ikke så meget, at han vaklede.

Omkring halvtreds.

Bred over skuldrene.

Gift.

Han viste ringen, da jeg spurgte.

“Det gør ikke noget,” sagde jeg.

Ordene overraskede ham.

Så smilede han.

“Det gør det heller ikke for mig.”

Vi brugte ikke tid på at spille uskyldige.

Han spurgte, om jeg boede i byen.

Jeg sagde nej.

Han spurgte, om jeg havde hotel.

Jeg sagde ja.

Jeg spurgte, om han kunne være væk uden problemer.

Han sagde, at hans kone troede, han sov hos en kollega.

Det var nok.

Vi drak én drink sammen.

Så gik vi.

Ikke hånd i hånd.

Ikke tæt.

Han gik et stykke foran mig.

Jeg ventede udenfor hotellet, mens han sikrede sig, at ingen fra baren fulgte efter.

Vi var blevet så forsigtige med at skjule handlingerne, at selve sexen næsten virkede rutinemæssig.

Han kom med op.

Der var ingen lang samtale.

Ingen romantisk stemning.

Jeg ønskede ham heller ikke på den måde, jeg engang havde ønsket mænd.

Jeg ønskede det, han kunne give mig i den time.

Kroppen.

Intensiteten.

Den korte følelse af ikke at tilhøre nogen.

Han gik igen kort efter.

Jeg gik i bad.

Ikke fordi jeg ville rense mig moralsk.

Fordi jeg skulle ud igen.

Da jeg kom tilbage til baren, sad Pia med en mand, hun næsten sad oven på.

Hun havde hans hånd under bordet.

Lone var væk.

Birgit stod ved dansegulvet med to mænd.

Ikke én.

To.

Jeg gik hen til hende.

“Hvad laver du?”

Hun lo.

“De er venner.”

“Begge?”

“Det ser sådan ud.”

Den ene var yngre.

Den anden ældre.

De vidste begge, at hun var gift.

Det gjorde dem mere direkte.

Den yngre sagde, at de havde et værelse på et billigt hotel lidt længere nede ad gaden.

Birgit så på mig.

Ikke nervøs.

Næsten triumferende.

“Du sagde tre,” sagde jeg.

“Jeg er i gang.”

Hun gik med dem begge.

Ikke fordi hun var forelsket.

Ikke fordi hun kendte dem.

Fordi muligheden var større end det, vi tidligere havde oplevet.

To mænd på én gang kunne blive den historie, ingen af os andre kunne overgå den aften.

Det vidste hun.

Det vidste jeg.

Og det vidste hun, at jeg vidste.

Jeg sagde ikke, at hun skulle lade være.

Jeg sagde kun:

“Send en prik.”

Hun grinede.

“Det bliver måske to.”

Så gik hun.

Senere fortalte hun, at værelset var beskidt.

Bente’s liv 6: Da værelset blev gjort til en historie

Hun beskrev det næsten med et grin, men jeg kunne høre noget andet under ordene. Den skarpe lugt af røg i sengetøjet, dåserne på gulvet, mændenes stemmer, der ikke havde behøvet at være venlige.

Vi burde have standset ved den del. Spurgt, om hun var okay. Spurgt, hvorfor hun blev. I stedet lyttede vi efter det, der kunne fortælles videre.

Det var sådan vi gjorde skade smuk nok til at gentage.

At der stod tomme dåser på gulvet.

At sengetøjet lugtede af røg.

At den ene mand havde været så beruset, at han næsten ikke kunne.

At den anden hele tiden talte grimt til hende.

Hun havde flere gange tænkt på at gå.

Men hun blev.

Ikke fordi hun nød hvert øjeblik.

Fordi hun havde besluttet, at det skulle tælle.

Det var noget af det mørkeste ved os dengang.

Når vi først havde valgt en historie, kunne vi fortsætte, selv efter lysten blev mindre.

Vi ville ikke vende tilbage til bordet og sige:

“Jeg kunne ikke.”

“Jeg fortrød.”

“Jeg gik.”

Det ville føles som at tabe.

Så vi gennemførte.

Også med mænd, vi ikke længere havde lyst til.

Også på steder, vi bagefter ikke kunne holde ud at tænke på.

Pia forsvandt med manden fra det høje bord kort efter midnat.

Hun kendte ikke hans efternavn.

Vidste kun, at han arbejdede med transport og havde en varevogn parkeret i nærheden.

Hun gik med ham ud.

Ikke til et hotel.

Til bilen.

Da hun kom tilbage, havde hun en plet på kjolen og en lille rift i strømpen.

Hun gik direkte på toilettet.

Jeg fulgte efter.

“Hvordan var det?”

Hun så på sig selv i spejlet.

“Ikke godt.”

“Vil du hjem?”

“Nej.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi jeg ikke vil slutte aftenen sådan.”

Det var et mønster, der blev stærkere.

En dårlig oplevelse skulle overskrives.

Ikke bearbejdes.

Ikke føre til, at vi standsede.

Den skulle dækkes af en ny mand.

En bedre.

Pænere.

Renere.

Mere opmærksom.

En, der kunne få os til at føle, at den første ikke sagde noget om vores værdi.

Pia vaskede sig så godt, hun kunne.

Rettede kjolen.

Lånte min parfume.

Gik tilbage til baren.

Inden for en halv time stod hun med en anden mand.

Han var mere velsoigneret.

Mere ædru.

Havde skjorte og dyrt ur.

Hun gik målrettet efter ham.

Ikke fordi lysten var begyndt fra bunden.

Fordi hun havde brug for at føle, at hun stadig kunne vælge bedre.

Den anden mand tog hende med til et rigtigt hotel.

Hun kom først tilbage to timer senere.

Nu smilede hun.

“Bedre?” spurgte jeg.

“Meget.”

“Så tæller den første stadig?”

Hun så på mig.

“Selvfølgelig.”

Det var grotesk.

Den dårlige oplevelse var noget, hun ønskede at glemme.

Men manden skulle stadig tælles.

Antallet måtte ikke gå tabt, bare fordi oplevelsen havde været elendig.

Lone kom tilbage omkring klokken ét.

Hun havde været væk længe.

Manden fra rygeområdet havde kørt hende til en parkeringsplads bag et værksted.

De havde været sammen i bilen.

Bagefter havde han sat hende af ved baren igen.

“Var han god?” spurgte Pia.

“Han var okay.”

“Kun én?”

Lone så på hende.

“Indtil videre.”

Hun var straks på jagt igen.

Ikke fordi hun stadig havde stærk lyst.

Fordi hun hørte, at Pia allerede havde haft to.

Bordet med de fire mænd

Hun gik hen til et bord med fire mænd, der var tydeligt berusede.

De begyndte at konkurrere om hendes opmærksomhed.

En købte drinks.

En anden tilbød cigaretter.

Den tredje lagde hånden på hendes hofte.

Hun lod dem.

Vi så på.

Ikke som bekymrede veninder.

Som dommere, der ventede på udfaldet.

Hun valgte den højeste.

De gik ud bag baren.

Da hun kom tilbage, var hendes makeup udtværet.

Hun smilede bredt.

“To.”

Pia løftede glasset.

“Velkommen.”

Lone satte sig.

“Jeg er ikke færdig.”

Birgit var stadig væk med de to mænd.

Jeg havde kun haft én.

Det begyndte at irritere mig.

Det er svært at skrive den sætning.

Jeg havde allerede bedraget min mand den aften.

Været sammen med en fremmed mand på hotellet.

Og alligevel følte jeg mig bagud.

Jeg begyndte at se på mændene på en anden måde.

Ikke:

Har jeg lyst til ham?

Men:

Kan han blive nummer to?

Det gjorde udvalget større.

Bilen blev også et sted, hvor jeg mistede grebet om mig selv. Jeg kunne køre fra arbejde og love mig selv, at nu skulle jeg hjem. Femten minutter senere kunne kroppen alligevel føles rastløs, som om en besked, et blik eller bare tanken om en mand havde åbnet noget, jeg ikke kunne lukke igen.

Nogle gange standsede jeg, før jeg nåede hjem. Ikke altid for at møde nogen. Nogle gange bare for at sidde bag rattet, onanere kort og lade fantasien gøre mig klar til en beslutning, jeg allerede vidste var forkert.

Hvis jeg kørte ind på en rasteplads, var det sjældent kærlighed, jeg ledte efter. Det var bekræftelse. En mand, der så mig hurtigt og kropsligt. En mand, der kunne få mig til at føle mig valgt, uden at han kendte mig nok til at kræve noget af mit hjerte.

Hver gang jeg sænkede kravet til manden, hævede jeg samtidig svigtet mod Erik. Det lyder mærkeligt, men sådan føltes det: jo mindre manden betød, desto mere absurd blev det, at jeg risikerede mit ægteskab for ham.

Hjertet vidste det. Hovedet vidste det. Kroppen var ligeglad i de minutter, hvor lysten tog over. Den ville mærkes, vælges, bruges, bekræftes. Og bagefter kom spørgsmålet igen: Hvorfor gjorde du det?

Og dårligere.

En mand satte sig ved siden af mig.

Når jeg tænker på ham, ser jeg ikke et ansigt først. Jeg ser skjorten, der strammede over maven, hånden på bardisken og de mørke kanter under neglene.

Jeg mærkede ikke tiltrækning. Jeg mærkede muligheden for en historie. Det er grimt at indrømme, men i mit hoved var han allerede ved at blive et tal, før han blev et menneske.

Manden jeg ikke ville have valgt ædru

Han havde rød hud i ansigtet, en hals der bulede over skjortekraven, og hår der lå fladt på hovedet af sved. Hans stemme var ru, og når han grinede, kom lyden for tæt på mit øre.

Han kaldte mig søde pige, selv om jeg ikke længere var en pige, og hans hånd fandt hurtigt vej til stoleryggen bag mig. Det var ikke charmerende. Det var bare tydeligt.

Alligevel blev jeg siddende. Ikke fordi han var interessant, men fordi hans interesse var så enkel, at jeg ikke behøvede kæmpe for den.

Han lugtede af sved, røg og spiritus.

Hans negle var sorte langs kanten.

Han havde en skjorte på, der var for lille over maven.

Tidligere ville jeg ikke have overvejet ham.

Den aften talte jeg med ham i ti minutter.

Ikke fordi tiltrækningen voksede.

Fordi han var villig.

Han spurgte, om vi skulle gå ud bagved.

Jeg tøvede.

Så så jeg Pia og Lone, der sad med to mænd hver i deres historier.

Jeg sagde ja.

Bag baren stod affaldscontainere og tomme ølkasser.

Der lugtede surt.

En lampe flimrede over en bagdør.

Vi fandt et skjult område mellem en mur og et hegn.

Jeg vidste næsten intet om ham.

Ikke engang sikkert hans navn.

Han sagde måske Ole.

Måske Ove.

Det betød ikke noget i øjeblikket.

Jeg ønskede ikke ham.

Jeg ønskede nummer to.

Det er sandheden.

Jeg kunne have standset.

Det gjorde jeg ikke.

Bagefter gik han ind uden rigtigt at sige farvel.

Jeg stod alene ved hegnet.

Rettede mit tøj.

Jeg havde fået det, jeg troede, jeg ville have.

To mænd på én aften.

Men jeg følte mig ikke fri.

Jeg følte mig beskidt.

Ikke på den måde, vi brugte ordet senere omkring bordet, når vi ville gøre en historie fræk.

Rigtigt beskidt.

Billig.

Som om jeg havde handlet med mig selv for at få et tal.

Jeg gik ud på toilettet.

Vaskede hænder længe.

Så på mit ansigt.

En del af mig ville tage hjem.

En anden del tænkte:

Du kan stadig finde én, der gør aftenen bedre.

Det var den samme mekanisme som hos Pia.

Skam førte ikke til stop.

Skam førte til søgen efter en ny mand, der kunne genskabe følelsen af værdi.

Jeg gik tilbage.

Der stod en velklædt mand ved baren.

Ædruere end de fleste.

Han smilede til mig.

Jeg smilede tilbage.

Inden for en halv time sad vi i en taxa.

Han havde et værelse på et større hotel i centrum.

Jeg fortalte ham ikke om de to andre mænd.

Han troede, at han var den eneste den aften.

Jeg lod ham tro det.

Han bestilte vin på værelset.

Talte om sit arbejde.

Spurgte ind til mig.

Sagde, at han syntes, jeg var elegant.

Ordet ramte mig.

Elegant.

Efter manden ved affaldscontainerne havde jeg brug for at høre netop det.

Jeg blev hos ham længere.

Ikke fordi han var den, jeg helst ville have haft fra begyndelsen.

Fordi han fik mig til at føle, at den anden oplevelse ikke definerede mig.

Da jeg gik derfra, havde jeg været sammen med tre mænd på én aften.

Jeg burde have været knust af skam.

I stedet var den stærkeste tanke:

Nu kan jeg fortælle, at jeg også havde tre.

Det var konkurrencens magt.

Den kunne gøre noget nedværdigende til en sejr, hvis tallet var højt nok.

Vi mødtes igen på den første bar lidt før lukketid.

Birgit var kommet tilbage.

Hun havde været sammen med begge mænd, men ikke på den måde hun havde forestillet sig.

Den ene var blevet dårlig.

Den anden havde presset stemningen i en rå retning.

Hun var blevet, fordi hun ikke ville virke bange.

Det sagde hun selv.

“Så var det to?” spurgte Lone.

Birgit tøvede.

“Ja.”

“Begge tæller?”

“Ja.”

“Hvem var bedst?”

“Ingen af dem.”

Vi lo.

Birgit gjorde også.

Men hendes øjne gjorde ikke.

Pia havde haft tre mænd, viste det sig.

Efter hotellet havde hun mødt endnu en ved en natklub, vi gik videre til.

Hun havde været sammen med ham på et toilet kort før lukketid.

Hun kendte kun hans fornavn.

Lone endte på fire.

Den sidste var en taxachauffør, som kørte hende tilbage til hotellet.

Hun havde flirtet med ham under turen.

Bedt os andre gå ind først.

Så var hun kørt en ekstra tur med ham og kommet tilbage næsten en time senere.

“Fire?” sagde Birgit.

Lone smilede.

“Fire.”

Hun havde vundet aftenen.

Det kunne mærkes.

Ingen sagde ordet vundet.

Men hun sad med den største historie.

En mand i bilen.

En bag baren.

En fra natklubben.

Taxachaufføren til sidst.

Hun kunne ikke huske alle efternavnene.

Vidste ikke sikkert, om to af dem var gift.

Hun havde ingen planer om at se nogen af dem igen.

Men hun havde fire.

Det var dét, der blev husket.

Næste morgen vågnede vi spredt.

Birgit i vores oprindelige hotelværelse.

Pia i sengen ved siden af hende.

Jeg på et andet hotel, fordi jeg var faldet i søvn hos den sidste mand og først var gået ved daggry.

Lone kom tilbage kort efter mig.

Hendes hår var sammenfiltret.

Kjolen krøllet.

Hun smed skoene på gulvet.

“Jeg kan ikke mærke mine fødder,” sagde hun.

Pia satte sig op.

“Fire?”

Lone nikkede.

Vi begyndte at le.

Ikke en let latter.

En hysterisk, udmattet latter.

Vi sad fire gifte kvinder i et hotelværelse og grinede over, hvor mange fremmede mænd vi havde været sammen med på én nat.

Tilsammen var tallet tocifret.

Ingen af os var sikre på alle navnene.

Én af os havde været med to mænd på et beskidt værelse.

En anden i en varevogn og på et hotel.

Jeg bag en bar og på to forskellige hoteller.

Lone med mænd, hun kun havde talt med ganske kort.

Der var ingen grænse tilbage, vi respekterede.

Kun grænser, vi kunne overgå næste gang.

I bilen hjem begyndte skammen.

Den kom langsomt.

Da alkoholen forsvandt.

Da dagslyset viste vores ansigter.

Da telefonerne begyndte at vibrere med beskeder fra vores mænd.

Har I sovet godt?

Hvornår er du hjemme?

Børnene glæder sig til at se dig.

Vi svarede varmt.

Normalt.

Som om vi bare havde været fire kvinder på en hyggelig tur.

Pia skrev, at hun var træt efter for meget vin.

Birgit sendte et hjerte til sin mand.

Lone skrev, at hun havde savnet familien.

Jeg skrev:

Jeg kører snart. Elsker dig.

Det var muligt for mig at skrive sandheden om kærligheden og samtidig skjule sandheden om natten.

Jeg elskede ham.

Jeg havde bare gjort kærligheden værdiløs i handling.

Ved næste kvindeaften fortalte vi det hele.

Ikke helt ærligt.

Vi gjorde historierne grovere nogle steder og pænere andre.

Vi gjorde de beskidte lokaler til vilde steder.

De dårlige mænd til rå oplevelser.

Vores tvivl til mod.

Vores selvforagt til frigørelse.

Da jeg fortalte om manden ved affaldscontainerne, lo de andre.

“Hvor beskidt kan du blive?” sagde Hanne.

Jeg smilede.

“Lidt mere endnu.”

Det var sådan, jeg svarede.

Som om det var en præstation.

Jeg fortalte ikke, at jeg havde stået alene bagefter og haft lyst til at græde.

Jeg fortalte, at jeg derefter havde fundet en elegant mand på et hotel.

Historien blev en opstigning.

Fra noget råt til noget eksklusivt.

Fra affaldsstank til vin på et værelse.

Kvinderne lyttede.

Ikke med afsky.

Med fascination.

Lone fortalte om sine fire.

Hun huskede stadig ikke den enes navn.

“Så giv ham et navn,” sagde Marianne.

“Hvad skal vi kalde ham?”

“Nummer tre.”

Vi lo igen.

Nummer tre.

Et menneske reduceret til sin placering i rækken.

Kort efter begyndte vi at omtale mænd sådan.

Den første den aften.

Den anden.

Den hurtige.

Den beskidte.

Den unge.

Ham i bilen.

Ham på toilettet.

Ham fra rastepladsen.

Ham, der lugtede.

Ham, der ikke kunne.

Ham, der kom efter den dårlige.

Mændene blev flere.

Stederne værre.

Historierne mere overdrevne.

Og vi flyttede hele tiden vores egne grænser for, hvad vi ville acceptere.

Barerne lærte os, at der næsten altid fandtes en mand, hvis standarderne blev sænket nok.

En mand ved lukketid.

En beruset fremmed.

En chauffør.

En mand i en varevogn.

En, der kun kendte vores fornavn.

En, der var ligeglad med det.

Vi fortalte os selv, at vi var frie.

At vi tog vores lyst.

At vi gjorde, hvad mænd altid havde gjort.

Men det var ikke hele sandheden.

Frihed føles ikke som panik over at finde nummer tre før lukketid.

Frihed føles ikke som at fortsætte med en mand, man ikke ønsker, fordi man har sagt et tal højt.

Frihed føles ikke som at gå fra en beskidt oplevelse direkte til en ny for at føle sig værdifuld igen.

Vi havde ikke ingen grænser.

Vi var blevet fanget af en ny grænse:

Aftenen måtte aldrig ende med mindre, end vi havde lovet hinanden.

Den skulle helst være grovere.

Vildere.

Mere beskidt.

Mere overdreven end sidst.

Og hvis virkeligheden føltes tom, ændrede vi historien, indtil den lød som en sejr.

Det var sådan mændene fra barerne blev til mange.

Ikke fordi alle syv kvinder altid havde en uimodståelig lyst til hver eneste mand.

Men fordi vi havde lært at forveksle grænseløshed med styrke.

Jo dårligere valget var, desto mere kunne vi bagefter prale af, at vi havde turdet.

Jo flere mænd, desto mindre behøvede den enkelte at betyde.

Og jo mere skam vi bar hjem, desto hurtigere gik vi ud igen for at finde nogen, der kunne få os til at glemme den.

Da vi konkurrerede om antal, variation og de vildeste oplevelser

Efter den nat i den fremmede by kunne det ikke længere skjules, hvad vi var blevet.

Vi konkurrerede.

Ikke åbent.

Ingen sagde:

“Jeg vil overgå dig.”

Ingen førte officielt regnskab over, hvem der havde haft flest mænd på én aften, hvem der havde valgt det mest risikable sted, eller hvem der var gået længst væk fra det menneske, hun plejede at være.

Men vi vidste det.

Når én af os fortalte en historie, målte de andre den.

Hvor mange?

Hvor fremmed var manden?

Hvor hurtigt var beslutningen taget?

Hvor stor havde risikoen været?

Var hendes mand i nærheden?

Var der andre mennesker på den anden side af døren?

Var stedet værre end det sidste?

Havde hun gjort noget, ingen af os tidligere havde gjort?

Antallet var stadig vigtigt.

Men antal alene mistede hurtigt sin kraft.

Når flere af os havde haft to eller tre mænd på én aften, var tre ikke længere nok til at skabe stilhed omkring bordet.

Så måtte historien have noget andet.

Et usædvanligt sted.

En særlig type mand.

En større risiko.

En råhed, der kunne få de andre til både at le og rykke lidt tilbage i stolen.

Vi begyndte at samle på forskelle.

En meget yngre mand.

En langt ældre.

En chef.

En chauffør.

En mand med uniform.

En fremmed, der ikke talte ret meget dansk.

En mand, vi kun kendte fra en bar.

En mand, vi allerede vidste var upålidelig.

En mand, der var alt det, vi normalt ville have undgået.

Jo større afstanden var mellem vores pæne hverdagsliv og manden, vi valgte, desto stærkere blev historien.

Det var Lone, der først sagde det direkte.

Vi sad hjemme hos Susanne.

Det var en almindelig onsdag.

Ingen fest.

Ingen særlig anledning.

Vi drak vin ved køkkenbordet, mens regnen slog mod ruden.

Hanne havde fortalt om en mand, hun havde mødt i forbindelse med arbejdet.

Han var gift.

Velsoigneret.

Omkring hendes egen alder.

De havde set hinanden på et hotel.

“Det lyder jo næsten respektabelt,” sagde Lone.

Hanne så på hende.

“Respektabelt?”

“Ja. Hotel. Pæn mand. Aftale på forhånd. Det er jo nærmest blevet almindeligt.”

“Det var ikke almindeligt for mig.”

“Nej, men historien er.”

Der blev stille.

Hanne så fornærmet ud.

Ikke fordi Lone kritiserede utroskaben.

Fordi hun kaldte oplevelsen almindelig.

Det var dér, vores målestok var endt.

En gift kvinde, der planlagde sex med en gift mand på et hotel, kunne føle sig undervurderet, hvis historien ikke var usædvanlig nok.

“Hvad skal der så til?” spurgte Pia.

Lone tog sit glas.

“Noget, man ikke har hørt før.”

“Hvad har vi ikke hørt?”

“Det ved jeg ikke.”

Hun smilede.

“Det er jo det, der er pointen.”

Fra den aften begyndte flere af os bevidst at søge forskellen.

Ikke bare manden.

Historien.

Marianne fandt en mand, der var næsten tyve år yngre.

Hun mødte ham på en bar gennem en kollega.

Først havde hun afvist ham.

Ikke fordi hun ikke fandt ham attraktiv.

Fordi aldersforskellen gjorde hende usikker.

Så tænkte hun på, hvordan det ville lyde omkring bordet.

En mand så meget yngre.

En, der kunne have valgt kvinder på sin egen alder.

En, der alligevel ønskede hende.

Hun skrev til ham dagen efter.

Det første møde fandt sted i hans lille lejlighed.

Han boede med en ven, så de havde kun få timer alene.

Marianne fortalte, at hun følte sig gammel, da hun trådte ind.

Der stod sportssko i gangen.

Tom emballage på køkkenbordet.

Plakater på væggene.

Et liv uden børn, madplaner og fælles økonomi.

Hun havde næsten vendt om.

Så havde hun tænkt på, at vi andre ville spørge:

“Var du virkelig sammen med en, der var tyve år yngre?”

Hun blev.

Da hun fortalte os historien, var det alderen, der fyldte.

Ikke manden.

Ikke samtalen.

Ikke engang oplevelsen.

Tyve år.

Vi reagerede, som hun havde håbet.

“Så ung?”

“Hvad så han i dig?”

“Var du ikke nervøs?”

“Vil han se dig igen?”

Marianne smilede hele aftenen.

Hun havde noget nyt.

Pia fulgte kort efter med en mand, der var langt ældre.

Han var over tres.

Hun havde mødt ham gennem en bekendt.

Han var velklædt, velhavende og vant til at tale, som om mennesker rettede sig efter ham.

Pia sagde, at hun først ikke havde haft lyst.

Men han havde været tydelig.

Vedholdende.

Og da hun hørte om Mariannes unge mand, begyndte hun at tænke, at modsætningen i sig selv kunne være interessant.

“Hvor gammel præcis?” spurgte Lone.

“Treogtres.”

“Det er næsten dobbelt så gammelt som den, Marianne havde.”

Pia smilede.

“Netop.”

Det ene yderpunkt skabte lysten til det andet.

Ikke nødvendigvis i kroppen.

I konkurrencen.

Susanne valgte en mand, som ingen af os havde forventet.

En almindelig håndværker, der kom i hendes hjem i forbindelse med en reparation.

Hun havde først bare lagt mærke til hans krop.

Måden han arbejdede på.

De grove hænder.

Arbejdstøjet.

Han var gift.

Hun var alene hjemme.

Hun tilbød kaffe.

De talte.

Han kom tilbage dagen efter for at afslutte arbejdet.

Denne gang havde Susanne allerede besluttet, at hun ville gøre mere end at se.

Det risikable var ikke manden.

Det var stedet.

Hendes eget hjem.

Den seng, hun delte med sin mand.

Da hun fortalte os det, reagerede vi kraftigt.

“Derhjemme?”

“I jeres hus?”

“I jeres soveværelse?”

Susanne nikkede.

Hun så ikke stolt ud.

Men hun havde vidst, at netop stedet ville gøre historien større.

“Hvad hvis din mand var kommet hjem?”

“Det gjorde han ikke.”

“Men hvad hvis?”

Susanne tog en slurk.

“Så var alt sluttet.”

Det var sagt roligt.

Næsten som om risikoen havde været en del af valget.

Pia rystede på hovedet.

“Det ville jeg aldrig turde.”

Susanne så på hende.

“Du har været sammen med to mænd samme aften på et hoteltoilet.”

“Det er ikke det samme.”

“Nej.”

Susanne smilede svagt.

“Det er netop derfor.”

Hun havde fundet sin variation.

Ikke flere mænd.

Et mere ødelæggende sted.

Kort efter begyndte vi at tale om, hvad vi aldrig ville gøre.

Det burde have været en måde at genfinde grænser på.

I stedet blev det en liste over fremtidige udfordringer.

“Jeg ville aldrig tage en mand med hjem,” sagde Hanne.

Susanne havde allerede gjort det.

“Jeg ville aldrig være sammen med én i min mands bil,” sagde Birgit.

Pia grinede.

“Så har du lige fundet din næste historie.”

“Det var ikke sådan ment.”

“Nej, men nu tænker du på det.”

Birgit afviste det.

Tre uger senere gjorde hun det.

Hendes mand var til et arrangement.

Bilen stod hjemme.

Birgit havde fortalt, at hun skulle besøge mig.

I stedet hentede hun Michael og kørte ud til et øde område.

Hun brugte sin mands bil, fordi hendes egen var på værksted.

Hun kunne have aflyst.

Det gjorde hun ikke.

Da hun fortalte os om det, begyndte hun med:

“Kan I huske, at jeg sagde, jeg aldrig ville?”

Vi vidste straks, at hun havde gjort det.

“På sædet?” spurgte Lone.

Birgit nikkede.

“Var du ikke bange for, at han kunne mærke noget?”

“Jeg gjorde rent bagefter.”

“Hvad hvis Michael havde efterladt noget?”

“Jeg kontrollerede alt.”

Vi lyttede til de praktiske detaljer.

Rengøringen.

Tøjet.

Hvor hun havde parkeret.

Om bilen kunne spores.

Det var ikke kun sexen, der gjorde historien vild.

Det var, at hendes mand senere samme aften satte sig bag rattet uden at vide, hvad der var sket i hans egen bil.

Birgit fortalte, at han havde kørt dem ud at handle.

Hun sad ved siden af ham.

Børnene sad bagi.

Ingen sagde noget om lugt eller pletter.

Alt var normalt.

Det var den del af historien, der gav mig kvalme.

Men omkring bordet blev den også mødt med en slags mørk fascination.

Hun var kommet meget tæt på sit eget liv uden at blive afsløret.

Det hævede indsatsen.

Hanne svarede med en mand fra en virksomhed, hun samarbejdede med.

Han var kendt.

Ikke landskendt.

Men synlig nok i deres branche til, at flere kunne genkende ham.

Det var risikoen.

Hvis nogen så dem, ville historien ikke kun kunne forbindes til Hanne.

Den kunne sprede sig gennem arbejdet.

Hun mødtes med ham alligevel.

Ikke på et hotel langt væk.

På en restaurant nær deres arbejdsplads.

Derefter i et lokale, han havde adgang til.

“Hvorfor så tæt på?” spurgte jeg.

Hanne smilede.

“Fordi det var muligt.”

Det var ikke hele sandheden.

Hun havde hørt historierne om Susannes hjem og Birgits bil.

Et anonymt hotel ville ikke have givet samme reaktion.

Hun ønskede risikoen.

Ikke kun som seksuel spænding.

Som bevis på, at hun også turde gå længere.

Lone tog konkurrencen i en anden retning.

Hun begyndte at søge flere mænd samme aften uden nødvendigvis at vælge dem på forhånd.

Ikke fordi hun altid ønskede alle lige meget.

Fordi selve jagten var blevet en udfordring.

Hun sagde en aften:

“Jeg vil se, om jeg kan nå fem.”

Vi troede først, hun lavede sjov.

“På én aften?” spurgte Marianne.

Lone nikkede.

“Du havde fire sidst,” sagde Pia.

“Derfor fem.”

“Og hvis du kun finder fire?”

“Så er det stadig fire.”

Hun sagde det let.

Men hun planlagde aftenen nøje.

En stor by.

Flere barer tæt på hinanden.

Hotelværelse.

Tøj, der var let at skifte.

Kontanter.

En forklaring om en weekendtur med veninder.

Hun tog ikke alene af sted.

Hanne og Pia var med.

De skulle hjælpe.

Holde styr på tiden.

Dække fraværet.

Sørge for, at Lone ikke forsvandt med nogen, der virkede farlig.

Det fik os til at føle, at vi var ansvarlige.

Men vores hjælp gjorde det i virkeligheden muligt.

Lone nåede ikke fem.

Hun nåede fire.

Den sidste mulighed faldt fra, fordi manden forsvandt med en anden kvinde.

Da hun fortalte det, lød hun skuffet.

“Så det blev kun fire.”

Kun fire.

Det samme ord, der tidligere havde ramt mig ved tallet to.

Nu kunne fire mænd på én aften lyde utilstrækkeligt.

Pia drillede hende.

“Du er blevet gammel.”

Lone løftede glasset.

“Jeg prøver igen.”

Det var ikke bare en joke.

Hun gjorde det nogle måneder senere.

Denne gang hævdede hun, at tallet blev fem.

Ikke alle møder havde været lige lange.

Ikke alle havde været gode.

Én mand kunne hun ikke huske navnet på.

En anden havde været så beruset, at oplevelsen knap nok kunne kaldes vellykket.

Men i regnskabet var der fem.

Og da Lone lagde fem fingre på bordet, blev der stille.

Hun havde sat endnu en rekord.

Vi brugte netop det ord bagefter.

Rekord.

Som om hun havde gennemført en sportslig præstation.

“Det bliver svært at slå,” sagde Marianne.

“Det behøver I heller ikke,” sagde Lone.

Men hendes smil sagde noget andet.

Selv Susanne blev påvirket.

Hun havde ellers holdt sig mere til samtidige forbindelser end til mange mænd på én aften.

Nu begyndte hun at fortælle om variation.

En læge.

En mand fra et træningshold.

En gift familiefar, hun havde mødt gennem børnene.

Det sidste gjorde os stille.

“En far fra børnenes skole?” spurgte Birgit.

Susanne nikkede.

“Kender din mand ham?”

“Ja.”

“Kommer han i jeres hjem?”

“Han har været der.”

“Det er jo vanvittigt.”

“Det ved jeg.”

“Så hvorfor?”

Susanne så på os.

“Fordi jeg vidste, jeg kunne.”

Det var måske konkurrencens reneste form.

Ikke lysten alene.

Muligheden.

Beviset på, at hun kunne tage en mand så tæt på familien og stadig holde hemmeligheden.

Hun mødtes med ham flere gange.

Til skolearrangementer stod de med deres ægtefæller og talte almindeligt.

Deres børn legede sammen.

Ingen kendte den anden virkelighed.

Susanne fortalte, at netop det tændte hende.

At stå ved siden af sin mand og vide, at den anden mand få meter væk kendte hendes hemmelige krop.

Det var mere end sex.

Det var magten i at eje en sandhed, de andre ikke kendte.

Vi reagerede med en blanding af fascination og afsky.

Men også den historie blev en målestok.

Hvor tæt på familien kunne man komme?

Hvor stor en risiko kunne man tage?

Hvor længe kunne man stå med sin ægtefælle og sin elsker i samme rum uden at afsløre sig selv?

Jeg blev selv trukket med.

Jeg havde haft mange forskellige mænd.

Men jeg manglede efterhånden en historie, der virkelig kunne overraske de andre.

Det vidste jeg godt.

Det er grimt at indrømme.

Jeg begyndte derfor at overveje mænd, jeg tidligere havde holdt helt udenfor.

En mand, som kendte min mand perifert.

Ikke en ven.

Men én, han havde mødt gennem arbejdet.

Vi havde talt sammen flere gange.

Han flirtede åbent.

Jeg havde altid afvist ham, fordi risikoen var for stor.

Efter Susannes historie med faren fra skolen begyndte risikoen at virke som selve tiltrækningen.

Jeg tænkte på, hvad kvinderne ville sige.

“Han kender din mand?”

“Har de talt sammen?”

“Hvad hvis de mødes?”

Jeg kunne allerede høre reaktionen.

Det gjorde manden mere interessant.

Ikke i sig selv.

Som fortælling.

Jeg skrev til ham.

Det første møde var kort.

På en café.

Han spurgte direkte, om min mand vidste, at vi sad der.

“Nej.”

“Burde han?”

“Det kommer an på, hvad der sker.”

Manden smilede.

Han forstod invitationen.

Vi mødtes senere på et hotel.

Han havde kort forinden stået og talt med min mand til et arrangement.

Det vidste jeg.

Min mand havde endda sagt bagefter, at han virkede flink.

Jeg bar den sætning med mig ind på hotelværelset.

Ikke som en bremse.

Som en del af spændingen.

Det er svært at tilgive hos den kvinde, jeg var.

Men jeg vil ikke forskønne hende.

Jeg valgte ikke kun manden, fordi jeg ønskede sex.

Jeg valgte ham, fordi risikoen gjorde oplevelsen mere værdifuld i konkurrencen.

Da jeg fortalte kvinderne det, kom præcis de spørgsmål, jeg havde forestillet mig.

“Kender han virkelig din mand?”

“Har de mødt hinanden?”

“Ved din mand, at du kender ham?”

Jeg svarede.

Nød opmærksomheden.

Gjorde historien større.

Jeg sagde ikke, at manden i sig selv havde været skuffende.

At samtalen havde været bedre end mødet.

At jeg bagefter havde tænkt mere på min egen grænseløshed end på ham.

Det ville have gjort historien svagere.

Jeg fortalte risikoen.

Ikke tomheden.

Det var sådan, vi lærte hinanden at gå længere.

Vi gav mest opmærksomhed til det ekstreme.

Derfor kom der mere af det.

Når én fortalte om en almindelig affære, lyttede vi.

Når én fortalte om en mand i hjemmet, i ægtemandens bil, tæt på børnene eller fem på én aften, standsede hele bordet.

Den stilhed blev en belønning.

Chokket i de andres ansigter blev en slags applaus.

Vi begyndte at tænke på historierne, mens vi levede dem.

Det her har ingen af de andre gjort.

Det her vil de ikke tro på.

Det her bliver aftenens historie.

Sexen kunne være middelmådig.

Manden kunne være glemt få dage senere.

Men hvis historien var stærk, havde oplevelsen stadig værdi.

Det var derfor, stederne blev værre.

Mændene mere tilfældige.

Risikoen større.

Ikke fordi lysten altid krævede det.

Fordi gruppen gjorde det almindelige kedeligt.

En aften lagde Hanne papiret med tallene på bordet igen.

Det var blevet fyldt med rettelser.

Streger oven på streger.

Nogle tal var cirklet ind.

Lone skrev et lille femtal ved siden af sit navn.

“Det er samme aften,” forklarede hun.

Marianne skrev et tyve-tal i parentes ved sit.

“Det er aldersforskellen.”

Susanne tegnede et lille hus.

Birgit en bil.

Vi begyndte at tilføje symboler.

Ikke kun hvor mange.

Hvilken slags historie.

Hotel.

Hjem.

Bil.

Arbejdsplads.

To mænd.

Tre mænd.

Fem mænd.

Nær familie.

En meget ung.

En meget gammel.

Papiret lignede et spil.

Vi sad med vin og foreslog tegn.

Ingen af os sagde:

“Det her er sygt.”

Ingen rejste sig.

Ingen rev papiret i stykker.

Vi lo.

Og når latteren stoppede, tænkte vi hver især over, hvilket symbol vi endnu manglede.

Jeg har senere spurgt mig selv, hvornår vi mistede vores sidste egentlige grænse.

Det var ikke ved den første affære.

Ikke det første hotel.

Ikke engang ved de første mange mænd.

Det var måske dér.

Da en oplevelse ikke længere blev vurderet efter, om vi virkelig ønskede den.

Men efter om den kunne overgå de andres.

Nogle af os var lagt over 70 mænd i det samlede regnskab.

Da risiko blev en kvalitet.

Da skam blev bevis på, at vi havde turdet.

Da et menneske kunne vælges, ikke fordi vi længtes efter ham, men fordi han kunne give os et nyt symbol på papiret.

Vi kaldte det variation.

Erfaring.

At udforske os selv.

Men meget af tiden udforskede vi ikke længere noget.

Vi pressede bare grænsen, fordi den gamle grænse ikke gav samme sus.

Det næste skulle være mere.

Flere mænd.

Et værre sted.

En større risiko.

En historie, der kunne få seks andre kvinder til at tie.

Og hver gang det lykkedes, blev stilheden kortere.

For få uger senere havde én af de andre allerede fundet noget, der var endnu mere ekstremt.

Da vores mænd blev forhindringer for det, vi ønskede

I begyndelsen havde vores mænd været en del af den dårlige samvittighed.

Senere blev de en del af planlægningen.

Ikke som mennesker.

Som tidspunkter.

Arbejdstider.

Fritidsinteresser.

Aftaler.

Dage, hvor de var ude.

Aftener, hvor de var trætte.

Weekender, hvor de havde børnene alene.

Rejser, familiebesøg og møder, som gav os plads.

Vi begyndte at kende deres kalendere på en ny måde.

Ikke kun fordi vi delte et hjem med dem.

Fordi deres fravær skabte mulighed for vores andet liv.

“Er din mand hjemme torsdag?” kunne Pia spørge.

“Nej. Han spiller kort.”

“Hvornår kommer han tilbage?”

“Ved elleve.”

“Så har du fra syv til halv elleve.”

Det var sådan, vi talte.

Ikke:

“Skal I noget sammen?”

“Skal jeg passe dine børn?”

Men:

“Hvor længe er han væk?”

Mændenes aftaler blev tidslommer.

Noget, vi kunne fylde med andre mænd.

Vi begyndte at spørge mere ind til deres vaner.

Ikke af omsorg.

For at kunne bruge dem.

Hvis en mand altid ringede, når han kørte hjem fra arbejdet, skulle mødet afsluttes før.

Hvis han sjældent kontrollerede telefonen, kunne beskeder slettes senere.

Hvis han havde en fast aften ude, kunne den bruges gentagne gange.

Hvis han var spontan, var han farligere.

De forudsigelige mænd var lettest at bedrage.

Det var også ofte de tryggeste.

De mænd, der kom hjem til tiden.

Holdt deres aftaler.

Tog sig af børnene.

Ringede, hvis de blev forsinkede.

Alt det, vi engang havde værdsat, blev nu brugt imod dem.

Mariannes mand var den mest regelmæssige.

Han tog hjemmefra på samme tidspunkt hver morgen.

Kom tilbage næsten på minuttet.

Trænede tirsdag og torsdag.

Besøgte sin mor hver anden søndag.

Marianne havde hele hans liv som et mønster.

Det gjorde hendes dobbeltliv præcist.

Tirsdag mellem halv syv og ni kunne hun være ude.

Torsdag lidt længere.

Hver anden søndag kunne hun skabe to timer om eftermiddagen, hvis børnene var hos venner.

Hun havde ikke bare en kalender over sine mænd.

Hun havde også en kalender over sin ægtemands fravær.

“Han er faktisk utrolig nem,” sagde hun en aften.

Vi sad hjemme hos Hanne.

“Nem?” spurgte Susanne.

“At planlægge omkring.”

“Han er vel bare stabil.”

“Ja.”

Marianne smilede.

“Det er det samme i den her sammenhæng.”

Det var ikke det samme.

Men sådan var vores sprog blevet.

Stabilitet var blevet noget, man kunne udnytte.

Tillid en svaghed.

Forudsigelighed en praktisk fordel.

Hvis en mand ikke mistænkte noget, var det ikke længere et tegn på, at han havde grund til at stole på sin kone.

Det betød, at hun havde mere plads.

Birgit begyndte at opmuntre sin mand til at genoptage en gammel hobby.

Han havde tidligere fisket meget.

Efter børnene var blevet større, var det gledet ud.

Birgit købte ham nyt udstyr til hans fødselsdag.

En flot stang.

En kasse med grej.

Hun talte varmt om, hvor godt det ville være for ham at komme ud igen.

Han blev rørt.

“Det er længe siden, du har købt noget kun til mig,” sagde han.

Birgit fortalte os om hans reaktion.

Hun så ned, mens hun gjorde det.

“Hvorfor købte du det egentlig?” spurgte Susanne.

Birgit tøvede.

“Fordi han savnede at fiske.”

“Kun derfor?”

Der blev stille.

Birgit tog sit glas.

“Jørgen er tit ledig om lørdagen.”

Det var sandheden.

Hun havde købt sin mand en gave, der kunne få ham væk hjemmefra, så hun kunne være sammen med en anden.

Alligevel var gaven også ægte.

Hendes mand blev glad.

Han begyndte at fiske igen.

Kom hjem med røde kinder og historier fra søen.

Han takkede hende flere gange.

Sagde, at hun havde mindet ham om noget, han havde glemt, han holdt af.

Birgit havde givet ham noget godt.

Med et dårligt formål.

Det gjorde handlingen endnu mere forvrænget.

For hun kunne se hans glæde og samtidig glæde sig over de ledige timer.

Første lørdag han tog af sted, mødtes hun ikke med Jørgen.

Hun mødtes med Michael.

Jørgen havde skrevet for meget den uge, og hun var blevet irriteret på ham.

Michael var lettere.

Han kom, mens hendes mand stod ved en sø og brugte den gave, hun havde købt.

Da Birgit fortalte det, lo Lone først.

“Det er da genialt.”

Birgit smilede ikke.

“Det føltes ikke sådan, da han kom hjem.”

“Hvorfor?”

“Han havde købt blomster med.”

“Fordi?”

“Fordi han var glad for gaven.”

Der var igen den korte stilhed, hvor virkeligheden næsten nåede ind til os.

Så spurgte Pia:

“Men kan han lide at fiske igen?”

Birgit nikkede.

“Ja.”

“Så er det vel ikke kun dårligt.”

Sådan gjorde vi.

Vi fandt en lille sandhed, der kunne dæmpe den store.

Han var glad.

Bente’s liv 6: Vi lærte hinanden at manipulere vores mænd

Derfor var manipulationen ikke helt ond.

Han havde fået sin hobby tilbage.

Derfor behøvede vi ikke se på, hvorfor den var blevet genoplivet.

Kort efter begyndte Lone at opmuntre sin mand til flere ture med vennerne.

Han havde tidligere sagt nej til nogle weekender, fordi han ikke ville lade hende stå alene med børnene.

Nu insisterede hun.

“Du skal også leve lidt,” sagde hun til ham.

Han troede, hun var blevet mere rummelig.

Mindre krævende.

Han fortalte vennerne, at hans kone var fantastisk.

At hun aldrig holdt ham tilbage.

Det var næsten tragisk.

For hver gang han tog af sted, fik Lone en hel weekend.

Hun planlagde ikke kun én mand.

Nogle gange flere.

En fredag aften.

En anden lørdag eftermiddag. En anden om aftenen.

Hvis den første blev hængende for længe, blev den næste skubbet.

Hun begyndte at bruge huset, når børnene sov hos bedsteforældrene.

Ikke altid soveværelset.

Stuen.

Bryggerset.

Et gæsteværelse.

Hun undgik sin egen seng, ikke af respekt, men fordi hun var bange for spor.

“Hvad hvis din mand aflyser turen?” spurgte jeg.

“Så aflyser jeg mændene.”

“Begge?”

“Ja.”

“Bliver de ikke sure?”

“Så finder jeg nogle andre.”

Hun sagde det uden tøven.

De hemmelige mænd var ikke længere uerstattelige.

Hendes mand var heller ikke længere centrum for hendes valg.

Han var bare den faktor, der bestemte, om aftalerne kunne gennemføres.

Pias mand arbejdede skiftende tider.

Det havde tidligere gjort planlægningen sværere.

Nu lærte hun at bruge det.

Hun kendte hans vagtplan før ham nogle gange.

Hun kiggede efter aftener og nætter.

Sendte beskeder til mændene, så snart nye vagter blev lagt.

Hvis hendes mand tog en ekstravagt, kunne hun mærke en næsten fysisk lettelse.

Ikke fordi økonomien blev bedre.

Fordi aftenen blev fri.

“Han tager nattevagten fredag,” skrev hun en dag i vores gruppe.

Lone svarede straks:

Så kan du nå meget.

Pia sendte et grinende ansigt.

Hun havde børnene hjemme.

Det stoppede hende ikke altid.

Når børnene sov, kunne en mand komme forbi.

Hvis det var for risikabelt, fik hun en veninde uden for gruppen til at passe dem under påskud af et arbejdsmøde.

Nogle gange brugte hun os.

“Hvis min mand spørger, er jeg hos dig,” sagde hun til Hanne.

“Hvor længe?”

“Til omkring elleve.”

“Hvem mødes du med?”

“Det ved jeg ikke endnu.”

Det var en ny form for planlægning.

Alibiet blev skabt, før manden var valgt.

Hun sikrede først pladsen.

Så fandt hun nogen at fylde den med.

Det viste, at lysten ikke altid var bundet til et bestemt menneske.

Hun ønskede sex den aften.

Manden kunne komme bagefter.

Hanne begyndte at foreslå sin mand flere arbejdsopgaver i huset, som holdt ham optaget.

Et skur, der skulle ryddes.

En terrasse, der skulle repareres.

Besøg hos hans bror.

Hun lagde mærke til, hvilke ting der kunne få ham væk i flere timer.

Det var mindre effektivt end faste hobbyer.

Men hun lærte at skabe små fravær.

Én lørdag sagde hun, at han burde tage børnene med i svømmehallen.

“Jeg trænger til ro,” sagde hun.

Han gjorde det.

Pakkede tasker.

Smurte madder.

Fandt håndklæder.

Børnene glædede sig.

Da døren lukkede, ringede Hanne til en mand, hun havde mødt gennem arbejdet.

Han var i huset tyve minutter senere.

Hun havde regnet med, at familien var væk i mindst tre timer.

De kom tilbage efter halvanden.

Det mindste barn var blevet utilpas.

Hanne og manden var stadig ovenpå.

Hun hørte hoveddøren.

Sin mands stemme.

Børnene, der kom ind.

Hun fik den fremmede mand ind i et lille værelse og gik ned.

“Er I allerede hjemme?” spurgte hun.

Hendes mand så på hende.

“Ja. Hun fik det dårligt.”

Hanne gik hen til barnet.

Tog jakken af.

Mærkede på panden.

Spillede mor.

Mens en mand stod gemt ovenpå i deres hjem.

Det var én af de historier, der fik os alle til at tie.

“Hvad gjorde du?” spurgte Marianne.

“Jeg sagde, jeg ville lægge hende i sofaen.”

“Og manden?”

“Han ventede.”

“Hvor længe?”

“Næsten en time.”

“Hvordan kom han ud?”

Hanne havde sendt sin mand ud efter medicin.

Ikke fordi barnet nødvendigvis behøvede den.

Fordi hun skulle have manden ud af huset.

Da hendes mand kørte, fik hun den anden ned ad trappen og ud gennem bagdøren.

Børnene sad i stuen.

Det ene med tæppe over sig.

Det andet foran fjernsynet.

De så ikke noget.

Hanne ryddede sporene.

Rettede sengen.

Åbnede et vindue.

Da hendes mand kom tilbage med medicinen, takkede hun ham.

Han kyssede hende på panden.

“Hvad hvis han var gået ovenpå?” spurgte jeg.

“Så var alt slut.”

“Var det det værd?”

Hanne svarede ikke med det samme.

“Ikke den dag.”

“Men du fortsatte?”

“Ja.”

Det gjorde hun.

Ikke i huset igen med det samme.

Men med mændene.

Risikoen havde næsten afsløret hende.

Alligevel blev konsekvensen kun en justering af metoden.

Ikke et stop.

Vi begyndte også at irritere os over vores mænds spontane ønsker.

En mand, der pludselig foreslog en aften sammen, kunne ødelægge en aftale.

En overraskelse, der engang ville have gjort os glade, blev et problem.

En fredag havde jeg aftalt at mødes med en mand på et hotel.

Min egen mand kom hjem tidligere end forventet.

Han havde købt vin.

Bestilt bord på en restaurant.

Fået børnene passet.

“Jeg tænkte, vi kunne have en aften bare os to,” sagde han.

Han stod i køkkenet og smilede.

Jeg mærkede ikke først glæde.

Jeg mærkede irritation.

Det skammer jeg mig stadig over.

Han havde gjort præcis det, mange kvinder længes efter.

Tænkt på mig.

Planlagt noget.

Skabt tid til os.

Og min første tanke var:

Hvad gør jeg med hotellet?

Manden ventede.

Værelset var betalt.

Jeg havde glædet mig.

“Er der noget galt?” spurgte min mand.

“Nej.”

“Du ser ikke særlig glad ud.”

“Jeg er bare overrasket.”

Han smilede igen.

“Det var også meningen.”

Jeg gik ud på badeværelset med telefonen.

På badeværelset tog jeg ikke kun telefonen frem for at forklare mig. Jeg tog også et billede af mit skridt og bryster. Et hurtigt, intimt billede, og min uro gjorde arbejdet for mig.

Jeg sendte det til den anden mand og skrev: Jeg kommer stadig. Han svarede: Sådan der må du ikke gå rundt hjemme hos ham. Jeg læste ordene, mens Erik ventede udenfor med vin og en overraskelse.

Det gjorde mig næsten syg af skyld, men også mere tændt, end jeg ville indrømme. Erik gav mig kærlighed i rummet ved siden af. Den anden mand gav mig den beskidte bekræftelse på skærmen. Jeg lod begge dele eksistere i mig og kaldte det ikke vanvid, før det var for sent.

Skrev til den anden mand:

Problemer hjemme. Jeg bliver forsinket.

Han svarede:

Kommer du stadig?

Bente’s liv 6: Badeværelset før løgnen

Jeg stod i vores eget badeværelse, mens min mand ventede med vin og en overraskelse.

Spejlet derhjemme blev en anden scene. Når jeg havde klædt mig mere udfordrende, end jeg ville indrømme over for Erik, stillede jeg mig ofte foran det og betragtede mig selv, til jeg næsten kunne se mig med en fremmed mands øjne.

Jeg kunne rette på kjolen, dreje kroppen en smule og tænke på, hvem der mon ville lægge mærke til mig først. Nogle gange onanerede jeg foran spejlet, mens fantasien gjorde tøjet til noget mere end stof. Det blev en invitation, også når jeg sagde til mig selv, at det bare var for min egen skyld.

Det var her, løgnen begyndte længe før selve løgnen. Ikke i bilen. Ikke på rastepladsen. Men foran spejlet, hvor jeg øvede mig i at være en kvinde, andre mænd skulle få lyst til.

Det er et af de billeder, der stadig gør ondt. Erik ventede med noget kærligt, og jeg stod bag en lukket dør med sporene af et andet liv i kroppen.

Jeg elskede ham i det øjeblik. Måske netop dér mærkede jeg kærligheden stærkest, fordi kontrasten var så brutal. Hans omsorg på den ene side. Min trang på den anden. Mit hjerte sagde gå ud og vær sand. Min krop ville bare nå at blive ren nok til at fortsætte løgnen.

Badeværelset står skarpt i mig: spejlet med små vandpletter, håndklædet på krogen, min tandbørste i glasset. Alt var hjemligt og rent.

Alligevel kunne jeg mærke de andre steder i kroppen. Lugten fra barer, varme rum, fremmede hænder. Jeg tænkte, at badet kunne skylle aftenen væk. Men det kunne det aldrig helt.

Og overvejede, om jeg kunne nå begge dele.

Middag først.

Hotel bagefter.

Jeg begyndte straks at skabe en forklaring.

At en veninde havde brug for mig.

At jeg skulle forbi Hanne.

At et barn måske var sygt.

Jeg ringede til Pia.

“Hvad gør jeg?”

“Hvor længe er værelset dit?”

“Hele natten.”

“Så gå ud med din mand først.”

“Og bagefter?”

“Sig, at jeg har ringet.”

“Med hvad?”

“At jeg har problemer.”

“Hvilke problemer?”

“Det finder vi på.”

Vi stod to kvinder og planlagde, hvordan min mands romantiske aften kunne afsluttes tidligt nok til, at jeg stadig kunne være sammen med en anden.

Det var dér, noget i mig burde være bristet.

Det gjorde det ikke.

Jeg gik tilbage til køkkenet.

Min mand skænkede vin.

Jeg satte mig.

Forsøgte at smile.

Han fortalte, at han havde tænkt meget på, hvor lidt tid vi havde haft sammen på det sidste.

At han savnede mig.

At han gerne ville gøre mere for os.

Ordene ramte mig.

Ikke nok til at fortælle sandheden.

Men nok til, at irritationen blev blandet med skam.

På restauranten tog han min hånd over bordet.

“Er vi okay?” spurgte han.

“Ja.”

“Du virker langt væk.”

“Jeg er bare træt.”

Jeg løj.

Han troede på mig.

Vi spiste.

Talte.

Et øjeblik følte jeg næsten, at jeg var tilbage i mit eget liv.

Jeg så på ham.

Den mand, jeg havde forelsket mig i.

Den mand, der kendte min familie, mine vaner og alle de år, vi havde delt.

Jeg tænkte, at jeg skulle aflyse hotellet.

At jeg ville tage hjem med ham.

Så vibrerede telefonen i tasken.

Jeg vidste, hvem det var.

Jeg tog den ikke op.

Men beskeden lå i mig resten af middagen.

Muligheden.

Værelset.

Den anden mand, der ventede.

Da vi kom hjem, kyssede min mand mig i entreen.

Han forventede, at aftenen fortsatte.

Jeg trak mig lidt.

“Jeg skal lige ringe til Pia.”

“Hvorfor?”

“Hun skrev tidligere. Der er vist noget med hendes mand.”

Det var den løgn, vi havde besluttet.

Jeg gik ud i køkkenet.

Ringede til Pia.

Hun spillede sin rolle.

Talte højt nok til, at min mand kunne høre lidt gennem døren.

Sagde mit navn.

Lød ked af det.

Jeg kom tilbage til stuen.

“Jeg bliver nødt til at køre over til hende.”

“Nu?”

“Ja.”

“Hvad er der sket?”

“De har skændtes.”

Min mand så skuffet ud.

Ikke mistænksom.

“Kan hun ikke tale med dig i telefonen?”

“Det er ikke det samme.”

Han sukkede.

Så nikkede han.

“Selvfølgelig skal du hjælpe hende.”

Han hjalp mig med frakken.

Kyssede mig.

Sagde, at han håbede, det blev godt igen.

Jeg kørte ikke til Pia.

Jeg kørte til hotellet.

Manden ventede stadig.

Jeg var næsten to timer forsinket.

Han var irriteret.

Men glad for, at jeg kom.

Jeg havde sex med ham, mens min egen mand sad hjemme efter den aften, han havde planlagt for os.

Det var ikke lysten alene længere.

Det var evnen til at få begge verdener til at eksistere samme aften.

At lade min mand tro, jeg hjalp en veninde.

At lade den anden mand tro, jeg havde kæmpet mig fri for at se ham.

At være nødvendig to steder.

Ønsket af to mænd.

Og sand over for ingen af dem.

Bagefter kørte jeg hjem.

Min mand var stadig vågen.

“Er hun okay?” spurgte han.

“Ikke rigtigt.”

“Stakkels Pia.”

Han havde ondt af den kvinde, der havde hjulpet mig med at bedrage ham.

“Skal hun komme her i morgen?”

“Nej. Det tror jeg ikke.”

Han lagde armen omkring mig.

“Du er en god veninde.”

Jeg begyndte næsten at græde.

Ikke fordi jeg ville fortælle sandheden.

Fordi han stadig troede, jeg var god.

Så lod jeg Erik varme min krop både ud- og indvendigt.

Den næste kvindeaften fortalte jeg historien.

Ikke med stolthed i begyndelsen.

Jeg fortalte om restauranten.

Hans hånd.

Hans spørgsmål om, hvorvidt vi var okay.

Opkaldet til Pia.

Hotellet.

Da jeg var færdig, var der stille.

Det var ikke en seksuel historie, der imponerede.

Det var bedragets omfang.

“Du gik fra en date med din egen mand til en anden?” spurgte Hanne.

Jeg nikkede.

“Samme aften?”

“Ja.”

“Hvordan kunne du?”

Jeg så på hende.

“Du gemte en mand ovenpå, mens din mand kom hjem.”

Hanne sagde ikke mere.

Sådan beskyttede vi os.

Hvis én kvinde kom for tæt på at dømme, mindede den anden hende om hendes egen historie.

Ingen havde længere ret til at være moralsk.

Vores fælles skyld blev vores skjold.

Mændene derhjemme begyndte også at blive vurderet efter, hvor meget plads de gav os.

En mand, der spurgte mange gange, blev kaldt kontrollerende.

En mand, der ønskede en weekend sammen, blev krævende.

En mand, der ringede, fordi han savnede sin kone, blev besværlig.

Vi omfortolkede deres helt almindelige behov som indgreb i vores frihed.

“Hvorfor skal han altid vide, hvornår jeg kommer hjem?” sagde Lone.

“Fordi I er gift,” sagde Susanne.

“Ja, men jeg er jo ikke et barn.”

Det var sandt.

Hun var ikke et barn.

Hun var en voksen kvinde, som ønskede, at hendes mand skulle passe børnene, holde hjemmet og stole på hende uden at stille de spørgsmål, der kunne afsløre hendes liv.

Vi kaldte det frihed.

Men det var frihed finansieret af hans uvidenhed.

Marianne blev vred, da hendes mand en aften foreslog, at de begge skulle begrænse deres sene arbejdsaftaler.

“Vi ser næsten ikke hinanden,” sagde han.

Hun hørte kun, at hendes muligheder blev færre.

“Du skal ikke bestemme over mit arbejde,” svarede hun.

Han trak sig.

Undskyldte.

Sagde, at det ikke var sådan ment.

Hun fortalte os bagefter, at han var begyndt at blive mistænksom.

Men det var han sandsynligvis ikke.

Han savnede sin kone.

Forskellen var, at hun oplevede savnet som en hindring.

Jo mere vores mænd forsøgte at komme tættere på, desto mere følte vi os pressede.

Ikke fordi de havde gjort noget forkert.

Fordi nærhed krævede tid.

Den samme tid, vi allerede havde givet til andre mænd.

Vi begyndte derfor at skabe konflikter før vores aftaler.

En uenighed kunne give afstand.

Afstanden kunne forklare, hvorfor vi var kolde.

Hvorfor vi gik tidligt i seng.

Hvorfor vi ønskede at være alene.

Hvorfor vi tog ud.

Nogle gange startede vi et skænderi med vilje.

Det begyndte måske med opvasken.

En glemt aftale.

En bemærkning.

Noget småt.

Vi pustede det op.

Fik manden til at føle sig skyldig.

Så kunne vi gå.

“Jeg har brug for luft.”

“Jeg kan ikke holde ud at være her lige nu.”

“Jeg sover hos en veninde.”

Manden troede, konflikten sendte os ud af huset.

I virkeligheden var aftalen allerede lavet.

Konflikten var bare adgangsbilletten.

Jeg gjorde det selv.

En mand ventede på mig en lørdag aften.

Min egen mand havde ingen planer.

Jeg havde ingen naturlig forklaring.

Så jeg fandt en grund til at blive vred.

Han havde glemt at købe noget, jeg havde skrevet på en liste.

En lille ting.

Jeg gjorde den stor.

Sagde, at han aldrig lyttede.

At jeg stod med alt.

At jeg havde brug for at komme væk.

Han forsøgte at forklare.

Tilbød at køre tilbage og købe det.

Det gjorde mig mere vred.

Ikke fordi han sagde noget forkert.

Fordi han var ved at fjerne min undskyldning.

“Det handler ikke om den ting,” sagde jeg.

Det var sandt.

Det handlede om, at en anden mand ventede.

Jeg tog min jakke.

Min mand stod i køkkenet.

“Kommer du tilbage i aften?”

“Det ved jeg ikke.”

“Hvor går du hen?”

“Til Hanne.”

“Skal jeg ringe senere?”

“Nej. Jeg har brug for ro.”

Han lod mig gå.

Jeg kørte til hotellet.

Bagefter sov jeg ikke hos Hanne.

Jeg kørte hjem ved tretiden.

Min mand lå vågen.

Han spurgte, om vi kunne tale.

Jeg sagde, jeg var træt.

Vendte ryggen til.

Næste morgen undskyldte han.

For noget, han ikke havde gjort.

Jeg tog imod undskyldningen.

Det er én af de handlinger, jeg skammer mig mest over i dag.

Ikke hotellet.

Ikke engang løgnen.

At jeg lod ham tage skylden for den afstand, jeg selv havde skabt for at være sammen med en anden.

Det skete ikke kun én gang.

Vi lærte alle at bruge konflikter.

Ikke nødvendigvis bevidst hver gang.

Men vi opdagede, at en mand med dårlig samvittighed stillede færre spørgsmål.

En mand, der troede, han havde såret os, gav mere plads.

En mand, der frygtede at miste os, blev lettere at styre.

Det var kynisk.

Og det virkede.

Vi sagde stadig, at vi elskede dem.

Det gjorde vi måske også på vores måde.

Men kærlighed uden hensyn bliver til et ord.

Og vores hensyn var blevet små.

Vi så først og fremmest vores mænd som dem, der kunne opdage noget.

Komme for tidligt hjem.

Ringe på et dårligt tidspunkt.

Foreslå en ferie, der kolliderede med en anden mand.

Blive syge den forkerte weekend.

Have brug for os, når vi havde andre planer.

Mændene, der engang havde været centrum i vores familier, blev til forhindringer i kalenderen.

Det værste var, at de ofte reagerede ved at gøre mere for os.

Når vi var fjerne, købte de blomster.

Når vi virkede trætte, tog de børnene.

Når vi blev vrede, gav de os plads.

Når vi sagde, vi savnede os selv, opmuntrede de os til at gå mere ud.

De troede, de hjalp os tilbage til dem.

I virkeligheden hjalp de os ofte videre væk.

Vi udnyttede deres kærlighed som dække.

Derfor var dobbeltlivet så svært at standse.

Det blev ikke kun holdt oppe af vores lyst.

Hele hjemmet arbejdede ufrivilligt for det.

Manden passede børnene.

Lavede maden.

Tog på ture.

Gav plads.

Stolede på forklaringen.

Og vi brugte den plads til det, der langsomt ødelagde ham.

Da vi sad omkring bordet og talte om det, kunne vi godt se enkelte dele.

Vi kunne sige:

“Det er ikke pænt.”

“Du skal passe på.”

“Det bliver for meget.”

Men ingen sagde:

“Vi skal stoppe.”

For hvis én standsede, måtte hun også se på, hvad vi andre gjorde.

Hvis én nægtede at være alibi, blev resten mere udsatte.

Hvis én begyndte at tale om mændene derhjemme som virkelige mennesker, kunne hele fællesskabet revne.

Derfor beskyttede vi ikke kun vores egne hemmeligheder.

Vi beskyttede hinandens.

Og efterhånden også selve systemet.

En aften spurgte Susanne:

“Ved I egentlig, hvornår I sidst planlagde noget godt med jeres mænd?”

Ingen svarede straks.

Vi kunne huske hotelmøder.

Barer.

Kurser, der ikke fandtes.

Falske middage.

Hvilke dage mændene var ude.

Men flere af os måtte tænke længe for at huske, hvornår vi sidst selv havde planlagt en aften med den mand, vi havde giftet os med.

“Det er ikke det samme,” sagde Marianne.

“Hvad er ikke det samme?”

“Derhjemme kan man jo bare være sammen.”

Susanne så på hende.

“Gør I det?”

Marianne tog sit glas.

“Selvfølgelig.”

Men hendes stemme var svagere.

Det var dér, næste forandring allerede var begyndt.

Det hemmelige liv krævede planlægning, energi og forventning.

Ægteskabet fik resterne.

De aftener, hvor ingen anden mand kunne.

De weekender, hvor der ikke var fest.

De timer, vi var for trætte til at gå ud.

Vi havde ikke forladt vores mænd.

Ikke fysisk.

Men vi havde flyttet det meste af vores begær, nysgerrighed og indsats væk fra dem.

Hjemmet var blevet det sted, vi vendte tilbage til for at få tryghed.

Det hemmelige liv var blevet det sted, vi følte os levende.

Og når vores mænd stod i vejen for det, begyndte vi at opleve dem som problemet.

Ikke vores løgne.

Ikke vores valg.

Dem.

Det var sådan vi kunne ligge ved siden af et menneske, vi sagde, vi elskede, og samtidig ønske, at han havde flere aftaler næste uge.

Så vi kunne få tid til mænd, der knap nok kendte vores efternavn.

Da det hemmelige sexliv føltes mere naturligt end ægteskabet

Der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke længere skulle tage mod til mig for at lyve.

Jeg skulle tage mod til mig for at være ærlig.

Det var sådan forskydningen viste sig.

Ikke som en stor beslutning.

Ikke som den dag, hvor jeg sagde til mig selv, at mit ægteskab ikke længere betød noget.

Jeg sagde stadig, at jeg elskede min mand.

Jeg troede det også.

Men sandheden med ham krævede efterhånden mere af mig end løgnene gjorde.

Hvis han spurgte, hvor jeg havde været, kom svaret straks.

Hos Hanne.

Til møde.

På arbejde.

Ude at spise.

En kollega havde haft problemer.

Toget var forsinket.

Telefonen var løbet tør for strøm.

Jeg behøvede ikke længere standse og opfinde.

Forklaringerne lå klar.

De var blevet brugt så mange gange, at de næsten føltes som minder.

Nogle gange kunne jeg ikke selv huske, hvilken version jeg havde givet hvem.

Men selve handlingen var let.

Se ham i øjnene.

Svare roligt.

Stille et spørgsmål tilbage.

Gå videre til noget praktisk.

“Hvad skal vi have at spise?”

“Har børnene lavet lektier?”

“Huskede du at ringe til din mor?”

Så var vi tilbage i hjemmet.

Utroskaben var lagt på plads i et usynligt rum.

Og jeg kunne tage forklædet på, smøre madpakker eller folde vasketøj, som om der ikke fandtes noget udenfor huset.

Det hemmelige liv havde fået sine egne rutiner.

En ekstra tandbørste i tasken.

Rent undertøj i bilen.

Parfume, vådservietter og makeup i et lille etui.

Kontanter, så der ikke kom et mærkeligt køb på kontoen.

En bluse, der kunne skiftes, hvis den første lugtede af røg eller fremmed parfume.

Et tørklæde, der kunne skjule mærker.

En pose til tøj, der skulle vaskes separat.

Telefonnumre gemt under andre navne.

Beskeder slettet i en bestemt rækkefølge.

Først indbakke.

Så sendte beskeder.

Så slettede elementer.

Så opkaldslisten.

Det var ikke længere hektisk.

Det var husarbejde.

Noget, der blev gjort, fordi det skulle gøres.

Jeg kunne sidde i bilen efter et møde og rydde telefonen, mens radioen spillede.

Tjekke spejlet.

Sætte håret.

Ringe hjem.

“Jeg kører nu.”

“Har du haft en god aften?” spurgte min mand.

“Ja. Vi fik talt en masse igennem.”

Den sætning brugte jeg ofte.

Den kunne betyde næsten alt.

En veninde.

Et møde.

Et problem.

Ingen kunne kontrollere, hvad der var blevet talt om.

Nogle gange havde jeg slet ikke talt meget.

Alligevel sagde jeg det med den samme rolige stemme.

“Vi fik talt en masse igennem.”

Og han svarede:

“Det var godt.”

Jeg oplevede ikke længere den enkelte løgn som et dramatisk svigt.

Den var bare broen mellem de to liv.

Det ene liv, hvor mændene ønskede min krop, min tid og min opmærksomhed i korte, intense perioder.

Det andet, hvor min mand forventede, at jeg stadig var den kvinde, han havde bygget sit liv med.

Jeg lærte at gå fra det ene til det andet uden pause.

En eftermiddag var jeg på et hotel med en mand, jeg kun havde mødt to gange før.

Klokken lidt over fire så jeg på uret.

“Jeg skal gå.”

“Allerede?”

“Jeg skal handle.”

Han begyndte at le.

“Er det så vigtigt?”

“Ja.”

Jeg skulle købe ind til aftensmaden.

Min mand havde sendt en besked om, at han kom hjem ved sekstiden.

Børnene skulle hentes.

Der manglede mælk, brød og noget til madpakkerne.

Jeg tog tøjet på.

Vaskede mig.

Kørte direkte til supermarkedet.

Jeg gik mellem hylderne med indkøbsvognen og valgte tomater, pålæg og yoghurt.

Ingen kunne se, hvor jeg kom fra.

Ved køledisken mødte jeg en mor fra børnenes skole.

“Hej,” sagde hun.

“Har du haft en god dag?”

“Ja,” svarede jeg.

“Lidt travl.”

Vi talte om et skolearrangement.

Om hvad børnene skulle have med.

Om vejret.

Så gik hun videre.

Jeg stod med en liter mælk i hånden og tænkte, at jeg ikke længere følte mig delt.

Ikke i øjeblikket.

Hotellet og supermarkedet eksisterede side om side.

Den fremmede mand og madpakkerne var blevet dele af den samme dag.

Jeg havde ikke brug for at være én kvinde på hotellet og en anden i butikken.

Jeg var blevet begge dele på én gang.

Det skræmte mig ikke nok.

Tværtimod gav det mig en mærkelig følelse af kontrol.

Jeg kunne få det hele til at fungere.

Have mændene.

Have hjemmet.

Have spændingen.

Have familien.

Ingen behøvede vide, hvad de andre dele af mit liv indeholdt.

Jeg så det som evne.

I dag ser jeg det som opløsning.

Da jeg kom hjem, stod min mand i køkkenet.

Han tog poserne.

“Du ser træt ud.”

“Lang dag.”

“Skal jeg lave maden?”

Jeg nikkede.

Han begyndte at skære grøntsager.

Jeg gik i bad.

Han spurgte ikke hvorfor.

Jeg badede ofte efter arbejde eller byture.

Han dækkede bord.

Kaldte på børnene.

Spurgte, om jeg ville have vin.

Jeg sad over for ham og spiste den mad, han havde lavet, efter at jeg havde været sammen med en anden mand.

Det føltes mere ubehageligt, når han var venlig.

Hvis han havde været kold eller hård, kunne jeg have skabt en forklaring.

Sagt til mig selv, at jeg søgte noget, jeg ikke fik derhjemme.

Men han var ofte god mod mig.

Det gjorde ikke handlingerne sværere at udføre.

Det gjorde dem bare sværere at forsvare bagefter.

Derfor tænkte jeg mindre over forsvaret.

Jeg koncentrerede mig om planlægningen.

Kvinderne gjorde det samme.

Vi delte råd, som om vores liv var blevet et fælles projekt.

“Tag altid bad, før du kommer hjem.”

“Ikke altid,” sagde Susanne. “Det kan blive mistænkeligt.”

“Så tag bad på hotellet.”

“Og hvad med håret?”

“Vask ikke håret hver gang.”

“Brug ikke parfume bagefter.”

“Men hvad hvis manden har parfume på?”

“Tag en anden jakke med.”

“Få ham aldrig til at skrive dit rigtige navn.”

“Ring ikke fra huset.”

“Brug ikke de samme hoteller for ofte.”

“Betal ikke med kort.”

Vi diskuterede fejl og forbedringer.

En plet på en bluse.

En hotelkvittering i en taske.

En besked sendt for sent.

En mand, der havde ringet uden aftale.

En veninde, der havde glemt, hvilken forklaring hun skulle bekræfte.

Hver fejl blev behandlet som et praktisk problem.

Ikke som et tegn på, at vi burde standse.

“Hvordan undgår vi det næste gang?”

Det var altid næste gang.

Ikke:

“Bliver der en næste gang?”

Den var givet.

Vi begyndte også at planlægge kvindeaftener, der slet ikke fandt sted.

Tidligere havde vi mødtes og derefter brugt aftenen som dække for enkelte fravær.

Nu kunne hele aftenen være opdigtet.

“Skal vi ikke sige, at vi mødes fredag?” spurgte Pia.

“Skal vi så mødes?” sagde Hanne.

“Ikke nødvendigvis.”

“Hvad gør vi, hvis mændene taler sammen?”

“Det gør de ikke.”

“De kunne.”

“Så var vi hjemme hos Bente.”

Jeg blev nævnt, uden at nogen havde spurgt mig.

“Hvorfor mig?”

“Fordi din mand arbejder sent.”

Det gjorde han den fredag.

Derfor var mit hjem den mest troværdige adresse.

“Fint,” sagde jeg.

Vi oprettede en aften, der kun fandtes som alibi.

Hvis nogen spurgte, havde vi spist hos mig.

Pasta.

Salat.

To flasker vin.

Hanne var gået først.

Lone havde fået hovedpine.

Pia og Marianne var blevet længst.

Vi aftalte endda, hvad vi havde talt om.

Børnene.

Ægteskaberne.

Arbejde.

En fælles bekendt.

Så tog vi hver vores sted hen.

Pia til et hotel.

Hanne til en mand i en anden by.

Lone på bar.

Marianne til en lejlighed.

Jeg mødte en mand fra en virksomhed, jeg havde haft kontakt med.

Vi var ikke sammen den aften.

Alligevel beskyttede vi hinanden, som om vi sad ved samme bord.

Ved titiden ringede min mand.

Jeg var på et hotelværelse.

Jeg lod telefonen ringe et øjeblik.

Manden ved siden af mig spurgte:

“Tager du den?”

“Ja. Vær stille.”

Jeg satte mig op.

Svarede.

“Hej.”

“Har I det hyggeligt?”

“Ja.”

“Hvem er der?”

“De fleste.”

“Er Lone også kommet?”

“Ja. Hun kom lidt senere.”

Lone var sandsynligvis i en fremmed mands bil på det tidspunkt.

Min mand sagde:

“Du må hilse.”

“Det skal jeg nok.”

“Er det Hanne, jeg kan høre?”

Fjernsynet var tændt lavt.

En kvindestemme talte i et program.

“Ja,” sagde jeg.

“Det er hende.”

Jeg løj så hurtigt, at jeg selv næsten troede på situationen.

Hanne ved bordet.

Vin i glassene.

Kvinder, der lo i baggrunden.

Alt det kunne jeg se for mig.

Det var måske derfor, stemmen ikke rystede.

Vi havde skabt løgnen i fællesskab.

Den havde detaljer.

Lyd.

Mad.

Rækkefølge.

Efter samtalen lagde jeg telefonen på natbordet.

Manden så på mig.

“Tror han på dig?”

“Ja.”

“Er du sikker?”

“Han har ingen grund til andet.”

Jeg sagde det uden at mærke ironien.

Han havde alle grunde til at tvivle.

Han kendte dem bare ikke.

Den fremmede mand kyssede mig igen.

Få sekunder tidligere havde jeg talt med min ægtefælle.

Overgangen krævede ikke længere noget af mig.

Det var dét, der var blevet naturligt.

Ikke sexen alene.

Skiftet.

At sige “jeg elsker dig” til én mand og vende mig mod en anden.

At købe ind på vej hjem.

At hjælpe børnene med lektier, mens en besked fra hotelmanden lå slettet i telefonen.

At spørge min mand om hans dag uden at nævne min egen.

Det var ægteskabet, der efterhånden begyndte at føles besværligt.

Ikke hverdagen.

Den kunne jeg udføre.

Mad.

Vasketøj.

Aftaler.

Fødselsdage.

Familiebesøg.

Jeg kunne holde hjemmet i gang.

Det svære var den ægte nærhed.

Når min mand så på mig for længe.

Når han spurgte, hvad jeg tænkte på.

Når han ønskede, at vi skulle tale om os.

Når han lagde sig tæt og forventede, at min krop var et sted, vi delte.

Jeg kunne gennemføre en løgn uden at føle mig afsløret.

Men når han sagde:

“Jeg savner dig, selv om du ligger lige her,”

vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare.

Han sagde det én nat.

Vi lå i mørket.

Jeg havde ikke været sammen med nogen den dag.

Alligevel følte jeg mig langt væk.

“Jeg er her jo,” sagde jeg.

“Ja.”

Han lå stille.

“Men du er her ikke rigtigt.”

Jeg mærkede irritationen komme først.

Ikke sorgen.

Irritationen.

Fordi han bad om noget, jeg ikke kunne give uden at åbne døren til alt det andet.

“Hvad forventer du, jeg skal sige?”

“Ikke noget bestemt.”

“Så hvorfor spørger du?”

“Jeg spørger ikke. Jeg siger bare, hvordan det føles.”

Jeg vendte ryggen til.

“Jeg er træt.”

Han sagde ikke mere.

Det var lettere at være sammen med en fremmed mand, der ikke spurgte, hvem jeg var blevet.

Han ønskede kun den version, jeg viste ham i en time.

Min mand ønskede hele mennesket.

Og det menneske havde jeg opdelt så grundigt, at jeg ikke længere vidste, hvordan jeg skulle give det til ham.

De hemmelige mænd krævede ikke altid sandhed.

Nogle ville have mere.

Skrive.

Mødes igen.

Tale om følelser.

Dem kunne jeg udskifte.

Hvis en mand blev for besværlig, fandt jeg en anden.

Ægteskabet kunne ikke udskiftes så let.

Det havde historie.

Børn.

Økonomi.

Familier.

Vaner.

Løfter.

Derfor blev min mand det menneske, jeg gav mindst ærlig adgang til, selv om han var den, der havde størst ret til den.

Det samme skete hos de andre.

Pia klagede over, at hendes mand ville tale om deres sexliv.

“Han spørger hele tiden, om jeg ikke har lyst til ham mere.”

“Hvad siger du?” spurgte Birgit.

“At jeg er stresset.”

“Har du ikke lyst?”

Pia trak på skuldrene.

“Ikke på samme måde.”

“Hvorfor?”

“Det er bare anderledes derhjemme.”

Anderledes betød kendt.

Ingen risiko.

Ingen nyhed.

Ingen hemmelighed.

Hun kunne stadig være sammen med sin mand.

Men hun gjorde det ofte for at bevare roen.

For at han ikke skulle begynde at spørge mere.

Det, der engang havde været intimitet, blev også en del af dækningen.

“Hvis man altid siger nej, bliver de mistænksomme,” sagde Marianne.

“Så man må en gang imellem.”

“Har du lyst, når du gør det?” spurgte Hanne.

Marianne svarede:

“Det er ikke det vigtigste.”

Det var en hård sætning.

Vi brugte vores mænds nærhed som bevis på, at ægteskabet stadig fungerede.

Ikke nødvendigvis fordi vi ønskede dem i øjeblikket.

Men fordi regelmæssig nærhed kunne få dem til at tro, at intet grundlæggende var ændret.

Vi begyndte at udføre ægteskabet, som vi udførte løgnene.

Praktisk.

Tilstrækkeligt.

Så det holdt.

Hanne sørgede for, at hun og hendes mand stadig tog ud at spise indimellem.

Birgit planlagde en familieweekend, når hun havde været meget væk.

Lone var ekstra kærlig efter de vildeste aftener.

Susanne købte små gaver.

Marianne tog initiativ derhjemme, hvis hendes mand havde stillet for mange spørgsmål.

Vi kaldte det at skabe balance.

I virkeligheden var det vedligeholdelse.

Vi sørgede for, at hjemmet ikke brød sammen, fordi vi stadig havde brug for det.

Trygheden.

Familien.

Den pæne overflade.

Mennesket, der kendte os fra før alt dette.

Vi ønskede ikke nødvendigvis at miste vores mænd.

Vi ønskede bare heller ikke at opgive de andre.

Derfor blev løsningen at leve begge liv mere effektivt.

En aften sad vi alle syv hos Hanne.

For første gang i lang tid var der ingen stor historie.

Ingen ny rekord.

Ingen oplevelse, der fik resten til at tie.

Vi talte om hverdagen.

Skoler.

Arbejde.

Ferier.

Så vibrerede en telefon.

Derefter en anden.

Så en tredje.

Ingen sagde straks noget.

Vi kiggede ned.

Beskeder fra forskellige mænd.

Hanne begyndte at smile.

Pia skrev hurtigt tilbage under bordet.

Lone rejste sig og gik på toilettet med sin telefon.

Susanne vendte sin skærm nedad.

Marianne sagde:

“Jeg bliver nødt til at gå tidligt.”

“Er det din mand?” spurgte Birgit.

Marianne så på hende.

“Nej.”

Det var nok.

Samtalen ændrede sig.

Hvem kunne mødes hvornår?

Hvem havde børn?

Hvem kunne være alibi?

Hvilken by?

Hvilket hotel?

En almindelig kvindeaften blev på få minutter til en planlægningscentral.

Jeg så rundt på os.

Syv kvinder med hjem, børn og mænd, der troede, vi sad sammen og talte.

Det gjorde vi også.

Men vi talte om, hvordan vi kunne forlade dem.

Ikke for altid.

Bare nogle timer ad gangen.

Det var sådan dobbeltlivet overlevede.

Ikke ved én stor løgn.

Ved hundredvis af små.

Ved at vi stadig kom hjem.

Stod op om morgenen.

Fik børnene af sted.

Lavede aftensmad.

Huskede fødselsdage.

Kyssede vores mænd godnat.

Og derefter skrev til en anden under dynen.

Det skjulte liv var ikke længere et brud med hverdagen.

Det var vævet ind i den.

En mand mellem arbejde og indkøb.

Et hotel før et forældremøde.

En besked under aftensmaden.

En bar, mens familien troede, vi sov hos hinanden.

En aftale aflyst, fordi et barn blev sygt.

En ny aftale oprettet, så snart barnet var raskt.

Vi behøvede ikke længere særlige anledninger.

Vi fandt tid i sprækkerne.

En time her.

To dér.

En sen eftermiddag.

En tidlig morgen.

En frokostpause, der blev forlænget.

En køretur, der tog længere end nødvendigt.

Vi var ikke længere kvinder, der af og til var utro.

Vi var kvinder med et aktivt hemmeligt sexliv, som også havde ægteskaber.

Det er forskellen.

Utroskab havde engang været handlingen.

Nu var det strukturen.

Ægteskabet var blevet det stabile lag udenpå.

Det hemmelige liv det, der bevægede sig nedenunder.

Og fordi vi stadig fungerede derhjemme, kunne vi fortælle os selv, at skaden endnu ikke var virkelig.

Ingen var gået.

Ingen havde fundet beskederne.

Ingen familie var brudt sammen.

Børnene vidste ingenting.

Mændene sad stadig ved bordene.

Betalte regninger.

Planlagde sommerferier.

Kyssede os, når de gik på arbejde.

Så længe alt så normalt ud, kunne vi kalde det normalt.

Det var vores farligste løgn.

Ikke at mændene ikke ville blive såret.

Det vidste vi.

Ikke at vi ikke risikerede familierne.

Det vidste vi også.

Den farligste løgn var, at det endnu ikke havde konsekvenser, fordi konsekvenserne ikke var synlige.

Men de var allerede dér.

I irritationen, når vores mænd ønskede os.

I lettelsen, når de tog hjemmefra.

I den måde, vi gav fremmede mænd vores forventning og gav ægteskabet vores træthed.

I den måde, vi kunne fortælle en løgn uden at mærke pulsen stige.

I den måde, vi ikke længere spurgte, om vi skulle fortsætte.

Kun hvem der var den næste.

Da jeg ser tilbage, var det dér, vi gik ind i de år, der siden blev sværest at forklare.

Fire eller fem år, hvor vi ikke levede ét liv og skjulte enkelte fejl.

Vi levede to fulde liv parallelt.

Faste elskere.

Tilfældige mænd.

Barer.

Hoteller.

Biler.

Falske venindeaftener.

Hjem, hvor vores mænd ventede.

Vi blev bedre og bedre til det.

Og netop derfor standsede ingen af os.

---

Læs også: Forrige kapitel: Bente’s liv 5 | Næste kapitel: Bente’s liv 7

Fortsættelsen til Bente’s liv 6 udkommer 7/8-2026