Bente’s liv 7: Årene, hvor ingen af os standsede

Fire til fem år med to parallelle liv

De år har stadig en særlig farve i min hukommelse. Motorvejslys, badeværelsesspejle, små løgne sagt med rolig stemme og den mærkelige tomhed, der kom lige efter det, jeg havde jagtet.

Jeg levede ikke to liv med lige stor vægt. Det ene havde børn, mad, en mand og et hjem. Det andet havde hastighed. Alligevel var det ofte hastigheden, der bestemte over mig.

Der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke længere kunne sige, at det bare var kommet ud af kontrol én enkelt aften.

Det var ikke en episode.

Ikke en periode på nogle få uger.

Det blev mit liv.

Fire eller fem år, hvor jeg levede i to virkeligheder samtidig.

Jeg kan ikke længere sætte en præcis dato på, hvornår den ene virkelighed blev lige så omfattende som den anden. Måske fordi overgangen ikke skete på én dag. Den blev bygget af alle de valg, jeg allerede havde gjort.

Et blik.

Et hemmeligt møde.

En løgn om, hvor jeg havde været.

Et navn, jeg ikke fortalte Erik.

En kjole, jeg valgte til en bestemt mand.

Et telefonnummer gemt under et andet navn.

Så endnu en mand.

Og endnu én.

Til sidst var dobbeltlivet ikke længere noget, jeg trådte ind i.

Jeg vågnede inde i det.

Om morgenen var jeg Eriks kone.

Jeg stod op sammen med familien.

Lavede kaffe.

Talte med børnene.

Spurgte, hvem der skulle hvad.

Kyssede Erik, før han gik.

“Hvad skal du i dag?” kunne han spørge.

“Arbejde.”

“Kun det?”

“Måske handler jeg på vejen hjem.”

“Husk mælken.”

“Det gør jeg.”

Et helt almindeligt ægteskab.

En helt almindelig morgen.

Men allerede mens han stod foran mig, kunne jeg have en anden plan.

Ikke nødvendigvis en aftale med navn og klokkeslæt.

Nogle dage var planen bare at gøre mig tilgængelig for det, der kunne opstå.

Det havde udviklet sig fra et ønske om at blive set til et behov for at blive brugt.

Det er et hårdt ord.

Men det var sådan, jeg efterhånden tænkte.

Ikke hele tiden.

Jeg elskede stadig ømhed.

Elskede Eriks berøring.

Hos ham kunne jeg stadig føle den ro, jeg aldrig fandt andre steder.

Men uden for hjemmet søgte jeg noget, der blev råere for hver måned.

Mænd, der ikke spurgte for meget.

Mænd, der tog imod det, jeg tilbød.

Mænd, som ikke kendte børnene, mit hjem eller den kvinde, der stod og smurte madpakker om morgenen.

Jeg kunne bevæge mig fra den ene verden til den anden på få minutter.

En ring på fingeren.

Så ringen i tasken.

Et fotografi af børnene i pungen.

Så en fremmed mands hånd på mit lår.

Det burde have revet mig i stykker.

På en måde gjorde det også.

Men mens det stod på, oplevede jeg splittelsen som frihed.

Jeg kunne være alt.

Den gode hustru.

Moren.

Veninden.

Kvinden på baren.

Den hemmelige elskerinde.

Den navnløse krop.

Jeg troede, at flere sider gjorde mig større.

Jeg forstod ikke, at de var ved at gøre mig tom.

Den aften på baren begyndte næsten som mange andre aftener.

Jeg var ude.

Der var musik, mennesker og alkohol nok til, at alle talte højere, end de behøvede.

Jeg havde en kort kjole på.

Det havde jeg næsten altid på på det tidspunkt.

Ingen bh.

Intet under kjolen.

Det var ikke længere en særlig dristig beslutning for mig.

Det var blevet en del af den kvinde, jeg viste verden.

Jeg vidste, at mændene så.

Jeg var kommet for, at de skulle gøre det.

I begyndelsen stod jeg med et glas og betragtede rummet.

Jeg mærkede blikkene uden at møde dem alle.

Jeg havde lært, at man nogle gange fik mere opmærksomhed ved at lade, som om man ikke søgte den.

En mand kunne se flere gange.

Så mødte jeg hans blik.

Ikke før.

Jeg lod ham arbejde lidt for det.

Den aften var der en mand ved baren, som skilte sig ud, fordi han ikke forsøgte at være charmerende.

Han var højlydt.

Ikke specielt flot.

Lidt for selvtilfreds.

Han havde drukket.

Jeg kunne se det i bevægelserne og den måde, han fyldte pladsen omkring sig.

Jeg lagde mærke til ham, men ønskede ham ikke først.

Det var ham, der kom hen til mig.

“Du ved godt, hvad du laver i den kjole,” sagde han.

Ingen hilsen.

Ikke noget navn.

Bare sætningen.

Jeg så på ham.

“Hvad laver jeg?”

“Du viser dig frem.”

Han sagde det som en anklage.

Eller en konstatering.

Jeg kunne have vendt mig væk.

Det gjorde jeg ikke.

“Så lad være med at kigge.”

Han lo.

“Du vil jo have, at vi kigger.”

Der var noget ved hans sikkerhed, der provokerede mig.

Ikke fordi han tog fejl.

Fordi han sagde sandheden uden at give mig mulighed for at gemme mig bag de forklaringer, jeg plejede at bruge.

Det er bare en kjole.

Jeg danser bare.

Jeg er bare venlig.

Jeg havde allerede overskredet langt større grænser med andre mænd.

Alligevel gjorde hans tone mig trodsig.

“Du tror meget om dig selv,” sagde jeg.

“Jeg tror, du kan købes.”

Ordene ramte.

Ikke fordi jeg dengang havde gjort det for penge.

Jeg havde mødt mænd for lysten, konkurrencen og historierne.

Jeg havde gjort ting, der ydmygede mig langt mere, end en betaling i sig selv kunne.

Men jeg havde stadig en forestilling om, at der var forskel.

Jeg var en gift kvinde med et hemmeligt sexliv.

Ikke en kvinde, der tog imod penge.

Det var sådan, jeg placerede den sidste rest af værdighed.

Manden smilede.

“Hvad koster det?”

Jeg kunne mærke vreden.

Og noget andet.

En ny form for spænding.

At han turde spørge.

At jeg kunne svare.

“Det har du ikke råd til.”

Jeg sagde det for at sætte ham på plads.

Det troede jeg i hvert fald.

Han tog sin pung frem.

Ikke diskret.

Som om han ønskede, at jeg så pengene.

Han trak sedler ud.

Talte dem.

Lagde dem sammen.

“Tusind kroner.”

Jeg lo først.

Ikke fordi det var sjovt.

Fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg ellers skulle reagere.

“Du er fuld.”

“Ja.”

Han holdt pengene mellem fingrene.

“Men tilbuddet står.”

Jeg så på sedlerne.

Tusind kroner.

Det var ikke en formue.

Heller ikke ingenting.

Jeg tænkte på, hvad vi kunne bruge dem til derhjemme.

En regning.

Noget til børnene.

Indkøb.

Den tanke gjorde det hele mere beskidt.

Jeg vidste, at jeg ikke ville lægge pengene på køkkenbordet og fortælle Erik, hvor de kom fra.

De skulle skjules.

Ligesom mændene.

Ligesom resten.

“Du tror virkelig, alle kvinder kan købes,” sagde jeg.

“Ikke alle.”

Han så på mig.

“Dig.”

Det burde have fået mig til at gå.

I stedet mærkede jeg den rå lyst vågne.

Ikke til ham alene.

Til overskridelsen.

Til at tage den identitet, jeg var blevet provokeret med, og gå helt ind i den.

Jeg havde allerede brugt mænd til at bevise noget om mig selv.

Nu kunne jeg også få dem til at betale for privilegiet.

Det var sådan, jeg vendte ydmygelsen til magt i mit hoved.

Hvis jeg sagde nej, havde han fornærmet mig.

Hvis jeg sagde ja, kunne jeg fortælle mig selv, at jeg havde vundet hans penge.

Den logik var fordrejet.

Men den virkede i øjeblikket.

“Hvad forventer du?” spurgte jeg.

Han sagde det direkte.

Du sutter mig til jeg kommer i din mund.

Ingen samtale.

Ingen falsk romantik.

Han ville ikke kende mig.

Ikke vide, hvem jeg var.

Det burde have været det mest nedværdigende ved det.

Det blev det, der trak mig.

Jeg kunne være ingen.

Ikke Bente.

Ikke Eriks kone.

Ikke mor.

Kun en kvinde i en kort kjole, der havde sagt, han ikke havde råd til hende.

“Pengene først,” sagde jeg.

Ordene kom næsten uden min tilladelse.

Manden smilede bredere.

Han rakte mig sedlerne.

Jeg tog dem.

Mærkede papiret i hånden.

Det gjorde situationen virkelig.

Jeg kunne stadig have givet dem tilbage.

Gået.

Leet det væk.

I stedet foldede jeg dem sammen og lagde dem i tasken.

“Hvor?” spurgte han.

Jeg så rundt.

Der var mennesker overalt.

Et toilet.

En baggang.

Et mørkere område væk fra baren.

Vi endte et sted, hvor andre kunne være kommet forbi, nemlig i baggården.

Lige før vi gik derud, stod jeg på værtshusets toilet med telefonen i hånden. Jeg tog et hurtigt billede ned over mig selv, ikke for at vise ansigtet, men for at vise nok til, at en mand kunne forstå, hvad jeg tilbød verden den aften.

Jeg sendte det til Søren. Han var ikke manden i baggården. Netop derfor virkede det stærkere. Søren kunne sidde et andet sted og se billedet, mens en fremmed mand trak mig ind i mørket.

Det gav mig en skamfuld rus. Ikke kærlighed. Ikke engang rigtig nærhed. Bare følelsen af at være delt mellem flere mænds begær på samme tid. En så mig fysisk. En anden forestillede sig mig gennem billedet. Og Erik vidste ingenting.

Når jeg lukker øjnene, er baggården ikke en lang scene. Den er korte billeder: en affaldscontainer, et gult lys, en våd plet på jorden og en åbning ud mod hovedgaden.

Jeg hører stadig latteren udefra mere end mandens ord. Det var det mærkelige: almindelige mennesker gik forbi få meter væk, mens jeg gjorde mig selv mindre, end jeg havde troet muligt.

Den fremmede mands ansigt

Han var midaldrende, bred over maven og klædt i en jakke, der lugtede af værtshus og regn. Hans hår var tyndt på toppen, og skægstubbene lå mørke omkring munden.

Hans stemme var lav, men ikke blød. Den havde en kølig tilfredshed i sig, som om betalingen allerede havde ændret måden, han havde ret til at tale på.

Jeg husker ikke hans øjne klart. Jeg husker mere følelsen af hans hånd i mit hår og den måde, han stod på: lidt for bredt, lidt for sikker på, at jeg nu var en del af stedet.

Baggården ud mod hovedgaden

Baggården var mørk på den måde, byrum bliver mørke, når lyset kun kommer fra vinduer, en bagdør og et skilt ude mod gaden. Der stod affaldscontainere langs muren, og jorden var fugtig og beskidt under mine sko.

Ude fra hovedgaden kunne jeg høre mennesker gå forbi. Stemmer der talte højt, nogen der grinede, en sangstump fra en beruset gruppe, biler der kørte forbi med våde dæk mod asfalten.

Risikoen var ikke abstrakt. Den havde lyd. Hver gang nogen passerede åbningen mod gaden, stivnede jeg et øjeblik og fortsatte alligevel.

Det øgede risikoen.

Og risikoen øgede lysten.

Jeg udførte den handling, han havde betalt for.

Hurtigt.

Uden ømhed.

Uden at kende hans efternavn.

Han rørte ved mit hår, som om han havde købt retten til det sammen med resten.

Jeg kunne lugte alkohol på ham.

Fem sekunder på knæ

Da jeg satte mig ned, mærkede jeg kulden og snavset gennem stoffet ved knæene. Han lugtede ikke godt. Alkohol, gammel sved og noget surt fra tøjet blandede sig med lugten fra baggårdens affald.

Hans underbukser var gulede og beskidte i kanten. Jeg så det alt for tydeligt i det lille lys fra bagdøren, og i et sekund tænkte jeg, at jeg stadig kunne rejse mig.

Jeg talte til fem inde i mig selv. Ikke fordi det gjorde mig modig, men fordi talrækken gav mig noget at holde fast i. En. To. Tre. Fire. Fem. Så gjorde jeg det, han havde betalt for.

Ydmygelsen kom ikke bagefter. Den var der allerede, mens jeg valgte at fortsætte. Jeg følte mig beskidt, billig og mærkeligt fjern fra mig selv, som om jeg både var kvinden på knæ og en anden, der så på hende udefra.

Høre musikken gennem væggen.

Jeg tænkte på pengene i tasken.

På min egen sætning:

Det har du ikke råd til.

Nu havde han fået mig til at sætte en pris.

Jeg oplevede både magt og ydmygelse samtidig.

Det var en kombination, jeg senere kom til at jagte igen.

At blive reduceret og samtidig fortælle mig selv, at det var mig, der styrede.

Da det var overstået, rettede jeg mig.

Manden så tilfreds ud.

Som om handlen var afsluttet.

“Det var de penge værd,” sagde han.

Jeg tørrede munden.

“Så er du nem at imponere.”

Jeg forsøgte at lyde kold.

Han lo.

“Har du en pris for resten?”

Noget i mig reagerede igen.

Ikke med afsky alene.

Med lyst.

Det skræmte mig.

“Nej.”

“Er du sikker?”

“Ja.”

“Man kan altid spørge.”

Han gik tilbage mod baren.

Jeg blev stående.

Hænderne rystede lidt.

Ikke af frygt.

Adrenalin.

Jeg kunne mærke sedlerne i tasken, selv om jeg ikke rørte dem.

Jeg havde gjort noget, jeg få minutter tidligere ville have sagt, at jeg aldrig gjorde.

Ikke fordi jeg havde brug for pengene.

Ikke fordi jeg var tvunget.

Fordi han havde udfordret mig.

Fordi jeg ønskede at overskride endnu en grænse.

Fordi den rå handel ophidsede mig.

Det var ikke de tusind kroner, der ændrede noget.

Det var opdagelsen af, at beløbet næsten var ligegyldigt.

Hvis han havde tilbudt mindre, ville jeg måske stadig have gjort det.

Ikke før han spurgte.

Men da scenen først fandtes, blev pengene kun en rekvisit.

Det var handlingen, jeg ville have.

At kunne tage imod.

Gøre det.

Gå tilbage ind i lokalet og ligne mig selv.

Jeg gik på toilettet.

Låste døren.

Så mig i spejlet.

Makeuppen var næsten intakt.

Håret kunne ordnes.

Ingen kunne se, hvad der lige var sket.

Jeg tog pengene frem.

Talte dem.

Tusind.

Jeg forventede at føle skyld.

Den kom.

Men bag den lå tilfredshed.

Jeg havde fået penge for noget, jeg andre gange havde gjort frivilligt.

Det fik mig til at føle mig eftertragtet på en ny og forvrænget måde.

En mand havde ikke kun ønsket min krop.

Han havde værdisat adgangen til den.

Jeg forstod ikke endnu, hvor farligt det var at tænke sådan.

Når en kvindes værdi bliver bundet til, hvad mænd vil betale eller gøre for hendes krop, findes der ingen ende på prøven.

Voldsom lyst fyldte mig lige der og jeg begyndte at berøre mig sig selv, så jeg nærmest rev mit tøj voldsomt til side. Så ophidset var jeg blevet af den nye mulighed.

Næste mand skal tilbyde mere.

Eller handlingen skal være vildere.

Hvis beløbet er mindre, kan ydmygelsen selv blive en del af rusen.

Det var præcis den vej, jeg begyndte at gå.

Jeg lagde sedlerne tilbage.

Vaskede hænder.

Skyllede munden.

Så på min vielsesring.

Jeg havde beholdt den på.

Manden måtte have set den.

Han havde været ligeglad.

Jeg havde også været ligeglad i øjeblikket.

Den erkendelse gjorde mere ondt end selve handlingen.

Ringen var engang det synlige bevis på, at Erik havde valgt mig.

Nu bar jeg den, mens en fremmed købte nogle minutter af min krop.

Jeg overvejede at tage hjem.

I stedet gik jeg tilbage til baren.

Manden stod sammen med nogle andre.

Han så på mig.

Sagde måske noget til dem.

De kiggede kort.

Jeg vidste ikke, om han fortalte sandheden.

Tanken om, at de kunne vide det, gjorde mig varm igen.

Skammen havde ikke standset lysten.

Den havde blandet sig med den.

En anden mand smilede til mig.

Jeg svarede.

Det er måske den detalje, der fortæller mest om, hvor langt jeg var kommet.

Jeg havde lige overskredet en grænse, som burde have fået mig til at gå direkte hjem og revurdere hele mit liv.

I stedet søgte mine øjne allerede den næste reaktion.

Ikke nødvendigvis endnu en handel den samme aften.

Bare bekræftelsen.

At den første mand ikke havde været den eneste, der ønskede mig.

Jeg drak et glas mere.

Dansede.

Mærkede kroppen.

Sedlerne i tasken.

Mændenes blikke.

Jeg havde aldrig følt mig så synlig.

Eller så fjern fra mig selv.

Det lykkedes mig, at fange en mand mere kort tid efter.

Da jeg kom hjem, var huset stille.

Erik lå i sengen.

Han vågnede, da jeg kom ind.

“Hvad er klokken?”

“Ikke så meget.”

Han kiggede mod uret.

“Det er sent.”

“Vi blev hængende.”

“Havde du det godt?”

“Ja.”

Jeg tog tøjet af med ryggen til ham.

Ikke fordi der var synlige mærker.

Fordi jeg følte, han kunne se sandheden i min krop.

Erik satte sig lidt op.

“Kom her.”

“Jeg skal lige børste tænder.”

Jeg gik ud på badeværelset.

Børstede længere end nødvendigt.

Skyllede igen.

Jeg kunne stadig huske den fremmede mands smag og lugten af alkohol.

Jeg kvalte en bølge af kvalme.

Så så jeg pengene i tasken.

Tog dem frem.

Hvor skulle jeg lægge dem?

Ikke i den fælles pung.

Ikke sammen med husholdningspengene.

Jeg foldede dem og gemte dem mellem nogle personlige ting.

Det var første gang, jeg skjulte penge for Erik på den måde.

Endnu en hemmelighed.

Ikke kun en mand.

En handel.

Da jeg kom tilbage, rakte Erik armen ud.

Jeg lagde mig ind til ham.

Han kyssede mig.

Først blidt.

Så med den lyst, der stadig kunne vække hele min krop.

Jeg ønskede ham.

Det gjorde jeg.

Men skyldfølelsen stod mellem os.

“Hvad er der?” spurgte han.

“Ingenting.”

“Du er anspændt.”

“Jeg er træt.”

Han strøg min ryg.

“Så skal vi sove.”

Ordene gav mig lettelse.

Og frygt.

Hvis jeg afviste ham, kunne han blive mistænksom.

Ikke den aften måske.

Men hvis det gentog sig.

Jeg kyssede ham igen.

Mere insisterende.

“Jeg er ikke så træt.”

Erik smilede.

“Du skal ikke, hvis du ikke har lyst.”

“Det har jeg.”

Det var sandt.

Og samtidig brugte jeg sandheden til at dække over løgnen.

Vi var sammen.

Nært.

Kendt.

Han tog sig tid.

Som altid.

Han ønskede min nydelse.

Det gjorde næsten skyldfølelsen uudholdelig.

Den fremmede mand havde betalt for en hurtig handling og var gået.

Erik holdt mig, så på mig og kendte hver reaktion.

Han gav mig alt det, jeg påstod at savne, når jeg gik ud.

Jeg kunne ikke engang sige, at den anden mand havde givet mig noget bedre.

Han havde kun givet mig noget nyt.

Noget råt.

Ydmygende.

Og derfor intenst.

Bagefter lå jeg med hovedet på Eriks bryst.

Hans hånd bevægede sig gennem mit hår.

Den samme hånd, den fremmede havde grebet i kort tid tidligere.

Jeg følte mig beskidt.

Ikke på huden.

Inde bag den.

“Havde I en sjov aften?” spurgte Erik.

“Ja.”

“Hvad lavede I?”

“Det sædvanlige.”

Det sædvanlige.

Ordene var næsten groteske.

Men på det tidspunkt var løgnen begyndt at blive netop det.

Sædvanlig.

Jeg nævnte musikken.

Nogle mennesker, jeg havde talt med.

Noget morsomt, der var sket.

Alt sammen sandt.

Jeg fjernede bare manden.

Pengene.

Den mørke gang.

Jeg gav Erik en redigeret aften og lod ham tro, han havde fået hele fortællingen.

“Du lugter lidt af røg,” sagde han.

“Der var nogen, der røg tæt på.”

“Jeg troede ikke, man måtte.”

“Folk gør så meget.”

Han kyssede mit hår.

“Ja.”

Jeg lå helt stille.

Folk gør så meget.

Jeg følte næsten, han havde sagt det direkte til den hemmelige kvinde inde i mig.

Næste morgen stod jeg op før ham.

Fandt de tusind kroner.

Så på dem igen.

De havde mistet noget af deres spænding i dagslyset.

Nu lignede de bare penge.

Papir.

Et beløb.

Jeg kunne ikke bruge dem uden at huske, hvordan jeg havde fået dem.

Alligevel smed jeg dem ikke ud.

Jeg gemte dem.

Det var vigtigt for mig at beholde beviset.

Ikke kun på handelen.

På at nogen havde været villig til at betale.

Jeg begyndte at tænke på, hvad andre mænd ville give.

Ikke med det samme som en egentlig plan.

Et spørgsmål.

Hvad var min pris?

Var tusind meget?

Lidt?

Kunne jeg have fået mere?

Hvorfor havde jeg sagt ja?

Ville jeg gøre det igen?

Jeg svarede nej på det sidste.

Naturligvis ikke.

Det var en engangsoverskridelse.

En dum aften.

En provokation.

Jeg havde bevist, at manden godt havde råd.

Nu var det slut.

Sådan talte jeg til mig selv.

Men få dage senere stod jeg foran spejlet og valgte tøj.

Jeg tænkte ikke kun på, hvem der ville se.

Jeg tænkte:

Hvem ville betale?

Det var dér, jeg forstod, at noget havde flyttet sig.

Jeg havde tidligere ønsket mændenes begær som bevis på min værdi.

Nu var penge blevet endnu en målestok.

Ikke fordi jeg havde brug for dem.

Fordi de gjorde begæret håndgribeligt.

En mand kunne sige, at jeg var smuk, og gå videre.

Hvis han tog penge frem, virkede ønsket mere virkeligt.

Det var en løgn.

Betaling gjorde ikke begæret dybere.

Kun transaktionen tydeligere.

Men jeg var ikke interesseret i dybde uden for hjemmet længere.

Den havde jeg hos Erik.

Jeg søgte intensitet.

Ydmygelse.

En følelse af at krydse en grænse, jeg dagen før havde troet stadig fandtes.

Den aften blev ikke den sidste.

Det kan jeg lige så godt sige nu.

Den blev begyndelsen på, at penge indimellem gled ind i mit hemmelige liv.

Først større beløb, jeg kunne fortælle mig selv gjorde handlingen særlig.

Senere mindre.

Til sidst næsten ingenting.

For det viste sig, at beløbet ikke var drivkraften.

Det var spørgsmålet:

“Hvad vil du give?”

Og mandens svar.

Den korte forhandling.

At gøre min egen krop til noget, der kunne handles med.

Nogle gange sagde jeg ja til et beløb, der gjorde mig flov allerede i øjeblikket.

Ikke fordi jeg var desperat efter pengene.

Fordi ydmygelsen i den lave pris blev en del af handlingen.

Det kom senere.

På rastepladserne.

I biler.

Hos mænd, jeg aldrig så igen.

På det tidspunkt var jeg stadig en kvinde, der kunne blive chokeret over sine egne tusind kroner.

Jeg havde endnu en rest af en grænse.

Men den holdt ikke.

Grænser, man overskrider uden at forstå hvorfor, står sjældent samme sted næste gang.

De flytter sig.

Det, der var utænkeligt mandag, kan føles almindeligt fredag.

Det, der krævede alkohol første gang, kan gøres ædru den næste.

Det, der krævede tusind kroner, kan senere gøres for to hundrede.

Eller halvtreds.

Ikke fordi værdien falder.

Fordi man efterhånden ikke forsøger at beskytte nogen værdi.

Man forsøger kun at fremkalde følelsen.

Jeg begyndte også at betragte mænd anderledes.

Ikke kun:

Vil han have mig?

Men:

Hvad kan jeg få ham til?

Hvor langt kan jeg drive situationen?

Hvad vil han betale?

Hvad tør han bede om?

Og hvor langt tør jeg selv gå, før jeg bliver bange?

Det sidste spørgsmål blev den egentlige motor.

Jeg testede ikke længere kun mændenes begær.

Jeg testede mine egne grænser.

Og mændenes grænser. Var de gift ville jeg gøre det i mandens og hans kone’s seng.

Hver ny overskridelse gav et kort chok.

Så en rus.

Derefter skam.

Når skammen blev for stærk, søgte jeg en ny mand eller en ny scene for at overdøve den.

Det blev en spiral.

Ikke et frit sexliv.

Ikke frigørelse.

En afhængighed af intensitet.

Jeg ville ønske, jeg havde forstået forskellen dengang.

Fri seksualitet kræver, at man stadig kan vælge nej.

At man kan standse.

Mærke sin krop.

Passe på sig selv og andre.

Jeg kunne efterhånden ikke længere gøre det.

Jeg sagde ja, fordi muligheden stod foran mig.

Fordi næste grænse trak.

Fordi den søde hustru hjemme hos Erik føltes så tryg, at jeg begyndte at tro, jeg kunne forlade hende i nogle timer og altid finde tilbage.

Men hver gang jeg vendte hjem, var der lidt mindre af hende.

Hun stod stadig op.

Smilede.

Kyssede sin mand.

Elskede sine børn.

Men hun bar flere hemmeligheder.

Flere mænd.

Nu også penge.

De fire eller fem år med to parallelle liv begyndte derfor ikke med, at jeg holdt op med at elske Erik.

De begyndte med, at jeg opdagede, hvor meget jeg kunne skjule for ham og stadig blive elsket.

Han så mig om morgenen.

Kendte min stemme.

Min latter.

Min krop.

Men han kendte ikke sedlerne mellem mine ting.

Ikke manden ved baren.

Ikke den mørke gang.

Ikke den del af mig, som havde følt sig ophidset af at blive købt.

Jeg havde bevist, at jeg kunne komme hjem efter noget, der burde have ændret alt, og fortsætte næste morgen som normalt.

Det gjorde ikke dobbeltlivet sværere.

Det gjorde det lettere.

Og da først pengene var kommet ind i hemmeligheden, åbnede der sig endnu en dør.

En dør, jeg senere gik gennem igen og igen, indtil næsten enhver mand kunne få adgang, hvis han ramte mig på den rigtige dag, tilbød den rigtige overskridelse eller blot stod det rigtige sted, når min lyst krævede en ny handling.

Jeg troede stadig, jeg valgte.

I virkeligheden var jeg begyndt at sige ja, før mændene næsten havde nået at spørge.

De faste elskere og de tilfældige mænd

Mændene begyndte at falde i to grupper.

De faste.

Og de tilfældige.

Jeg brugte ikke de ord dengang.

Ikke højt.

Men inde i mit hoved organiserede jeg dem sådan.

De faste mænd havde navne, telefonnumre og vaner.

Jeg vidste, hvornår de kunne.

Hvor deres koner arbejdede.

Hvornår deres børn blev hentet.

Hvilken dør jeg skulle bruge.

Ruterne jeg lærte udenad

Hvor jeg kunne stille bilen uden at blive bemærket.

Nogle havde et værelse.

Et værksted.

Et kontor.

Et hjem, der stod tomt på bestemte tidspunkter.

De tilfældige mænd havde næsten ingenting.

Et ansigt.

En bil.

En lugt.

En sætning.

Nogle gange et beløb.

Så forsvandt de.

Jeg kunne møde dem på en bar, en parkeringsplads, en café eller et sted langs vejen.

Jeg vidste ofte ikke, om deres fornavn var sandt.

Det var heller ikke vigtigt for mig.

De to grupper gav mig noget forskelligt.

Hos de faste mænd kunne jeg føle mig udvalgt.

De skrev.

Ventede.

Huskede, hvad jeg havde haft på.

Sagde, at de havde savnet mig.

Det lignede næsten en relation, hvis man fjernede alt det, der gør en relation virkelig.

Ansvar.

Åbenhed.

Fremtid.

Dagslys.

De tilfældige mænd gav mig det modsatte.

Ingen forventninger.

Ingen historie.

Ingen samtale næste dag.

Jeg kunne lade dem bruge den side af mig, jeg ikke ønskede at tage med hjem.

Den hårde og ubarmhjertige rå sex, hvor jeg blev taget hårdt i halsen, numsen eller bare et næsten offentligt sted.

Der hvor jeg blev behandlet hårdt, revet i håret, fik en lussing, klap i numsen, en helt hånd oppe i skeden, tvunget til at slikke en mand anus, spyttet på og endda tisset i munden.

Så kunne jeg forlade stedet og næsten bilde mig ind, at det aldrig var sket.

I begyndelsen troede jeg, at de faste mænd var de farligste.

Fordi følelser kunne opstå.

Fordi beskeder kunne blive fundet.

Fordi en mand, der mente, han kendte mig, kunne begynde at kræve mere.

Senere forstod jeg, at de tilfældige også var farlige.

Ikke kun på grund af sygdom, vold eller afsløring.

Fordi anonymiteten fjernede endnu en bremse.

Når ingen kendte mit navn, kunne jeg gøre ting, jeg ikke ville forbinde med den kvinde, jeg var hjemme.

Jeg kunne fortælle mig selv, at det ikke rigtig var Bente.

Bare en krop, der havde været et sted i nogle minutter.

Men det var altid mig, der kørte hjem bagefter.

Mig, der kyssede Erik.

Mig, der så børnene i øjnene.

Jeg havde efterhånden tre faste mænd.

Ikke samtidig hver dag.

Men samtidig i mit liv.

Den første var Søren.

Han var ikke længere bare manden fra den tidlige flirt.

Det, der var begyndt med blikke og antydninger, var for længst blevet fysisk.

Vi havde ingen romantisk historie.

Ingen drømme om et fælles hjem.

Han kendte min ægteskabelige situation.

Jeg kendte noget af hans.

Vi mødtes, når det kunne passes ind.

Han kunne skrive:

“Har du tyve minutter?”

Og jeg begyndte straks at regne.

Hvor var Erik?

Hvornår skulle børnene noget?

Hvor lang tid tog køreturen?

Hvilken forklaring kunne dække forsinkelsen?

Tyve minutter kunne kræve en hel dags planlægning.

Alligevel gjorde jeg det.

Ikke hver gang.

Ofte nok.

Søren kendte en del af mig, som de helt tilfældige mænd ikke gjorde.

Han vidste, at jeg kunne blive bange bagefter.

At jeg kunne sige:

“Det her er sidste gang.”

Han grinede ikke altid.

Nogle gange sagde han:

“Det har du sagt før.”

“Jeg mener det denne gang.”

“Selvfølgelig.”

Hans ro irriterede mig.

Og lettede mig.

Han troede ikke på mine løfter, så jeg behøvede næsten heller ikke selv gøre det.

En dag sagde jeg:

“Du skal ikke skrive mere.”

“Okay.”

“Jeg mener det.”

“Det sagde du.”

“Så lad være.”

Han skrev ikke i tre dage.

Jeg kontrollerede telefonen hele tiden.

Først med lettelse.

Så med uro.

Så med vrede.

Da beskeden endelig kom, svarede jeg på få sekunder.

“Hvorfor skriver du?”

“Fordi du ventede.”

Jeg hadede, at han havde ret.

Den anden faste mand hed Martin.

Han var mere ordentlig.

Sådan opfattede jeg ham.

Han havde rene skjorter.

Et pænt kontor.

Talte roligt.

Spurgte, om jeg havde det godt.

Han kunne sætte kaffe frem, før noget andet skete.

Det fik mig til at føle, at mødet var mindre råt.

Mere værdigt.

Det var en illusion.

Vi løj begge to.

Skjulte tiden.

Brugte andre menneskers tillid.

Men fordi der stod to kopper på et bord, kunne jeg fortælle mig selv, at jeg stadig var en kvinde, man talte med.

Ikke kun den kvinde fra baren, der kunne tage imod penge i en mørk passage.

Martin sagde en dag:

“Du behøver ikke skynde dig.”

“Det gør jeg.”

“Du ser altid på uret.”

“Jeg har et liv.”

“Det har jeg også.”

“Så ved du hvorfor.”

Han så på mig.

“Har du nogensinde overvejet at gå fra ham?”

Spørgsmålet gjorde mig vred.

“Nej.”

“Så hvorfor er du her?”

Jeg havde intet svar, der kunne tilfredsstille et voksent menneske.

“Fordi jeg har lyst.”

“Til mig?”

Jeg tøvede.

“Til det her.”

Han forstod forskellen.

Det gjorde jeg også.

Jeg søgte ikke en ny mand at elske.

Jeg søgte rum, hvor jeg kunne være en anden.

Martin blev stille.

“Du elsker ham.”

“Ja.”

“Meget?”

“Ja.”

“Og alligevel kommer du.”

“Ja.”

Han rystede på hovedet.

Ikke fordømmende.

Næsten fascineret.

Det blik gav mig endnu en form for bekræftelse.

Jeg var en gåde.

En kvinde, der havde alt og alligevel ikke kunne nøjes.

Jeg begyndte at gøre umætteligheden til noget særligt.

Som om den gjorde mig mere erotisk end andre kvinder.

I virkeligheden gjorde den mig bare mindre i stand til at vælge.

Den tredje faste mand var min chef.

Det begyndte ikke som de andre.

Han havde altid været opmærksom på kvinder.

Det vidste alle.

Han smilede lidt for længe.

Stod lidt for tæt.

Kunne kommentere tøj på en måde, der blev pakket ind som humor.

Tidligere ville jeg have holdt afstand.

På det tidspunkt registrerede jeg hans interesse som endnu en mulighed.

Jeg var ikke særligt tiltrukket af ham.

Det blev næsten en del af spændingen.

Jeg ønskede ikke kun mænd, jeg selv fandt smukke.

Jeg ønskede at mærke, at enhver mand kunne bringes til at ville mig.

Magtforholdet burde have gjort mig forsigtig.

Han var min chef.

Kunne påvirke mine timer, opgaver og løn.

Jeg vidste godt, at en aftale mellem os aldrig ville være helt enkel.

Alligevel gik jeg selv ind på hans kontor til lønforhandlingen med en tanke, jeg allerede havde prøvet af i hovedet.

Vi havde talt hjemme om pengene.

Ikke om den tanke.

Kun økonomien.

Erik tjente mindre, end jeg mente, vi havde brug for.

Der var regninger.

Børn.

Ting, der skulle repareres.

“Du burde bede om mere,” sagde Erik.

“Det gør jeg også svarede jeg. Jeg har jo i forvejen meget overarbejde og det må han betale for”

Han smilede.

“Så sig det.”

Eriks opbakning burde have gjort mig stolt.

Jeg havde udført mit arbejde.

Kunne argumentere for ansvar, erfaring og resultater.

Jeg behøvede ikke tilbyde andet.

Men den anden plan var allerede vokset frem.

Ikke fordi jeg troede, det var den eneste måde at få lønforhøjelsen på.

Fordi handlen fra baren havde åbnet en ny dør i mig.

Hvad kunne jeg få?

Hvor tydeligt kunne jeg gøre det?

Hvor langt kunne jeg flytte noget, der burde have været professionelt?

Jeg sad overfor chefen.

Han havde nogle papirer foran sig.

“Hvad havde du forestillet dig?” spurgte han.

“Fem tusind mere om måneden.”

Han lænede sig tilbage.

“Fem tusind?”

“Ja.”

Han grinte og svarede “Det er et stort spring.”

“Jeg har taget mere ansvar.”

“Det har du.”

“Og jeg leverer.”

“Det gør du.”

Han bladrede i papirerne.

“Men fem tusind er stadig meget.”

Jeg tænkte på den faglige argumentation.

Jeg kunne have fortsat.

Nævnt opgaver.

Resultater.

Ansvar.

I stedet sagde jeg:

“Erik tjener ikke så meget.”

Chefen så op.

“Det kan virksomheden vel ikke betale dig efter.”

“Nej.”

“Hvorfor nævner du det så?”

Jeg mærkede pulsen.

Det var stadig muligt at vende tilbage.

Sige, at økonomien hjemme gjorde beløbet vigtigt.

Fortsætte professionelt.

Men jeg ønskede at se hans ansigt, når jeg sagde det.

“Fordi jeg kan give dig noget ekstra for pengene.”

Han smilede.

Ikke stort.

“Som hvad?”

Jeg holdt hans blik.

“Så står jeg til din private disposition i arbejdstiden.”

Stilheden efter sætningen var kort.

Den føltes lang.

Chefen lænede sig lidt frem.

“Ved du, hvad du siger?”

“Ja.”

“Gør du?”

“Ja.”

Han betragtede mig.

Ikke som medarbejder længere.

Blikket bevægede sig over mig.

Det var præcis det skifte, jeg havde ønsket at fremkalde.

Jeg burde have mærket ydmygelsen først.

I stedet kom den velkendte varme.

Det professionelle rum blev seksuelt på få sekunder.

Jeg havde selv gjort det.

“Fem tusind?” spurgte han.

“Ja.”

“Og hvad betyder privat disposition?”

“Det ved du godt.”

“Jeg vil høre dig sige det.”

Jeg kunne mærke, at han allerede prøvede magten.

Han havde forstået, at mit tilbud gav ham mulighed for at definere mere.

Det burde have fået mig til at trække mig.

Men jeg oplevede hans krav som en udfordring.

“At du kan kalde mig ind, når du vil have mig.”

“I arbejdstiden?”

“Ja.”

“Og du siger ikke nej?”

Jeg tøvede.

Et menneske bør altid kunne sige nej.

Det ved jeg nu.

Ingen aftale om kroppen kan ophæve den ret.

Men dengang var selve tanken om ikke at kunne sige nej en del af det, der tiltrak mig.

“Ikke uden en meget god grund,” sagde jeg.

Han smilede.

“Det lyder ikke som fuld disposition.”

“Så må du tage det, du kan få.”

Jeg havde stadig et lille forsøg på magt i stemmen.

Chefen rystede på hovedet.

“Du kom selv med tilbuddet.”

“Ja.”

“Så skal du ikke begynde at forhandle vilkårene bagefter.”

Ordene burde have vist mig, hvilken fælde jeg var ved at bygge.

En lønaftale kunne skrives på papir.

Denne anden aftale ville eksistere i antydninger, forventninger og hans magt over mig.

Hvis jeg senere sagde nej, kunne han påstå, at jeg havde brudt aftalen.

Hvis han krævede mere, end jeg forestillede mig, havde jeg ingen sikker ramme.

Ingen neutral person.

Ingen beskyttelse.

Kun en chef, der kunne påvirke mit arbejde, og en medarbejder, der havde tilbudt sin krop for løn.

“Accepterer du?” spurgte jeg.

Han så på mig et øjeblik mere.

“Ja.”

Så hurtigt.

Ingen moralsk tøven.

Ingen spørgsmål om, hvorfor en gift medarbejder tilbød det.

Ingen påmindelse om, at arbejdspladsen skulle være sikker.

Kun:

Ja.

Han skrev noget på papiret.

“De fem tusind træder i kraft fra næste måned, og tillykke med din nye titel”

Jeg så på hans hånd.

Pennen.

Tallet.

Det gjorde handlen virkelig.

“Godt.”

“Er det?”

“Ja.”

Han rejste sig.

Lukkede døren.

Jeg vidste, at mødet ikke var slut.

Det var en test.

Ikke kun af mig.

Af, om tilbuddet var alvorligt.

Han kom tættere.

“Så begynder aftalen nu.”

Jeg kunne have sagt nej.

Jeg kunne have åbnet døren.

Sagt, at kommentaren var en dårlig vittighed.

Accepteret eller afvist løntilbuddet på fagligt grundlag.

I stedet blev jeg.

Den første gang på hans kontor blev ikke romantisk.

Det var heller ikke meningen.

Han brugte den adgang, jeg netop havde givet ham.

Jeg gjorde, hvad han bad om.

Ikke alt uden tøven.

Men nok til, at ingen af os bagefter kunne lade, som om samtalen kun havde handlet om løn.

Da det var overstået, rettede han på sit tøj.

Satte sig.

“Du kan gå tilbage til arbejdet.”

Tonen var næsten almindelig.

Det gjorde oplevelsen mere voldsom.

Jeg stod få sekunder tidligere midt i en seksuel handel.

Nu var jeg igen medarbejder.

Efter episoderne med chefen skete det også omvendt. Jeg kunne gå ud fra hans kontor, rette tøjet og sende et billede til Søren, som om jeg havde brug for at bevise, at jeg stadig var eftertragtet andre steder.

Nogle gange sendte jeg billedet før. Nogle gange efter. Til Søren, til chefen, til en mand jeg havde haft i telefonen i ugevis. Modtageren skiftede, men følelsen var den samme: billedet gjorde mødet større, farligere og mere beskidt.

Det tændte mig, at en mand kunne sidde med billedet og vide, at en anden netop havde haft mig tæt på. Jeg skriver det ikke med stolthed. Jeg skriver det, fordi det viser, hvor langt væk jeg var kommet fra almindelig troskab.

“Er det alt?”

Han så op.

“Har du brug for mere?”

Jeg kunne ikke afgøre, om han hånede mig.

“Nej, ikke lige nu og her.”

“Så luk døren efter dig.”

Jeg gik ud.

Kollegaerne arbejdede.

Telefoner ringede.

Ingen vidste, hvad der lige var sket bag døren.

Jeg satte mig ved min plads.

Forsøgte at fokusere.

Hænderne rystede svagt.

Ikke kun af ophidselse.

Af en ny erkendelse.

Jeg havde bundet en seksuel hemmelighed til noget fast i mit liv.

Chefen var ikke en mand, jeg kunne blokere og aldrig se igen.

Jeg skulle møde ham næste dag.

Modtage opgaver.

Deltage i møder.

Høre ham tale professionelt, mens vi begge kendte aftalen.

Det var farligt.

Og netop derfor blev det også intenst.

Da lønnen steg, fortalte jeg Erik den gode nyhed.

“Du fik det?”

“Ja, jeg blev forfremmet og nu stiger min løn hver måned med fem tusinde”

“Fem tusinde?”

“Ja.”

Han smilede stort.

Kom hen.

Løftede mig næsten fra gulvet.

“Jeg vidste, du kunne.”

Skylden ramte så hårdt, at jeg et øjeblik ikke kunne trække vejret.

Erik troede, jeg havde overbevist chefen med mit arbejde.

Han var stolt af mig.

“Det er fortjent,” sagde han.

“Ja.”

Ordet sad fast.

Jeg havde fortjent lønforhøjelsen fagligt.

Det tror jeg stadig.

Men det var ikke sådan, jeg havde fået den.

Jeg havde gjort noget, der forvandlede hver ekstra krone til et bevis på løgnen.

“Hvad sagde du til ham?” spurgte Erik.

“At jeg havde taget mere ansvar.”

Det havde jeg også sagt.

“Og?”

“At jeg leverede.”

Også sandt.

“Så gav han sig bare?”

Jeg kyssede Erik for at lukke samtalen.

“Jeg kan være overbevisende.”

Han smilede.

“Det ved jeg.”

Han hørte flirt.

Jeg hørte tilståelse.

Aftalen med chefen ændrede arbejdsdagen.

Før kunne arbejdet være et sted, hvor jeg i det mindste havde en funktion, der ikke handlede om mændenes begær.

Nu ventede muligheden bag hans dør.

Nogle dage kaldte han mig ind kort efter, jeg var mødt.

Andre lod han mig gå flere dage uden noget.

Ventetiden blev en del af kontrollen.

Jeg kunne sidde ved mit bord og spekulere på, om telefonen ringede.

Hvis den gjorde, reagerede kroppen før tankerne.

“Kom lige ind,” sagde han.

Ingen forklaring.

Kollegaerne antog, at det handlede om arbejde.

Det gjorde det måske også i begyndelsen.

Et dokument.

En opgave.

En kunde.

Så lukkede han døren.

Blikket ændrede sig.

Jeg vidste, hvad der kunne komme.

Nogle gange tog det få minutter.

Andre gange brugte han tiden til at minde mig om aftalen.

“Du fik din løn.”

“Ja.”

“Så må du også levere.”

Han brugte et ord fra arbejdet.

Levere.

Det burde have vækket min vrede.

Det gjorde det også.

Men vreden blandede sig med den samme rå ophidselse, som manden på baren havde fremkaldt.

Jeg kunne lide at blive provokeret.

Presset.

Reduceret.

Så længe jeg bagefter kunne fortælle mig selv, at jeg selv havde valgt rammen.

Det var den løgn, der gjorde det muligt.

Jeg havde tilbudt mig.

Derfor havde jeg kontrol.

Men en aftale, hvor den ene part bestemmer over den andens løn og arbejdsdag, er ikke lige.

Jeg kunne have trukket samtykket tilbage når som helst.

Det havde jeg ret til.

Dengang oplevede jeg det ikke sådan.

Jeg følte, at pengene havde købt et løfte af mig.

Og at bruddet på løftet ville afsløre alt.

Chefen vidste ikke nødvendigvis hele mit hemmelige liv.

Men han vidste nok til at kunne ødelægge det ægteskab, jeg stadig ønskede at beholde.

Det gav ham mere magt, end lønaftalen alene gjorde.

De faste mænd begyndte på den måde at fylde bestemte rum.

Søren havde sine korte beskeder og hurtige møder.

Martin havde kaffen, kontoret og forestillingen om respektabilitet.

Chefen havde arbejdstiden.

Jeg kunne møde én før arbejde.

En anden i løbet af dagen.

En tredje på vej hjem.

Ikke hver dag i begyndelsen.

Men muligheden fandtes.

Det blev et system.

Jeg havde forskellige forklaringer til forskellige tider.

Et tidligt møde.

En opgave, der trak ud.

Trafik.

Indkøb.

En kollega, der skulle have hjælp.

Eller bare overarbejde, da “lønforhøjelsen på fem tusinde selvfølgelig også forpligter!” sagde Erik

Når man lyver meget, begynder man at forstå, at gode løgne ofte ligger tæt op ad sandheden.

Jeg havde været på arbejde.

Bare ikke kun det arbejdet. Måske også mit hobby arbejde.

Jeg havde været i trafik.

Bare også holdt et andet sted.

Jeg havde handlet.

Bare efter at have mødt en mand.

Den sande ramme gjorde den skjulte del sværere at opdage.

De tilfældige mænd passede ind mellem de faste.

De kom uden plan.

En mand på en café.

En håndværker, jeg mødte et sted.

En bilist.

En mand ved en bar.

En fremmed, der spurgte direkte.

Nogle gange indledte jeg.

Andre gange gav jeg bare signalet.

Jeg havde lært præcis, hvordan man gjorde.

Et blik, der blev holdt.

Et smil uden høflighed.

Et spørgsmål, der kunne forstås på to måder.

“Hvad laver du senere?”

“Det kommer an på, hvem der spørger.”

“Din mand?”

“Ikke ham.”

Så var døren åben.

Jeg kunne møde en tilfældig mand uden at vide andet end hans fornavn.

Nogle gange ikke engang det.

“Hvad hedder du?” spurgte en.

“Hvorfor?”

“Det plejer man at spørge om.”

“Du behøver ikke vide det.”

Han lo.

“Hvad skal jeg så kalde dig?”

“Ingenting.”

Det ord gjorde mig varm.

Ingenting.

Ingen.

En kvinde uden fortid.

Jeg troede, anonymiteten fjernede skylden.

Men skyld kræver ikke, at den anden kender ens navn.

Jeg kendte det.

Jeg vidste, hvem jeg var gift med.

De tilfældige mænd var ofte mere direkte.

Ingen kaffe.

Ingen spørgsmål om livet.

Ingen forestilling om, at vi var særlige for hinanden.

Det blev en lettelse.

Og en nedværdigelse.

Når jeg følte mig brugt bagefter, kunne jeg blive fyldt af skam.

Men i selve øjeblikket oplevede jeg det som frihed fra alle krav om at være et helt menneske.

Jeg skulle ikke forklare mig.

Ikke være interessant.

Ikke fortælle om arbejdet eller børnene.

Kun være tilgængelig.

Det er smertefuldt at se tilbage på, hvor attraktivt det blev for mig at blive reduceret.

Som ung havde jeg lidt under, at mænd kun ønskede kroppen.

Erik havde lært mig, hvordan det føltes at blive elsket som et helt menneske.

Nu gik jeg frivilligt tilbage og bad fremmede mænd om at gøre mig mindre igen.

Forskellen var, at jeg denne gang troede, jeg styrede det.

En mand spurgte engang:

“Er du altid sådan?”

“Sådan hvordan?”

“Nem.”

Ordet burde have fået mig til at gå.

I stedet smilede jeg.

“Kun når jeg har lyst.”

Det var mit forsvar.

Jeg var ikke nem.

Jeg valgte bare hurtigt.

Men når næsten enhver mulighed kunne blive til et ja, var forskellen blevet tynd.

Jeg begyndte at holde telefonen tæt på kroppen.

Ikke kun af frygt for beskeder.

Af forventning.

Den kunne vibrere under et familiemåltid.

Jeg så ikke altid straks.

Men jeg mærkede den.

Søren.

Martin.

Chefen.

Et nyt nummer.

Erik kunne sidde overfor mig.

Fortælle noget.

Jeg nikkede.

Halvt til stede.

“Hvem skriver?” spurgte han en aften.

“En fra arbejdet.”

“Hvad vil de?”

“Noget til i morgen.”

“Nu?”

“Det er åbenbart vigtigt.”

Beskeden var fra Søren.

Kan du gå en tur?

Jeg svarede under bordet:

Ikke nu.

Han skrev:

Senere?

Jeg mærkede lysten.

Ikke fordi jeg ønskede at forlade familien den aften.

Fordi muligheden stod åben.

Det var næsten nok.

“Du arbejder meget for tiden,” sagde Erik.

“Ja.”

“De burde betale dig mere.”

Jeg så på ham.

“Det gør de også. Jeg har lige fået fem tusinde i lønforhøjelse”

Han smilede.

“Det har du fortjent.”

Ordene ramte igen.

Jeg lagde telefonen væk.

Søgte hans hånd over bordet.

Han tog min.

Tilliden var lige dér.

Varm.

Åben.

Jeg kunne have standset.

Slettet numrene.

Fortalt noget.

Ikke nødvendigvis alt på én gang.

Men nok til at bryde hemmeligheden.

I stedet ventede jeg, til han sov, og svarede Søren.

De faste mænd gjorde det muligt at planlægge.

De tilfældige gjorde det muligt at improvisere.

Sammen fjernede de næsten alle tomme rum i mit liv.

Hvis en fast mand ikke kunne, kunne en tilfældig opstå.

Hvis ingen opstod, søgte jeg et sted, hvor muligheden var større.

En bar.

En rasteplads.

Et område, hvor mænd holdt i biler.

Jeg var endnu ikke nået til den periode, hvor jeg stoppede ved næsten alle rastepladser på vej hjem.

Men vejen derhen var begyndt.

Jeg bemærkede dem.

Hvilke der var travle.

Hvor bilerne holdt.

Om en mand sad alene.

Hvilken udgang der gav hurtig adgang tilbage til motorvejen.

Jeg lagrede oplysningerne uden at kalde det planlægning.

Sådan forbereder et menneske ofte sit eget fald.

Ikke gennem én beslutning.

Ved at lære landskabet at kende.

På gode dage kunne jeg stadig føle, at jeg styrede det.

Jeg kunne sige nej til en besked.

Køre forbi en afkørsel.

Afslutte en samtale.

Komme hjem til tiden.

Så var jeg stolt.

Se, tænkte jeg.

Jeg er ikke afhængig.

Jeg vælger.

Men næste dag kunne jeg møde både en fast og en tilfældig mand.

Fordi gårsdagens nej havde givet mig en følelse af, at jeg havde fortjent et ja.

Jeg brugte selvkontrollen som tilladelse til at miste den igen.

En eftermiddag havde chefen kaldt mig ind.

Kort efter arbejdstid mødte jeg Martin.

På vejen hjem standsede jeg for at købe mælk.

En mand ved bilen ved siden af begyndte at tale med mig.

Han så på mine ben.

Jeg lod ham.

“Har du travlt?” spurgte han.

“Det kommer an på hvorfor.”

Sætningen åbnede endnu en mulighed.

Jeg var allerede træt.

Kroppen øm.

Jeg burde have kørt hjem.

Alligevel fulgte jeg situationen et stykke.

Ikke fordi manden var særlig.

Fordi tre mænd på én dag føltes som en ny grænse.

Et tal.

En præstation.

Noget, der kunne gøre dagen mere intens end de andre.

Jeg mødte ham kort.

Uden at kende ham.

Da jeg bagefter satte mig i bilen, følte jeg ikke triumf.

Kun udmattelse.

Jeg så mit ansigt i spejlet.

Tænkte:

Hvem forsøger du at imponere?

Ingen kendte tallet.

Jeg havde endnu ikke tænkt mig at fortælle det.

Mændene kendte ikke hinanden.

Erik kendte ingen af dem.

Hele præstationen eksisterede kun i mit hoved.

Alligevel kørte jeg hjem med en forvrænget stolthed.

Tre.

På én dag.

Det blev begyndelsen på, at antallet fik en værdi i sig selv.

Det skulle først kulminere senere.

Men frøet lå dér.

Hjemme stod Erik og lavede mad.

“Du er sent på den.”

“Chefen holdt mig tilbage.”

Sandt.

“Og der var kø.”

Også sandt et sted på turen.

“Fik du mælken?”

Jeg løftede posen.

“Ja.”

Han kom hen.

Kyssede mig.

Jeg spændte kort.

Ikke fordi jeg ikke ønskede ham.

Fordi kroppen var træt og øm.

Erik mærkede det.

“Er der noget?”

“Jeg har siddet forkert i bilen.”

“Hvor?”

“I ryggen.”

“Skal jeg massere dig senere?”

Hans omsorg gjorde ondt.

“Ja.”

Han smilede.

“Så gør jeg det.”

Jeg satte mælken i køleskabet.

Børnene talte.

Hverdagen fortsatte.

Jeg var fysisk til stede.

Mentalt gennemgik jeg dagen.

Havde jeg efterladt noget?

En besked?

En kvittering?

En lugt?

Var tøjet i orden?

Havde nogen set min bil?

Det hemmelige liv gav ikke kun lyst.

Det gav administration.

Risiko.

Kontrol.

Jeg brugte mere og mere energi på at skjule det.

De faste mænd blev gemt under andre navne.

Søren kunne stå som en kvinde fra arbejdet.

Martin som en butik.

Chefen behøvede ikke skjules på samme måde, fordi hans navn naturligt kunne være på telefonen.

Det gjorde ham næsten farligere.

Erik kunne se en besked fra ham og ikke reagere.

“Chefen igen?”

“Ja.”

“Hvad vil han nu?”

“At jeg kommer lidt tidligere.”

Nogle gange var det præcis det, han ville.

Bare ikke af den grund, Erik forestillede sig.

Jeg blev dygtig til at holde historierne adskilt.

Hvem havde jeg fortalt hvad?

Hvornår havde jeg angiveligt arbejdet sent?

Hvilken kvinde havde jeg brugt som forklaring?

Hvor havde bilen været?

De faste mænd skulle også holdes adskilt fra hinanden.

Søren blev jaloux på en rå måde.

Ikke fordi vi havde lovet hinanden troskab.

Fordi han ønskede at føle, at han havde en særlig adgang.

“Ser du andre?” spurgte han.

“Jeg er gift.”

“Det var ikke det, jeg spurgte om.”

“Så lad være med at spørge.”

“Der er andre.”

Jeg smilede.

“Hvorfor betyder det noget?”

“Det gør det heller ikke.”

Men det gjorde det.

Hans jalousi gav mig endnu en rus.

Nu konkurrerede mændene, uden at de nødvendigvis kendte navnene på dem, de konkurrerede med.

Kvinden jeg havde ønsket at være

Jeg havde ønsket at være kvinden, flere mænd så.

Dobbeltlivet blev hverdag i Bente’s liv 7

Nu var jeg kvinden, flere mænd mente, de havde krav på.

Det føltes som magt.

Samtidig voksede presset.

Martin kunne skrive, at han savnede mig.

Søren kunne kræve tid.

Chefen kunne kalde mig ind, oftere og oftere.

En tilfældig mand kunne opstå på vejen.

Jeg forsøgte at tilfredsstille dem alle.

Ikke fordi jeg var omsorgsfuld over for dem.

Fordi hvert ja bekræftede den identitet, jeg var blevet afhængig af.

Umættelig.

Tilgængelig.

Efterspurgt.

Jeg kunne ikke længere nøjes med, at én mand ønskede mig.

Ikke engang tre.

For hvert møde sluttede.

Så begyndte behovet igen.

Jeg havde troet, de faste mænd ville give ro.

De gjorde det modsatte.

Når Søren skrev, var jeg bange for, at han holdt op.

Når Martin var varm, ville jeg have mere.

Når chefen ikke kaldte mig ind, begyndte jeg at spekulere på, om han havde mistet interessen.

De tilfældige mænd var enklere.

Men deres bekræftelse forsvandt straks, og derfor krævede den altid en ny mand.

Jeg havde skabt et system, hvor ingen type kunne tilfredsstille mig.

De faste gav for meget relation og for lidt nyhed.

De tilfældige gav nyhed, men ingen varighed.

Så jeg vekslede mellem dem.

Brugte den ene gruppe som modgift mod den anden.

Hvis en fast mand gjorde mig usikker, søgte jeg en fremmed.

Hvis en fremmed fik mig til at føle mig billig, søgte jeg en fast mand, der kendte mit navn.

Hvis chefen reducerede mig til en del af lønaftalen, kunne jeg tage til Martin og drikke kaffe for at føle mig respektabel igen.

Hvis Martin begyndte at tale om følelser, kunne jeg opsøge Søren eller en ukendt mand og gøre det hele råt.

Jeg regulerede min skam med nye møder.

Det skulle blive et tydeligt mønster i de følgende år.

Men allerede nu var det begyndt.

Efter en dag, hvor chefen havde brugt sin aftale på en måde, der fik mig til at føle mig mindre, skrev jeg til Martin.

“Kan jeg komme?”

“Nu?”

“Ja.”

“Jeg er optaget.”

“Hvor længe?”

“To timer.”

Jeg kunne ikke vente.

Jeg skrev til Søren.

Intet svar.

Jeg kørte mod et område, hvor jeg vidste, mænd ofte holdt alene i biler.

Det var ikke en plan, sagde jeg til mig selv.

Bare en vej.

Men jeg kørte langsommere.

Så ind i bilerne.

Vurderede.

Det var sådan de tilfældige mænd begyndte at blive løsningen på næsten enhver følelsesmæssig uro.

Jeg fandt én.

Ikke fordi jeg ønskede ham.

Fordi han var der.

Bagefter følte jeg mig endnu værre.

Så skrev Martin, at han nu kunne.

Jeg tog også til ham.

Det var den første dag, hvor jeg bevidst brugte en anden mand for at reparere følelsen efter den første.

Senere kunne kæden fortsætte med en tredje.

Ikke af lyst alene.

Af en indre logik:

Den næste oplevelse skal ændre betydningen af den forrige.

Det gjorde den aldrig.

Den lagde bare endnu en oplevelse ovenpå.

Da jeg kom hjem den aften, var jeg udmattet.

Erik så på mig.

“Du ser helt færdig ud.”

“Det har været en lang dag.”

“Så kom her.”

Han satte sig i sofaen.

Åbnede armen.

Jeg lagde mig ind til ham.

Den velkendte ro kom langsomt.

Hans hånd strøg min side.

Ikke krævende.

Bare nær.

Jeg tænkte:

Hvorfor er dette ikke nok?

Det var nok.

Mere end nok.

Men min adfærd handlede ikke længere om at få nok.

Den handlede om at gentage et mønster, der kort fjernede noget, jeg ikke kunne holde ud at mærke.

Usikkerhed.

Skam.

Tomhed.

Kedsomhed.

Frygt for at være almindelig.

Frygt for ikke længere at være den kvinde, mænd ville bryde regler for.

Erik kyssede min pande.

“Hvad tænker du på?”

“Arbejdet.”

Endnu en halv sandhed.

Chefen var en del af det.

“Er det den nye løn?”

“Nej.”

“Er han begyndt at kræve mere af dig?”

Spørgsmålet ramte så præcist, at jeg stivnede.

Erik mærkede det.

“Hvad?”

“Ingenting.”

“Jeg mente bare flere opgaver.”

“Det gør han også.”

“Så skal du passe på, at han ikke udnytter dig.”

Jeg kunne næsten ikke se på ham.

“Det gør han ikke.”

Løgnen kom ud med en sikkerhed, jeg ikke følte.

Erik nikkede.

“Godt.”

Han stolede på, at jeg kunne passe på mig selv.

Jeg gjorde det modsatte.

Jeg havde selv åbnet døren for chefen.

Men hans magt voksede, hver gang jeg bevarede hemmeligheden.

Hvis jeg en dag sagde nej, kunne han måske acceptere det.

Måske ikke.

Jeg vidste det ikke.

Usikkerheden burde have fået mig til at standse aftalen.

I stedet gjorde den hvert kald fra hans kontor mere intenst.

Sex kan være farlig længe før kroppen bliver fysisk skadet.

Den bliver farlig, når frygt blandes med lyst, og man begynder at opsøge frygten for at mærke sig selv.

Når magtforhold bliver erotisk brændstof.

Når hemmeligheden gør det umuligt at bede om hjælp.

Når et nej kan true både arbejdet og ægteskabet.

Jeg befandt mig allerede dér.

Men jeg kaldte det stadig et valg.

De faste elskere og de tilfældige mænd gjorde mit dobbeltliv stabilt.

Det lyder som en modsætning.

Men hemmeligheden fik struktur.

Jeg havde mænd, jeg kunne kontakte.

Steder, jeg kendte.

Forklaringer, jeg havde afprøvet.

Og en voksende evne til at finde nogen ny, når ingen af de faste kunne.

Det var ikke længere afhængigt af en særlig fest eller en tilfældig aften.

Det kunne ske en tirsdag formiddag.

I en frokostpause.

På vej hjem med mælken.

Efter en lønforhandling.

Før jeg hentede børn.

Mit hemmelige liv var blevet mobilt.

Det kunne placeres hvor som helst.

Det gjorde det muligt at have flere mænd på samme dag.

Og vanskeligere at huske dem alle som mennesker.

Navnene begyndte langsomt at miste betydning.

Jeg huskede stederne.

Hændelserne.

Beløbene.

Hvad de havde bedt om.

Hvordan jeg havde følt mig bagefter.

Men ansigterne begyndte at flyde sammen.

Det var begyndelsen på næste del af årene, hvor ingen af os standsede.

For når mændene bliver så mange, at man ikke længere fortæller om dem alle, ændrer hemmeligheden karakter.

Den bliver ikke længere en samling affærer.

Den bliver en livsform.

Jeg var næsten dér.

Med Søren.

Martin.

Chefen.

Og alle de mænd, der kun eksisterede i mit liv mellem en afkørsel og den næste.

Jeg troede stadig, jeg holdt styr på dem.

I virkeligheden var det dem og trangen efter den næste, der var begyndt at holde styr på min dag.

Da vi holdt op med at fortælle om dem alle

I begyndelsen fortalte vi næsten alt.

Det havde været en del af spændingen.

En mand skrev.

En kvinde svarede.

Et møde blev planlagt.

Bagefter kom historien tilbage til bordet.

Hvem var han?

Hvor havde de været?

Hvordan var hun kommet hjemmefra?

Hvad havde hun sagt til sin mand?

Var hun nervøs?

Ville hun se ham igen?

Historierne gav oplevelserne et ekstra liv.

Først blev de levet.

Så blev de fortalt.

Så blev de vurderet, sammenlignet og husket.

Nogle gange tror jeg, at vi næsten lige så meget gjorde tingene for at kunne fortælle dem som for selve handlingen.

Vi forestillede os de andres ansigter.

Hannes latter.

Pias vantro.

Mariannes spørgsmål.

Birgits forsøg på at få det hele til at lyde mindre alvorligt.

Susannes præcise blik.

Lones begejstring.

Lones begejstring blev næsten en belønning i sig selv. Jeg ville have hendes øjne til at lyse, når jeg fortalte. Jeg ville høre Hanne gispe, Pia spørge, Marianne læne sig frem.

Men jeg reagerede også på deres historier, som var de mine egne. Hvis en af dem fortalte om en mand i en elevator, en baggang, en fremmed seng eller bare en besked, begyndte kroppen at digte videre. Jeg så mig selv i hendes sted og mærkede lysten, før fornuften nåede at protestere.

Det var ikke fællesskab længere. Det var en cirkel, hvor vi hældte benzin på hinandens drifter og kaldte det fortrolighed.

Og min egen trang til at vise, at jeg ikke stod tilbage for nogen.

Men på et tidspunkt blev mændene og møderne for mange.

Ikke kun for mig.

For os alle.

En historie kræver begyndelse og slutning.

Til sidst havde historierne næsten ingen slutning. De fortsatte inde i mig, længe efter vi havde sagt farvel. Jeg kunne køre hjem med deres stemmer i hovedet og mærke, at jeg allerede var i gang med at omskrive deres oplevelser til mine egne fantasier.

Nogle gange nåede jeg ikke engang helt hjem, før jeg måtte standse bilen. Jeg sad i mørket med motoren slukket og lod en andens fortælling blive til min egen indre film, indtil trangen faldt nok til, at jeg kunne køre videre.

Det er svært at indrømme, fordi det lyder så grænseløst. Men det var netop pointen: selv når jeg ikke handlede med en mand, handlede lysten i mig.

En person.

Et sted.

Noget særligt, der gør den værd at fortælle.

Da oplevelserne blev hyppige, mistede de formen.

Det var ikke længere:

“Jeg mødte en mand.”

Det var:

“Der var en i mandags.”

“Og en anden efter arbejdet.”

“Så ham fra sidst igen.”

“Og måske én på fredag.”

Navnene flød sammen.

Nogle mænd fik øgenavne.

Ikke kærlige.

Praktiske.

Værkstedet.

Den høje.

Ham fra hotellet.

Skægget.

Lastbilen.

Kontoret.

Den unge.

Den gifte fra baren.

Ingen behøvede kende hele mennesket.

En egenskab var nok til at placere ham i systemet.

“Er Skægget ham fra den fest?” spurgte Pia en aften.

“Nej,” sagde Lone.

“Det var Den Høje.”

“Var Den Høje ikke Mariannes?”

“Ikke den samme høje.”

Hanne begyndte at le.

“Vi har brug for kartotekskort.”

Vi lo alle sammen.

Det burde have lydt som en advarsel.

At vi ikke længere kunne holde styr på mændene.

I stedet gjorde vi det til en vittighed.

“Hver mand får et nummer,” sagde Hanne.

“Så bliver det meget lettere.”

“Det bliver ikke charmerende,” sagde Birgit.

“Det er allerede holdt op med at være charmerende,” sagde Susanne.

Der blev stille et øjeblik.

Susanne kunne stadig sige en sætning, som fik virkeligheden til at stå nøgen midt på bordet.

Hanne løftede glasset.

“Så drikker vi på manglende charme.”

Vi gjorde det.

Det var sådan, alvor ofte blev opløst.

En præcis bemærkning.

Et øjebliks stilhed.

Så latter.

Vin.

En ny historie.

Ingen ønskede at være den, der ødelagde stemningen ved at spørge, hvor vi egentlig var på vej hen.

Jeg havde selv meget, jeg ikke fortalte.

Mere end de andre vidste.

Jeg fortalte om Søren.

Ikke hvert møde.

Kun når noget særligt var sket.

Jeg fortalte lidt om Martin, men gjorde relationen mere elegant, end den var.

Kaffen.

Kontoret.

Hans pæne måde at tale på.

Jeg beskrev ham som en mand, der virkelig så mig.

Jeg sagde ikke, at jeg ofte brugte ham til at vaske skammen af efter en fremmed.

Chefen fortalte jeg næsten intet om.

Det var for farligt.

Ikke kun fordi han var min chef.

Fordi aftalen ville ændre de andres blik på mig.

Jeg kunne fortælle, at en fremmed havde betalt mig tusind kroner i en bar og få det til at lyde som en vild, impulsiv historie.

Chefen var anderledes.

Tre tusind kroner mere hver måned.

Adgang til mig i arbejdstiden.

Et vedvarende magtforhold.

Det var ikke en enkelt udskejelse.

Det var et system.

Jeg vidste, at Marianne ville spørge:

“Hvad sker der, hvis du siger nej?”

Birgit ville sige:

“Det dér er farligt.”

Pia ville blive bange på mine vegne.

Susanne ville forstå mere, end jeg ønskede.

Selv Hanne kunne måske holde op med at grine.

Så jeg tav.

Når de spurgte, om noget var sket på arbejdet, sagde jeg:

“Ikke noget særligt.”

Det var næsten blevet min mest brugte sætning.

De ekstra penge forklarede jeg med en vellykket lønforhandling.

Det havde jeg også gjort over for Erik.

“Sådan!” havde Hanne sagt.

“Fem tusinde?”

“Ja.”

“Hvad sagde du?”

“At jeg havde fortjent det.”

“Det har du vel også.”

“Præcis.”

Jeg smilede.

Tog imod deres anerkendelse.

Ingen vidste, hvilken anden sætning der havde sikret accepten.

Når chefen senere kaldte mig ind, kunne jeg samme aften sidde blandt kvinderne og fortælle om en helt anden mand.

Jeg begyndte at redigere mit hemmelige liv på samme måde, som jeg redigerede mine dage for Erik.

Til Erik fjernede jeg næsten alle mænd.

Til kvinderne fjernede jeg dem, der gjorde mig mest skamfuld.

Ingen fik hele sandheden.

Ikke engang dem, jeg påstod var mine fortrolige.

Det skete ikke kun hos mig.

Jeg begyndte at opdage små huller i de andres historier.

Pia kunne nævne en mand, vi aldrig havde hørt om.

“Hvem er han?” spurgte Marianne.

“Det har jeg da fortalt.”

“Nej.”

“Jo.”

Susanne rystede på hovedet.

“Ikke til os.”

Pia blev rød.

“Det var ikke noget.”

Det var den sætning, vi alle brugte om det, vi ikke ønskede undersøgt.

Ikke noget.

“Så hvorfor nævner du ham nu?” spurgte Hanne.

“Fordi han skrev igen.”

“Igen?”

Lone lænede sig frem.

“Hvor mange gange har du set ham?”

Pia tog glasset.

“Et par.”

“Hvor mange er et par?”

“Det er ligegyldigt.”

Vi så på hinanden.

Ikke fordømmende.

Nysgerrigt.

Måske også lidt fornærmede.

Hun havde holdt noget tilbage.

Vi havde forestillet os, at historierne tilhørte gruppen.

Hvis én oplevede noget, skulle resten have adgang til fortællingen.

Men Pia havde beholdt en mand for sig selv.

“Hvorfor sagde du ikke noget?” spurgte jeg.

Hun så på mig.

“Fortæller du alt?”

Spørgsmålet ramte.

Jeg svarede for hurtigt.

“Næsten.”

Susanne så på mig.

Jeg undgik hendes blik.

Pia trak på skuldrene.

“Det var rart at have noget, der kun var mit.”

Det burde vi have forstået.

Den samme følelse havde jeg haft lige fra begyndelsen.

Det hemmelige rum.

Noget, som ikke tilhørte ægtemanden.

Senere noget, der heller ikke tilhørte veninderne.

Men på det tidspunkt var gruppen blevet så tæt forbundet med vores udskejelser, at hemmeligholdelsen fra hinanden næsten føltes som et nyt svigt.

“Vi skal da kunne stole på hinanden,” sagde Birgit.

Pia så skarpt på hende.

“Det kan I også.”

“Men du fortæller ikke, hvad der sker.”

“Det er ikke det samme.”

Det var præcis den forskel, jeg brugte over for Erik.

Tillid var blevet noget, vi krævede af andre, mens vi skjulte vores egne handlinger.

Birgit kunne sige, at vi skulle være ærlige med hinanden, mens hun selv havde to mænd, vi kun kendte dele af historien om.

Marianne spurgte altid ind til detaljer, men blev vag, når samtalen kom tæt på hendes egne møder.

Hanne fortalte de historier, der fik os til at le, men ikke nødvendigvis dem, hvor hun bagefter havde følt sig dårlig.

Susanne talte mindst og kunne derfor skjule mest.

Lone fortalte impulsivt, men ikke altid sandt i rækkefølgen.

Og jeg begyndte at forstå, at vi ikke længere kun konkurrerede om, hvem der gjorde mest.

Vi konkurrerede også om, hvem der kunne kontrollere fortællingen.

Det nye hemmelige liv voksede særligt efter de steder, hvor seksualiteten var organiseret.

Sexbiografen var én af de første.

Klubberne og de mørke rum

I swingerklubben var lyset dæmpet på en måde, der skulle gøre alle kroppe blødere. Der var sofaer i kunstlæder, små borde med glas, håndklæder lagt i bunker og en rengøringsduft, der aldrig helt kunne fjerne lugten af mennesker.

Folk talte lavere dér. Ikke altid pænere, men mere vurderende. Blikke gled over tøj, bryster, hofter, hænder, par, singler, nye ansigter. Nogle mænd var velklædte og høflige, andre stod for længe og stirrede.

I sexbioen var mørket tungere. Sæderne knirkede, gulvet klæbede nogle steder, og lærredets blålige lys gjorde ansigter anonyme. Der blev ikke talt meget. Små host, skridt, en stol der rykkede, en mand der trak vejret for tæt på.

Jeg havde hørt om den gennem en mand.

Ikke som noget romantisk.

Et sted, hvor voksne gik ind, så film og vidste, at andre kom med andre hensigter end filmen.

Første gang stod jeg længe udenfor.

Jeg havde lyst til at gå.

Og lyst til at blive.

Jeg havde allerede gjort langt mere direkte ting med mænd.

Alligevel føltes døren som en ny grænse.

På barer og caféer kunne jeg stadig foregive, at mødet var opstået.

Her gik man ind, fordi man vidste, hvad stedet var.

Hensigten kunne ikke skjules helt.

Jeg købte billet.

Gik ind.

Mørket gjorde alle til skikkelser.

Ansigter uden historie.

Der sad mænd spredt.

Enkelte par.

Jeg kunne mærke blikkene, allerede før øjnene havde vænnet sig til rummet.

Det var den følelse, jeg havde fantaseret om i årevis.

At træde ind og blive registreret.

En kvinde.

Tilgængelig eller måske ikke.

Muligheden var nok til at få mændene til at rette sig.

Jeg satte mig.

Forsøgte at se på skærmen.

Kunne næsten ikke følge filmen.

Jeg var optaget af bevægelserne omkring mig.

En mand, der flyttede sig tættere.

En anden, der blev stående.

Nogen, der hviskede.

Jeg havde ingen aftale.

Ingen sikker person, der vidste, hvor jeg var.

Ingen klar plan for, hvordan jeg skulle gå, hvis noget føltes forkert.

Det burde have været utænkeligt.

I stedet følte jeg den rå rus af at være midt i noget, der kunne udvikle sig.

En mand satte sig ved siden af.

“Er du alene?”

“Ja.”

“Første gang?”

Jeg så på ham.

“Hvorfor tror du det?”

“Du kigger mere på rummet end filmen.”

Jeg smilede.

“Filmen er ikke særlig god.”

“Det er sjældent derfor, folk kommer.”

Hans direkte svar fik varmen til at stige.

Han kendte stedet.

Reglerne, hvis der fandtes nogen.

Jeg gjorde ikke.

Det gav ham en fordel.

Alligevel blev jeg siddende.

Jeg fortalte senere kvinderne, at jeg havde været der.

Ikke alt, hvad der skete.

Kun rammen.

Mørket.

Mændene.

Følelsen af at være den kvinde, alle havde lagt mærke til.

Hanne sad med åben mund.

“Alene?”

“Ja.”

“Var du ikke bange?”

“Lidt.”

“Og?”

Jeg smilede.

“Det var spændende.”

“Hvad skete der?”

“Ikke så meget.”

Susanne så direkte på mig.

“Når du siger ikke så meget, betyder det som regel meget.”

De andre lo.

Jeg også.

“Jeg fortæller det vigtigste.”

Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortalte ikke om de minutter, hvor flere fremmede var kommet tættere på, end jeg havde forestillet mig.

Ikke om øjeblikket, hvor jeg havde været usikker på, om mit nej ville blive respekteret.

Ikke om panikken, da nogen fulgte efter mig ud i gangen.

Jeg havde fået mig væk.

Intet uopretteligt var sket.

Men jeg havde mærket risikoen.

Hvis jeg fortalte det, kunne kvinderne finde på at advare mig mod at tage tilbage.

Jeg ønskede allerede at tage tilbage.

Derfor gjorde jeg historien lettere.

“Det lyder vildt,” sagde Lone.

“Vi burde tage derhen.”

“Ikke mig,” sagde Birgit.

“Det siger du nu,” sagde Hanne.

“Jeg mener det.”

“Vi kan bare se.”

Bare se.

Det var sådan næsten alt begyndte.

Ingen besluttede sig straks.

Men stedet var nu lagt på bordet.

En mulighed.

Kort efter var flere af os af sted.

Ikke nødvendigvis sammen på samme tid.

Det var endnu en forandring.

Vi gav hinanden adgang til miljøer, men oplevede dem også uden gruppen.

En kontakt blev sendt videre.

Et sted nævnt.

En adresse skrevet på et stykke papir.

“Hvem har været der?” spurgte Marianne.

“Hanne og Bente,” sagde Lone.

“Og dig,” sagde Hanne.

“Kun kort.”

“Det tæller stadig.”

Birgit rystede på hovedet.

“Det her er blevet vanvittigt.”

Men hun spurgte alligevel, hvilke dage der kom flest mennesker.

Vi blev alle både dommere og deltagere.

Swingerklubben kom bagefter.

Den krævede mere forberedelse.

Ikke fordi vi var blevet forsigtige.

Fordi vi ønskede at vide, hvordan vi kunne komme ind uden at blive genkendt.

Hvor langt væk lå den?

Hvem kom der?

Kunne man møde nogen fra byen?

Var der skabe?

Skulle man have noget bestemt tøj på?

Hvem kørte?

Hvad sagde man hjemme?

Vi planlagde det næsten som en udflugt.

“Vi kan sige, vi tager på hotel,” sagde Hanne.

“Alle sammen?” spurgte Pia.

“Ikke alle behøver bruge samme forklaring.”

“Det er mistænkeligt, hvis vi alle er væk samme nat.”

“Vores mænd taler jo ikke så meget sammen.”

“Det gør nogle af dem.”

Marianne havde allerede tænkt på tidsplaner.

“Vi skal ikke ankomme samtidig.”

“Der er ingen, der står og noterer nummerplader,” sagde Lone.

“Det ved du ikke.”

“Så parkerer vi længere væk.”

Vi drøftede risikoen mere omhyggeligt end moralen.

Ikke:

Bør vi gøre det?

Men:

Hvordan undgår vi at blive opdaget?

Det fortæller alt om, hvor vi var nået hen.

Første gang vi kom ind, var vi spændte og nervøse.

Stedet var ikke som vores fantasier.

Nogle mennesker var smukke.

Andre helt almindelige.

Par.

Enlige mænd.

Kvinder i tøj, de næppe bar andre steder.

Rum med forskellige grader af privatliv.

Regler på væggene.

Samtykke, som skulle respekteres.

I princippet var det måske et sikrere sted end mange af de spontane møder, jeg allerede havde haft.

Men jeg brugte ikke sikkerheden til at sætte grænser.

Jeg brugte miljøet til at gå længere.

Jeg kunne fortælle mig selv, at alle var kommet med samme hensigt.

Derfor behøvede jeg ikke standse så ofte.

Det var endnu en farlig forenkling.

At nogen befinder sig i et seksuelt miljø, betyder ikke, at de har sagt ja til alt.

Heller ikke at man selv behøver sige ja til alt.

Men jeg var begyndt at opfatte mit eget nej som et nederlag.

Hvis en anden kvinde turde mere, ville jeg ikke være den forsigtige.

Hvis en mand spurgte, følte jeg, at min identitet krævede et ja.

Den første aften i klubben mistede vi hurtigt hinanden.

Ikke helt.

Vi så hinanden indimellem.

Et blik på tværs af et rum.

Et grin.

En hånd, der vinkede.

Men hver kvinde fulgte sin egen mulighed.

Senere forsøgte vi at samle historierne.

Det kunne vi ikke.

“Hvor var du?” spurgte Pia Hanne.

“Rundt omkring.”

“Med hvem?”

“Jeg ved ikke, hvad han hed.”

“Var der kun én?”

Hanne smilede.

“Det kommer an på, hvordan man tæller.”

Vi lo.

“Og dig?” spurgte Lone mig.

Jeg tog glasset.

“Ikke noget særligt.”

Det var løgn.

Der havde været flere situationer.

Flere hænder.

Flere mænd tæt omkring mig.

Men selv mens det skete, var oplevelserne begyndt at glide sammen.

Jeg kunne ikke gengive en klar rækkefølge uden at standse og tænke.

Det skræmte mig.

Så jeg gjorde det til hemmelighed i stedet.

“Du ser ellers tilfreds ud,” sagde Hanne.

“Det er stemningen.”

“Hvor mange?”

Jeg trak på skuldrene.

“Jeg talte ikke.”

Det var første gang, jeg sagde den sætning.

Senere skulle den blive almindelig.

Jeg talte ikke.

Som om det gjorde antallet mindre.

I virkeligheden var antallet begyndt at blive så vigtigt, at jeg var bange for at sige det højt.

Rebmiljøet kom gennem Susanne.

Det overraskede os.

Hun havde altid været den stille.

Den observerende.

Hun fortalte en aften, at hun havde mødt nogen, der arbejdede med reb.

Ikke vold.

Ikke nødvendigvis sex i sig selv.

Binding.

Tillid.

At give kontrollen fra sig inden for aftalte rammer.

Marianne stillede straks spørgsmål.

“Hvad hvis man får panik?”

“Så stopper de.”

“Hvordan?”

“Med et aftalt ord.”

“Og hvis de ikke gør?”

“Så skal man ikke være sammen med dem.”

Susanne sagde det roligt.

Som om hun allerede vidste meget mere, end hun fortalte.

“Hvor har du lært det?” spurgte jeg.

Hun smilede svagt.

“Rundt omkring.”

Det var hendes version af ikke noget særligt.

Kort efter kom invitationen til en privat aften.

Ikke en stor klub.

En lejlighed.

Mennesker, som kendte nogen, der kendte nogen.

Det gjorde mig mere nervøs end swingerklubben.

I klubben var der personale.

Regler.

Andre gæster.

En vej ud.

I et privat hjem var vi afhængige af værterne.

Alligevel tog nogle af os af sted.

Jeg blandt dem.

Jeg havde på det tidspunkt så stor tillid til min egen evne til at bevæge mig gennem farlige situationer, at advarsler næsten gjorde mig mere opsat.

“Vi kender dem ikke,” sagde Pia.

“Vi kender Susannes kontakt,” sagde Hanne.

“Det er ikke det samme.”

“Så kom med og hold øje.”

Pia kom.

Det blev sådan, vi fik hinanden med.

Ikke altid gennem direkte pres.

Gennem forestillingen om, at gruppen gjorde det sikkert.

Hvis flere af os var der, kunne intet vel gå helt galt.

Men vi var ikke et sikkerhedsteam.

Vi var kvinder, der ønskede at overgå hinanden og selv var påvirkede af alkohol, ophidselse og konkurrence.

Da aftenen begyndte, lovede vi at holde øje.

“Vi går sammen,” sagde Birgit.

“Ja.”

“Ingen bliver alene.”

“Selvfølgelig.”

“Og hvis én vil hjem, går vi.”

“Ja.”

Få timer senere var vi spredt i forskellige rum.

Ingen vidste præcis, hvem der var hvor.

Ingen ønskede at afbryde sin egen oplevelse for at kontrollere de andres.

Vores aftaler var stærke i entreen.

Svage i det rum, hvor noget nyt kunne ske.

Jeg blev bundet den aften.

Ikke voldsomt først.

Rebene omkring håndleddene.

Følelsen af ikke bare at kunne flytte mig.

En mand spurgte, om det var okay.

Jeg sagde ja.

Han kontrollerede bindingerne.

Spurgte igen.

Det var mere ansvarligt, end mange af mine spontane møder havde været.

Alligevel brugte jeg situationen til at glide længere væk fra mig selv.

Jeg kunne overgive kontrollen og bagefter sige:

De bestemte.

Det var ikke sandt.

Jeg havde valgt at blive.

Valgt at sige ja.

Men rammen gav mig en ny måde at undgå ansvaret for mine egne valg på.

Senere kom flere mennesker ind i rummet.

Jeg husker blikkene.

Ikke alle ansigterne.

Følelsen af at være centrum.

Præcis den fantasi, der havde fulgt mig fra de første år efter børnene.

Flere mænd.

Mig synlig.

Ingen rolle ud over kroppen.

Det burde have føltes som opfyldelsen af et ønske.

I øjeblikket gjorde det.

Bagefter føltes det tomt.

Jeg fortalte kun kvinderne, at jeg havde prøvet reb.

“Var det godt?” spurgte Lone.

“Ja.”

“Kun reb?”

Hun smilede.

“Ikke kun.”

“Hvor mange var der?”

“Jeg ved det ikke.”

Det var løgn.

Jeg kunne have talt dem, hvis jeg ville.

Jeg ønskede ikke at sige tallet.

Ikke fordi de andre ville blive chokerede.

Fordi nogen måske ville have haft flere.

Konkurrencen havde gjort selv fortællingen farlig.

Hvis jeg sagde tre, kunne Hanne sige fire.

Hvis jeg sagde fire, kunne Marianne senere komme med fem.

Jeg begyndte at gemme mine højeste tal som et kort, der kunne spilles senere.

Ikke alle historier skulle bruges straks.

Nogle kunne ligge.

Vokse.

Fortælles den aften, hvor jeg havde brug for at genvinde positionen.

Det samme gjorde de andre.

Jeg kunne mærke det.

En lille pause, når nogen spurgte direkte.

Et blik.

En formulering, der skjulte mere.

“Der skete lidt.”

“Vi talte mest.”

“Jeg blev ikke så længe.”

“Det var ikke helt min stil.”

Da vi begyndte at udelade

Senere viste det sig ofte, at de havde gjort langt mere.

Vi begyndte at opdage hinandens hemmeligheder gennem mændene.

En mand kunne sige:

“Jeg kender også Hanne.”

Eller:

“Var du ikke sammen med Marianne sidst?”

Så opdagede jeg et møde, hun ikke havde fortalt om.

Jeg blev jaloux.

Ikke fordi manden tilhørte mig.

Fordi hun havde haft en historie uden at give mig adgang til den.

“Hvorfor sagde du ikke, at du havde set ham?” spurgte jeg hende.

“Hvem?”

“Ham fra klubben.”

Marianne så væk.

“Det var ikke noget.”

“Han siger, I har mødt hinanden flere gange.”

“Hvorfor taler du med ham om mig?”

“Det gjorde jeg heller ikke. Han nævnte det.”

Hun blev vred.

“Han skal holde sin mund.”

Ikke skyldig.

Ikke bekymret for sin mand.

Vred over, at hendes kontrol med historien var blevet brudt.

Det var dér, jeg forstod, at gruppen havde ændret karakter.

Vi var stadig alibier.

Kontakter.

Chauffører.

Nogle gange sikkerhed.

Men vi var også konkurrenter, som ikke længere ønskede at afsløre alle vores kort.

Hanne kunne sende en adresse til Lone og undlade at sende den til Pia.

Marianne kunne holde en mand for sig selv.

Birgit kunne påstå, at hun var hjemme, mens hun var til en privat fest.

Susanne kunne kende miljøer, ingen af os vidste, hvordan hun havde fundet.

Og jeg havde et helt arbejdsliv med chefen, som ingen kendte.

Vi sagde fortsat:

“Vi fortæller hinanden alt.”

Det var blevet en ceremoniel sætning.

Noget, man siger for at føle sig tæt.

Ikke en beskrivelse af virkeligheden.

En aften forsøgte Hanne at få styr på os.

“Vi laver en runde.”

“En hvad?” spurgte Birgit.

“Alle siger, hvem de har set siden sidst.”

“Det kan tage hele aftenen,” sagde Lone.

Hun lo.

Nogle af os gjorde også.

Hanne pegede.

“Pia først.”

Pia nævnte to.

Vi vidste, der var mindst tre.

Marianne sagde én.

Susanne løftede et øjenbryn.

Birgit nævnte en fast mand og sagde, at der ikke var andre.

Jeg troede hende ikke.

Lone sagde:

“Jeg har ikke talt.”

“Prøv.”

“Nej.”

Hanne vendte sig mod mig.

“Så dig.”

Jeg tog mit glas.

Jeg tænkte på chefen.

Søren.

Martin.

To fremmede fra en bar.

Manden ved rastepladsen.

En kort situation efter arbejdet.

Et privat arrangement.

Hvor lang en periode talte vi om?

Siden sidste aften?

Det var under to uger.

Jeg kunne nævne syv.

Måske otte, hvis en kort handling talte som et møde.

Jeg sagde:

“Tre.”

Hanne smilede.

“Kun?”

“Ja.”

Susanne så på mig.

“Hvilke tre?”

Jeg nævnte Søren.

Martin.

En fremmed.

“Ikke noget på arbejdet?” spurgte hun.

Hjertet slog hårdere.

“Hvad skulle der ske på arbejdet?”

“Det ved jeg ikke.”

Hun tog en slurk.

“Du arbejder bare meget sent.”

Det var en almindelig bemærkning.

Måske.

Jeg hørte mistanke.

“Min chef kræver meget.”

“Det har du også fået løn for,” sagde Hanne.

De lo.

Jeg også.

Men jeg følte mig afsløret.

Ikke nok til at fortælle sandheden.

Nok til at lyve mere.

“Han er den mest kedelige mand i verden.”

Ordene kom let.

Chefen var ikke kedelig for mig på den måde.

Men nu var løgnen lagt.

De troede på den.

Eller lod, som om de gjorde.

Da runden nåede Hanne, sagde hun fem.

Lone protesterede.

“Det er ikke rigtigt.”

“Hvad mener du?”

“Jeg ved, der var flere til den fest.”

“De tæller ikke alle.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi ikke alt tæller.”

Der opstod en diskussion om, hvad der talte.

Et kys?

Oral sex?

En kort handling uden navne?

Flere mænd i samme situation — var det én oplevelse eller flere mænd?

En mand set to gange — talte han én eller to gange?

Vi talte om mennesker som regneenheder.

Det burde have fået os til at standse.

I stedet blev vi optaget af reglerne.

“Man tæller mænd, ikke gange,” sagde Marianne.

“Så kan en fast mand næsten ikke bruges i konkurrencen,” sagde Hanne.

“Det er måske meget godt,” sagde Birgit.

“Hvorfor?”

“Fordi det ikke burde være en konkurrence.”

Alle så på hende.

Så begyndte Lone at le.

“Det er selvfølgelig en konkurrence.”

Birgit protesterede.

“Nej.”

“Jo.”

“Det er bare historier.”

“Og hvorfor bliver I så sure, når en anden har en bedre?”

Der blev stille.

Lone havde sagt sandheden.

Vi ønskede at fremstå frie.

Modige.

Umættelige.

Men hvis en anden kvinde havde gjort mere, kunne det få ens egne oplevelser til at føles små.

Derfor pyntede vi.

Gemte.

Ventede med bestemte historier.

Fortalte kun den version, der gav os den ønskede position.

Jeg begyndte at forstå, at ingen af os længere kendte det fulde omfang.

Ikke engang af hinandens liv.

Vi kendte highlights.

Udvalgte aftener.

De mænd, nogen stadig havde brug for hjælp til at skjule.

Men ikke de korte møder.

Toiletterne.

Bilerne.

Kontorerne.

De handlinger, der var overstået, før nogen kunne have nået at ringe og fortælle om dem.

Jeg var ikke længere sikker på, om Hanne havde haft tyve eller fyrre mænd.

Om Pia havde én fast eller tre.

Om Birgit virkelig var mere tilbageholdende, eller blot bedre til at skjule det.

Om Susanne havde været den mest aktive af os hele tiden.

Det uvisse øgede konkurrencen.

Hvis jeg ikke vidste, hvad de andre gjorde, måtte jeg gøre mere for at være sikker på ikke at være den mindst dristige.

Det var en absurd logik.

Men den virkede.

Efter hvert nyt miljø voksede mulighederne.

Sexbiografen gav kontakt til mænd, som kendte andre steder.

Swingerklubben gav invitationer til private fester.

De private fester gav adgang til mere lukkede grupper.

Rebmiljøet førte til mennesker, der søgte mere intense dynamikker.

En mand kunne sige:

“Du skulle møde nogle venner.”

En kvinde kunne give et nummer.

En adresse kunne komme i en kort besked:

“Lørdag. Kom alene. Ingen telefoner.”

Det burde have lydt farligt.

Det lød eksklusivt.

At blive inviteret føltes som endnu et bevis.

Nogen havde set mig.

Hørt om mig.

Ønskede mig med.

Jeg tænkte sjældent:

Hvem har fortalt om mig?

Hvad har de sagt?

Hvilket rygte går foran mig?

Senere forstod jeg, at flere mænd kendte en version af Bente, før de mødte mig.

Kvinden, der næsten altid sagde ja.

Den gifte.

Hende uden mange grænser.

Hende man kunne invitere flere til.

Det ry gav adgang.

Og fjernede samtidig min mulighed for at blive mødt som et helt menneske.

Mændene forventede en funktion.

Jeg levede ofte op til forventningen, fordi et nej ville føles som at miste den identitet, jeg selv havde skabt.

Ved en privat fest kom en mand hen til mig.

“Er det dig, der er Bente?”

Jeg frøs et øjeblik.

“Hvem spørger?”

Han sagde et navn på en mand, jeg havde mødt én gang.

“Han sagde, du var frisk.”

Ordet lød venligt.

Jeg kendte betydningen.

“Hvad har han ellers sagt?”

Manden smilede.

“At du ikke er bange for ret meget.”

Jeg burde være gået.

I stedet mærkede jeg stoltheden.

Mit rygte var kommet før mig.

Jeg var blevet nogen i den verden.

Ikke som mor.

Ikke som medarbejder.

Ikke som Eriks elskede kone.

Som kvinden uden frygt.

Det var ikke sandt.

Jeg var ofte bange.

Jeg brugte bare overskridelserne til at skjule det.

“Han taler for meget,” sagde jeg.

“Har han løjet?”

Jeg så på manden.

“Det finder du vel ud af.”

Sætningen åbnede endnu en dør.

Senere den aften stod jeg i en situation med flere mænd omkring mig.

Ikke tre på én gang endnu på den måde, som senere skulle blive en del af mit mønster.

Men nok til, at individualiteten forsvandt.

Hænder.

Stemmer.

Blikke.

Spørgsmål, jeg besvarede hurtigere, end jeg mærkede efter.

Jeg følte mig som centrum.

Og samtidig næsten fraværende.

Det var den tilstand, jeg kom til at søge.

At være så omgivet af begær, at jeg ikke længere behøvede høre mine egne tanker.

Bagefter sad jeg på et badeværelse.

Alene.

Så på mærkerne efter reb og hænder.

Ikke alvorlige.

Men synlige.

Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle skjule dem for Erik.

En høj krave.

Ingen sex med lyset tændt.

Sige, at jeg var faldet.

Det praktiske kom før følelsen.

Jeg spurgte ikke mig selv, om jeg havde haft det godt.

Kun:

Hvordan kommer jeg hjem uden at blive opdaget?

Det er et tydeligt tegn på, at noget ikke længere er frit.

Når oplevelsens første konsekvens er frygten for sandheden.

Jeg fortalte ikke kvinderne om den aften.

Ikke med det samme.

Senere brugte jeg en redigeret version.

“Der var nogle mænd.”

“Hvor mange?” spurgte Hanne.

“Et par.”

“Hvad skete der?”

“Ikke så meget.”

“Du er blevet kedelig til at fortælle,” sagde Lone.

Jeg smilede.

“Man skal beholde lidt for sig selv.”

Det lød selvsikkert.

I virkeligheden kunne jeg ikke holde ud at høre oplevelsen formuleret.

Når noget blev sagt højt, fik det kanter.

Så kunne man vurdere det.

Mærke, om det havde været ønsket eller bare gennemført.

Så længe det var en række kropslige minder uden klare sætninger, kunne jeg kalde det vildt.

Frit.

En oplevelse.

Jeg holdt derfor mere og mere tilbage.

Ikke kun af konkurrence.

Af selvbeskyttelse.

Jeg ønskede ikke, at nogen spurgte:

“Havde du egentlig lyst?”

“Kunne du have sagt stop?”

“Var du tryg?”

“Ved du, hvem de var?”

“Brugte I beskyttelse?”

De spørgsmål var begyndt at få ubehagelige svar.

Nogle gange havde jeg lyst.

Andre gange ønskede jeg mest at bevise, at jeg kunne.

Jeg kunne i princippet sige stop, men gjorde det ikke, fordi skammen ved at standse føltes større end skammen bagefter.

Jeg vidste ikke altid, hvem mændene var.

Beskyttelsen blev mere uregelmæssig.

Ikke helt væk endnu.

Men jeg var begyndt at acceptere undtagelser.

Bare kort.

Han virkede sund.

Det var besværligt.

Der var ikke noget ved hånden.

Alle de forklaringer, der senere skulle føre mig direkte ud i faren, var allerede begyndt.

Jeg sagde heller ikke det til kvinderne.

Vi havde tidligere talt om sikkerhed.

Næsten pralende.

“Selvfølgelig bruger vi kondom.”

“Man er jo ikke dum.”

“Vi har børn.”

Men efterhånden begyndte sandheden at afvige.

Jeg kunne høre det i pauserne.

“Brugte I noget?” spurgte Birgit Pia.

“Ja.”

Svaret kom lidt sent.

“Hver gang?”

“Det meste.”

Birgit så forskrækket ud.

“Hvad betyder det meste?”

Pia blev irriteret.

“At det ikke kommer dig ved.”

Tidligere ville vi have advaret.

Nu blev spørgsmålet opfattet som kritik.

Vi ønskede støtte uden modstand.

Fortrolighed uden ansvarlighed.

En gruppe, som hjalp med alibierne, men ikke udfordrede valgene.

Det gjorde det muligt at gå længere.

Og nødvendigt at fortælle mindre.

For hvis ingen kendte hele omfanget, kunne ingen sige:

Det her er ikke længere en række eventyr.

Det er et sammenbrud.

Jeg havde efterhånden mænd nok til, at jeg kunne møde én og bagefter være usikker på, om jeg tidligere havde set ham.

Det skete ved en fest.

En mand hilste.

“Godt at se dig igen.”

Jeg smilede.

“I lige måde.”

Jeg kunne ikke placere ham.

Han kunne se det.

“Du kan ikke huske mig.”

“Jo.”

“Hvorfra?”

Jeg sagde navnet på en klub.

Han lo.

“Nej.”

“Så den private fest hos—”

“Nej.”

Jeg følte panikken vokse.

Ikke fordi han var vigtig.

Fordi jeg pludselig så mig selv gennem hans øjne.

En kvinde, der havde mødt så mange, at hun ikke kunne huske ham.

“Hotellet,” sagde han.

Så kom et glimt.

En gang.

Et værelse.

Måske en anden mand til stede.

Jeg havde gemt oplevelsen uden hans ansigt.

“Selvfølgelig.”

“Nu husker du.”

“Ja.”

Han smilede.

“Du havde travlt den aften.”

Jeg vidste ikke, om det var en hentydning til flere mænd.

Sandsynligvis.

“Det har jeg ofte.”

Jeg svarede med selvsikkerhed.

Inde i mig var der kulde.

Et menneske kendte min krop, og jeg kunne ikke huske hans navn.

Jeg gik væk.

Fandt en anden mand.

Ikke for at standse aftenen.

For at overdøve følelsen.

Allerede dér var næste dels mønster tydeligt.

Skam sendte mig ikke hjem.

Den sendte mig videre.

Men før det kunne blive den fulde spiral, kom antallet.

Jeg begyndte at tælle.

Ikke perfekt.

I perioder.

Navne på papir.

Initialer.

Steder.

Så smed jeg listerne ud af frygt for, at Erik fandt dem.

Forsøgte at huske i hovedet.

Mistede overblikket.

Startede forfra.

Var Søren nummer tolv eller tretten?

Talte chefen én gang eller hver gang?

Talte en gruppeoplevelse som én begivenhed eller flere mænd?

Det var de samme spørgsmål, vi havde leet af omkring bordet.

Nu sad jeg alene med dem.

Ikke for historiens skyld.

For at vide, hvor langt jeg var kommet.

Da jeg nærmede mig et tal, der skræmte mig, holdt jeg op med at tælle igen.

Ikke med at møde mænd.

Kun med at føre regnskab.

Det er en almindelig måde at beskytte en afhængighed på.

Man fjerner måleinstrumentet i stedet for adfærden.

Jeg sagde til mig selv:

Tal betyder ikke noget.

Det handler om oplevelser.

Om frihed.

Om lyst.

Men hvis tallet virkelig ikke betød noget, hvorfor var jeg så bange for at kende det?

Fordi det viste udviklingen.

Fra én hemmelig flirt.

Til Søren.

Til flere faste.

Til chefen.

Til barerne.

Klubberne.

Sexbiografen.

Private fester.

Mænd uden navne.

Mænd, jeg ikke kunne huske.

Det var ikke længere muligt at fortælle om dem alle, fordi der ikke længere var en historie i hver.

Nogle var kun en handling.

Et hul i dagen.

En mand mellem arbejde og hjem.

En krop, der forsvandt ud af mit liv lige så hurtigt, som den var kommet ind.

Jeg havde ønsket at blive set.

Men de fleste af disse mænd så mig ikke.

Ikke rigtigt.

De så tilgængeligheden.

Rygtet.

Kjolen.

Et ja.

Jeg var blevet så optaget af antallet af blikke, at jeg ikke opdagede, hvor få af dem der indeholdt den form for menneskelig opmærksomhed, jeg egentlig havde længtes efter som ung.

Den fandtes stadig hjemme hos Erik.

Det var det tragiske.

Jeg havde ikke mistet den.

Jeg forlod den hver dag for at samle på noget langt mindre.

En sen aften sad jeg ved siden af Erik i sofaen.

Børnene sov.

Han havde hånden på mit knæ.

Vi så noget i fjernsynet.

Jeg kunne ikke følge med.

Jeg tænkte på en invitation på telefonen.

En privat fest den følgende dag.

Der stod:

“Kom alene. Flere mænd. Du vil kunne lide det.”

Jeg havde ikke svaret.

Endnu.

Erik strøg tommelfingeren over mit knæ.

“Du er helt væk.”

Sætningen mindede mig om årene, hvor veninderne havde vækket mig fra fantasierne.

“Hvad?”

“Du ser ikke med.”

“Jeg er træt.”

“Skal vi gå i seng?”

Jeg så på ham.

Ansigtet.

Den mand, jeg stadig elskede mere end alle de andre tilsammen.

“Ja.”

Han slukkede.

Jeg tog telefonen med.

På badeværelset svarede jeg:

“Hvor og hvornår?”

Så slettede jeg beskeden.

Gik ind til Erik.

Lagde mig ved siden af ham.

Hans hånd fandt mig i mørket.

Jeg tænkte:

Jeg fortæller ingen om festen.

Ikke Erik.

Ikke kvinderne.

Ingen.

Det var dér, mit hemmelige liv fik endnu et lag.

Før havde kvinderne kendt det, Erik ikke kendte.

Nu begyndte der at være ting, ingen kendte undtagen mig og de mænd, der tilfældigvis havde været der.

Det gjorde mig ikke friere.

Det gjorde mig mere isoleret.

For når ingen kender hele sandheden, findes der heller ingen, som kan se, hvor hurtigt man falder.

Ved slutningen af den periode kunne vi stadig sidde omkring et bord og grine.

Fortælle historier.

Sammenligne.

Give hinanden adresser.

Men hver af os bar mere med sig, end hun lagde frem.

Vi kaldte os et team.

Vi hjalp hinanden med at skjule tiden.

Dækkede over hinanden.

Sendte advarsler, hvis en ægtemand ringede.

Men vi kendte ikke længere omfanget.

Ikke de reelle tal.

Ikke alle mændene.

Ikke de farligste situationer.

Ikke hvor ofte beskyttelsen blev glemt.

Ikke hvor mange gange én af os var kommet hjem og havde grædt alene.

Vi viste hinanden højdepunkterne og skjulte sammenbruddene.

Dermed kunne hver kvinde fortsætte med at tro, at de andre havde styr på det.

At hun selv bare skulle være lidt mere modig.

Lidt mere vild.

Lidt mindre forsigtig.

Jeg havde holdt op med at fortælle om dem alle, længe før jeg holdt op med at kunne huske dem alle.

Og da mændene først var blevet til tal, steder og ufuldstændige billeder, stod næste grænse klar:

Hvor mange kunne der være, før selv jeg ikke længere kunne kalde det frihed?

Jeg fandt svaret.

Men først efter at jeg havde passeret tallet.

Da jeg passerede et antal, jeg ikke længere kunne forsvare

Jeg begyndte at tælle, fordi jeg ønskede kontrol.

Jeg holdt op med at tælle, fordi tallet viste, at jeg ikke havde nogen.

Det første regnskab var næsten uskyldigt i sin form.

Initialer på et stykke papir.

Et fornavn.

En dato.

Et sted.

Ikke en dagbog.

Ikke lange beskrivelser.

Bare nok til, at jeg kunne huske, hvem der havde været hvem.

S for Søren.

M for Martin.

Et andet bogstav for en mand fra en bar.

Et stednavn for en fremmed, jeg ikke kendte.

Et lille tegn ved dem, jeg havde set mere end én gang.

Papiret lå skjult mellem nogle gamle dokumenter, Erik aldrig havde grund til at åbne.

Jeg tog det frem, når jeg var alene.

Tilføjede et navn.

Talte.

Først gav tallet mig en fornemmelse af præstation.

Det lyder grimt.

Det var grimt.

Hver ny mand blev et bevis på, at min tiltrækningskraft ikke var indbildning.

At jeg ikke kun blev ønsket af Erik, fordi han elskede mig.

Ikke kun af Søren, fordi han kendte vejen ind.

Ikke kun af chefen, fordi vores forvrængede aftale gjorde mig tilgængelig.

Nye mænd betød nye domme.

Flere mænd, der havde set mig og sagt ja.

Jeg tænkte ikke meget over, hvor mange af dem jeg selv havde opsøgt.

Hvor tydeligt jeg havde signaleret.

Hvor ofte de blot havde taget imod et tilbud, jeg næsten lagde i deres hænder.

I mit hoved var hvert møde stadig en sejr.

En mand havde ønsket mig.

Det var nok.

Ved ti følte jeg mig dristig.

Ved fem og tyve begyndte jeg at skjule tallet for mig selv i flere dage ad gangen.

Ved firs mærkede jeg første gang noget, der ikke kun var skam.

Frygt.

Ikke for sygdom endnu.

Ikke nok.

Ikke for Erik.

Heller ikke nok.

Frygt for, hvad tallet sagde om mig.

Hundrede mænd var ikke længere en enkelt affære.

Ikke en forelskelse.

Ikke et par dumme valg.

Det var et mønster.

Jeg sad alene med papiret.

Så på initialerne.

Nogle kunne jeg stadig se for mig.

Andre kun brudstykker af.

En skjorte.

En bil.

Et rum.

En lugt.

Et beløb.

En sætning.

Jeg kunne ikke huske en af mændenes ansigt tydeligt.

Jeg vidste kun, at det havde været efter en fest.

At han havde en mørk bil.

At jeg havde haft travlt.

Jeg prøvede at fremkalde ham.

Intet.

Alligevel stod han på listen.

Et bogstav.

Et bevis på, at et menneske havde haft adgang til min krop og bagefter var forsvundet så fuldstændigt, at jeg ikke længere kunne samle hans ansigt.

Jeg rev papiret i stykker.

Ikke fordi jeg ville stoppe.

Fordi jeg ikke ville kende tallet.

Jeg smed stykkerne i forskellige skraldespande.

Et par hjemme.

Nogle på arbejdet.

Resten på en tankstation.

Jeg var bange for, at Erik kunne samle historien, hvis alle delene lå samme sted.

Det siger noget om mit liv på det tidspunkt.

Jeg tænkte mere omhyggeligt over bortskaffelsen af beviset end over handlingerne, beviset beskrev.

Efter listen var væk, følte jeg lettelse.

Nu fandtes tallet ikke.

Sådan tænkte jeg.

Men et tal forsvinder ikke, fordi man ødelægger papiret.

Kun overblikket gør.

Jeg fortsatte.

Nu uden registrering.

Det gjorde det lettere at fortælle mig selv, at der ikke var så mange.

Hvor mange havde der været i den her uge?

Fem?

Otte?

Talte de faste mænd med?

Talte chefen hver gang?

Talte en mand, jeg kun havde givet en kort handling?

Talte det, hvis vi ikke havde haft samleje?

Jeg begyndte at bruge definitionerne til at gøre regnskabet mindre.

Hvis jeg ikke kendte navnet, var han sværere at tælle.

Hvis det havde været kort, var det næsten ikke et møde.

Hvis flere mænd var til stede i samme situation, kunne jeg kalde det én aften.

Så var tallet én.

Ikke tre.

Ikke fire.

Én oplevelse.

Jeg blev dygtig til at flytte grænsen gennem sproget.

Det var ikke tre mænd.

Det var en fest.

Ikke to mænd på vej hjem.

Bare to stop.

Ikke endnu en affære.

Bare noget spontant.

Ordene beskyttede ikke min krop.

De beskyttede selvbilledet.

Det næste regnskab blev derfor ikke ført i navne.

Det blev ført i dage.

Hvor mange på én dag?

Det begyndte med to.

Chefen i arbejdstiden.

Så Søren på vej hjem.

Jeg husker den første dag tydeligt, fordi jeg følte mig ekstrem.

Ikke kun utro.

Umættelig.

Jeg kom hjem til Erik med en hemmelig stolthed, jeg ikke kunne dele.

To mænd havde haft mig samme dag.

To mænd ud over min mand.

Jeg stod i køkkenet.

Erik skar grøntsager.

Børnene var i nærheden.

“Du ser glad ud,” sagde han.

“Gør jeg?”

“Ja.”

“Det har været en god dag.”

Han smilede.

“Sådan.”

Jeg gik hen til ham.

Kyssede ham.

Den velkendte lyst vågnede.

Jeg tænkte på tallet.

To.

Hvis Erik også ønskede mig den aften, ville det blive tre mænds begær på samme dag.

Jeg ved godt, at det ikke er sådan, kærlighed bør tælles.

Men det var sådan, jeg gjorde.

Erik var ikke en del af det hemmelige antal.

Han stod udenfor regnskabet.

Alligevel brugte jeg også hans lyst som bekræftelse på, at de andre mænd ikke havde taget noget fra mig eller ham.

Jeg kunne stadig komme hjem.

Være hans.

Blive ønsket.

Ingen kunne se forskellen.

Vi var sammen den aften.

Erik mærkede min intensitet.

“Du er helt vild i dag,” sagde han med et smil.

“Har du noget imod det?”

“Overhovedet ikke.”

Han troede, det handlede om os.

Jeg lod ham tro det.

Bagefter lå jeg vågen.

To hemmelige mænd.

Så Erik.

Tre forskellige former for begær på én dag.

Jeg burde have følt afsky.

I stedet tænkte jeg:

Kan det blive mere?

Ikke som en konkret plan.

Som en udfordring.

Når et menneske først begynder at måle sin værdi i antallet af grænser, hun kan overskride, bliver enhver rekord midlertidig.

To mænd på én dag føltes voldsomt.

Indtil det var sket et par gange.

Så var det bare en travl dag.

Tre blev næste tal.

Den første dag med tre var ikke helt planlagt.

Chefen kaldte mig ind om formiddagen.

Søren skrev ved frokosttid.

Jeg mødte ham kort.

På vej hjem standsede jeg for at købe noget.

En fremmed mand begyndte at tale med mig.

Jeg kunne have afsluttet samtalen.

Jeg var træt.

Kroppen var allerede øm.

Jeg tænkte på børnene.

På tiden.

Så kom tallet.

Hvis jeg sagde ja, blev det tre.

Det var nok til at ændre beslutningen.

Ikke manden.

Ikke lysten til ham.

Tallet.

Jeg fulgte ham.

Kort.

Næsten mekanisk.

Da jeg bagefter satte mig ind i bilen, følte jeg en sejr, som hurtigt blev efterfulgt af tomhed.

I bilen var der ikke længere nogen at spille for. Kun rattet, mine hænder og pengene, der lå som et bevis i tasken.

Jeg husker følelsen af mundskyl og skam i samme åndedrag. Som om jeg kunne rense smagen væk, men ikke beslutningen.

Tre.

Jeg sagde ordet højt.

Ingen svarede.

Bilen lugtede indelukket.

Eftertanken bag rattet

Ruderne duggede en smule, selv om jeg sad alene. Jeg kunne stadig høre byen, men nu var lydene dæmpede af glasset: biler, en fjern latter, en dør der smækkede.

Jeg lagde hænderne på rattet og så på mine knoer. De lignede en almindelig kvindes hænder. Ikke hænderne på en, der lige havde gjort sig selv til en vare i en baggård.

Det var sådan splittelsen voksede. Udefra kunne jeg stadig ligne mig selv. Indeni blev der hele tiden længere hjem.

Telefonen gjorde det værre. Hver gang skærmen lyste, kunne jeg mærke en lille reaktion i kroppen, før jeg overhovedet havde læst ordene. Et navn. En kort besked. Et spørgsmål, der kunne forklares uskyldigt og alligevel ikke var uskyldigt.

Jeg kunne sidde i køkkenet, på arbejde eller i bilen og læse en besked igen og igen, mens fantasien allerede havde lavet resten af scenen. Det var ikke altid ordene var frække. Ofte var det netop det usagte, der tændte mig: muligheden, ventetiden, hemmeligheden.

Så måtte jeg væk et øjeblik for at onanere. Ud på toilettet. Ud i bilen. Ind i et rum, hvor ingen spurgte, hvorfor min puls var anderledes. Bagefter lagde jeg telefonen med skærmen nedad og lod som ingenting.

Hver gang jeg havde været sammen med en anden mand, bar jeg Erik med hjem i hjertet og skammen i kroppen. Det ene ophævede ikke det andet.

Jeg kunne have nydt hvert sekund af en fremmed mands begær og samtidig mærke et stik i brystet, fordi jeg vidste, at Erik aldrig havde fortjent den løgn. Det var det mest forvirrende: nydelsen gjorde ikke kærligheden mindre virkelig, den gjorde svigtet større.

Mine hænder lå på rattet.

Jeg kunne ikke huske den fremmede mands øjenfarve.

Han var blevet brugt som det tredje punkt i et regnestykke.

Det var ikke kun mig, der blev reduceret.

Jeg reducerede også mændene.

Ikke til mennesker.

Til tal.

De var midler til at skabe et billede af mig selv som grænseløs.

Umættelig.

En kvinde, der kunne mere end andre.

Det var dér, konkurrencen med de seks kvinder for alvor flyttede ind i mine handlinger, selv når de ikke var til stede.

Jeg forestillede mig deres reaktion.

Hvis jeg fortalte tre på én dag.

Hanne ville le og spørge, hvordan jeg havde nået det.

Lone ville kalde mig vanvittig med beundring i stemmen.

Pia ville blive både forskrækket og draget.

Marianne forsøge at gennemskue tidsplanen.

Birgit advare.

Susanne se på mig, som om hun kendte prisen.

Men jeg fortalte det ikke.

Ikke med det samme.

Jeg beholdt tallet.

Som en hemmelig triumf.

Og som noget, jeg kunne trække frem, hvis en af de andre fortalte en historie, der truede min position.

Jeg havde opdaget, at jeg kunne bruge oplevelser som våben.

Ikke mod mændene.

Mod kvinderne.

Hvis Hanne fortalte om to mænd ved en fest, kunne jeg sige:

“Det har jeg prøvet på en almindelig arbejdsdag.”

Så ville hendes historie blive mindre.

Det var sådan vi ændrede hinanden.

Ikke kun gennem opmuntring.

Gennem frygten for at være den mindst vilde.

Jeg fortalte om dagen nogle uger senere.

Ikke hele sandheden.

Jeg fjernede chefen.

Sagde, at det havde været Søren, en mand fra en café og en fremmed på vej hjem.

“Samme dag?” spurgte Pia.

“Ja.”

“Men hvorfor?”

Jeg trak på skuldrene.

“Fordi jeg havde lyst.”

Det var ikke sandt om den tredje.

Jeg havde primært haft lyst til tallet.

Hanne lænede sig frem.

“Var du ikke helt færdig?”

“Jo.”

“Og så hjem til Erik?”

Birgit sagde mit navn lavt.

En advarsel.

Jeg så på hende.

“Hvad?”

“Det er farligt.”

“Hvad er farligt?”

“Alt ved det.”

“Det er mit liv.”

“Og hans.”

Hun mente Erik.

Samtalen blev stille.

Det var sjældent, hun sagde hans del så direkte.

Jeg mærkede vreden.

Ikke fordi hun tog fejl.

Fordi hun truede den måde, jeg havde fortalt historien på.

Jeg ville have fascination.

Ikke ansvar.

“Han mangler ikke noget,” sagde jeg.

Birgit så på mig.

“Det ved du ikke.”

“Jo.”

“Han mangler sandheden.”

Hanne forsøgte at lette stemningen.

“Nu bliver vi meget alvorlige.”

“Det er alvorligt,” sagde Birgit.

Pia så ned.

Marianne tog sit glas.

Lone sagde ingenting.

Susanne så på mig.

Jeg ønskede at rejse mig.

Gå.

I stedet smilede jeg.

“Jeg har styr på det.”

Sætningen var blevet så indarbejdet, at den næsten kom af sig selv.

Birgit svarede ikke.

Hanne skiftede emne.

Senere samme aften fortalte Lone om en privat invitation.

Alvoren forsvandt.

Nysgerrigheden tog over.

Birgits advarsel blev liggende et sted under samtalen.

Ingen vendte tilbage til den.

Heller ikke jeg.

Tre mænd på én dag blev efterhånden ikke en rekord.

Det blev et muligt mønster.

Ikke dagligt endnu.

Men ofte nok til, at jeg måtte tænke praktisk.

Tid.

Tøj.

Bad.

Transport.

Hvordan skjulte man ømhed?

Hvordan forklarede man trætheden?

Hvor længe kunne man være væk?

Jeg begyndte at vælge tøj, der let kunne ordnes.

Kjoler.

Ingen komplicerede knapper.

Intet, der krøllede tydeligt.

Jeg havde ekstra makeup i tasken.

Mundskyl.

Vådservietter.

En anden bluse.

Ikke kondomer nok.

Det er vigtigt.

Jeg forberedte mig omhyggeligt på afsløring.

Langt mindre omhyggeligt på sygdom.

I begyndelsen havde jeg altid beskyttelse med.

Så begyndte mændene også at have det.

Så opstod situationer, hvor ingen havde.

Eller hvor de sagde, at de ikke kunne lide det.

Hvor det ville tage for lang tid.

Hvor handlingen allerede var i gang.

Jeg sagde oftere:

“Kun kort.”

“Du er vel sund?”

“Jeg kender dig jo lidt.”

Som om kendskab gennem et fornavn beskyttede mod infektioner.

Som om en pæn skjorte var en helbredsattest.

Som om en gift mand nødvendigvis var sikker.

Tværtimod.

Mange af dem levede lige så skjult som jeg.

Jeg begyndte at tage risici, fordi afbrydelsen irriterede mig.

Et kondom krævede en pause.

En praktisk handling.

Et øjeblik, hvor man kunne nå at tænke.

Jeg ønskede efterhånden ikke de pauser.

Jeg ville direkte fra blik til handling.

Fra uro til intensitet.

Ingen ventetid.

Ingen rationel stemme.

Det gjorde antallet lettere at øge.

Og faren større.

Invitationen til aftenen med tre mænd kom gennem en mand, jeg allerede havde mødt et par gange.

Han skrev:

“Jeg har to venner, som gerne vil møde dig.”

Jeg læste beskeden flere gange.

Ikke fordi tanken var ny.

Jeg havde fantaseret om flere mænd, siden kroppen efter børnene var blevet en målestok for min værdi.

Jeg havde været i rum med flere.

Haft forskellige handlinger omkring mig.

Men denne invitation var tydelig.

Tre mænd.

Mig.

En privat adresse.

Ingen af kvinderne med.

Ingen klub.

Ingen personale.

Ingen kendt sikkerhed.

Jeg burde have sagt nej.

Jeg skrev:

“Hvad har du fortalt dem?”

“At du kan lide opmærksomhed.”

Det var en mild formulering.

Jeg vidste, han havde sagt mere.

“Hvad forventer de?”

“At du kommer med åbent sind.”

Det kunne betyde alt.

“Hvem er de?”

“Venner.”

“Navne?”

Han sendte to fornavne.

De betød ingenting.

Jeg spurgte ikke efter efternavne.

Ikke adresser.

Ikke om nogen vidste, hvor jeg ville være.

Kun:

“Hvornår?”

Han sendte tiden.

Jeg slettede beskederne.

Hele dagen mærkede jeg frygten som en elektrisk strøm i kroppen.

Ikke kun frygt for mændene.

For mig selv.

Ville jeg virkelig gøre det?

Jeg lavede en liste over grunde til at lade være.

Ikke på papir.

I hovedet.

Erik.

Børnene.

Sygdom.

Vold.

Fotografier.

At blive holdt tilbage.

At nogen kendte mig.

At kroppen ikke kunne klare det.

Så kom den anden stemme.

Tre mænd.

En fantasi, der kunne blive virkelig.

En historie, ingen af de andre måske havde.

En ny grænse.

Et nyt tal.

Jeg tog af sted.

Jeg sagde hjemme, at arbejdet trak ud, og at jeg bagefter skulle hjælpe en veninde.

Erik spurgte hvilken.

Jeg nævnte Hanne.

Navnet kom let.

Han kendte hende.

Havde ingen grund til at ringe.

“Hvornår er du hjemme?”

“Ikke så sent.”

“Skal jeg gemme mad?”

“Nej.”

Han kyssede mig.

“Hav det godt.”

Jeg kunne næsten ikke holde hans blik.

I bilen tænkte jeg på at vende om.

Ved hvert kryds.

Hver afkørsel.

Jeg fortsatte.

Adressen lå i et almindeligt kvarter.

Når det almindelige blev uvirkeligt

Det gjorde næsten situationen mere uvirkelig.

Et hus.

Gardiner.

En cykel.

Ingen tegn på, hvad der ventede.

Jeg parkerede et stykke væk.

Så på huset.

Ringede ikke til nogen.

Ingen kvinde vidste, hvor jeg var.

Ingen aftale om at kontakte mig.

Ingen sikkerhedsplan.

Jeg havde gjort mig afhængig af tre mænds anstændighed uden at kende dem.

Sex kan være farlig.

Ja.

Ikke kun gennem sygdom.

Gennem de situationer, man frivilligt går ind i, fordi lysten og behovet for overskridelse overdøver den del af hjernen, der prøver at beskytte én.

Jeg steg ud.

Gik mod døren.

Manden, jeg kendte, åbnede.

Han smilede.

“Du kom.”

“Ja.”

De to andre stod længere inde.

De så på mig med den samme blanding af vurdering og forventning, jeg havde søgt i årevis.

Tre mænds blikke.

Samlet.

Rettet mod mig.

Kroppen reagerede.

Frygten blandede sig med lysten.

Jeg gik ind.

Døren lukkede.

I begyndelsen talte vi.

Kort.

Navne.

Et glas.

En vittighed.

Mændene så på hinanden på en måde, der viste, at de havde talt om mig før.

Jeg var den eneste, der ikke kendte planen fuldt ud.

“Har I aftalt noget?” spurgte jeg.

Manden, jeg kendte, smilede.

“Kun at du bestemmer tempoet.”

Ordene burde have beroliget mig.

Det gjorde de lidt.

Men jeg spurgte ikke, hvad der skete, hvis jeg ønskede at standse.

Jeg ønskede ikke at plante muligheden i rummet.

Det er en farlig form for stolthed.

At man undlader at tale om grænser, fordi man vil fremstå grænseløs.

Jeg tog det første skridt.

Ikke dem.

Jeg kyssede manden, jeg kendte.

Lod de andre se.

Så vendte jeg mig mod den næste.

Det var vigtigt for mig at føle, at jeg havde valgt dem.

Én efter én.

Men hurtigt begyndte individualiteten at forsvinde.

Tre sæt hænder.

Tre stemmer.

Tre forskellige måder at kræve opmærksomhed på.

Jeg havde forestillet mig at være centrum.

Det var jeg.

Men centrum har ikke altid magten.

Nogle gange er centrum bare det sted, alle trækker i.

Jeg blev ved.

Sagde ja.

Ikke til alt.

Men til mere, end jeg havde planlagt.

Når én spurgte, så de andre på.

Et nej ville ikke kun være et nej til handlingen.

Det ville føles som en afsløring af, at rygtet om mig var overdrevet.

At jeg ikke var så modig.

Så fri.

Så umættelig.

Jeg lod derfor ofte stoltheden svare før kroppen.

Ja.

Okay.

Bare kort.

Jeg kan godt.

Efterhånden holdt jeg op med at mærke forskellen mellem lyst og præstation.

Jeg var ophidset.

Det var virkeligt.

Men ophidselsen blev blandet med et behov for at gennemføre.

Så to på en gang.

Til sidst blev jeg fyldt i alle tre huller og jeg kunne næsten ikke mere.

Til alt held sluttede det hele lige kort tid efter.

Følelsen af at være fyldt op i alle tre huller på samme tid var fascinerende, frækt og ydmygende på samme tid.

At kunne gå derfra og vide, at jeg havde gjort det.

Tre mænd.

På samme tid.

Ikke som tre separate møder.

Én scene.

Én kvinde.

Alle blikke på mig.

Det var fantasien.

Virkeligheden var mere rodet.

Mere krævende.

Mindre smuk.

Kroppe finder ikke automatisk en rytme.

Mennesker misforstår.

Nogen bliver for ivrige.

En bevægelse gør ondt.

En hånd ligger forkert.

Et spørgsmål bliver ikke hørt.

Jeg opdagede, hvor hurtigt min stemme kunne forsvinde i et rum med flere mænds lyst.

“Vent,” sagde jeg på et tidspunkt.

Ikke højt nok.

Ingen reagerede med det samme.

Panikken kom.

Jeg sagde det igen.

Højere.

Denne gang standsede de.

Manden, jeg kendte, så på mig.

“Er du okay?”

Jeg nikkede automatisk.

Selv om svaret burde have været:

Jeg ved det ikke.

“Jeg skal bare lige trække vejret.”

De gav mig plads.

Det var godt.

De respekterede pausen.

Men i stedet for at bruge den til at gå tog jeg en slurk vand og fortsatte.

Hvorfor?

Fordi jeg ikke ville have, at aftenen sluttede som et næsten.

Jeg ville have tallet.

Historien.

Beviset.

Jeg var mere bange for at føle mig fej bagefter end for det, kroppen allerede forsøgte at fortælle.

Da det endelig sluttede, var jeg udmattet.

Ikke fredelig.

Ikke tilfreds på den dybe måde.

Fuld.

Som et rum efter en fest.

Larmende i kroppen og tomt i hovedet.

Mændene virkede glade.

Den ene lavede kaffe.

En anden talte om, at vi kunne gøre det igen.

“Det var godt,” sagde han.

Jeg smilede.

“Ja.”

Det var det forventede svar.

Manden, jeg kendte, rørte min arm.

“Du er virkelig noget særligt.”

Ordene gav mig den belønning, jeg var kommet efter.

Noget særligt.

Ikke en almindelig kone.

Ikke en almindelig mor.

En kvinde, tre mænd ville huske.

Jeg tog tøjet på.

Langsomt.

Kroppen protesterede.

Jeg vidste, at jeg ville være øm.

At Erik kunne opdage det, hvis han ønskede mig samme aften.

“Du kan blive lidt,” sagde en af mændene.

“Jeg skal hjem.”

“Til din mand?”

De vidste det.

Manden, jeg kendte, måtte have fortalt, at jeg var gift.

“Ja.”

“Hvad siger du til ham?”

“Ikke noget.”

De lo.

Ikke ondt nødvendigvis.

Men deres latter gjorde mit ægteskab til en del af spændingen.

Den uvidende mand hjemme.

Kvinden, der gik tilbage efter tre andre.

Jeg mærkede skammen.

Samtidig en pervers stolthed.

De kunne ikke forstå, hvordan jeg gjorde det.

Jeg kunne.

Det gjorde mig i deres øjne mere grænseløs.

Jeg forlod huset.

Satte mig i bilen.

Låste døren.

Så på mig selv i spejlet.

Håret kunne ordnes.

Makeuppen mindre let.

Jeg havde mærker, der skulle dækkes.

Kroppen var tung.

Jeg ringede ikke hjem.

Jeg havde skrevet, at jeg var på vej.

Erik svarede med et hjerte.

Jeg begyndte at græde.

Ikke længe.

Jeg kunne ikke tillade mig at komme hjem med røde øjne.

Jeg tørrede ansigtet.

Rettede makeup.

Kørte.

På vejen kom tallet igen.

Tre.

Ikke tre på en dag.

Tre på én gang.

Jeg tænkte på kvinderne.

Skulle jeg fortælle det?

Hvis jeg gjorde, ville historien give mig en position.

Hvis jeg ikke gjorde, kunne den være min.

Jeg besluttede at gemme den.

Ikke af værdighed.

Som et stærkt kort.

Hjemme var Erik vågen.

Han sad med fjernsynet tændt.

“Der er du.”

“Ja.”

“Det blev sent.”

“Hanne havde brug for at tale.”

Løgnen var ren.

Ingen tøven.

“Hvad er der med hende?”

“Det kan jeg ikke fortælle.”

Den perfekte forklaring.

Fortrolighed mellem veninder.

Noget Erik ville respektere.

Han nikkede.

“Er hun okay?”

“Ja.”

Jeg satte tasken.

Forsøgte at bevæge mig normalt.

Erik kom hen.

Lagde armene om mig.

Jeg stivnede næsten umærkeligt.

Han mærkede det.

“Hvad er der?”

“Jeg er øm i ryggen.”

“Har I siddet hele aftenen?”

“Ja.”

Han kyssede min hals.

Kroppen reagerede ikke med den sædvanlige åbne lyst.

Den trak sig.

Ikke fra Erik.

Af udmattelse.

“Kom med i seng,” sagde han.

“Jeg skal lige i bad.”

“Nu?”

“Jeg føler mig klam.”

Ordet slap ud.

Erik smilede lidt.

“Det gør jeg ikke.”

Jeg kunne ikke møde hans blik.

“Jeg er hurtigt færdig.”

I badet så jeg mærkerne.

Vand mod øm hud.

Jeg tænkte på mændene.

På pausen.

På det første “vent”, de ikke havde hørt.

På at jeg var fortsat.

Jeg burde have følt en klar grænse bagefter.

Noget, der sagde:

Aldrig igen.

I stedet begyndte hjernen allerede at redigere.

De havde jo standset anden gang.

Ingen havde tvunget mig til at blive.

Jeg havde selv fortsat.

Det havde været intenst.

Tre mænd havde ønsket mig.

De havde kaldt mig noget særligt.

Jeg gjorde en farlig oplevelse til en præstation, før vandet næsten var løbet af kroppen.

Da jeg kom ind i soveværelset, lå Erik stadig vågen.

Han rakte ud efter mig.

“Kom.”

Jeg lagde mig.

Han kyssede mig.

Hånden gled over hoften.

Jeg vidste, hvad der kunne ske.

Jeg havde ikke kræfter.

Kroppen gjorde ondt.

Men jeg var bange for et nej.

Ikke fordi Erik ikke ville respektere det.

Det ville han.

Fordi et nej kunne skabe spørgsmål.

Du har været væk hele aftenen.

Du er anspændt.

Du vil ikke røres.

Er der noget?

Så jeg kyssede ham tilbage.

Lod ham tro, lysten var der.

Den kom delvist.

Min krop kunne stadig reagere på ham.

Kærligheden var stadig virkelig.

Men jeg lod ham tage det, han havde brug for, uden at fortælle, hvad kroppen allerede havde været igennem.

Det er svært at skrive.

Ikke fordi Erik gjorde noget forkert.

Han kendte ikke sandheden.

Han ville være standset øjeblikkeligt, hvis han havde vidst, at jeg var øm og udmattet efter tre andre mænd.

Det var mig, der fratog ham muligheden for at vælge.

Jeg lod ham være intim med mig på et falsk grundlag.

Det var også et overgreb på hans tillid.

Bagefter holdt han om mig.

“Du er stille.”

“Jeg er bare træt.”

“Har Hanne det virkelig okay?”

“Ja.”

“Og dig?”

Spørgsmålet gik gennem mig.

“Ja.”

Han kyssede min pande.

“Godt.”

Jeg lå vågen længe.

Fire mænds berøring på samme dag, hvis Erik blev regnet med.

Tre hemmelige.

Én elsket.

Jeg forsøgte at forstå, hvordan de kunne eksistere i samme krop.

Næste morgen stod jeg op.

Lavede kaffe.

Sagde godmorgen til børnene.

Erik kyssede mig.

Jeg var den samme kvinde i deres øjne.

Det var næsten det mest berusende og mest ødelæggende ved dobbeltlivet.

At selv en ekstrem overskridelse ikke ændrede kulissen.

Solen stod op.

Morgenmaden skulle laves.

Ingen alarm lød.

Ingen kunne se tallet i mit ansigt.

Jeg fortsatte derfor med at måle.

Ikke på papir.

I oplevelser.

Tre mænd på én gang blev en milepæl.

Men milepæle bliver hurtigt til fortid.

Næste spørgsmål kom næsten automatisk:

Hvad nu?

Flere mænd?

Flere på en dag?

En vildere fest?

Mere ydmygelse?

Penge?

En situation, jeg endnu ikke turde forestille mig?

Jeg havde passeret et antal, jeg ikke længere kunne forsvare.

Ikke kun det samlede antal.

Også antallet på én dag.

Antallet i ét rum.

Antallet af løgne, der skulle til for at få det til at hænge sammen.

Men i stedet for at lade tallet standse mig gjorde jeg det utydeligt.

Jeg holdt op med at tælle mænd og begyndte at tælle aftener.

Så talte jeg ikke aftener.

Jeg sagde:

Det var bare en periode.

Så:

Det var bare min seksualitet.

Så:

Jeg er bare sådan.

Hvert nyt ord fjernede lidt af ansvaret.

Da jeg endelig fortalte kvinderne om de tre mænd, var der gået tid.

Vi sad samlet.

Hanne havde fortalt noget, der fik de andre til at le og spørge.

Jeg mærkede den gamle konkurrence.

Ventede på en åbning.

Så sagde jeg:

“Tre er ikke så meget.”

Hanne så på mig.

“Hvad mener du?”

“Jeg har prøvet tre samtidig.”

Stilheden kom.

Præcis den stilhed, jeg havde ønsket.

Alle så på mig.

“På en klub?” spurgte Pia.

“Nej.”

“Privat?”

“Ja.”

“Alene?” spurgte Birgit.

“Ja.”

“Hos hvem?”

“En jeg kendte lidt.”

“Og de to andre?” spurgte Marianne.

“Dem kendte jeg ikke.”

Birgits ansigt ændrede sig.

“Bente.”

“Hvad?”

“Det kunne være gået helt galt.”

“Det gjorde det ikke.”

“Men det kunne.”

“Det kan alt.”

“Nej.”

Hun rystede på hovedet.

“Ikke på den måde.”

Hanne var stadig fascineret.

“Hvordan var det?”

Jeg smilede.

“Vildt.”

Kun ét ord.

Jeg fortalte ikke om pausen.

Ikke om at mit første “vent” ikke blev hørt.

Ikke om gråden i bilen.

Ikke om, at jeg bagefter havde skjult ømheden for Erik.

Jeg gav dem triumfen.

Ikke prisen.

Lone spurgte:

“Ville du gøre det igen?”

Jeg tøvede.

Birgit så det.

Susanne også.

“Ja,” sagde jeg.

Hanne løftede glasset.

“Så ved vi, hvem der fører.”

Der var latter.

Ikke fra Birgit.

Ikke rigtigt fra Susanne.

Jeg mærkede sejren.

Den var kort.

For kort efter sagde Marianne:

“Jeg har prøvet fire.”

Alle vendte sig mod hende.

Min historie mistede øjeblikkeligt sin kraft.

“Fire?” sagde Hanne.

Marianne smilede på en måde, jeg ikke havde set før.

“Ja.”

“Hvornår?”

“Det behøver I ikke vide.”

Hun havde ventet.

Gemte sin historie, som jeg havde gemt min.

Spillede den i det øjeblik, hvor den kunne overgå mig.

Jeg mærkede jalousien.

Ikke på mændene.

På tallet.

Min ekstreme oplevelse var allerede blevet mindre.

Tre var ikke længere nok.

Det var dér, jeg for alvor forstod, at konkurrencen ikke kunne vindes.

Hvis jeg gjorde mere, kunne en anden altid gøre endnu mere.

Hvis ingen gjorde, kunne hun lyve.

Hvis jeg overgik dem alle, ville sejren kun vare til næste aften.

Alligevel tænkte jeg ikke:

Så stopper jeg.

Jeg tænkte:

Hvad kan slå fire?

Det var den tanke, der viste, at jeg havde passeret et antal, jeg ikke længere kunne forsvare.

Ikke et bestemt samlet tal.

Ikke tyve.

Firs.

Hundrede og halvtres.

Det afgørende tal var det øjeblik, hvor ét menneskes krop ikke længere var et menneske for mig, men et redskab i en konkurrence.

Min egen krop med.

Jeg brugte den til at skabe tal, historier og reaktioner.

Den blev øm.

Træt.

Udsat.

Jeg fortsatte.

Mændene blev flere.

Beskyttelsen mindre sikker.

Pauserne kortere.

Løgnene større.

Jeg havde stadig Erik.

Hans kærlighed.

Hans hjem.

Hans tillid.

Men i mit hemmelige regnskab talte han ikke.

Han var fundamentet, jeg stod på, mens jeg forsøgte at nå højere og højere gennem andre mænds begær.

Jeg forstod ikke, at fundamenter kan briste.

Og at den kvinde, der hele tiden forsøger at overgå sin egen grænse, til sidst ikke længere ved, hvor hun skal gå hen for at finde sig selv.

Jeg holdt op med at tælle, efter Marianne sagde fire.

Ikke fordi jeg mistede interessen for antallet.

Fordi antallet var begyndt at styre mig for tydeligt.

Jeg ville ikke se det samlet.

Så jeg fortsatte i fragmenter.

En mand.

Så én mere.

En dag.

En fest.

En uge.

Ingen total.

Ingen dom.

Men kroppen førte sit eget regnskab.

Ømheden.

Trætheden.

Infektionerne, der begyndte at komme og gå.

Frygten, når en menstruation var forsinket.

Panikken ved en ukendt besked.

De mærker, jeg måtte skjule.

Og den voksende følelse af, at selv en ekstrem oplevelse kun kunne holde tomheden væk i meget kort tid.

Jeg havde passeret tallet.

Jeg kendte det bare ikke længere.

Og fordi jeg ikke kendte det, kunne jeg fortsætte med at sige:

Det er ikke så slemt.

Ikke endnu.

Når skam sendte mig direkte videre til den næste

Jeg troede længe, at skammen var det, der en dag ville få mig til at standse.

Det lyder logisk.

Hvis et menneske gør noget, som bagefter får hende til at føle sig lille, beskidt eller utryg, burde følelsen føre hende væk fra handlingen.

Sådan virkede det ikke hos mig.

Skammen blev ikke en bremse.

Den blev brændstof.

Når en oplevelse gjorde ondt, søgte jeg ikke hjem.

Ikke først.

Jeg søgte en ny mand.

Det var ikke altid et bevidst valg.

Jeg satte mig ikke nødvendigvis ind i bilen og tænkte:

Nu finder jeg en anden, som kan reparere det her.

Men det var præcis det, jeg gjorde.

Den næste mands begær skulle ændre betydningen af den forrige oplevelse.

Hvis én mand havde fået mig til at føle mig billig, skulle den næste få mig til at føle mig værdifuld.

Hvis én havde afvist mig, skulle en anden vælge mig.

Hvis én havde overskredet noget, skulle en ny situation bevise, at jeg stadig havde kontrol.

Hvis jeg havde sagt ja til for lidt, for hurtigt eller til noget, jeg bagefter fortrød, skulle den næste mand se på mig på en måde, der gjorde mig smuk igen.

Problemet var, at ingen mand kunne ændre det, der allerede var sket.

Han kunne kun lægge endnu en oplevelse ovenpå.

Jeg lærte ikke det med det samme.

Jeg gentog mønstret i årevis.

En af de første gange begyndte på en bar med en mand, jeg ikke havde set før.

Han var ældre end mig.

Ikke gammel.

Men ældre nok til, at han talte til mig, som om han havde mere erfaring og dermed ret til at definere situationen.

Han købte mig en drink.

Jeg havde ikke bedt om den.

“Du ser ud, som om du venter på nogen,” sagde han.

“Det gør jeg måske.”

“Din mand?”

Jeg så på ham.

“Hvorfor tror du, jeg har en mand?”

Han nikkede mod ringen.

Jeg havde glemt at tage den af.

Eller måske havde jeg ladet den blive med vilje.

Ringen gjorde nogle mænd mere interesserede.

Den fortalte dem, at jeg tilhørte et andet liv.

At mødet havde en risiko.

“Han er ikke her,” sagde jeg.

“Det kan jeg se.”

Manden lod blikket glide over kjolen.

“Er han dum?”

“Hvorfor?”

“Fordi han lader dig gå ud alene.”

Tonen var flirtende.

Men også nedladende over for Erik.

Tidligere ville jeg have forsvaret ham.

Sagt, at han ikke lod mig gøre noget.

At jeg var et frit menneske.

I stedet smilede jeg.

“Han stoler på mig.”

Manden lo.

Ikke højt.

Bare en kort lyd.

“Så er han dum.”

Sætningen burde have fået mig til at gå.

Jeg blev.

Måske fordi han sagde den sandhed, jeg selv forsøgte at undgå.

Erik stolede på mig.

Jeg brugte tilliden som dække.

Manden lagde en hånd på mit lår.

Direkte.

Ingen lang optakt.

Jeg kunne lide sikkerheden i bevægelsen.

Samtidig irriterede den mig.

Han opførte sig, som om han allerede havde forstået, hvilken slags kvinde jeg var.

“Du er meget sikker,” sagde jeg.

“Du er ikke gået.”

Han havde ret.

Det blev ofte nok.

Ikke et ja.

Bare fraværet af et nej.

Jeg lod hånden blive.

Han købte endnu en drink.

Talte om sig selv.

Penge.

Biler.

Mennesker, han kendte.

Jeg lyttede næsten ikke.

Jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke ønskede ham som menneske.

Det havde ingen betydning.

Hans interesse var tydelig.

Min rastløshed stærk.

Kort efter gik vi ud.

Han førte mig til sin bil.

Ikke en god bil, selv om han havde talt om biler, som om han ejede dem alle.

Jeg bemærkede det.

Den lille løgn.

Det burde have gjort mig mere forsigtig.

I stedet gjorde det ham mindre virkelig.

Endnu en mand uden betydning.

En krop.

En scene.

Noget, der snart var overstået.

Han var hårdere i sin måde at være på, end jeg havde forestillet mig.

Ikke voldelig i den klare forstand.

Men uden interesse for, hvordan jeg havde det.

Han ville have det, han var gået ud efter.

Jeg blev reduceret til den rolle, jeg selv havde signaleret, at jeg kunne udfylde.

Da jeg forsøgte at sætte tempoet ned, sagde han:

“Nu skal du ikke begynde at være fin.”

Ordene ramte dybt.

Fin.

Som om jeg havde mistet retten til at have grænser, fordi jeg var gået med.

“Jeg er ikke fin,” sagde jeg.

Ikke som protest.

Som bevis.

Det var præcis den fælde, jeg igen og igen gik ind i.

En mand antydede, at jeg ikke turde.

At jeg var snerpet.

For ordentlig.

Ikke så fri, som jeg lod til.

Så gjorde jeg mere for at modbevise ham.

Jeg forvekslede grænseløshed med styrke.

Da mødet var overstået, så han næsten ikke på mig.

Han rettede sit tøj.

Tændte en cigaret.

“Du kan vel finde tilbage selv.”

Jeg sad et øjeblik.

“Skal du ikke samme vej?”

“Jeg bliver lidt.”

Jeg forstod.

Han ville ikke ses med mig.

Eller han ventede på den næste mulighed.

Jeg vidste det ikke.

“Hvad hedder du egentlig?” spurgte jeg.

Han pustede røg ud.

“Det behøver du ikke vide.”

Den sætning burde have været ligegyldig.

Jeg havde selv brugt anonymiteten mange gange.

Alligevel føltes den som en afvisning.

Jeg kendte ikke hans navn.

Og han ønskede ikke, at jeg gjorde.

Han havde fået det, han ville have.

Nu var jeg overflødig.

Jeg steg ud.

Lukkede døren.

Han så ikke efter mig.

Jeg gik tilbage mod baren.

Kroppen var øm.

Smagen af alkohol i munden.

Kjolen sad forkert.

Jeg følte mig billig.

Ikke fordi mødet havde været tilfældigt.

Det var mange af dem.

Fordi han havde set mig præcis sådan, og jeg havde ikke haft noget at stille op imod hans vurdering.

Jeg havde forsøgt at finde magt i at sige ja.

Han havde taget mit ja som bevis på, at jeg ikke behøvede respekt.

Det var ikke fair.

Et ja til sex er ikke et ja til foragt.

Men jeg forstod også, at jeg selv havde ignoreret alle de tegn, der viste, at han ikke var interesseret i mig som menneske.

Jeg var ikke blevet bedraget.

Jeg havde bare håbet, at begæret automatisk indeholdt værdi.

Det gjorde det ikke.

Inde på baren stod jeg alene.

Musikken fortsatte.

Mennesker grinede.

Ingen kunne se, hvad der var sket.

Jeg kunne have taget min frakke.

Kørt hjem.

Lagt mig ved siden af Erik.

Måske grædt på badeværelset først.

I stedet stillede jeg mig ved baren igen.

Jeg havde brug for et nyt blik.

Næsten med det samme.

Ikke om en uge.

Ikke næste dag.

Nu.

Hvis en anden mand så mig, var den første ikke den endelige dom.

Det var sådan, logikken arbejdede.

Jeg rettede kjolen.

Håret.

Bestilte en drink.

Så rundt.

Der stod en mand lidt længere væk.

Yngre end den første.

Ren skjorte.

Roligere ansigt.

Han havde allerede lagt mærke til mig.

Jeg holdt blikket.

Han smilede.

Varmen kom ikke på samme måde.

Ikke lyst først.

Lettelse.

Endnu én ville have mig.

Jeg var ikke blevet smidt væk af verden.

Kun af én mand.

Jeg gik tættere på.

“Er pladsen ledig?”

Han så på stolen ved siden af sig.

“Ja.”

Jeg satte mig.

Han spurgte mit navn.

Det burde have gjort en forskel.

“Bente.”

Han sagde sit eget.

Jeg husker det ikke længere.

Ironisk nok.

Men i øjeblikket betød det noget, at han tilbød det.

Han spurgte, hvad jeg lavede.

Om jeg var ude alene.

Om jeg ville have noget at drikke.

Almindelige spørgsmål.

Ingen stor respekt.

Bare normal menneskelig høflighed.

Jeg sugede den til mig.

Som om den kunne vaske den første mand af mig.

“Du virker lidt ked af det,” sagde han.

“Det er jeg ikke.”

“Okay.”

Han pressede ikke.

Det gjorde ham mere tiltrækkende.

Jeg begyndte at smile.

Lod hånden røre hans arm.

Jeg ønskede, at han valgte mig hurtigt.

Ikke fordi jeg havde stærk lyst til ham.

Fordi jeg havde brug for beviset.

Da han kyssede mig, mærkede jeg sejren.

Den første mand havde ikke defineret mig.

En anden ønskede mig allerede.

Vi gik også væk fra baren.

Jeg vidste, at det var præcis det samme mønster.

Alligevel fortalte jeg mig selv, at denne situation var bedre.

Han kendte mit navn.

Havde spurgt, om jeg havde det godt.

Kyssede mig før noget andet.

Små tegn blev brugt som dokumentation for, at jeg havde genvundet min værdi.

Bagefter blev han mere fjern.

Ikke grov.

Bare færdig.

Han havde heller ingen interesse i en fremtid.

Hvorfor skulle han?

Jeg havde mødt ham i en bar og gået med efter kort tid.

Han skyldte mig ikke kærlighed.

Alligevel kom tomheden tilbage.

Mindre voldsomt end efter den første.

Men tydelig.

Jeg stod med to oplevelser.

Ikke én repareret oplevelse.

Skammen var ikke blevet slettet.

Den var blevet fordoblet.

Jeg kunne have standset dér.

Nu var jeg træt.

Øm.

Mentalt opløst.

Men idet jeg gik mod bilen, så en tredje mand på mig.

Han stod udenfor og røg.

Vores øjne mødtes.

Jeg kunne mærke impulsen.

En tredje kunne måske gøre det rigtigt.

Ikke bare være mindre hård.

Ikke bare kende mit navn.

Virkelig se mig.

Jeg gik langsommere.

Han sagde:

“Skal du hjem?”

“Det ved jeg ikke.”

Det var sandt.

Jeg vidste ikke længere, om jeg var i stand til at køre direkte hjem, mens skammen stadig sad så tydeligt i kroppen.

Han smilede.

“Så bliv lidt.”

Jeg blev.

Det var sådan en kæde kunne begynde.

Ikke med umættelig lyst i klassisk forstand.

Med et forsøg på at regulere en følelse.

Den første oplevelse gjorde mig lille.

Den anden skulle gøre mig større.

Da den ikke gjorde det nok, kom den tredje.

Hver mand blev ordineret som medicin mod den forrige.

Ingen af dem virkede.

På vej hjem den nat standsede jeg ved en tankstation.

Jeg købte vand.

Mundskyl.

Noget at spise, jeg ikke ønskede.

Ekspedienten så på mig.

Ikke seksuelt.

Bare almindeligt.

Jeg spekulerede på, om han kunne se noget.

Om der fandtes et tegn i mit ansigt.

Et menneske, der havde været sammen med flere mænd samme aften, burde se anderledes ud.

Sådan føltes det.

Men han sagde kun beløbet.

Jeg betalte.

Gik.

I bilen så jeg mig selv i spejlet.

Øjnene var trætte.

Makeuppen kunne repareres.

Håret også.

Resten var usynligt.

Jeg kørte hjem.

Erik sov.

Det var en lettelse.

Og en skuffelse.

Hvis han havde været vågen og ønsket mig, kunne hans begær måske have været den sidste, stærkeste bekræftelse.

Den elskede mands valg efter de fremmedes ligegyldighed.

Jeg stod ved sengen.

Så på ham.

Han lå roligt.

En hånd på min side af madrassen.

Jeg fik lyst til at vække ham.

Ikke kun af kærlighed.

For at bruge ham i samme kæde.

Det skræmte mig.

Jeg gik på badeværelset.

Tog tøjet af.

Kroppen viste prisen tydeligere end ansigtet.

Ømheden.

Røde mærker.

En følelse af at være blevet håndteret, ikke holdt.

Jeg satte mig på kanten af badekarret.

Græd.

Lydløst.

Ikke længe.

Jeg havde udviklet en evne til at afbryde følelser, hvis de truede med at blive for store.

Jeg gik i bad.

Vaskede mig.

Det hjalp ikke.

Huden blev ren.

Hukommelsen blev.

Da jeg lagde mig ved siden af Erik, vågnede han lidt.

“Er du hjemme?”

“Ja.”

“Havde du det godt?”

Spørgsmålet kom søvnigt.

Uden mistanke.

Jeg lukkede øjnene.

“Ja.”

Han lagde armen omkring mig.

Kroppen protesterede ved trykket.

Jeg spændte.

Erik mærkede det.

“Er du okay?”

“Ja.”

“Du er helt stiv.”

“Jeg fryser.”

Han trak dynen op omkring mig.

Holdt mig varmere.

Omsorgen gjorde skammen værre.

Jeg havde brugt tre fremmede mænd som forsøg på at føle værdi.

Den eneste mand, der faktisk gav mig den uden at kræve en præstation, lå ved siden af mig.

Det mest skamfulde var, at trangen ikke altid kom, når jeg var langt fra Erik. Den kunne komme lige ved siden af ham. I sengen. I mørket. Mens han sov.

Jeg kunne ligge stille og høre huset trække vejret: rør i væggen, en bil langt væk, et barn der vendte sig i søvne. Og alligevel kunne jeg onanere stille under dynen, mens tankerne samlede sig om en anden mand, en anden stemme, en anden mulighed for at blive begæret.

Jeg elskede Erik der i mørket. Det er derfor, mindet gør så ondt. Jeg kunne elske ham og samtidig bruge nattens stilhed til at holde en fremmed fantasi i live.

Erik lå der, og jeg elskede ham. Jeg elskede hans varme, hans tryghed, hans måde at lade mig være hel på. Men den ro kunne ikke overdøve trangen, når den først havde fået fat.

I mit hoved kunne jeg næsten råbe til mig selv: Bliv her. Vælg ham. Men kroppen havde lært en anden vej til lindring. Den jagtede mænd, steder og blikke, selv når hjertet allerede havde det, det burde have ønsket.

Manden hjemme i sengen

Det var det mest brutale ved de nætter. At den varme, jeg jagtede ude i mørket, allerede fandtes i en roligere form ved siden af mig.

Erik krævede ikke, at jeg skulle være ny, farlig eller beundret. Han kendte mig. Og fordi han kendte mig, begyndte jeg at forveksle hans kærlighed med noget, der ikke længere talte.

Jeg kunne ikke fortælle ham noget.

Så jeg lod ham tro, jeg frøs.

Den næste morgen stod jeg op med en klar beslutning.

Det skulle stoppe.

Ikke kun mændene fra aftenen.

Alt.

Jeg kunne ikke fortsætte sådan.

Jeg lavede kaffe.

Så børnene spise.

Erik talte om dagen.

Jeg følte mig på afstand.

Som om familien sad på den anden side af glas.

“Du er stille,” sagde han.

“Jeg sov dårligt.”

“Kom du sent hjem?”

“Ikke så sent.”

Han så på uret.

Som om han forsøgte at huske, hvornår han havde hørt mig.

“Jeg ved det ikke,” sagde han.

“Jeg sov.”

“Ja.”

Han smilede.

“Du må have været stille.”

Jeg mærkede panikken.

Var der noget i stemmen, som kunne afsløre mig?

“Jeg ville ikke vække dig.”

“Tak.”

Han kyssede mig.

Det var alt.

Mistanken fandtes ikke endnu.

Kun min frygt for den.

På arbejdet forsøgte jeg at holde fast i beslutningen.

Ingen beskeder.

Ingen mænd.

Jeg lagde telefonen væk.

Chefen ringede efter en time.

“Kom lige ind.”

Kroppen reagerede.

Jeg sad stille.

Overvejede at sige, jeg havde travlt.

Så rejste jeg mig.

Gik.

Døren lukkede bag mig.

“Du ser træt ud,” sagde han.

“Jeg sov dårligt.”

“Så må jeg vel vække dig.”

Hans smil viste hensigten.

Jeg burde have sagt nej.

Fortalt, at aftalen var slut.

I stedet blev gårsdagens skam til endnu en grund til at give efter.

Hvis chefen stadig ønskede mig, var jeg ikke kun kvinden, den første mand havde behandlet som affald.

Jeg var efterspurgt.

Værd tre tusind kroner mere om måneden.

Vigtig nok til, at han havde kaldt mig ind.

Det var den forvrængede logik.

Jeg lod ham bruge aftalen.

Bagefter gik jeg tilbage til mit bord.

Mere tom end før.

Nu var kæden fortsat ind i næste dag.

Skammen havde ikke nået at falde.

Jeg havde bare lagt endnu en mand ovenpå.

Det blev gradvist et fast mønster.

En ubehagelig oplevelse kunne udløse flere møder.

Ikke færre.

Hvis en mand afviste mig, fandt jeg en anden.

Hvis nogen kaldte mig noget nedværdigende, ville jeg bevise, at en mere attraktiv eller mere respektabel mand også ønskede mig.

Hvis jeg tog imod et lavt beløb, kunne jeg søge en mand, der betalte mere.

Hvis en fremmed kun ville have en hurtig handling, fandt jeg en fast elsker, der sagde mit navn.

Hvis en fast mand blev følelsesmæssigt krævende, opsøgte jeg en anonym fremmed, som ikke ønskede andet end kroppen.

Jeg skiftede mellem yderpunkterne.

Ikke for at opleve variation.

For at regulere mit selvbillede.

Det ene møde skulle korrigere det andet.

Nogle gange begyndte kæden med en afvisning.

En mand kunne have flirtet hele aftenen.

Jeg fulgte med.

Gav tydelige signaler.

Så valgte han en yngre kvinde.

Det kunne ødelægge mig i øjeblikket.

Ikke fordi jeg elskede ham.

Fordi valget bekræftede min ældste frygt.

At en anden kvinde altid kunne slå mig.

Jeg blev straks mere synlig.

Mere udfordrende.

Fandt en anden mand.

Helst én, som den første kunne se mig gå med.

Det var ikke nok, at jeg selv vidste, jeg var ønsket.

Jeg ville have nederlaget vendt offentligt.

En aften sagde en mand:

“Du er vist nummer to i dag.”

Han havde set mig tale med en anden tidligere.

Jeg smilede.

“Du er ikke nummer to.”

“Hvad er jeg så?”

“Nummer tre.”

Jeg sagde det som en provokation.

Han troede måske, jeg løj.

Jeg gjorde ikke.

Hans ansigt ændrede sig.

En blanding af ophidselse og vurdering.

“Du har travlt.”

“Kan du ikke følge med?”

Så var udfordringen skabt.

Jeg brugte mit eget kontroltab som seksuel kapital.

Hvis mændene blev chokerede, følte jeg mig særlig.

Hvis de blev mere interesserede, følte jeg mig eftertragtet.

Hvis de kaldte mig nem, kunne jeg gøre mere for at eje ordet.

Men når jeg bagefter var alene, ramte betydningen.

Nummer tre.

Ikke en elsket mand.

Ikke en relation.

Et nummer.

Jeg var også blevet et nummer i deres historier.

En kvinde fra en bar.

En gift kvinde.

Hende, der hurtigt sagde ja.

Måske talte de om mig.

Anbefalede mig.

Jeg vidste, det allerede skete i nogle miljøer.

Mænd kom hen og vidste ting.

“Jeg har hørt, du er frisk.”

“Jeg har hørt, du kan lide flere.”

“Jeg har hørt, man kan spørge dig om næsten alt.”

Hver gang mærkede jeg både skam og stolthed.

Mit ry gjorde mig synlig.

Men det fjernede retten til at være kompleks i deres blik.

Hvis jeg tøvede, kunne de sige:

“Jeg troede, du var anderledes.”

Så følte jeg mig presset til at bevise rygtet.

Ikke fordi de havde ret til noget.

Fordi jeg havde bundet min identitet til at være kvinden uden grænser.

Efter en privat fest blev mønstret særligt tydeligt.

Jeg var gået ind med en forestilling om, at jeg skulle være centrum.

I stedet blev jeg hurtigt én blandt flere kvinder.

En yngre kvinde kom senere.

Mændenes opmærksomhed flyttede sig.

Ikke helt.

Men nok.

Jeg stod i et rum, hvor jeg kort før havde følt mig eftertragtet, og mærkede pludselig usynligheden.

Hun gjorde ikke noget mod mig.

Kendte mig ikke.

Alligevel blev hun min fjende i hovedet.

Jeg begyndte at gå længere.

Tage imod mere.

Være mere tilgængelig.

Ikke af lyst alene.

For at trække blikkene tilbage.

Nogle af mændene reagerede.

Andre blev hos hende.

Det gjorde mig mere desperat.

Til sidst gik jeg fra festen med en følelse af at have overskredet mine egne grænser uden engang at have vundet konkurrencen.

Jeg sad i bilen.

Rystede.

Ikke af kulde.

Jeg havde mærker på kroppen.

En ømhed, der fortalte, at jeg havde brugt mig selv som våben mod en kvinde, der ikke vidste, kampen fandtes.

Jeg kunne have kørt hjem.

I stedet ringede jeg til Søren.

Intet svar.

Så Martin.

“Kan jeg komme?”

“Det er sent.”

“Jeg har brug for at se dig.”

Han hørte noget i stemmen.

“Hvad er der sket?”

“Ikke noget.”

“Så kan det vente.”

“Nej.”

Der blev stille.

“Kom,” sagde han.

Jeg kørte til ham.

Martin åbnede døren i skjorte og bukser.

Som om han havde været på vej i seng, men stadig så ordentlig ud.

Det var præcis det, jeg havde brug for.

Ikke endnu en bar.

Ikke endnu en fremmed.

En mand med kaffe, rene lagner og mit navn i munden.

Han så på mig.

“Hvad er der sket?”

“Jeg har haft en dårlig aften.”

“Hvor?”

“Ude.”

“Med hvem?”

“Det betyder ikke noget.”

Han kunne se mærkerne ved halsen.

“Har nogen gjort dig noget?”

Spørgsmålet ramte.

Jeg kunne ikke svare enkelt.

Ingen havde tvunget mig i den klare forstand.

Men jeg havde overskredet mig selv for at fastholde mændenes opmærksomhed.

“Nej.”

“Er du sikker?”

“Ja.”

Martin lagde hånden på min kind.

Ikke seksuelt først.

Omsorgsfuldt.

Jeg begyndte næsten at græde.

Det var den berøring, jeg havde søgt.

Beviset på, at jeg stadig kunne blive mødt mildt.

“Du behøver ikke gøre noget,” sagde han.

Det burde have været nok.

Jeg burde have drukket kaffen.

Ladet ham holde om mig.

Kørt hjem.

I stedet kyssede jeg ham.

Desperat.

Jeg havde brug for, at hans begær blev fysisk.

Omsorg alene føltes ikke som et stærkt nok bevis.

Hvis han bare trøstede mig, kunne han se mig som et såret menneske.

Jeg ville stadig ses som seksuelt værdifuld.

“Rolig,” sagde han.

“Jeg er rolig.”

Det var jeg ikke.

Jeg trak ham tættere.

Gjorde situationen seksuel.

Martin fulgte mig, men mere tøvende end normalt.

“Du prøver at bevise noget,” sagde han.

“Nej.”

“Jo.”

“Vil du mig eller ikke?”

Spørgsmålet gjorde ham stille.

Så kyssede han mig.

Jeg fik det, jeg havde bedt om.

Hans begær.

Den respektable mand efter den kaotiske fest.

Et navn.

Et rent rum.

En hånd, der ikke greb hårdt.

Jeg brugte forskellen som medicin.

Bagefter lå jeg ved siden af ham.

Ventede på roen.

Den kom ikke.

Mærkerne fra festen var stadig på kroppen.

Den yngre kvinde fandtes stadig i hukommelsen.

Mændenes flyttede blikke.

Min desperation.

Martin havde ikke ændret noget.

Han havde bare været endnu en mand samme nat.

“Hjælper det?” spurgte han.

Jeg vendte hovedet.

“Hvad?”

“Det, du prøver på.”

“Jeg ved ikke, hvad du mener.”

“Jo.”

Han satte sig op.

“Du kommer nogle gange her, som om noget skal vaskes væk.”

Jeg mærkede vreden.

Ikke fordi han tog fejl.

Fordi han så mønstret.

“Så lad være med at åbne døren.”

“Det har jeg overvejet.”

Sætningen gjorde ondt.

“Hvorfor gør du det så?”

Martin så på mig.

“Fordi jeg også får noget ud af det.”

Et ærligt svar.

Ingen romantisk redning.

Han var ikke en god mand, der frelste mig.

Han var en gift elsker, som nød min tilgængelighed.

Kaffen og de rene lagner havde fået mig til at give ham en rolle, han aldrig havde lovet at udfylde.

“Du er ikke anderledes,” sagde jeg.

“End hvem?”

“De andre.”

“Nej.”

Han så på mig.

“Men du vil gerne have, at jeg er.”

Jeg tog tøjet på.

Hårdt.

“Jeg skal hjem.”

“Bente.”

“Hvad?”

“Du burde standse.”

Ordene kom fra en mand, der selv deltog.

Det gjorde dem lette at afvise.

“Så hold dig væk fra mig.”

“Det er ikke kun mit ansvar.”

“Det har jeg heller ikke sagt.”

Jeg gik.

I bilen kom skammen igen.

Nu fra to steder.

Festen.

Martin.

Han havde set igennem mig.

Jeg havde ønsket en respektabel mand, som kunne genskabe min værdi.

I stedet havde han fortalt mig, at han også bare tog imod det, jeg tilbød.

Jeg kørte uden mål nogle minutter.

Telefonen lå ved siden af mig.

Jeg kunne have ringet til endnu en.

Søren.

En anden fast.

Et nyt nummer.

Trangen var der.

Næste mand kunne måske gøre det, Martin ikke havde gjort.

Men for første gang så jeg kæden tydeligt, mens jeg stod midt i den.

Én mand.

Så en anden.

Så en tredje.

Ikke mere lyst.

Mere skam.

Ikke mere værdi.

Mindre.

Jeg standsede bilen.

Lagde hænderne på rattet.

“Tag hjem,” sagde jeg.

Jeg kunne næsten ikke.

Det lyder absurd.

Hjemmet var dér, hvor jeg var elsket.

Alligevel føltes det vanskeligere at køre til Erik end at finde en ny fremmed.

For hjemme kunne jeg ikke blive reduceret til en krop.

Erik så hele mennesket.

Og hele mennesket bar skyld.

Hos en ny mand kunne jeg forsvinde nogle minutter.

Hos Erik blev jeg Bente igen.

Det var blevet smertefuldt at være hende.

Jeg kørte hjem.

Ikke fordi jeg havde fået kontrol.

Fordi natten var ved at slutte.

Da jeg kom ind, var huset mørkt.

Erik sov.

Jeg stod i døren til soveværelset.

Så på ham.

Jeg følte mig som en fremmed, der var brudt ind.

Jeg lagde mig forsigtigt.

Han vågnede lidt.

“Kom her.”

Jeg lagde mig ind til ham.

Hans hånd fandt min hofte.

Jeg mærkede ømheden.

Holdt vejret.

“Er du okay?” spurgte han.

“Ja.”

“Hvorfor er du så spændt?”

“Jeg har hovedpine.”

Han flyttede hånden.

Ikke fornærmet.

Bekymret.

“Skal du have noget?”

“Nej.”

“Er du sikker?”

“Ja.”

Han kyssede min pande.

Faldt i søvn igen.

Jeg lå vågen.

Festen.

Martin.

Bilen.

Eriks omsorg.

Jeg havde været på jagt efter en mand, der kunne få mig til at føle mig værdifuld igen.

Den mand lå ved siden af mig hele tiden.

Men jeg kunne ikke bruge hans kærlighed som den samme hurtige bedøvelse.

Hans kærlighed krævede sandhed.

Eller burde have gjort det.

Hvis jeg havde fortalt ham, ville han måske være gået.

Måske ikke.

Men hans reaktion ville være virkelig.

Ikke bare et blik eller en hurtig handling.

Jeg var ikke klar til virkeligheden.

Derfor fortsatte jeg med mænd, der kun krævede minutter.

Mønstret blev værre.

Efter et ydmygende møde begyndte jeg næsten automatisk at søge en bestemt type mand.

Pæn.

Velklædt.

Rolig.

En mand med arbejde, hjem og ordentlig fremtoning.

Jeg tillagde ham moralsk værdi på baggrund af overfladen.

En skjorte.

Et kontor.

Et rent hus.

Hvis sådan en mand ønskede mig, kunne jeg fortælle mig selv, at jeg ikke kun var kvinden fra rastepladserne, bilerne og de lave beløb.

Jeg kunne stadig få en mand, der havde noget at miste.

En mand, andre respekterede.

Det var lige så forvrænget som resten.

En respektabel facade gør ikke en affære respektabel.

Men jeg havde brug for forskellen.

Jeg begyndte at veksle bevidst.

Råt.

Så pænt.

Anonymt.

Så et navn.

Et lavt beløb.

Så en middag eller en gave.

En mand, der ikke ville vide noget om mig.

Så en, der spurgte til arbejdet.

Jeg troede, variationen gav balance.

I virkeligheden holdt den spiralen i gang.

Den nedværdigende oplevelse skabte behovet for den respektable mand.

Den respektable mand kunne senere føles for almindelig, for følelsesmæssig eller for tæt.

Så søgte jeg det rå igen.

Jeg pendlede mellem yderpunkterne.

Hvert yderpunkt gjorde det andet nødvendigt.

Det var derfor, jeg ikke standsede.

Jeg var ikke på jagt efter én bestemt form for sex.

Jeg var på jagt efter en konstant ændring af min indre tilstand.

Fra skam til begær.

Fra tomhed til intensitet.

Fra billig til værdifuld.

Fra kendt til anonym.

Fra respektabel til grænseløs.

Ingen tilstand måtte vare længe.

Hvis roen kom, begyndte rastløsheden.

Hvis skammen kom, begyndte jagten.

Jeg blev et menneske, der ikke længere kunne blive i en følelse længe nok til at forstå den.

Jeg handlede mig væk fra den.

Ofte med den næste mand.

En dag mødte jeg en mand på en rasteplads, som talte til mig på en måde, der fik mig til at føle mig endnu mindre end normalt.

Jeg havde selv stoppet.

Selv åbnet samtalen.

Selv spurgt, hvad han ville give.

Beløbet var lavt.

Jeg sagde ja alligevel.

Ikke på grund af pengene.

På grund af handlingen.

Da det var overstået, kastede han næsten sedlerne mod sædet.

“Det var nemt,” sagde han.

Jeg så på pengene.

Et lille beløb.

Mindre end et almindeligt restaurantbesøg.

Mindre end en ny kjole.

Mindre end de ting, jeg uden tøven købte til hjemmet.

Jeg havde ikke solgt noget, fordi jeg manglede pengene.

Jeg havde accepteret beløbet, fordi den lave pris gjorde ydmygelsen stærkere.

Det var dér, jeg begyndte at forstå, at jeg ikke længere kun søgte værdi.

Jeg søgte også selvudslettelse.

Hvis jeg kunne gøre mig billig nok frivilligt, kunne ingen bagefter ydmyge mig med det.

Jeg havde allerede gjort det mod mig selv.

Manden kørte.

Jeg sad tilbage.

Sedlerne i hånden.

Jeg begyndte at græde.

Så stoppede jeg.

Tog telefonen frem.

Jeg tænkte ikke på hjemmet.

Ikke først.

Jeg tænkte på, hvilken pæn, veluddannet, velklædt mand jeg kunne få til at ønske mig samme dag.

En mand, som kunne ophæve rastepladsen.

Jeg kendte én.

Ikke Martin denne gang.

En anden.

En mand med et godt arbejde, et velordnet hjem og en måde at tale på, som fik mig til at føle mig sofistikeret.

Jeg skrev:

“Kan du ses?”

Svaret kom hurtigt.

“I aften?”

“Før.”

“Hvorfor?”

“Fordi jeg har brug for dig.”

Det var en løgn.

Jeg havde ikke brug for ham.

Jeg havde brug for den betydning, jeg havde givet ham.

Han skulle være den respektable mand efter den nedværdigende oplevelse.

Den mand, der gennem sit begær kunne overbevise mig om, at jeg stadig tilhørte en anden kategori end den kvinde, der få minutter tidligere havde sagt ja for småpenge.

Jeg startede bilen.

Skjulte sedlerne.

Rettede kjolen.

Så på mit ansigt.

Tænkte:

Han må ikke kunne se, hvor jeg kommer fra.

Så kørte jeg direkte videre til den næste.

Den respektable mand efter den nedværdigende oplevelse

Jeg havde givet mændene roller.

Ikke roller, de kendte.

Roller i mit eget forsøg på at holde mig selv samlet.

Der var mændene, jeg brugte til at miste mig selv.

Og mændene, jeg brugte til at forsøge at finde mig igen.

De første kunne være grove.

Anonyme.

Berusede.

Utålmodige.

Mænd fra biler, barer, klubber og rastepladser.

Mænd, der ikke spurgte meget.

Ikke nødvendigvis fordi de alle var onde.

Nogle var bare lige så opslugte af deres egen lyst, som jeg var af min.

Men jeg valgte dem ofte netop, fordi mødet kunne blive råt og upersonligt.

Jeg ønskede et øjeblik, hvor jeg ikke behøvede være andet end tilgængelig.

Bagefter kunne den samme reduktion gøre mig syg af skam.

Så kom den anden type mand.

Den respektable.

Pæn skjorte.

Velordnet hjem.

Et arbejde, man kunne nævne ved et middagsbord.

En bil, der var ren.

Kaffe i rigtige kopper.

Håndklæder, der lå foldet.

En mand, der spurgte:

“Hvordan har du det?”

Ikke kun:

“Hvor hurtigt kan du være her?”

Jeg tillagde overfladen en moralsk betydning, den ikke nødvendigvis havde.

Hvis en pæn mand ønskede mig efter en nedværdigende oplevelse, kunne jeg fortælle mig selv, at jeg ikke var blevet den kvinde, jeg frygtede.

Jeg var stadig en kvinde, man inviterede indenfor.

Talte med.

Så i øjnene.

Ikke kun en krop på et bagsæde eller ved en afkørsel.

Det var derfor, jeg kørte direkte videre den dag.

Sedlerne fra rastepladsen lå skjult i tasken.

Et lille beløb.

Så lille, at det næsten gjorde mere ondt end et større ville have gjort.

Jeg havde spurgt manden, hvad han ville give.

Han havde sagt et tal.

Jeg havde accepteret.

Ikke fordi vi manglede pengene.

Ikke fordi jeg var presset af ham.

Fordi den lave pris havde gjort handlingen mere skamfuld, og skammen selv var begyndt at ophidse mig.

Da han kørte, blev den ophidselse til afsky.

Så skrev jeg til Thomas.

Det var ham, jeg tænkte på som den respektable mand.

Han hed ikke nødvendigvis Thomas i alle de historier, jeg senere fortalte. Jeg ændrede ofte navne, også inde i mit eget hoved. Men jeg kalder ham Thomas nu.

Han havde et godt arbejde.

Et hus, hvor der altid var ryddeligt.

Bøger i reolen.

Vin, han kunne fortælle om.

Han brugte hele sætninger og hævede sjældent stemmen.

Første gang vi havde mødt hinanden, havde han holdt døren.

Ikke demonstrativt.

Naturligt.

Jeg havde lagt alt for meget betydning i den lille bevægelse.

Han var civiliseret.

Sådan tænkte jeg.

Derfor måtte hans begær også være mere værd.

Jeg skrev:

“Kan du ses?”

Han svarede:

“I aften?”

“Før.”

“Hvorfor?”

“Fordi jeg har brug for dig.”

Han lod beskeden stå et øjeblik.

Så kom svaret:

“Kom.”

Jeg kørte mod hans hus.

Hele vejen forsøgte jeg at lægge rastepladsen bag mig.

Manden.

Sedlerne.

Hans blik, da han gav mig dem.

Min egen hurtige accept.

Jeg tænkte i stedet på Thomas’ køkken.

Duften af kaffe.

Den måde han plejede at se på mig, når jeg tog frakken af.

Som om han ikke kun vurderede kroppen.

Som om han modtog en kvinde.

Jeg vidste godt, at han også var utro.

At han også løj.

At han havde sine egne grunde til at åbne døren.

Alligevel havde jeg udnævnt ham til noget bedre.

Ikke nødvendigvis et bedre menneske.

En bedre dommer.

Hvis han ønskede mig, kunne jeg stadig bestå.

Da jeg parkerede, så jeg mig i spejlet.

Makeuppen var blevet uens.

Jeg rettede den.

Tørrede munden.

Ord­nede håret.

Skiftede bluse i bilen.

Den, jeg havde haft på ved rastepladsen, føltes besmittet af oplevelsen.

Jeg lagde den i en pose.

Tog en anden på.

Pænere.

Mere afdæmpet.

Som om tøjet kunne flytte mig fra én kategori til en anden.

Jeg tog sedlerne ud af tasken.

Overvejede at smide dem væk.

Gjorde det ikke.

Foldede dem og lagde dem i handskerummet.

Så kunne Thomas ikke se dem.

Jeg gik mod døren.

Han åbnede næsten med det samme.

“Du ser forjaget ud.”

“Jeg havde travlt.”

“Kom ind.”

Hans stemme var rolig.

Huset køligt efter varmen udenfor.

Der stod to kopper på bordet.

Han havde lavet kaffe.

Synet af dem gav mig næsten tårer i øjnene.

Så lidt skulle der til.

En kop.

En stol.

Et menneske, der forventede, at jeg satte mig.

Jeg var ikke kun en hurtig handel.

“Er du okay?” spurgte han.

“Ja.”

“Det ser ikke sådan ud.”

“Jeg har bare haft en mærkelig dag.”

“Hvad er der sket?”

“Ikke noget.”

Han satte sig overfor mig.

Ventede.

Det gjorde han ofte.

Ikke nødvendigvis af dyb omsorg.

Måske fordi han vidste, at stilhed fik mennesker til at tale.

Jeg så ned i kaffen.

“Hvorfor ville du se mig så hurtigt?” spurgte han.

“Jeg savnede dig.”

Det var ikke helt løgn.

Jeg havde savnet den rolle, han havde i mit hoved.

“Vi så hinanden for fire dage siden.”

“Man kan godt savne nogen.”

Han smilede svagt.

“Det kan man.”

Jeg ventede på hans blik.

Det kom ikke straks.

Han betragtede mit ansigt.

Ikke brystet.

Ikke benene.

Ansigtet.

Det burde have føltes godt.

I stedet blev jeg urolig.

Hvad så han?

Kunne han se den anden mand?

Skammen?

At jeg var kommet direkte fra noget, jeg ikke ville fortælle?

“Du er stille,” sagde jeg.

“Du er anderledes i dag.”

“Hvordan?”

“Som om du er kommet for at få noget fra mig.”

Jeg lo kort.

“Det gør jeg vel altid.”

“Ikke på den måde.”

Han havde set det.

Ikke fakta.

Mønstret.

Jeg rejste mig.

Gik rundt om bordet.

Lagde hånden på hans skulder.

Jeg ønskede at ændre samtalen.

Gøre den fysisk.

Når en mand begærede mig, behøvede jeg ikke svare på spørgsmål.

Thomas tog min hånd.

Ikke hårdt.

“Vent.”

“På hvad?”

“Fortæl mig, hvad der er sket.”

“Jeg vil ikke tale.”

“Hvad vil du så?”

Jeg så på ham.

“At du vil mig.”

Han holdt blikket.

“Det ved du, jeg gør.”

“Så vis det.”

Det var næsten en ordre.

Eller en bøn.

Han rejste sig.

Kom tættere.

Kyssede mig.

Langsomt.

Ikke som manden på rastepladsen.

Ikke som de hurtige mænd.

Det gav mig præcis den kontrast, jeg havde søgt.

Hans hånd ved nakken.

Ikke i håret som et greb.

Bare en støtte.

Hans mund, der gav tid.

Mit navn, han sagde lavt.

“Bente.”

Der var det.

Navnet.

Jeg var et menneske igen.

Sådan føltes det.

Jeg kyssede ham mere desperat.

Ville længere.

Hurtigere.

Thomas trak sig lidt.

“Rolig.”

“Jeg er rolig.”

“Nej.”

“Hold op med at analysere mig.”

“Det er svært ikke at gøre.”

Jeg begyndte at åbne hans skjorte.

Han tog mine hænder.

“Hvad prøver du på?”

“Jeg har lyst til dig.”

“Det kan jeg mærke.”

“Så hvad er problemet?”

“At det føles, som om jeg skal bevise noget.”

Jeg slap hans skjorte.

Vreden kom.

“Du behøver ikke bevise noget.”

“Godt.”

Han satte sig igen.

Det var ikke det svar, jeg ønskede.

Jeg havde brug for, at han ikke kunne modstå mig.

At han tog imod.

At hans begær blev et stærkt nok bevis til at overdøve den lave pris og den anden mands ligegyldighed.

“Vil du mig ikke?” spurgte jeg.

“Jo.”

“Så hvorfor stopper du?”

“Fordi du ser ud, som om du er ved at gå i stykker.”

Sætningen ramte.

Jeg vendte mig væk.

“Det er dramatisk.”

“Er det?”

“Ja.”

“Hvor kommer du fra?”

“Arbejde.”

Det var en automatisk løgn.

Thomas så på klokken.

“Midt på dagen?”

“Jeg var ude i et ærinde.”

“Hvilket?”

“Det kommer ikke dig ved.”

“Nej.”

Hans stemme blev køligere.

“Men så lad være med at komme og bruge mig til at rette noget op, du ikke vil fortælle om.”

Jeg stivnede.

“Jeg bruger dig ikke.”

“Det gør du.”

“Du får også noget ud af det.”

“Ja.”

Han sagde det uden forsvar.

“Det gør jeg.”

Hans ærlighed fjernede mit våben.

Jeg kunne ikke fremstille ham som offer.

Han deltog frivilligt.

Men han nægtede at spille den rolle, jeg havde givet ham.

Den respektable mand.

Den, der skulle rense oplevelsen.

“Så hvad er problemet?” spurgte jeg.

“At du kommer her og vil have mig til at få dig til at føle dig som en anden kvinde.”

Jeg mærkede panikken.

“Hvilken kvinde?”

“Det ved du.”

“Nej.”

“Den, du ikke føler, du er, når du går ind ad døren.”

Jeg tog tasken.

“Jeg skal gå.”

Thomas rejste sig.

“Bente.”

“Hvad?”

“Jeg siger ikke, du skal gå.”

“Det lyder sådan.”

“Jeg siger, du skal stoppe med at bilde dig ind, at en pænere mand gør de andre oplevelser mindre virkelige.”

Han vidste ikke, hvad der var sket den dag.

Alligevel ramte han præcist.

“Du ved ingenting,” sagde jeg.

“Nej.”

Han så på mig.

“Fordi du aldrig fortæller det.”

Jeg satte tasken igen.

Ikke fordi jeg ønskede samtalen.

Fordi jeg ikke kunne gå uden den bekræftelse, jeg var kommet efter.

Jeg kom tæt på ham.

“Du behøver ikke forstå mig.”

“Nej.”

“Du skal bare ville mig.”

Han så på mig længe.

Så kyssede han mig.

Mere direkte denne gang.

Jeg mærkede lettelsen med det samme.

Han havde givet efter.

Eller valgt.

Jeg skelnede ikke.

Det eneste, der betød noget, var reaktionen.

Den velklædte, rolige mand ønskede mig.

Dermed var rastepladsen ikke hele sandheden om mig.

Jeg var stadig en kvinde, som kunne få Thomas til at glemme sine spørgsmål.

Sådan læste jeg det.

Vi gik ind i et andet rum.

Huset var stille.

Alt ordentligt.

Intet hastværk udefra.

Jeg søgte forskellen i hver detalje.

Sengen.

Lyset.

Hans måde at spørge på.

At han så på mig.

At han sagde mit navn.

Jeg brugte hele situationen som bevis på en værdighed, jeg mente, den forrige mand havde taget.

Men Thomas kunne ikke give den tilbage.

Ikke fordi han behandlede mig dårligt.

Fordi værdighed ikke kan genoprettes ved endnu en hemmelig seksuel handling, uanset hvor rent hjemmet er.

Jeg mærkede det allerede bagefter.

Vi lå ved siden af hinanden.

Han havde en hånd mod min arm.

Ikke ejende.

Bare dér.

Jeg ventede på lettelsen.

Den kom kun delvist.

Rastepladsen stod stadig i mig.

Sedlerne i handskerummet.

Manden.

Den lave pris.

Thomas’ begær havde ikke slettet det.

Nu fandtes begge oplevelser.

To mænd.

To hemmeligheder.

To grunde til at lyve for Erik.

“Hjælper det?” spurgte Thomas.

Det var næsten det samme spørgsmål, Martin tidligere havde stillet.

Jeg trak armen til mig.

“Hvad?”

“At komme her efter noget andet.”

“Jeg ved ikke, hvad du taler om.”

“Du behøver ikke sige det.”

“Godt.”

“Men du svarer med hele kroppen.”

Jeg satte mig.

“Du gør dig meget klog.”

“Nej.”

Han så på mig.

“Jeg er bare ikke så respektabel, som du har brug for at tro.”

Ordene gjorde mig vred.

“Det har jeg aldrig sagt, du var.”

“Du behandler mig sådan.”

“Hvordan?”

“Som om jeg kan gøre dig ren.”

Jeg slog blikket ned.

Han havde set det hele.

Ikke detaljerne.

Funktionen.

“Du er gift,” sagde jeg.

“Ja.”

“Du er ikke bedre end mig.”

“Nej.”

“Så lad være med at tale, som om du er.”

“Det gør jeg ikke.”

“Jo.”

“Jeg siger det modsatte.”

Han satte sig også.

“Jeg er en mand, der tager imod en gift kvinde i mit hus. Det er ikke respektabelt, bare fordi jeg laver kaffe først.”

Jeg rejste mig.

Tog tøjet på.

Denne gang forsøgte han ikke at standse mig.

“Du fik det, du ville have,” sagde jeg.

Thomas så på mig.

“Gjorde du?”

Jeg svarede ikke.

På vej ud stod kaffekopperne stadig på bordet.

Den ene næsten fuld.

Jeg tænkte på, hvor meget betydning jeg havde lagt i dem.

Som om porcelæn kunne gøre bedrag værdigt.

Jeg satte mig i bilen.

Åbnede handskerummet.

Sedlerne lå der.

Rastepladsen.

Så Thomas’ hus i bakspejlet.

Respektabiliteten.

De to oplevelser kunne ikke annullere hinanden.

De lå ved siden af hinanden.

Jeg tog pengene.

Holdt dem i hånden.

Overvejede igen at smide dem ud.

Hvis jeg gjorde det, ville handlingen ikke være sket for pengenes skyld.

Sådan tænkte jeg.

Men det havde den aldrig gjort.

Beløbet var kun en del af ritualet.

Jeg lagde dem tilbage.

Kørte.

Jeg burde have taget hjem.

I stedet begyndte jeg at tænke på en endnu mere respektabel mand.

En læge, jeg havde mødt til en fest.

En leder.

En veluddannet mand, der havde givet mig sit kort.

Måske var Thomas ikke høj nok oppe i den symbolske rangorden.

Måske krævede rastepladsen en endnu stærkere modvægt.

Det er sådan et mønster vokser.

Når medicinen ikke virker, forøger man dosis.

Man erkender ikke, at det er den forkerte medicin.

Jeg ringede ikke til den næste mand den dag.

Ikke fordi jeg havde forstået noget fuldt ud.

Fordi tiden var gået.

Jeg skulle hjem.

Børnene.

Maden.

Erik.

Virkeligheden havde en klokke, som stadig kunne kalde mig tilbage.

På vej hjem stoppede jeg for at købe det, vi manglede.

Jeg stod i supermarkedet med en kurv.

Mælk.

Brød.

Frugt.

Sedlerne i handskerummet.

Thomas’ ord i hovedet.

Du bruger mig til at føle dig som en anden kvinde.

Ved kassen stod en mand foran mig.

Pæn frakke.

Velsoigneret.

Han så tilbage.

Vores øjne mødtes.

Jeg registrerede straks kvaliteten i hans tøj.

Ringen.

Uret.

Måden han stod.

Respektabel.

Tanken kom automatisk:

Ville han ønske mig?

Jeg hadede mig selv for den.

Og holdt alligevel blikket et øjeblik længere.

Han smilede.

Jeg mærkede lettelsen.

Der var altid en ny dommer.

Altid en ny mulighed for at flytte følelsen.

Jeg smilede tilbage.

Ikke meget.

Nok.

Så tog han sine varer og gik.

Jeg fulgte ham ikke.

Det føltes som selvkontrol.

I virkeligheden havde jeg stadig brugt hans blik.

Jeg havde bare nøjedes med en mindre dosis.

Hjemme kom Erik mig i møde.

“Du har været længe væk.”

“Der var meget.”

“Hvad?”

“Arbejde. Trafik. Butikken.”

Tre sandheder.

Ingen helhed.

Han tog posen.

“Har du haft en dårlig dag?”

Jeg så på ham.

“Ja.”

“Hvad skete der?”

Jeg kunne have sagt:

Jeg er ved at miste mig selv.

Jeg har været sammen med to mænd i dag.

Den ene gav mig småpenge.

Den anden skulle få mig til at føle mig fin igen.

Ingen af dem gjorde mig glad.

Jeg ved ikke, hvordan jeg stopper.

I stedet sagde jeg:

“Chefen var besværlig.”

Det var ikke engang ham den dag.

Men han var altid en troværdig forklaring.

Erik sukkede.

“Han kræver for meget.”

“Ja.”

“Du skal lære at sige fra.”

Ordene gjorde næsten fysisk ondt.

“Det ved jeg.”

“Du behøver ikke bevise noget hele tiden.”

Jeg så på ham.

“Hvad mener du?”

“På arbejdet.”

Han satte varerne på plads.

“Du arbejder, som om du er bange for, at de opdager, du ikke er god nok. Men du er dygtig.”

Han talte om arbejdet.

Jeg hørte hele mit liv.

Jeg var bange for, at verden opdagede, at jeg ikke var god nok.

Derfor søgte jeg konstant nye beviser.

Mænd.

Tal.

Beløb.

Reaktioner.

Jo flere beviser jeg samlede, desto mindre troede jeg på dem.

“Kom her,” sagde Erik.

Han lagde armene om mig.

Jeg stod først stift.

Så lod jeg kroppen falde ind mod ham.

Han holdt mig.

Ikke fordi jeg havde præsteret.

Ikke fordi jeg var grænseløs.

Ikke fordi jeg var seksuelt særlig.

Fordi jeg var Bente.

Hans kone.

Det menneske, han elskede.

Jeg begyndte at græde.

“Hvad er der?” spurgte han.

“Jeg er bare træt.”

Han holdt mig tættere.

“Så lad mig tage resten.”

Han mente indkøb.

Mad.

Børn.

Aftenen.

Men sætningen lød større.

Lad mig tage resten.

Jeg kunne have givet ham sandheden.

Delt vægten.

I stedet lod jeg ham tage de praktiske opgaver, mens jeg beholdt hemmeligheden.

Den respektable mand efter den nedværdigende oplevelse havde ikke været Thomas.

Ikke Martin.

Ikke lægen eller lederen, jeg endnu overvejede.

Det var Erik.

Han var den eneste mand, hvis respekt faktisk betød noget.

Og den eneste, jeg ikke kunne bruge som bevis uden samtidig risikere at miste den.

For hans respekt byggede på en løgn.

Han troede, jeg var den kvinde, jeg foregav at være hjemme.

Jeg var stadig dele af hende.

Jeg elskede ham.

Elskede familien.

Kunne være nærværende.

Omsorgsfuld.

Men jeg havde opbygget et parallelt system, som han ikke havde accepteret.

Hvis jeg fortalte sandheden, kunne hans blik ændre sig.

Det var derfor, fremmede mænd var lettere.

Deres respekt var overfladisk.

Den kunne vindes med tøj, ord eller en seksuel handling.

Eriks respekt var forbundet med hele mennesket.

Med tillid.

Loyalitet.

Historie.

Den kunne ikke genvindes på et hotelværelse eller i et pænt hus.

Jeg vidste det.

Alligevel fortsatte jeg med at opsøge de symbolske respektable mænd.

En erhvervsmand.

En akademiker.

En læge.

En mand med titel.

En mand med dyr bil.

Jeg brugte deres sociale position som målestok for min egen værdi.

Hvis en højt anset mand ønskede mig, kunne jeg stadig være noget særligt.

Det var lige så tomt som de lave beløb.

En titel ændrede ikke handlingens karakter.

En dyr bil gjorde ikke løgnen mindre.

En veluddannet mand kunne være lige så egoistisk, grænseløs eller ligeglad som manden fra rastepladsen.

Nogle var mere høflige.

Det var alt.

Høflighed blev ikke til moral, bare fordi jeg havde brug for det.

En læge, jeg senere mødte, spurgte næsten intet om min familie.

Han vidste, jeg var gift.

Det gjorde ham ikke betænkelig.

Han sagde:

“Det er dit ansvar.”

Jeg hørte ordene som respekt for min frihed.

I virkeligheden betød de også:

Jeg tager ikke ansvar for konsekvenserne.

En leder med et smukt hjem sagde:

“Her er du ikke nogens kone.”

Det tændte mig.

Fordi det var præcis den frihed, jeg søgte.

Bagefter forstod jeg, at han heller ikke ønskede resten af mig.

Kun den midlertidige kvinde, der kunne forlade sit navn ved døren.

Jeg blev ved med at give disse mænd en højere værdi end de rå fremmede.

Men forskellen var ofte mest emballage.

Den ene smed sedler på sædet.

Den anden hældte vin i et godt glas.

Begge tog imod den hemmelige adgang, jeg tilbød.

Begge lod mig gå tilbage til Erik med løgnen.

Nogle gange var den respektable mand mere farlig.

Fordi jeg blev længere.

Talte.

Delte ting.

Følte mig tryg.

Jeg kunne begynde at tro, at han så hele mig.

Så kom spørgsmålet:

“Vil du forlade din mand?”

Svaret var altid nej.

Hvis manden blev skuffet, opdagede jeg, at hans opmærksomhed også havde haft betingelser.

Hvis han ikke blev skuffet, forstod jeg, at han aldrig havde ønsket et helt liv med mig.

Kun adgangen.

Jeg kunne ikke vinde.

Jeg ønskede at være betydningsfuld uden at skulle vælge nogen af dem.

Beundret uden ansvar.

Elsket uden konsekvenser.

Det findes ikke.

Ikke i den form.

Jeg forsøgte alligevel.

Efterhånden blev rækkefølgen næsten forudsigelig.

En rå oplevelse.

Skam.

En besked til en pæn mand.

Kaffe.

Samtale.

Sex.

Kort lettelse.

Så tomhed.

Nogle gange fortsatte det den anden vej.

Den respektable mand blev for rolig.

For meget samtale.

Han spurgte til mine følelser.

Jeg følte mig fanget.

Så søgte jeg en anonym fremmed for at slippe for at være et helt menneske igen.

Råt.

Pænt.

Navnløst.

Navngivet.

Lave beløb.

Fine gaver.

Biler.

Huse.

Gentagelse.

Jeg kaldte det variation.

Det var regulering.

Jeg kunne ikke blive i skammen.

Ikke i roen.

Ikke i nærheden.

Ikke i tomheden.

Så jeg skiftede scene.

En dag mødte jeg først en mand på en rasteplads.

Han tilbød mindre, end jeg havde fået før.

Jeg sagde ja.

Bagefter kørte jeg til en mand med en ledende stilling.

Han serverede frokost.

Talte om politik.

Rørte mig med større tålmodighed.

Senere kaldte chefen mig ind.

På vej hjem så jeg Søren.

Fire mænd.

Fire forskellige roller.

Én krop.

Da jeg kom hjem, var jeg næsten ude af stand til at bevæge mig normalt.

Erik så det.

“Har du ondt?”

“Jeg har gået meget.”

“Hvor?”

“På arbejdet.”

“Du sidder da mest.”

“Ikke i dag.”

Løgnen kom straks.

Han tilbød at massere mine ben.

Jeg sagde nej.

Så fortrød jeg, fordi afslaget kunne virke mærkeligt.

“Senere måske.”

Erik så på mig.

Ikke mistænksomt endnu.

Undrende.

“Du virker fjern.”

“Jeg er bare træt.”

Han nikkede.

Jeg vidste, at forklaringen ikke kunne dække alt for evigt.

Men på dette tidspunkt var løgnen allerede blevet min første reaktion.

Før følelsen.

Før sandheden.

Før jeg selv nåede at forstå spørgsmålet.

Del 7 af disse år begyndte derfor ikke med den første løgn.

Jeg havde løjet længe.

Den begyndte, da løgnene ikke længere krævede planlægning.

Da de kom automatisk.

Når Erik spurgte, hvor jeg havde været.

Hvorfor jeg var øm.

Hvor pengene kom fra.

Hvorfor chefen ringede.

Hvorfor jeg badede igen.

Hvorfor telefonen var slukket.

Jeg havde svarene klar, før han var færdig med spørgsmålet.

Og efterhånden blev systemet så omfattende, at én forkert detalje kunne få hele det parallelle liv til at falde sammen.

Den respektable mand havde aldrig gjort mig respektabel.

Han havde kun hjulpet mig med at fortsætte længe nok til at bygge flere løgne.

Da løgnene blev automatiske

I begyndelsen krævede hver løgn forberedelse.

Jeg skulle huske, hvad jeg havde sagt.

Hvem jeg havde nævnt.

Hvor jeg angiveligt havde været.

Hvornår jeg var kørt.

Hvornår jeg burde være hjemme.

Det var næsten som at skrive en lille historie hver gang.

Ekstraopgaven efter arbejde

Hvis jeg skulle møde Søren efter arbejde, fandt jeg på en ekstra opgave.

Hvis jeg skulle til en privat fest, brugte jeg en veninde som forklaring.

Hvis chefen kaldte mig ind tidligere, kunne jeg sige, at vi havde et møde.

Hvis jeg kom sent hjem, havde der været trafik.

Indkøb.

En kollega, som havde brug for hjælp.

Noget med børnene hos en anden familie.

Jeg byggede forklaringerne omhyggeligt.

Sagde dem inde i hovedet.

Afprøvede, om de lød naturlige.

Hvad hvis Erik spurgte, hvem der havde været med?

Hvad hvis han spurgte, hvor vi havde spist?

Hvad hvis han en dag nævnte aftenen for den kvinde, jeg havde brugt som alibi?

I begyndelsen gjorde frygten mig grundig.

Senere gjorde vanen mig hurtig.

Til sidst løj jeg, før jeg overhovedet vidste, hvad sandheden var.

“Hvor har du været?”

“På arbejdet.”

“Hvorfor tog det så længe?”

“Trafik.”

“Hvem ringede?”

“En kollega.”

“Hvorfor skal du i bad igen?”

“Jeg svedte.”

“Hvor kommer pengene fra?”

“Jeg hævede dem.”

“Hvorfor er din telefon slukket?”

“Batteriet døde.”

Svarene kom med det samme.

Ingen pause.

Ingen synlig søgen.

Jeg havde gentaget dem så ofte, at de lå klar som almindelige høflighedsfraser.

Tak.

Nej tak.

Jeg er snart hjemme.

Det var ikke engang altid den mest logiske forklaring, der kom.

Bare den første brugbare.

Hvis Erik accepterede den, blev den sandheden for resten af samtalen.

Så måtte jeg huske den bagefter.

Det blev vanskeligere, fordi der ikke længere kun var én hemmelig mand.

Hvis det havde været en enkelt affære, kunne jeg måske have bygget et fast system omkring den.

Én adresse.

Ét nummer.

Én fortælling.

Mit liv bestod i stedet af overlappende spor.

Chefen.

Søren.

Martin.

Thomas.

Mænd fra barer.

Mænd fra klubber.

Private invitationer.

Rastepladser.

Kortvarige møder, der ikke havde et navn, jeg kunne skrive ind i hukommelsen.

Nogle dage var der flere.

Om morgenen kunne chefen ringe mig ind.

Til frokost kunne Søren have tyve minutter.

Efter arbejde kunne en fremmed mand opstå.

På vej hjem kunne jeg standse igen.

Hvis Erik ønskede mig om aftenen, forsøgte jeg også at være til stede hos ham.

Ikke altid fordi kroppen kunne.

Fordi frygten sagde, at jeg skulle.

Et menneske, der skjuler så meget, begynder at betragte normalitet som en forestilling, der skal opføres præcist.

Hvis jeg plejede at kysse Erik, når jeg kom hjem, måtte jeg fortsætte.

Hvis vi plejede at være intime flere gange om ugen, måtte det ikke pludselig ændre sig.

Hvis jeg plejede at fortælle om dagen, måtte jeg have historier klar.

Hvis jeg plejede at lægge telefonen på bordet, kunne jeg ikke uden forklaring begynde at bære den med overalt.

Jeg forsøgte derfor at gøre alt normalt.

Samtidig skjulte jeg et liv, der var blevet ekstremt.

Det krævede ikke kun løgne.

Det krævede skuespil.

Jeg lærte at træde ind ad døren med det rigtige ansigt.

Ikke for opløftet.

Ikke for stille.

Ikke for skyldig.

Jeg stillede tasken.

Tog skoene af.

Spurgte til børnene.

Kyssede Erik.

“Har I haft en god dag?”

Ofte var det mig, der spurgte først.

Så blev opmærksomheden flyttet.

Erik fortalte.

Børnene afbrød.

Maden skulle ordnes.

Hverdagen beskyttede mig.

Et familieliv indeholder så mange små opgaver, at en løgn kan forsvinde mellem mælk, vasketøj og beskeder fra skolen.

Jeg brugte den travlhed.

Ikke altid bevidst.

Men effektivt.

Hvis Erik spurgte noget vanskeligt, kunne et barn kalde.

Telefonen ringe.

Noget koge over.

Jeg rejste mig.

Fandt en praktisk opgave.

Når jeg kom tilbage, var spørgsmålet ofte væk.

“Du spurgte om noget,” kunne jeg sige.

“Det er lige meget.”

Jeg sagde ikke:

Spørg igen.

Jeg lod lettelsen ligne glemsomhed.

En dag kom jeg hjem efter tre mænd.

Chefen først.

En fremmed senere.

Søren sidst.

Ikke en festdag.

Ikke en særlig vild aften.

En almindelig hverdag.

Det var måske det mest alvorlige.

Det ekstreme var blevet flettet ind mellem kontortid og aftensmad.

Kroppen var øm.

Jeg havde badet på arbejdet så godt, jeg kunne.

Skiftet undertøj.

Rettet makeup.

Brugt mundskyl.

Alligevel følte jeg mig gennemskuet, da jeg åbnede døren.

Erik stod i køkkenet.

Han så på mig.

“Du er sent hjemme.”

“Ja.”

“Hvad skete der?”

“Chefen holdt os tilbage.”

Os.

Flertal gjorde forklaringen sikrere.

Hvis han holdt alle tilbage, var det ikke personligt.

“Til hvad?”

“Et møde.”

“Hvad om?”

Jeg havde ikke forberedt emnet.

Tidligere ville jeg have gjort det.

Nu kom svaret automatisk.

“Nogle nye procedurer.”

“Hvilke?”

Jeg tog jakken af.

“Det er kedeligt.”

“Prøv mig.”

Han smilede.

Ikke mistænksomt.

Interesseret.

Jeg mærkede irritationen.

Ikke mod ham.

Mod spørgsmålet.

Jeg ville ikke opfinde detaljer.

“Noget med registrering og ansvar.”

“Er det derfor, du er to timer forsinket?”

“Det tog længere tid end planlagt.”

Han vendte tilbage til maden.

“De udnytter dig.”

Sætningen havde han sagt før.

Denne gang tænkte jeg på chefen.

“Ja.”

“Du skal begynde at sige nej.”

“Det kan jeg ikke altid.”

“Selvfølgelig kan du det.”

Jeg svarede ikke.

Han troede, vi talte om arbejde.

Jeg hørte den seksuelle aftale bag hvert ord.

Du skal sige nej.

Det kan jeg ikke.

Selvfølgelig kan du.

Jeg havde stadig ret til at sige nej.

Også til chefen.

Til alle mænd.

Men mit liv var blevet bygget, som om det ikke længere var sandt.

Ikke fordi de alle tvang mig.

Fordi min trang, frygt og hemmelighed gjorde nej til noget, der føltes dyrere end ja.

Erik kom hen.

Kyssede mig.

Hånden ved min talje.

Jeg spændte kort.

Han mærkede det.

“Har du ondt?”

“Nej.”

“Du trak dig.”

“Jeg er øm i ryggen.”

“Hvorfor?”

“Jeg har siddet hele dagen.”

Endnu en løgn.

“Skal jeg massere dig?”

“Ikke nu.”

Svaret kom for skarpt.

Han så på mig.

“Okay.”

Jeg kunne se, at han blev lidt såret.

Ikke meget.

Bare den lille tilbagetrækning, som følger, når en kærlig gestus bliver afvist hårdere end nødvendigt.

Skylden ramte.

Jeg lagde armene om ham.

“Undskyld.”

“Det er fint.”

“Jeg er bare træt.”

“Det kan jeg se.”

Jeg kyssede ham.

Mere intenst, end situationen krævede.

Han smilede mod min mund.

“Nu er du ikke for øm?”

Panikken kom.

Havde han bemærket modsætningen?

Jeg lo.

“Ikke til det.”

Det lød flirtende.

Han reagerede.

Jeg havde reddet øjeblikket.

Men nu havde jeg også skabt en forventning.

Senere på aftenen søgte han mig.

Forsigtigt.

Som han altid gjorde.

Ingen krav.

Ingen selvfølgelighed.

Han kyssede min hals og ventede på min reaktion.

Jeg var udmattet.

Kroppen havde brug for fred.

Men jeg var bange for at afvise ham.

Ikke én aften isoleret.

Erik ville have accepteret det uden problemer.

Det var mønstret, jeg frygtede.

Hvis jeg begyndte at sige nej efter de dage, hvor flere andre mænd havde været der, kunne han opdage en sammenhæng, før han kendte årsagen.

Så jeg sagde ja.

Ikke med ord først.

Med kysset tilbage.

Med hånden på hans krop.

Jeg brugte de tegn, han kendte.

Han troede, de betød det samme som før.

At jeg ønskede ham frit og uden forbehold.

Jeg ønskede ham også.

Kærligheden og lysten til Erik var ikke forsvundet.

Men kroppen var øm, og jeg skjulte hvorfor.

Det ændrede hele situationen, uden at han vidste det.

Undervejs var han opmærksom.

“Er det godt?”

“Ja.”

“Gør det ondt?”

“Nej.”

Det sidste var løgn.

Ikke voldsom smerte.

Men nok.

Han ville være stoppet, hvis jeg havde sagt sandheden.

Jeg vidste det.

Jeg lod ham fortsætte, fordi et stop kunne føre til spørgsmål.

Dermed brugte jeg også hans tillid.

Han troede, han passede på mig.

Jeg fratog ham den mulighed.

Det er vigtigt for mig at sige nu, så ansvaret ikke placeres forkert.

Erik tog ikke noget, jeg havde afvist.

Jeg skjulte min tilstand og lod, som om alt var normalt.

Jeg gjorde ham til en uvidende deltager i konsekvensen af mit hemmelige liv.

Bagefter lå han tæt.

“Hvorfor føles du så anspændt?”

“Jeg er ikke anspændt.”

“Jo.”

“Jeg er bare træt.”

“Du siger altid, du er træt.”

Sætningen var mild.

Næsten en konstatering.

Alligevel mærkede jeg den som en trussel.

“Jeg arbejder meget.”

“Det ved jeg.”

“Så hvorfor spørger du?”

Han trak sig lidt tilbage.

“Fordi jeg er bekymret.”

“Det behøver du ikke være.”

“Det bestemmer jeg vel ikke.”

Jeg blev stille.

Han rørte min kind.

“Er der noget, du ikke fortæller mig?”

Det var første gang, spørgsmålet kom så direkte i de år.

Ikke:

Hvor har du været?

Ikke:

Hvem skrev?

Men:

Er der noget, du ikke fortæller mig?

Hele sandheden stod bag tænderne.

Ja.

Mænd.

Penge.

Chefen.

Biler.

Klubber.

Fester.

Tal.

Mærker.

Sygdomsfrygt.

Et liv, du ikke har accepteret.

Jeg så på ham.

“Nej.”

Løgnen kom uden pause.

Det var det skræmmende.

Ikke kun at jeg sagde den.

At kroppen ikke afslørede den tydeligt.

Stemmen holdt.

Blikket næsten også.

Erik søgte mit ansigt.

“Er du sikker?”

“Ja.”

“Helt sikker?”

Jeg blev irriteret med vilje.

Det var en teknik, jeg havde lært.

Hvis jeg fremstod såret over mistanken, kunne han føle skyld over at spørge.

“Hvad er det, du tror?”

“Jeg tror ikke noget.”

“Så hvorfor bliver du ved?”

“Fordi du virker anderledes.”

“Jeg er træt.”

“Det har du sagt.”

“Fordi det er sandt.”

En lille del af udsagnet var sandt.

Jeg var udmattet.

Bare ikke af den grund, han kendte.

Erik sukkede.

“Okay.”

Han vendte sig lidt.

Ikke dramatisk.

Men afstanden kom.

Jeg hadede den.

Og jeg havde selv skabt den.

Jeg rykkede tættere på.

Lagde armen over ham.

“Du skal ikke være bekymret.”

“Godt.”

“Jeg elsker dig.”

Han blev stille et øjeblik.

“Jeg elsker også dig.”

Det var sandt fra os begge.

Kærlighed er ikke altid nok til at fremkalde ærlighed.

Nogle gange gør kærligheden frygten for sandheden større.

Jo mere jeg elskede Erik, desto mere frygtede jeg at miste ham.

Jo mere jeg frygtede tabet, desto mere løj jeg.

Det jeg først forstod bagefter

Og jo mere jeg løj, desto mere sikkert gjorde jeg det tab, jeg forsøgte at undgå.

Telefonen blev den største praktiske fare.

I begyndelsen slettede jeg beskeder enkeltvis.

Så snart de var læst.

Jeg kontrollerede papirkurven, hvis telefonen gemte dem.

Ændrede navne.

Mænd blev til kvinder.

Virksomheder.

Butikker.

Initialer.

Chefen behøvede ikke skjules, men indholdet gjorde.

Jeg bad ham om aldrig at skrive noget tydeligt.

“Ring,” sagde jeg.

“Det passer ikke altid.”

“Så skriv kun om arbejde.”

“Du bestemmer ikke over mig.”

“Så risikerer du også, at det bliver opdaget.”

Han smilede.

“Det er mest dig, der risikerer noget.”

Han havde ret.

Det var en del af magten.

Søren blev gemt under et kvindenavn.

Martin under navnet på en forretning.

Thomas som en kontakt fra et arbejdsområde.

Andre numre gemte jeg slet ikke.

Så lignede de tilfældige henvendelser.

Men tilfældige numre kunne også vække spørgsmål.

“Hvem er det?” spurgte Erik en dag, da telefonen ringede under middagen.

Jeg så nummeret.

En mand fra en privat fest.

“Jeg ved det ikke.”

“Så tag den.”

“Det er sikkert salg.”

Den ringede videre.

“Det kan være vigtigt.”

“Så ringer de igen.”

Telefonen stoppede.

Kort efter kom en besked.

Jeg kunne mærke vibrationens længde.

Erik hørte den.

“De skrev.”

“Ja.”

“Vil du ikke se?”

“Senere.”

Jeg forsøgte at spise.

Hånden ville mod telefonen.

Jeg holdt den nede.

Erik så det måske.

“Du plejer altid at kigge.”

“Ikke når vi spiser.”

Han hævede øjenbrynene.

Det var ikke sandt.

Jeg havde ofte set beskeder ved bordet.

Små ændringer i ens vaner afslører mere end store forklaringer.

Jeg tog telefonen efter middagen på vej mod badeværelset.

Beskeden lød:

Har hørt, du måske kan i morgen. Der kommer flere.

Jeg slettede den.

Også nummeret fra listen.

Vaskede hænder uden grund.

Da jeg kom ud, stod Erik i gangen.

“Hvem var det?”

“Et firma.”

“Hvad ville de?”

“Sælge noget.”

“De skrev?”

“Ja.”

“Hvad?”

Spørgsmålet irriterede mig.

Fordi det var rimeligt.

“At jeg kunne ringe tilbage.”

“Hvilket firma?”

Jeg sagde navnet på et teleselskab.

Det første, der kom.

Erik så på telefonen i min hånd.

“Det er mærkeligt.”

“Hvorfor?”

“De plejer ikke skrive fra et almindeligt mobilnummer.”

Jeg kunne mærke kulden.

Han havde lagt mærke til det.

Ikke afsløret mig.

Bare observeret en detalje, jeg ikke havde tænkt over.

“Så var det måske nogen andre.”

“Du sagde lige, du havde læst beskeden.”

“Jeg så kun hurtigt.”

“Hvad stod der præcist?”

Jeg gjorde mig vred.

“Hvorfor forhører du mig?”

“Det gør jeg ikke.”

“Det føles sådan.”

“Jeg spørger bare.”

“Det var reklame.”

“Okay.”

Han trak sig.

Jeg havde igen vundet samtalen ved at gøre hans spørgsmål til problemet.

Det virkede.

Men bagefter skammede jeg mig over teknikken.

Erik havde ikke gjort noget forkert.

Han havde opdaget en uoverensstemmelse.

Jeg havde fået ham til at føle sig urimelig for at se den.

Det er én af løgnens grimmeste virkninger.

Den bedragne begynder at tvivle på sin egen dømmekraft.

Ikke kun fordi sandheden skjules.

Fordi løgneren angriber spørgsmålene.

Jeg begyndte at gøre det oftere.

“Du er meget mistænksom.”

“Du stoler ikke på mig.”

“Skal jeg rapportere alt?”

“Jeg har også ret til privatliv.”

Alle sætningerne kan være rimelige i et sundt forhold.

Hos mig blev de våben.

Jeg krævede tillid, mens jeg bevidst misbrugte den.

Jeg talte om privatliv, når jeg mente hemmeligheder.

Jeg kaldte hans observationer for kontrol, selv om han endnu kun forsøgte at forstå sin egen kone.

Penge krævede deres egne forklaringer.

Nogle beløb var store nok til at kunne mærkes.

Tusind kroner fra en bar.

Små betalinger fra mænd.

Gaver.

Kontanter fra situationer, jeg aldrig ville forklare.

Jeg kunne ikke sætte dem ind på kontoen uden risiko.

Så jeg brugte dem kontant.

Kjoler.

Benzin.

Mad.

Små ting til børnene.

Det sidste gjorde mig særligt utilpas.

At købe noget til dem med penge fra en mand.

Jeg gjorde det alligevel.

Bagefter kunne jeg fortælle mig selv, at udskejelserne i det mindste gav familien noget.

Det var en modbydelig måde at gøre bedraget nyttigt på.

“Hvor har du fået penge til det?” spurgte Erik en dag, da jeg kom hjem med noget til børnene.

“Jeg havde lidt liggende.”

“Hvorfra?”

“Gamle kontanter.”

“Du plejer aldrig have kontanter.”

“Så havde jeg denne gang.”

Han så på mig.

Ikke anklagende.

Undrende.

“Hvor meget havde du?”

“Ikke meget.”

“Det der var ikke billigt.”

“Det var på tilbud.”

Alle svarene kom.

Et efter et.

Ingen pause.

Han nikkede langsomt.

“Okay.”

Jeg kunne se, at han ikke helt troede på forklaringen.

Men han havde ingen alternativ sandhed at sætte i stedet.

Ingen forestiller sig let, at hans kone tager imod penge fra mænd for seksuelle handlinger og bagefter køber noget på vejen hjem.

Virkeligheden var så langt fra det billede, Erik havde af mig, at mine dårlige forklaringer stadig virkede mere sandsynlige.

Det beskyttede mig.

Indtil det ikke gjorde.

Kroppen var vanskeligere at forklare end tiden og pengene.

Ømheden blev mere hyppig.

Mærker.

Træthed.

Irritationer.

Nogle gange ubehag, jeg ikke turde gå til lægen med med det samme.

Fordi lægen kunne spørge.

Fordi prøver kunne føre til svar.

Fordi et svar kunne påvirke Erik.

Jeg tog chancer med hans helbred uden at spørge ham.

Det er én af de alvorligste ting, jeg gjorde.

Beskyttelsen var blevet mindre konsekvent.

Nogle mænd nægtede.

Nogle havde ikke kondom.

Nogle gange kunne jeg ikke holde ud at vente.

Nogle gange ønskede jeg netop risikoen, fordi den gjorde oplevelsen mere intens.

Jeg sagde til mig selv, at mændene så sunde ud.

At de var gifte.

At jeg kendte enkelte af dem.

At det kun var kort.

Ingen af delene gjorde det sikkert.

Når jeg kom hjem, havde Erik ingen mulighed for at vælge risikoen fra.

Han vidste ikke, at den fandtes.

Jeg udsatte den mand, jeg elskede, for konsekvenserne af mit hemmelige liv.

Det er ikke fri seksualitet.

Det er bedrag med fysisk risiko.

En periode havde jeg svie og ubehag.

Jeg vidste, noget var forkert.

Jeg undgik Erik et par dage.

“Har du ikke lyst?” spurgte han.

“Jeg tror, jeg er ved at få menstruation.”

“Okay.”

Han pressede ikke.

Efter nogle dage spurgte han igen:

“Er det blevet bedre?”

“Ja.”

Det var det ikke helt.

“Skal du til lægen?”

“Nej.”

“Hvorfor ikke?”

“Det er normalt.”

“Er du sikker?”

“Ja.”

Automatisk.

Altid sikker.

Selv når jeg var bange.

Jeg fandt en klinik et andet sted.

Ikke vores normale læge.

Gav ikke alle oplysninger.

Tog prøver.

Ventede i panik.

Mens jeg ventede, standsede jeg ikke fuldstændigt.

Det burde være utænkeligt.

Jeg var bange for infektion og fortsatte alligevel med andre mænd.

Jeg brugte beskyttelse et par gange.

Så kom en situation, hvor manden ikke havde noget.

Jeg sagde ja.

Trangen var blevet stærkere end den frygt, der få timer tidligere havde fået mig til at græde.

Sex kan være farlig.

Ja.

Den kan være farlig, når risikoen for sygdom ikke længere er nok til at få et menneske til at stoppe.

Når ophidselsen er kort, men konsekvensen kan vare resten af livet.

Når andre mennesker udsættes uden viden.

Når skammen gør det sværere at søge lægehjælp.

Jeg befandt mig præcis dér.

Prøverne viste heldigvis ikke det værste, jeg frygtede.

Der var noget, der kunne behandles.

Jeg tog medicinen.

Fortalte Erik, at det var en almindelig ubalance.

Han troede mig.

“Hvor kommer det fra?” spurgte han.

“Det kan bare opstå.”

Det kan nogle gener også.

Det var derfor endnu en sand sætning, som skjulte det relevante.

“Skal jeg også behandles?”

Spørgsmålet gav mig panik.

“Nej.”

“Er du sikker?”

“Ja.”

“Har lægen sagt det?”

“Ja.”

Det havde lægen ikke helt.

Jeg havde ikke fortalt lægen hele situationen.

Jeg gav Erik en medicinsk forsikring, jeg ikke havde ret til at give.

Han nikkede.

“Godt.”

Han stolede på, at jeg beskyttede os begge.

Det gjorde jeg ikke.

Jeg beskyttede hemmeligheden.

Løgnene begyndte også at blande sig sammen.

En aften sagde jeg, at jeg havde været hos Hanne.

Et par uger senere spurgte Erik:

“Var det ikke den aften, Hanne var på ferie?”

Jeg stivnede.

Vi stod ved køkkenbordet.

Han havde sagt det næsten tilfældigt.

Vi talte om ferieplaner.

Ikke om min aften.

“Hvilken aften?”

“Den hvor du kom sent hjem.”

“Det var ikke Hanne.”

“Jo, du sagde, hun havde brug for dig.”

“Det var Lone.”

Erik så på mig.

“Du sagde Hanne.”

“Så husker du forkert.”

Sætningen kom med det samme.

Han blev stille.

“Hun var i udlandet.”

“Så var det selvfølgelig Lone.”

“Men hvorfor sagde du Hanne?”

“Det gjorde jeg heller ikke.”

Jeg hørte mig selv.

Hvor sikker stemmen lød.

Erik så længe på mig.

“Jeg kan tydeligt huske det.”

“Så har jeg måske sagt forkert navn.”

“Du sagde, hun havde problemer.”

“Det havde Lone også.”

“Også?”

Spørgsmålet åbnede et hul.

Jeg mærkede panikken.

“Jeg mener bare, at flere kan have problemer.”

“Hvad handlede det om?”

“Det kan jeg ikke fortælle.”

“Fordi det er fortroligt?”

“Ja.”

“Var det Hanne eller Lone?”

Jeg blev vred.

Ikke spillet denne gang.

Ægte vrede født af frygt.

“Hvad betyder det?”

“Jeg prøver bare at forstå.”

“Det er flere uger siden.”

“Ja.”

“Og nu står du og afhører mig om, hvem jeg var hos?”

“Jeg afhører dig ikke.”

“Det føles sådan.”

Erik så på mig.

“Du siger det tit for tiden.”

“Hvad?”

“At jeg afhører dig.”

“Fordi du gør.”

“Jeg stiller almindelige spørgsmål.”

“Du stoler tydeligvis ikke på mig.”

Der kom en pause.

Den var anderledes end de tidligere.

Ikke bare hans tilbagetrækning.

Noget i ham arbejdede.

“Det vil jeg gerne,” sagde han.

Ordene var stille.

Ikke:

Det gør jeg.

Men:

Det vil jeg gerne.

Jeg mærkede hele rummet ændre sig.

“Hvad skal det betyde?”

“At du nogle gange siger ting, der ikke passer sammen.”

“Som hvad?”

Han pegede ikke på noget stort.

Det var netop problemet.

“Telefonen.”

“Reklamebeskeden?”

“Pengene.”

“Jeg havde kontanter.”

“De sene aftener.”

“Jeg arbejder.”

“Og nu Hanne eller Lone.”

“Jeg sagde forkert.”

“Det gør du ikke normalt.”

Jeg lo kort.

Hårdt.

“Så nu må jeg ikke tage fejl?”

“Jo.”

“Godt.”

“Men du bliver meget vred, når jeg spørger.”

“Fordi du samler på småting.”

“Jeg prøver at forstå, hvorfor du er anderledes.”

Sætningen kom igen.

Anderledes.

Jeg kunne have grædt.

Fortalt noget.

Ikke hele sandheden måske.

Men sagt:

Jeg har et problem.

Jeg er ude af kontrol.

Jeg har brug for hjælp.

I stedet angreb jeg hans egen sikkerhed.

“Det er dig, der er anderledes.”

“Hvordan?”

“Du er blevet mistænksom.”

“Over for hvad?”

“Alt.”

“Jeg har ikke beskyldt dig for noget.”

“Nej, men du står og laver et regnskab.”

Ordet ramte mig.

Regnskab.

Jeg havde selv ført regnskab over mændene.

Nu begyndte Erik at føre regnskab over uoverensstemmelserne.

Ikke på papir.

I hukommelsen.

“Jeg vil ikke skændes,” sagde han.

“Så lad være.”

Han så såret ud.

“Det var ikke meningen.”

“Godt.”

Jeg gik ud af rummet.

Ikke fordi samtalen var afsluttet.

Fordi jeg ikke kunne holde hans blik.

På badeværelset låste jeg døren.

Stod ved vasken.

Hjertet slog.

Han havde ikke fundet en besked.

Ikke set mig med en mand.

Ikke opdaget pengene.

Alligevel havde han set mønstret.

Telefonen.

Tiden.

Pengene.

Kroppen.

Navnene.

Min vrede.

Små ting.

Tilsammen var de begyndt at danne en form.

Jeg tænkte:

Nu skal du stoppe.

Ikke kun være mere forsigtig.

Stoppe.

Slette alt.

Afslutte aftalen med chefen.

Blokere Søren.

Martin.

Thomas.

Ingen barer.

Ingen rastepladser.

Ingen fester.

Jeg mente det, mens jeg stod der.

Så vibrerede telefonen i lommen.

Jeg tog den frem.

En besked fra et ukendt nummer.

Har fået dit nummer af en ven. Har hørt, du er åben. Kan du i morgen?

Jeg læste den.

Burde have slettet den.

I stedet skrev jeg:

Hvem er din ven?

Svaret kom.

Et navn, jeg huskede svagt.

Manden fra en privat aften.

Hvad vil du? skrev jeg.

Jeg stod stadig på badeværelset efter den første alvorlige samtale med Erik.

Han var få meter væk.

Såret.

Begyndende mistænksom.

Og jeg åbnede allerede den næste mulighed.

Det viser, hvor langt kontrollen var væk.

Manden svarede direkte.

Han ville mødes.

Måske sammen med en anden.

Jeg mærkede lysten.

Frygten.

Og den gamle tanke:

Bare én gang mere.

Så stopper jeg.

Jeg slettede samtalen.

Men først efter at have skrevet:

Jeg ved det i morgen.

Da jeg kom ud, sad Erik ved køkkenbordet.

Han så på mig.

“Er vi okay?”

Spørgsmålet var næsten ubærligt.

“Ja.”

“Er du sikker?”

“Ja.”

Samme svar som altid.

Denne gang smilede han ikke.

“Godt,” sagde han.

Men han troede ikke længere helt på det.

Løgnene kom stadig automatisk.

De beskyttede mig i øjeblikket.

Alligevel havde de mistet noget afgørende.

Erik var begyndt at høre forskellen mellem et svar og sandheden.

Jeg havde reddet endnu en samtale.

Men ikke hans fulde tillid.

Og da først en mand som Erik begyndte at tvivle, var det ikke længere nok at have en forklaring på hver enkelt detalje.

Han var begyndt at se helheden.

De første alvorlige mistanker derhjemme

Eriks mistanke begyndte ikke med et bevis.

Den begyndte med en følelse.

En lille fornemmelse af, at den kvinde, han kendte bedst, var begyndt at stå en smule forkert i sit eget liv.

Han kunne ikke sige præcis hvad.

Det kunne jeg se på ham.

Han betragtede mig oftere.

Ikke åbent mistænksomt.

Mere undersøgende.

Som om han forsøgte at finde den detalje, der fik helheden til ikke længere at ligne sig selv.

Jeg havde ændret mig mange gange gennem vores ægteskab.

Vi var blevet ældre.

Havde fået børn.

Skiftet roller.

Haft perioder med mere og mindre overskud.

Erik vidste, at mennesker forandrer sig.

Det var derfor ikke min korte kjole eller mine sene aftener alene, der gjorde ham urolig.

Det var summen.

At jeg altid havde telefonen tæt på.

At jeg nogle gange var fraværende midt i en samtale.

At jeg kunne komme hjem opløftet og få minutter senere blive irritabel.

At jeg arbejdede mere, men sjældent kunne forklare præcis med hvad.

At der af og til var kontanter, selv om vi næsten altid brugte kort.

At jeg badede på mærkelige tidspunkter.

At jeg var øm uden en forklaring, der holdt.

At jeg både kunne være voldsomt seksuelt opsøgende og pludselig trække mig fra hans berøring.

Hver detalje kunne forklares.

Det var det, jeg havde levet af.

Men forklaringerne begyndte at konkurrere med hinanden.

En mand kan tro på én usandsynlig forklaring.

Måske også fem.

Når der kommer nok, begynder han at forstå, at problemet ikke er den enkelte detalje.

Det er mønstret.

Efter samtalen i køkkenet forsøgte jeg at være forsigtigere.

Ikke at standse.

Det ville have været den eneste virkelige løsning.

Jeg forsøgte bare at skjule mig bedre.

Jeg købte en lille notesbog.

Ikke til mændene.

Til løgnene.

Det er næsten komisk at skrive nu.

Men dengang føltes det nødvendigt.

Jeg noterede ikke seksuelle handlinger eller navne.

Kun de historier, jeg havde givet Erik.

Tirsdag: sent møde.

Fredag: Hanne.

Mandag: trafik og indkøb.

Torsdag: chefen krævede ekstra timer.

Jeg brugte forkortelser.

Gemte notesbogen på arbejdet.

Hvis Erik senere spurgte, kunne jeg kontrollere, hvad jeg havde sagt.

Jeg havde holdt op med at føre regnskab over mændene, fordi antallet skræmte mig.

Nu førte jeg regnskab over bedraget i stedet.

Det siger måske mere end noget andet om, hvor langt væk jeg var kommet.

Jeg forsøgte også at ændre telefonvanerne.

Lagde den synligt på bordet.

Ikke uden forberedelse.

Først slettede jeg alt.

Beskeder.

Numre.

Seneste opkald.

Jeg instruerede de faste mænd.

“Ring ikke om aftenen.”

“Hvorfor?”

“Erik er begyndt at spørge.”

Søren svarede:

“Så sig, det er arbejde.”

“Det virker ikke hver gang.”

“Så lad være med at tage den.”

“Nummeret står der stadig.”

“Gem mig under noget andet.”

“Det har jeg gjort.”

“Hvad hedder jeg?”

Jeg fortalte ham kvindenavnet.

Han lo.

“Det klæder mig.”

Jeg fandt ikke situationen morsom.

Han gjorde.

For ham var mistanken spænding.

For mig var den en revne i hele det liv, jeg stadig forsøgte at beholde.

Martin reagerede anderledes.

“Så stop,” sagde han.

“Med hvad?”

“Med at se mig.”

“Vil du det?”

“Nej.”

“Så lad være med at sige det.”

“Det er stadig det logiske.”

Jeg hadede, når mændene var logiske på mine vegne, mens de fortsat stod til rådighed.

De kunne sige:

Du burde vælge din mand.

Og kort efter åbne døren for mig.

Dermed kunne vi alle fortælle os selv, at ansvaret lå et andet sted.

Hos mig.

Hos dem.

Hos lysten.

Hos det dårlige tidspunkt.

Aldrig i den konkrete beslutning om at standse.

Chefen blev vred over mine nye regler.

“Du har selv tilbudt dig,” sagde han.

“Det betyder ikke, at du kan skrive hvad som helst.”

“Du står til min disposition.”

“På arbejdet.”

“Nu laver du nye vilkår.”

Jeg så på ham.

“Min mand er begyndt at lægge mærke til ting.”

Han lænede sig tilbage.

“Så må du være dygtigere.”

Ikke:

Så skal vi stoppe.

Dygtigere.

Det var sådan, vi alle tænkte.

Afsløring var ikke en grund til at ændre handlingerne.

Kun metoden.

Jeg burde have været bange for, hvor lidt han bekymrede sig om konsekvenserne for mig.

Men jeg var allerede bundet til ham gennem lønnen, hemmeligheden og den seksuelle magt, vi havde skabt.

“Du skal ikke ringe efter arbejdstid,” sagde jeg.

“Så kommer du, når jeg kalder her.”

“Ikke hver gang.”

Han så på mig.

“Jo.”

“Jeg har også opgaver.”

“Det bestemmer jeg.”

Jeg mærkede vreden.

Og den gamle ophidselse over at blive presset.

Det var en farlig blanding.

Jeg vidste, at magtforholdet var forkert.

Alligevel havde jeg seksualiseret det så længe, at selv min modstand kunne blive en del af spillet.

Jeg gik fra hans kontor med en følelse af at have mistet noget.

Ikke kun kontrol.

Muligheden for at skelne klart mellem, hvad jeg ønskede, og hvad jeg gennemførte, fordi aftalen nu føltes som en pligt.

Sex bliver farlig, når et menneske ikke længere kan mærke forskellen.

Jeg kunne stadig sige nej.

Juridisk.

Menneskeligt.

Kropsligt.

Men inde i mit forvrængede system føltes et nej som noget, der kunne koste løn, arbejde, hemmelighed og ægteskab på én gang.

Det var ikke frihed.

Det var en fælde, jeg selv havde været med til at bygge.

Mistanken derhjemme ændrede også min kørsel.

Ikke ved at få mig til at holde op med at standse.

Jeg blev mere selektiv.

Sådan fortalte jeg det til mig selv.

Tidligere kunne jeg køre forbi en rasteplads og mærke trangen uden nødvendigvis at standse.

Nu begyndte jeg at undersøge dem på forhånd.

Hvilke lå på vejen hjem?

Hvor kunne bilen skjules?

Hvor hurtigt kunne jeg komme tilbage på motorvejen?

Var der toiletter?

Kameraer?

Mange mennesker?

Jeg troede, planlægningen gjorde det mere sikkert.

Den gjorde det bare mere systematisk.

På de værste dage stoppede jeg ved flere rastepladser på samme tur.

Rastepladserne som gentagelse

De begyndte at ligne hinanden. De samme skraldespande, de samme lave bygninger, den samme lugt af kaffe, diesel og fugtig asfalt. Alligevel kunne jeg mærke forskel på dem, som om hvert sted havde sin egen mulighed.

Jeg så efter biler, efter mænd der ventede for længe, efter blikke der blev hængende et sekund mere end normalt. Og hver gang fortalte jeg mig selv, at jeg stadig kunne lade være.

Ikke fordi jeg nødvendigvis mødte nogen hver gang.

Jeg kørte langsomt ind.

Så på bilerne.

Mænd alene.

Lastbiler.

En mand, der sad og ventede.

Hvis ingen reagerede, kørte jeg videre til den næste.

Det blev en jagt.

Jeg kunne have været direkte hjemme på tredive minutter.

I stedet brugte jeg halvanden eller to timer.

Erik begyndte naturligvis at spørge.

“Der var kø.”

“Hvor?”

“På motorvejen.”

“Jeg hørte ikke noget i radioen.”

“Det var måske et mindre uheld.”

“Så du det?”

“Nej, det var længere fremme.”

Løgnene blev stadig mere detaljerede.

Ikke fordi de var sande.

Fordi Erik begyndte at kende vejen.

Han kørte også dér.

Vidste, hvor lang tid turen tog.

Hvornår trafikken plejede at være tæt.

En dag sagde han:

“Jeg kørte samme vej et kvarter efter dig.”

Jeg mærkede blodet forsvinde fra ansigtet.

“Okay.”

“Der var ingen kø.”

“Så var den opløst.”

“På et kvarter?”

“Det kan den vel.”

“Hvor holdt du så?”

“Jeg holdt ikke.”

“Din tur tog næsten en time længere.”

Jeg tog en pose op.

“Jeg handlede.”

“Hvor?”

Jeg nævnte en butik.

“Hvad købte du?”

Jeg løftede posen.

Der var kun få varer.

“Det her.”

“Det tager ikke en time.”

“Jeg gik rundt.”

“Efter arbejde?”

“Ja.”

“Hvorfor?”

Jeg kunne ikke finde en god grund.

Så jeg brugte den følelsesmæssige.

“Jeg havde brug for at være alene.”

Det var på sin egen måde sandt.

Jeg havde været alene med mænd, han ikke kendte.

Eriks ansigt ændrede sig.

Ikke mistanke først.

Bekymring.

“Er der noget galt herhjemme?”

Spørgsmålet gjorde ondt.

“Nej.”

“Med os?”

“Nej.”

“Så hvorfor har du brug for at køre rundt alene og ikke fortælle det?”

Jeg satte posen.

“Fordi jeg nogle gange bare har brug for luft.”

“Det må du gerne.”

Han sagde det med det samme.

“Men hvorfor lyver du om trafikken?”

Der stod ordet.

Lyver.

Ikke:

Husker forkert.

Ikke:

Forklarer dårligt.

Lyver.

Jeg blev vred.

Automatisk.

“Hvem siger, jeg lyver?”

“Det gør tiderne.”

“Nu sidder du og måler min køretid?”

“Jeg prøver at forstå.”

“Du er blevet besat.”

“Nej.”

Han talte stadig roligt.

“Jeg er blevet bekymret.”

“Over hvad?”

“Dig.”

“Der er ikke noget galt med mig.”

“Du er væk.”

“Jeg står lige her.”

“Det er ikke det, jeg mener.”

Hans stemme knækkede næsten på den sidste sætning.

Ikke dramatisk.

Bare nok til, at jeg kunne høre, at han havde savnet mig, mens jeg stadig boede i samme hus.

Jeg gik tættere på.

Ville røre ham.

Han lod mig.

Men han lagde ikke straks armene omkring mig.

Det var nyt.

“Hvad mener du?” spurgte jeg.

“At du sidder med os og er et andet sted.”

“Jeg er træt.”

“Du er altid træt.”

“Jeg arbejder.”

“Du arbejder ikke, når telefonen vibrerer under bordet.”

Jeg trak hånden til mig.

“Nu er det telefonen igen.”

“Det er alt.”

“Hvad er alt?”

“Tiderne. Telefonen. Pengene. Dit humør.”

Han så ned.

“Din krop.”

Jeg frøs.

“Hvad med min krop?”

“Du har tit ondt.”

“Jeg bliver ældre.”

“Ikke på den måde.”

“Hvilken måde?”

Han så på mig.

Jeg kunne se, at han ikke ønskede at formulere mistanken.

Måske havde han ikke engang én bestemt endnu.

“Du vil nogle gange ikke have, at jeg rører bestemte steder.”

“Alle mennesker kan være ømme.”

“Ja.”

“Så hvad er problemet?”

“At du ikke fortæller hvorfor.”

Vreden reddede mig igen.

Eller udsatte bare sandheden.

“Skal jeg redegøre for hver smerte i min krop?”

“Nej.”

“Det lyder sådan.”

“Jeg spørger, fordi jeg elsker dig.”

“Så stol på mig.”

Sætningen kom hårdt.

Erik så på mig.

“Det prøver jeg.”

Igen:

Prøver.

Ikke bare stoler.

Jeg kunne mærke, at noget var ændret permanent.

Tillid, der én gang er blevet bevidst, er ikke længere den samme ubesværede tillid.

Før havde Erik ikke aktivt valgt at tro på mig.

Han havde bare gjort det.

Nu forsøgte han.

Det betød, at tvivlen allerede stod ved siden af.

Jeg gik hen til ham.

Lagde armene omkring ham.

Denne gang holdt han også om mig.

Men langsommere.

“Der er ikke nogen anden,” sagde jeg.

Han havde ikke spurgt direkte.

Jeg sagde det alligevel.

Det var en fejl.

Jeg mærkede den, så snart ordene kom.

Erik trak sig lidt tilbage.

“Det har jeg ikke sagt.”

“Nej, men det er tydeligvis det, du tænker.”

“Er det?”

“Hvad?”

“Er det tydeligt?”

Hans blik søgte mit.

Jeg skulle have spillet forvirret.

I stedet blev jeg for defensiv.

“Jeg ved ikke, hvad du ellers antyder.”

“Jeg antyder ikke noget.”

“Godt.”

“Men nu siger du det selv.”

Jeg lo.

“Fordi det er den klassiske mistanke.”

“Er der nogen grund til, at det er den første, du tænker på?”

Kulden bredte sig i kroppen.

“Nej.”

Denne gang var der en pause før løgnen.

Ikke lang.

Nok.

Erik så den.

Jeg kunne mærke det.

Han sagde ikke:

Jeg tror dig ikke.

Han nikkede bare.

“Okay.”

Samtalen sluttede.

Men spørgsmålet gjorde ikke.

Det flyttede ind i hjemmet.

Han begyndte at se på telefonen, når den vibrerede.

Ikke tage den.

Ikke læse.

Bare registrere.

Hvis jeg gik ud med den, lagde han mærke til det.

Hvis jeg lagde den fra mig, gjorde jeg det nu som en demonstration.

Se.

Jeg skjuler intet.

En aften lod jeg den ligge på køkkenbordet.

Ikke fordi den var sikker.

Fordi jeg havde aftalt med mændene, at de ikke måtte skrive.

Jeg gik i bad.

Da jeg kom ud, sad Erik ved bordet.

Telefonen lå, hvor jeg havde efterladt den.

“Ringede nogen?” spurgte jeg.

“Forventede du det?”

“Nej.”

“Så hvorfor spørger du?”

“Fordi du sidder ved siden af den.”

Han så på mig.

Jeg mærkede panikken.

“Jeg spurgte bare.”

“Der kom ikke noget.”

“Okay.”

Jeg tog telefonen.

For hurtigt.

Hans blik fulgte hånden.

Senere kontrollerede jeg den på badeværelset.

Ingen beskeder.

Lettelse.

Skuffelse.

Selv med mistanken voksende havde jeg stadig ønsket tegn fra mændene.

Det var det mest skræmmende.

Faren havde ikke reduceret trangen.

Den havde gjort den mere intens.

Et møde, der måtte skjules bedre, kunne føles mere værdifuldt.

Som om risikoen beviste, hvor stærkt begæret var.

Jeg begyndte at sige ja til endnu dårligere tilbud.

Ikke for pengenes skyld.

For selvudslettelsen.

På rastepladserne spurgte jeg ofte:

“Hvad vil du give?”

Nogle mænd blev overraskede.

Andre nævnte et beløb.

To hundrede.

Hundrede.

En enkelt sagde halvtreds.

Jeg burde have vendt mig væk.

Jeg sagde ja.

Ikke fordi halvtreds kroner havde nogen økonomisk betydning.

Fordi det lave beløb gjorde oplevelsen råere.

Jeg vidste, at det ikke handlede om prostitution i en normal økonomisk betydning.

Jeg havde arbejde.

Løn.

Hjem.

Pengene var et symbol.

Et mål på, hvor langt jeg kunne reducere mig selv og stadig mærke ophidselse.

Bagefter kom skammen.

Så den næste mand.

Jeg kunne tage imod halvtreds kroner fra en fremmed og en time senere opsøge en velklædt mand, som skulle bevise, at jeg stadig var noget særligt.

Systemet var nået sin mest destruktive form.

Jeg skabte selv såret og søgte derefter en ny mand som plaster.

Når plastret faldt af, skabte jeg et nyt sår.

Det kunne ske flere gange på én dag.

To eller tre mænd var ikke længere nødvendigvis en ekstrem dag.

Det kunne være en tirsdag.

Chefen i arbejdstiden.

En mand ved en afkørsel.

En fast elsker senere.

Og så hjem.

Til Erik.

Til aftensmad.

Til børnene.

Til den almindelige kvinde, som skulle huske en skoletaske og købe vaskepulver.

Kroppen begyndte at reagere tydeligere.

Jeg kunne være så øm, at jeg gik anderledes.

Satte mig forsigtigt.

Undgik bestemte bevægelser.

Erik så det.

“Har du igen ondt?”

“Ja.”

“Det sker tit.”

“Jeg har spændinger.”

“Hvor?”

“I ryggen.”

“Du går ikke, som om det er ryggen.”

Jeg stoppede midt i køkkenet.

“Hvordan går jeg?”

“Forsigtigt.”

“Det gør man også med rygsmerter.”

“Skal vi bestille en tid?”

“Nej.”

“Hvorfor ikke?”

“Det går over.”

“Det gjorde du også sidst.”

Jeg blev skarp.

“Jeg bestemmer vel selv, hvornår jeg går til lægen.”

“Selvfølgelig.”

Han løftede hænderne.

“Jeg prøver at hjælpe.”

Jeg så hans sårede ansigt.

Følte skyld.

Gik hen.

Kyssede ham.

“Undskyld.”

“Det er okay.”

“Jeg er bare presset.”

“Så lad mig hjælpe.”

“Det gør du.”

“Ikke hvis du ikke fortæller hvad.”

Igen stod døren åben.

Fortæl.

Jeg lukkede den.

“Det er bare arbejdet.”

Chefen var blevet min universelle forklaring.

Hvis jeg var træt: arbejdet.

Hvis jeg var sent hjemme: arbejdet.

Hvis jeg var vred: arbejdet.

Hvis telefonen ringede: arbejdet.

Hvis jeg var øm: dårlig stol på arbejdet.

Erik begyndte at hade en chef, som han troede pressede mig professionelt.

“Du skal væk derfra,” sagde han en aften.

Panikken ramte.

“Hvad?”

“Find et andet arbejde.”

“Det kan jeg ikke bare.”

“Nej, men du kan begynde at søge.”

“Jeg har lige fået mere i løn.”

“Det er ikke pengene værd.”

Ordene var næsten ubærlige.

For det var præcis sådan, jeg burde have tænkt.

De tre tusind kroner var ikke det værd.

Aftalen.

Magten.

Risikoen.

Men jeg havde gjort lønforhøjelsen til en del af familiens økonomi.

Hvis jeg sagde op, ville Erik spørge hvorfor.

Hvis jeg blev, kunne chefen fortsætte.

“Hvad skal vi så undvære?” spurgte jeg.

“Vi finder ud af det.”

“Det er nemt at sige.”

Erik blev stille.

Han tjente mindre.

Jeg vidste, det var et følsomt punkt.

Jeg brugte det.

Det skammer jeg mig over.

“Så det er min skyld, du bliver?” spurgte han.

“Det har jeg ikke sagt.”

“Du siger, vi ikke har råd, fordi jeg ikke tjener nok.”

“Jeg siger bare, at pengene betyder noget.”

“Ikke hvis arbejdet gør dig syg.”

Han troede, han kæmpede for mig.

Jeg gjorde ham til modstander.

“Jeg er ikke syg.”

“Du er ikke dig selv.”

Sætningen kom igen.

Denne gang blev jeg ikke vred.

Jeg kunne ikke.

For han havde ret.

“Jeg er bare i en periode,” sagde jeg.

“Hvor længe varer den?”

Jeg kendte ikke svaret.

Den havde allerede varet i årevis.

“Ikke meget længere.”

Endnu et løfte uden handling.

Erik så på mig.

“Godt.”

Men hans stemme manglede tro.

Han begyndte også at komme tættere på min hverdag.

Ikke for at kontrollere mig.

Sådan så jeg det dengang.

Men når jeg ser tilbage, forsøgte han at genfinde kontakten.

“Jeg kan hente dig efter arbejde.”

“Det behøver du ikke.”

“Så kan vi handle sammen.”

“Jeg ved ikke, hvornår jeg er færdig.”

“Du kan skrive.”

“Det bliver besværligt.”

“Hvorfor?”

Fordi chefen kunne kalde.

Fordi jeg kunne have en aftale.

Fordi rastepladserne ventede på vejen.

Det kunne jeg ikke sige.

“Jeg kan godt selv.”

“Det ved jeg.”

Han smilede.

“Jeg tænkte bare, det kunne være hyggeligt.”

Jeg afviste ham.

Gang på gang.

Ikke fordi jeg ikke ønskede hans selskab.

Fordi hans tilstedeværelse fjernede mulighederne.

Det var dér, dobbeltlivet begyndte at vælge for mig.

Jeg valgte ikke længere mellem en fremmed mand og Erik som to mennesker.

Jeg valgte mellem mulighed og begrænsning.

Erik blev i mit forvrængede blik den, der kunne forhindre det næste møde.

Den mand, jeg elskede, begyndte at føles som en hindring for den trang, der ødelagde mig.

Det var måske den dybeste forandring i de år.

Jeg havde engang længtes efter, at nogen holdt om mig.

Nu kunne hans nærhed opleves som en lukket dør.

Når han foreslog at køre med, blev jeg irriteret.

Når han ville kende mine planer, følte jeg mig overvåget.

Når han rørte mig, kunne jeg blive bange for, at han opdagede kroppen.

Når han ikke rørte mig, kunne jeg blive desperat efter bekræftelse.

Han kunne næsten ikke gøre det rigtige, fordi problemet ikke lå i hans handlinger.

Det lå i mit hemmelige liv.

En fredag fandt han en seddel i min frakkelomme.

Ikke en kærlighedserklæring.

Ikke et telefonnummer.

En kvittering fra en tankstation langt fra den vej, jeg havde sagt, jeg var kørt.

Han stod med den i hånden.

“Hvorfor har du været der?”

Jeg så kvitteringen.

Datoen.

Tidspunktet.

Jeg huskede dagen.

Chefen.

En mand ved en rasteplads.

Senere Thomas.

Jeg havde sagt, at jeg var hos Lone.

“Hvad mener du?”

“Denne tankstation ligger modsat.”

“Modsat hvad?”

“Lone.”

Jeg tog sedlen.

“Jeg har vel købt noget på en anden dag.”

“Det står fredag.”

“Så har jeg været der fredag.”

“Du sagde, du kørte direkte til Lone.”

Jeg så på ham.

Hjernen arbejdede hurtigt.

“Jeg hentede noget for hende.”

“Hvad?”

“Noget hun havde glemt.”

“Hvor?”

Jeg nævnte et område i nærheden af tankstationen.

“Så du kørte en omvej på næsten en time?”

“Ja.”

“Hvorfor sagde du ikke det?”

“Fordi det ikke var vigtigt.”

“Hvad hentede du?”

Jeg mærkede irritationen vokse.

Ikke som strategi denne gang.

Af udmattelse.

Jeg var træt af at opfinde.

“Jeg kan ikke huske det.”

“Det er kun to uger siden.”

“Så må du spørge Lone.”

Ordene slap ud.

Farligt.

Hvis han gjorde det, ville løgnen falde.

Erik så på mig.

“Okay.”

Jeg kunne ikke aflæse ham.

“Vil du ringe til hende?”

“Nej.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi jeg ikke vil stå og kontrollere min kone gennem hendes veninder.”

Skammen ramte.

“Det behøver du heller ikke.”

“Nej.”

Han lagde kvitteringen på bordet.

“Men jeg vil gerne forstå, hvorfor du altid har en forklaring, som først kommer, når jeg finder noget.”

Jeg blev stille.

“Fordi du spørger om ting, jeg ikke selv har tænkt over.”

“Det tror jeg ikke længere.”

Der kom sætningen.

Rolig.

Ingen råben.

Ingen anklage om utroskab.

Bare:

Det tror jeg ikke længere.

Jeg forsøgte at tage hans hånd.

Han lod den ligge.

Ikke trække væk.

Ikke lukke om min.

“Erik.”

“Hvad?”

“Der er ikke noget.”

Han så på mig.

“Så hjælp mig med at tro på det.”

Jeg havde ingen måde at gøre det på.

Ikke uden sandheden.

Så jeg gjorde det, jeg altid gjorde.

Jeg gav ham en større løgn.

Jeg fortalte, at Lone havde haft problemer i ægteskabet.

At hun havde bedt mig hente noget hos en bekendt.

At jeg ikke ville fortælle det, fordi det var privat.

At kvitteringen kom fra turen.

Jeg brugte en anden kvindes opdigtede krise til at beskytte mine mænd.

Detaljerne kom.

Et skænderi.

Nogle ting.

Et sted.

En besked.

Jeg fortalte det så roligt, at jeg næsten kunne se historien selv.

Erik lyttede.

“Er det sandt?”

“Ja.”

“Vil Lone sige det samme?”

Der blev stille.

“Stoler du så lidt på mig, at du vil ringe?”

“Det var ikke det, jeg spurgte om.”

“Ja.”

“Hvad?”

“Ja, hun vil sige det samme.”

Det vidste jeg ikke.

Jeg måtte kontakte Lone bagefter og få hende til at dække mig.

Det var sådan gruppen igen blev en del af systemet.

Ikke gennem historierne.

Gennem alibierne.

Erik nikkede.

“Okay.”

Han valgte at tro.

Eller valgte at vente.

Jeg vidste ikke hvilken.

Senere ringede jeg til Lone.

“Jeg har brug for hjælp.”

“Hvad er der sket?”

Jeg forklarede historien.

Ikke sandheden.

Kun hvad hun skulle sige, hvis Erik spurgte.

Hun blev stille.

“Du har brugt mig uden at spørge.”

“Jeg ved det.”

“Hvad har du lavet?”

“Det er ligegyldigt.”

“Nej.”

“Lone, vil du hjælpe eller ikke?”

Hun sukkede.

“Ja.”

“Tak.”

“Men det her går galt.”

“Det gør det ikke.”

“Han har fundet en kvittering.”

“Det kan forklares.”

“Alt kan forklares én gang.”

Hun lød mere alvorlig, end jeg var vant til.

“Du må være forsigtig.”

Igen.

Ikke stoppe.

Forsigtig.

Det var det råd, vi gav hinanden.

Selv når vi kunne se afgrunden.

Jeg lagde på.

Følte lettelse.

Nu holdt historien.

Hvis Erik ringede, ville Lone bekræfte den.

Jeg havde repareret endnu en revne.

Men noget afgørende var sket.

Erik havde haft et fysisk spor i hånden.

En kvittering.

Ikke følelsen af, at noget var forkert.

Et dokument med tid og sted.

Det beviste ikke utroskab.

Men det beviste, at min fortælling om aftenen ikke var hel.

Han lagde ikke længere alle tvivl bort, bare fordi jeg gav en forklaring.

Jeg begyndte at se en ny vagtsomhed.

Han huskede tider.

Navne.

Spurgte:

“Var det Hanne eller Lone?”

“Hvornår sluttede mødet?”

“Hvilken butik?”

Ikke hver dag.

Ikke som et forhør.

Små spørgsmål.

Han var begyndt at kontrollere virkeligheden mod mine ord.

Jeg hadede det.

Og havde selv gjort det nødvendigt.

Jeg forsøgte kort at standse.

Tre dage.

Ingen mænd uden for arbejdet.

Chefen kunne jeg ikke helt undgå.

Men ingen rastepladser.

Ingen beskeder til de faste.

Ingen bar.

Jeg kørte direkte hjem.

Erik mærkede forskellen.

“Du er tidligt hjemme.”

“Ja.”

“Det er dejligt.”

Han smilede.

Kyssede mig.

Vi lavede mad sammen.

Sad med børnene.

Senere var vi intime.

Ikke som en forestilling.

Ikke for at skjule ømhed.

Jeg ønskede ham.

Helt.

Bagefter lå jeg mod hans bryst.

Mærkede den gamle ro.

“Jeg har savnet dig,” sagde han.

“Jeg har jo været her.”

“Ikke rigtigt.”

Jeg begyndte at græde.

Han holdt om mig.

Spurgte ikke straks.

Det var Erik.

Han gav plads.

Jeg var tættere på at fortælle sandheden end nogensinde før.

“Jeg har lavet nogle dumme ting,” sagde jeg.

Ordene kom lavt.

Han blev helt stille.

“Hvad betyder det?”

Nu.

Det var øjeblikket.

Jeg kunne sige det.

Ikke alle mændene.

Ikke alle detaljer.

Bare begyndelsen.

Jeg har været utro.

Jeg har mistet kontrollen.

Jeg har brug for hjælp.

Jeg så hans ansigt for mig, hvis jeg sagde det.

Smerten.

Børnene.

Hjemmet.

Alt, der kunne falde.

“På arbejdet,” sagde jeg.

Jeg flyttede ordene.

“Jeg har sagt ja til for meget.”

Erik trak vejret ud.

Ikke lettet helt.

Men spændingen faldt.

“Det ved jeg.”

“Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af det.”

Han strøg min arm.

“Så finder vi ud af det.”

Vi.

Han troede, problemet var arbejdet.

Og han tilbød at stå ved siden af mig.

“Du er ikke alene,” sagde han.

Jeg lukkede øjnene.

Det var det, jeg havde længtes efter hele mit liv.

Ikke at være alene.

Alligevel beholdt jeg det virkelige problem for mig selv.

Næste morgen var trangen tilbage.

Ikke voldsom først.

En besked fra Søren.

Savner dig.

Jeg slettede den.

Kort efter en ny.

Kommer du?

Jeg skrev nej.

Det føltes stærkt.

Så ringede chefen.

“Kom ind.”

Jeg gik.

Senere kørte jeg hjem.

Direkte.

Forbi den første rasteplads.

Forbi den anden.

Ved den tredje så jeg en bil, jeg kendte svagt.

En mand, jeg havde mødt før.

Han sad alene.

Jeg kunne have fortsat.

Jeg sænkede farten.

Kørte ind.

Det var sådan min beslutning om at standse sluttede.

Ikke med en stor fest.

Ikke med alkohol.

Bare en bil ved en rasteplads og den velkendte mulighed.

Manden genkendte mig.

“Hvor har du været?”

“Optaget.”

“Har du tid?”

Jeg så på uret.

Ikke meget.

“Ja.”

Bagefter gav han mig et lille beløb.

Jeg havde ikke bedt om det denne gang.

Han lagde sedlerne i min hånd.

Jeg kunne have afvist dem.

Tog imod.

Ikke fordi de betød noget.

Fordi handlingen nu var blevet en del af den kvinde, jeg var uden for hjemmet.

På vej videre tænkte jeg på Erik aftenen før.

Du er ikke alene.

Jeg havde valgt alligevel at gå alene ind i endnu en hemmelighed.

Det var dér, Kapitel 7 i mit liv sluttede.

Ikke med en afsløring.

Med en mand, der for alvor var begyndt at tvivle.

En kone, der næsten havde bedt om hjælp og så var kørt tilbage til trangen næste dag.

En krop, der var blevet udsat for flere og flere risici.

Et ægteskab, hvor tilliden stadig fandtes, men ikke længere ubeskadiget.

Og en gruppe kvinder, hvor det samme mønster begyndte at give synlige konsekvenser.

Telefoner blev vogtet.

Beskeder slettet.

Kvitteringer gemt.

Mænd blev gemt under falske navne.

Ægtemænd begyndte at spørge.

Vi fortalte hinanden, at vi skulle være mere forsigtige.

Ikke at vi skulle standse.

Det næste, der skete, var derfor ikke, at mit eget ægteskab faldt først.

Andre af kvinderne blev opdaget før mig.

En besked blev fundet.

En telefon lå det forkerte sted.

En mand stillede spørgsmål, hans kone ikke kunne besvare.

Den første familie begyndte at gå i stykker.

Vi så det ske.

Vi så børnene blive trukket ind i konsekvenserne.

Vi så en mand pakke sine ting.

Og selv da lærte vi ikke det, vi burde.

Vi lærte nye måder at skjule os på.

---

Læs også: Forrige kapitel: Bente’s liv 6 | Næste kapitel: Bente’s liv 8