Ejet foran dine øjne

Af @mr-d

Mr. D træder ind over dørtrinnet. Marmorgulvet sluger lyden af hans skridt, mens han lader blikket glide over rummets dyre diskretion — tunge gardiner, stilrene linjer, alt vidner om magt og penge. Direktøren står midt i det hele. Halsbåndet er spændt tæt mod struben, masken skjuler ansigtet bag sort læder, men øjnene afslører alt: rastløshed, forventning, skam.

Han ved udmærket, hvem Mr. D er. Og han ved endnu bedre, hvem han selv er her: ingen.

Bag ham træder hun frem. Hendes hår er sat op stramt, et par krøller hænger løst, som om de er klar til at blive trukket. Kjolen sidder perfekt, som malet på hendes hofter, og nøglen til hans bur dingler i en sølvkæde mellem hendes kraveben. Hun ser på Mr. D, øjne mørke, mundens smil er en invitation og en kommando i ét.

“Kom ind,” siger hun, roligt, som om det er hendes hjem, der ejer ham — men de ved begge, hvem der ejer hvem.

De fører ham ind i stuen. Direktøren synker ned i lænestolen med armlæn, som om han synker ned i sin egen fornedrelse. Hun spænder ham fast, rem for rem. Hans pik er allerede stuvet væk bag metallet, spændt så stramt, at hver puls brænder af savn. Hans øjne følger hende, bedende, men hun ænser ham ikke.

Hun hælder Mr. D hans yndlingswhisky op. Et kort nik, glasset i hånden, hendes hofter tæt mod hans lår. Direktøren hiver efter vejret bag masken. Mr. D smager på drikken, men hans blik brænder kun mod hende.

Hun glider op på hans skød, hendes fingre i hans nakke, hofterne mod hans mave.
“Se på mig, skat,” hvisker hun hen mod stolen, mens hendes øjne borer sig ind i Mr. D’s. “Se på mig blive kneppet af en rigtig mand.”

Mr. D fanger hendes hår, snor det stramt om sin næve. Hun gisper, hendes hals strækker sig. Han kysser hende hårdt, tungt. Direktøren ser det hele. Hans pik banker mod burets kolde metal, en puls der ingen steder kan slippe ud.

Mr. D trækker lynlåsen ned, langsomt, bevidst. Kjolen glider som silke ned over hendes skuldre. Ingen trusser. Hendes hud sitrer, varm mod hans håndflade.
“Du er ligegyldig her,” siger han til direktøren uden at se på ham. Hendes grin er halvkvalt, hæs. Hun vrider sig ind mod Mr. D’s bryst, som om han er det eneste faste i rummet.

Han løfter hende op, smider hende på det store spisebord. Hun lander med ryggen mod den kolde plade, lårerne skælver, knæene spreder sig som en lydløs bøn. Direktørens maske vender direkte mod hendes åbne skød. Han kan se alt, men han kan intet røre.

Mr. D falder på knæ, hans tunge finder hendes klit med en målrettet grådighed, der trækker hendes støn frem som små stød i mørket. Hun jamrer, hendes fingre klemmer bordkanten.
“Åh Gud… åh Gud, Mr. D… du er… du er fantastisk…”

Direktøren klynker, spændt fast som et barn i straf. Hans pik dunker bag metallet, men han kan kun se, kun høre.

Hun kommer med et gisp, et skælv, en flodbølge, der ikke kan stoppes. Mr. D rejser sig, vender hende om, trækker hendes hofter ud mod bordkanten. Hun støtter albuerne mod træet, blikket fanget af sin mands blik.
Han trænger ind i hende bagfra — et dybt, hårdt stød, der får hendes mund til at falde åben.

Han tager fat i hendes hår, hiver hendes hoved bagover. Hun ser sin mands øjne gennem maskens huller. Hun stønner, ord, der skærer direktøren i hjertet:
“Åh… sådan her tager en rigtig mand mig…”

Mr. D’s hånd glider op under hendes kæbe, hans stød dybe, langsomme, som om han ejer hver fiber i hende.
“Du føles så god på min pik,” hvisker han. Hans ord drypper ned i direktørens ydmygelse.

Han river hende fri, skubber hende ned på gulvet. Hun kravler op på knæ, savl blankt i mundvigen, øjnene skinnende. Hans hånd i hendes hestehale, en anden under hendes kæbe. Hans pik glider dybt, helt ned i halsen, så hun næsten mister vejret. Hun kløjs, gylper, hendes savl løber ned over hendes bryster, drypper mod gulvet som en ny slags troskab.

Hun stønner mod ham, kvalt, men hun åbner sig endnu mere. Direktørens åndedræt er små stød af afmagt. Hans pik banker bag metalgitteret, uden håb.

Han trækker sig ud. Løfter hende op, lægger hende på ryggen på gulvet, kold parket mod hendes varme ryg. Benene presses helt op mod brystet.
Han borer sig ind igen. Hans hænder låser hendes hofter fast, som om hun er hans eneste hjem. Hendes klynk er skrig nu, ordløse. Hun kommer igen. Og igen. Og igen. Hun er intet uden hans krop.

Ejet foran dine øjne .. Fortsat

Han stønner hendes navn, et dybt brøl i stilheden. Han kommer dybt i hende. Hans varme glider ud, blander sig med hendes.

Han rejser sig, retter skjorten. Hans blik glider koldt mod direktøren, der sidder bundet og blank i øjnene. Mr. D løsner remmene, lader læderet klapre mod stolen.
“Slik hende ren,” siger han. “Smag os begge. Det er din plads.”

Direktøren falder på knæ, hans maske dækker skammen, men ikke lyden: hans tunge, hans små gisp, hans hustru, der åbner benene for ham, stadig dryppende af Mr. D.

Mr. D ser dem kort. En kniv af begær og magt i hans bryst. Han ejer dem begge. Men kun hun får ham.

Bilen venter i indkørslen, stille og kold, som en gammel, tro ven.
Han sætter sig ind, drejer nøglen — motoren vågner, brummer lavt under hans håndflade.
Han ser huset i bakspejlet én gang. To silhuetter bag gardinerne, smurt ind i skam og begær.
Så kører han. Ud i mørket.
Og mørket… mørket er stadig hans hjem.