Hvem er Kvindenslyst?

Afsnit 0 af 42 i serien Moderne kvinde og seksualitet. Læs næste afsnit.

En personlig introduktion til kvinden bag de mange indlæg om lyst, mænd, frihed, grænser og det liv, der ikke blev som forventet

Hvem er Kvindenslyst: mit personlige perspektiv

I dette afsnit er hvem er Kvindenslyst mit personlige udgangspunkt. Jeg ser “hvem er Kvindenslyst” gennem de erfaringer, der har formet min lyst, mine relationer og min værdighed.

Skrevet af: @kvindenslyst

Jeg er ikke startet som en kvinde, der skulle skrive om sex, mænd, åbne forhold, grænser, dominans, skamfrihed og kvindelig lyst.

Jeg var bare en helt almindelig kvinde.

En kvinde, der mødte en mand.
Blev forelsket.
Fik børn.
Flyttede fra en større provinsby til en lille landsby et par kilometer væk.
Fik gode naboer, et lækkert hus, en skøn mand og et liv, der på mange måder lignede det, jeg havde lært, at et godt liv skulle ligne.

Og det var et godt liv.

Det er vigtigt for mig at sige.

Jeg sad ikke i et koldt ægteskab og drømte om at flygte. Jeg gik ikke rundt i en stor tragisk historie, hvor alt var forkert. Jeg elskede min mand. Jeg elskede vores familie. Jeg elskede vores hjem. Jeg kunne godt lide trygheden, hverdagen, det genkendelige og det liv, vi havde bygget.

Men der var også en anden sandhed.

Jeg har altid haft stor lyst.

Ikke bare almindelig lyst. Ikke bare lidt nysgerrighed. Men en dyb, levende, kropslig, fantasifuld og til tider næsten forstyrrende lyst, som fulgte mig gennem livet som en indre strøm.

Jeg havde fantasier. Mange. Flere end jeg sagde højt.

Jeg kunne blive fristet. Ikke hele tiden, men ofte nok til, at jeg kendte følelsen. Til damefrokoster. Julefrokoster. Kurser. Halfester. Koncerter. De situationer, hvor en kvinde pludselig mærker, at hun stadig bliver set. Hvor der står en mand lidt for tæt på. Hvor et blik bliver hængende. Hvor en sætning ikke kun er venlig. Hvor man mærker den gamle elektricitet i kroppen og tænker:

Der er stadig noget i mig, der kan vækkes.

Jeg gjorde ikke noget ved det.

Ikke dengang.

For jeg var opdraget på den gammeldags måde.

Man er tro.
Man er loyal.
Man er ikke utro.
Man passer på sin familie.
Man ødelægger ikke det, man har bygget, fordi kroppen får lyst til noget andet.

Så jeg lod lysten være i mig.

Jeg lagde låg på. Jeg smilede. Jeg gik hjem. Jeg sov ved siden af min mand. Jeg var mor, kone, nabo, veninde, kvinde i et hus med gardiner, madpakker, aftaler og græs, der skulle slås.

Og i mange år troede jeg, at sådan skulle det bare være.

Jeg troede, lyst og loyalitet skulle kæmpe mod hinanden

Når man er opdraget med en stærk idé om troskab, kan man nemt komme til at tro, at lyst er en fjende.

Ikke lysten til sin egen mand.

Den er tilladt.

Men den anden lyst.

Den der kommer ubelejligt. Den der dukker op ved en fremmed mands stemme. Den der tænder i kroppen, selvom hovedet siger nej. Den der ikke passer ind i selvbilledet som ordentlig kvinde, god mor, loyal kone.

Jeg troede længe, at min opgave var at vinde over den lyst.

At være stærkere end den.

Og på mange måder var jeg det.

Jeg var tro. Jeg holdt mig. Jeg lod ikke fristelserne styre mig. Jeg byggede mit liv omkring de værdier, jeg havde fået med hjemmefra.

Men jeg forstod ikke mig selv.

Jeg troede, at hvis jeg bare var loyal nok, ville lysten blive mindre kompliceret.

Det gjorde den ikke.

Den blev bare mere tavs.

Og tavs lyst forsvinder ikke nødvendigvis.

Den finder andre steder at bo.

I fantasier. I dagdrømme. I små indre billeder. I kroppen, der reagerer, selv når man ikke ønsker det. I en fornemmelse af, at der findes en version af én selv, som ikke rigtig har fået lov at leve.

Det var den kvinde, jeg var, da alt begyndte at ændre sig.

Ikke ulykkelig.

Men delt.

Fodboldtræneren

På et tidspunkt fik vi kvinder en ny fodboldtræner.

Han var en mand i slutningen af 40’erne. Flot på den modne måde. Veltalende. Glad. Smilende. Rolig i sig selv. Ikke en mand, der behøvede larme for at fylde.

Jeg lagde mærke til ham.

Selvfølgelig gjorde jeg det.

Det er næsten pinligt at skrive nu, men jeg blev nok lidt forelsket i ham. Ikke sådan voldsomt og dramatisk. Ikke sådan, at jeg handlede på det. Men på den stille, voksne, forbudte måde, hvor man mærker, at man bliver lidt mere levende, når et bestemt menneske er i nærheden.

Jeg gjorde ikke noget.

Jeg havde jo min mand.

Og min træner havde sit liv.

Så det blev bare en følelse, jeg holdt for mig selv. En lille hemmelig varme. Noget, der gjorde træningerne anderledes. Noget, jeg aldrig havde tænkt mig at sige højt.

Indtil den dag, mit liv slog en revne.

Beskeden på min mands telefon

Jeg opdagede en besked på min mands telefon.

Den var ikke til at misforstå.

Ikke sådan en besked, hvor man kan forklare sig ud af det med venlighed, misforståelse eller en dårlig joke. Den var tydelig. Og billedet, der fulgte med, gjorde det endnu mere tydeligt.

Min mand var mig utro.

Jeg husker følelsen som en form for indre stilhed.

Ikke kun vrede.

Ikke kun sorg.

Mere som om hele den konstruktion, jeg havde levet i, blev forskubbet en lille smule. Huset stod stadig. Børnene var der stadig. Hverdagen var der stadig. Min mand var der stadig.

Men noget var ikke længere det samme.

Jeg sagde ikke noget med det samme.

Det er der måske nogen, der ikke forstår.

Men sådan er det ofte, når noget stort rammer. Man reagerer ikke altid med det samme. Man går rundt med det. Man laver mad. Man svarer på beskeder. Man vasker tøj. Man smiler til naboen. Man kysser sine børn. Man sover dårligt.

Og indeni forsøger man at forstå, hvordan det menneske, man elsker, også kan være det menneske, der har svigtet én.

Jeg elskede jo min mand.

Det gjorde det ikke lettere.

Det gjorde det næsten værre.

Samtalen i cykelskuret

Efter en fodboldtræning brød jeg sammen.

Ikke på en smuk måde. Ikke kontrolleret. Ikke med ord, der var klar til at blive sagt.

Jeg kunne bare ikke mere.

Min træner fandt mig ved cykelskuret, hvor jeg ikke rigtig kunne komme videre. Det var sådan et øjeblik, hvor kroppen nægter at fortsætte, selvom hovedet stadig prøver at virke normalt.

Vi talte kort den dag.

Senere talte vi mere.

Og så endnu mere.

Han blev ikke min elsker dengang. Han prøvede ikke. Han udnyttede ikke situationen. Han gjorde ikke det, en anden mand måske kunne have gjort med en kvinde, der var sårbar, ulykkelig og allerede havde haft bløde tanker om ham.

Han lyttede.

Og han fortalte mig om livet på en måde, jeg ikke var vant til.

Om lyst.
Om kærlighed.
Om begær.
Om forskellen på at elske nogen og stadig kunne mærke andre.
Om loyalitet.
Om ærlighed.
Om åbne forhold.
Om de aftaler mennesker kan lave, når de tør tale sandt.
Om hvor svært det kan være.
Om hvor smukt det kan være, hvis det bæres ordentligt.

Han levede det ikke selv.

Det syntes jeg dengang var mærkeligt.

Han vidste så meget om sex, relationer, åbne forhold, swingerliv, dynamikker og menneskers skjulte lyst. Og alligevel levede han selv monogamt, fordi han og hans kone havde lovet hinanden troskab.

Ja.

Der kan man bare se.

Mennesker er sjældent så enkle, som man tror.

Kysset, der ikke blev til noget

Jeg forsøgte mig en enkelt gang.

Et kys.

Ikke voldsomt. Ikke planlagt på den store måde. Men jeg prøvede.

Han var ikke til at stikke eller hugge i.

Han stoppede det.

Ikke hårdt. Ikke ydmygende. Men klart.

Det gjorde noget ved mig.

For selvfølgelig blev jeg ramt. En kvinde kan godt blive ramt af at blive afvist, også når afvisningen er respektfuld.

Men jeg respekterede ham også mere bagefter.

For han kunne have taget imod.

Han kunne have brugt min situation. Han kunne have brugt min sårbarhed, min tiltrækning og min forvirring. Han kunne have gjort sig selv til den mand, der gav mig hævn, trøst eller en ny form for rus.

Det gjorde han ikke.

I stedet holdt han fast i det, han mente:

Tal med din mand.
Vær ærlig.
Find ud af, hvad der faktisk er sandt.
Lad være med at ødelægge dit liv i tavshed.
Lad være med at gøre begær til hævn.
Lad være med at lade smerte styre.

Det var måske første gang, jeg forstod, at en stærk mand ikke altid er den, der tager.

Nogle gange er det den, der kan lade være.

Samtalen med min mand

Kort tid efter stoppede han som træner.

Men inden da havde jeg lovet ham noget:

Jeg skulle tage samtalen med min mand.

Det gjorde jeg.

Det var ikke en pæn samtale. Den slags samtaler er sjældent pæne. De er fulde af brudte billeder, vrede, gråd, forklaringer, tavshed, forsvar, sorg og spørgsmål, man ikke altid vil have svaret på.

Men vi talte.

Og vi blev sammen.

Ikke fordi alt var ligegyldigt.
Ikke fordi svigtet ikke betød noget.
Ikke fordi jeg bare tilgav og glemte.

Men fordi der stadig var kærlighed. Familie. Historie. Børn. Liv. Og måske også fordi jeg for første gang sagde højt, at min lyst ikke længere kunne leve som noget, der bare skulle pakkes væk.

Det endte med, at vi blev sammen.

Men der blev også åbnet noget.

Ikke perfekt. Ikke uden smerte. Ikke uden jalousi, tvivl og grænser, der skulle findes undervejs. Men jeg fik lov at åbne op for andre mænd.

Og det skal jeg lige love for, at jeg gjorde.

Da døren først åbnede

Når en kvinde har holdt sig tilbage i mange år, kan en åbnet dør føles som en hel verden.

Jeg havde haft fantasier så længe.

Nu var de ikke længere kun fantasier.

Jeg begyndte at møde mænd. Forske i mig selv. Mærke, hvad der skete, når jeg ikke bare blev fristet, men faktisk fulgte noget. Jeg fik erfaringer. Mange. Flere end jeg havde forestillet mig.

I begyndelsen var det vildt.

Selvfølgelig var det det.

Der var bekræftelse. Begær. Mænd, der ville mig. Nye situationer. Nye sider af mig selv. Den kvinde, jeg havde holdt nede, fik pludselig luft.

Men efter noget tid begyndte noget at føles tomt.

Ikke hele tiden.

Men ofte nok til, at jeg måtte se det.

For bare fordi en mand vil én, betyder det ikke, at han ser én. Bare fordi kroppen kan reagere, betyder det ikke, at sjælen bliver næret. Bare fordi man har frihed, betyder det ikke, at man bruger den klogt.

Jeg havde fået adgang til noget, jeg havde længtes efter.

Men jeg havde ikke automatisk fået forståelse.

Så jeg begyndte at søge mere.

Grænser.
Dybde.
Nye oplevelser.
Mere intensitet.
Mere struktur.
Mere mening.
Noget, der ikke bare var mænd, men som kunne forklare, hvorfor lysten i mig var så stor.

Det førte mig videre.

Også ind i BDSM-miljøet.

Da fortiden dukkede op igen

Nogle år senere stødte jeg på min gamle fodboldtræner igen.

Ikke på en fodboldbane.

Men på en BDSM-side.

Jeg vidste ikke først, at det var ham.

Han havde lige oprettet sig, og det eneste, der fik mig til at reagere, var, at han stod som boende i Sønderborg. Vi havde ikke udvekslet private navne eller billeder på det tidspunkt.

Alligevel skete der noget.

Noget i mig blev grebet af tanken om at gøre noget, jeg aldrig havde turdet før.

Jeg fulgte en aftale, der var langt mere grænseudfordrende, end jeg før havde prøvet. Jeg klædte mig på en måde, der for mig føltes både fræk, skamfuld, vild og næsten uvirkelig. Jeg mødte op på en adresse tæt på midtbyen. Jeg gik ind. Jeg tog bind for øjnene.

Jeg var nervøs.

Meget.

Men så hørte jeg stemmen.

Rolig. Kontrolleret. Velkendt på en måde, jeg ikke forstod med det samme. En stemme, der ikke havde travlt. En stemme, der fik min krop til at reagere, før mit hoved havde samlet brikkerne.

Jeg fik et kick, jeg aldrig havde oplevet før.

Det var ikke kun det erotiske.

Det var rammen.
Stemmen.
Kontrollen.
Min egen nervøsitet.
Min egen overgivelse.
Min egen overraskelse over, hvor meget det tændte mig at give slip under klare rammer.

Jeg var ny i det miljø, og derfor blev alt holdt mere forsigtigt, end min fantasi måske havde forestillet sig. Men det var stadig første gang, jeg mærkede dominans, grænseleg, styring, fysisk intensitet, aftalt ydmygelse og overgivelse som noget, der ikke bare var “frækt”, men næsten åbnede et helt nyt sprog i mig.

Da det hele var slut, tog han bindet fra mine øjne.

Og da jeg så, hvem det var, blev jeg varm i hele kroppen.

Det var ham.

Min gamle træner.

Manden, der år tidligere havde fundet mig i cykelskuret. Manden, der havde afvist mit kys. Manden, der havde fået mig til at tale med min mand. Manden, der på en mærkelig måde havde reddet mit ægteskab dengang.

Og nu stod han dér.

Som den første mand, der for alvor åbnede en anden erotisk verden for mig.

Den skriftlige dialog på BDSM-siden

Det begyndte ikke med kroppen.

Det begyndte med ord.

Og det var måske netop derfor, det ramte mig så hårdt.

På BDSM-siden skrev han ikke som de andre mænd. Han kastede sig ikke over mig med små beskidte beskeder, billeder, hurtige forslag eller den der velkendte mandlige sult, hvor man næsten kan mærke, at kvinden kun er en skærm, han projicerer sin fantasi over på.

Han skrev roligt.

Kontrolleret.

Som en mand, der ikke havde travlt, fordi han allerede vidste, at tempo var en del af magten.

Han spurgte ikke bare, hvad jeg tændte på. Han spurgte, hvad jeg skammede mig over at tænde på. Han spurgte, hvad jeg havde fantaseret om, men aldrig sagt højt. Han spurgte, hvad jeg var nysgerrig på, hvad jeg var bange for, hvad jeg aldrig ville prøve, og hvad jeg måske kun turde tænke på, fordi fantasien netop ikke havde konsekvenser.

Og jeg mærkede hurtigt, at hans spørgsmål ikke var tilfældige.

De var ikke liderlige på den billige måde.

De var undersøgende.

Han fik mig til at føle, at han langsomt byggede et kort over mig. Ikke kun over min krop, men over min lyst, min skam, min grænse, min nysgerrighed, min frygt og min evne til at give slip.

Han skrev om ansvar på en måde, jeg ikke havde mødt før.

Ikke ansvar som en pæn sætning.
Ikke ansvar som “bare rolig, jeg passer på dig”.
Men ansvar som struktur.

Han fortalte, at en mand, der vil styre en kvinde i de rum, jeg længtes efter, først skal forstå, hvad han styrer. Ikke bare hendes krop. Også hendes reaktioner. Hendes skam. Hendes tempo. Hendes nej. Hendes tavshed. Hendes bagefter.

Han skrev, at hvis jeg en dag stillede mig til rådighed for ham, ville det ikke være fordi, jeg ikke havde grænser.

Det ville være fordi, grænserne var undersøgt grundigt nok til, at jeg kunne give slip indenfor dem.

Det gjorde mig vanvittig.

For han talte ikke om frihed som tilfældighed.

Han talte om frihed som noget, der kunne opstå gennem ramme.

Og det var nyt for mig.

Han skrev, som om han allerede ejede noget i mig

Det mest foruroligende var, at han på skrift fik mig til at føle mig ejet, længe før han havde rørt mig.

Ikke ejet på den virkelige måde. Ikke juridisk. Ikke som min mand. Ikke som en partner, der skulle have plads i mit familieliv eller min hverdag.

Men erotisk.

Mentalt.

Som om han stille og roligt stillede sig et sted i mig, hvor andre mænd kun havde banket på udefra.

Han skrev, at han ikke ønskede at være min mand.

Han ønskede ikke at overtage mit liv.

Han ønskede ikke madpakker, familiefester, indkøbslister eller den daglige plads ved siden af mig.

Han ønskede noget andet.

Han ville være den mand, der førte mig gennem de sider af mig selv, jeg ikke kunne gå ind i alene. Den mand, der sorterede mine fantasier med mig. Den mand, der kunne styre tempoet, når min lyst blev for stor til, at jeg selv kunne skelne. Den mand, der kunne tage min skam, min nysgerrighed og min sult og gøre det til en ramme, hvor jeg ikke bare blev brugt, men blev forstået gennem brugen.

Det lyder måske voldsomt.

Det var voldsomt.

Men det var også fascinerende.

Frækt.
Farligt.
Intelligent.
Tiltrækkende på en måde, jeg næsten ikke kunne holde ud.

Han skrev ikke: “Jeg vil have dig.”

Han skrev nærmere, som om han sagde:

“Jeg vil lære dig at kende så præcist, at jeg en dag kan styre dig bedre, end du selv tør styre dig.”

Og noget i mig svarede ja, før jeg havde besluttet det.

Skammen over mine egne fantasier

Jeg skammede mig.

Det gjorde jeg virkelig.

Ikke over almindelig lyst. Den havde jeg efterhånden vænnet mig til at have. Men over de dybeste fantasier. De mørkere. De mere underdanige. De mere grænseudfordrende. De fantasier, hvor jeg ikke kun var en fri kvinde, men også en kvinde, der længtes efter at blive styret, sat på plads, brugt som symbol, gjort til redskab i et aftalt rum og bagefter samlet op igen.

Det var svært at skrive.

Jeg slettede mange beskeder, før jeg sendte dem.

Nogle ord kunne jeg næsten ikke få ud gennem fingrene.

Jeg var bange for, at han ville dømme mig. Bange for, at han ville misforstå mig. Bange for, at han ville blive for ivrig. Bange for, at han ville se mig som mindre værd. Bange for, at det, jeg havde holdt skjult i mig selv, ville blive grimt, når det først blev sagt højt.

Men hans reaktion var ikke grim.

Han blev ikke chokeret.

Han blev heller ikke vulgær.

Han sorterede.

Det var noget af det mest særlige ved ham.

Han fik mig til at dele fantasierne op.

Det, jeg virkelig ønskede at afprøve.
Det, jeg måske ønskede at afprøve i en tryg ramme.
Det, der kun var fantasi.
Det, der tændte mig i hovedet, men som ikke nødvendigvis skulle have plads i virkeligheden.
Det, der var forbundet med skam.
Det, der var forbundet med nysgerrighed.
Det, der var forbundet med et behov for at slippe ansvar.
Det, der måske i virkeligheden handlede om at blive set, valgt eller ført.

Jeg havde aldrig tænkt på mine fantasier sådan før.

For mig havde de bare været en stor, varm, forvirrende masse.

Han gjorde dem til kategorier.

Ikke for at gøre dem kolde.

Men for at gøre dem mulige at forstå.

Og det var måske første gang, jeg oplevede, at en mand ikke bare ville bruge min fantasi til sin egen tænding, men faktisk ville hjælpe mig med at forstå, hvad der var fantasi, hvad der var længsel, og hvad der kunne blive virkelighed uden at ødelægge mig.

Læs også i serien

• Afsnit 9: Hvorfor jeg ikke søger perfekte mænd
• Afsnit 11: Hvad mænd aldrig må misforstå ved kvinder som mig

Det vigtigste, jeg har lært om “hvem er Kvindenslyst”, er at ærlighed uden omtanke ikke automatisk bliver frihed.

Han begyndte med tillid

Han fortalte mig, hvordan han normalt startede en ny relation.

Ikke med hårdhed.

Med tillid.

Det overraskede mig.

For når man er ny i BDSM, tror man måske, at det hele begynder med kontrol, kommandoer, ydmygelse, fysisk intensitet eller en mand, der hurtigt viser, hvem der bestemmer.

Men han sagde, at alt det kun er overflade, hvis tilliden ikke er der først.

Tillid var ikke noget, han bad om blindt.

Det var noget, han byggede.

Med spørgsmål.
Med grænseafklaring.
Med tydelige rammer.
Med tålmodighed.
Med gentagelser.
Med hans evne til at huske, hvad jeg havde skrevet.
Med hans måde at stoppe, når noget skulle stoppes.
Med hans måde at sige, at noget ikke skulle afprøves endnu, selvom jeg måske i øjeblikket troede, jeg ville.

Det gjorde ham farligere for mig.

Ikke farlig på den dårlige måde.

Men farlig fordi han ikke bare var liderlig.

Han var kompetent.

Og kompetence kan være ekstremt erotisk for en kvinde, der har meget lyst, men også har brug for nogen, der ikke bliver revet med af den.

Han forklarede, at jeg i begyndelsen ikke skulle vide alt. Ikke se alt. Ikke styre alt. Ikke kende hans private identitet. Ikke kende hele planen.

Men jeg skulle kende rammen.

Det var forskellen.

Jeg måtte ikke vide præcis, hvor han ville tage mig hen erotisk.

Men jeg skulle vide, at mine grænser var kendt.

Jeg måtte ikke se ham.

Men jeg skulle vide, hvordan jeg kunne stoppe.

Jeg måtte ikke kontrollere scenen.

Men jeg skulle have været ærlig nok til, at han kunne kontrollere den forsvarligt.

Det lød næsten umuligt.

Og samtidig var det netop det, der tændte mig.

Skemaet og spørgsmålene

Han brugte et skema.

Ikke bare et hurtigt “hvad kan du lide?”-skema.

Det var langt mere grundigt.

Han spurgte ind til erfaring. Til helbred. Til tidligere dårlige oplevelser. Til grænser. Til ord, der tændte mig, og ord, der lukkede mig. Til fysisk smerte. Til psykisk ydmygelse. Til tab af kontrol. Til efteromsorg. Til jalousi. Til skam. Til om jeg kunne sige stop. Til om jeg havde svært ved at skuffe mænd. Til om jeg havde tendens til at gå længere, end jeg egentlig ville, hvis stemningen var stærk.

Det ramte mig.

For han spurgte ikke kun som dominant.

Han spurgte som en mand, der vidste, at kvinder ikke altid selv kan mærke en grænse, før en mand allerede står for tæt på den.

Og han ville ikke gætte.

Han ville vide.

Der var noget dybt beroligende i det.

Og samtidig blev jeg mere og mere tændt.

For hvert spørgsmål føltes som en lille åbning. Hver gang jeg svarede ærligt, føltes det, som om jeg lagde et stykke af mig selv i hans hænder. Hver gang han reagerede roligt, blev jeg mere villig til at give ham mere.

Til sidst skrev han, at nu havde han nok til en begyndelse.

Ikke nok til alt.

Bare nok til begyndelsen.

Den sætning sad i mig.

For den betød, at han ikke så mig som en engangsoplevelse. Han så mig som noget, der skulle åbnes gradvist.

Og jeg var totalt solgt.

Den hemmelige mand

Jeg kendte ham stadig ikke.

Ikke rigtigt.

Jeg kendte hans måde at skrive på. Hans stemme i ordene. Hans struktur. Hans grænser. Hans krav. Hans ro. Hans evne til at gøre mig blød og vågen gennem en skærm.

Men jeg vidste ikke, hvem han var.

Og det gjorde det næsten værre.

Eller bedre.

Den hemmelige mand blev større i mig, fordi han ikke havde ansigt endnu.

Han var ikke en almindelig mand med navn, hverdag, bil, indkøb, dårlige vaner og gamle historier.

Han var stemme.
Ramme.
Kontrol.
Mulighed.
Farlig ro.
En dør ind til alt det, jeg havde skammet mig over at ville.

Jeg har aldrig været tændt så længe op til et møde.

Aldrig.

Det var ikke engang det tidspunkt i min cyklus, hvor kroppen plejer at være mest insisterende. Alligevel var jeg næsten konstant påvirket. Jeg kunne ikke samle mig. Jeg tænkte på hans beskeder. På hans spørgsmål. På hans måde at formulere sig på. På hvordan han allerede havde fået mig til at føle mig styret, uden at han havde rørt mig.

Det var ikke bare lyst.

Det var forventning, nervøsitet, skam, nysgerrighed og en form for indre overgivelse, der blev stærkere dag for dag.

Min krop var så fyldt, at jeg næsten ikke kunne fungere.

Inden jeg skulle besøge ham første gang, blev jeg nødt til at give kroppen lidt ro alene. Ikke som noget frækt i sig selv, men fordi jeg simpelthen ikke kunne tænke klart. Jeg kunne næsten ikke gå ud ad døren, ikke køre bil, ikke holde mig samlet, før den værste spænding var ude af kroppen.

Sådan havde jeg aldrig haft det før.

At en mand kunne skrive mig ind i den tilstand.

Ikke ved at sende alt muligt.

Men ved at tage ansvar på skrift.

Det var nyt.

Første møde som overgivelse

Da jeg mødte op første gang, føltes det ikke som at møde en almindelig mand.

Det føltes som at træde ind i den struktur, han allerede havde bygget omkring mig.

Jeg vidste, hvad jeg havde sagt ja til.
Jeg vidste, hvad jeg ikke havde sagt ja til.
Jeg vidste, at han havde skemaet.
Jeg vidste, at han havde lyttet.
Jeg vidste, at jeg kunne stoppe.

Men jeg vidste ikke, hvad der skulle ske.

Og netop den kombination gjorde mig næsten svimmel.

Ikke utryg på den dårlige måde.

Men dybt, kropsligt, fuldstændig vågen.

Det var første gang, jeg forstod, at uvished kan være tryg, hvis den rigtige mand holder rammen.

Det lyder som en modsætning.

Men det er det ikke.

Uvisheden var ikke kaos. Den var ikke tilfældig. Den var ikke en mand, der bare gjorde, hvad han havde lyst til.

Den var styret.

Og jeg var inde i den.

Jeg følte mig ikke bare begæret.

Jeg følte mig overtaget.

Ikke i hele mit liv. Ikke i min familie. Ikke i min hverdag.

Men i det rum.

I det aftalte rum var jeg hans redskab.

Hans ansvar.

Hans kvinde at føre gennem noget, jeg ikke selv kunne skabe.

Det var dybt berusende.

Den bedste tid af mit voksne seksuelle liv

Efter det blev det sådan hver gang.

Jeg vidste aldrig helt, hvad der skulle ske.

Det kunne være stille.
Det kunne være intenst.
Det kunne være fysisk.
Det kunne være psykisk.
Det kunne være kort og kontrolleret.
Det kunne være langt og næsten ceremonielt.
Det kunne være hos ham.
Det kunne være andre steder.
Det kunne indebære gæster.
Det kunne indebære overgivelse, styring, grænseleg, smerte, ydmygelse, orgasme, venten, lydighed, brug, efteromsorg og alt det, der efterhånden blev en del af det sprog, han lærte mig.

Aldrig var det helt ens.

Og jeg tror, det var en stor del af rusen.

Jeg kunne ikke forberede mig. Jeg kunne ikke kontrollere mig selv ind i sikkerhed. Jeg kunne ikke regne ham ud. Jeg kunne kun stille mig til rådighed indenfor den ramme, vi havde bygget, og mærke, hvordan han styrede det.

Han ejede mig ikke i hverdagen og dog fordi jeg havde protokoller og daglige ting jeg skulle udføre hver dag, selvom det ind i mellem var trælst med børn, mand, veninder og arbejde. Men jeg gjorde det, fordi jeg jeg havde et behov for at gøre ham tilfreds og fordi han ville have jeg gjorde det.

Men når jeg trådte ind i hans rum, føltes det, som om han ejede min krop, min lyst og min overgivelse fuldstændigt.

Og jeg elskede det.

Det er svært at skrive uden at nogen misforstår det.

For det var ikke fordi, jeg ikke havde vilje.

Det var fordi, jeg havde valgt at give den fra mig i et aftalt rum.

Det er en kæmpe forskel.

Han brugte mig, styrede mig, udfordrede mig og delte mig nogle gange med situationer og oplevelser, jeg aldrig selv ville have turdet gå ind i alene. Men fordi han havde bygget rammen, og fordi jeg stolede på ham, føltes det ikke som at blive gjort mindre.

Det føltes som at blive ført ind i sider af mig selv, jeg altid havde haft, men aldrig havde haft en mand stærk og rolig nok til at åbne.

Jeg må indrømme det:

Det var den bedste tid i mit voksne seksuelle liv.

Ikke fordi alt var nemt.
Ikke fordi alt var rigtigt.
Ikke fordi der ikke var smerte, forelskelse, forvirring og konsekvenser.

Men fordi jeg for første gang oplevede, hvad der kunne ske, når min lyst ikke bare blev mødt af en mand, der ville have mig.

Men af en mand, der kunne styre den.

Og styre mig.

Ikke som min mand.

Ikke som mit livs centrum.

Men som den mand, der i de rum ejede nøglen til fantasier, jeg havde båret alene alt for længe.

De vildeste år

De næste år blev nogle af de vildeste i mit liv.

Ikke kun seksuelt.

Også menneskeligt.

Han introducerede mig for sider af mig selv, jeg ikke anede, jeg kunne rumme. For miljøer, dynamikker, roller, samtaler, aftaler, leg, kontrol, overgivelse og grænser, som jeg indtil da kun havde kendt som uklare fantasier.

Jeg mødte nye former for lyst.

Jeg prøvede ting, jeg aldrig havde troet, jeg ville turde. Ikke alt var noget, jeg skulle blive ved med. Ikke alt var mig på den lange bane. Men meget lærte mig noget.

Om min krop.
Om skam.
Om tillid.
Om mænd.
Om kvindelig lyst.
Om hvorfor grænser ikke dræber erotik.
Om hvorfor den rigtige ramme kan gøre selv mørke fantasier tryggere end pæn sex uden nærvær.
Om hvorfor dominans uden ansvar ikke er dominans, men bare ego.
Om hvorfor underkastelse uden selvrespekt ikke er overgivelse, men forsvinden.

Jeg blev forelsket i ham.

Det kan jeg lige så godt skrive.

Ikke bare tændt.
Ikke bare afhængig af dynamikken.
Ikke bare fascineret.

Forelsket.

Og det var farligt.

For jeg var stadig gift.

Jeg havde på et tidspunkt sagt til ham, at jeg var skilt. Det var jeg ikke. Det var en løgn, som kom til at ligge mellem os, selvom vores relation på mange andre måder var bygget på en intens form for ærlighed.

Sådan er mennesker nogle gange.

Vi kan være modige i ét rum og feje i et andet.

Jeg var modig i min lyst.

Men ikke modig nok i sandheden om mit liv.

Da jeg fortalte sandheden

En aften fortalte jeg ham det.

At jeg stadig var gift.

Og at jeg faktisk var blevet forelsket i ham.

Det var ikke en let samtale.

Jeg tror, en del af mig håbede, at han ville vælge mig alligevel. At han ville sige, at det ikke betød noget. At alt det, vi havde haft, var stærkere end virkeligheden omkring det.

Men det gjorde han ikke.

Han sagde, at han ikke ville være skyld i, at et ægteskab gik i stykker.

Og så lukkede han vores dominante og vilde relation.

Det gjorde ondt.

Mere end jeg måske har indrømmet dengang.

For jeg mistede ikke kun en elsker. Jeg mistede en dynamik. En lærer. En mand, der havde set sider af mig, ingen andre havde set på samme måde. En stemme, der kunne få min krop til at falde på plads. En relation, der både havde været forkert, smuk, vild, udviklende og smertefuld.

Men jeg forstod ham også.

Det er det sværeste.

Når nogen sårer én ved at gøre det rigtige.

Udviklingsplanen

Vi skrev sammen i en periode bagefter.

Jeg havde brug for kontakt, måske mere fordi at jeg kunne ikke slippe ham

Måske for meget.

Men han blev ikke ved med at fodre den gamle dynamik. Han trak den ikke ud. Han brugte ikke min forelskelse til at holde mig tæt. I stedet gjorde han noget, som passede mærkeligt godt til ham:

Han gav mig lektier, øvelser og selvudvikling.

Bøger, jeg skulle læse. Film, jeg skulle se. Ting, jeg skulle tænke over. Spørgsmål, jeg skulle stille mig selv. Han lavede nærmest en udviklingsplan for, hvordan jeg kunne komme videre som kvinde i et åbent forhold uden at ødelægge mit ægteskab og uden at bruge mænd som blind flugt.

Dengang syntes jeg nok, det var både irriterende og omsorgsfuldt.

I dag kan jeg se, hvor vigtigt det var.

Han prøvede ikke at eje mig længere, han fik mig til at vokse.

Han prøvede at sende mig hjem til mig selv.

Det er måske en af de største forskelle på en mand, der bare vil have adgang, og en mand, der faktisk forstår ansvar.

De næste mange år

Jeg begyndte igen at møde mænd.

Ikke på samme naive måde som i begyndelsen.

Nu havde jeg et andet sprog. En anden bevidsthed. Jeg begyndte at genopdage nogle af de ting, jeg havde lært med ham, men på mine egne præmisser. Jeg prøvede mig frem. Fejlede. Lærte. Lukkede døre. Åbnede nye. Blev klogere på, hvad der var lyst, og hvad der var flugt.

Jeg læste.

Meget.

Bøger, artikler, erfaringer, forums, tekster om åbne forhold, kvindelig seksualitet, BDSM, relationelle dynamikker, jalousi, skam, tilknytning, grænser og mænds begær.

Jeg skrev noter.

Mange.

Nogle var bare tanker. Andre var erkendelser. Nogle var næsten små bekendelser til mig selv. Nogle blev skrevet efter møder med mænd. Andre efter samtaler med kvinder. Nogle efter aftener, hvor jeg følte mig stærk. Andre efter nætter, hvor jeg måtte indrømme, at jeg havde brugt friheden forkert.

Næsten ti år gik sådan.

Jeg udviklede mig i mange retninger.

Jeg var ikke den samme kvinde længere.

Jeg var stadig hustru. Stadig mor. Stadig almindelig kvinde med hverdag, indkøb, aftaler og liv omkring mig.

Men indeni var der kommet et helt bibliotek.

Af mænd.
Af lyst.
Af fejl.
Af grænser.
Af erfaring.
Af skam, der langsomt slap.
Af begær, der fik sprog.
Af relationer, der lærte mig noget.
Af dynamikker, der viste mig, hvor meget en kvinde kan rumme, hvis hun ikke lyver for sig selv.

Jeg havde nu en base på alle de ting jeg vidste jeg elskede, kunne lide, havde lyst til og hvad ikke. Velkommen til slaraffenland

Manden, der vidste alt — og levede monogamt

I enkelte perioder mødtes jeg igen med min gamle fodboldtræner.

Når hans liv tillod det. Når han ikke var i et forhold. Når rammerne var rene nok.

Han blev ved med at være en slags mærkelig figur i mit liv.

Ikke min mand.
Ikke min faste elsker.
Ikke min partner.
Ikke min ejer.
Ikke min fremtid.

Men en mand, der havde en særlig plads.

Manden, der vidste alt om sex, samliv, åbne forhold, swingerliv, BDSM, relationer og menneskers skjulte lyst — og som selv igen og igen valgte monogami, når han elskede en kvinde.

Det har altid fascineret mig.

Måske fordi det minder mig om, at viden og livsvalg ikke altid ser ens ud. At en mand kan forstå frihed uden at vælge den. At en kvinde kan leve åbent og stadig længes efter at blive valgt. At monogami og åbenhed ikke er simple modsætninger, men forskellige svar på meget menneskelige spørgsmål.

Sidst jeg mødtes med ham, for næsten et år siden, introducerede han mig for Sensuelle.dk.

Kort tid efter fortalte han, at han havde fået en kæreste. Først var der tale om et åbent forhold, og jeg blev faktisk glad på hans vegne. Måske også lidt håbefuld på min egen stille måde. Men kvinden skiftede mening, og forholdet blev eksklusivt monogamt.

Så stod jeg igen på sidelinjen.

Det gjorde ondt.

Mere end jeg havde lyst til at indrømme.

Men det var også endnu en lektion.

Man kan betyde noget for et menneske uden at have ret til en plads i deres liv.

Hvorfor jeg skriver nu

Siden har jeg læst, skrevet, tænkt, mødt mænd, oplevet nye ting, lukket gamle døre, åbnet andre og skrevet med ham indimellem.

Ikke seksuelt.

Ikke D/s-agtigt.

Bare som mennesker, der har en lang historie af fortrolighed, erfaring, respekt og uafsluttede kapitler i hver sin retning.

Det er blevet til mange noter.

Mange tanker.

Mange samtaler med mig selv.

Og de 42 indlæg, du nu kan læse, er summen af meget af det, jeg har oplevet, lært og forstået de sidste 10-12 år.

Det er ikke en facitliste.

Jeg er ikke ekspert i den forstand, at jeg står uden fejl. Tværtimod. Jeg skriver netop, fordi jeg har fejlet. Fordi jeg har misforstået mig selv. Fordi jeg har forvekslet lyst med frihed, frihed med flugt, mænds opmærksomhed med næring, dominans med tryghed, grænseløshed med skamfrihed og stærke oplevelser med dyb sandhed.

Jeg skriver, fordi jeg har lært noget af det.

Ikke alt.

Men nok til, at jeg gerne vil dele det.

Hvad du kan forvente af mine indlæg

Mine tekster handler om kvinder med stor lyst.

Men de handler ikke kun om sex.

De handler om alt det, der ligger under.

Længsel.
Skam.
Mænd.
Grænser.
Ægteskab.
Åbne forhold.
Jalousi.
Diskretion.
Hemmeligheder.
Tålmodighed.
Fantasier.
Kroppen.
Sjælen.
Dominans.
Underkastelse.
Frihed.
Værdighed.
Og den meget svære kunst at være en seksuelt levende kvinde uden at miste sig selv.

Jeg skriver ikke for at fortælle andre kvinder, at de skal leve som mig.

Det skal de ikke.

Nogle kvinder skal leve monogamt. Nogle skal leve åbent. Nogle skal aldrig nærme sig BDSM. Nogle skal. Nogle skal lukke deres liv mere. Andre skal åbne det. Nogle skal vælge én mand. Andre skal indrømme, at én mand aldrig har været nok for deres lyst, selvom kærligheden stadig kan være reel.

Jeg skriver ikke for at give en model.

Jeg skriver for at give sprog.

For det er sproget, jeg selv manglede.

Jeg manglede ord for, hvordan man kan elske sin mand og stadig mærke andre. Hvordan man kan være loyal og samtidig have en krop, der længes. Hvordan man kan åbne et forhold uden at bruge friheden som våben. Hvordan man kan møde mange mænd uden at gøre sig selv billig. Hvordan man kan have mørkere fantasier uden at miste sin værdighed. Hvordan man kan blive domineret uden at forsvinde. Hvordan man kan sige ja uden skam og nej uden forklaring.

Det er det, jeg prøver at skrive mig frem til.

Jeg er stadig en helt almindelig kvinde

Det er måske det vigtigste.

Jeg er ikke en mystisk kvinde fra et hemmeligt miljø. Ikke en, der altid har levet vildt. Ikke en kvinde uden familie, hverdag, ansvar eller almindelige bekymringer.

Jeg er stadig bare mig.

En kvinde, der blev forelsket.
Blev gift.
Fik børn.
Flyttede i hus.
Havde gode naboer.
Elskede sin mand.
Blev svigtet.
Åbnede en dør.
Faldt.
Rejste sig.
Blev forført af friheden.
Blev forelsket i den forkerte mand.
Lærte om grænser.
Lærte om lyst.
Lærte om sig selv.
Og stadig lærer.

Jeg skriver ikke fra et sted, hvor alt er løst.

Jeg skriver fra et sted, hvor jeg ikke længere vil lyve.

Måske er det nok.

Til dig, der læser med

Hvis du er kvinde og genkender noget i mig, håber jeg, du læser uden skam.

Du behøver ikke have levet som mig for at forstå noget af det. Måske har du bare mærket den store lyst. Måske har du været fristet. Måske har du elsket én mand og begæret en anden. Måske har du skammet dig over fantasier. Måske har du givet for meget. Måske har du holdt dig for meget tilbage. Måske er du stadig ved at finde ud af, hvilken kvinde du egentlig er, når ingen fortæller dig, hvem du bør være.

Læs langsomt.

Tag det, du kan bruge.

Lad resten ligge.

Hvis du er mand, håber jeg, du læser med nysgerrighed.

Ikke for at lære tricks.

Men for at forstå, at en kvindes lyst ikke altid er så enkel, som mænd tror. At en kvinde kan være skamfri og stadig sårbar. At hun kan have mange fantasier og stadig have brug for værdighed. At hun kan ville meget og stadig have brug for en mand, der kan vente, lytte, holde rammer og tage ansvar.

Og hvis du er en af dem, der dømmer, så er du også velkommen.

Måske især dig.

For måske har du aldrig forstået, at kvinder som mig ikke nødvendigvis mangler moral.

Vi mangler bare ikke længere sprog.

For mig handler “hvem er Kvindenslyst” derfor også om at kunne vælge til og fra uden at miste sig selv.

Min begyndelse

Så dette er min begyndelse.

Før alle indlæggene.
Før mændene.
Før erfaringerne.
Før reglerne.
Før manifestet.
Før alt det, jeg har skrevet om lyst, frihed og værdighed.

Der var bare en kvinde.

Med et almindeligt liv.

Og en ualmindeligt stor lyst.

En kvinde, der troede, at troskab betød, at man aldrig skulle tale om alt det, der trak i kroppen.

En kvinde, der blev svigtet.

En kvinde, der fik en samtale i et cykelskur, som ændrede hendes liv.

En kvinde, der senere opdagede, at den samme mand, der engang havde reddet hende fra at gøre noget dumt, også blev den mand, der åbnede den vildeste og mest lærerige del af hendes erotiske liv.

En kvinde, der næsten mistede sig selv.

Men ikke helt.

Og som nu skriver, fordi hun tror, at andre måske kan bruge noget af det, hun lærte på vejen.

Så velkommen til.

Jeg håber, du tager godt imod mine tanker, mine erfaringer, mine fejl og mine erkendelser.

Måske kan du lære noget af mig.

Måske kan du kommentere, udfordre mig og gøre mig endnu klogere.

Det håber jeg faktisk.

For jeg er ikke færdig med at lære.

Jeg er bare endelig begyndt at skrive sandt.

God læselyst.

Kvindenslyst

Afsnit 0 af 42 i serien Moderne kvinde og seksualitet. Læs næste afsnit.