Mr.D – Under dobbelt måne

Af @mr-d

De træder ind i restauranten, som et stille skred gennem et rum, der holder vejret.
Mr. D. går først, mørk og skarp i sit jakkesæt — skjoldet, der holder hans løve i bur. Hver søm, hver fold er en påmindelse: han er herre over sig selv, ingen ser brølet bag ribbenene.
Til hans venstre hænger Maria Lucia ind til hans arm, hendes mørke hår samler lyset som en fløjlsklat i den dæmpede belysning. Kjolen er sort, så tætsiddende, at den næsten må syes af hendes egen skygge. Hun går med hofterne svajende, hvert skridt en invitation.
Hendes øjne gløder, et lille smil spiller ved mundvigen — hun er alt, hvad en løvinde er: stærk, sensuel, farlig.
Til hans højre side hviler Freya sin hånd mod hans ryg, som om hun er ved at plante sit navn i hans hud. Hun er lys, nordisk, hendes hår sat løst op, så enkelte totter falder ned og kærtegner kravebenene. Hendes kjole er lysere, silkeblød, og klæber sig til hendes former, når hun drejer sig for at hviske noget i hans øre.
Hendes grin er en sky af fnis, der danser væk, men hendes blik er fast: hun er ingen uskyldig. Hun er en anden slags løvinde — drillende, legende, og sulten.

De går gennem lokalet, og samtaler stopper. Blikke følger dem, lange, skjulte, nogle åbenlyse. Mr. D. mærker dem, men han lader sig ikke standse — han mærker jakkesættet, mærker hvordan det strammer let over skuldrene, holder hans puls rolig, hans løve i ro.
Men løvinderne på hver sin side er varme mod hans krop, som gnister mod hans skjold.
Ved bordet midt i lokalet — dér, hvor ingen kan undgå at se dem — tager han stolen ud for dem begge.
Maria Lucia sætter sig, stryger langsomt sin hånd op ad hans underarm, før hun slipper. Freya sætter sig og krydser benene, så kjolen glider lidt op ad låret. Hun griner ind mod Lucia, deres øjne mødes, som hviskede de ord, ingen andre må høre.

Mr. D. sætter sig. Han læner sig let tilbage, drejer glasset i hånden. Hans øjne hviler på dem begge — ser, hvordan Lucia lader en finger glide hen over Freyas knæ under dugen. Ser Freyas små gisp, ser hvordan hun skælver en anelse, før hun selv fanger Lucias hånd og lægger den højere op.
“Ser du dem stirre?” Freya lader sin stemme løbe som honning. Hun kigger rundt, deres bord er et stille drama midt i salen.
Mr. D.’s blik glider over skuldrene på de stirrende mænd og kvinder.
“Lad dem stirre.” Hans stemme er ru, men lav — skjoldet holder, men løven lytter.
Han retter på manchetknappen. Et lille ritual. En påmindelse om kontrol. Men under jakkesættets ulastelige stof kradser løven mod hans ribben.

Freya griner, læner sig ind mod Lucia, hvisker noget — Lucia bider sig i læben, et støn bliver kvalt til en latter, da Freya’s hånd glider helt op under bordet. Lucia’s fingre finder en vej ind under stropperne på Freyas kjole, trækker let, en antydning af, hvad der skal ske senere.
Et øjeblik fanger Maria Lucia Mr. D.’s blik. Det er et blik, som ikke beder om tilladelse. Et blik, der siger: Vi slipper dig fri i nat. Vi flår din kontrol itu.
Han ser det — og mærker, hvordan løven i ham drejer sig.
Han skubber stolen lidt tættere ind mod bordet, tager en tår vin, men det er varmen fra deres ben, der smelter hans hals.
Rundt om dem summer samtaler, tallerkener klirrer, vin hældes. Men ved deres bord er der kun tre kroppe, tre blikke, tre åndedrag.
Freya lader sin tå stryge mod hans ankel, op under buksebenet. Lucia’s hånd hviler stadig på Freyas inderlår, fingrene danser.
Mr. D. smiler. En konge, stadig i sin rustning, men løven glemmer ikke, at natten er lang, og skjoldet er kun stof.
De forlader restauranten, som en let, dæmpet eksplosion af latter, fingre mod hofter, blikke der brænder, uden at nogen andre kan høre ordene, de hvisker til hinanden.

Maria Lucia holder champagneflasken løst om halsen, som en sejrspokal. Freya klamrer sig til Mr. D.’s arm, hendes hår danser hen over hans skulder, hver gang hun læner sig ind og griner op mod hans øjne.
Natten sluger dem, så snart døren lukker bag dem. Gaden er stille, men i deres kroppe ruller pulsen videre, alt for højt. Der er kun få skridt over til hotellets sideindgang, et diskret neonskær, en dør der smutter i bag dem med et tungt suk.
Mr. D. holder armene om dem begge, da de stiger ind i elevatoren.
Maria Lucia læner sig op ad hans bryst, snuser til hans hals, hendes hånd kører op og ned langs hans skjorte, standser lige der, hvor jakkesættet strammer som et skjold.
Freya står foran dem, fanger deres øjne i spejlet, et glimt af hvad der skal komme. Hun kysser Lucias skulder, deres grin blandes med elevatorens svage summen.
“Er du klar til at slippe os helt ind?” hvisker Freya, hendes stemme er lav, næsten uforskammet.
Mr. D. møder hendes blik i spejlet, en skygge af løven dukker op bag hans øjne.
“Jeg er klar til at lade jer tage alt.” Hans stemme er rolig, men den ro dirrer.
Elevatoren glider opad, et langt sekund strukket ud som en puls, der spændes.
Da dørene åbner, er de en skygge, der glider ned ad gangen. Maria Lucias hår stryger hen over Freyas skuldre, deres hænder flettes, mens Mr. D. går bag dem, en konge bag to løvinder, der styrer jagten nu.

Døren smækker bag dem med et blødt klik. Værelset er halvt dækket af mørke, kun byens lys trækker striber hen over gulvtæppet, op ad sengen, videre til de tunge gardiner.
Maria Lucia slipper champagneflasken på et lille bord. Pop. Proppen springer, en sprød klukkelyd af bobler, der stiger, som grin i en hals.
Freya sætter musikken på — dæmpet, en rolig rytme, næsten som en baggrundspuls. Hun drejer sig rundt, kaster et smil over skulderen, mens hun langsomt åbner sin kjole og lader stropperne glide ned over armene. Stoffet kysser hendes hud, før det samler sig i en lille bunke ved hendes ankler.

Maria Lucia går tæt på hende, presser sine læber mod Freyas, et langsomt, åbent kys, der smager af champagne og løfter alting ud af rummet.
Mr. D. hælder sin Macallan op, roligt, næsten som et ritual. Glassene klirrer svagt. Han tager kun én tår, nok til at mærke varmen i tungen — men det er ikke whiskyen, der brænder i ham. Det er synet: to løvinder, nøgne i halvmørket, hvis hænder kører op og ned ad hinandens rygge.
De kysser dybere nu, Freya’s støn er dæmpet, Lucias hånd klemmer en håndfuld af hendes hår. De vælter baglæns på sengen i en knugende bevægelse. Dynen krøller under deres lår, deres hofter glider sammen i en bølge.

Mr. D. bliver stående et øjeblik, ser hvordan Freya griber Lucias bryst, hvordan Lucias tunge slikker hen over Freyas kraveben, op til øret, bider forsigtigt.
Hans hånd strammer om glasset. Han mærker jakkesættets krave mod sin hals, som et skjold, der stadig holder løven i snor.
Men deres grin, deres støn, det rasler i skjoldet. Løven klør.
Maria Lucia trækker sig en anelse væk, hendes blik fanger hans, råt, inviterende, sultent.
“Kom. Sæt dig. Se, hvad du skal give slip på.”
Hun lader en finger glide ned over Freya’s mave, videre mellem hendes lår, indtil Freya gisper.
Mr. D. synker tungt ned i stolen for enden af sengen. Glassene er halvtomme, men hans hjerte er helt fuldt. Han mærker, at skjoldet sprækker. Og han ved, at i nat vil de rive det helt af ham — lag for lag — indtil løven ikke kan andet end brøle under dobbelt måne.
Maria Lucia og Freya ligger som slyngplanter hen over hinanden, deres hud glinser i skæret fra byens lys, der filtrer gennem gardinernes sprække.
Freya’s hånd er begravet i Lucias hår, hendes læber åben, en stønnen slipper ud, da Lucia’s tunge kærtegner hendes inderlår. Et pludseligt grin, dæmpet, men fyldt med varme.
Mr. D. i stolen ser det hele. Hans blik følger deres bevægelser som en jægers, men varmen i brystet vokser som en flamme, der sprænger skjoldet indefra.
Hans slips hænger løst om halsen, jakken ligger allerede henslængt over ryglænet — hans skjold, hans rustning, trukket af stykke for stykke, flået af af to løvinder, der slikker hans kraft frem.
Lucia løfter hovedet fra Freya’s lår, hendes øjne mørke, mundvigene fugtige af kys og lyst. Hun hvisker noget mod Freya’s øre, en skælven går gennem Freya’s mave, hendes hofter løfter sig automatisk mod Lucias mund igen, som en bølge, hun ikke kan stoppe.
Men Lucia vender blikket mod ham. “Vil du have os nu?” Stemmen er som honning over kul, varm, farlig.
Mr. D. kan kun nikke — det er ikke længere hans mund, der taler, det er løven i hans bryst, der brøler uden lyd.

Løvinderne smyger sig ned fra sengen. De går på knæ foran ham, som to sultne dronninger, der vil flå deres konge. Freya lægger en hånd om hans skaft, langsom, kærtegner ham med en glød, der brænder alle hans tanker væk. Lucia ser til, men hendes blik er ikke tålmodigt — hun bøjer sig frem, kysser Freya’s hals, mens Freya tager ham i munden.
Freya’s læber glider ned over ham, hendes tunge kredser, hendes kinder hules, mens han støder let frem. Hun gisper, kæmper for at tage ham dybt. Lucia fanger hans øjne, hendes smil er råt, en løvindes triumf. Hun slynger en hånd bag Freya’s nakke, styrer rytmen. Freya’s øjne løber i vand, men hun holder fast, hun vil have det hele.
Pludselig bryder Lucia ud i et blødt grin, løfter sig bag ham, hendes hænder glider ned over hans ryg, hendes tunge presser mod hans lænd, kysser sig vej ned, længere, indtil hendes ånde rammer hans åbning. Et elektrisk stik farer gennem ham, hans lår spænder, men han kan ikke stoppe det. Lucia’s tunge cirkler langsomt, insisterende — som om hun tvinger selv hans sidste hemmelige skam frem i lyset.
Han knurrer, hans hænder lukker sig om Freya’s hoved, presser hende dybere. Freya stønner mod ham, savlet løber ned over hendes hage, drypper på Lucias fingre.
Løven i ham brøler, men han ved, at det er for sent at kæmpe. De har ham. Hele hans skjold ligger spredt ud som jakkesættet på gulvet.
Lucia trækker sin tunge væk, kysser hans lænd, glider rundt til siden. Freya trækker sig væk, ånder tungt, hendes kinder røde, hendes øjne brændende.
“Sengen,” siger Lucia — en ordre, ikke en bøn. De hjælper ham op, skubber ham bagud. Han falder ned på sengen, brystet hæver sig i tunge bølger. Freya kravler op på ham, stryger en hånd over hans bryst, mens Lucia sætter sig bag ham, hendes negle ridser hans skuldre.

Freya sænker sig ned over hans skaft, langsomt, som om hun smager hver millimeter af hans længsel. Hendes støn er en rusken i hans ribben, hendes fingre hviler på hans bryst. Hun rider ham med bløde, kontrollerede bevægelser, mens Lucia lader sine læber glide hen over hans hals, hans øreflipper, hans kæbe. Lucia’s hænder glider ned, fanger Freya’s bryst, klemmer, trækker hendes brystvorter mellem fingrene.
De kysser hinanden over ham. To løvinder der smager ham, smager hinanden, smager alt det, de har sluppet løs.
Freya’s støn vokser, hun gisper hans navn, hendes hofter kører hurtigere, hans hænder griber hendes hofter, men han har ingen magt længere — hun styrer, hun ejer. Lucia hvisker beskidte små ord mod hans øre: “Se, hvor smuk du er nu. Se, hvor lidt kontrol du har.”
Freya kommer først, en rysten gennem hele hendes krop, hendes negle skærer ind i hans bryst. Hun glider af, udmattet, hendes grin blandes med et suk. Lucia skubber hende blidt væk, kravler op, fører ham ind igen — hendes varme er som flammer, der tænder hver nerve i hans rygsøjle. Hun ridser hans brystkasse med neglene, rider ham hårdt, sultent, som en løvinde der spiser sit bytte levende.

Lucia læner sig frem, deres pander mødes, hendes tunge danser kort over hans læber, inden hun kysser ham dybt.
Han mærker det komme — strømmen, trykket, brølet, der har været låst bag skjoldet alt for længe.
Han støder op i hende, hun kaster hovedet bagover, hendes hår falder som en mørk kappe omkring deres sammenflettede kroppe. Han kommer dybt i hende, et råt, brølende suk, mens hendes støn bliver et grin mod hans kind.

De falder sammen i en pøl af hud, sved og latter. Freya kryber op ved hans side, hendes hånd kærtegner hans brystkasse, hvor Lucias negle har tegnet små røde spor. Lucia lægger sig hen over hans hofter, hendes hår bølger ned over hans mave.
De kysser ham — langsomme, små kys som prikker på hans skjold, der nu ligger knust på gulvtæppet.
Han prøver at tale, men Freya lægger en finger på hans læber. “Shh. Du er vores nu. For i nat.”
Han lukker øjnene, mærker hvordan løvinderne holder ham, kærtegner ham, selv når hans krop skælver af efterdønningerne.
Udenfor svæver byens lys som stjerner fanget i gardinernes fold. Under dobbelt måne, i to løvinders favn, er han ikke konge.
Han er bare løven, rå og mæt, gjort tam i mørket, kun for et øjeblik.
Og han ved, at når morgenen gryr, vil skjoldet blive løftet igen, men i nat er det her, han hører til.

Læs mere fra Mr.D her