Vanilla Night

af @mr-d

Julie står ude på gangen, mens hendes hjerte banker dobbelt under trenchcoaten. Hun har brugt timer foran spejlet i aften. Håret sat op i en stram, skinnende knude, som hun ved, han elsker. Huden silkeblød efter badet, parfumen en svag antydning af noget dyrt, diskret.
Under den knap lukkede frakke: sort, delikat blondesæt, en BH der løfter hendes bryster lige nok til at ligne en hemmelighed. Selvsiddende strømper, stiletter, sorte. Benene lange, ranke. Hendes hænder ryster en anelse, da hun ringer på.

Døren åbner med et dæmpet klik. Mr. D står der.
Hjemme, men stadig skarp — hvid skjorte, manchetterne løst knappet, mørke bukser der falder perfekt over hans hofter. Jakkesættet er smidt, men roen, autoriteten, sidder i hans skuldre som en ufravigelig kappe.

Hans øjne scanner hende, fra hårknuden, over hendes let anspændte smil, ned over trenchcoaten, som han langsomt folder åben. Stoffet glider af hendes skuldre, glider ned som et tungt punktum, lander lydløst på hans parketgulv.
Et suk, et lille smil i hans mundvig. Han træder et skridt tilbage, lader blikket hænge på hendes hofter, hendes lår. Hun vil gemme sig, men hans blik holder hende fremme i lyset.

“Du gjorde dig umage, Julie.”
Ordene er lave, varme. Som et tæppe, der både dækker og blotter.
Hun nikker, hendes kinder en smule varme. Hun føler sig set. Hun føler sig tryg — midt i det, hun ikke tør indrømme, at hun længes efter.

De træder ind i stuen, hvor byen ligger bredt ud bag panoramavinduerne. Lysene fra København glitrer som stjerner, og i det spejl står Julie, lille, åben, ventende.
Mr. D åbner en kølig, sprød flaske hvidvin — Sancerre, mineralsk, skarp. Hans hænder arbejder roligt, rutineret. Han skænker to glas, stiller dem på det store spisebord i massiv eg, der fylder rummet med sin tyngde.

Hun står der. Sort blonde, silkeben, hårknuden rank — men hendes vejrtrækning afslører hende. Han samler hendes hånd op, fører glasset mod hendes læber. Hun tager en tår, vinen kribler koldt mod hendes tunge, men varmen breder sig ned gennem maven.
Hans blik slipper hende ikke. Han ser på hende, som om hun er et måltid, der allerede er halvt fortæret i hans tanker.

Han træder bag hende, hænderne glider op over hendes arme, hendes skuldre. Fingrene finder nakken, løsner hårknuden. Hendes lokker falder ned over hendes ryg, han samler det i en næve, presser sin mund mod hendes hals.
Hun gisper, en knap lyd, som hun bider i sin læbe for ikke at slippe fri.

“God pige,” hvisker han mod hendes hud.
Hun ryster svagt. Trygheden drypper ned i hendes mave som varmt voks. Hun mærker, at hun kunne blive her i tusind år, fanget mellem hans hænder og byen, der kigger med uden at vide noget.

Han tager hendes glas, sætter det på bordet.
Med et fast tag trækker han hendes trusser ned over hofterne, til de falder om hendes ankler. Hun gisper igen, men hun gør ikke modstand.
Han løfter hende let, vender hende, lader hende mærke kanten af bordet mod hendes baglår.

“Op,” siger han lavt.

Hun glider op på bordet, benene spredes automatisk, hendes hænder famler efter bordkanten. Han sætter sig som en majestæt for enden af bordet. Hans blik er roligt, men hans øjne er sultne, mørke.
Han kører sine hænder op over hendes inderlår, åbner hende, trækker hendes hofter tættere til kanten.

Hans mund finder hende. Hans tunge leger langs hendes skamlæber, kysser klitoris med en tålmodig, djævelsk ømhed. Et gisp, et svagt klagende åndedrag fra hende. Hans fingre glider ind i hende, finder det sted, der får hendes ryg til at spænde som en bue.

Hun prøver at bide stønnet ned, men hendes hofter giver sig selv væk. Et stød af varme i hendes mave, en rysten, der breder sig. Hans læber suger hendes klit, hans tunge danser, hans fingre banker hende mod grænsen.

Hun kommer. Et gisp, en bølge der river gennem hendes brystkasse, ud gennem hendes fingres hvide knoer mod bordpladen.
Han bliver der, presser tungen dybt, indtil hun sitrer, indtil hun ikke kan andet end at lade ham spise hende færdig.

Hun ligger stadig med ryggen mod det massive egetræsbord. Hendes åndedræt er hakkende, maven sitrer endnu, mens hendes øjne stirrer op i natten. Han placerer en blød pude under hendes hofter. Løfter hendes bækken, så vinklen er perfekt. Hun mærker ham mod sin indgang — varm, tung, presser sig ind, fylder hende centimeter for centimeter. Et stille støn, hendes ben spænder om hans hofter.

Han støder først kun overfladisk, driller hende, leger. Hans hofter skubber frem og tilbage, små stød, der får hende til at krølle tæerne mod bordkanten. Hans hånd finder hendes klit, cirkler den, som han ved, hun længes efter. Et dybt stød, hans skaft banker mod hendes G-punkt. Hun spænder, ryster, hendes brystvorter stive, hendes kinder gløder.

Vanilla Night .. Fortsat

“Mere… mere, Mr. D… giv mig alt,” hvisker hun. Hendes stemme er kun en brudt skygge af hende selv.

Han skifter rytme, dybt, så overfladisk. Hurtigere, så roligere igen. Hans fingre kærtegner klitoris, hans skaft masserer hendes G-punkt — alt er perfekt afstemt. Orgasmen bygger sig op som en storm, og hun kan ikke holde den tilbage. Hans hånd låser hendes hofter, hans blik er roligt, stødet tvinger hende ud over kanten.

Hun skriger sit klimaks ud i natten. Hendes ryg løfter sig, hænderne griber efter ingenting. Hun er kun varme, kun ham. Alt andet forsvinder. En rysten, et brag gennem hele kroppen — hendes krop glemmer ham, glemmer sig selv, hun er intet andet end ekstase.

Da hun synker ned igen, stryger han hende let over maven. Han løfter hende op, svøber hende i et tæppe, bærer hende som et nedlagt jagtbytte gennem stuen, sætter hende i sofaen. Hun er blød, stille, hun kan ikke andet end at lade sig pakke ind i hans ro.

Han forsvinder ud i køkkenet, kommer tilbage med et glas vand. Han holder glasset for hendes læber. Hun drikker i små slurke. Hans hånd glider gennem hendes hår, hans hjerte slår roligt under hendes kind.

“Må jeg blive her i nat?”
Hendes stemme er en knap hvisken mod hans skjorte. Hun mærker det lille spænd i hans brystkasse. Hans hånd bliver stående i hendes hår. Så trækker han vejret roligt igen, blikket fanges ud over byens lys. Hun kan mærke skjoldet rejse sig, som en kold bølge mellem dem.

“Det er bedst, du tager hjem, Julie.”

Et stik. Et stille knæk. Hun ved godt, at han aldrig har lovet hende mere. Hun nikker, hører sit eget åndedræt, mens han stadig holder hende i armen. Hun skubber sig væk, samler sine ting.

Han står der — rolig, rank, men ikke hård. Hans blik følger hver bevægelse, mens hun trækker trusserne op igen, retter håret lidt, knapper trenchcoaten tæt om sine skuldre. Hendes stiletter rasler svagt mod gulvet, da hun træder ud af sofaens varme. Hun ser på ham én sidste gang — et håb, der dør i stilhed.

Han følger hende ud, står der som en skygge bag hende. Hans hånd hviler et sekund på hendes lænd, en sidste rest af den varme, hun gerne vil holde fast i. Men han er allerede væk indeni.

Døren lukker bag hende med et sagte klik. Hun går ud i natten, byen som en kulisse af lys under hendes fødder, hans berøring stadig brændt ind i huden.

Bag døren står Mr. D, alene igen. Hans blik svømmer ud over byens mørke. Han smagte. Han lukkede lidt af sig selv ud. Nu er alt, som det skal være:
Koldt. Stille. Urørligt.