Bente’s liv 11: Årtierne uden et hjem i et andet menneske

Fyrrerne og de mange mænd

I fyrrerne var min lejlighed både et fristed og et ekko. Der var ingen mand, der havde ret til at spørge, hvor jeg havde været, men der var heller ingen, der ventede med den slags bekymring, der kan føles som kærlighed, når man først har mistet den.

Når jeg tænker på lejligheden, ser jeg vindueskarmen først. Planterne, det lave lys og sofaen, der både var min frihed og mit bevis på, at ingen blev.

Jeg mærker tit den særlige lyd af en nøgle, der ikke findes. Ingen der låser sig ind. Ingen jakke i entreen. Kun mine egne skridt og telefonen, der kunne gøre rummet levende et øjeblik.

Lejligheden uden en mands ting

Lejligheden var min på en måde, der både gjorde mig stolt og tom. Ingen herresko i entreen, ingen barbergrej ved vasken, ingen jakke over en stol, der beviste, at nogen kom igen.

Jeg indrettede den pænt nok: planter i vinduet, en sofa der kunne redes op, et lille bord med stearinlys, når jeg ville have aftenen til at ligne et valg og ikke en mangel.

Når mænd kom, ændrede rummet karakter. Deres jakker, stemmer, lugte og måden de satte sig på i min sofa kunne på få minutter gøre mit hjem til et venteværelse for bekræftelse.

Jeg bildte mig ind, at fraværet af løgn gjorde mig fri. Men nogle aftener, når lyset fra gaden lå fladt hen over gulvet, kunne friheden ligne et rum uden vidner.

I mine fyrrere holdt jeg det løfte, jeg havde givet mig selv.

Jeg giftede mig ikke igen.

Jeg flyttede ikke sammen med en mand.

Ønskede ingen klassiske kærester.

Jeg gav ingen en nøgle med ordene:

Det her er også dit hjem.

Ingen mand flyttede sin reol ind.

Intet nyt skab skulle finde plads.

Ingen børn fik endnu et værelse i et hjem, der kunne forsvinde.

På den måde ændrede jeg virkelig noget.

Det må ikke skrives væk.

Mine børn skulle ikke møde en række nye stedfædre.

Jeg præsenterede ikke hver mand, der fyldte nogle måneder, som en mulig del af familien.

Jeg holdt fødselsdage, jul og børnenes liv adskilt fra mine seksuelle relationer.

Det gav dem en beskyttelse, de ikke havde haft under mine ægteskaber.

Da en mand en dag spurgte, om han måtte være i lejligheden, mens et af børnene kom forbi, sagde jeg nej.

“Hvorfor?” spurgte han.

“Fordi de ikke skal forholde sig til dig.”

“Er du flov over mig?”

“Nej.”

“Hvad er det så?”

“Du er en del af mit liv. Ikke deres.”

Det var en grænse.

En rigtig en.

Han blev fornærmet.

Jeg holdt den.

Det var ikke alt i mit nye liv, der var selvbedrag.

Problemet var, at jeg brugte de forbedringer, der var virkelige, som bevis på, at resten også var sundt.

Jeg havde ingen mand derhjemme at lyve for.

Derfor sagde jeg:

Nu lyver jeg ikke.

Jeg havde ingen fælles konto med en partner.

Derfor sagde jeg:

Mine hoteller og middage skader ingen.

Jeg havde ingen vielsesring.

Derfor sagde jeg:

Ingen har krav på hele sandheden.

Jeg havde sagt tydeligt, at jeg ikke ville giftes.

Derfor sagde jeg:

Mændene ved, hvad de går ind til.

Nogle gjorde.

Andre vidste kun det, jeg havde sagt højt.

Ikke det, jeg lod dem håbe.

De første år efter Niels var fyldt med en mærkelig blanding af sorg og energi.

Jeg savnede ham.

Ikke hver time.

Men i bestemte situationer.

Når noget gik i stykker i lejligheden.

Når jeg lavede en ret, han havde kunnet lide.

Når jeg kom hjem fra en weekend og ingen spurgte, om turen havde været god.

Når børnene ringede til Erik om noget praktisk, de tidligere også kunne have spurgt mig om.

Jeg savnede Erik på en anden måde.

Som noget ældre.

Dybere.

Niels var det seneste hjem.

Erik var det liv, jeg stadig forestillede mig, at jeg burde have levet.

Ingen af dem var muligheder.

Det vidste jeg.

Alligevel var de med, når jeg begyndte at møde nye mænd.

Ikke som konkurrenter, mændene kendte.

Som tomme pladser, de midlertidigt kunne fylde.

Jeg begyndte forsigtigt.

En profil.

En kaffe.

En middag.

En mand ad gangen først.

Jørgen var den første, jeg forsøgte at leve åbent med.

Han havde en anden kvinde.

Jeg sagde, det var acceptabelt.

Det var det i teorien.

Ikke i kroppen.

Da han valgte ikke at opgive hende, følte jeg mig mindre.

Da han afsluttede vores relation, kontaktede jeg hurtigt andre.

Det var ikke planlagt som et system.

Men virkningen var den samme.

En mand forsvandt.

En anden genskabte følelsen.

Der var ingen ægtemand, der skulle bedrages.

Så jeg kaldte det frihed.

Datingprofilen blev aktiv igen.

Billederne var bedre denne gang.

Ikke direkte seksuelle.

Et portræt.

Et billede i en kjole.

Et udendørs billede, der skulle vise, at jeg også havde et liv.

Jeg skrev:

Fraskilt. Selvstændig. Søger ikke ægteskab eller samliv. Jeg holder af nærhed, humor, god samtale og frihed.

Det var ikke løgn.

Jeg søgte alle de ting.

Jeg skrev ikke:

Jeg kan blive urolig, hvis du ikke svarer.

Jeg kan ønske, at du vælger mig, selv om jeg ikke vælger dig alene.

Jeg kan holde flere muligheder åbne, fordi stilhed føles som udslettelse.

En profil er ikke en livsbekendelse.

Det sagde jeg til terapeuten.

“Nej,” sagde hun.

“Så du er enig.”

“En profil skal ikke indeholde alt.”

“Godt.”

Hun så på mig.

“Men hvad vil mændene sandsynligvis forstå ved ordet frihed?”

“At jeg ikke vil bindes.”

“Og hvad betyder det for dem?”

“At de heller ikke er bundet.”

“Er det det, du ønsker?”

“Ja.”

Hun ventede.

“Ikke altid følelsesmæssigt,” sagde jeg.

“Så er det relevant senere.”

“Jeg kan ikke forklare alt på første kaffe.”

“Nej.”

Hun nikkede.

“Men du skal fortælle det, før du tager imod noget, der bygger på en anden forståelse.”

Jeg blev irriteret.

“Hvad tager man imod på en kaffe?”

“Ikke meget.”

“Præcis.”

“Men over nogle måneder?”

Jeg vidste svaret.

Tid.

Omsorg.

Eksklusivitet.

Hjælp.

Håb.

“Det må man selv spørge om,” sagde jeg.

“Nogle gange.”

Hun holdt mit blik.

“Andre gange kan du se det uden at blive spurgt.”

Jeg ønskede ikke at love, at jeg altid ville sige det.

Så jeg sagde ingenting.

Mændene kom i en jævn strøm.

Ikke nødvendigvis fysisk fra begyndelsen.

Beskeder.

Korte samtaler.

Telefonopkald.

Nogle forsvandt efter få linjer.

Nogle ville have billeder med det samme.

Nogle skrev lange historier om deres ægteskaber, før vi havde mødt hinanden.

Mændenes lange beskeder fungerede på samme måde som venindernes historier havde gjort. De skrev om længsel, kulde i ægteskabet, hotelværelser, biler, fantasier de knap turde indrømme, og jeg kunne mærke mig selv glide ind i fortællingen.

Nogle gange læste jeg ikke engang for at lære dem at kende. Jeg læste for at blive tændt af den version af mig, de forestillede sig. En kvinde uden fortid, uden børn, uden skyld. Bare en mulighed.

Bagefter kom tomheden. For historien sluttede altid med mig selv igen.

Nogle var fraskilte.

Nogle sagde, de var ved at blive det.

Nogle skrev:

Vi lever egentlig bare som venner.

Den sætning kendte jeg.

Jeg havde hørt den fra mænd gennem årtier.

Den kunne være sand.

Ofte var den en tilladelse, manden skrev til sig selv.

“Hvorfor er du så ikke skilt?” spurgte jeg nogle gange.

Børnene.

Økonomien.

Huset.

Det er kompliceret.

Alle de ting, jeg selv havde været med til at gøre komplicerede i andre familier.

Jeg afviste flere gifte mænd i begyndelsen.

Skrev:

Jeg vil ikke være en hemmelighed.

Det var en stærk sætning.

Jeg var stolt af den.

En mand svarede:

Du behøver ikke være hemmelig for mig.

Jeg skrev:

Men for hende.

Han svarede ikke.

Det føltes som fremskridt.

En anden gift mand skrev senere:

Min kone ved, at jeg ser andre.

“Kan jeg tale med hende?” spurgte jeg.

Han forsvandt.

Jeg følte mig klogere.

Mere ansvarlig.

Så mødte jeg Peter.

Han sagde, at hans ægteskab var åbent.

Ikke offentligt.

Men aftalt.

“Ved hun, at du møder mig?” spurgte jeg.

“Ja.”

“Hvad hedder hun?”

Han tøvede.

“Det er privat.”

“Og mit navn?”

“Det har jeg heller ikke sagt.”

“Så hvad ved hun?”

“At jeg kan møde kvinder.”

Det kunne være sandt.

Jeg valgte at tro det.

Ikke fordi beviset var stærkt.

Fordi Peter tiltrak mig.

Det er en vigtig forskel.

Når jeg ikke ønskede manden, kunne jeg stille skarpe spørgsmål.

Når jeg ønskede ham, blev respekt for privatliv pludselig en acceptabel forklaring.

Peter og jeg så hinanden nogle måneder.

Han kom ofte om eftermiddagen.

Aldrig hele weekender.

Sjældent om aftenen.

Telefonen altid i nærheden.

“Har I børn hjemme?” spurgte jeg.

“De er store.”

“Bor de der?”

“Den ene.”

“Ved barnet noget?”

“Det kommer ikke barnet ved.”

Jeg nikkede.

Mine egne børn kendte heller ikke mine mænd.

Men der var forskel.

Jeg var skilt.

Peter gik hjem til en kone, som måske eller måske ikke kendte min eksistens.

“Hvorfor kan vi aldrig ses lørdag?” spurgte jeg.

“Familie.”

“Men hvis det er åbent?”

“Åbent betyder ikke, at vi opgiver vores tid sammen.”

Det lød rimeligt.

Jeg accepterede.

Så begyndte jeg at føle mig nummer to.

Ikke fordi jeg ønskede at blive hans kone.

Det ville jeg ikke.

Men jeg ønskede, at han brød mønstret for mig.

En enkelt lørdag.

En overnatning.

Et synligt offer.

“Kan du ikke bare sige, du skal noget?” spurgte jeg.

Peter så på mig.

“Det ville være at lyve.”

Jeg lo kort.

“Så du lyver aldrig?”

“Nej.”

Svaret kom for hurtigt.

Jeg troede ham ikke.

Alligevel så jeg ham igen.

“Ved hun virkelig det?” spurgte jeg en dag.

Peter sukkede.

“Vi har talt om det.”

“Det var ikke spørgsmålet.”

“Du bliver ved.”

“Fordi du aldrig svarer tydeligt.”

“Ja. Hun ved, at jeg kan have kontakt.”

“Ved hun, at vi har sex?”

Han blev stille.

“Ikke detaljerne.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi vi ikke deler alt.”

Jeg kendte sætningen.

Ikke alle detaljer.

Jeg havde brugt den til Niels.

“Så hun ved ikke om mig.”

“Ikke specifikt.”

Der.

Sandheden.

Ikke fuld løgn måske.

Ikke fuld åbenhed.

Jeg kunne gå.

Det gjorde jeg ikke straks.

“Hvorfor sagde du, det var åbent?”

“Fordi det er det.”

“Så hvorfor kan du ikke sige mit navn?”

“Det er vores aftale.”

“Har hun også mænd?”

“Det ved jeg ikke.”

“Så åbenheden gælder dig.”

Peter blev vred.

“Du kender ikke vores ægteskab.”

“Nej.”

“Så lad være med at dømme.”

Jeg kunne have svaret:

Jeg deltager i det.

I stedet sagde jeg:

“Jeg vil ikke være årsag til en skilsmisse.”

Peter lo kort.

“Det bliver du heller ikke.”

“Hvordan ved du det?”

“Fordi jeg ikke forlader hende.”

Ordene.

Ikke romantiske.

Tydelige.

Jeg mærkede både lettelse og fornærmelse.

Jeg ville ikke have hans ægteskab.

Men jeg ville gerne være vigtig nok til, at han i det mindste kunne forestille sig at risikere det.

Det var min gamle målestok.

Prisen som bevis.

“Så hvad er jeg?” spurgte jeg.

“Det vi har.”

“Det var ikke et svar.”

“Sex. Samtale. Noget godt.”

“Og ingen fremtid.”

“Du siger selv, du ikke vil have en.”

Han havde ret.

Jeg havde skrevet det.

Sagt det.

Ingen ægteskab.

Ingen samliv.

Alligevel gjorde det ondt, når en mand tog mig alvorligt.

Jeg afsluttede med Peter.

I tre dage.

Så skrev han:

Jeg savner dig.

Jeg svarede:

Det ændrer ikke noget.

Nej.

Så hvorfor skriver du?

Fordi savnet er sandt.

Jeg følte mig valgt igen.

Vi fortsatte nogle måneder.

Ikke fordi forholdet var ændret.

Fordi han havde sagt den sætning, jeg havde brug for.

Savnet var sandt.

Jeg vidste ikke, om hans kone kendte mig.

Jeg vidste, at han gik hjem.

Jeg vidste, at han ikke ville have et liv med mig.

Alligevel kunne jeg føle mig betydningsfuld, når han skrev fra det liv, han ikke forlod.

Peter var ikke den eneste.

Der var også Henrik.

Ikke nogen af de tidligere Henrik’er.

Jeg burde have ændret navnene i mit eget hoved, men livet gav flere mænd de samme.

Henrik var skilt.

Ville have mere end Peter.

Ikke ægteskab nødvendigvis.

Men faste weekender.

Ferier.

En form for kæresterelation.

“Jeg bor ikke sammen med nogen,” sagde jeg.

“Det har jeg forstået.”

“Og jeg lover ikke monogami.”

“Det har jeg også forstået.”

“Så hvad ønsker du?”

“At være vigtig.”

Sætningen var ærlig.

Jeg blev rørt.

“Det er du.”

Vi havde kun kendt hinanden i få måneder.

Alligevel sagde jeg det.

Ikke fordi han allerede var central i hele mit liv.

Fordi han var vigtig i øjeblikket.

Henrik hørte måske mere.

Han begyndte at hjælpe.

Ikke med penge.

Praktisk.

En hylde.

En bil, der skulle på værksted.

En computer.

Han kom, når jeg ringede.

Ikke hver gang.

Nok.

Jeg kunne lide det.

At have en mand, der dukkede op.

“Du bruger mig som ægtemand,” sagde han en dag.

Jeg lo.

“Du bor ikke her.”

“Det var ikke det, jeg sagde.”

“Hvad mener du?”

“Når noget er svært, ringer du.”

“Ja.”

“Når weekenden kommer, ved jeg ikke, om du har tid.”

“Jeg har mit eget liv.”

“Og andre mænd.”

Jeg blev stille.

Henrik kendte, at jeg ikke var eksklusiv.

Ikke hvor mange.

“Det har vi aftalt.”

“Vi har aftalt, at du kan se andre.”

“Ja.”

“Vi har ikke aftalt, at jeg skal være den, der samler dig op bagefter.”

Jeg blev vred.

“Det behøver du heller ikke.”

“Men du ringer.”

“Så lad være med at komme.”

Han så på mig.

“Det er altid din løsning.”

“Hvad?”

“At jeg skal gå, hvis jeg ikke kan lide måden.”

“Du må selv vælge.”

“Ja.”

Henrik nikkede.

“Men du ved, at jeg er glad for dig.”

“Jeg er også glad for dig.”

“Så hvorfor gør du det til et spørgsmål om, hvorvidt jeg kan gå?”

Jeg kunne ikke svare.

Fordi hans mulighed for at gå skræmte mig.

Hvis han blev trods smerten, beviste han min betydning.

Hvis han gik, kunne jeg sige, at han selv valgte det.

På den måde undgik jeg at ændre rammen.

“Vil du være kærester?” spurgte Henrik.

“Vi er vel noget.”

“Det var ikke spørgsmålet.”

“Jeg vil ikke have en klassisk kæreste.”

“Hvad er klassisk?”

“Forventninger.”

Han så på mig.

“Alle relationer har forventninger.”

“Ikke hvis man er ærlig.”

“Ærlighed fjerner dem ikke.”

Det var en af de sandheder, jeg lærte langsomt.

Mennesker kan kende rammen og stadig håbe.

De kan acceptere i begyndelsen og opdage senere, at det gør ondt.

Det betyder ikke nødvendigvis, at de er blevet bedraget.

Men det betyder heller ikke, at man kan tage imod alt og derefter gemme sig bag den første aftale.

Henrik fortsatte.

Han sagde, at han kunne håndtere det.

Jeg valgte at tro ham.

Når han blev jaloux, sagde jeg:

“Du vidste det.”

Når han ønskede mere tid:

“Vi har aldrig aftalt det.”

Når han blev såret over, at jeg havde sovet med en anden kort efter ham:

“Vi er ikke eksklusive.”

Alle sætningerne var sande.

De blev brugt som våben.

Ikke til at oplyse.

Til at lukke.

En aften sagde Henrik:

“Du har ret.”

Jeg blev overrasket.

“Om hvad?”

“Du har ikke brudt en aftale.”

“Godt.”

“Men jeg har det dårligt.”

Jeg begyndte at blive defensiv.

“Det er ikke min skyld.”

“Ikke alene.”

Han talte roligt.

“Men du ved, jeg har det dårligt, og du fortsætter med at tage imod det, jeg giver.”

“Hvad skal jeg gøre?”

“Sige, at du ikke vil have det.”

“Jeg vil gerne have dig.”

“På dine vilkår.”

“Ja.”

“Og det jeg giver?”

Jeg så på ham.

Tid.

Hjælp.

Nærhed.

Faste beskeder.

Omsorg.

En mand at ringe til.

“Det vil jeg også have.”

“Så du vil have en kæreste.”

“Nej.”

“Hvad kalder du det?”

“En nær relation.”

Henrik lo kort.

“Uden ansvar.”

“Det har jeg ikke sagt.”

“Hvad er dit ansvar så?”

Spørgsmålet.

Jeg havde ikke et godt svar.

Ikke lyve.

Ikke love ægteskab.

Fortælle, at andre fandtes.

Var det nok?

“At være ærlig,” sagde jeg.

“Er du det?”

“Ja.”

“Hvor mange mænd ser du?”

Jeg frøs.

Han vidste, der var flere.

Ikke antallet.

“Det kommer ikke dig ved.”

Henrik så på mig.

“Så jeg kender rammen, men ikke omfanget.”

“Du behøver ikke kende navne.”

“Jeg spurgte antal.”

“Hvorfor?”

“Fordi risiko, tid og betydning ændrer sig.”

Jeg blev vred.

“Det lyder som kontrol.”

“Nej.”

Han holdt mit blik.

“Det lyder som information.”

Jeg tænkte på Niels.

Mulighed for at vælge.

“Fire,” sagde jeg.

Henrik blev stille.

Jeg havde Peter.

Henrik.

En mand ved navn Søren, ikke den gamle Søren.

Og en yngre mand, Michael, som jeg så sporadisk.

Derudover beskeder.

“Fire samtidig?”

“Ikke på samme måde.”

Kategorierne.

“Fysisk?”

“Ja.”

“Ved de det?”

“De ved, jeg ikke er eksklusiv.”

“Ved de, at det er fire?”

“Nej.”

“Så ingen ved det samlede.”

“Jeg gør.”

Henrik så på mig.

“Du er stadig den eneste med hele virkeligheden.”

Ordene ramte.

Ingen ægtemand blev bedraget.

Men rummet fandtes stadig.

Jeg alene med hele kortet.

Mændene med hver deres lille del.

I de år blev billederne næsten et system. Peter fik et billede, når jeg ville minde ham om, at jeg fandtes uden for hans ægteskab. Henrik fik et, når han blev for krævende og jeg ville trække ham tættere på uden at love ham mere.

Søren, ikke den gamle Søren, fik billeder før jeg skulle møde Michael. Michael fik billeder, når jeg vidste, at Henrik ventede på svar. Jeg sagde til mig selv, at alle vidste, jeg ikke var eksklusiv. Men ingen af dem vidste, hvordan jeg brugte de andre som spejle.

Det tændte mig stadig, at én mand kunne se et intimt billede af mig, mens en anden snart skulle være sammen med mig. Det var som at gøre mig selv til en hemmelig besked, der cirkulerede mellem mændene, mens jeg lod som om jeg havde kontrol.

“Jeg har ikke lovet dem mere,” sagde jeg.

“Det har jeg forstået.”

“Så hvad er problemet?”

“At du kalder det fuld ærlighed.”

Jeg blev stille.

Henrik rejste sig.

“Jeg kan ikke være den, du bruger som hjem mellem de andre.”

“Det gør jeg ikke.”

“Jo.”

“Hvordan?”

“Du ringer, når du er ked af det.”

Han talte roligt.

“Du vil have, jeg kommer, når noget går i stykker. Du vil have faste beskeder. Du bliver vred, hvis jeg ser en anden. Men du vil ikke fortælle, hvem der ellers er i dit liv.”

“Du ser ikke andre.”

“Fordi jeg ikke har haft lyst.”

“Så hvorfor nævner du det?”

“Fordi jeg vil begynde.”

Jeg mærkede panikken.

“Er der en?”

“Ikke endnu.”

“Så hvorfor?”

“Fordi jeg skal finde ud af, om du virkelig mener frihed.”

Det oplevede jeg som provokation.

“Så du vil såre mig for at teste.”

“Nej.”

Henrik tog sin jakke.

“Jeg vil leve efter den ramme, du har bedt om.”

Jeg begyndte at græde.

“Hvis du gør det, er vi slut.”

Han så på mig.

“Så ønsker du eksklusivitet.”

“Fra dig.”

“Men ikke til mig.”

“Det er ikke så enkelt.”

“Det er det faktisk.”

Han gik.

Ikke endeligt den dag.

Men relationen ændrede sig.

Han begyndte at svare langsommere.

Kom ikke straks.

Jeg følte mig forladt.

Ikke fordi han havde lovet noget andet.

Fordi jeg havde vænnet mig til hans omsorg.

Jeg skrev til Peter.

Peter svarede hurtigt.

Kan du ses i morgen?

Jeg sagde ja.

Den ene mand regulerede tabet af den anden.

Det var ikke nyt.

Kun uden et ægteskab omkring.

Michael skrev samme aften:

Savner din krop.

Jeg mærkede den direkte bekræftelse.

Søren sendte:

Skal vi spise i weekenden?

Tre mænd på en aften.

Henrik tav.

Jeg sad med telefonen.

Følte mig både magtfuld og forladt.

Det er en vigtig kombination.

Mange mænd kan få en kvinde til at føle sig eftertragtet.

De kan ikke nødvendigvis få hende til at føle sig holdt.

Jeg forsøgte at bruge mængden til at erstatte dybden.

Hvis én ikke svarede, gjorde to andre.

Hvis én stillede krav, kunne en anden være let.

Hvis én kun ønskede sex, kunne jeg gå til den, der talte.

Hvis den talende mand ønskede for meget, kunne jeg gå tilbage til den, der kun ønskede kroppen.

Ingen enkelt relation behøvede rumme hele mig.

Det kaldte jeg frihed.

Det var også opsplitning.

Kalenderen blev nødvendig.

Ikke kun for aftaler.

For historier.

Peter kunne tirsdag eftermiddag.

Henrik måske fredag.

Michael sent og kort.

Søren ønskede middag og overnatning.

Jeg brugte initialer.

P.

H.

M.

S.

Ikke fordi en ægtemand kunne finde kalenderen.

Fordi navnene fyldte.

Initialer gjorde dem lettere at administrere.

“Det ligner arbejde,” sagde Birgit, da hun så den.

Vi sad i min lejlighed.

Kalenderen lå åben.

“Jeg skal holde styr på ting.”

“Hvad sker der, hvis du ikke gør?”

“Så laver jeg dobbeltaftaler.”

“Har du gjort det?”

“En gang.”

“Hvad skete der?”

“Jeg aflyste den ene.”

“Med hvilken forklaring?”

“At et barn havde brug for mig.”

Birgit så på mig.

Jeg mærkede skammen.

Børnene som alibi igen.

Ingen ægtemand denne gang.

En mand.

“Vidste barnet det?”

“Nej.”

“Så du bruger stadig familien til at administrere mænd.”

“Det var én gang.”

“Ja.”

Hun pegede ikke videre.

Det gjorde jeg.

“Hvad skulle jeg have sagt?”

“At du havde lavet en anden aftale.”

“Så ville han vide, at han ikke var den eneste den dag.”

“Var han det?”

“Nej.”

“Så?”

Jeg blev vred.

“Jeg behøver ikke fortælle alt.”

“Nej.”

Birgit nikkede.

“Men du behøver heller ikke gøre barnet til forklaring.”

Jeg lukkede kalenderen.

“Du forstår ikke, hvordan fri relationer fungerer.”

Birgit smilede trist.

“Det gør du måske heller ikke endnu.”

Jeg bad hende gå kort efter.

Ikke dramatisk.

Sagde, jeg var træt.

Hun gik.

Jeg skrev til Michael, da døren var lukket.

Er du vågen?

Han svarede:

Altid for dig.

Sætningen var overdrevet.

Jeg vidste det.

Han havde sit eget liv.

Alligevel gav den mig det, jeg manglede efter Birgits spørgsmål.

Ingen analyse.

Ingen ansvarssamtale.

Bare ønsket.

Michael kom.

Han blev ikke natten over.

Ville ikke.

Det passede normalt.

Den aften gjorde det ondt.

“Skal du allerede gå?” spurgte jeg.

“Jeg skal tidligt op.”

“Du kunne sove her.”

“Det har vi aldrig gjort.”

“Vi kunne begynde.”

Han så på mig.

“Jeg troede, du ikke ville have den slags.”

“Ikke altid.”

“Er der sket noget?”

“Nej.”

Han tog sin skjorte.

“Du virker ked af det.”

“Så bliv.”

Michael blev stille.

“Fordi du er ked af det?”

“Ja.”

“Det er ikke det, vi har.”

Ordene.

Han tog min ramme alvorligt.

Sex.

Lethed.

Ingen følelsesmæssig forpligtelse.

Nu ønskede jeg mere.

“Så jeg er kun en krop for dig.”

“Nej.”

“Hvad er jeg så?”

“En kvinde, jeg er tiltrukket af og godt kan lide.”

“Men du går.”

“Ja.”

Jeg begyndte at græde.

Michael satte sig kort.

“Vil du have en kæreste?”

“Nej.”

“Så hvad vil du?”

“At du bliver i nat.”

“Det er ikke det samme som et liv.”

“Jeg har ikke bedt om et liv.”

“Nej.”

Han kyssede min pande.

“Men jeg kan ikke være den, du ringer til, når noget andet gør ondt.”

Jeg frøs.

Hvordan vidste han det?

Måske kendte han ikke Birgit.

Ikke Henrik.

Men han kunne mærke funktionen.

“Du ved ingenting om mig.”

“Nej.”

Han tog jakken.

“Det er måske derfor, du ringer.”

Så gik han.

Jeg stod alene.

Fire mænd i kalenderen.

Ingen i sengen.

Jeg kunne kontakte Søren.

Gjorde det.

Han kom ikke.

Han skrev:

I morgen?

Peter var hjemme hos sin familie.

Henrik svarede ikke.

Michael havde lige forladt mig.

Jeg sad med telefonen.

For første gang mærkede jeg tydeligt, at mange muligheder ikke var det samme som et menneske, der blev.

Dagen efter var følelsen mindre.

Michael skrev en venlig besked.

Søren kom til middag.

Peter aftalte en ny dag.

Henrik svarede efter to døgn:

Jeg har brug for afstand.

Strømmen begyndte igen.

Jeg lærte ikke erkendelsen fuldt.

Jeg dæmpede den.

I begyndelsen af mine fyrrere føltes mange mænd som en udvidelse af livet.

Flere samtaler.

Flere kroppe.

Flere måder at blive set.

Jeg kunne være forskellig med dem.

Med Peter den risikable kvinde, der ikke krævede hans ægteskab.

Med Henrik den følsomme kvinde, der havde brug for omsorg.

Med Michael den frie og seksuelle.

Med Søren den voksne ledsager til middag og weekend.

Ingen af versionerne var helt falske.

Ingen af mændene kendte nødvendigvis helheden.

Jeg sagde til mig selv, at ingen behøver kende alt om et menneske.

Det er også sandt.

Men de kendte ofte ikke det, der kunne ændre deres valg.

Henrik vidste ikke i begyndelsen, hvor mange jeg så.

Peter vidste ikke, at jeg ønskede mere af hans risiko, end jeg sagde.

Michael vidste ikke, at han nogle gange blev kaldt ind efter konflikter med andre.

Søren troede i en periode, at han var den eneste, jeg overnattede med.

“Hvorfor troede han det?” spurgte terapeuten.

“Fordi han ikke spurgte.”

“Havde du sagt noget, der kunne få ham til at tro det?”

“Jeg sagde, at jeg sjældent sov med mænd.”

“Var det sandt?”

“Ja.”

“Og med hvor mange gjorde du det?”

“To.”

“Vidste han om den anden?”

“Nej.”

“Hvad tror du, han hørte i sjældent?”

“At det var særligt med ham.”

“Var det?”

“Ja.”

“Var det også særligt med den anden?”

“På en anden måde.”

Hun nikkede.

“Så du gav begge en sand følelse.”

“Ja.”

“Og lod hver af dem tro, at følelsen placerede ham alene.”

Jeg begyndte at græde.

“Jeg lovede ikke eksklusivitet.”

“Nej.”

Hun fjernede ikke forskellen.

“Men var uklarheden tilfældig?”

Jeg svarede ikke.

Det var den ikke altid.

Særlighed var en valuta.

Hvis en mand følte sig udvalgt, blev han.

Jeg kunne sige:

Du er den eneste, jeg taler sådan med.

Måske sandt.

Den eneste, jeg sov hele natten med.

Måske sandt den måned.

Den eneste, jeg ringede til om børnene.

Sandt.

Den eneste gifte.

Sandt på et tidspunkt.

Hver mand kunne være den eneste i en kategori.

Ingen var den eneste mand.

Det var sådan, jeg holdt dem tæt uden at udtale en stor løgn.

Mine børn mærkede, at der var mænd.

Ikke hvem.

Ikke hvor mange.

Telefonen.

Mit humør.

Weekender hvor jeg ikke kunne.

Det ældste spurgte:

“Ser du nogen?”

“Ja.”

“Én?”

Jeg tøvede.

“Flere.”

Barnet blev stille.

“Ved de det?”

“De ved, jeg ikke er eksklusiv.”

Det var mit standardsvar.

“Det var ikke det, jeg spurgte om.”

Jeg så på barnet.

Samme evne som Erik.

Som Niels.

Høre forskellen mellem ramme og virkelighed.

“Ikke alle ved antal.”

“Hvorfor?”

“Fordi de ikke har krav på alle detaljer.”

“Har de krav på nok til at vide, hvad de selv er i?”

Spørgsmålet kom.

Mit eget barn.

Jeg blev defensiv.

“Det er voksne relationer.”

“Ja.”

Barnet holdt mit blik.

“Det var dine ægteskaber også.”

Jeg begyndte at græde.

“Det er ikke det samme.”

“Nej.”

Barnet nikkede.

“Der er ikke et hus denne gang.”

Ordene var præcise.

Ikke:

Det er sundt.

Bare:

Konsekvensen ser anderledes ud.

“Jeg passer på jer,” sagde jeg.

“Ved ikke at lade os møde dem.”

“Ja.”

“Det er godt.”

Jeg mærkede lettelse.

Barnet fortsatte:

“Men det betyder ikke, at du passer på dem.”

Jeg blev stille.

“Det må de selv gøre.”

“Det sagde du også om de gifte mænd.”

“Det er ikke fair.”

“Nej.”

Barnet så væk.

“Jeg vil heller ikke tale mere om det.”

Jeg respekterede det.

Ikke fordi samtalen ikke havde ramt.

Fordi barnet havde sat en grænse.

Efterfølgende ringede jeg ikke til nogen med det samme.

Jeg sad.

Forsøgte at mærke skammen uden at regulere.

Det varede en time.

Så skrev Peter.

Jeg svarede.

Det er sådan et mønster kan fortsætte, selv når man forstår det.

Ikke fordi erkendelsen er falsk.

Fordi følelsen efter erkendelsen bliver uudholdelig, og den gamle løsning ligger i hånden.

Fyrrerne blev mine mest aktive år efter ægteskaberne.

Ikke nødvendigvis de mest ekstreme.

Mine tidligere år havde haft klubber, betaling, fremmede og et større kaos.

Nu var mændene ofte mere udvalgte.

Mødt gennem profiler.

Samtaler først.

Nogle længere relationer.

Andre korte.

Jeg brugte det som bevis på modenhed.

Jeg valgte bedre.

Jeg kendte navnene.

Vidste mere om deres liv.

Brugte oftere beskyttelse.

Tog ikke imod penge.

Mødtes sjældent med helt fremmede.

Det var forbedringer.

Samtidig voksede antallet.

Ikke fordi jeg ønskede tyve mænd på én gang.

Fordi jeg sjældent lukkede en kontakt helt, før en ny begyndte.

Peter kunne forsvinde nogle uger og vende tilbage.

Henrik kunne holde afstand og senere skrive.

Michael kunne være sporadisk.

Søren mere fast en periode.

Jørgen kunne sende en venlig besked måneder efter.

Nye mænd kom til.

Gamle blev muligheder.

Jeg sagde:

“Jeg ser kun to lige nu.”

Men fem andre kunne stadig skrive.

Hvad betyder lige nu?

Den uge?

Den måned?

Fysisk?

Følelsesmæssigt?

Beskeder?

Jeg blev dygtig til at svare afhængigt af spørgsmålet.

Ikke nødvendigvis med direkte løgn.

Med den smalleste sande definition.

En mand spurgte:

“Er der andre i aften?”

“Nej.”

Sandt.

“Ser du en anden fast?”

“Nej.”

Ingen var officielt fast.

“Har du sex med andre?”

“Ikke særlig ofte.”

Ikke et svar.

Han hørte måske nej eller næsten nej.

Jeg beholdt sandheden som teknisk mulighed.

Den ældre kvinde, der fortæller dette nu, kan se, hvor meget energi der gik med at holde ordene lige inden for det forsvarlige.

Jeg sagde, at jeg var fri.

Men et frit menneske behøver ikke bruge så meget kraft på definitioner.

Birgit spurgte:

“Er du glad?”

“Ja.”

Det var jeg nogle gange.

“Er du rolig?”

“Det har jeg aldrig sagt, jeg ville være.”

“Nej.”

Hun smilede trist.

“Er du træt?”

Jeg så på kalenderen.

Tre aftaler den uge.

Beskeder fra flere.

Arbejde.

Børn.

Terapi, jeg nogle gange aflyste.

“Ja.”

“Hvad sker der, hvis du tager en uge uden mænd?”

“Det har jeg ikke lyst til.”

“Det var ikke spørgsmålet.”

Jeg blev vred.

“Jeg behøver ikke bevise noget.”

“Nej.”

“Hvorfor skal jeg så?”

“Fordi du siger, du vælger dem frit.”

“Det gør jeg.”

“Så kan du også vælge dem fra en uge.”

“Selvfølgelig.”

“Prøv.”

Jeg hadede ordet.

Ikke fordi en uge var lang.

Fordi jeg vidste, hvad der ville ske.

Telefonen ville blive stille.

Nogle mænd ville skrive mindre.

En ny kvinde kunne komme ind.

Jeg kunne miste position.

“Det er kunstigt,” sagde jeg.

“Hvad?”

“At afvise mennesker for at bestå en prøve.”

“Så sig, du har brug for ro.”

“Jeg har ikke brug for ro.”

“Godt.”

Hun lagde emnet.

Jeg følte mig sejrende.

Og afsløret.

Jeg prøvede alligevel senere.

En uge.

Ingen aftaler.

Ikke ingen beskeder.

Det kunne jeg ikke se formålet med.

Jeg sagde til mændene, at jeg var optaget.

Ikke at jeg ønskede pause.

Allerede dér gjorde jeg pausen til et skjul.

Første aften var rar.

Anden også.

Jeg læste.

Så en film.

Talte med et barn uden at se på telefonen hele tiden.

Tredje dag begyndte jeg at kontrollere beskeder.

Peter havde ikke skrevet.

Henrik heller ikke.

Michael sendte kun noget kort.

Søren spurgte om ugen efter.

Jeg mærkede uro.

Ikke savn efter én mand.

Mangel på strøm.

Jeg skrev ikke først.

Fjerde dag gjorde jeg.

Til Michael:

Hvad laver du?

Han svarede senere:

Er på date.

Jeg frøs.

Han havde ret.

Vi var ikke eksklusive.

Alligevel føltes det som svigt.

Med hvem? skrev jeg.

En kvinde.

Det kunne jeg regne ud.

Han svarede ikke.

Jeg gik rastløst rundt.

Tænkte på at skrive til Peter.

Gjorde det.

Savner du mig ikke?

Han svarede efter en time:

Jo. Er alt okay?

Belønningen.

Jeg skrev:

Ja. Ville bare høre det.

Pausen var slut.

Ikke med et fysisk møde.

Med behovet for at få værdien bekræftet.

Jeg fortalte ikke Birgit, at forsøget kun holdt fire dage.

Terapeuten spurgte senere.

Jeg sagde det.

“Hvad lærte du?”

“At jeg ikke har lyst til pauser.”

“Kun det?”

Jeg begyndte at græde.

“At stilhed føles som at blive erstattet.”

“Selv når ingen har lovet eksklusivitet.”

“Ja.”

“Og hvad gjorde du?”

“Fik Peter til at sige, han savnede mig.”

“Hjalp det?”

“Ja.”

“Hvor længe?”

“Den aften.”

Hun nikkede.

“Så hvad havde du brug for næste dag?”

“Noget nyt.”

Det var fyrrerne i én bevægelse.

Noget nyt.

Ikke nødvendigvis en ny mand hver dag.

En ny besked.

En ny aftale.

Et nyt tegn.

En mand, der vendte tilbage.

En anden, der blev jaloux.

En tredje, der sagde, jeg var anderledes.

Jeg målte ikke kun antallet af mænd, jeg havde sex med.

Jeg målte muligheder.

Hvor mange kunne jeg skrive til?

Hvor mange ville svare?

Hvor mange ville komme, hvis jeg spurgte?

Hvor mange savnede mig?

Hvor mange blev vrede?

Selv vrede kunne være bekræftelse.

Ligegyldighed var værre.

En mand ved navn Claus afsluttede efter to møder.

Venligt.

Du er dejlig, men jeg mærker ikke det rigtige.

Jeg blev mere påvirket end efter nogle længere relationer.

Ikke fordi jeg kendte ham.

Fordi han ikke ønskede adgang.

Jeg skrev:

Hvad mangler?

Han svarede:

Det ved jeg ikke. Kemi.

Vi har kun mødt hinanden to gange.

Ja.

Så du kan ikke vide det.

Han svarede ikke.

Jeg skrev igen dagen efter.

Jeg tror, du har misforstået mig.

Ingen respons.

Jeg begyndte at blive vred.

Hvad havde han set?

Var jeg blevet ældre?

Mindre attraktiv?

For intens?

Jeg ringede til Henrik.

Ikke den mand, der havde afvist mig.

Den, der allerede kendte mig.

“Kan jeg komme?” spurgte jeg.

“Hvad er der sket?”

“Ikke noget.”

“Så hvorfor nu?”

“Jeg savner dig.”

Han blev stille.

“Har en anden afvist dig?”

Spørgsmålet kom.

Jeg begyndte at græde.

“Hvorfor tror du det?”

“Fordi du altid bliver mest kærlig, når en anden har gjort dig usikker.”

Han kendte systemet.

Ikke alle navne.

Funktionen.

“Det er ikke fair.”

“Er det forkert?”

Jeg svarede ikke.

Henrik sagde:

“Jeg holder af dig.”

Varmen kom.

“Men jeg kommer ikke i aften.”

“Så du straffer mig.”

“Nej.”

“Du ved, jeg er ked af det.”

“Ja.”

“Og du bliver væk.”

“Fordi jeg ikke vil være medicin.”

Niels’ ord.

Jørgens.

Michaels.

Mændene sagde det i forskellige former.

Jeg brugte dem til at ændre tilstand.

Det betyder ikke, at jeg ikke holdt af dem.

Det gjorde jeg.

Men et menneske kan både elske og bruge.

Det havde mine ægteskaber vist.

Nu viste de frie relationer det samme.

Jeg lagde på.

Skrev til Peter.

Han kom ikke.

Søren kunne dagen efter.

Michael var stadig optaget af den nye kvinde.

Jeg oprettede endnu en samtale på datingsiderne.

En ny mand svarede hurtigt.

Han sagde:

Du ser yngre ud end din alder.

Sætningen ændrede aftenen.

Claus’ afvisning blev mindre.

Henriks grænse mindre.

Michaels date mindre.

Jeg var valgt igen.

Ikke dybt.

Nok.

Det var sådan antallet voksede.

Ikke gennem en plan om mange mænd.

Gennem små følelsesmæssige huller, som hver ny kontakt kunne fylde midlertidigt.

På et tidspunkt spurgte terapeuten mig:

“Hvor mange mænd har været aktive i dit liv det sidste år?”

Jeg begyndte at kategorisere.

“Fysisk?”

“Du vælger.”

“Fast eller sporadisk?”

“Du vælger.”

“Beskeder tæller ikke som relationer.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi jeg aldrig har mødt nogle af dem.”

“Har de påvirket dine følelser og valg?”

“Ja.”

“Så lad os tælle kontakt.”

Jeg blev vred.

“Tallet siger ingenting.”

“Det kan være.”

“Så hvorfor vil du vide det?”

“For at se, om du ved det.”

Jeg begyndte at nævne.

Peter.

Henrik.

Michael.

Søren.

Claus kort.

Jørgen igen i beskeder.

To mænd fra datingsider, jeg havde mødt én gang.

En gift mand, der kom et par gange.

En yngre mand fra et kursus.

Tre beskedkontakter, som havde været seksuelle.

En mand, jeg kun talte med i telefon.

“Det er ikke alle relationer,” sagde jeg.

“Hvad er de?”

“Kontakter.”

“Hvor mange?”

Jeg talte.

Tretten.

Måske fjorten.

På et år.

Ikke alle fysisk.

Ikke alle samtidigt.

Jeg mærkede både skam og en gammel stolthed.

Tretten mænd havde ønsket noget.

Terapeuten så mit ansigt.

“Hvad føler du?”

“At det lyder af meget.”

“Og?”

“At jeg stadig kan.”

“Kan hvad?”

“Få mænd.”

Der.

Ikke kun leve frit.

Få.

Som en evne.

Et bevis.

“Hvad siger tallet om dig?” spurgte hun.

“At jeg er attraktiv.”

“Kan det sige andet?”

“At jeg er aktiv.”

“Og andet?”

Jeg blev stille.

“At jeg har svært ved at lukke.”

Hun nikkede.

“Og?”

“At jeg bruger kontakt.”

“Til?”

“At føle mig levende.”

Det gamle svar.

Tretten mænd havde ikke skabt tretten gange mere liv.

De havde skabt tretten steder, jeg kunne søge et tegn.

Det var i mine fyrrere, at mændene blev mange igen.

Ikke skjult bag en ægtemands ryg.

Ikke nødvendigvis gennem direkte løfter, jeg brød.

Det gjorde en forskel.

Jeg var ikke længere den samme form for bedrager.

Men jeg var heller ikke den frie kvinde, jeg beskrev.

En fri kvinde kan vælge mange mænd.

Hun kan også vælge ingen.

Hun kan tåle, at en mand går uden straks at erstatte hans blik.

Hun kan lade en anden have frihed uden at gøre det til et angreb på sin værdi.

Hun kan fortælle nok til, at mennesker ved, hvad de giver sig ind i.

Det kunne jeg kun delvist.

Jeg havde fået min egen nøgle.

Min egen lejlighed.

Min egen økonomi.

Min egen kalender.

Ingen mand bestemte, hvor jeg sov.

Jeg kaldte det et hjem i mig selv.

Men ofte var lejligheden kun basen mellem mændene.

Et sted at skifte tøj.

Svare på beskeder.

Sove alene, hvis ingen kunne.

Opbevare de ting, jeg ikke længere delte med en ægtemand.

Mine børn havde ret i, at der ikke kom endnu et hus.

Det var godt.

Men inde i mig flyttede mændene stadig ind og ud.

Ikke med møbler.

Med betydning.

Peter kunne fylde en tirsdag.

Henrik en hel uge gennem tavshed.

Michael en time gennem en besked.

Søren en weekend.

En fremmed mand kunne ændre mit humør med en kompliment.

En afvisning kunne gøre alle de andre utilstrækkelige.

Jeg begyndte at forstå, at mange mænd ikke nødvendigvis betød, at jeg var ønsket som menneske.

Men jeg var endnu ikke klar til at se forskellen helt.

Hvis en mand ville have min tid, min krop eller min opmærksomhed, kaldte jeg det stadig valg.

Hvis han kom igen, kaldte jeg det savn.

Hvis han blev jaloux, kaldte jeg det følelser.

Hvis han kun kom sent og gik tidligt, sagde jeg, at han respekterede min frihed.

Hvis han ikke ville kende mit liv, sagde jeg, at relationen var ukompliceret.

Når omsorg føltes som pres

Hvis han kendte mit liv og ønskede mere, sagde jeg, at han pressede.

På den måde kunne næsten enhver mand passe ind.

Ikke i mit hjem.

I min fortælling.

Ved slutningen af mine fyrrere kunne jeg sidde en fredag eftermiddag med flere mulige aftener.

En mand ville spise.

En anden ville kun komme sent.

En tredje skrev fra sit ægteskab.

En fjerde foreslog næste uge.

Jeg følte mig rig på muligheder.

Hvis ingen kunne samme dag, følte jeg mig fattig.

Det var ikke frihedens målestok.

Det var afhængighedens.

Jeg kunne endnu ikke sige det sådan.

Jeg sagde:

“Jeg har et aktivt liv.”

“Jeg vælger selv.”

“Jeg er ærlig om, at jeg ikke vil bindes.”

“Jeg skader ikke en mand derhjemme.”

Alle sætningerne indeholdt noget sandt.

Men det samlede liv indeholdt også noget andet.

Jeg målte fortsat min værdi i mandlige svar.

Ikke én mands kærlighed længere.

Mængden.

Hastigheden.

Tilgængeligheden.

Hvis én skrev:

Jeg savner dig,

kunne jeg sove.

Hvis tre skrev samme dag, følte jeg mig ung.

Hvis ingen skrev, begyndte jeg at tvivle på, om jeg stadig fandtes i deres verden.

Det var det, fyrrerne og de mange mænd blev.

Ikke kun seksuel frihed.

Et netværk af små spejle.

Hvert spejl viste mig en version af mig selv.

Smuk.

Fræk.

Særlig.

Farlig.

Omsorgsfuld.

Fri.

Ingen viste hele mig.

Det krævede jeg heller ikke.

Jeg krævede kun, at der altid var et spejl tændt.

Før havde jeg haft et hjem og mange mænd ved siden af.

Nu havde jeg mange mænd og en lejlighed imellem dem.

Jeg troede, at fordi ingen ægtemand blev bedraget, kunne jeg ikke længere miste mig selv på samme måde.

Det var forkert.

Et menneske kan også forsvinde i relationer, der alle er frivillige.

Ikke fordi nogen låser døren.

Fordi hun aldrig er alene længe nok til at opdage, hvem hun er uden deres blik.

I Del 2 begyndte jeg langsomt at se en anden sandhed.

At mange af de mænd, jeg kaldte bevis på, at jeg var ønsket, ikke ønskede mit liv.

De ønskede adgang.

En aften.

En krop.

En besked, når deres eget hjem var stille.

Og jeg havde i årevis forvekslet deres brug af mig med det at blive valgt.

Da jeg forvekslede at blive brugt med at være ønsket

Det er svært at skrive denne del uden at lyve i den modsatte retning.

Jeg vil ikke fremstille alle mændene som rovdyr og mig selv som et menneske uden valg.

Det ville være endnu en måde at flytte ansvaret på.

Jeg valgte mange af dem.

Jeg inviterede.

Svarede.

Kørte.

Åbnede døren.

Jeg ønskede sex.

Ikke hver gang af de samme grunde.

Men ofte nok oprigtigt.

Jeg havde glæde.

Lyst.

Nysgerrighed.

Der fandtes møder, som var frivillige, varme og gode, selv om de ikke blev til kærlighed.

En kvinde bliver ikke automatisk brugt, fordi en mand ikke vil giftes med hende.

En mand skylder ikke et helt liv, fordi han har ønsket hendes krop.

Det forstår jeg.

Det forstod jeg også dengang, når jeg tænkte klart.

Problemet var, at jeg sjældent nøjedes med det, der faktisk var blevet tilbudt.

Jeg tog imod begæret.

Og inde i mig omskrev jeg det til valg.

Han vil se mig i aften.

Derfor savner han mig.

Han kommer tilbage.

Derfor betyder jeg noget særligt.

Han bliver jaloux.

Derfor elsker han mig.

Han skriver sent.

Derfor kunne han ikke lade være med at tænke på mig.

Nogle gange betød handlingerne netop det, jeg håbede.

Ofte betød de mindre.

En mand kunne tænke på min krop uden at tænke på mit liv.

Han kunne savne den følelse, jeg gav ham, uden at savne mig som helt menneske.

Han kunne vende tilbage, fordi vejen var kendt, døren åben og forventningerne små.

Det tog mig mange år at lære forskellen.

Peter skrev næsten altid først.

Det brugte jeg som bevis på, at han ikke kun kom, fordi jeg gjorde mig tilgængelig.

Jeg savner dig.

Hvornår kan jeg se dig?

Har tænkt på dig hele dagen.

Beskederne kom ofte på hverdage.

Sjældent fredag aften.

Næsten aldrig lørdag.

Ikke jul.

Ikke nytår.

Ikke hans fødselsdag.

Ikke min, hvis datoen faldt forkert i hans familieliv.

“Du siger, du savner mig,” sagde jeg en dag.

“Det gør jeg.”

“Hvorfor kan du så aldrig ændre en weekend?”

Peter så på mig.

“Fordi jeg har et liv.”

“Og jeg er ikke en del af det.”

“Du er en del af mit liv.”

“Hvilken del?”

Han blev stille.

Vi sad i min lejlighed.

Han havde to timer.

Altid tid i afgrænsede enheder.

“Det her,” sagde han.

Han pegede ikke kun på sengen.

På rummet.

Kaffen.

Samtalen.

“Det her er ikke et helt liv.”

“Det har du heller ikke ønsket.”

“Nej.”

Jeg havde sagt det.

Ingen ægteskab.

Ingen samliv.

Det gjorde det svært at forklare, hvorfor hans begrænsning stadig gjorde ondt.

“Jeg vil bare have, at du nogle gange vælger mig, når det koster noget.”

Peter så på mig.

“Så du vil have et offer.”

Niels havde sagt det om huset.

Terapeuten om kærligheden.

“Ikke et offer.”

“Hvad så?”

“Et tegn.”

“På hvad?”

“At jeg ikke bare er nem.”

Ordet kom.

Nem.

Jeg begyndte at græde.

Peter rakte efter min hånd.

Jeg lod ham.

“Du er ikke nem.”

“Jeg har en lejlighed, ingen mand, ingen børn hjemme og forventer ikke, at du bliver.”

“Det er ikke derfor, jeg kommer.”

“Hvorfor så?”

“Fordi jeg kan lide dig.”

“Og vil have sex.”

“Ja.”

Han sagde det uden skam.

“Er det forkert?”

“Nej.”

“Så hvad spørger du om?”

Om jeg fandtes, når han ikke havde lyst.

Om han ville komme, hvis jeg var syg.

Om han ville sidde med mig en hel søndag uden sex.

Om han ville høre på et problem, der ikke førte til nærhed.

Jeg sagde ikke alt.

“Ville du stadig se mig, hvis vi ikke havde sex en periode?”

Peter smilede lidt.

“Hvorfor skulle vi ikke?”

“Det var ikke spørgsmålet.”

Han hørte det.

“Jeg ved det ikke.”

Det var et ærligt svar.

Det gjorde ondt.

“Hvorfor ikke?”

“Fordi det er en stor del af det, vi har.”

“Så hvis den forsvinder, gør jeg også.”

“Det har jeg ikke sagt.”

“Nej.”

Jeg trak hånden til mig.

“Du sagde bare, at du ikke ved det.”

Peter så på uret kort efter.

Ikke for at ydmyge mig.

Han skulle hjem.

Jeg så bevægelsen.

“Du skal gå.”

“Ja.”

“Selvfølgelig.”

“Bente.”

“Hvad?”

“Du vidste, hvor længe jeg kunne.”

“Ja.”

“Så hvorfor siger du selvfølgelig sådan?”

“Fordi du altid går.”

“Jeg bor ikke her.”

“Det ved jeg.”

Han tog jakken.

Kyssede mig.

Jeg kyssede ikke rigtigt tilbage.

“Er du vred?”

“Nej.”

“Du er.”

“Det er ligegyldigt.”

“Nej.”

Han stod.

“Men jeg kan ikke blive, til du ikke længere føler det.”

Det var en ansvarlig grænse.

Jeg oplevede den som afvisning.

Da døren lukkede, skrev jeg til Henrik.

Ikke fordi jeg ønskede sex med ham den dag.

Fordi han kunne blive.

Har du tid?

Han ringede.

“Hvad er der?”

“Ikke noget.”

“Du skriver ikke sådan, når der ikke er noget.”

“Kan du komme?”

Henrik var stille.

“Har Peter lige været der?”

Jeg frøs.

“Hvorfor tror du det?”

“Fordi du lyder forladt.”

“Han forlod mig ikke.”

“Han gik hjem.”

“Ja.”

“Og nu skal jeg komme.”

Jeg begyndte at græde.

“Du behøver ikke.”

“Det ved jeg.”

“Så lad være.”

“Er det det, du ønsker?”

Nej.

Jeg ønskede, at han kom uden at spørge til funktionen.

“Jeg vil ikke forklare.”

“Så kan jeg ikke hjælpe.”

“Jeg har ikke bedt om hjælp.”

“Du har bedt mig komme.”

Jeg blev vred.

“Du gør alt kompliceret.”

Henrik sukkede.

“Jeg kan komme en time.”

“Kun en time.”

“Jeg havde planer.”

“Med hvem?”

“Det kommer ikke dig ved.”

Sætningen var min.

Nu rettet mod mig.

“Hvorfor siger du det sådan?”

“Fordi du spørger, som om du har ret til at vide.”

“Vi er tætte.”

“Ja.”

“Så jeg må godt spørge.”

“Du må spørge.”

Han talte roligt.

“Jeg behøver ikke svare.”

Jalousien kom.

Ikke fordi Henrik havde brudt en aftale.

Fordi han måske havde et andet sted at give den omsorg, jeg brugte som bevis på min plads.

“Så bliv væk,” sagde jeg.

Henrik blev stille.

“Okay.”

Han lagde ikke på straks.

Jeg gjorde.

Ventede.

Han ringede ikke igen.

Jeg sad alene.

Peter var gået hjem.

Henrik kom ikke.

Michael havde sagt, han ikke ville være følelsesmæssig medicin.

Søren var optaget.

Fire mænd.

Ingen tilgængelig på den måde, jeg ønskede.

Jeg skrev til en ny kontakt fra datingsiderne.

En mand, jeg endnu ikke havde mødt.

Hvad laver du?

Han svarede straks:

Ligger og tænker på, hvordan du mon ser ud uden den kjole.

Jeg mærkede den gamle varme.

Ingen spørgsmål om Peter.

Henrik.

Mine børn.

Mit liv.

Kun kroppen.

Det var netop derfor, beskeden virkede.

Jeg behøvede ikke forklare.

Jeg sendte et billede.

Ikke helt nøgent.

Nok.

Han skrev:

Du er farlig.

Jeg kunne sove den nat.

Det er svært at skrive uden at føle foragt for mig selv.

Men foragt forklarer ingenting.

Jeg var ikke dum.

Jeg vidste godt, at en seksuel besked fra en fremmed ikke var omsorg.

Jeg brugte den ikke, fordi jeg forvekslede ordene intellektuelt.

Jeg forvekslede virkningen.

Omsorg og begær kunne begge få smerten til at falde.

Derfor begyndte jeg at behandle dem som om de havde samme værdi.

Den ene besked ændrede min krop.

Jeg følte mig valgt.

Det var nok i øjeblikket.

Næste morgen spurgte den nye mand ikke, hvordan jeg havde sovet.

Han skrev:

Flere billeder?

Jeg mærkede skuffelsen.

Svarede alligevel.

Det blev et mønster med ham.

Han hed Lars.

Ikke min Lars.

Bare et navn blandt mange.

Han skrev næsten kun sent.

Hvis jeg sendte noget seksuelt, svarede han hurtigt.

Hvis jeg skrev om arbejde eller børn, gik der timer.

Nogle gange en dag.

Jeg testede ham.

Jeg har haft en virkelig dårlig dag.

Han svarede:

Det er jeg ked af. Skal jeg muntre dig op?

Derefter et forslag om sex.

Jeg læste det som hans måde at hjælpe.

Måske var det også sådan, han mente det.

“Kan vi bare tale?” skrev jeg.

Selvfølgelig.

Han ringede.

Samtalen varede syv minutter.

Så drejede han den tilbage.

“Hvad har du på?”

Jeg blev stille.

“Hørte du, hvad jeg sagde?”

“Ja.”

“Hvad sagde jeg?”

“At du har problemer på arbejdet.”

“Det var mere end det.”

“Undskyld.”

Han lød oprigtigt.

“Jeg er ikke så god til den slags.”

Det var ærligt.

Jeg kunne afslutte.

I stedet sagde jeg:

“Jeg har en skjorte på.”

Samtalen blev seksuel.

Jeg fik den opmærksomhed, han kunne give.

Bagefter følte jeg mig tom.

Ikke fordi han havde narret mig.

Han havde vist mig sin begrænsning.

Jeg havde accepteret den og håbet, den forsvandt, hvis han blev tændt nok af mig.

Det er en af de mest ydmygende sandheder.

Jeg troede ofte, at stærk lyst kunne udvikle sig til stærk omsorg.

Som om intensiteten automatisk ville bevæge sig fra kroppen til hele mennesket.

Det gjorde den nogle gange.

Ikke ofte nok til at bygge et liv på.

En dag skrev Lars ikke.

Heller ikke om aftenen.

Jeg så hans status online.

Skrev:

Er alt okay?

Intet svar.

Næste dag:

Har jeg gjort noget?

Han svarede:

Nej, har bare haft besøg.

En kvinde, forstod jeg.

“Hvem?” skrev jeg.

En jeg ser.

Jeg blev vred.

Hvorfor har du ikke sagt, du så nogen?

Vi har aldrig sagt, vi var eksklusive.

Sandt.

Det er ikke det samme som, at du ikke skal fortælle.

Du har også andre mænd.

Jeg frøs.

Hvordan vidste han det?

Jeg havde sagt, jeg levede frit.

Ikke antal.

Det handler ikke om mig.

Jo.

Han skrev:

Du vil vide, hvem jeg ser, men vil ikke fortælle mig, hvem du ser.

Jeg blev mere vred.

Jeg har aldrig bedt dig om troskab.

Nej.

Så hvad er dit problem?

At du opfører dig, som om jeg har været dig utro.

Jeg lagde telefonen.

Han havde ret.

Jeg ønskede ikke hans liv.

Ikke hans nøgle.

Ikke samliv.

Men jeg ønskede adgang til hans opmærksomhed uden konkurrence.

Da en anden kvinde tog den en aften, følte jeg mig brugt.

Men hvad havde han lovet?

Seksuel kontakt.

Samtaler indimellem.

Ingen eksklusivitet.

Hvis nogen havde overskredet den udtalte ramme, var det ikke ham.

Jeg havde skabt en skjult forventning.

At mit frie liv skulle være mere frit end hans.

Jeg skrev til Birgit.

Kan vi ses?

Hun svarede:

I morgen.

Ikke straks.

Jeg ønskede hjælp nu.

Skrev til Henrik i stedet.

Undskyld for sidst.

Han svarede efter en time:

Hvad er der sket?

Han kendte rækkefølgen.

“Skal der altid være sket noget?” spurgte jeg, da han ringede.

“Når du vender tilbage efter at have sendt mig væk, ja.”

Jeg begyndte at græde.

“En mand har set en anden.”

Henrik blev stille.

“Hvilken mand?”

“Det er ikke vigtigt.”

“Det er vigtigt nok til, at du ringer.”

“Han siger, vi ikke var eksklusive.”

“Var I?”

“Nej.”

“Så hvad gør ondt?”

“At han ikke fortalte det.”

“Fortæller du ham om mig?”

Jeg svarede ikke.

“Om Peter?”

Stilhed.

“Om de andre?”

“Han ved, der er andre.”

“Ved han, at du ringer til mig nu, fordi han var sammen med en kvinde?”

“Nej.”

Henrik trak vejret.

“Så hvad vil du have fra mig?”

“At du er på min side.”

“Mod hvem?”

“Jeg ved det ikke.”

“Du vil have, at jeg siger, han er et svin.”

“Er han ikke?”

“Havde han løjet?”

“Ikke direkte.”

“Havde han lovet eksklusivitet?”

“Nej.”

“Så nej.”

Jeg blev vred.

“Du forsvarer ham.”

“Nej.”

Henrik talte roligt.

“Jeg nægter at fortælle dig en historie, der gør dig uskyldig, fordi du er ked af det.”

Jeg græd.

“Jeg føler mig brugt.”

“Det kan du godt føle.”

“Men du synes ikke, jeg er det.”

“Jeg ved ikke, hvad der er sket mellem jer.”

Han holdt en pause.

“Men nogle gange føler du dig brugt, når en mand tager den ramme alvorligt, du selv har tilbudt.”

Ordene ramte.

“Det er ikke fair.”

“Nej.”

“Du ved ikke noget om ham.”

“Nej.”

“Så hold op.”

“Okay.”

Igen.

Han ville afslutte samtalen.

“Du må ikke lægge på.”

Henrik blev stille.

“Hvorfor?”

“Fordi jeg har brug for dig.”

Der.

Ikke ønsker.

Har brug for.

“Hvad har du brug for?”

“At du bliver.”

“På telefonen.”

“Ja.”

“Og i morgen?”

Jeg vidste ikke.

Måske Peter.

Måske Lars igen.

Måske en ny.

“Det ved jeg ikke.”

Henrik sagde:

“Jeg holder af dig.”

Jeg græd.

“Men jeg kan ikke kun være den, der beviser, at du ikke er blevet valgt fra.”

Han lagde ikke på med det samme.

Vi sad i stilheden.

Det var mere omsorg, end flere af de andre gav.

Han blev på telefonen.

Ikke fordi han ikke kendte min brug af ham.

På trods af den.

Jeg kunne have valgt ham mere ærligt.

Sagt:

Jeg ønsker din omsorg. Jeg ønsker faste aftaler. Jeg ønsker, at du er vigtig. Men jeg vil også se andre. Kan du leve i det uden at blive ødelagt?

Jeg havde sagt dele.

Ikke levet konsekvensen.

For hvis Henrik svarede nej, ville jeg miste mit nærmeste følelsesmæssige hjem.

Så jeg holdt ham i en uklar position.

Tæt nok til at ringe.

Ikke tæt nok til at kræve.

Det var også brug.

Mænd kunne bruge min krop.

Jeg kunne bruge deres længsel.

Det ene annullerede ikke det andet.

Nogle uger senere blev jeg syg.

Ikke alvorligt først.

Feber.

Hoste.

En infektion.

Jeg lå i lejligheden.

Børnene vidste det.

Det ældste skrev:

God bedring.

Det yngste ringede kort.

De havde arbejde og liv.

Jeg sagde, jeg klarede mig.

Det gjorde jeg også praktisk.

Jeg havde mad.

Medicin.

Men jeg ønskede, at nogen kom.

Jeg skrev ikke til mændene samlet.

Det ville have vist mig for tydeligt, hvad jeg gjorde.

Jeg begyndte med Peter.

Jeg er syg.

Han svarede:

Åh nej. God bedring ❤️

Kan du komme forbi med noget?

Der gik længe.

Jeg kan ikke i dag. Familie.

Jeg vidste det.

Alligevel gjorde det ondt.

I morgen?

Jeg ser på det.

Han kom ikke næste dag.

Han skrev:

Hvordan har du det?

Omsorg i beskedform.

Ikke tilstedeværelse.

Jeg skrev til Michael:

Jeg er syg.

Så må vi vente med at ses 😉

Smilet.

Han mente det måske let.

Jeg begyndte at græde.

Jeg spurgte ikke om sex.

Nej, undskyld. Har du brug for noget?

Her var muligheden.

Kan du hente medicin?

Der gik en time.

Jeg er på vej ud af byen.

Måske sandt.

Søren skrev, at han selv havde travlt.

Lars sendte:

God bedring. Skriv når du er frisk.

Skriv, når du igen er brugbar for den relation, vi har.

Det var sådan jeg læste det.

Ikke nødvendigvis sådan han mente det.

Henrik ringede, fordi han havde hørt det i min stemme dagen før.

“Hvor syg er du?”

“Ikke meget.”

“Har du mad?”

“Ja.”

“Medicin?”

“Næsten.”

“Hvad mangler?”

Jeg begyndte at græde.

“Ikke noget.”

“Bente.”

“Jeg vil ikke bruge dig.”

Han blev stille.

“Det er godt, du tænker på det.”

Ordene gjorde ondt.

“Så du kommer ikke.”

“Det har jeg ikke sagt.”

“Hvad siger du?”

“At jeg gerne kommer, hvis du kan tage imod det uden at gøre mig til den vigtigste mand i dag og én mulighed igen, når du er rask.”

Jeg græd.

“Hvordan skal jeg love det?”

“Det kan du ikke.”

“Så hvad vil du have?”

“Ærlighed.”

Han talte roligt.

“Har du skrevet til de andre først?”

Jeg kunne lyve.

“Ja.”

“Hvem kunne ikke?”

“Alle.”

“Så jeg er den sidste.”

“Nej.”

“Var jeg den første?”

“Nej.”

Han sukkede.

“Det er det, jeg mener.”

“Jeg vidste, du ville gøre det kompliceret.”

“Og alligevel ringer du.”

“Du ringede.”

“Fordi jeg holder af dig.”

Jeg begyndte at græde mere.

“Kommer du?”

“Ja.”

Henrik kom.

Med medicin.

Suppe.

Brød.

Han ryddede lidt op.

Skiftede sengetøj, fordi jeg havde svedt.

Ikke som en seksuel mand.

Som en partner.

Jeg lå på sofaen.

Så på ham.

“Du ville være en god ægtemand,” sagde jeg.

Han standsede.

“Det skal du ikke sige.”

“Hvorfor?”

“Fordi du ikke vil have mig som ægtemand.”

“Nej.”

“Så lad være med at belønne min omsorg med en rolle, du aldrig vil give mig.”

Jeg begyndte at græde.

Ensomhed og længsel i Bente’s liv 11

“Det var ment som noget godt.”

“Det ved jeg.”

Han satte en kop foran mig.

“Men det holder håbet levende.”

Jeg så på ham.

“Har du stadig håb?”

“Ja.”

Svaret kom.

“Selv efter alt?”

“Ja.”

“Så hvorfor kommer du?”

Henrik satte sig.

“Fordi jeg har svært ved at lade være.”

Det var ikke en romantisk sejr.

Det var også hans mønster.

Han vidste, at relationen gjorde ondt.

Kom alligevel.

Jeg mærkede den gamle varme:

Han kan ikke lade være.

Beviset.

“Er du ked af, at du kom?” spurgte jeg.

“Ikke nu.”

“Og senere?”

“Muligvis.”

“Så gå.”

Prøven.

Henrik lukkede øjnene.

“Stop.”

“Hvad?”

“Du gør det til gå eller bliv igen.”

“Hvad skal jeg ellers sige?”

“Tak.”

Jeg blev stille.

Tak.

Ikke:

Bliv for evigt.

Ikke:

Gå, så jeg kan se, om du kæmper.

“Tak,” sagde jeg.

Han nikkede.

Blev nogle timer.

Sov ikke der.

Da han gik, kyssede han min pande.

Ikke munden.

“Ring, hvis feberen stiger.”

“Ja.”

“Ikke hvis Peter ikke svarer.”

Ordene var hårde.

Jeg blev vred.

Så forstod jeg.

“Okay.”

Han gik.

Næste dag skrev Peter:

Hvordan går det?

Jeg svarede:

Bedre. Henrik kom med medicin.

Hvorfor nævnte jeg navnet?

For at gøre Peter jaloux.

Han svarede:

Godt, du havde nogen.

Ingen jalousi tydeligt.

Jeg følte mig endnu mindre vigtig.

Er du ikke ligeglad? skrev jeg.

Med at du er bedre? Nej.

Med Henrik.

Der gik lidt.

Du ser andre. Det ved jeg.

Jeg begyndte at græde.

Jeg havde ønsket friheden.

Hans rolige accept føltes som mangel på kærlighed.

Hvis han var jaloux, kunne jeg føle mig betydningsfuld.

Hvis han ikke var, følte jeg mig kun tilgængelig.

Jeg skrev:

Så det gør ingen forskel for dig, hvem der er hos mig.

Jo. Men jeg kan ikke kræve noget andet.

Det var modent.

Jeg hadede det.

Nogle måneder senere stoppede Peter relationen.

Ikke fordi hans kone opdagede os.

Ikke fordi jeg krævede ægteskab.

Han skrev, at hans liv var blevet for kompliceret.

Jeg bad om en samtale.

Han kom.

Ikke hjem til mig.

En café.

Det var et dårligt tegn.

“Hvorfor?” spurgte jeg.

“Jeg har ikke tid.”

“Det har du haft i flere år.”

“Ikke på samme måde nu.”

“Er der en anden?”

Peter så på mig.

“Der har været andre.”

Jeg frøs.

“Hvor mange?”

“Det kommer ikke dig ved.”

Mine ord.

“Så jeg var ikke den eneste.”

“Det har jeg aldrig sagt.”

“Men du sagde, du savnede mig.”

“Det gjorde jeg.”

“Og at jeg var særlig.”

“Det var du.”

“Så hvordan kan der være andre?”

Peter så træt ud.

“På samme måde som der er andre for dig.”

Jeg begyndte at græde.

“Det er ikke det samme.”

“Hvorfor?”

“Fordi jeg ikke har en kone.”

“Nej.”

Han nikkede.

“Men du har flere mænd.”

“Jeg har aldrig skjult, at jeg er fri.”

“Jeg har heller aldrig lovet, at du var min eneste relation.”

“Du sagde, dit ægteskab var åbent.”

“Det er kompliceret.”

“Ved hun om de andre?”

Peter svarede ikke.

Jeg forstod.

Måske havde der været flere kvinder.

Måske var jeg aldrig den særlige hemmelighed, jeg havde forestillet mig.

Kun én af flere steder, han gik hen.

Jeg følte mig brugt.

“Var jeg bare nem adgang?” spurgte jeg.

“Nej.”

“Så hvad var jeg?”

“En kvinde, jeg holdt af.”

“Holdt.”

“Ja.”

“Og sex.”

“Ja.”

“Og nu er det slut.”

“Ja.”

Jeg græd.

“Hvorfor kommer du ikke bare mindre?”

“Fordi jeg vil afslutte.”

“Så der er en ny, der fylder mere.”

Peter blev stille.

Det var svar nok.

“Er hun yngre?”

Spørgsmålet kom.

“Bente.”

“Er hun?”

“Det er ikke relevant.”

“Så ja.”

Han sagde ikke.

Jeg gjorde det til sandhed.

En yngre kvinde.

Mere attraktiv.

Ny.

Den position, jeg selv havde elsket at have over for koner.

Nu var jeg den kendte kvinde, der blev valgt fra til fordel for det nye.

Jeg kunne ikke holde det ud.

“Du brugte mig,” sagde jeg.

Peter så på mig.

“Vi brugte hinanden.”

Ordene.

“Nej.”

“Jo.”

Han talte roligt.

“Du brugte mig til sex, spænding og til at føle dig valgt af en gift mand.”

Jeg begyndte at protestere.

Han fortsatte:

“Jeg brugte dig til sex, frihed og et rum uden for mit ægteskab.”

“Jeg holdt af dig.”

“Det gjorde jeg også.”

“Så var det ikke brug.”

“Det kan være begge dele.”

Sætningen blev hos mig.

Et menneske kan holde af og bruge.

Jeg havde allerede forstået det om mig selv.

Nu hørte jeg det fra ham.

“Vil du aldrig se mig igen?” spurgte jeg.

“Det tror jeg er bedst.”

“Bedst for hvem?”

“Alle.”

“Din kone.”

“Også.”

“Den nye kvinde.”

Peter svarede ikke.

“Så jeg bliver bare fjernet.”

“Jeg afslutter en relation.”

Han nægtede at gøre mig til offer for en ulykke.

Han valgte.

Jeg gik fra caféen med følelsen af at være blevet kasseret.

Ikke skilt.

Ikke offentligt forladt.

Ingen vidste, at jeg havde mistet ham.

Der var ingen fælles venner, der ringede.

Ingen børn, der spurgte.

Ingen ejendele at fordele.

En relation kan være virkelig uden offentlige spor.

Men når den slutter, kan fraværet af spor gøre sorgen endnu mere ensom.

Jeg kunne ikke sige til børnene:

Peter er gået.

De kendte ham ikke.

Kun Birgit og terapeuten vidste nok.

Henrik kendte dele.

Jeg ringede ikke til ham første aften.

Jeg var blevet advaret.

Sad alene.

Forsøgte at lade sorgen være sorg.

Efter to timer skrev Michael.

Hvad laver du?

Jeg svarede ikke straks.

Så:

Ikke noget.

Skal jeg komme?

Jeg vidste, hvad han mente.

Ikke omsorg.

Sex.

Jeg skrev ja.

Han kom.

Det var frivilligt.

Jeg ønskede ham.

Også fordi Peter havde forladt mig.

Under mødet var jeg til stede og ikke til stede.

Bagefter tog Michael tøjet på.

“Skal du gå?”

“Ja.”

“Kan du blive?”

Han så på mig.

“Er der sket noget?”

Jeg begyndte at græde.

“Peter er væk.”

Michael satte sig igen.

Ikke begejstret.

“Så det var derfor.”

“Ikke kun.”

“Men også.”

“Ja.”

Han så ned.

“Det her føles ikke godt.”

Jeg blev vred.

“Du fik det, du kom efter.”

Han reagerede.

“Er det sådan, du ser mig?”

“Er det forkert?”

“Jeg kom, fordi du sagde ja.”

“Til sex.”

“Ja.”

“Ikke til at blive.”

“Nej.”

Han talte roligt.

“Det har jeg aldrig sagt.”

Jeg græd.

“Så du har bare brugt mig.”

Michael lukkede øjnene.

“Du ringede mig ind efter en anden mand havde forladt dig.”

“Du skrev.”

“Og du sagde ja.”

“Så det er min skyld.”

“Nej.”

Han holdt mit blik.

“Men du kan ikke først bruge mig til at slippe for sorgen og bagefter kalde mig bruger, fordi jeg ikke bliver kæreste.”

Ordene var præcise.

Jeg hadede dem.

Han gik ikke straks.

Sad lidt.

“Har du nogen, du kan ringe til?”

“Ja.”

“Henrik?”

Jeg blev stille.

Mændene kendte efterhånden funktionerne, selv uden fulde kort.

“Ring til ham, hvis han vil være der følelsesmæssigt.”

“Du kunne.”

“Nej.”

Han var tydelig.

“Det kan jeg ikke give dig.”

“Vil du ikke?”

“Begge.”

Han tog jakken.

“Jeg vil ikke fortsætte, hvis du bruger vores sex sådan.”

Jeg mærkede panikken.

“Så du stopper også.”

“Ja.”

To mænd på én dag.

Peter.

Michael.

Ikke fordi de kendte hinanden.

Fordi systemet var blevet synligt for dem hver for sig.

“Er jeg så dårlig?” spurgte jeg.

Michael så på mig.

“Det handler ikke om dårlig.”

“Så hvad?”

“At jeg ikke vil være en funktion.”

Han gik.

Jeg sad alene.

Peter havde sagt:

Vi brugte hinanden.

Michael:

Jeg vil ikke være en funktion.

Henrik:

Jeg vil ikke være medicin.

Tre mænd.

Tre formuleringer.

Samme sandhed.

Jeg havde opdelt dem.

Peter til spænding og følelsen af at være valgt fra et ægteskab.

Henrik til omsorg og følelsesmæssigt hjem.

Michael til direkte begær og hurtig bekræftelse.

Søren til middag, overnatning og selskab.

Når en mand ikke længere ville udføre sin funktion, følte jeg mig brugt eller forladt.

Jeg så ikke altid, at jeg selv havde nægtet at se ham som mere end den rolle.

Det betyder ikke, at mændene var uskyldige.

Peter havde sandsynligvis løjet for sin kone.

Måske også for mig om åbenheden.

Lars brugte følelsesord for at holde en seksuel kontakt varm.

Andre mænd sagde:

Jeg savner dig,

når de i virkeligheden savnede adgang.

Nogle lovede middag og samtale for at få sex og forsvandt bagefter.

En mand ved navn René skrev i flere uger.

Spurgte til mit arbejde.

Børnene.

Bøger.

Min skilsmisse.

Han virkede oprigtigt interesseret.

Vi mødtes.

Talte længe.

Han sagde:

“Jeg føler, jeg allerede kender dig.”

Jeg blev rørt.

Vi så hinanden igen.

Han var varm.

Tålmodig.

Ikke kun seksuel i beskederne.

Jeg tænkte:

Her er forskellen.

En mand, der ser hele mig.

Efter vi havde haft sex, ændrede beskederne sig.

Kortere.

Senere.

Mere direkte.

Jeg skrev:

Hvordan gik mødet, du var nervøs for?

Han svarede:

Godt. Savner din krop.

Jeg mærkede skuffelsen.

Kun den?

Nej da.

Hvad savner du ellers?

Der gik længe.

Dit smil.

Det lød indøvet.

Jeg testede.

Jeg har ikke lyst til sex næste gang. Kan vi spise?

Han svarede:

Selvfølgelig.

Dagen før aflyste han.

Arbejde.

Vi fandt en ny dag.

Jeg sagde igen, at jeg kun ønskede middag.

Han skrev mindre op til dagen.

Aflyste igen.

“Er det fordi, jeg sagde ingen sex?” spurgte jeg.

“Nej.”

“Så hvornår kan du?”

“Jeg har meget.”

“Du havde tid før.”

René blev defensiv.

“Det her bliver for krævende.”

“Jeg har bedt om middag.”

“Og tests.”

“Tests?”

“Om jeg kan lide dig uden sex.”

Jeg begyndte at græde.

“Kan du?”

“Ja.”

“Så vis det.”

Han sukkede.

“Det er netop det.”

“Hvad?”

“Jeg gider ikke bevise det hele tiden.”

Han forsvandt gradvist.

Ikke helt.

Sendte enkelte seksuelle beskeder.

Hvis jeg svarede varmt, blev han aktiv.

Hvis jeg nævnte middag, arbejde eller følelser, blev han travl.

Til sidst skrev jeg:

Du ville kun have sex.

Han svarede:

Det er ikke fair. Vi havde gode samtaler.

Før.

Og efter.

Ikke når jeg ikke ville mødes seksuelt.

Han svarede ikke.

Jeg havde ret om ham, tror jeg.

Ikke nødvendigvis at han intet følte.

Men hans investering var knyttet til adgang.

Da adgangen blev usikker, faldt interessen.

Det gjorde ondt.

Ikke fordi han havde lovet kærlighed.

Fordi han havde brugt interesse for hele mig som vej til en bestemt del.

Jeg ringede til terapeuten.

“Hvordan ved man, om man bliver brugt?” spurgte jeg.

“Hvad mener du med brugt?”

“At en mand kun vil have sex.”

“Har han sagt, han vil mere?”

“Han spurgte til alt.”

“Før eller efter sex?”

“Mest før.”

“Har du spurgt direkte, hvad han ønsker?”

“Han sagde, han ville lære mig at kende.”

“Og nu?”

“Nu er han travl, hvis der ikke er sex.”

Hun nikkede.

“Så hans handlinger giver information.”

“Så han brugte mig.”

“Måske.”

Hun var forsigtig.

“Hvorfor kun måske?”

“Fordi han kan have været oprigtigt nysgerrig og senere opdaget, at han primært ønskede noget fysisk.”

“Så det er okay.”

“Det har jeg ikke sagt.”

“Men du undskylder ham.”

“Nej.”

Hun så på mig.

“Jeg prøver at skelne mellem bevidst manipulation og en relation, hvor mennesker ønskede forskelligt.”

Jeg begyndte at græde.

“Det føles ens.”

“Ja.”

“Så hvad er forskellen for mig?”

“At den ene kræver, at du ser hans ansvar.”

“Og den anden?”

“At du ser vilkårene og dit håb.”

Jeg forstod ikke helt.

Hun forklarede:

“Hvis René bevidst lod som om, han ønskede et forhold for at få sex, har han vildledt dig.”

“Ja.”

“Hvis han sagde, han ville lære dig at kende, gjorde det, havde sex og senere fandt ud af, at han ikke ønskede mere, er det smertefuldt, men ikke nødvendigvis bedrag.”

“Det er meget bekvemt for mænd.”

“Det kan det være.”

Hun talte roligt.

“Men du har også flere gange ønsket adgang til en mand uden at ønske hele hans liv.”

Jeg blev stille.

Peter.

Michael.

Søren.

Selv Henrik, som jeg ønskede meget fra, men ikke hele vejen.

“Så jeg må ikke være ked af det.”

“Jo.”

“Vred?”

“Ja.”

“Så hvad skal jeg gøre?”

“Se på det, han gør nu.”

“Og?”

“Vælge, om det er nok.”

Jeg græd.

“Det er det ikke.”

“Så afslut.”

“Så har han vundet.”

“Hvad?”

“Fået det, han ville have.”

Terapeuten så på mig.

“Og hvis du fortsætter?”

“Så får han mere.”

“Så hvad er din opgave?”

Ikke få ham til at indrømme.

Ikke gøre ham forelsket bagefter.

Ikke vinde ved at blive uundværlig.

Vælge.

Jeg afsluttede kontakten.

René skrev efter nogle uger:

Savner dig.

Jeg mærkede varmen.

Spurgte:

Hvad savner du?

Dig.

Hvilken del?

Han sendte et seksuelt svar.

Det var information.

Jeg blokerede.

Ikke med stor tale.

Det var en reel grænse.

Jeg var stolt i nogle dage.

Så savnede jeg antallet.

En kontakt mindre.

Et spejl slukket.

Jeg oprettede to nye samtaler.

Det viser, hvor ufuldstændig min erkendelse var.

Jeg kunne sætte en grænse over for én mand.

Og samtidig fortsætte systemet.

Birgit sagde:

“Du leder efter den mand, der beviser, at alle de andre tog fejl.”

“Hvad mener du?”

“En der først vil have sex og bagefter ser hele dig.”

“Det findes.”

“Ja.”

Hun nikkede.

“Men du bruger hver ny mand som test.”

“Det gør alle vel.”

“Ikke sådan.”

“Så hvordan?”

“Du giver meget hurtigt adgang.”

Hun talte uden moral.

“Og venter på, om han bliver.”

“Så jeg skal holde sex tilbage for at teste.”

“Nej.”

Hun sukkede.

“Det er ikke en strategi.”

“Hvad er det så?”

“At du skal vide, hvad du selv ønsker.”

“Jeg ønsker sex.”

“Godt.”

“Og nærhed.”

“Godt.”

“Og frihed.”

“Godt.”

“Så hvad er problemet?”

“At du forventer, at den samme handling betyder alle tre ting for den anden.”

Jeg så på hende.

“Sex kan være nærhed.”

“Ja.”

“Og frihed.”

“Ja.”

“Så?”

“Og det kan være sex.”

Hun holdt mit blik.

“Du bliver ødelagt hver gang, en mand har ment det sidste.”

“Så skal jeg bare acceptere at blive brugt.”

“Nej.”

Birgit blev fastere.

“Du skal stoppe med at kalde enhver seksuel relation brug, når manden har været tydelig, og stoppe med at kalde enhver seksuel interesse kærlighed, når han ikke har vist den.”

Det var hårdt.

Præcist.

“Hvad med dem, der lyver?”

“Dem skal du forlade.”

“Så enkelt.”

“Nej.”

Hun så træt ud.

“Men stadig nødvendigt.”

Jeg begyndte at lægge mærke til mønstrene mere konkret.

Hvem skrev kun sent?

Hvem spurgte til mig uden at dreje det tilbage til sex?

Hvem kunne mødes, når jeg var syg, træt eller ikke seksuel?

Hvem kendte mine børns alder?

Hvem huskede en vigtig dato?

Hvem ville ses i dagslys?

Hvem ville have mig ind i sit liv?

Ikke nødvendigvis som kæreste.

Bare synligt.

En mand ved navn Ole så jeg i næsten et år.

Han var single.

Ville ikke bo sammen.

Det passede.

Han inviterede mig til koncert.

Middag.

En weekendtur.

Ikke til familien først.

Senere til en fødselsdag med venner.

“Vil du virkelig have mig med?” spurgte jeg.

“Ja.”

“Ved de, hvem jeg er?”

“At vi ses.”

“Som hvad?”

“En kvinde, jeg holder af.”

Jeg blev rørt.

Synlighed.

Ikke hemmelig.

Ole kunne også være seksuel.

Meget.

Men han ringede dagen efter.

Ikke kun sent.

Han kom med mad, da jeg havde travlt.

Spurgte til børnene.

Ikke ind i deres liv.

Huskede.

Jeg begyndte at føle mig ønsket på en anden måde.

Det gjorde mig urolig.

Hvis han ønskede hele mig mere, kunne han også afvise hele mig.

Jeg holdt andre kontakter åbne.

Ikke skjult helt.

Ole vidste, jeg ikke havde lovet eksklusivitet.

“Ser du stadig andre?” spurgte han.

“Ja.”

“Hvor mange?”

“Et par.”

Det var tre.

“Ved de om mig?”

“De ved, jeg ikke er eksklusiv.”

Han så på mig.

“Det var ikke spørgsmålet.”

Jeg reagerede.

“Skal vi tilbage til antal og navne?”

“Nej.”

Han talte roligt.

“Jeg vil vide, om jeg er en relation, du faktisk står ved.”

“Du har mødt dine venner med mig.”

“Det var mit valg.”

“Hvad ønsker du fra mig?”

“At du ikke bruger min synlighed som noget, du tager imod, mens du holder mig skjult i de andre relationer.”

Jeg forstod.

Hvis Ole gjorde mig synlig, men jeg lod andre mænd tro, at de var den vigtigste, var der stadig ubalance.

“Jeg vil ikke rapportere.”

“Det beder jeg ikke om.”

“Hvad så?”

“At du ikke får dem til at tro, de er alene, hvis de ikke er.”

“Det gør jeg ikke.”

Ole så på mig.

“Er du sikker?”

Jeg tænkte på formuleringerne.

Jeg ser kun få.

Du er den eneste, jeg tager på weekend med.

Jeg taler ikke sådan med andre.

Alt kunne få en mand til at føle sig alene i en kategori.

“Ikke altid,” sagde jeg.

Ole nikkede.

“Det er det, jeg er bange for.”

“Hvorfor?”

“Fordi du siger, du ikke vil være kæreste.”

“Nej.”

“Men du opbygger små kæresterelationer i flere rum.”

Ordene.

Små kæresterelationer.

Henrik til omsorg.

Ole til synlighed og aktiviteter.

En anden til sex.

En gift mand til spænding.

Ingen fik hele rollen.

Jeg kunne kalde det ikke-monogami.

Men ingen havde et fælles kort.

“Vil du være eksklusiv?” spurgte jeg.

Ole tænkte.

“Måske.”

Panikken.

“Det kan jeg ikke love.”

“Det ved jeg.”

“Så hvorfor fortsætter du?”

“Fordi jeg holder af dig.”

“Så accepterer du rammen.”

“Indtil den ikke er god for mig.”

Det var sundt.

Midlertidigt samtykke.

Ikke livslang tilladelse til at gøre hvad som helst.

“Vil du sige det, før du går?”

“Ja.”

“Så jeg kan ændre mig?”

Ole så på mig.

“Så vi kan tale.”

Ikke nødvendigvis så jeg kunne beholde ham.

Det gjorde mig utryg.

Jeg begyndte at investere mere i ham.

Også konkurrere med de andre kvinder, han endnu ikke så.

“Hvorfor vil du måske være eksklusiv?” spurgte jeg.

“Fordi jeg gerne vil bygge noget dybere.”

“Uden samliv.”

“Ja.”

“Uden ægteskab.”

“Ja.”

“Så hvad betyder dybere?”

“At vi prioriterer hinanden.”

Jeg tænkte på Peter.

Aldrig lørdag.

Ole tilbød lørdage.

Weekender.

Synlighed.

Omsorg.

Det var tættere på at være valgt.

Det burde have været det, jeg havde søgt.

Jeg blev rastløs.

For hvis Ole fyldte mere, skulle de andre fylde mindre.

Jeg kunne ikke længere bruge mængden som sikkerhedsnet.

“Jeg skal tænke,” sagde jeg.

“Det må du.”

Han pressede ikke.

Jeg gik hjem.

Tre mænd skrev.

En ny invitation.

Den gamle strøm.

Jeg svarede dem alle.

Ikke fordi jeg havde besluttet nej til Ole.

Fordi hans tilbud om dybde gjorde mig bange for at miste muligheder.

Det er en anden del af forskellen mellem at blive brugt og ønsket.

At blive brugt kan føles sikkert, når man selv er bange for at blive kendt.

Manden vil have en afgrænset del.

Man behøver ikke stå til ansvar for resten.

Når en mand ønsker mere af hele mennesket, bliver risikoen større.

Han kan se.

Kræve sammenhæng.

Blive såret.

Gå på baggrund af noget reelt.

Jeg sagde, at jeg længtes efter at blive valgt.

Men da Ole begyndte at vælge, beskyttede jeg mig med flere mænd.

Nogle uger senere spurgte han:

“Har du tænkt?”

“Ja.”

“Og?”

“Jeg vil ikke eksklusivitet.”

Ole nikkede.

Ikke dramatisk.

“Okay.”

“Er du vred?”

“Nej.”

“Skuffet?”

“Ja.”

“Vil du stoppe?”

“Ikke nødvendigvis i dag.”

Jeg mærkede lettelsen.

“Så vi kan fortsætte.”

“En periode.”

“Hvad betyder det?”

“At jeg skal mærke, om det er nok.”

Jeg blev vred.

“Så jeg er på prøve.”

“Nej.”

Han talte roligt.

“Jeg tager ansvar for min grænse.”

“Du vidste det fra begyndelsen.”

“Jeg vidste, hvad du sagde.”

“Det er det samme.”

“Nej.”

Han så på mig.

“Man kan opdage, at noget gør mere ondt, end man troede.”

Jeg kendte det fra Jørgen.

Fra Henrik.

Mænd kunne samtykke til frihed og senere ændre grænsen.

Det var ikke nødvendigvis forsøg på at kontrollere mig.

Det kunne være selvbeskyttelse.

“Så du går måske.”

“Ja.”

Jeg mærkede panikken.

“Er der en anden?”

“Nej.”

“Så hvorfor?”

“Fordi det her ikke giver mig nok.”

Ordene.

Ikke fordi jeg var dårlig.

Fordi relationen ikke gav ham det, han ønskede.

“Jeg kan give dig mere tid.”

“Det handler ikke kun om tid.”

“Hvad så?”

“At du altid har en vej ud til en anden.”

Jeg begyndte at græde.

“Det er frihed.”

“For dig.”

“Du har samme.”

“Jeg bruger den ikke på samme måde.”

“Det er dit valg.”

“Ja.”

Ole nikkede.

“Og nu vælger jeg måske, at relationen ikke passer.”

Jeg følte mig brugt.

Han havde fået næsten et år.

Sex.

Weekender.

Min tid.

Nu ville han gå, fordi jeg ikke ændrede rammen.

Men han havde også givet.

Synlighed.

Omsorg.

Tid.

Han havde ikke taget uden at tilbyde.

Jeg kunne ikke ærligt kalde ham bruger.

Jeg kunne kun sige, at vores ønsker var forskellige.

Det var sværere.

Ingen skurk.

Kun konsekvens.

Ole sluttede nogle måneder senere.

Ordentligt.

Han ønskede en relation med mere gensidig prioritering.

Jeg ønskede ikke at love den.

Ikke fordi jeg ikke holdt af ham.

Fordi de andre muligheder stadig føltes som beskyttelse.

Han fandt senere en kvinde.

Jeg så et billede gennem en fælles bekendt.

De stod sammen til en fest.

Synlige.

Hans hånd på hendes ryg.

Jeg blev knust.

“Han valgte hende,” sagde jeg til terapeuten.

“Ja.”

“Hvad havde hun, jeg ikke havde?”

“Ved du, at det handler om noget, hun havde?”

“Hvorfor ellers?”

“Fordi hun måske ønskede den relation, han ønskede.”

“Så hun gav ham eksklusivitet.”

“Muligvis.”

“Så hun vandt.”

Terapeuten så på mig.

“Er kærlighed en konkurrence om, hvem der giver det rigtige tilbud?”

“Det føles sådan.”

“Og hvad valgte du?”

“Frihed.”

“Så han respekterede dit valg.”

Jeg græd.

“Det føles ikke respektfuldt.”

“Fordi konsekvensen var, at han gik.”

“Ja.”

“Ville du have, at han blev i en relation, der ikke var nok for ham?”

“Ja.”

Det ærlige svar.

Terapeuten nikkede.

“Der er arbejdet.”

Jeg ønskede friheden til flere mænd.

Og en god mands fortsatte tilstedeværelse, selv når den gjorde ham ulykkelig.

Jeg ønskede ikke bare at blive valgt.

Jeg ønskede at blive valgt imod hans egne behov.

Det offer igen.

Efter Ole søgte jeg mere direkte seksuelle relationer en periode.

De føltes mindre farlige.

Jeg sagde:

“Jeg vil kun noget fysisk.”

Mændene sagde ja.

En af dem, Jens, var meget tydelig.

“Jeg bliver ikke kæreste.”

“Det vil jeg heller ikke.”

“Jeg skriver ikke hver dag.”

“Godt.”

“Jeg kommer ikke, hvis du er ked af det.”

Den sætning stødte mig.

“Hvorfor siger du det?”

“Fordi folk ofte ændrer forventninger.”

“Jeg er ikke folk.”

“Nej.”

Han smilede.

“Men det er min grænse.”

Jens og jeg havde et seksuelt forhold i næsten et år.

Ingen løgn.

Han var single.

Jeg kendte ikke meget til hans liv.

Han kendte lidt til mit.

Møderne var gode fysisk.

Efterfølgende gik han.

Næsten altid.

Jeg accepterede.

Nogle gange uden smerte.

Andre gange lå jeg og følte mig tom.

“Vil du aldrig sove her?” spurgte jeg en aften.

“Nej.”

“Hvorfor?”

“Det vil jeg ikke have med.”

“Hvad?”

“Parforholdsfølelsen.”

“Det er bare søvn.”

“Ikke for mig.”

Han kendte sin grænse.

“Er du bange for at få følelser?”

“Nej.”

“Hvad så?”

“Jeg ønsker ikke mere.”

Ordene var klare.

Ingen vildledning.

Jeg blev alligevel såret.

“Så du bruger mig.”

Jens satte sig.

“Har jeg lovet noget andet?”

“Nej.”

“Har du lyst til sex med mig?”

“Ja.”

“Har jeg presset dig?”

“Nej.”

“Så hvad mener du med bruger?”

“At du kun vil have én del.”

“Ja.”

Han sagde det.

“Det har jeg fortalt.”

Jeg begyndte at græde.

“Det gør det ikke mindre tomt.”

“Nej.”

Han talte mildere.

“Men måske betyder det, at du vil noget andet nu.”

Jeg reagerede.

“Ikke et forhold.”

“Så hvad?”

“At du bliver i nat.”

“Og næste gang?”

“Det ved jeg ikke.”

Jens så på mig.

“Jeg tror, du vil have, at det føles som et forhold, når du har brug for det, og som frihed, når du ikke har.”

Det var præcist.

“Det er ikke din sag.”

“Nej.”

Han tog tøjet på.

“Men jeg vil ikke være den, der giver dig begge dele.”

Han gik.

Vi så hinanden igen.

Jeg havde ikke ændret behovet.

Kun skubbet det væk.

En nat efter Jens gik, ringede jeg til Henrik.

Han svarede søvnigt.

“Er du okay?”

“Ja.”

“Hvorfor ringer du så?”

“Jeg savner dig.”

“Er du alene?”

“Ja.”

“Har nogen lige været der?”

Jeg kunne lyve.

“Ja.”

Henrik blev stille.

“Og nu vil du have mig.”

“Jeg vil tale.”

“Om ham?”

“Nej.”

“Om hvad?”

“Om ingenting.”

Henrik trak vejret.

“Jeg kan ikke mere.”

Panikken.

“Hvad mener du?”

“Jeg kan ikke være stemmen efter de andre mænd.”

“Du er ikke bare det.”

“Nej.”

Han lød træt.

“Men det er den rolle, du bliver ved med at give mig.”

“Så hvad vil du?”

“Afstand.”

“Har du mødt en?”

“Ja.”

Jeg frøs.

“Hvem?”

“En kvinde.”

“Seriøst?”

“Det kan blive det.”

“Ved hun om mig?”

“At vi har haft en relation.”

“Hvad har du sagt?”

“At jeg har svært ved at slippe dig.”

Varmen og panikken på én gang.

“Så du har ikke sluppet mig.”

“Nej.”

“Så hvordan kan du være med hende?”

Henrik blev stille.

“På samme måde som du har været med andre.”

Mine egne regler.

“Vil du vælge hende?”

“Jeg vil prøve at vælge et liv, hvor jeg ikke hele tiden venter på dig.”

Jeg begyndte at græde.

“Så jeg var ikke nok.”

“Det handler ikke om nok.”

“Det gør det altid.”

“Nej.”

Han talte roligt.

“Jeg har ønsket mere af dig, end du ville give. Det gør ikke dig for lidt eller mig for meget.”

“Hvad gør det så?”

“At vi ikke kan blive ved.”

“Vil du aldrig tale med mig igen?”

“Ikke sådan.”

“Har hun bedt dig stoppe?”

“Nej.”

“Så det er dit valg.”

“Ja.”

Det var det værste.

Ingen kontrollerende kvinde.

Ingen ydre årsag.

Henrik valgte selv væk fra rollen som følelsesmæssigt hjem.

“Jeg har brug for dig,” sagde jeg.

“Det ved jeg.”

“Og du går.”

“Ja.”

Han græd måske også.

Jeg kunne høre stemmen ændre sig.

“Fordi jeg også har brug for et liv.”

Vi lagde på.

Jeg ringede ikke til andre den nat.

Ikke fordi jeg var stærk.

Fordi ingen kunne give mig det, Henrik havde givet.

Jens kunne komme fysisk.

Peter var væk.

Ole havde en anden.

Michael havde trukket sig.

Nye mænd kunne skrive.

Ingen af dem havde endnu lært hele min stemme.

Jeg lå i sengen og forstod noget:

Henrik havde ønsket mere end min krop.

Han havde ønsket min prioritering.

Mit hverdagsliv.

En tydelig plads.

Jeg havde holdt ham tæt nok til at tage imod omsorgen, men nægtet ham det, der ville gøre omsorgen gensidig.

Da han gik, følte jeg mig brugt af alle de andre.

Manden jeg selv havde brugt

Men den mand, der faktisk havde ønsket mere, havde jeg selv brugt mest.

Det var ikke en enkel moralsk ligning.

Nogle mænd brugte mig.

Nogle ønskede mig på de vilkår, de havde sagt.

Nogle ønskede mere, end jeg kunne give.

Nogle vildledte.

Nogle var tydelige.

Jeg gjorde dem ofte ens i min fortælling, afhængigt af hvad jeg havde brug for.

Hvis en mand kun ønskede sex, men var tydelig, kunne jeg senere kalde ham bruger.

Hvis en mand ønskede hele mig, kunne jeg kalde ham krævende.

Hvis en gift mand holdt mig skjult, kunne jeg kalde det respekt for vores private rum.

Hvis han ikke risikerede noget for mig, følte jeg mig uvigtig.

Hvis han risikerede familien, følte jeg mig særligt valgt.

Jeg havde ingen stabil målestok.

Kun virkningen på min følelse.

Terapeuten tegnede engang fire cirkler på et papir.

“Krop,” sagde hun.

Skrev ordet.

“Opmærksomhed.”

En anden.

“Omsorg.”

Den tredje.

“Liv.”

Den fjerde.

“Hvad er forskellen?” spurgte hun.

“Det ved du.”

“Sig det.”

Jeg sukkede.

“En mand kan ønske min krop.”

“Ja.”

“Uden at ønske at kende mig.”

“Ja.”

“Han kan ønske min opmærksomhed.”

“Som?”

“Beskeder. At jeg får ham til at føle sig attraktiv.”

“Ja.”

“Han kan ønske min omsorg.”

“Som?”

“At jeg lytter. Trøster. Er tilgængelig.”

“Og liv?”

“At han vil være med i hverdagen.”

“Godt.”

Hun pegede på cirklerne.

“Kan de overlappe?”

“Ja.”

“Skal de?”

“Nej.”

“Hvor sker forvekslingen?”

Jeg så på kroppen.

“Når jeg tror, lyst til min krop betyder ønske om hele mit liv.”

“Og ellers?”

“Opmærksomhed som kærlighed.”

“Og omsorg?”

Jeg begyndte at græde.

“Jeg tager imod den som om jeg har valgt manden tilbage.”

“Har du?”

“Ikke altid.”

Hun pegede på liv.

“Hvem har ønsket det?”

“Erik.”

“Niels.”

“Ja.”

“Henrik på sin måde.”

“Ja.”

“Ole måske.”

“Ja.”

“Hvad gjorde du med dem?”

Jeg græd.

Erik og Niels havde jeg svigtet.

Henrik holdt i afstand.

Ole lod jeg gå, fordi prioriteringen ville koste muligheder.

“Og hvem har været lettest at fastholde?”

“Mændene, der kun ville have én del.”

“Hvorfor?”

“Fordi de ikke kunne se hele mig.”

“Og?”

“Fordi de ikke kunne afvise hele mig.”

Der.

At blive brugt kunne være smertefuldt.

Det kunne også være sikkert.

Hvis en mand kun kendte kroppen, kunne hans afgang handle om adgang.

Ikke om hele mennesket.

Jeg kunne føle mig forkastet.

Men en del af mig vidste, at han aldrig havde set nok til at dømme alt.

Mænd som Erik, Niels, Henrik og Ole var farligere.

De havde set mere.

Deres nej ramte dybere.

Så jeg søgte mænd, hvis begrænsede begær jeg senere kunne sørge over.

Og undgik mænd, hvis hele valg ville kræve, at jeg selv valgte.

Det var ikke fuldt bevidst.

Men det var mønstret.

Efter Henrik gik ind i sin nye relation, blev han mindre tilgængelig.

Han holdt grænsen.

Sendte en besked på min fødselsdag.

Kort.

Venlig.

Jeg læste den mange gange.

Ikke:

Jeg savner dig.

Ikke:

Jeg kan ikke lade være.

Bare:

Tillykke. Jeg håber, du får en god dag.

Jeg svarede:

Tak.

Ikke mere.

Det var en af de få gange, jeg lod en lille kontakt blive lille.

Jeg græd resten af dagen.

Flere andre mænd skrev.

Nogle kendte datoen.

Andre så den på profilen.

Seksuelle komplimenter.

Invitationer.

Peter skrev ikke.

Ole heller ikke.

Henrik havde skrevet den ordentlige, afgrænsede besked.

Jeg havde måske otte mandlige hilsner.

Alligevel følte jeg mig ensom.

Mængden kunne ikke erstatte betydningen.

Det begyndte jeg at forstå.

Ikke nok til at ændre livet straks.

Men nok til, at historierne indeni blev mindre enkle.

Når en mand skrev:

Jeg vil have dig,

spurgte en lille stemme:

Til hvad?

Når han skrev:

Jeg savner dig,

spurgte den:

Hvilken del?

Når han vendte tilbage efter måneder:

Var det mig eller bekvemmeligheden?

Når han ville ses sent:

Ville han også se mig i dagslys?

Når han sagde, jeg var særlig:

Hvad kostede ordet ham?

Jeg begyndte at stille nogle spørgsmål højt.

Mange mænd forsvandt.

Det gjorde ondt.

Det gav også information.

En mand skrev:

Du er så smuk. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig.

Jeg svarede:

Hvad vil du gerne vide om mig ud over det seksuelle?

Han skrev ikke igen.

En anden:

Jeg vil forkæle dig.

Jeg spurgte:

Hvordan?

Han beskrev sex.

Ikke omsorg.

En tredje sagde:

Jeg vil være der for dig.

Jeg bad om hjælp til noget praktisk.

Han blev travl.

Ikke alle mænd skal hente medicin eller reparere ting for at bevise følelser.

Det vidste jeg.

Men forskellen mellem ord og handling blev synlig.

Samtidig måtte jeg se på mine egne ord.

Jeg skrev:

Du betyder meget.

Men ville ikke prioritere.

Jeg savner dig.

Når en anden havde afvist mig.

Du er særlig.

Uden at fortælle, at flere mænd var særlige i hver sin kategori.

Jeg vil have dig i mit liv.

Men ikke nødvendigvis give plads, når det kostede en anden mulighed.

Jeg havde også brugt følelsesord til at bevare adgang.

Det gjorde erkendelsen mindre behagelig.

Mere sand.

Birgit og jeg sad en aften med vin.

Ikke den gamle gruppe.

Bare os.

“Har mændene brugt os?” spurgte jeg.

Birgit tænkte.

“Ja.”

“Alle?”

“Nej.”

“Hvor mange?”

Hun lo kort.

“Det kan vi ikke tælle.”

“Har vi brugt dem?”

“Ja.”

Jeg så ned.

“Så var alt bare brug.”

“Nej.”

Hun rystede på hovedet.

“Det er det nemme svar.”

“Hvad er det svære?”

“At noget godt også kan være ulige.”

Hun tog glasset.

“At man kan holde af et menneske og stadig bruge det.”

“Peter sagde det.”

“Han havde ret.”

“Så hvad er kærlighed?”

Birgit smilede trist.

“Ikke fravær af behov.”

“Hvad så?”

“Måske at den anden ikke kun bliver et middel.”

Jeg tænkte på alle funktionerne.

Hjem.

Medicin.

Spejl.

Krop.

Spænding.

Omsorg.

“Har jeg nogensinde elsket uden at bruge?”

“Det tror jeg ikke, nogen gør helt.”

“Det var ikke svar.”

Birgit så på mig.

“Du elskede Erik.”

“Ja.”

“Og brugte ham som hjem.”

“Ja.”

“Niels.”

“Ja.”

“Henrik.”

“Ja.”

“Det betyder ikke, at kærligheden var falsk.”

“Nej.”

Hun holdt mit blik.

“Det betyder, at kærlighed ikke gjorde dig uskyldig.”

Jeg begyndte at græde.

Den sætning kunne stå over hele mit liv.

Jeg elskede.

Og svigtede.

Jeg blev begæret.

Og brugt.

Jeg valgte.

Og blev valgt fra.

Jeg var ikke kun offer.

Ikke kun gerningsperson.

Men ansvar kunne ikke opløses i kompleksiteten.

Jeg fortsatte med mænd gennem resten af mine fyrrere.

Færre nogle perioder.

Flere andre.

Jeg satte bedre grænser over for enkelte.

Afviste nogle gifte mænd.

Bad om klarere svar.

Forsøgte at skelne.

Men behovet for strømmen var stadig stærkt.

Jeg kunne forstå forskellen mandag.

Og svare på en tom kompliment fredag, fordi telefonen havde været stille.

Erkendelse ændrer ikke automatisk nervesystemet.

Men den fjerner noget af uskylden.

Jeg kunne ikke længere helt fortælle mig selv, at enhver mand, der ønskede adgang, valgte mig som menneske.

Jeg vidste nu:

En mand kan ville min krop og være ligeglad med min hverdag.

Han kan ville min opmærksomhed, fordi den gør ham større.

Han kan ville min omsorg uden at være der, når jeg behøver hans.

Han kan sige savn og mene den følelse, jeg giver ham.

Han kan vende tilbage, fordi jeg er kendt og tilgængelig.

Han kan holde af mig og stadig ikke ønske mit liv.

Og jeg kan gøre det samme mod ham.

Det var den sidste del, jeg helst ville undgå.

Jeg havde i mange år sagt:

Mændene brugte mig.

Som om sætningen forklarede tomheden efter dem.

Men nogle af de tommeste møder var dem, jeg selv havde valgt præcis på de vilkår.

Jeg havde ønsket en krop.

Fået en krop.

Og bagefter sørget over, at der ikke lå et hjem omkring den.

Jeg havde ønsket frihed.

Fået en mand uden krav.

Og bagefter følt mig uvigtig, fordi han ikke stillede dem.

Jeg havde sagt:

Bliv ikke.

Og følt mig forladt, da han gik.

Det var ikke altid mændenes bedrag.

Nogle gange var det min egen skjulte kontrakt.

Jeg begyndte at sige en ny sætning i terapi:

“At blive begæret er ikke det samme som at blive valgt.”

Første gang lød den klog.

Terapeuten spurgte:

“Ved du det eller gentager du det?”

Jeg blev irriteret.

“Jeg ved det.”

“Så hvad gør du anderledes?”

Jeg tænkte.

“Jeg spørger mere.”

“Og?”

“Jeg ser på handlinger.”

“Og?”

“Jeg forsøger ikke at kalde sex kærlighed.”

“Godt.”

“Men jeg har stadig sex.”

“Det må du.”

“Så hvad vil du have?”

“At du mærker, hvad du faktisk har sagt ja til.”

Jeg nikkede.

“Og ikke kræver mere bagefter.”

“Du må godt ønske mere.”

Hun rettede mig.

“Men du skal sige det.”

“Og hvis han siger nej?”

“Så vælger du.”

Det var altid der, arbejdet endte.

Ikke i at få manden til at ændre sig.

I mit valg efter hans nej.

Jeg blev bedre til at gå fra nogle mænd.

Ikke alle.

En mand skrev kun seksuelt.

Jeg sagde:

“Jeg vil også tale.”

Han svarede:

“Det er ikke det, jeg søger.”

Jeg græd bagefter.

Men jeg fortsatte ikke.

En anden sagde:

“Jeg vil gerne have noget fysisk og let.”

Jeg sagde:

“Det vil jeg også lige nu.”

Vi havde en relation uden større illusion.

Den sluttede uden dramatik.

Det var muligt.

Men relationer uden illusion gav ikke den samme rus.

Hvis han ikke lod som om, jeg var uundværlig, var der mindre at vinde.

Jeg måtte finde nydelsen i det faktiske møde.

Ikke i historien om min betydning.

Det var sværere.

Mere ærligt.

Jeg begyndte langsomt at forstå, at følelsen af at blive valgt ikke kommer fra, hvor meget en mand vil have adgang.

Den kommer fra, hvad han gør med den viden, han får om hele mennesket.

Om han bliver, når kroppen ikke er tilgængelig.

Om han kan høre et nej uden at straffe.

Om han selv kan sige nej ærligt.

Om han giver plads uden at gøre mig usynlig.

Om han vil ses i dagslys.

Om han holder ord.

Om han tager ansvar for sit øvrige liv.

Om jeg gør det samme.

Jeg havde haft mænd, der gjorde flere af disse ting.

Erik.

Niels.

Henrik.

Ole.

Jeg havde ikke formået at leve loyalt eller gensidigt med dem.

Det var en smertefuld erkendelse.

Jeg havde ikke manglet eksempler på mænd, der ønskede mere end adgang.

Jeg havde ofte foretrukket dem, der ønskede mindre, fordi deres begrænsning gav mig mere kontrol.

Ved slutningen af mine fyrrere var sætningen derfor blevet sand for mig på en ny måde:

Jeg var blevet begæret af mange.

Brugt af nogle.

Vildledt af enkelte.

Oprigtigt holdt af af flere, end jeg dengang kunne tage imod.

Og valgt til et helt liv af mindst to mænd, som jeg selv gjorde det umuligt at blive hos.

Når jeg sagde:

“Ingen har nogensinde virkelig valgt mig,”

var det en løgn.

Erik havde.

Niels havde.

Henrik havde forsøgt at få en tydeligere plads.

Ole havde tilbudt en dybere prioritering.

Problemet var ikke kun, at mændene ikke valgte mig.

Det var, at jeg ofte først følte mig valgt, når deres valg var usikkert, dyrt eller hemmeligt.

Når valget blev roligt og stabilt, begyndte jeg at savne rusen.

Når en mand kun ønskede kroppen, kunne jeg jage følelsen af at blive mere.

Når han ønskede hele mig, kunne jeg blive bange for det ansvar, der fulgte.

Det var den fælde, jeg bar med ind i halvtredserne.

Jeg havde lært forskellen mellem adgang og valg.

Men jeg havde ikke lært at ønske det rolige valg stærkere end den hurtige adgang.

Og som jeg blev ældre, blev mændenes hensigter vanskeligere at pynte på.

De sagde mindre om fremtid.

Mere om bekvemmelighed.

Flere var tydelige om, at de kun ønskede sex, selskab eller et sted uden for deres eget liv.

De romantiske forklaringer blev færre.

Mine egne også.

I halvtredserne kunne jeg ikke længere så let fortælle mig selv, at hver mand, der vendte tilbage, var forelsket.

Nogle vendte tilbage, fordi jeg var tilgængelig.

Nogle fordi jeg kendte deres ønsker.

Nogle fordi nye kvinder havde sagt nej.

Nogle fordi de var ensomme en tirsdag.

Og nogle fordi de faktisk holdt af mig.

Det svære blev at se forskellen uden at vælge den forklaring, der gjorde mindst ondt.

Det var dér mine halvtredsere begyndte.

Med færre illusioner.

Ikke nødvendigvis færre mænd.

Og med deres hensigter stadig tydeligere foran mig.

Halvtredserne, hvor mændenes hensigter blev tydeligere

I mine halvtredsere blev mændene ikke nødvendigvis færre.

Forklaringerne blev færre.

Det var forskellen.

Da jeg var yngre, kunne næsten enhver kontakt få en romantisk fortælling.

En gift mand var fanget i et dødt ægteskab.

En mand, der kun kom sent, var bange for sine følelser.

En mand, der gik hurtigt efter sex, beskyttede sig mod at blive afhængig.

En mand, der aldrig spurgte til mine børn, respekterede mit private liv.

En mand, der kun skrev seksuelt, var bare mere ærlig end de andre.

En mand, der forsvandt og vendte tilbage måneder senere, havde aldrig kunnet glemme mig.

Jeg kunne finde en betydning, der gjorde mig vigtig.

I halvtredserne blev nogle af forklaringerne sværere at tro på.

Ikke fordi mændene alle pludselig blev mere kyniske.

Fordi jeg blev ældre.

Og fordi gentagelsen begyndte at afsløre dem.

En mand kan være bange for følelser én gang.

Hvis femten mænd kun kan ses mellem klokken ni og elleve og derefter skal hjem, er det måske ikke femten store kærligheder, der alle beskytter sig.

Det kan også være femten mænd, der ønsker et afgrænset rum.

Jeg var ofte villig til at give det.

Jeg ønskede selv et afgrænset rum.

Det er vigtigt.

Jeg var ikke bare en kvinde, mændene kom og tog fra.

Jeg ønskede ikke deres hele liv.

Jeg ville ikke have deres vasketøj.

Deres økonomi.

Deres børn ind i min familie.

Deres møbler.

Deres krav om hver weekend.

Jeg havde allerede haft to hjem med mænd.

To skilsmisser.

To sæt børn, der skulle vænne sig til værelser og derefter tømme dem.

Jeg havde sagt til mig selv, at jeg aldrig måtte gøre det mod en mand igen.

Det kunne jeg ikke bære i mit hjerte.

Ikke endnu en god mand.

Ikke endnu en, der troede på mig.

Ikke endnu en, der byggede.

Jeg kunne mærke det, når en mand begyndte at ville mere.

Han ringede på samme tidspunkt hver aften.

Spurgte, om vi skulle holde ferie.

Tilbød at lade en tandbørste stå.

Talte om jul.

Så kom frygten.

Ikke kun frygten for at blive bundet.

Frygten for den dag, hvor jeg igen kunne se en mand i øjnene og vide, at jeg havde ødelagt ham.

Jeg sagde det til terapeuten.

“Jeg må undvære.”

“Hvad?”

“Et rigtigt forhold.”

“Hvorfor?”

“Fordi jeg ikke kan love, at jeg ikke gør det igen.”

“Er du i gang med at gøre det nu?”

“Der er ingen ægtemand.”

“Det var ikke spørgsmålet.”

Jeg sukkede.

“Jeg ser flere mænd.”

“Ved de det?”

“De ved, at jeg ikke er eksklusiv.”

“Alle?”

“De fleste.”

“Og dem, der ønsker mere?”

“Dem holder jeg væk.”

Terapeuten så på mig.

“Så du beskytter dem.”

“Ja.”

“Kun dem?”

Jeg vidste, hvad hun mente.

“Nej.”

“Hvem ellers?”

“Mig.”

“Mod hvad?”

“At såre.”

“Og?”

“At blive ansvarlig.”

Hun nikkede.

“Og?”

Jeg begyndte at græde.

“At blive forladt igen.”

Det var begge dele.

Jeg kunne sige:

Jeg vil ikke såre en mand.

Det var sandt.

Jeg kunne også sige:

Jeg vil ikke give en mand nok adgang til, at hans afgang kan tage et hjem med sig.

Også sandt.

“Så når du siger, du må undvære,” sagde terapeuten, “hvad undværer du?”

“Kærlighed.”

“Har du ingen kærlighed?”

“Jeg har mænd.”

“Det var ikke det samme.”

“Nej.”

Jeg begyndte at græde mere.

“Jeg har veninder.”

“Ja.”

“Børn.”

“Ja.”

“Et liv.”

“Ja.”

Hun holdt mit blik.

“Og er du ensom?”

“Ja.”

Ordet kom lavt.

Jeg havde undgået det.

Ensom lød som en dom over hele den frihed, jeg havde forsvaret.

Men jeg var ensom.

Ikke altid.

Jeg kunne have travle uger.

Middag med Birgit.

Telefon med Susanne.

Et barn, der kom forbi.

Arbejde.

En mand tirsdag.

En anden fredag.

Beskeder hver dag.

Alligevel kunne jeg være ensom midt i det.

For ensomhed handler ikke kun om, hvor mange mennesker der findes.

Det handler også om, hvor mange steder man kan være hele sig selv.

Jeg var sjældent hele mig selv nogen steder.

Veninderne kendte meget.

Ikke alt i realtid.

Jeg fortalte ofte bagefter.

Når en mand var blevet et problem.

Når noget var slut.

Når jeg havde brug for hjælp til at forstå.

Jeg fortalte ikke altid, hvor mange der var samtidig.

Ikke fordi Birgit ikke kunne tåle det.

Fordi hendes blik kunne gøre mønstret tydeligt.

Mændene kendte endnu mindre.

En kendte den seksuelle del.

En anden sorgen over børnene.

En tredje mit arbejde.

En fjerde min vrede over alder.

En femte kun kroppen.

Ingen behøvede forholde sig til hele blandingen.

Det var praktisk.

Det var også koldt.

For fem eller ti år tidligere ville det måske have lignet drømmelivet.

Mange mænd.

Hver med sit formål.

En til sex.

En til middag.

En til samtaler.

En til at hjælpe med noget praktisk.

En gift mand til spænding.

En yngre mand til beviset på, at jeg stadig kunne.

Ingen ægtemand, der spurgte, hvor jeg havde været.

Ingen fælles bolig.

Ingen løfter.

Ingen ring.

Jeg havde engang fantaseret om netop den frihed.

Nu sad jeg nogle aftener med tre beskeder på telefonen og følte kulde.

Ikke ro.

Kulde.

En skrev:

Savner din krop.

En anden:

Har haft en forfærdelig dag. Må jeg ringe?

En tredje:

Ledig torsdag?

Ingen skrev:

Hvordan er det gået med det, du var bange for?

Hvordan har dit barn det?

Er du stadig ked af det efter samtalen med Erik?

Har du fået ordnet det med lægen?

Ikke fordi mænd skal huske alt for at være værdifulde.

Men efterhånden så jeg mønstret.

De vidste, hvornår jeg var seksuelt tilgængelig.

Ikke hvad der holdt mig vågen.

Jeg kaldte nogle af dem venner.

Det lød varmere.

Mindre tomt.

“Han er også en ven,” sagde jeg om Poul.

Poul var gift.

Han kom ikke ofte fysisk længere.

Men han ringede.

Lange samtaler.

Arbejde.

Hans kone.

Børnene.

En chef, han hadede.

En kollega, der ikke forstod ham.

Hans ryg.

Hans søvn.

Hans økonomi.

Jeg lyttede.

Stillede spørgsmål.

Huskede navnene.

“Hvordan gik mødet?” spurgte jeg næste gang.

“Hvilket?”

“Det med chefen.”

“Nå ja.”

Han fortalte.

En time.

Nogle gange halvanden.

Bagefter sagde han:

“Det er så godt at tale med dig.”

Jeg mærkede varmen.

En ven.

En der havde brug for mig.

“Jeg har også haft en svær uge,” sagde jeg en aften.

“Åh.”

Han holdt pause.

“Hvad er der sket?”

Jeg begyndte at fortælle om et af børnene.

Afstanden.

En samtale, der havde gjort ondt.

Efter få minutter sagde Poul:

“Det skal nok gå.”

Så fortsatte han:

“Ved du hvad min kone gjorde i går?”

Jeg blev stille.

Han talte videre.

Jeg lyttede.

Efter samtalen sad jeg med telefonen.

Han havde ikke været ond.

Ikke bevidst afvisende måske.

Han var vant til, at rummet handlede om ham.

Jeg havde lært ham det.

Jeg var den forstående kvinde.

Den, der ikke krævede et helt liv.

Den, der kunne rumme hans problemer uden at kende hans familie officielt.

Jeg havde været stolt af rollen.

Nu føltes den tom.

Næste gang han ringede, sagde jeg:

“Jeg har kun ti minutter.”

“Hvorfor?”

“Jeg er træt.”

“Er der noget galt?”

“Jeg har haft en dårlig dag.”

“Vil du tale om det?”

“Hvis du vil høre.”

“Selvfølgelig.”

Jeg begyndte.

Poul lyttede måske syv minutter.

Så sagde han:

“Det minder mig om noget på mit arbejde.”

Og så var han tilbage i sit.

Jeg afbrød.

“Kan vi blive ved mig?”

Han blev stille.

“Ja.”

“Du skifter altid.”

“Det gør jeg ikke.”

“Jo.”

“Jeg prøver bare at relatere.”

“Ved at tale om dig.”

Poul blev fornærmet.

“Så skal jeg nok lade være med at ringe.”

Den hurtige straf.

Ikke nødvendigvis bevidst.

Men tydelig.

“Det var ikke det, jeg sagde.”

“Hvad vil du så?”

“At du også hører mig.”

“Det gør jeg.”

“Hvad sagde jeg lige?”

Stilhed.

“Noget med dit barn.”

Jeg begyndte at græde.

“Ja.”

“Bente, jeg er træt.”

“Det er jeg også.”

“Skal vi tale en anden dag?”

“Nej.”

“Nej hvad?”

“Ikke om det her.”

Han sukkede.

“Du gør det meget dramatisk.”

Ordet.

Dramatisk.

Jeg havde lyttet til hans kone, chef, ryg og økonomi gennem år.

Da jeg bad om ti minutters egentlig opmærksomhed, blev relationen tung.

“Er vi venner?” spurgte jeg.

“Selvfølgelig.”

“Hvad ved du om mit liv lige nu?”

Poul blev stille.

“En del.”

“Hvad?”

“Du arbejder. Du har børn. Du ser nogle mænd.”

“Ved du, hvordan mine børn har det med mig?”

“Det har vi talt om.”

“Hvad sagde jeg sidst?”

Han kunne ikke huske.

Jeg begyndte at græde.

“Du ved, hvordan min krop reagerer.”

“Bente.”

“Du ved, hvornår jeg kan ses.”

“Stop.”

“Du ved, at jeg lytter, hvis du ringer.”

“Det her er urimeligt.”

“Er det?”

“Jeg har aldrig sagt, vi var bedste venner.”

Der.

Han havde ret.

Ikke bedste venner.

Det var mig, der havde gjort hans gentagne aflæsning til venskab.

Han havde måske kaldt mig ven.

Men hvad mente han?

En tryg modtager.

En kvinde, der kendte hemmeligheder.

En krop, han tidligere havde haft.

En telefon, han kunne ringe til.

“Så hvad er jeg?” spurgte jeg.

Poul sukkede.

“En jeg holder af.”

“Hvad betyder det?”

“At jeg holder af dig.”

Den cirkel.

Ingen konkret handling.

“Vil du høre om mit liv?”

“Ja.”

“Nu?”

“Ikke når du taler sådan.”

Han lagde på kort efter.

Ikke vredt helt.

Træt.

Jeg sad med følelsen af at være blevet brugt.

Så kom den anden erkendelse.

Jeg havde også brugt hans fortrolighed som bevis på betydning.

At en mand læsser sit liv af hos en kvinde betyder ikke nødvendigvis, at han ser hendes.

Nogle mænd ønskede ikke mit liv.

De ønskede et sted at sætte deres eget.

Poul ringede igen efter en uge.

Som om intet var sket.

“Har du tid?”

Jeg kunne sige nej.

“Ja.”

Han begyndte om arbejdet.

Jeg lod ham tale ti minutter.

Så sagde jeg:

“Jeg vil ikke være den her person for dig længere.”

“Hvilken?”

“Den du ringer til med alt, men ikke kender.”

“Jeg kender dig.”

“Nej.”

“Det er din oplevelse.”

“Ja.”

“Så hvad vil du?”

“At vi taler gensidigt.”

“Det gør vi.”

“Nej.”

Poul blev vred.

“Jeg orker ikke endnu en analyse.”

“Så lad være med at ringe.”

Ordene kom.

Denne gang ikke som en prøve.

En grænse.

Han ringede ikke i næsten to måneder.

Jeg savnede ham.

Ikke kun hans historier.

Følelsen af at være nødvendig.

Da han ringede igen, spurgte han først:

“Hvordan går det?”

Jeg blev rørt.

Begyndte at fortælle.

Efter tre minutter drejede han det til sig selv.

Jeg lod ham.

Relationen fortsatte i en svagere form.

Jeg havde set den.

Kunne ikke se den væk igen.

Der var flere som Poul.

Mænd, der kaldte mig ven.

En skrev hver søndag aften.

Han var alene, når hans børn var taget hjem.

Han fortalte om ugen.

Spurgte sjældent til min.

En anden ringede, når han havde skændtes med sin kæreste.

Sagde:

“Du forstår kvinder.”

Jeg lyttede til hans klager over en kvinde, der ikke vidste, at han tidligere havde haft sex med mig.

Når de fandt sammen igen, forsvandt han.

En tredje skrev, når han ikke kunne sove.

Ikke for at høre min stemme.

For at blive beroliget.

Hvis jeg selv skrev klokken tre om natten, svarede han næste dag:

Så først nu.

Jeg kaldte dem venner, fordi de kom igen.

Men gentagelse er ikke nødvendigvis venskab.

Nogle vaner går gennem mennesker.

Jeg begyndte at teste mindre og observere mere.

Hvis jeg ikke gjorde samtalen seksuel, hvor længe blev manden så?

Hvis jeg sagde, jeg havde en dårlig dag, spurgte han mere?

Hvis jeg ikke svarede straks, blev han bekymret eller bare irriteret?

Hvis jeg havde brug for noget praktisk, kom han?

Ikke alle skal komme.

Ikke hver ven kan hjælpe.

Men mønstret blev tydeligt.

Mange af de mænd, der skrev stærkest om savn, kunne ikke findes, når jeg ikke kunne give dem den funktion, de ønskede.

En mand, Karsten, skrev næsten hver dag.

Du er en af de vigtigste i mit liv.

Jeg troede ham.

Han var skilt.

Vi havde haft sex nogle gange.

Senere mest samtaler.

“En af de vigtigste,” gentog jeg en dag.

“Ja.”

“Vil du hjælpe mig med at hente en reol?”

Han lo.

“Hvad?”

“Jeg har købt en mindre reol. Den kan ikke være i min bil.”

“Jeg har travlt i weekenden.”

“Mandag?”

“Arbejde.”

“En anden dag?”

Han blev stille.

“Kan du ikke få den leveret?”

“Jo.”

“Så gør det.”

Det var ikke reolen.

Et menneske kan være vigtigt uden at flytte møbler.

Jeg vidste det.

Men ordet vigtig havde været stort.

Hans tid lille.

En uge senere skrev han:

Har virkelig brug for dig i aften.

Hans ekskone havde sagt noget.

Jeg svarede:

Jeg har travlt.

Han ringede alligevel.

Jeg tog den.

Hvorfor?

Fordi hans behov stadig fik mig til at føle mig betydningsfuld.

“Hvordan kan hun gøre det?” sagde han.

Jeg lyttede.

Efter en time spurgte jeg:

“Ved du, at jeg bad dig om hjælp?”

“Ja.”

“Du kunne ikke.”

“Nej.”

“Men du forventer, at jeg kan nu.”

“Det er ikke det samme.”

“Hvorfor?”

“Det her er alvorligt.”

“Og min reol var praktisk.”

“Ja.”

Han hørte ikke problemet.

Hans smerte var virkelig.

Min opgave konkret.

Han vurderede sin som vigtigere.

“Ville du komme, hvis jeg ringede og græd?” spurgte jeg.

Karsten blev stille.

“Det afhænger.”

“Af hvad?”

“Hvad der var sket.”

“Så du skulle vurdere, om min smerte var alvorlig nok.”

“Bente, hvorfor gør du det her nu?”

Fordi jeg pludselig så relationen.

“Fordi du siger, jeg er vigtig.”

“Det er du.”

“Til hvad?”

Han blev vred.

“Du reducerer alt.”

Nej.

Jeg forsøgte at gøre ordene konkrete.

Karsten fortsatte med at skrive efter det.

Mindre.

Mere forsigtigt.

Vi havde sex igen nogle måneder senere.

Jeg vidste nu, at hans ord om vigtighed ikke betød hverdagslig gensidighed.

Jeg sagde alligevel ja.

Det var ikke længere illusion helt.

Det var ensomhed.

Det er svært at indrømme, hvornår lyst begynder at blande sig med resignation.

Jeg ønskede ham.

Men jeg tænkte også:

Det er det, han kan give.

Så må jeg tage det eller undvære.

Jeg havde sagt, jeg måtte undvære en rigtig mand for ikke at såre én igen.

Men jeg undværede ikke mænd.

Jeg tog de dele, der ikke krævede hele løftet.

Da følelsen blev koldere

Efterhånden begyndte det at gøre mig følelseskold.

Ikke følelsesløs.

Jeg havde mange følelser.

Jalousi.

Sorg.

Længsel.

Vrede.

Skam.

Begær.

Men den varme, der tidligere havde bevæget sig gennem hele mig, når jeg sagde:

“Jeg elsker dig,”

blev svagere.

Jeg sagde ordene til forskellige mænd.

Ikke mange.

Nogle.

“Jeg elsker dig,” sagde jeg til Henrik før hans afstand blev endelig.

Det var sandt.

På en måde.

Men jeg mærkede samtidig noget koldt inde i mig.

Som om ordene gik den rigtige vej gennem munden uden at passere hjertet ordentligt.

Han spurgte:

“Hvad betyder det?”

Jeg blev irritabel.

“Skal alt defineres?”

“Ja, måske.”

“Det betyder, at jeg elsker dig.”

“Vil du dele livet med mig?”

“Nej.”

“Vil du vælge mig alene?”

“Nej.”

“Vil du være der, hvis jeg får brug for dig?”

“Ja.”

“Som jeg er for dig?”

Jeg svarede ikke.

Henrik så på mig.

“Så hvad betyder elsker?”

Jeg begyndte at græde.

“At du betyder noget.”

“Hvor meget?”

“Meget.”

“På hvilken måde?”

Jeg følte kulden.

Ikke fordi jeg intet følte.

Fordi mine følelser ikke længere havde retning.

De førte ikke til et valg.

Ikke til et liv.

Ikke til en forpligtelse.

Kun til ord og savn.

“Jeg ved det ikke,” sagde jeg.

Henrik nikkede.

“Det er det, jeg hører.”

Jeg blev vred.

“Så tror du ikke på mig.”

“Jeg tror, du føler noget.”

“Noget.”

“Ja.”

Han talte mildt.

“Men jeg tror ikke, du ved, hvad du vil gøre med det.”

Han havde ret.

Jeg kunne sige, jeg elskede.

Og derefter møde en anden samme uge.

Ikke fordi følelserne nødvendigvis var falske.

Fordi kærligheden ikke længere var organiserende.

Den valgte intet fra.

Den forpligtede ikke.

Den ændrede ikke kalenderen.

Ordene begyndte at føles kolde, fordi jeg mærkede afstanden mellem følelse og handling.

En anden mand, Leif, sagde:

“Jeg elsker dig.”

Vi havde set hinanden sporadisk i et år.

Jeg holdt af ham.

Han var gift.

Ikke lykkeligt, sagde han.

Jeg kendte ikke konen.

“Hvad betyder det?” spurgte jeg.

Han smilede.

“Det samme som du mener, når du siger det.”

Jeg blev stille.

“Hvad mener jeg?”

“At du har det godt med mig.”

Det gjorde ondt.

“Er det alt?”

“Nej.”

“Hvad så?”

“At du savner mig. At vi har noget særligt.”

“Vil du ændre dit liv?”

Leif så på mig.

“Nej.”

“Vil du se mig mere?”

“Når vi kan.”

“Vil du være der, hvis jeg bliver syg?”

“Det kommer an på.”

“Vil du kende mine børn?”

“Det ønsker du jo ikke.”

Han havde ret.

“Så elsker du kun den del, jeg giver dig.”

“Er det ikke sådan for os begge?”

Jeg kunne ikke sige nej.

Jeg sagde:

“Jeg elsker også dig.”

Ordene kom.

Jeg mærkede kulden igen.

Ikke en løgn.

En tynd sandhed.

Som et tæppe, der ikke kunne varme.

Efter Leif var gået, stod jeg i køkkenet.

Sagde ordene højt til det tomme rum.

“Jeg elsker dig.”

Ingen bestemt mand.

Bare sætningen.

Den lød korrekt.

Jeg mærkede næsten ingenting.

Det skræmte mig.

Jeg ringede til terapeuten næste dag.

“Jeg tror, jeg er blevet kold.”

“Hvad betyder kold?”

“At jeg siger ting uden at føle dem.”

“Lyver du?”

“Ikke helt.”

“Hvad føler du?”

“Noget.”

“Hvad?”

“At jeg ikke vil miste ham.”

“Er det kærlighed?”

“Det kan det være.”

“Og andet?”

“At jeg vil beholde hans blik.”

“Og?”

“At jeg er bange for at være alene.”

Hun nikkede.

“Så der er følelser.”

“Men ikke varme.”

“Hvornår mærker du varme?”

Jeg tænkte.

Med børnene nogle gange.

Selv om det også var svært.

Med Birgit.

I minder om Erik.

Niels.

Ikke kun længsel.

Den gamle følelse af at kende et menneske i hverdagen.

“Når jeg husker hjemmene,” sagde jeg.

“Ikke mændene?”

“Jo.”

“På hvilken måde?”

“Erik ved køkkenbordet.”

“Niels i haven.”

“Ikke hotelværelserne.”

“Nej.”

Hun lod det stå.

“Så måske er du ikke uden evne til varme.”

“Hvor er den så?”

“Bundet til noget, du ikke tør bygge igen.”

Jeg begyndte at græde.

“Fordi jeg ødelægger det.”

“Det har du gjort.”

“Så må jeg undvære.”

“Det kan være dit valg.”

Hun holdt pause.

“Men du skal ikke kalde de kolde relationer kærlighed, hvis de primært beskytter dig mod risikoen ved den varme.”

Jeg blev vred.

“Så skal jeg bare være alene.”

“Det siger jeg ikke.”

“Det ender altid der.”

“Nej.”

Hun talte roligt.

“Det ender ved, at du må vælge relationer for det, de er.”

Jeg græd.

“Og hvis det ikke er nok?”

“Så må du undvære dem.”

Det var den anden form for undvær.

Ikke undvære kærlighed for at beskytte en mand.

Undvære mænd, der kun kunne give en lille del, hvis den lille del gjorde mig mere ensom.

Det havde jeg sværere ved.

For noget føltes bedre end ingenting i øjeblikket.

Senere kunne noget gøre ingenting mere synligt.

Veninderne var der.

Jeg vil ikke skrive dem mindre.

Birgit kom, når jeg faktisk bad tydeligt.

Susanne ringede.

Andre kvinder fra den gamle kreds gled ind og ud.

Vi spiste.

Lo.

Talte om børn, arbejde, alder, mænd og sygdom.

Nogle gange hjalp de praktisk.

Da jeg skulle opereres mindre alvorligt, kørte Birgit mig.

Hun ventede.

Hentede medicin.

Sad i lejligheden bagefter.

“Skal jeg blive?” spurgte hun.

“Ja.”

Hun blev.

Ingen test.

Ingen sex.

Ingen skjult pris.

Jeg var taknemmelig.

Alligevel lå jeg om aftenen og savnede en mand.

Ikke fordi Birgits omsorg var mindre.

Fordi den ikke besvarede spørgsmålet:

Er jeg stadig ønsket som kvinde?

Veninder kunne se mig.

El­ske mig.

Være der.

Men de kunne ikke erstatte den særlige mandlige vurdering, jeg havde gjort til en del af min identitet.

Det var ikke deres mangel.

Det var mit system.

“Jeg er her,” sagde Birgit, da jeg begyndte at græde.

“Det ved jeg.”

“Er det ikke nok?”

Jeg så på hende.

“Ikke på den måde.”

Hun nikkede.

Ikke fornærmet.

“Hvilken måde?”

“Jeg vil have, at en mand savner mig.”

“En bestemt?”

“Nej.”

Hun smilede trist.

“Det er måske problemet.”

Jeg forstod.

Ikke Erik.

Ikke Niels.

Ikke Henrik nødvendigvis.

En mand.

Funktionen.

Det kunne næsten være hvem som helst, hvis ordene virkede.

Det gjorde mig kold.

Ikke fordi mændene var ligegyldige individuelt.

Men fordi behovet kunne flytte sig.

Hvis én ikke gav bekræftelsen, kunne en anden.

Jeg begyndte at opleve udskifteligheden fra begge sider.

Mændene kunne vælge en anden kvinde.

Jeg kunne vælge en anden mand.

Vi sagde:

“Du er særlig.”

Og vidste ofte, at rollen kunne besættes igen.

En mand ved navn Finn kom i flere år med lange pauser.

“Vi er venner,” sagde han.

Vi havde også sex.

Ikke hver gang.

Han kom til kaffe.

Talte.

Nogle gange hjalp han med en lille ting.

Jeg tænkte, at dette var et ægte venskab.

En dag fortalte jeg, at jeg følte mig ensom.

Finn sagde:

“Du har da masser af mænd.”

Sætningen.

Ikke ondt ment.

Måske en joke.

Jeg blev stille.

“Det er ikke det samme.”

“Hvad mangler du så?”

“En der kender mig.”

“Det gør jeg da.”

“Hvad ved du?”

Finn lo.

“Det er en eksamen.”

“Nej.”

“Hvad vil du have, jeg siger?”

“Hvad ved du om mine børn?”

“At du har to.”

Jeg havde talt om dem mange gange.

“Hvad arbejder det yngste med?”

Han kunne ikke huske.

“Hvad er det ældste vredt over?”

“Bente.”

“Ved du det?”

“Noget med skilsmisserne.”

Jeg begyndte at græde.

“Du ved, hvad jeg kan lide seksuelt.”

“Ja.”

“Du ved, hvilken vin jeg har.”

“Ja.”

“Du ved, hvornår du kan komme.”

“Ja.”

“Men du kender ikke mit liv.”

Finn blev defensiv.

“Du fortæller jo heller ikke alt.”

Det var sandt.

Han kendte ikke det samlede antal mænd.

Ikke alle relationerne.

Ikke hvor meget jeg sammenlignede.

“Hvorfor spørger du ikke?”

“Fordi du siger, du vil holde ting lette.”

Mine egne ord.

Jeg havde lært mændene, at dybde kunne være pres.

Nu sørgede jeg over, at de ikke gik dybt.

“Så vi er ikke venner,” sagde jeg.

Finn sukkede.

“Vi er det, vi er.”

“Hvad er det?”

“To mennesker der ses.”

“Og har sex.”

“Ja.”

“Og taler.”

“Ja.”

“Når du har noget.”

“Du kan også tale.”

“Men du lytter ikke.”

“Det passer ikke.”

“Fortæl, hvad jeg sagde før.”

Han kunne ikke.

Finn rejste sig.

“Jeg orker ikke det her.”

“Selvfølgelig.”

“Bente.”

“Hvad?”

“Du siger altid, du ikke vil have en kæreste.”

“Det vil jeg heller ikke.”

“Så hvorfor skal jeg bestå en kæresteprøve?”

Det var et godt spørgsmål.

Jeg ønskede venskab.

Men havde jeg defineret det?

Havde jeg selv været ven?

Vidste jeg, hvad Finns børn lavede?

Ja, mere end han vidste om mine.

Men ikke alt.

Hørte jeg hans problemer?

Ja.

Var jeg tilgængelig, når han ikke kunne give mig sex eller bekræftelse?

Nogle gange.

Ikke altid.

“Jeg vil bare betyde noget som person,” sagde jeg.

Finn så på mig.

“Det gør du.”

“Hvordan mærker jeg det?”

Han blev stille.

“Jeg kommer jo igen.”

Der var beviset.

Tilbagevenden.

Jeg havde brugt det hele livet.

Han vender tilbage, derfor betyder jeg noget.

Men hvorfor kom han?

Fordi han kendte døren.

Fordi vi havde god sex.

Fordi det var let.

Fordi vi også kunne tale.

Måske fordi han holdt af mig.

Alle ting kunne være sande.

Det var bare ikke det samme som det venskab, jeg havde forestillet mig.

“Ville du komme, hvis vi aldrig havde sex igen?” spurgte jeg.

Finn så på mig.

“Jeg ved det ikke.”

Samme svar som Peter.

År tidligere.

Mændenes hensigter blev tydeligere, fordi spørgsmålene begyndte at gentage sig.

“Så venskabet afhænger af sex.”

“Det er en del af det.”

“Så er det ikke venskab.”

“Det bestemmer du ikke alene.”

Han tog jakken.

“Jeg holder af dig. Jeg har også lyst til dig. Hvis du fjerner det ene, ved jeg ikke, hvad der er tilbage.”

Ærligt.

Smertefuldt.

Han gik.

Vi så hinanden igen.

Også seksuelt.

Jeg havde informationen.

Valgte relationen.

Det er vigtigt.

Jeg kunne ikke bagefter sige, at jeg ikke vidste det.

Jeg vidste, at hans venskab og begær var filtret sammen.

Det var mit også.

Jeg fortsatte, fordi lidt betydning var bedre end ingen den dag.

I halvtredserne begyndte alder også at ændre mændenes blik.

Ikke forsvinde.

Ændre.

Nogle mænd var stadig intense.

Andre mere vurderende.

De spurgte om nyere billeder.

Højde.

Vægt.

Krop.

Ikke altid uhøfligt.

Direkte.

En mand skrev:

Du ser godt ud for din alder.

For din alder.

Jeg mærkede både kompliment og grænse.

“Tak,” skrev jeg.

Han spurgte:

Er billederne nye?

“Ja.”

Helt nye?

Jeg blev vred.

“Inden for et år.”

Han svarede ikke.

Jeg følte mig afvist af en mand, jeg aldrig havde mødt.

Samtidig begyndte nogle mænd på min egen alder at søge yngre kvinder.

De fortalte mig det som om, det var naturligt.

“Jeg føler mig yngre,” sagde en.

“Hvad betyder det?”

“At jeg passer bedre med en kvinde i fyrrerne.”

“Hvad skal en kvinde i fyrrerne med dig?”

Han grinede.

“Det må hun selv afgøre.”

Det havde han ret i.

Alligevel gjorde det ondt.

Jeg havde selv tidligere taget imod yngre mænd som bevis.

Nu stod jeg på den anden side af aldersvalget.

Mændenes hensigter blev tydeligere:

Nogle ville have ungdom.

Nogle ville have bekvemmelighed.

Nogle ville have en erfaren kvinde uden krav.

Nogle ville have en hemmelighed.

Nogle ville have en sygeplejerske, lytter og elskerinde i én person.

Færre talte om fremtid.

Det passede til det, jeg sagde, jeg ønskede.

Ingen fremtid.

Alligevel mærkede jeg sorgen.

For når ingen taler om fremtid, bliver nutiden også tynd.

“Hvorfor vil du møde mig?” spurgte jeg en mand.

“Fordi du virker ukompliceret.”

Jeg burde have hørt ordet.

Ukompliceret.

Ikke interessant.

Ikke varm.

Ikke klog.

Ukompliceret.

“Hvad betyder det?”

“At du ved, hvad du vil.”

“Og?”

“At du ikke ønsker et forhold.”

“Så du ønsker mig, fordi jeg ikke kan kræve noget.”

“Det har jeg ikke sagt.”

“Men?”

“Det er rart, at du ikke vil lave mit liv om.”

Han var gift.

Der.

Min værdi som ikke-trussel.

Jeg sagde ja til at mødes.

Hvorfor?

Fordi han også sagde, jeg var smuk.

Det var nok til at overdøve resten en aften.

Efterfølgende gik han hurtigt.

“Skal vi ses igen?” spurgte jeg.

“Ja.”

“Hvornår?”

“Jeg skriver.”

“Ved du ikke noget?”

“Det er svært.”

“På grund af din kone.”

“Ja.”

Han sagde det direkte.

Jeg var den ukomplicerede kvinde, så længe jeg ikke gjorde hans vanskelighed til min.

Han skrev tre uger senere.

Har tænkt meget på dig.

Jeg svarede:

Hvilken del?

Han sendte et seksuelt svar.

Jeg lagde telefonen.

Ikke chokeret.

Kun træt.

Det var mændenes tydeligere hensigter.

Ikke altid fordi de sagde dem rent ud.

Fordi deres handlinger ikke længere kunne bære mine romantiske omskrivninger.

Jeg begyndte at høre standardordene.

Jeg savner dig.

Betydning: Jeg har lyst eller er alene.

Du er speciel.

Betydning: Du giver mig noget, andre ikke giver lige nu.

Jeg kan være mig selv med dig.

Betydning: Du stiller færre krav end mit øvrige liv.

Vi er gode venner.

Betydning: Jeg vil gerne beholde kontakten uden at definere ansvar.

Ikke hver gang.

Det er vigtigt.

Ord kan være sande.

Men jeg kunne ikke længere tage dem som bevis uden handling.

Jeg kunne heller ikke stole på mine egne ord alene.

Jeg sagde til en mand:

“Jeg holder virkelig af dig.”

Mens jeg tænkte på, hvem jeg skulle se næste dag.

Jeg mærkede kulden.

Han svarede:

“Jeg holder også af dig.”

Jeg tænkte:

Ville han sige det, hvis jeg ikke ville have sex?

Han tænkte måske:

Ville hun sige det, hvis jeg ikke skrev?

To mennesker med hver sin usikkerhed.

Ingen sagde det.

Vi havde sex.

Han gik.

Jeg lå og følte mig mere ensom end før.

Ikke fordi mødet var dårligt.

Fordi ordene havde været større end rummet.

Jeg begyndte at bruge “holder af” mere end “elsker.”

Det føltes mere sandt.

Så blev selv det mekanisk.

“Jeg holder af dig,” sagde jeg til Poul.

Mente:

Jeg vil ikke miste telefonkontakten.

Til Finn:

Jeg ønsker, at du fortsat kommer.

Til Leif:

Jeg vil stadig være en del af det skjulte rum.

Til Karsten:

Jeg vil stadig være vigtig, når du har brug for nogen.

Ordene beskrev ikke kun følelse.

De forsøgte at bevare funktion.

Når jeg opdagede det, følte jeg mig kold.

“Er jeg blevet et dårligt menneske?” spurgte jeg Birgit.

“Nej.”

Hun svarede ikke hurtigt for at trøste.

Tænkte.

“Men du er blevet vant til at adskille følelse og konsekvens.”

“Hvad betyder det?”

“At du kan føle noget uden at lade det kræve noget af dig.”

“Er det forkert?”

“Ikke altid.”

Hun så på mig.

“Men så bliver ordene lette.”

“Jeg vil ikke love mere.”

“Det er godt.”

“Så jeg siger bare, hvad jeg føler.”

“Men hvad føler du?”

Jeg begyndte at græde.

“Jeg ved det ikke altid.”

“Så sig det.”

“Hvad?”

“Jeg ved ikke, hvad jeg føler.”

Det lød mindre smukt.

Mere sandt.

Jeg prøvede.

En mand sagde:

“Jeg tror, jeg er ved at få følelser.”

Normalt ville jeg svare:

“Det har jeg også.”

For at holde ham.

Denne gang sagde jeg:

“Jeg ved ikke, hvad jeg føler.”

Han blev stille.

“Er der en anden?”

“Der er flere kontakter.”

“Hvor mange?”

“Tre aktive måske.”

Han så på mig.

“Så jeg er en af tre.”

“Ja.”

“Har du sagt det før?”

“At jeg ikke er eksklusiv.”

“Ikke antallet.”

“Nej.”

Han gik.

Ikke vredt.

Han ønskede noget andet.

Jeg græd bagefter.

Men ordene havde været varme på en ny måde.

Ikke fordi de gav nærhed.

Fordi de gav ham sandhed.

Det var måske mere kærligt end et falsk:

Jeg føler det samme.

Jeg gjorde det ikke altid.

Nogle mænd beholdt jeg med blødere formuleringer.

Jeg var stadig bange for stilheden.

Efterhånden som årene gik, blev følelsen af at være ligegyldig stærkere.

Ikke for alle.

For flere.

Mænd, der tidligere havde skrevet lange beskeder, sendte nu bare:

I aften?

En mand, jeg havde kendt i seks år, glemte min fødselsdag.

Skrev to dage senere:

Har du tid fredag?

Jeg svarede:

Ved du, hvad du glemte?

Han tænkte ikke.

En aftale?

Jeg begyndte at græde.

Min fødselsdag.

Åh, undskyld. Tillykke.

Derefter:

Fredag?

Hele relationen i tre beskeder.

Jeg sagde nej.

Han skrev igen ugen efter.

Ikke med større forståelse.

Bare en ny dag.

Jeg havde været en mulighed i hans kalender.

Ikke en dato i hans liv.

En anden mand kendte mig gennem næsten ti år.

Da han fik ny kæreste, forsvandt han.

Ingen afslutning.

Jeg så et billede.

Skrev:

Er du i et forhold?

Han svarede:

Ja. Vi skal nok ikke skrive mere.

Jeg blev chokeret.

Ikke over grænsen.

Over hvor hurtigt jeg kunne fjernes.

Betød vores venskab intet?

Han svarede:

Jo, men hun vil ikke have kontakt til tidligere sexpartnere.

Tidligere sexpartner.

Ikke ven.

Ikke fortrolig.

Jeg havde kaldt relationen noget andet end ham.

“Kunne du ikke have skrevet det selv?” spurgte jeg.

Undskyld.

Så var det slut.

Ti år reduceret til en praktisk grænse i et nyt forhold.

Måske var det rigtigt af ham.

Måske nødvendigt.

Men det viste mig, hvor lille en plads jeg faktisk havde haft.

Jeg var vigtig, indtil en vigtigere relation krævede pladsen.

Det er ikke altid uretfærdigt.

Mennesker prioriterer.

Problemet var min forestilling om, at gentagelsen gjorde mig uerstattelig.

Jeg var ofte meget erstattelig.

Det var mændene også for mig.

Den gensidige udskiftelighed gjorde livet koldt.

“Jeg tror, jeg er ved at forsvinde for dem,” sagde jeg til terapeuten.

“Hvem?”

“Mændene.”

“På hvilken måde?”

“Som person.”

“Hvad ser de?”

“En kvinde de kan skrive til.”

“Og?”

“En de kan have sex med.”

“Og?”

“En der lytter.”

“Og hvad ser de ikke?”

“Mit liv.”

“Hvorfor?”

“De spørger ikke.”

“Og?”

Jeg blev stille.

“Jeg fortæller ikke.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi det er kompliceret.”

“Mændene?”

“Ja.”

“Hvis du fortæller én mand om de andre?”

“Så kan han gå.”

“Og hvis du fortæller om ensomheden?”

“Så kan han tro, jeg vil have mere.”

“Vil du?”

“Jeg ved det ikke.”

Hun nikkede.

“Så de ser en lille del, fordi de ønsker en lille del, og fordi du tilbyder en lille del.”

“Ja.”

“Det gør ikke deres manglende interesse mindre smertefuld.”

“Nej.”

“Men det betyder, at ligegyldigheden bliver bygget fra begge sider.”

Jeg græd.

“Så det er min skyld.”

“Nej.”

Hun rettede mig.

“Det er ikke enten skyld eller uskyld.”

“Hvad er det så?”

“En struktur.”

Jeg havde bygget relationer, hvor ingen kunne se hele mig uden at skabe krav.

Mændene havde ofte valgt netop den lette struktur.

Efter mange år blev jeg ked af, at de ikke kendte den kvinde, jeg havde holdt ude.

Det var ikke kun deres fejl.

Det var heller ikke kun min.

Men jeg måtte vælge, om jeg ville fortsætte.

Jeg fortsatte.

Ikke uændret.

Mere bevidst.

Mere træt.

Ensomheden voksede.

Ikke som et dramatisk sammenbrud.

Som temperatur.

Lejligheden koldere, selv når varmen var tændt.

Søndage længere.

Veninder med deres egne liv.

Børn, der ringede, men ikke dagligt.

Mænd, der skrev, når de ønskede noget.

Jeg begyndte at have aftener, hvor jeg ikke ville se nogen.

Ikke fordi jeg var rolig.

Fordi møderne føltes for tynde.

En mand skrev:

Kan komme klokken 22.

Jeg så på beskeden.

Fem år tidligere havde jeg måske følt spænding.

Nu tænkte jeg:

Han kommer, tager sit tøj af, taler lidt, går.

Jeg svarede:

Nej.

Han sendte:

Alt okay?

Jeg kunne sige:

Jeg er ensom.

Jeg orker ikke at blive mere ensom efter dig.

Jeg skrev:

Er træt.

Han svarede:

En anden dag.

Ingen spørgsmål.

Jeg lagde telefonen.

Græd.

Ikke fordi han havde gjort noget forkert.

Fordi relationens grænse var blevet synlig.

En anden dag sagde jeg ja.

Ensomhed gør ikke et menneske konsekvent.

Jeg kendte eftervirkningen.

Valgte øjeblikket alligevel.

Bagefter lå jeg med ryggen til.

Han spurgte:

“Er du okay?”

“Ja.”

“Du virker fjern.”

“Jeg er bare træt.”

Han tog tøjet på.

Jeg mærkede kulden.

“Jeg holder af dig,” sagde han ved døren.

“Jeg holder også af dig.”

Ordene.

Jeg mærkede næsten ingenting.

Da døren lukkede, sagde jeg højt:

“Det passer ikke.”

Så græd jeg.

Det passede måske lidt.

Ikke nok til ordenes varme.

Jeg var blevet dygtig til følelsesmæssige høfligheder.

Tak for sidst.

Savner dig.

Holder af dig.

Pas på dig selv.

Du betyder noget.

Sætninger, der holdt forbindelser bløde.

Ikke nødvendigvis dybe.

Jeg mærkede, hvor kold jeg var blevet, hver gang en mand tog ordene alvorligt.

En sagde:

“Du sagde, jeg betyder noget.”

“Det gør du.”

“Så hvorfor kan du ikke komme, når jeg har brug for dig?”

Jeg havde en anden aftale.

Sagde:

“Jeg kan ikke i aften.”

“Med hvem?”

“Det kommer ikke dig ved.”

“Så jeg betyder noget, men ikke nok.”

Jeg blev vred.

“Det er ikke en konkurrence.”

“Det føles sådan.”

Han havde ret.

Jeg sagde:

“Jeg elsker ikke på den måde.”

“Hvilken måde elsker du så?”

Jeg kunne ikke svare.

En måde uden krav.

En måde uden prioritering.

En måde, hvor flere kunne eksistere uden at ændre hinanden.

Var det kærlighed?

Måske en slags.

Men den var blevet kold, fordi den ikke måtte koste muligheder.

Jeg begyndte at sige mindre.

Ikke altid:

Jeg elsker dig.

I stedet:

Jeg er glad for, du findes.

Det var ofte sandere.

En mand svarede:

“Det lyder som noget, man siger til en gammel ven.”

“Det er du måske.”

“Vi har sex.”

“Ja.”

“Så hvad er vi?”

Jeg smilede trist.

“Det ved jeg ikke.”

Han sagde:

“Du ved altid, hvad du ikke vil.”

Det var sandt.

Ingen ægteskab.

Ingen samliv.

Ingen krav.

Ingen kontrol.

Ingen børn ind i relationen.

Ingen mand med ret til hele kalenderen.

Hvad ville jeg?

Nærhed uden risiko.

Valg uden binding.

Omsorg uden gæld.

Begær uden udskiftelighed.

Frihed uden ensomhed.

Det fandtes ikke i den form.

Birgit sagde:

“Du har valgt at undvære en mand for ikke at såre ham.”

“Ja.”

“Men du har ikke undværet mænd.”

“Nej.”

“Hvad har du så undværet?”

Jeg tænkte.

“At blive kendt.”

Hun nikkede.

“Og har det beskyttet dig?”

“Mod at ødelægge et tredje ægteskab.”

“Ja.”

“Det er noget.”

“Ja.”

Hun fjernede ikke værdien.

“Og prisen?”

“Ensomhed.”

“Kun?”

Jeg begyndte at græde.

“At jeg er blevet kold.”

Birgit tog min hånd.

“Er du kold nu?”

“Jeg græder.”

“Det var ikke det, jeg spurgte.”

Jeg så på hende.

“Nej.”

“Så kulden er måske ikke hele dig.”

“Hvad er den?”

“Et lag.”

“Af hvad?”

“Beskyttelse.”

Hun holdt min hånd.

“Og vane.”

Det var venindernes betydning.

De kunne se mere end mændene.

Ikke hele tiden.

Men de krævede ikke, at jeg var seksuel, let eller ukompliceret.

Jeg kunne græde grimt.

Være selvmodsigende.

Fortælle det, der ikke gav mig status.

Alligevel kunne veninderne ikke være mit hjem på samme måde som en partner.

Det var ikke deres opgave.

De gik hjem.

Til deres egne liv.

Jeg gik i seng alene.

Det var ikke en anklage.

Bare virkelighed.

Børnene blev mere selvstændige.

Det ældste havde sit.

Det yngste også.

Jeg forsøgte ikke længere at spørge så meget.

Det var en forbedring.

Men når telefonen var stille fra mændene, kunne jeg mærke trangen til at skrive til børnene.

Bare for kontakt.

Jeg stoppede nogle gange.

Sagde til mig selv:

De er ikke medicin.

Det var sundt.

Også ensomt.

En aften ringede det yngste.

“Har du tid?”

“Ja.”

Barnet fortalte om arbejde.

En relation.

Et valg.

Jeg lyttede.

Spurgte.

Ikke gjorde det til mit.

Efter en time sagde barnet:

“Tak.”

“Selv tak.”

“Du spurgte ikke, om jeg var vred på dig.”

Jeg blev stille.

“Nej.”

“Det plejer du.”

“Jeg prøver ikke at gøre alt til vores historie.”

Barnet blev stille.

“Det er rart.”

Ordene gav varme.

Mere end tre seksuelle beskeder kunne.

Jeg tænkte:

Sådan føles det at være betydningsfuld gennem handling.

Ikke gennem krav.

Jeg sagde ikke det til barnet.

Lod samtalen være deres.

Efter opkaldet græd jeg.

Ikke kun af sorg.

Af en lille form for håb.

Jeg var måske ikke følelseskold overalt.

Jeg var blevet kold i relationer, hvor ord og krop cirkulerede uden fælles retning.

Varmen fandtes stadig, når jeg kunne være til stede uden at kræve bevis.

Det gjorde det tydeligere, hvor kolde nogle mænds rum var.

Og hvor kold jeg selv blev i dem.

Ved slutningen af mine halvtredsere kunne jeg se kategorierne uden at skrive dem ned.

Manden, der ville have sex og intet andet.

Manden, der ville tale om sig selv.

Manden, der ville have hemmeligheden.

Manden, der ville have en erfaren kvinde uden krav.

Manden, der ville have omsorg, men ikke ansvar.

Manden, der måske faktisk ønskede mig, men som jeg ikke turde give en plads.

Og mig.

Kvinden der sagde, hun måtte undvære kærligheden for ikke at såre en mand igen.

Men som fortsat tog små doser af begær, selskab og fortrolighed, selv når de gjorde ensomheden større.

Mændenes hensigter var blevet tydeligere.

Mine egne også.

Jeg ønskede ikke bare sex.

Ikke bare frihed.

Jeg ønskede at føle, at jeg stadig betød noget.

Men efterhånden kunne jeg mærke, at flere og flere mænd ikke var optaget af, hvem jeg var.

Kun af hvad jeg kunne give.

En krop.

Et øre.

En hemmelighed.

Et sted at være uden deres øvrige liv.

Jeg gav dem det ofte frivilligt.

Og mærkede bagefter, at frivillighed ikke automatisk skaber mening.

Jeg havde veninder.

Børn.

Et arbejde.

En lejlighed.

Mænd.

Jeg var ikke uden mennesker.

Alligevel følte jeg mig efterhånden som en kvinde, der stod uden et hjem i et andet menneske.

Ikke fordi ingen nogensinde havde tilbudt det.

Fordi jeg havde besluttet, at jeg ikke måtte tage imod det igen.

Jeg kunne ikke bære at såre en tredje mand.

Så jeg måtte undvære.

Det var den sætning, jeg brugte.

Men undværet blev ikke rent.

Jeg fyldte det med mange mænd.

Hver med sit formål.

Præcis det liv, der fem eller ti år tidligere kunne have lignet min drøm.

Nu føltes det koldt.

Administreret.

Gentaget.

Nogle aftener så jeg navnene på telefonen og tænkte:

Ingen af dem ved, hvordan jeg virkelig har det.

Så kom den mere smertefulde tanke:

Jeg ved heller ikke længere, hvem af dem jeg virkelig føler noget for.

Jeg kunne sige ordene.

Jeg kunne holde om dem.

Jeg kunne græde, når de gik.

Men inde i mig mærkede jeg hver gang en afstand.

En kulde mellem følelsen og valget.

Jeg var blevet mere ligegyldig for flere af mændene, efterhånden som årene gik.

Og flere af mændene var blevet mere udskiftelige for mig.

Det var ikke frihedens sejr.

Det var relationernes udtynding.

Stilheden mellem kontakterne blev sværere.

Derfor begyndte jeg at åbne flere nye samtaler.

Ikke altid for at møde en mand.

For at undgå den aften, hvor ingen skrev.

Datingstederne ændrede hele rytmen.

Tidligere skulle en mand findes gennem arbejde, venner, et miljø eller et tilfældigt møde.

Nu kunne jeg åbne en skærm og se en strøm af mænd, der endnu ikke kendte min kulde, mine gentagelser eller alle de andre.

Hver ny profil gav mulighed for at begynde uden historien.

Hver ny besked gav et kort bevis på, at jeg endnu ikke var ligegyldig for alle.

Det var sådan halvtredsernes tydeligere hensigter førte mig videre.

Ikke væk fra mændene.

Ind i en endnu større strøm af dem.

Datingstederne og den endeløse strøm af nye kontakter

Jeg troede længe, at ensomhed var stilhed.

Ingen telefon.

Ingen aftale.

Ingen mand i sengen.

Det var den nemme form.

Den kunne ses.

Den kunne bekæmpes.

Åbn en profil.

Svar på en besked.

Aftal en kaffe.

Lad en mand komme.

Så var man teknisk set ikke alene.

Den værste ensomhed kom senere.

Da telefonen stadig kunne lyse.

Da der stadig kunne stå tre eller fire mænd i forskellige samtaler.

Da nogen stadig skrev:

Har du tid i aften?

Hvad har du på?

Savner din krop.

Og jeg alligevel mærkede, at ingen af dem ønskede at vide, hvem jeg var, når kroppen ikke var tilgængelig.

Det var dér, jeg følte mig mere ensom end nogensinde.

Ikke uden mænd.

Fravalgt til næsten alt andet end dem.

Kroppen.

Sexen.

Erfaringen.

Det grænseløse.

Det var de dele, der stadig kunne få opmærksomhed.

De mænd, der engang havde kendt mere, forsvandt gradvist.

Ikke alle på én gang.

En efter en.

Henrik fandt en kvinde, han kunne bygge et roligere liv med.

Jeg så et billede af dem gennem en fælles bekendt.

Ikke et bryllup først.

Bare en middag.

Hans hånd på hendes skulder.

Hun så ikke yngre ud end mig på en dramatisk måde.

Ikke mere seksuel.

Bare rolig.

Synlig i hans liv.

Senere flyttede de sammen.

“Han sagde, han ikke vidste, om han ville bo med nogen igen,” sagde jeg til Birgit.

“Det vidste han måske ikke dengang.”

“Så hun ændrede ham.”

“Måske ændrede hans behov sig.”

“Fordi hun var den rigtige.”

Birgit så på mig.

“Fordi relationen var en anden.”

Jeg hørte kun det første.

Den rigtige.

Jeg havde været forkert.

Ikke kun for Henrik.

For et hjem.

Ole fik også en fast kvinde.

De rejste.

Holdt jul med familier.

Ikke nødvendigvis lykkeligt hele tiden.

Men synligt.

Peter forsvandt ind i sit ægteskab eller en anden hemmelig relation.

Jeg vidste det ikke.

Poul stoppede næsten helt med at ringe, da hans forhold derhjemme blev bedre.

Karsten fandt en ny kæreste.

Finn skrev sjældnere.

Leif fik problemer med helbredet og valgte familien tættere.

Jens forsvandt uden stor afslutning.

Michael havde yngre kvinder.

Søren flyttede.

Flere af mændene havde afprøvet det, de kom til mig for.

En fantasi.

En bestemt type sex.

En fri kvinde.

En erfaren kvinde.

En kvinde, der ikke krævede skilsmisse, blomster eller fremtid.

Når de havde prøvet det, var min rolle færdig.

Det forstod jeg ikke straks.

Jeg troede, at en intens oplevelse skabte et særligt bånd.

For dem kunne den have været et punkt på en liste.

Ikke fordi alle mænd tænker sådan.

Men nogle gjorde.

De ønskede at prøve noget.

Jeg kunne.

Vi gjorde det.

Derefter behøvede de ikke mig for at vide, hvordan det føltes.

En mand skrev efter næsten et års tavshed:

Kan du huske dengang vi gjorde det med de andre?

Ikke:

Kan du huske vores samtaler?

Ikke:

Hvordan har du haft det?

Oplevelsen.

Jeg svarede:

Ja.

Det var vildt.

Ja.

Kunne du finde på det igen?

Der var hele kontakten.

Han savnede ikke mig.

Han savnede en scene, hvor jeg havde været brugbar.

Jeg blev vred.

Skrev:

Er det alt, du husker?

Han svarede:

Nej da.

Hvad ellers?

Der gik længe.

Du var virkelig fri.

Fri.

Det ord.

Jeg lukkede samtalen.

Græd.

Ikke kun over ham.

Over hvor mange mænd der kunne have samme minde om mig.

Hun var fri.

Hun sagde ja.

Hun kunne klare det.

Hun ville prøve alt.

Jeg havde bygget identitet på det.

Nu opdagede jeg, at identiteten gjorde mig lettere at huske som funktion end som menneske.

Jeg havde prøvet næsten alt.

Det er ikke en overdrivelse for at gøre historien mere dramatisk.

Det var sådan, jeg havde levet.

BDSM i flere former.

Dominans.

Submission.

Smerte.

Reb.

Nåle.

Spyt.

Urin.

Blod.

Gruppesex.

Mange mennesker i samme rum.

Hårde anale lege.

At blive delt.

At blive overladt til mænd, jeg ikke kendte på forhånd.

Ikke uden regler altid.

Ikke uden valg.

Men ofte med en længsel efter at gå længere end sidst.

Der havde været perioder, hvor grænsen i sig selv var målet.

Hvis noget gjorde mig bange, kunne det også gøre mig levende.

Hvis andre kvinder ikke ville, kunne jeg blive den, der turde.

Hvis en mand sagde:

“Har du prøvet—”

kunne jeg næsten føle stoltheden, før han var færdig.

Ja.

Det havde jeg.

Eller:

Nej, men jeg kan.

Det havde været en valuta.

Erfaring.

Frygtløshed.

En kvinde mænd kunne afprøve fantasier med.

Jeg havde også haft egen lyst.

Det vil jeg ikke nægte.

Nogle ting nød jeg.

Andre gjorde jeg for reaktionen.

Nogle fordi jeg ikke ville virke kedelig.

Nogle fordi manden skulle tro, at jeg var den frieste, vildeste eller mest åbne kvinde, han havde mødt.

Når næsten alt er prøvet, sker der noget mærkeligt.

Det nye forsvinder.

En fantasi, der engang kunne få pulsen op i flere dage, bliver en genkendelig aftale.

En klub.

Et rum.

Udstyr.

Regler.

Mennesker.

Det ekstreme kan også blive rutine.

Jeg begyndte at mærke det.

En mand beskrev noget, der tidligere ville have virket grænseoverskridende.

Jeg tænkte:

Det har jeg prøvet.

Han foreslog en hårdere version.

Også prøvet.

Flere mennesker.

Prøvet.

Ukendte mænd.

Prøvet.

At give kontrol væk.

Prøvet.

At være den, andre så på.

Prøvet.

At blive behandlet som en ting inden for en aftalt ramme.

Prøvet.

Jeg kunne stadig blive ophidset.

Men ikke ny.

Det var nyheden, jeg havde brugt som bekræftelse.

Ikke kun kroppen.

Rollen som kvinden, der kunne tilbyde noget ekstraordinært.

Nu var jeg ikke ekstraordinær i de miljøer længere.

Der var yngre kvinder.

Nyere kvinder.

Kvinder med billeder, profiler og grænser, mændene endnu ikke kendte.

Kvinder, som kunne være nye uden at skulle gå længere end mig.

Det gjorde ondt.

Jeg begyndte at ændre min profil.

Før havde jeg skrevet:

Erfaren, nysgerrig og åben.

Så:

Meget erfaren.

Senere:

Har prøvet det meste. Overrask mig.

Det gav svar.

Mænd kunne lide udfordringen.

Nogle skrev:

Det tror jeg ikke på.

Hvad mangler du?

Har du virkelig prøvet—

Jeg svarede.

Fortalte.

Ikke alt.

Nok til at få deres opmærksomhed.

De reagerede stærkt på historierne.

Ikke på mit liv.

Hvis jeg skrev:

Jeg har haft en svær uge,

kom et kort:

Øv.

Hvis jeg skrev:

Jeg har prøvet at blive delt mellem flere mænd,

kom lange beskeder.

Spørgsmål.

Fantasier.

Invitationer.

Min historie var mere interessant seksuelt end menneskeligt.

Jeg gav dem den del, de reagerede på.

Og følte mig bagefter reduceret til den.

Datingstederne gjorde det muligt at gentage bevægelsen igen og igen.

En mand skrev.

Jeg svarede.

Han spurgte om billeder.

Jeg sendte et almindeligt.

Han reagerede høfligt.

Jeg sendte et mere seksuelt.

Så blev han intens.

Der var læringen.

Kroppen skabte respons.

Ansigtet alene ikke altid.

Min historie om børnene ikke.

Mit arbejde ikke.

Min sorg over Niels eller Erik slet ikke.

Jeg begyndte at tilpasse mig.

Flere billeder.

Mere antydning.

Mere direkte tekst.

Ikke fordi jeg altid ønskede at mødes.

Fordi reaktionen gav et øjebliks bevis.

Jeg er stadig synlig.

Nogen stopper ved mig.

Nogen vil have mere.

En profil uden seksuel tekst kunne stå stille.

Tilføjede jeg noget om erfaring, kom beskederne.

Det var som at stå ved et vindue og opdage, hvilken vare der fik folk til at stoppe.

Jeg hadede tanken.

Fortsatte.

“Du gør dig selv til det, du siger, de kun vil have,” sagde terapeuten.

“Så er det min skyld.”

“Det sagde jeg ikke.”

“Hvad siger du så?”

“At du ved, hvad der giver respons.”

“Ja.”

“Og bruger det.”

“Ja.”

“Selv om responsen bagefter gør dig ensom.”

“Ja.”

“Hvad ønsker du fra datingsiderne?”

“At møde nogen.”

“Til hvad?”

Jeg blev stille.

Sex.

Samtale.

Bekræftelse.

En fast mand, jeg ikke ville have.

En mand, der valgte mig uden at komme for tæt.

“At blive set,” sagde jeg.

“Som hvad?”

Spørgsmålet.

“Som kvinde.”

“Hvilken del af kvinden viser du?”

“Kroppen.”

“Og hvorfor?”

“Fordi det er den del, de svarer på.”

Hun nikkede.

“Så datingsiderne lærer dig, at kroppen virker.”

“Ja.”

“Og hvad sker der med resten?”

“Jeg viser den mindre.”

“Så bliver mændenes manglende interesse også stærkere.”

“Ja.”

Det var en ond cirkel uden nødvendigvis onde mennesker i hver ende.

Platformen belønnede det hurtige.

Billeder.

Begær.

Tilgængelighed.

Jeg belønnede mændene, der reagerede hurtigt.

De lærte, at seksuel intensitet gav adgang.

Jeg lærte, at personlighed gav stilhed.

Mændene blev mere usignerede.

Mere anonyme.

Mindre forbundet til arbejde, venner eller virkelige miljøer.

Brugernavne.

Billeder uden ansigt.

Kroppe.

Alder, der måske passede.

Områder, der kunne være falske.

De skrev:

Diskret.

Kan nu.

Ingen drama.

Betaler gerne.

Det sidste begyndte at komme oftere.

Første gang blev jeg vred.

Jeg er ikke prostitueret, skrev jeg.

Manden svarede:

Slap af. Jeg tænkte bare, det kunne være hyggeligt for begge.

Hvorfor penge?

Fordi jeg vil være sikker på, du kommer.

Det var hans forklaring.

Ikke min værdi.

Min pålidelighed købt.

Jeg blokerede.

En anden skrev:

Du ser erfaren ud. Hvad koster en aften?

Jeg følte mig ydmyget.

Samtidig registrerede en del af mig tallet, han nævnte senere.

Et konkret beløb.

Mænds lyst havde tidligere været abstrakt bevis.

Nu blev der sat pris på adgangen.

Det burde kun have føltes nedværdigende.

Det gjorde det ikke kun.

Der var også en mørk lettelse.

Han vurderede stadig, at jeg var noget værd.

Ikke som menneske.

Som tilbud.

Det er svært at indrømme.

Jeg svarede ikke.

Læste beskeden flere gange.

Slettede.

En uge senere skrev en anden noget lignende.

Jeg spurgte:

Hvorfor tilbyder du penge?

Fordi jeg ikke vil have et forhold.

Det vil jeg heller ikke.

Så passer det jo.

“Nej,” skrev jeg.

Han fortsatte:

Du bruger tid, transport og energi. Jeg er generøs.

Han gjorde det næsten respektabelt.

En aftale.

Voksne mennesker.

Ingen bedrag.

Jeg sagde stadig nej.

Men afvisningen blev mindre klar inde i mig.

Jeg havde tidligere taget imod penge i mit liv.

Fortalt mig selv, at det var noget andet dengang.

Et andet miljø.

En anden Bente.

Nu kom tilbuddene igen, ikke gennem et organiseret sted, men direkte.

Mændene så erfaringen.

Alderen.

Tilgængeligheden.

Og antog, at en pris kunne forenkle kontakten.

“Har du overvejet det?” spurgte terapeuten.

“Nej.”

Hun ventede.

“Ja.”

“Hvad tiltaler dig?”

“Pengene.”

“Kun?”

Jeg begyndte at græde.

“At nogen vil betale.”

“Hvad betyder det?”

“At de virkelig vil det.”

Hun rystede ikke på hovedet.

“Er betaling et stærkere valg?”

“Det føles konkret.”

“Og hvad køber de?”

“Min tid.”

“Og?”

“Kroppen.”

“Og dig?”

Jeg græd.

“Ikke mig.”

Der var sandheden.

Betalingen kunne bevise efterspørgsel.

Ikke betydning.

Alligevel gled jeg tættere på.

Ikke straks fast.

Et møde.

En mand, der gav en gave bagefter.

Ikke aftalt som betaling.

Jeg tog imod.

En anden betalte hotel og gav penge til transport.

Mere end transporten.

Jeg sagde ikke nej.

“Det er ikke salg,” sagde jeg til Birgit.

“Hvad er det?”

“Han var generøs.”

“Havde han sagt beløbet før?”

Jeg svarede ikke.

Birgit så på mig.

“Du behøver ikke forklare det for mig.”

“Jeg er ikke tilbage dér.”

“Hvor?”

“Som før.”

“Det har jeg heller ikke sagt.”

“Hvorfor ser du sådan?”

“Fordi du har brug for, at forskellen er ren.”

“Den er ren.”

“Er den?”

Jeg blev vred.

“Jeg er single.”

“Ja.”

“Jeg lyver ikke for en mand.”

“Nej.”

“Jeg vælger selv.”

“Ja.”

“Så?”

Birgit så på mig.

“Hvordan har du det bagefter?”

Jeg begyndte at græde.

Det var altid spørgsmålet.

Ikke kategorien.

Eftervirkningen.

“Tom.”

“Så er det relevant.”

Jeg gik tilbage til festerne.

Ikke de samme.

Nogle miljøer var lukket.

Mennesker var blevet ældre.

Nye arrangører.

Nye regler.

Men princippet kendte jeg.

Sexklubber.

Sexklubberne i de senere år

Sexklubberne virkede anderledes, da jeg blev ældre. Før havde jeg set dem som rum for mulighed. Nu så jeg også plastmadrasserne, håndspritten, de slidte dørkarme og de mænd, der vurderede hurtigere, end de hilste.

Kvinderne dér kunne være unge, glatte i huden, klædt i sort blonde eller korte kjoler med en sikkerhed, jeg genkendte fra de piger, jeg engang havde misundt. Mændenes blikke flyttede sig ofte mod dem først.

Jeg talte højere, lo hurtigere og klædte mig mere bevidst, end jeg egentlig havde kræfter til. Stemmen skulle bære den selvtillid, kroppen ikke længere følte.

Private fester.

BDSM-arrangementer.

Steder, hvor kroppen kunne blive vurderet uden mange ord.

Jeg tænkte, at det ville være lettere.

Ingen forventning om hverdagsinteresse.

Ingen falsk ven.

Ingen mand, der sagde, han elskede mig og glemte min fødselsdag.

Bare lyst.

Valg.

Handling.

Det havde engang givet mig magt.

Jeg gjorde mig klar længe første gang.

Tøj.

Makeup.

Hår.

Ikke som da jeg var yngre.

Mere bevidst om, hvad der skulle skjules og fremhæves.

Jeg så mig i spejlet.

“Du ser godt ud,” sagde jeg.

Forsøgte at tro det.

Birgit vidste, jeg skulle af sted.

“Er du tryg ved det?” spurgte hun.

“Ja.”

“Har du nogen med?”

“Nej.”

“Vil du have, jeg ringer?”

“Jeg er ikke et barn.”

“Det var ikke derfor.”

“Jeg har prøvet alt.”

“Det gør dig ikke usårlig.”

Jeg blev irriteret.

“Jeg skal bare ud.”

“Hvad håber du?”

“At have det sjovt.”

“Og?”

“At blive set.”

Jeg sagde det.

Birgit nikkede.

“Pas på, du ikke gør et rum fuld af blikke til en dom.”

Jeg forstod ikke helt.

Eller ville ikke.

Klubben var mindre end de steder, jeg huskede.

Musik.

Bar.

Dæmpet lys.

Kroppe.

Par.

Single mænd.

Kvinder, der var kommet alene.

Jeg gik ind med den gamle fornemmelse i kroppen.

Her vidste jeg, hvordan man var.

Blik.

Holdning.

Tilgængelighed uden at virke desperat.

Jeg gik gennem rummet.

Nogle så.

Ikke nok.

Eller ikke de rigtige.

En mand smilede.

Jeg smilede tilbage.

Han gik videre til en yngre kvinde.

Et par talte med mig.

Venligt.

Valgte en anden senere.

En mand, jeg selv fandt attraktiv, havde lang øjenkontakt.

Jeg følte varmen.

Gik tættere på.

Han sagde:

“Jeg er her med min kæreste.”

“Det er mange.”

“Ja.”

Han smilede.

“Men hun vælger.”

Kvinden kom.

Så på mig.

Venligt.

Derefter på en yngre kvinde i nærheden.

De gik.

Ingen brutal afvisning.

Bare et valg.

Ikke mig.

Jeg stod.

Forsøgte at se uberørt ud.

En anden mand kom hen.

Jeg var ikke tiltrukket.

Han stod for tæt.

Talte meget.

“Er du alene?”

“Ja.”

“Så kan vi jo—”

“Ikke nødvendigvis.”

Han lo.

“Du virker erfaren.”

Der var ordet.

Som om erfaring gjorde nej mindre relevant.

“Det betyder ikke, at jeg vil dig.”

Han blev fornærmet.

“Så hvorfor er du her?”

Jeg gik.

Stolt over grænsen.

Femten minutter senere stod jeg alene igen.

De mænd, jeg ønskede, valgte par, yngre kvinder eller andre.

Nogle kvinder blev inviteret hurtigt.

Jeg blev set.

Ikke valgt.

Den første time gjorde det ondt.

Den anden blev smerten til desperation.

Ikke synlig helt.

Inde.

En mand, jeg tidligere havde afvist med blikket, kom igen.

“Har du skiftet mening?”

Jeg burde sige nej.

Jeg ønskede ham stadig ikke.

Men han ønskede mig.

Det var blevet vigtigere.

“Vi kan tale,” sagde jeg.

Han smilede.

Samtalen var kort.

Han spurgte mest til, hvad jeg ville seksuelt.

Jeg svarede.

Mere åbent end jeg følte.

Han blev interesseret.

Der var belønningen.

Jeg kunne få hans koncentration ved at tilbyde mere.

Vi gik et andet sted hen i klubben.

Jeg vil ikke beskrive det grafisk.

Det var frivilligt.

Jeg sagde ikke nej.

Men jeg ønskede ikke ham på den måde, jeg havde ønsket de andre mænd i rummet.

Jeg ønskede, at nogen valgte mig.

Det var forskellen.

Bagefter spurgte han:

“Skal vi bytte nummer?”

Håbet kom.

“Ja.”

Han tog telefonen.

Så på mig.

“Det kan være, vi kan finde på noget mere ekstremt næste gang.”

Ikke middag.

Ikke kaffe.

Mere ekstremt.

Det var min funktion.

Han skrev dagen efter:

Det var godt. Har du prøvet—

En ny fantasi.

Jeg svarede ikke først.

Så gjorde jeg.

Fordi stilheden efter klubben var værre.

Jeg gik til flere fester.

Nogle aftener blev jeg valgt.

Andre ikke.

Det begyndte at fylde mere, hvem der valgte.

Ikke om jeg nød mødet.

Jeg kunne komme hjem efter en aften med flere kontakter og kun tænke på den ene mand, der havde set forbi mig.

Den attraktive.

Den yngre.

Den, der valgte en anden kvinde.

Alle de mænd, der havde ønsket mig, kunne ikke neutralisere ét nej fra den rigtige.

Det havde altid været sådan.

Nu blev forskellen større.

For de mænd, der sagde ja, var oftere mænd, jeg selv ville have afvist tidligere.

Mænd med dårlig hygiejne.

Mænd der ikke kunne føre en samtale.

Mænd der talte til mig som en funktion.

Mænd der så erfaring som grænseløs tilgængelighed.

Mænd der begyndte med hårde ønsker uden at spørge til min lyst.

Mænd der tilbød penge.

Mænd der sagde:

“Du har jo prøvet alt.”

Som om fortiden fjernede min ret til at vælge nu.

Nogle sagde jeg nej til.

Andre sagde jeg ja til, fordi et nej ville efterlade mig alene i rummet.

Jeg mærkede hver gang forskellen.

Jeg vil ikke ham.

Jeg vil ikke være den, ingen vil.

Det var bekræftelsen.

Ikke lysten.

En aften stod jeg i en klub og så en mand, jeg virkelig ønskede.

Ikke kendte.

Bare tiltrækning.

Han talte med en yngre kvinde.

Jeg ventede.

Forsøgte at møde hans blik.

Han så kort.

Ikke mere.

Senere gik de sammen.

En ældre mand kom hen.

“Du har stået alene længe.”

Jeg blev vred.

“Har jeg?”

“Ja.”

Han smilede.

“Men det behøver du ikke.”

Jeg kunne ikke lide hans måde at sige det på.

Som om han tilbød redning.

Jeg burde gå hjem.

I stedet sagde jeg:

“Hvad vil du?”

Han fortalte.

Noget jeg havde prøvet før.

Noget jeg ikke havde lyst til den aften.

Jeg sagde:

“Det kan vi godt.”

Hvorfor?

Fordi den anden mand havde valgt en yngre kvinde.

Fordi jeg ikke ville forlade klubben uden at være blevet valgt.

Det er en af de mørkeste former for bekræftelse.

Ikke:

Jeg vil dig.

Men:

Jeg vil have bevis på, at nogen vil mig, før jeg går.

Bagefter sad jeg i garderoben.

Tog tøj på.

Så mig i spejlet.

Makeuppen lidt ødelagt.

Øjnene trætte.

Jeg tænkte:

Du ønskede ikke ham.

Så hvorfor?

Svaret kom:

Fordi han ønskede dig.

Det var ikke seksuel frihed.

Det var selvtvang gennem en andens begær.

Jeg fortalte terapeuten.

Ikke alle detaljer.

Nok.

“Var det samtykke?” spurgte hun.

“Ja.”

“Var det lyst?”

“Ikke meget.”

“Hvad var det?”

“Bekræftelse.”

“Fik du den?”

“Ja.”

“Hvor længe?”

“Indtil jeg så mig i spejlet.”

Hun nikkede.

“Så hvad betalte du?”

Jeg reagerede.

“Jeg blev ikke betalt.”

“Det var ikke det, jeg mente.”

Jeg begyndte at græde.

Jeg havde betalt med afstand til mig selv.

Ikke fysisk skade nødvendigvis.

En indre forladthed.

“Hvad ville der være sket, hvis du var gået hjem uden nogen?” spurgte hun.

“Jeg ville have følt mig gammel.”

“Og?”

“Uønsket.”

“Og?”

“Usynlig.”

“Var du det?”

“I det rum føltes det sådan.”

“Så du brugte en mand, du ikke ønskede, til at ændre følelsen.”

“Ja.”

“Og han brugte din tilgængelighed.”

“Ja.”

To mennesker kunne indgå en frivillig handling og stadig gøre hinanden til middel.

Datingsiderne fortsatte parallelt.

Festerne gav ikke nok.

Platformene var altid åbne.

Jeg begyndte at bruge ældre billeder.

Ikke meget ældre først.

To år.

Tre.

Lys.

Vinkler.

Et billede fra en tid, hvor kroppen så anderledes ud.

“Det er stadig mig,” sagde jeg.

Det var det.

Ikke helt den mig, manden skulle møde.

En mand skrev:

Er billederne helt nye?

Jeg svarede:

Ja, rimelig nye.

Rimelig.

Han spurgte ikke mere.

Da vi mødtes, så jeg skuffelsen kort.

Ikke dramatisk.

Et blik.

“Du ser lidt anderledes ud.”

“Alle billeder gør noget.”

“Ja.”

Han blev.

Vi havde sex.

Han skrev ikke igen.

Jeg følte mig brugt.

Så måtte jeg også se min del.

Han havde mødt en version, jeg havde præsenteret mere ungdommeligt.

Det gav ham ikke ret til respektløshed.

Men min profil var også en måde at få et ja, jeg frygtede ikke ville komme med helt aktuelle billeder.

Jeg opdaterede ikke straks.

For de ældre billeder gav flere beskeder.

Mændene skrev:

Du holder dig godt.

Du ser fantastisk ud.

Jeg vidste, at komplimenterne var til et øjeblik, der allerede var forbi.

Alligevel brugte jeg dem.

En anden strategi var teksten.

Jeg gjorde den mere seksuel.

Mere udfordrende.

Har prøvet det meste.

Ingen sarte mænd.

Kan du overraske mig?

Mænd reagerede.

Ikke de stabile.

De udfordrende.

De usignerede.

De, der ønskede at bevise noget.

En skrev:

Du har nok aldrig mødt en som mig.

Jeg havde mødt mange.

Men sætningen lovede nyhed.

Jeg svarede.

Han ville ikke vise ansigt først.

“Diskretion,” sagde han.

“Gift?”

“Det kommer ikke dig ved.”

Jeg burde blokere.

“Så kommer jeg ikke.”

Han sendte et billede senere.

Kun nok.

Et almindeligt ansigt.

Ikke en mand, jeg fandt særlig attraktiv.

Men han skrev intenst.

Sagde, han kunne gøre noget, jeg ikke havde prøvet.

Det passede næppe.

Jeg ønskede at tro ham.

Vi mødtes.

Det, han tilbød, var ikke nyt.

Bare hårdere.

Jeg sagde nej til dele.

Ja til andet.

Bagefter sendte han penge elektronisk.

Ikke aftalt.

Tekst:

Tak for din åbenhed.

Jeg stirrede.

Kunne sende tilbage.

Gjorde det ikke.

Fortalte mig selv, at det var en gave.

Dagen efter skrev han:

Samme igen næste måned?

Med et beløb.

Der var aftalen tydelig.

Jeg svarede ikke.

Han skrev:

Du tog imod sidst.

Det var sandt.

Jeg sendte pengene tilbage.

Blokerede.

Græd.

Ikke fordi jeg var reddet af grænsen.

Fordi jeg havde været tæt på.

Birgit sagde:

“Du skal ikke skamme dig over, at du overvejede.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi skam gør det sværere at forstå.”

“Hvad skal jeg forstå?”

“Hvad pengene gav.”

“Bekræftelse.”

“Og?”

“En forklaring.”

“Hvilken?”

Jeg tænkte.

Hvis en mand betalte, behøvede jeg ikke forestille mig, at han elskede mig.

Forholdet var tydeligt.

Koldt.

Men tydeligt.

“Så du undgår skuffelsen,” sagde Birgit.

“Ja.”

“Han behøver ikke huske din fødselsdag.”

“Nej.”

“Og du behøver ikke spørge, om du betyder noget.”

“Nej.”

Birgit holdt mit blik.

“Men gør det dig mindre ensom?”

“Nej.”

Det var svaret på næsten alt.

Flere mænd.

Flere beskeder.

Vildere fester.

Mere ekstreme tilbud.

Betaling.

Yngre mænd.

Anonyme mænd.

Intet gjorde mig mindre ensom efter virkningen var væk.

Jeg begyndte at gå længere i beskederne for at holde mændenes opmærksomhed.

Hvis en samtale blev langsom, sendte jeg et billede.

Hvis han svarede kort, beskrev jeg en erfaring.

Hvis han blev usikker, tilbød jeg mere.

Ikke altid en fysisk aftale.

Bare muligheden.

Mænd skrev:

Virkelig?

Det vil du?

Du er anderledes.

Anderledes.

Den gamle belønning.

Jeg følte mig levende.

Så kom næste spørgsmål:

Hvornår?

Hvis jeg ikke ville mødes, faldt interessen.

Nogle blev vrede.

“Du søger kun opmærksomhed,” skrev en.

Jeg blev rasende.

Blokerede.

Han havde delvist ret.

Ikke kun.

Men ofte.

Jeg ønskede at blive set uden nødvendigvis at blive rørt.

Mændene ønskede, at den seksuelle fremstilling førte til adgang.

Vi havde forskellige forventninger.

Jeg brugte deres reaktion.

De følte sig brugt til bekræftelse.

Jeg følte mig reduceret til krop.

Begge dele kunne være sandt.

En aften skrev en mand:

Jeg har læst din profil. Du har prøvet alt. Hvad har du egentlig tilbage?

Jeg blev stille.

Ikke fornærmet først.

Ramt.

Hvad havde jeg tilbage?

Ikke seksuelt.

Som menneske.

Jeg skrev:

Meget.

Som hvad?

Jeg begyndte at formulere.

Børn.

Arbejde.

Veninder.

Historie.

Sorg.

Humor.

Musik.

Mad.

Erfaring.

Skyld.

Drømme, der var blevet mindre.

Jeg slettede.

Skrev:

Det finder du ud af, hvis vi mødes.

Han svarede:

Jeg mente seksuelt.

Selvfølgelig.

Jeg lukkede tråden.

Græd.

Min profil havde bedt ham se den del.

Jeg var ked af, at han gjorde det.

Jeg begyndte at føle mig fravalgt til alt andet end sex og krop.

Det var ikke helt sandt om alle mennesker.

Veninderne valgte mig.

Børnene havde kontakt.

Terapeuten så mig.

Men i den strøm, jeg brugte som målestok for min kvindelige værdi, var kroppen den primære adgang.

Når jeg nægtede den, faldt antallet.

Jeg prøvede en periode med en mindre seksuel profil.

Nye billeder.

Mere tekst om bøger, arbejde og samtale.

Mænd skrev færre.

Nogle ordentlige.

Men langsommere.

Ingen strøm.

Jeg følte mig usynlig.

Efter to uger tilføjede jeg et mere udfordrende billede.

Beskederne steg.

Det var som en afhængighed, der kunne måles.

Jeg viste terapeuten tallene.

“Se.”

“Hvad?”

“Før og efter.”

“Flere svar.”

“Ja.”

“Hvordan har du det?”

“Set.”

“Som?”

“Krop.”

“Og er det nok?”

“Nej.”

“Hvorfor gør du det så?”

Jeg begyndte at græde.

“Fordi lidt er bedre end ingenting.”

Hun nikkede.

“På kort sigt.”

“Ja.”

“Og på lang?”

Jeg vidste det.

Mere ensom.

Jeg genoptog kontakt til enkelte gamle mænd.

Ikke fordi relationerne var gode.

Fordi de kendte mig.

Eller en version.

Jeg skrev til Finn:

Hvordan går det?

Han svarede venligt.

Han havde en kæreste nu.

Vi skal nok holde det venskabeligt.

Jeg mærkede stikket.

“Selvfølgelig,” skrev jeg.

Han spurgte ikke meget.

Efter nogle beskeder stoppede det.

Jeg skrev til Poul.

Han var stadig gift.

Mindre interesseret i sex.

Mere i at tale om sit helbred.

Jeg lyttede.

Da jeg fortalte om ensomheden, sagde han:

“Du skal finde dig en god mand.”

Jeg lo bittert.

“Som dig?”

“Jeg er ikke ledig.”

Han forstod ikke ironien.

Måske gjorde han.

“Jeg vil ikke såre en god mand,” sagde jeg.

“Så find en, der ikke vil noget alvorligt.”

Det var præcis det, jeg havde gjort.

“Hvordan går det?” spurgte han ikke bagefter.

Han fortsatte om sit blodtryk.

Jeg lagde på senere med følelsen:

Han har ikke brug for mig som kvinde længere.

Kun som øre.

Da hans helbred blev bedre, ringede han mindre.

Endnu en funktion slut.

Det var en hård erkendelse:

Nogle mænd havde ikke et varigt forhold til mig.

De havde en opgave, jeg udførte i deres liv.

Når opgaven forsvandt, gjorde kontakten også.

Sexfantasien prøvet.

Krisen overstået.

Ny kæreste fundet.

Ægteskabet forbedret.

Ensomheden mildnet.

Så havde Bente ingen rolle.

Jeg havde gjort det samme.

Når en mand ikke længere kunne give den ønskede funktion, gik jeg til en anden.

Gensidigheden gjorde det ikke mindre koldt.

Den gjorde kulden systemisk.

Jeg gik til endnu en privat fest.

Før den private fest sendte jeg billeder til arrangøren, fordi det var adgangsbilletten. Men jeg sendte også et andet billede til Henrik. Ikke det samme. Et mere personligt, taget i spejlet, hvor han kunne se, at jeg havde gjort mig klar til et rum, han ikke var inviteret ind i.

Henrik skrev: Skal du virkelig derhen? Jeg svarede ikke med ord. Jeg sendte bare et nærmere udsnit. Det var grusomt, når jeg ser på det nu, for jeg brugte hans jalousi som en del af min egen tænding.

Til festen vidste jeg, at han måske sad derhjemme og så på billedet, mens andre mænd vurderede mig i rummet. Det gjorde mig mere synlig i min egen krop, men også mere tom bagefter.

Mere eksklusiv, sagde arrangøren.

“Par og udvalgte singler.”

Jeg blev glad for ordet udvalgt.

Sendte billeder.

Blev godkendt.

Det var allerede bekræftelse.

Til festen var der færre mennesker.

Mere vurdering.

Jeg kunne mærke hierarkiet.

Yngre kvinder blev set først.

Par havde status.

Single mænd mange.

Single kvinder få, men ikke alle lige efterspurgte.

Jeg havde forestillet mig, at erfaring gav værdi.

Det gjorde den for nogle.

Alder trak i den anden retning for andre.

En mand, jeg talte godt med, sagde:

“Du virker spændende.”

“Tak.”

“Min kone foretrækker yngre kvinder.”

Han sagde det uden ondskab.

Som information.

“Men du?”

“Jeg gør som regel også.”

Jeg smilede.

Som om det var ligegyldigt.

Senere græd jeg på toilettet.

Ikke over ham specifikt.

Over at være en kvinde, nogen kunne finde spændende, men stadig ikke vælge.

Et andet par viste interesse.

Jeg var ikke tiltrukket af manden.

Kvinden næsten ikke.

Men de valgte mig.

Jeg sagde ja til at tale.

Derefter mere.

Ikke grafisk.

Frivilligt.

Bagefter sagde kvinden:

“Du er virkelig erfaren.”

Ikke smuk.

Ikke varm.

Erfaren.

Jeg følte mig som udstyr.

De spurgte, om de måtte kontakte mig igen til en bestemt fantasi.

Jeg gav nummeret.

Hvorfor?

Fordi de havde valgt mig i et rum, hvor andre ikke gjorde.

De skrev senere kun om arrangementet.

Ikke om mig.

Jeg sagde ja én gang mere.

Derefter nej.

De skrev ikke igen.

Rollen var afsluttet.

Jeg begyndte at forstå, at selv sexklubber ikke var steder uden afvisning.

Jeg havde engang troet, at lystens miljøer var mere ærlige.

Ingen skulle lade som om, de ønskede hjem.

Men markedspladsen var tydelig.

Kroppe blev vurderet.

Alder.

Form.

Energi.

Nyhed.

Tilgængelighed.

Grænser.

Nogle blev valgt meget.

Andre mindre.

Jeg stod ikke uden for hierarkiet, fordi jeg var erfaren.

Jeg stod inde i det.

Og efterhånden længere nede, end jeg var vant til.

De mænd, jeg stadig kunne få let, var ikke altid mænd, jeg selv ønskede.

Det skabte en brutal forskel mellem adgang og valg.

Jeg havde adgang til sex.

Ikke nødvendigvis til de mænd, jeg begærede.

Jeg kunne blive valgt.

Ikke nødvendigvis på de vilkår, jeg ønskede.

Jeg kunne få bekræftelse.

Men måtte nogle gange gøre mig selv mindre kræsen, mere tilgængelig eller mere ekstrem for at få den.

“Så sig nej,” sagde Birgit.

“Det gør jeg også.”

“Hvorfor græder du så?”

“Fordi der så ikke er nogen.”

“Der er dig.”

Jeg blev vred.

“Det er en tom sætning.”

“Ja.”

Hun nikkede.

“Nogle dage er den.”

Jeg så på hende.

“Du forstår ikke.”

“Jo.”

“Nej. Du har ikke stået i et rum, hvor ingen du vil have, vil have dig.”

Birgit blev stille.

“Jo.”

Jeg havde glemt, at alder ikke kun skete for mig.

“Hvad gjorde du?”

“Gik hjem.”

“Og?”

“Græd.”

“Og så?”

“Vågnede næste dag.”

Det var ikke en løsning.

Det var virkelighed.

“Jeg kan ikke bare gå hjem hver gang.”

“Hvorfor ikke?”

“Så vinder afvisningen.”

Birgit så på mig.

“Når du siger ja til en mand, du ikke ønsker, vinder den mere.”

Jeg begyndte at græde.

Hun tog ikke min hånd straks.

Lod ordene stå.

“Du har gjort bekræftelsen til et krav,” sagde hun.

“Hvad mener du?”

“Du må ikke forlade et rum uden bevis på, at nogen ville have dig.”

“Nej.”

“Så du gør en anden mands lyst til billet ud.”

Jeg græd.

“Det er ynkeligt.”

“Det er smertefuldt.”

Hun rettede mig.

“Ikke det samme.”

Jeg forsøgte at gå hjem nogle gange.

Uden at være valgt.

Første gang sad jeg i bilen og græd i næsten en time.

Ikke kun over alder.

Over hele livet.

Jeg tænkte på Erik.

Niels.

To mænd, der havde valgt mig til hjem.

Jeg havde jagtet mange andres blikke.

Nu sad jeg udenfor en sexklub og sørgede over, at fremmede ikke havde valgt min krop.

Kontrasten var næsten ubærlig.

Jeg sagde højt i bilen:

“Hvad har du gjort?”

Ikke kun dengang.

Hele vejen.

Jeg kørte hjem.

Ingen mand med.

Telefonen havde beskeder.

Ikke fra nogen i klubben.

Fra datingsiderne.

En usigneret mand.

Kan mødes nu. Betaler.

Jeg læste.

Tænkte på at svare.

Gjorde det ikke.

Den nat.

Næste uge svarede jeg en lignende mand.

Sådan fortsatte det.

Ikke lineær læring.

Små sejre.

Tilbagefald.

Nej én aften.

Ja den næste.

Jeg begyndte at gå længere for at blive set.

Yngre tøj.

Mere seksuelle billeder.

Vildere profiltekst.

Tilbud om ting, jeg egentlig var træt af.

Møder med mænd, jeg ikke ville have vist til nogen veninde.

Ikke på grund af udseende alene.

På grund af deres måde at se mig på.

De ønskede ikke en person.

De ønskede en erfaren krop uden for mange grænser.

Jeg havde lært dem, at det var det, jeg tilbød.

Nogle gange satte jeg grænser tydeligt.

En mand skrev:

Du har jo prøvet alt, så ingen grund til at være sart.

Jeg svarede:

Erfaring betyder, at jeg ved, hvad jeg ikke vil.

Blokerede.

Det var godt.

En anden sagde til et møde:

“Du er ikke så fri, som du skriver.”

Jeg svarede:

“Frihed er også at sige nej.”

Gik.

Også godt.

Men bagefter kunne jeg oprette en ny samtale for at få bekræftet, at nogen stadig sagde ja.

Grænserne beskyttede kroppen nogle gange.

Ikke behovet.

Datingsiderne gjorde behovet endeløst.

Der var altid en ny mand.

Ikke nødvendigvis en bedre.

En ny.

Han kendte ikke de gamle billeder.

De gamle afvisninger.

Min alder i går.

Han kunne se profilen nu og reagere.

Hver ny kontakt var et nulstillet spejl.

Hvis han skrev:

Wow,

kunne jeg glemme tre mænd, der ikke havde svaret.

Hvis han bad om mere, kunne jeg føle mig eftertragtet.

Hvis han tilbød penge, kunne jeg føle mig vurderet.

Hvis han ville noget ekstremt, kunne jeg føle mig særlig.

Hvis han forsvandt, var der en ny profil.

Jeg behøvede ikke afslutte sorgen.

Kun skifte samtale.

En aften havde jeg over tyve åbne tråde.

Ikke alle aktive.

Nogle døde.

Nogle seksuelle.

Nogle høflige.

Jeg rullede.

Navne.

Billeder.

Brugernavne.

Jeg kunne ikke huske, hvem der havde børn.

Hvem var gift.

Hvem havde tilbudt penge.

Hvem der ville mødes.

Jeg skrev til den forkerte:

Jeg kan torsdag.

Han svarede:

Vi har aldrig talt om at mødes.

Jeg blev flov.

Undskyldte.

Han blev interesseret nu.

Men vi kan godt.

Der var strømmen.

En fejl kunne skabe en ny mulighed.

Jeg sad og følte mig magtfuld.

Så åbnede jeg en besked fra en mand, jeg virkelig fandt attraktiv.

Jeg havde skrevet to gange.

Han havde set.

Ikke svaret.

Alle de andre tråde forsvandt i betydning.

Én mand, der ikke valgte mig, var stærkere end tyve, der gjorde.

Jeg skrev en tredje gang:

Ikke interesseret?

Han svarede:

Du virker sød, men ikke min type.

Høfligt.

Jeg begyndte at græde.

Ikke min type.

Ikke ondskab.

Et valg.

Jeg gik straks til de andre tråde.

Svarede mere seksuelt.

Aftalte et møde med en mand, jeg tidligere havde udsat.

Han kom.

Jeg ønskede ham ikke meget.

Han ønskede mig.

Efter mødet lå jeg alene.

Den attraktive mands besked stod stadig.

Ikke min type.

Den anden mands lyst havde ikke ændret den.

Bekræftelse kan ikke annullere afvisning, når det er en bestemt afvisning, man prøver at flygte fra.

Det kan kun overdøve.

Kort.

Jeg sagde til terapeuten:

“Jeg vælger ikke mændene længere.”

Hun blev stille.

“Hvad vælger du?”

“At blive valgt.”

Det var sætningen.

Ikke hele tiden.

Men oftere.

“Og hvad sker der med din lyst?”

“Den kommer nogle gange bagefter.”

“Og hvis den ikke gør?”

“Så gennemfører jeg nogle gange alligevel.”

“Hvorfor?”

“Fordi jeg allerede har sagt ja.”

“Kan du ændre det?”

“Ja.”

“Gør du?”

“Ikke altid.”

“Hvad er du bange for?”

“At han bliver skuffet.”

“Kun?”

“At han går.”

“Vil du have ham?”

“Ikke nødvendigvis.”

“Så hvorfor betyder det, om han går?”

Jeg begyndte at græde.

“Fordi så er jeg fravalgt igen.”

Hun nikkede.

“Så du beskytter ikke relationen.”

“Nej.”

“Du beskytter billedet af dig som valgt.”

“Ja.”

Det var længere end jeg havde været før.

Ikke seksuelt.

Psykologisk.

Jeg kunne bruge min egen krop til at forhindre en fremmed mand i at ændre mening om mig.

Det var ikke frihed.

Det var fangenskab i hans vurdering.

Jeg blev ikke automatisk dårligere behandlet af alle mænd.

Nogle var venlige.

Spurgte.

Respekterede.

Men selv en venlig mand kunne kun give det, relationen var.

Hvis jeg mødte ham gennem en seksuel profil og tilbød en seksuel kontakt, kunne jeg ikke forvente, at han så hele mit liv uden at vise eller bede om det.

Jeg begyndte at spørge nogle:

“Hvad søger du ud over sex?”

Mange svarede:

“Ikke noget.”

Tydeligt.

Jeg kunne vælge.

Nogle sagde:

“Venskab.”

Jeg spurgte:

“Hvad betyder det?”

De beskrev diskretion, let samtale og sex.

Ikke gensidig hverdag.

Jeg lærte at høre ordet.

Andre skrev:

“En fast legepartner.”

En rolle.

Ikke hjem.

Nogle ønskede noget reelt.

De var ofte mindre intense i begyndelsen.

Mere forsigtige.

Spurgte til mit liv.

Ville mødes til kaffe.

Jeg blev utålmodig.

Ingen seksuelle komplimenter straks.

Ingen rus.

En mand, Anders, skrev i flere uger uden at bede om billeder.

“Er du ikke tiltrukket af mig?” spurgte jeg.

“Jo.”

“Hvorfor siger du det ikke?”

“Jeg vil gerne kende dig.”

“Du kan godt begge dele.”

“Ja.”

Han smilede i telefonen.

“Men jeg vil ikke gøre dig til et billede.”

Det burde have rørt mig.

Det gjorde det også.

Og skræmte mig.

Han ønskede at mødes i dagslys.

Gåtur.

Kaffe.

Han var single.

Ordentlig.

Ikke en mand, jeg fandt uimodståelig.

Men varm.

Efter nogle møder sagde han:

“Jeg kunne godt tænke mig at se, om der er noget mere.”

Panikken.

“Jeg vil ikke have et forhold.”

“Det ved jeg.”

“Så hvad mener du?”

“En nær relation.”

“Jeg ser andre.”

“Det ved jeg.”

“Hvor mange?”

Jeg blev defensiv.

“Det kommer ikke dig ved.”

Han nikkede.

“Så er vi måske ikke det samme sted.”

“Du vidste, jeg var fri.”

“Ja.”

“Så hvorfor ændrer du reglerne?”

“Jeg ændrer ikke.”

Han talte roligt.

“Jeg opdager, hvad jeg har brug for.”

Jeg så en god mand.

Ikke perfekt.

En der måske kunne se mere.

Jeg tænkte:

Jeg må ikke såre ham.

“Så stop,” sagde jeg.

Anders blev overrasket.

“Er det det, du vil?”

“Ja.”

Var det?

Delvist.

Jeg ønskede også at beskytte mig mod en mand, der ville lære hele mig at kende.

Han gik.

Skrev en pæn afslutning.

Jeg græd.

Åbnede datingsiderne.

Inden for en time havde jeg tre seksuelle beskeder.

De var lettere.

De ønskede ikke en hel kvinde, jeg kunne ødelægge.

Kun en krop, jeg allerede følte var blevet mindre værd med årene.

Jeg kunne tilbyde den uden at love et hjem.

Det var sådan min beslutning om ikke at såre en god mand førte mig tilbage til mænd, der ikke kunne såre mig på samme dybe måde.

De kunne afvise kroppen.

Bruge adgangen.

Forsvinde.

Det gjorde ondt.

Men ikke som et tredje solgt hus.

Jeg valgte den mindre smerte igen og igen.

Den blev stor gennem gentagelsen.

Veninderne kunne se det.

Susanne sagde:

“Du taler ikke om mændene som mennesker længere.”

“Hvad mener du?”

“Du siger den gifte, den yngre, ham fra klubben, ham med pengene.”

“Det er for at holde styr.”

“Ja.”

Hun så på mig.

“Men hvad hedder de?”

Jeg kunne navnene.

Nogle.

Ikke alle rigtige.

“Hvad vil du frem til?”

“At du også gør dem usignerede.”

Ordet.

Som profilerne.

Ingen fuld identitet.

Ingen fuld relation.

“Hvorfor er det et problem?”

“Det ved jeg ikke.”

Susanne talte forsigtigt.

“Du virker trist.”

“Det er alder.”

“Kun?”

“Og ensomhed.”

“Så hvorfor flere mænd?”

Jeg lo bittert.

“Fordi færre ikke hjælper.”

“Det gør flere heller ikke.”

“Nej.”

Vi sad.

Veninder kunne sige sandheden.

Ikke løse den.

Ved slutningen af denne periode havde datingsiderne givet mig en endeløs strøm.

Det så ud som muligheder.

Det var det også på en overfladisk måde.

Jeg kunne næsten altid finde en mand, der ville skrive.

Ofte en, der ville mødes.

Nogle der ville betale.

Nogle der ville bruge min erfaring til en fantasi.

Nogle der ville læsse deres problemer af.

Nogle der ville have en fast seksuel kontakt uden at kende mit liv.

Men strømmen skjulte noget.

Der var stadig færre mænd, jeg selv ønskede.

Færre som ønskede mere end kroppen.

Færre som var ledige, varme, stabile og interesserede.

Færre som både kunne vælge mig og som jeg turde vælge tilbage.

Mange af de mænd, der engang havde haft faste roller, havde bygget nye liv med en trofast kone eller kæreste.

De havde ikke længere brug for Bente.

Andre havde prøvet det seksuelle, de ønskede.

Min erfaring var brugt.

Min rolle afsluttet.

Nye mænd kom.

Men de kom sjældnere med navn, ansigt og fremtid.

Oftere som brugernavn.

Tilbud.

Forespørgsel.

En krop på en skærm.

Jeg følte mig fravalgt til andet end sex.

Og brugte mere sex til at bevise, at jeg ikke var helt fravalgt.

Det var cirklen.

Hver gang jeg gik længere, fik jeg mere opmærksomhed.

Hver gang opmærksomheden kun handlede om kroppen, følte jeg mig mere ligegyldig som menneske.

Så gik jeg længere igen.

Jeg havde prøvet næsten alt.

Det betød ikke, at mændene løb tør for ønsker.

Det betød, at jeg løb tør for oplevelser, der kunne få mig til at føle mig ny.

Til sidst var det ikke længere de vilde handlinger, der var ekstreme.

Det var afstanden mellem det, jeg ønskede i hjertet, og det, jeg sagde ja til for at blive valgt.

Jeg kunne stå i en sexklub og blive valgt af en mand, jeg ikke kunne lide.

Gå hjem med beviset.

Og føle mig mere ensom end kvinden, der var gået ind alene.

Jeg kunne have tyve samtaler åbne.

Og være knust over én mand, der ikke svarede.

Jeg kunne modtage et tilbud om penge.

Blive fornærmet.

Og samtidig føle lettelse over, at nogen stadig ville betale for adgang.

Jeg kunne sige:

Jeg vælger selv.

Valget mellem stilhed og nogen

Og vide, at jeg ofte kun valgte mellem stilhed og en mand, jeg egentlig ikke ønskede.

I de år blev kroppen næsten et kompas, men et dårligt et. Den pegede ikke mod kærlighed. Den pegede mod næste reaktion, næste blik, næste korte bekræftelse.

Jeg kunne være på vej hjem fra noget, der allerede burde have været nok, og alligevel mærke lysten vågne igen, som om den ikke havde hukommelse. Det var det mest udmattende: den kunne få, hvad den bad om, og straks begynde at bede igen.

Når jeg tænkte på Erik, var det med en sorg, jeg sjældent sagde højt. Han havde været et hjem. Jeg havde gjort mig selv til en kvinde, der igen og igen gik ud for at lede efter en dør.

Når jeg valgte manden, var det ikke altid lyst i ren form. Nogle gange var det frygten for stilheden. Men kroppen kunne stadig finde sin korte rus, selv når hjertet ikke var med.

Så tænkte jeg på Erik. Ikke hele tiden, men ofte nok til at det gjorde ondt. Han havde været hjem. De andre var ofte bare en dør væk fra ensomheden.

Datingstederne gav mig ikke et hjem.

De gav mig strøm.

Så længe strømmen bevægede sig, kunne jeg undgå at se, hvor få reelle relationer der var tilbage.

Da jeg nærmede mig tresserne, stod forskellen stadig tydeligere:

Jeg havde flere kontakter end mange kvinder på min alder.

Og færre mennesker, jeg kunne ringe til med hele mit liv.

Jeg var stadig ønsket.

Af mænd, jeg ikke ønskede.

Til ting, jeg efterhånden ikke selv ønskede.

På vilkår, jeg tidligere ville have afvist.

Det var ikke endnu den endelige nedadgående bevægelse.

Men den var begyndt.

For når de mænd, man ønsker, vælger andre, og stilheden føles ubærlig, begynder man langsomt at flytte grænsen for, hvem man siger ja til.

Det var sådan datingsidernes endeløse strøm førte mig ind i tresserne.

Ikke med flere valgmuligheder.

Med et svindende udvalg.

Treserne og det svindende udvalg

Jeg holdt op med at gå i sexklubber.

Ikke fra den ene dag til den anden.

Jeg sagde farvel til dem mange gange.

Efter en dårlig aften kunne jeg tænke:

Aldrig igen.

Så gik der nogle uger.

Ensomheden voksede.

Et arrangement blev annonceret.

Nye mennesker.

Et særligt tema.

Men faktum er, at jeg burde have stoppe med at komme der, i fyrrerne.

Halvtresserne begynde afvisningerne, slemmest i tresserne og i dag skulle jeg måske betale for at få opmærksomhed, og det vil jeg ligegodt ikke. Så desperat er jeg dog ikke. og jo, men pengene mangler. Det er det ærlige svar. For kunne jeg købe mænd i halvtresserne eller tresserne som så godt ud, var flinke og almindelige, ville jeg gerne betale for anstændig opmærksomhed.

Jeg tænkte:

Denne gang bliver anderledes.

Så tog jeg af sted.

Til sidst holdt jeg faktisk op.

Ikke fordi lysten var forsvundet.

Ikke fordi jeg var blevet færdig med behovet for at blive set.

Jeg kunne bare ikke længere overskue den form for bekræftelse, der var tilbage til mig.

De mænd, jeg selv fandt tiltrækkende, valgte næsten altid andre.

Yngre kvinder.

Par.

Kvinder med en anden krop.

Kvinder, de ikke kendte.

Kvinder, der stadig kunne være nye uden først at tilbyde noget mere voldsomt.

Jeg kunne gå gennem et helt lokale og mærke, at blikkene registrerede mig uden at standse.

Det var næsten værre end ikke at blive set.

At blive vurderet og derefter fravalgt.

I fyrrene kunne jeg få mænd alene og gerne flere pæne.

I Halvtresserne var det de mindst attraktive og gerne mange på en gang som jeg kunne få bekræftelse hos, men ofte var det for mange og for overvældende samt alt for usikkert.

Jeg kunne nemlig ikke sige nej til kondomer eller beskyttelse. Ofte tænke jeg på, at jeg skulle have en redningsvest på, for ikke at drukne… i sæd.

De mænd, der kom hen, var oftere mænd, jeg ikke selv ønskede.

Mænd, der lugtede af gammel sved eller for meget alkohol.

Da udvalget ændrede ansigt

Jeg begyndte at se detaljer, jeg før kunne have druknet i spænding. Negle der ikke var rene. Ånde for tæt på mit ansigt. Hænder, der tog fat, før de havde spurgt.

Nogle steder var lyset så dårligt, at alt kunne kaldes tilfældigt. En bar, et billigt værelse, en opgang, en seng med et tæppe jeg helst ikke ville røre ved.

Jeg fortalte mig selv, at jeg stadig valgte. Men flere og flere gange føltes valget som noget, jeg først opdagede, da jeg allerede havde givet efter.

Senere, i sexbioer, swingerklubber og private fester, var trangen ikke længere pakket ind som en undtagelse. Den var en del af den måde, jeg gik ind i rummene på. Jeg kunne mærke den, allerede før jeg havde hængt jakken eller fundet et sted at stå.

I sexbioer og swingerklubber tog jeg sjældent billeder inde i selve rummene. Men før jeg gik ind, kunne jeg stå på toilettet eller i garderoben og tage et hurtigt billede: brysterne i en mørk top, læbestiften, blikket i spejlet.

Nogle gange sendte jeg det til Peter. Andre gange til Michael. Hvis jeg skulle møde en mand, jeg allerede havde aftalt noget med, kunne jeg sende det til Henrik netop for at mærke hans reaktion. Hver modtager gav mig en anden slags spejl.

Det seksuelle i det var ikke kun kroppen på billedet. Det var viden om samtidigheden: at én mand blev tændt af billedet, mens en anden mand ventede lige udenfor døren. Den dobbelte bekræftelse var blevet en del af min drift.

Lyset var ofte dæmpet, stemmerne lavere end til almindelige fester, og alle lod, som om de var mere frie, end de måske var. Jeg fortalte mig selv, at friheden gjorde mig stærk. Men ofte var jeg bare styret af den gamle sult efter at blive set.

Også der kunne jeg søge væk et øjeblik for at onanere, ikke fordi jeg manglede mænd omkring mig, men fordi fantasien nogle gange løb hurtigere end virkeligheden. Jeg tænkte: Nu er du fri. Hvorfor føles det så stadig som flugt?

I de år var Erik ikke længere min mand, men han var stadig den kærlighed, jeg målte alt imod. Hver dårlig mand gjorde ikke Erik mindre. Han blev næsten større i mindet.

Det var en del af straffen. Kroppen kunne stadig reagere på mænd, jeg knap ønskede, mens hjertet længtes efter den mand, jeg selv havde mistet. Jeg forstod ikke mig selv. Jeg gentog mig selv.

Mænd, der stod for tæt.

Mænd, der talte til min erfaring, før de talte til mig.

“Du har nok ikke mange grænser,” kunne en sige.

Som om et langt seksuelt liv betød, at der ikke længere fandtes et nej.

Mænd som ikke accepterede grænser og absolut ingen pli havde. De følte på mine bryster eller stak bare en finger op i et af mine huller uden at spørge.

Nogle kastede mig bare i sengen og gik i gang eller bukkede mig forover eller pressede min ned på knæ og sagde “åben munden kælling”og gik i gang af sig selv.

Jeg lystrede bare. Hver eneste gang.

En anden sagde:

“Du ser ud, som om du kan klare lidt af hvert.”

Ikke:

Du virker interessant.

Ikke:

Hvad har du lyst til?

Kun hvad kroppen kunne tåle.

Jeg kunne stadig afvise dem.

Det gjorde jeg nogle gange.

Andre gange stod jeg alene længe nok til, at deres interesse begyndte at føles som en redning.

Det var den mest ydmygende ændring.

Jeg havde ikke fået mere lyst til dem.

Jeg havde fået mindre evne til at gå hjem uden nogen.

En aften kom en mand hen, som jeg først havde undgået.

Han havde fulgt mig med blikket.

Ikke diskret.

“Du er kræsen,” sagde han.

“Ja.”

“Det behøver du ikke være.”

“Det afgør jeg.”

Han lo.

Ikke venligt.

“Du står stadig alene.”

Ordene ramte.

Jeg kunne være gået.

I stedet blev jeg.

Ikke fordi han pludselig blev tiltrækkende.

Fordi han havde set præcis det, jeg forsøgte at skjule.

At jeg ikke ville gå hjem uden at være valgt.

Det blev ikke en god oplevelse.

Ikke dramatisk på den måde, man fortæller som en historie.

Bare kold.

Han fik det, han var kommet for.

Jeg fik et kort bevis på, at nogen stadig ville mig.

Bagefter følte jeg mig mindre end før.

Da jeg tog tøjet på, sagde han:

“Du er ikke så slem for din alder.”

Jeg så på ham.

“Var det et kompliment?”

“Ja.”

Jeg gik.

Sad i bilen.

Tænkte:

Det her kan jeg ikke længere.

Ikke klubben.

Ikke den synlige rangorden.

Ikke den måde, et rum fuld af mænd og kvinder kunne gøre min alder til et resultat.

Jeg prøvede sexbiografer nogle gange endnu.

Sexbioen husker jeg som blåligt mørke og korte lyde. Stole, der rykkede, fodtrin i gangen, mænd der ikke sagde deres navne.

Jeg tænkte ikke længere, at stedet gjorde mig vild. Jeg tænkte, at mørket gjorde det lettere ikke at se, hvor lidt af mig selv jeg tog med derind.

Sexbioens mørke

Sexbioen var næsten mere lyd end syn. Projektoren, stole der knirkede, mænd der hostede, fodtrin i gangen og den dæmpede mumlen fra nogen, der ikke ønskede at blive genkendt.

Lyset fra lærredet lagde blå striber over ansigter og hænder. Tøjet blev enkelt dér: jakker, jeans, mørke bluser, noget der hurtigt kunne åbnes eller rettes igen.

Jeg talte lavt i sådan et rum. Næsten hviskende. Ikke af ømhed, men fordi stedet allerede havde taget stemmen fra mennesker og gjort dem til skygger.

De var på nogle måder lettere.

Mørkere.

Mindre samtale.

Ingen forventning om et helt menneske.

Men også dér var der valg.

Blikke.

Hænder, der søgte de yngre først.

Mænd, der vendte sig mod mig, når andre ikke var tilgængelige.

Jeg kunne mærke det.

Andet valg.

Tredje.

Den kvinde, der stadig sagde ja.

Bekræftelsen kom.

Men kun fra de mænd, jeg selv havde svært ved at holde ud at være tæt på.

Til sidst stoppede jeg også dér.

Ikke i værdighed fuldstændigt.

I udmattelse.

“Jeg kan ikke overskue dem mere,” sagde jeg til Birgit.

“Hvem?”

“Mændene.”

“Alle?”

“Dem, der vil have mig.”

Hun så på mig.

Ordene var kommet forkert.

Eller rigtigt.

“Og dem, du vil have?”

“De vil ikke mig.”

Birgit sagde ingenting.

Ingen trøst kunne ændre det.

“Så måske skal du holde pause,” sagde hun.

“Fra mænd?”

“Ja.”

“Hvor længe?”

“Det ved jeg ikke.”

Jeg begyndte at græde.

“Så er der ingenting.”

“Der er andet.”

“Ikke det.”

“Nej.”

Hun fjernede ikke forskellen.

“Men det, du får nu, gør dig syg.”

Ikke kun som billede.

Fysisk.

Jeg havde haft flere infektioner efter hinanden.

Behandling.

Pause.

Tilbage.

Ny infektion.

Nogle mindre.

Andre mere smertefulde.

Jeg kendte proceduren.

Læge.

Prøve.

Spørgsmål om partnere.

“Hvor mange de sidste måneder?”

Jeg begyndte at regne.

Sagde et lavere tal først.

Rettede det.

Lægen så ikke fordømmende ud.

Det gjorde næsten værre.

Professionel.

“Bruger du beskyttelse?”

“Ofte.”

“Altid?”

“Nej.”

“Hvorfor ikke?”

Jeg havde mange svar.

Det passede ikke.

Manden ville ikke.

Jeg ønskede ikke at ødelægge stemningen.

Jeg var beruset.

Han sagde, han var ren.

Jeg ville mærke nærhed.

Sandheden var også:

Jeg var bange for, at et krav ville få ham til at gå.

“Du er nødt til at beskytte dig,” sagde lægen.

“Det ved jeg.”

“Viden hjælper ikke, hvis du ikke handler på den.”

Jeg begyndte at græde.

Ikke på klinikken altid.

Nogle gange hjemme.

Jeg havde udsat Erik.

Niels.

Mig selv.

Gennem så mange år.

Alder havde ikke gjort mig klogere nok.

Den havde gjort tabet ved et nej større.

Efter klubberne begyndte jeg at komme mere på værtshuse.

Ikke de pæne steder først.

Jeg prøvede en almindelig bar.

Sad alene.

Det var tydeligt, hvad jeg søgte.

Eller sådan føltes det.

De mænd, jeg fandt interessante, var ofte med nogen.

Eller kiggede på yngre kvinder.

En ældre mand talte med mig.

Ordentlig nok.

Han ønskede ikke at gå med hjem.

“Jeg skal tidligt op,” sagde han.

Jeg følte mig afvist.

Selv om vi kun havde talt.

Næste gang valgte jeg et brunere sted.

Et værtshus, hvor ingen gjorde sig så fine.

Røg udenfor.

Mørkt træ.

Billige øl.

Mennesker, der kendte hinanden.

Jeg følte mig fremmed.

Også synlig.

En mand tilbød en drink.

Ikke attraktiv for mig.

Men venlig i begyndelsen.

“Er du alene?”

“Ja.”

“Det behøver du ikke være.”

Samme sætning som klubberne.

På et værtshus lød den mere hverdagslig.

Mindre som en bedømmelse.

Jeg lod ham købe øllen.

Han drak hurtigt.

Talte om sin ekskone.

En søn, han ikke så.

Et arbejde, han havde mistet.

“Du er god at tale med,” sagde han.

Jeg kendte rollen.

Øre.

Krop måske senere.

“Vil du med hjem?” spurgte han.

Til mig eller ham.

Han boede ikke langt væk.

Jeg sagde:

“Til mig.”

Hvorfor?

Kontrol.

Min lejlighed.

Min mulighed for at få ham ud.

Også skam.

Jeg ville ikke se hans liv.

Hjemme blev det tydeligt, hvor fuld han var.

Ikke kun afslappet.

Beruset.

Han kunne ikke meget.

Kroppen reagerede ikke, som han ønskede.

Han blev frustreret.

“Det er dig,” sagde han først.

Jeg frøs.

“Hvad mener du?”

“Jeg er normalt ikke sådan.”

Jeg begyndte straks at forsøge mere.

Ikke af lyst.

For at bevise, at jeg stadig kunne få en mand til at reagere.

Jeg brugte hænder.

Mund.

Tålmodighed.

Opmuntring.

Han blev mere vred, jo mindre kroppen adlød.

Jeg mærkede skammen.

Som om hans beruselse var en dom over min kvindelighed.

“Det er alkoholen,” sagde jeg.

“Jeg har drukket mere før.”

“Så gå hjem.”

Han så på mig.

“Så let.”

“Hvad?”

“Du vil bare have mig ud, fordi jeg ikke kan.”

Det var ikke kun det.

Jeg ville have ham ud, fordi han var begyndt at blive ubehagelig.

Men jeg ønskede også, at mødet skulle lykkes.

Ellers var hele aftenen endnu en afvisning.

“Vi kan bare sove,” sagde jeg.

Det ønskede jeg ikke.

Han faldt i søvn tungt.

Jeg lå vågen ved siden af en mand, jeg ikke kendte.

Lugten af alkohol.

Hans snorken.

Jeg tænkte på Erik.

Ikke som en romantisk film.

På en bestemt nat, hvor et barn havde været sygt.

Erik havde båret barnet frem og tilbage.

Lavet te.

Siddet op.

Jeg lå nu ved siden af en fremmed alkoholiseret mand, fordi jeg ikke havde villet gå hjem alene.

Smerten kom pludseligt.

Så skarp, at jeg måtte ud på badeværelset for ikke at græde højt.

“Erik,” hviskede jeg.

Som om navnet var en bøn.

Han var ikke min.

Havde ikke været det i årtier.

Jeg havde ingen ret til at bruge ham som trøst.

Alligevel kom han.

Ikke fysisk.

I hukommelsen.

Køkkenbordet.

Børnene.

Hans hænder.

Det liv, jeg havde kaldt for lille.

Manden fra værtshuset vågnede tidligt.

Spurgte, om jeg havde penge til en taxa.

Jeg gav ham.

Han skrev ikke igen.

Jeg følte mig brugt.

Jeg havde også brugt ham.

Til at undgå en tom seng.

Bodegaerne blev efterhånden steder, jeg kendte.

Ikke fast én først.

Forskellige.

Så nogle bestemte.

Jeg lærte ansigter.

Mænd, der sad samme sted.

Nogle arbejdede stadig.

Andre næsten ikke.

Nogle var ensomme.

Nogle alkoholikere.

Nogle bare vant til at drikke deres aftener væk.

Jeg blev en kvinde, de lagde mærke til.

Mit tøj ændrede sig.

Ikke på én gang.

Kortere.

Strammere.

Mere synligt.

Mere makeup.

Højere hæle, selv når benene gjorde ondt.

Jeg ville signalere tydeligt.

Ingen langsom vurdering.

Ingen tvivl om, hvorfor jeg var der.

“Du ligner en, der er på arbejde,” sagde Birgit en dag.

Jeg blev vred.

“Sådan taler du ikke til mig.”

“Nej.”

Hun så på mig.

“Det var grimt sagt.”

Jeg ventede.

“Men hvad prøver tøjet at gøre?”

“Få mænd til at se mig.”

“Gør de det?”

“Ja.”

“Og hvordan ser de?”

Jeg begyndte at græde.

Som tilgængelig.

Som noget der kunne købes.

Som en kvinde, der havde valgt at blive læst hurtigt.

“Jeg kan lide tøjet,” sagde jeg.

“Godt.”

Birgit nikkede.

“Så behold det.”

Hun holdt pause.

“Men lad være med at bilde dig ind, at du ikke ved, hvilket tilbud nogle mænd læser.”

Jeg vidste det.

På bodegaerne kom pengene mere direkte.

En mand sagde:

“Hvad skal du have for at tage med mig?”

Jeg slog ham ikke.

Gik ikke.

Spurgte:

“Hvad mener du?”

Han nævnte et beløb.

Jeg lo.

For højt.

Som om jeg var fornærmet.

“Hvad tror du, jeg er?”

Han trak på skuldrene.

“En kvinde der måske vil tjene lidt.”

Jeg burde have gået.

I stedet sagde jeg et højere beløb.

Næsten som en joke.

Han accepterede.

Det ændrede alt.

Ikke fordi det var første gang i mit liv, penge og sex var tæt på hinanden.

Men fordi jeg ikke længere kunne kalde det en gave bagefter.

Beløbet var aftalt.

Jeg tog ham med hjem.

Han lagde pengene på bordet.

Jeg så på dem.

Tænkte:

Jeg er ikke prostitueret.

Det her er én aften.

En aftale.

Han betaler for min tid.

Ikke mig.

Alle formuleringerne.

Bagefter tog jeg pengene.

Brugte dem.

Ikke på noget særligt.

Regninger.

Mad.

En ny kjole måske.

Hverdagen opslugte dem.

Det gjorde aftalen mere almindelig.

Næste gang en mand tilbød, sagde jeg ikke straks nej.

Næsten altid ja efterhånden.

Ikke alle beløb.

Ikke alle mænd.

Men flere.

Jeg kaldte det stadig ikke prostitution.

“Jeg sælger ikke mig selv,” sagde jeg til terapeuten.

“Hvad sælger du?”

“En oplevelse.”

“Din tid?”

“Ja.”

“Adgang til kroppen?”

Jeg begyndte at græde.

“Ja.”

“Hvad ville du kalde det, hvis det var en anden kvinde?”

Jeg blev vred.

“Du vil have mig til at bruge et ord.”

“Nej.”

Hun talte roligt.

“Jeg vil have dig til at se aftalen uden at gemme dig i ordet.”

“Jeg er ikke en gadepige.”

“Det har jeg ikke sagt.”

“Jeg har et arbejde.”

“Ja.”

“En lejlighed.”

“Ja.”

“Børn.”

“Ja.”

“Så jeg er ikke—”

Hun løftede hånden.

“Et menneskes øvrige liv afgør ikke, om en seksuel aftale er betalt.”

Jeg blev stille.

“Så du synes, jeg er prostitueret.”

“Jeg synes, du tager imod penge for seksuel adgang.”

Hun lod mig vælge ordet.

Det var værre.

Præcist.

Jeg fortsatte.

Ikke fordi terapien ikke virkede.

Fordi erkendelsen ikke fjernede behovet.

Pengene gav noget, almindelig lyst ikke længere kunne give stabilt.

Et sikkert ja.

Manden kunne stadig være utilfreds.

Men han havde valgt nok til at betale.

Jeg gjorde prisen til bekræftelse.

Jo mere han tilbød, desto mere ønsket følte jeg mig.

Selv når jeg vidste, at betalingen netop fjernede behovet for at ønske mig som person.

Mændene på værtshusene blev dårligere valg.

Eller mine valg blev dårligere.

Det er ikke det samme som, at fattige eller alkoholiserede mænd er mindre værd som mennesker.

Det er vigtigt.

Problemet var deres konkrete adfærd.

Beruselse.

Manglende respekt.

Manglende hygiejne.

Vrede.

Sygdom.

En evne til at se min desperation og bruge den.

Jeg så også deres.

Vi kunne være to ensomme mennesker, der brugte hinandens svageste sted.

En mand hed Bjarne.

Han drak hver dag.

Ikke altid voldsomt, sagde han.

Hans hænder rystede om morgenen.

Han kom hjem til mig flere gange.

Første gang var han venlig.

Anden mere krævende.

Tredje gang slog han mig under sex.

En lussing.

Ikke hårdt først.

Jeg stivnede.

Han så på mig.

“Du kan lide det.”

Det var ikke et spørgsmål.

Jeg havde accepteret hård leg tidligere.

BDSM.

Lussinger inden for aftaler.

Jeg kendte forskellen mellem en ramme og en mands antagelse.

“Spørg først,” sagde jeg.

“Du sagde, du havde prøvet alt.”

“Det betyder ikke ja til alt nu.”

Han blev irriteret.

“Så er du kedelig.”

Ordet.

Jeg kunne have stoppet.

I stedet sagde jeg:

“Du må gerne.”

Hvorfor?

Fordi jeg ikke ville miste hans lyst i det øjeblik.

Han slog igen.

Det tændte ham.

Jeg kunne mærke det.

Der var bekræftelsen.

Min smerte gjorde ham mere interesseret.

Bagefter havde jeg et mærke.

Jeg dækkede det.

Fortalte ikke Birgit.

Bjarne skrev næste dag:

Det var godt. Du kan tage noget.

Ikke:

Hvordan har du det?

Ikke:

Var det for meget?

Jeg svarede:

Ja.

Han kom igen.

Denne gang gik det længere.

Ikke kun lussinger.

Jeg vil ikke beskrive det.

Noget var aftalt løst.

Noget ikke.

Jeg sagde stop sent.

Ikke fordi jeg ikke kendte ordet.

Fordi jeg hele tiden tænkte:

Hvis jeg stopper nu, går han.

Det er en farlig tanke.

Ikke samtykke.

Ikke frihed.

En handel inde i kroppen:

Jeg tåler mere, så du fortsætter med at ville mig.

Da han endelig stoppede, var han vred.

“Du kunne have sagt det før.”

“Det gjorde jeg.”

“Ikke tydeligt.”

Jeg begyndte at græde.

“Så er det min skyld.”

“Det har jeg ikke sagt.”

Han tog tøjet på.

“Du er for meget drama.”

Han gik.

Jeg sad på gulvet.

Ikke dramatisk i fortællingen.

Bare ude af stand til at rejse mig med det samme.

Jeg ringede ikke til politiet.

Ikke til lægen først.

Ikke til veninder.

Fortalte mig selv:

Jeg havde sagt ja til hårdt.

Jeg havde ikke sagt nej tidligt nok.

Jeg kendte hans alkohol.

Jeg havde taget imod penge en anden gang.

Alle forklaringerne gjorde mig ansvarlig for at have sat mig i situationen.

De gjorde ikke hans overskridelser acceptable.

Det kunne jeg først sige senere.

På det tidspunkt tænkte jeg mest:

Det er prisen.

Hvis jeg vil tæt på mænd nu, er det sådan.

Mænd, der kunne være blide, havde andre kvinder.

Mænd, der kunne bygge, havde bygget.

Mænd, jeg ønskede, ønskede yngre eller mere stabile kvinder.

Tilbage var mænd, der ønskede det, jeg kunne tilbyde hurtigt.

Krop.

Erfaring.

Tåleevne.

Diskretion.

Jeg gjorde det til en markedsregel.

Ikke sandhed.

Men sådan føltes det.

Jeg fik en ny infektion.

Denne gang mere alvorlig.

Feber.

Smerter.

Antibiotika.

Jeg var syg længe.

Lægen spurgte igen til partnere.

“Hvor mange?”

Jeg kunne ikke huske præcist.

Det skræmte mig.

Ikke fordi antallet i sig selv var forbrydelsen.

Fordi jeg ikke længere kendte alle navne.

Nogle fra værtshuse.

Nogle betaling.

Nogle datingsider.

“Tre til seks på en weekend kan ske,” sagde jeg.

Lægen så på mig.

“På én weekend?”

“Ja.”

“Bruger du beskyttelse?”

“Ikke altid.”

“Er nogen voldelige?”

Jeg begyndte at græde.

“Hvorfor spørger du det?”

“På grund af mærkerne.”

Jeg havde glemt et på armen.

“Det er aftalt.”

“Alt?”

Jeg svarede ikke.

Lægen talte roligt.

“Du må gerne ændre mening.”

“Det ved jeg.”

“Du må også stoppe, selv om du har taget imod penge.”

Jeg begyndte at hulke.

Hun havde forstået.

Ikke alt.

Nok.

“Har du nogen, du kan kontakte, hvis du ikke føler dig sikker?”

“Veninder.”

“Børn?”

“Nej.”

Det kom hurtigt.

Mine børn skulle ikke være redningstjeneste for mit seksuelle liv.

“Vil du have hjælp til at tale med nogen?”

“Nej.”

Jeg sagde nej.

Ikke fordi jeg var sikker.

Fordi hjælp ville kræve, at jeg så livet som farligt nok til at ændre.

Jeg blev rask.

Gik ud igen.

Ikke med det samme.

Nogle uger.

Måske måneder.

Så kom stilheden.

En fredag aften.

Ingen aftale.

Jeg tog tøj på.

Mere seksualiseret end før.

En kort kjole.

Makeup.

Så på mig selv.

Jeg vidste, hvad jeg lignede.

Ikke en bestemt profession nødvendigvis.

En kvinde, der ønskede, at mænd læste tilgængelighed på afstand.

På bodegaen kendte nogle mig nu.

“Der er hun,” sagde en mand.

Ikke mit navn.

Rollen.

Jeg smilede.

Bestilte.

En mand tilbød en drink.

En anden penge.

En tredje sagde, han kendte mig fra en ven.

Jeg følte mig efterspurgt.

Tre mænd den aften.

Senere en fjerde gennem en besked.

Det var ikke usædvanligt i weekenderne efterhånden.

Tre.

Fire.

Nogle gange fem eller seks.

Ikke altid gennemførte møder.

Nogle korte.

Nogle mænd for berusede.

Nogle ude af stand til at fortsætte.

Jeg hjalp ivrigt.

Mere end lysten bar.

Med hænder.

Mund.

Ord.

Hvorfor så ivrigt?

Fordi deres krops manglende reaktion føltes som min afvisning.

Jeg ville bevise, at jeg stadig kunne.

En mand sagde:

“Det er ikke dig.”

Jeg troede ham ikke.

Forsøgte mere.

Han blev frustreret.

Slog ud efter mig.

Ikke voldsomt først.

“Stop,” sagde jeg.

“Så lad være med at mase.”

Jeg trak mig.

Han faldt i søvn.

Jeg sad ved siden af.

Endnu en fremmed mand, der ikke engang kunne bruge mig til det, jeg havde tilbudt.

Det lyder grusomt over for ham.

Han var også et menneske.

Syg måske.

Alkoholiseret.

Skamfuld.

Men jeg så ham ikke helt.

Jeg så min egen mislykkede funktion.

Det er sådan mennesker bliver kolde mod hinanden.

Han var ikke en mand med et liv.

Han var beviset, der ikke virkede.

Jeg havde flere dårlige oplevelser.

Mænd, der ikke ville gå.

Mænd, der tog penge tilbage.

Mænd, der sagde et beløb og gav mindre.

Mænd, der blev vrede over grænser.

Mænd, der kaldte mig gamle kælling, hvis jeg sagde nej.

Mænd, der først ønskede min erfaring og senere hånede den.

“Du har jo været med alle,” sagde en.

“Hvorfor kom du så?”

Han lo.

“Fordi det var nemt.”

Ordet.

Nem.

Jeg slog ham ikke.

Bad ham gå.

Han nægtede først.

Jeg truede med at ringe.

Han gik.

Bagefter sad jeg ved døren med en stol foran.

Ikke fordi han kom tilbage.

Fordi jeg var bange.

Næste uge gik jeg ud igen.

Det er svært at forklare uden at få det til at lyde som om, jeg ønskede faren.

Det gjorde jeg ikke.

Jeg ønskede bekræftelsen stærkere, end jeg stolede på min egen frygt.

Og når noget var gået dårligt, havde jeg endnu mere brug for en ny mand, der viste, at jeg stadig kunne blive valgt på en anden måde.

Det næste møde skulle rette det forrige.

Det gjorde det sjældent.

Jo flere mænd, desto mere tom blev jeg.

Ikke en poetisk sætning.

En konkret erfaring.

Efter én mand kunne jeg nogle gange huske hans ansigt.

Efter flere samme aften blev de til bevægelser.

Stemmer.

Lugte.

Beløb.

Hvem der havde sagt hvad.

Jeg kunne ligge søndag og prøve at huske rækkefølgen.

Ikke af stolthed.

For helbred.

Hvem havde været ubeskyttet?

Hvem havde et sår?

Hvem havde givet penge?

Hvem havde slået?

Nogle gange vidste jeg det ikke sikkert.

Jeg vaskede.

Skiftede sengetøj.

Tog medicin.

Svarede på beskeder.

En skrev:

Det var fedt. Du er stadig vild.

Stadig.

Jeg kunne mærke den gamle belønning.

Selv efter alt.

Tak, skrev jeg.

Så græd jeg.

Jeg tænkte mere og mere på Erik.

Ikke kun efter dårlige aftener.

Også i almindelige øjeblikke.

En mand stod i mit køkken og drak direkte af flasken.

Jeg så Erik sætte glas frem til børnene.

En mand sov tungt på sofaen med skoene på.

Jeg huskede Erik folde et tæppe.

En mand spurgte, om jeg havde flere kontanter.

Jeg huskede budgetter ved køkkenbordet.

En mand slog mig og kaldte mig kedelig, da jeg sagde stop.

Jeg huskede Erik spørge:

“Er du okay?”

Ikke fordi Erik var perfekt.

Det skal han ikke gøres til.

Han havde fejl.

Vrede.

Sorg.

Grænser.

Men han havde været mit menneske.

Han havde ønsket hele livet.

Børnene.

Regningerne.

Søndagen.

Sygdom.

Gentagelsen.

Ikke kun en bestemt krop en bestemt aften.

Jeg havde været valgt sådan.

Det var det mest smertefulde.

Ikke at ingen nogensinde havde tilbudt mig varme.

At jeg havde haft den.

Og byttet den for mange små bekræftelser.

Jeg så Erik nogle gange gennem børnene.

Fødselsdage.

Praktiske ting.

Senere større familiebegivenheder.

Han var venlig.

Afmålt.

Ikke fjendtlig.

Det gjorde mere ondt.

Hvis han havde hadet mig tydeligt, kunne jeg stadig fylde hans følelsesliv.

Hans ro viste, at han havde bygget videre.

En dag stod vi begge udenfor efter et familiebesøg.

Børnene var gået ind.

“Du ser træt ud,” sagde han.

Jeg begyndte næsten at græde.

“Jeg har været syg.”

“Noget alvorligt?”

“Nej.”

Han så på mig.

Måske troede han ikke helt på det.

“Pas på dig selv,” sagde han.

Den sætning.

Ikke som ægtemand.

Ikke invitation.

Almindelig menneskelig omsorg.

Jeg ville sige:

Jeg elsker dig stadig.

Gjorde det ikke.

Det ville have lagt min smerte på ham.

“Tak,” sagde jeg.

Han gik.

Jeg stod.

Mærkede, hvor dybt jeg havde elsket ham.

Ikke kun dengang.

Stadig.

Men kærligheden gav ingen vej tilbage.

Kun smerte.

“Du tænker på ham igen,” sagde Birgit.

“Hvordan ved du det?”

“Du bliver stille på en bestemt måde.”

“Jeg har altid tænkt på ham.”

“Ja.”

“Men mere nu.”

“Hvorfor?”

Jeg begyndte at græde.

“Fordi jeg kan se, hvad jeg valgte i stedet.”

Birgit sagde ingenting.

“Han kendte mig,” fortsatte jeg.

“Ja.”

“Han ville have hele mig.”

“Ja.”

“Og nu betaler mænd for timer.”

Birgit tog min hånd.

“Du er stadig mere end det.”

“Ikke for dem.”

“For mig.”

“Det er ikke det samme.”

“Nej.”

Hun fjernede ikke forskellen.

“Men det er heller ikke ingenting.”

Jeg græd.

Veninderne hjalp.

De kunne ikke gøre Erik til min igen.

Ikke gøre kroppen yngre.

Ikke fjerne de mænd, jeg havde været sammen med.

Ikke gøre mit nej stærkere, hvis jeg selv ikke brugte det.

Nogle veninder trak sig.

Ikke Birgit helt.

Andre.

De kunne ikke holde ud at høre om infektioner, vold, betaling og nye mænd, hvis jeg gik tilbage igen.

“Du beder om råd og gør det modsatte,” sagde Susanne.

“Så skal jeg ikke fortælle dig noget.”

“Det er ikke det, jeg mener.”

“Hvad mener du?”

“At jeg bliver bange for dig.”

“For mig?”

“For at du dør.”

Jeg lo nervøst.

“Så slemt er det ikke.”

Susanne så på mig.

“Du kender ikke altid mændenes navne.”

Jeg blev stille.

“Du kommer hjem med mærker.”

“Det er aftalt.”

“Er det altid?”

Jeg svarede ikke.

Hun begyndte at græde.

“Jeg kan ikke være den, der får en besked søndag og ikke ved, om du er i live.”

Ordene.

Ikke moral.

Frygt.

“Så jeg skal stoppe.”

“Ja.”

“Det kan jeg ikke bare.”

“Så få hjælp.”

“Jeg går i terapi.”

“Fortæller du alt?”

Jeg blev vred.

“Du er ikke min mor.”

“Nej.”

Susanne tørrede øjnene.

“Jeg er din veninde. Og jeg kan ikke se på det uden en grænse.”

Hun tog afstand en periode.

Det gjorde ensomheden større.

Jeg gik mere ud.

Sådan kunne selv konsekvensen blive brændstof.

Børnene mærkede noget.

Ikke alle detaljer.

Jeg skjulte.

De så sygdom.

Aflysninger.

Træthed.

En arm, jeg forklarede med et fald.

Det ældste spurgte:

“Er der nogen, der slår dig?”

Jeg reagerede for hurtigt.

“Nej.”

Barnet så på mig.

“Er det noget seksuelt?”

Jeg blev stille.

“Det kommer ikke dig ved.”

“Hvis du er i fare, gør det.”

“Jeg er voksen.”

“Ja.”

Barnet talte roligt.

“Det har aldrig gjort os mindre påvirket.”

Jeg begyndte at græde.

“Jeg vil ikke have, I skal redde mig.”

“Godt.”

Barnet holdt mit blik.

“Så lad være med at gøre os til dem, der skal opdage det bagefter.”

Jeg kunne ikke love nok.

“Jeg passer på.”

Barnet så væk.

Vi vidste begge, at sætningen havde været brugt før.

Jeg tænkte på Erik efter samtalen.

Hvordan han havde været den stabile forælder, når mine valg gjorde hjemmet usikkert.

Hvor meget børnene stadig bar.

Jo ældre jeg blev, desto mere smertefuldt blev det.

Ikke fordi fortiden ændrede sig.

Fordi tiden gjorde det tydeligt, hvad der ikke længere kunne gøres om.

Som ung kunne jeg forestille mig:

En dag forstår de.

En dag tilgiver Erik.

En dag viser jeg, at jeg kan leve anderledes.

En dag kommer der et nyt liv.

I tresserne var dagene blevet brugt.

Erik havde levet videre.

Børnene var voksne.

Niels væk.

Mændene mere anonyme.

Kroppen mere sårbar.

Der var mindre fremtid til at rette fortiden med.

Det gjorde selvbebrejdelsen stærkere.

Ikke sundere.

Stærkere.

Efter en weekend med flere mænd lå jeg syg.

Feber igen.

Telefonen ved siden af.

Beskeder:

Hvornår er du klar igen?

Det var vildt.

Du skylder stadig det andet.

Ingen:

Er du okay?

Jeg tænkte på Erik.

En gang havde jeg været syg i vores ægteskab.

Han havde taget børnene.

Lavet suppe.

Skiftet lagen.

Lagt hånden på min pande.

Jeg havde taget den omsorg som noget almindeligt.

Nu græd jeg over mindet, som om det var en kostbar scene.

Det var det.

Hverdagsomsorg.

Ikke en stor romantisk gestus.

Det liv, jeg havde troet var for lille.

“Jeg elsker ham stadig,” sagde jeg til terapeuten.

“Erik?”

“Ja.”

“Hvad betyder kærligheden nu?”

“Smerte.”

“Kun?”

“Nej.”

Jeg græd.

“Taknemmelighed.”

“Og?”

“Skam.”

“Og ønsker du ham tilbage?”

“Ja.”

“Er det muligt?”

“Nej.”

“Har han givet tegn på det?”

“Nej.”

“Så hvad skal du gøre med kærligheden?”

Jeg blev vred.

“Hvad kan man gøre?”

“Ikke gøre den til et krav mod ham.”

“Det gør jeg ikke.”

“Godt.”

Hun holdt pause.

“Og ikke bruge den som en pisk mod dig selv.”

“Det fortjener jeg.”

“Nej.”

Hun talte fastere.

“Ansvar og selvstraf er ikke det samme.”

“Jeg har ødelagt hans liv.”

“En del af det.”

“Vores familie.”

“Ja.”

“Så hvorfor må det ikke gøre ondt?”

“Det må det.”

Hun så på mig.

“Men hvis smerten kun sender dig tilbage til flere mænd, beskytter den ingen.”

Jeg begyndte at græde mere.

Det var det, der skete.

Jeg tænkte på Erik.

Savnede hjemmet.

Følte mig uværdig.

Gik ud.

Fik en mand til at vælge kroppen.

Følte mig endnu mere uværdig.

Tænkte mere på Erik.

Cirklen.

Jeg var ikke længere på sexklubber.

Ikke i sexbiografer.

Men værtshusene, datingsiderne og betalingerne havde skabt et liv, der på nogle måder var mere ensomt.

Klubberne havde i det mindste en ramme.

Mennesker omkring.

Regler nogle steder.

Nu tog jeg mænd alene med hjem.

Alkohol.

Ukendte temperamenter.

Ingen vidner.

Jeg kaldte det mere privat.

Det var ofte mere farligt.

En mand slog mig hårdere end aftalt.

Jeg sagde stop.

Han fortsatte et øjeblik for længe.

Denne gang skubbede jeg ham.

Råbte.

Han blev overrasket.

“Du sagde jo—”

“Ikke det her.”

Han gik.

Jeg låste.

Ringede til Birgit.

Første gang straks.

“Kommer du?” spurgte jeg.

“Ja.”

Hun kom.

Så mærkerne.

Sagde ikke:

Jeg sagde det.

Hun satte sig.

“Skal vi til læge?”

“Nej.”

“Politi?”

“Nej.”

“Er du sikker?”

“Ja.”

“Vil du være alene?”

“Nej.”

Hun blev.

Jeg græd.

“Det er den eneste måde,” sagde jeg.

“Hvad?”

“At komme tæt på mænd.”

Birgit så på mig.

“Nej.”

“De andre vil ikke have mig.”

“Så må du undvære dem.”

“Det kan jeg ikke.”

“Så må du få hjælp til det.”

“Jeg er for gammel.”

“Til hjælp?”

“Til at ændre alt.”

Birgit tog min hånd.

“Du er ikke for gammel til at stoppe i aften.”

Ikke resten af livet.

I aften.

Jeg stoppede den aften.

Og nogle efter.

Ikke permanent.

Men sætningen blev hos mig.

Jo ældre jeg blev, desto mindre troede jeg på store løfter.

Måske var små stop den eneste mulighed.

En aften.

En mand.

Et nej.

Jeg begyndte at sige nej lidt oftere til vold.

Ikke altid til mændene.

Til bestemte ting.

“Ikke slag,” sagde jeg.

En mand gik.

Jeg græd.

Men lod ham.

En anden accepterede.

Mødet var stadig tomt.

Men mindre farligt.

Det var ikke en sejr, man skriver stort om.

Det var en lille grænse genfundet.

Pengene fortsatte.

Næsten hver gang, de blev tilbudt, accepterede jeg.

Jeg havde vænnet mig til den konkrete bekræftelse.

Et beløb på bordet.

En overførsel.

En gave, der ikke var en gave.

Jeg sagde stadig:

“Jeg er ikke prostitueret.”

Til mig selv.

Til Birgit.

Til terapeuten.

Til en mand, der sagde:

“Du er dyrere end sidst.”

“Jeg har ikke en pris.”

“Jo.”

Han nævnte beløbet.

Jeg tog imod.

Ordene betød mindre end handlingen.

Efterhånden klædte jeg mig også mere som forventningen.

Ikke fordi sexarbejdere har én bestemt påklædning.

Det ved jeg godt.

Men i mit eget hoved var tøjet et kostume.

En rolle.

Kvinden, der kunne gå ind på en bodega og få et tilbud uden samtale.

Jo tydeligere kostumet blev, desto mindre behøvede jeg risikere at blive afvist som person.

Manden valgte signalet.

Ikke nødvendigvis mig.

Det burde have gjort det mindre vigtigt.

I stedet brugte jeg hvert tilbud som bevis.

Jeg begyndte at kende satserne, selv om jeg nægtede at kalde dem det.

Hvad mænd tilbød.

Hvad de forventede.

Hvor meget mere de gav for bestemte ting.

Jeg forhandlede.

Så sagde jeg stadig, at det ikke var prostitution.

Det var ikke ordet, der gjorde mig tom.

Det var måden, jeg brugte aftalerne til at undgå sandheden:

At jeg hellere ville købes til en rolle end risikere ikke at blive valgt overhovedet.

Tre til seks mænd på en aften blev ikke usædvanligt i perioder.

Især weekender.

Ikke hver weekend.

Nok.

Nogle betalte.

Nogle kom gennem hinanden.

Nogle fra værtshuset.

Nogle datingsider.

Jeg førte igen en form for kalender.

Ikke for glæde.

For kontrol.

Helbred.

Penge.

Navne.

Hvis jeg kendte dem.

Jo flere mænd, desto mere tom.

Det burde have været omvendt ifølge det gamle system.

Flere mænd havde engang betydet mere værdi.

Nu betød de flere gange, jeg skulle forlade mig selv.

En søndag stod jeg i badet.

Vandet løb.

Jeg kunne ikke huske alles ansigter fra aftenen før.

Jeg begyndte at græde.

Ikke højt.

En tung lyd.

Jeg tænkte:

Hvis Erik så mig nu.

Så kom skammen straks.

Jeg ville ikke have ham til at se.

Ikke fordi han havde ret til at dømme min krop.

Fordi jeg kendte forskellen mellem den kvinde, han engang havde holdt om, og den måde jeg nu lod fremmede behandle mig for at få et øjebliks bekræftelse.

Jeg satte mig på gulvet i bruseren.

Sag­de hans navn.

“Erik.”

Ingen svar.

Jeg havde brugt hans kærlighed op for længe siden.

Ikke hans menneskelighed.

Han var stadig venlig ved familiebegivenheder.

Men den kærlighed, der havde båret hverdagen, var ikke længere min.

Jeg tænkte oftere og oftere på ham.

Det fortsatte ind i halvfjerdserne.

Stærkere.

Hver gang jeg så ham, gjorde det dybere ondt.

Han blev ældre.

Det gjorde jeg også.

Tiden mellem os voksede.

Samtidig føltes det fælles liv tættere i hukommelsen.

Måske fordi alt andet blev tyndere.

En gang stod han med et barnebarn.

Ikke vores barn.

Et senere led i familien.

Han var rolig.

Opmærksom.

Jeg så ham bøje sig og lytte.

Den samme måde som med vores børn.

Jeg måtte gå ud på toilettet.

Græd.

Ikke fordi jeg ønskede at tage øjeblikket fra ham.

Fordi jeg havde haft årtier ved siden af den mand.

Kunne have set ham blive gammel fra køkkenbordets anden side.

Kunne have delt børnenes voksne liv.

Sygdom.

Begravelser.

Fødsler.

Almindelige tirsdage.

Jeg havde i stedet valgt hundreder af korte møder.

Ingen af dem stod ved siden af mig nu.

Det er en grusom sammenligning.

Ikke alle seksuelle møder skal blive til alderdom.

Det ved jeg.

Men jeg havde byttet noget varigt væk uden at forstå, at varighed ikke kan samles af mange korte øjeblikke.

“Du må holde op med at straffe dig selv med billedet af Erik,” sagde Birgit.

“Det er sandt.”

“Hvad?”

“At jeg elsker ham.”

“Ja.”

“At jeg ødelagde det.”

“Ja.”

“Så hvorfor er det straf at tænke det?”

“Fordi du bruger sandheden til at gøre dig selv mindre værd.”

“Det er jeg.”

“Nej.”

Hun blev vred.

“Du har gjort ting, der har skadet mennesker.”

“Ja.”

“Du er ikke kun de ting.”

“Hvad er jeg så?”

Birgit begyndte at græde.

“Min veninde.”

Ordene.

Ikke krop.

Ikke funktion.

Ikke betaling.

Min veninde.

Jeg kunne mærke varme.

Og skam over, at det ikke altid føltes nok.

Mine tresser blev sådan.

Ikke én ubrudt nedtur.

Små pauser.

Forsøg.

Terapi.

Veninder.

Børn.

Arbejde mindre efterhånden.

Sygdom.

Så tilbage til datingsider.

Værtshus.

Mænd.

Penge.

Nogle respektfulde møder.

Flere dårlige.

Jeg opgav sexklubberne, fordi bekræftelsen dér var blevet for synligt knyttet til mænd, jeg ikke ønskede.

På bodegaerne kunne jeg skjule udvælgelsen i alkohol og mørke.

Men resultatet var det samme.

Jeg blev valgt mere.

Af mænd, jeg ønskede mindre.

Jeg accepterede dårligere behandling.

Mere beruselse.

Mindre respekt.

Større sundhedsrisiko.

Da leg og skade gled sammen

Slag, jeg kaldte leg, selv når rammen ikke var tydelig.

Penge, jeg kaldte gaver, selv når beløbet var aftalt.

Mange mænd, jeg kaldte frihed, selv når jeg næsten ikke kunne mærke min egen lyst.

Jeg sagde til mig selv, at dette var den eneste måde, jeg stadig kunne komme tæt på mænd på.

Det var ikke sandt.

Der fandtes stadig gode mænd.

Nogle ville samtale.

Nogle nærhed.

Nogle måske mere.

Jeg afviste dem ofte.

Ikke fordi jeg ikke så deres værdi.

Fordi de kunne få brug for noget helt fra mig.

Jeg kunne ikke bære tanken om at såre endnu en.

Så valgte jeg mænd, der ikke ønskede nok til at blive knust.

Og blev selv knust lidt ad gangen.

Ved udgangen af tresserne var udvalget ikke bare blevet mindre.

Min forestilling om, hvad jeg måtte acceptere, var blevet større.

Jeg havde flyttet grænserne nedad.

Ikke mod større eventyr.

Mod dårligere vilkår.

Jeg var oftere syg.

Mere træt.

Mere bange.

Mere afhængig af betaling og hurtig opmærksomhed.

Og mere optaget af Erik end på noget tidspunkt siden skilsmissen.

Ikke med håb om, at han kom tilbage.

Med smerte over, at han ikke kunne.

Jo ældre jeg blev, desto tydeligere stod det liv, jeg havde mistet.

Ikke perfekt.

Ikke uden konflikter.

Men varmt.

Kendt.

Gensidigt.

Når jeg tænkte på ham, gjorde det ikke kun ondt, fordi jeg elskede ham.

Det gjorde ondt, fordi jeg nu forstod værdien af det, jeg havde kaldt for lidt.

Jeg gik ind i halvfjerdserne med denne viden.

Og uden evnen til konsekvent at handle efter den.

Mændene blev færre.

Kravene til dem også.

Kompromiserne dårligere.

Erik fyldte mere.

Ikke som en mulighed.

Som den smertefulde målestok for forskellen mellem at være ønsket et øjeblik og elsket gennem et liv.

Da alle, der skrev, blev prøvet

Til sidst var spørgsmålet ikke længere, om jeg kunne lide manden.

Ikke om han var venlig.

Ikke om jeg følte mig tryg.

Ikke engang altid om pengene var gode.

Spørgsmålet var:

Vil han komme?

Hvis svaret var ja, kunne næsten alt andet forhandles ned.

Min egen modvilje.

Hans lugt.

Hans tone.

Manglende navn.

Manglende billede.

En besked skrevet midt om natten.

En aftale, der ændrede sig.

Et beløb, der blev mindre.

En grænse, der blev gjort til et problem.

Jeg havde stadig enkelte nej.

Da historierne mistede deres glans

Det er vigtigt.

Jeg var ikke uden enhver vilje.

Men jeg brugte den sjældnere.

Og når jeg sagde nej, kunne jeg sidde bagefter og fortryde.

Ikke fordi jeg ønskede manden.

Fordi jeg havde afvist den eneste henvendelse den weekend.

Jeg begyndte at prøve næsten alle, der skrev.

Ikke nødvendigvis møde dem alle.

Nogle forsvandt.

Nogle var falske.

Nogle ville kun have billeder.

Nogle skrev så voldsomt, at selv jeg blev bange.

Men jeg svarede.

Spurgte.

Forhandlede.

Sendte mere, end jeg burde.

Holdt døren åben.

Tinder gav næsten ingenting længere.

Jeg havde slettet og oprettet profilen flere gange.

Nye billeder.

Ny tekst.

Lavere alder en periode.

Så den rigtige igen.

Mændene kunne se forskellen alligevel.

Nogle skrev:

Billederne er gamle.

Ikke så gamle.

Hvor nye?

Jeg svarede ikke altid.

Hvis vi mødtes, så jeg det korte blik.

Vurderingen.

Ikke nødvendigvis væmmelse.

Bare:

Det var ikke helt det, jeg troede.

Badoo var ikke bedre.

Feeld havde engang givet mænd, par og grupper, der var nysgerrige på erfaring.

Nu gav det mest tavshed.

Enkelte unge mænd, der skrev som til en udfordring.

Mænd, der ville høre historier.

Mænd, der ville have billeder.

Ikke møde.

Ikke betale.

Ikke kende mig.

Bare se, hvor langt den gamle kvinde ville gå.

Scor gav stadig noget.

Mere direkte.

Mindre pænt. Råt og ofte smertefuldt både fysisk men også psykisk.

Mændene vidste, hvad de søgte.

Eller hvad de troede, de kunne få.

Også de blev færre.

De brune værtshuse gav stadig enkelte aftaler.

Nogle gange sad jeg udenfor.

Ikke fordi det var varmt nok altid.

Fordi lyset var bedre.

Mænd kom forbi.

Rygere.

Gæster.

Nogen på vej videre.

Jeg sad i korte kjoler.

Meget korte.

Tøj, der ikke længere var valgt for, om jeg selv følte mig smuk.

Men for at mænd på afstand skulle forstå signalet.

En kjole som måske sad halvt nede på lårene og altid uden trusser og BH.

Jeg havde brugt det trick da jeg var midt tyverne og frem til nu, men nu virkede det meget sjældent..

Benene meget mere spredte, end det var naturligt at sidde.

Ikke fordi det i sig selv tændte mig længere.

Fordi jeg ønskede en reaktion.

Et blik, der standsede.

Et fløjt.

Et spørgsmål.

Et tilbud.

Noget.

Tidligere havde en sådan fremstilling kunnet give et kick.

Ikke fordi alle mænd reagerede.

Fordi nok gjorde.

I halvtredserne var rusen allerede begyndt at forsvinde.

I halvfjerdserne var den næsten væk.

Mændene reagerede ikke på samme måde.

Nogle så kort.

Så væk.

Nogle grinede med en ven.

Nogle så ud som om, de havde set noget pinligt.

En mand gik forbi og sagde:

“Du fryser.”

Ikke lyst.

Omsorg måske.

Eller høflighed.

Jeg blev fornærmet.

“Nej.”

“Okay.”

Han gik.

Jeg havde ønsket et seksuelt blik.

Fået en bekymret kommentar.

En anden mand sagde:

“Det der virker nok bedre på nettet.”

Jeg blev vred.

“Hvad ved du om det?”

Han trak på skuldrene.

“Ikke noget.”

Gik.

Jeg sad tilbage.

Kjolen kort.

Benene spredte.

Ingen reaktion, jeg kunne bruge.

Det var som at holde et skilt op i et tomt rum.

Jeg tænkte ofte på tre mænd som var midt fyrrerne og jeg i halvtresserne.

Ikke fordi de havde betydet noget godt.

Fordi deres ord havde hængt fast.

De havde kaldt mig:

“Klamme liderlige so.”

Tre forskellige mænd, alle med foragt overfor mig.

Måske i situationer, hvor ordene skulle være seksuelle.

Måske som rå leg.

Måske som egentlig foragt.

Jeg havde dengang gjort dem til noget frækt.

Et tegn på, at jeg kunne få mænd til at miste kontrollen.

Jeg havde grinet.

Sagt noget tilbage.

Brugt ordene som en titel.

Den vilde kvinde.

Den grænseløse.

Den de ikke kunne glemme.

Men ordene blev.

År efter år.

“Klamme liderlige so.”

De kom tilbage, når en mand så på mine gamle billeder og derefter på mig.

Når nogen tilbød for lidt.

Når unge mænd grinede.

Når jeg sad udenfor et værtshus og ingen reagerede.

Når jeg gik hjem alene.

Ordene skiftede betydning.

Fra seksuel rolle til dom.

Jeg begyndte at tænke:

Måske var det sådan, de altid så mig.

Ikke modig.

Ikke fri.

Ikke særlig.

Klam.

Liderlig.

En so.

Jeg vidste godt, at mænds hån ikke definerer et menneske.

Jeg havde sagt det til andre kvinder.

Kunne sige det i terapi.

Men inde i mig havde ordene fået rødder.

“De sagde det, fordi de var tændte,” sagde jeg til terapeuten.

“Ved du det?”

“Det var sådan en situation.”

“Og hvordan føltes det dengang?”

“Stærkt.”

“Og nu?”

Jeg begyndte at græde.

“Som om de kendte sandheden før mig.”

“Hvilken sandhed?”

“At jeg var beskidt.”

Terapeuten rystede ikke på hovedet med det samme.

“Hvad betyder beskidt?”

“Alt.”

“Det er ikke et svar.”

Jeg blev vred.

“Det er sådan, jeg føler.”

“Ja.”

Hun talte roligt.

“Men følelse er ikke definition.”

“Jeg har levet sådan.”

“Du har levet destruktivt.”

“Så?”

“Det gør dig ikke til deres ord.”

Jeg græd.

“Det er det eneste ord, der passer.”

“Nej.”

“Hvad passer så?”

Hun tænkte.

“Et menneske, der har brugt sex, mænd og alkohol til at regulere en smerte, som er blevet større gennem de valg.”

Det var et langt svar.

Ikke et ord.

Derfor sværere at bruge som straf.

Mine fysiske skader blev værre.

Jeg havde været hård ved kroppen gennem mange år.

Den kunne ikke længere det samme.

Det burde have fået mig til at beskytte den mere.

I stedet blev den ofte behandlet, som om alder og tidligere erfaring betød, at den måtte kunne tåle alt.

Nogle mænd pressede for langt.

Alt for hurtigt.

Uden ordentlig forberedelse.

Uden nok glidecreme.

Nogle gange næsten uden noget.

Jeg sagde:

“Vent.”

De hørte:

Fortsæt langsommere.

Jeg sagde:

“Det gør ondt.”

Nogle svarede:

“Det er jo det, du kan lide.”

Jeg havde skrevet om smerte.

Erfaring.

Grænser.

De tog ordene som permanent adgang.

Jeg havde alvorlige rifter flere gange.

Både foran og bagtil.

Blødning.

Smerter.

Infektioner.

Arvæv.

Jeg havde svært ved at sidde.

Gå.

Gå på toilettet.

Nogle gange søgte jeg læge.

Andre gange ventede jeg.

Skammede mig.

Fortalte mindre.

“Jeg faldt.”

“Det var en ulykke.”

“Jeg kom til skade under sex.”

Den sidste var sand.

Ikke hele sandheden.

En læge sagde:

“Du skal holde pause.”

“Hvor længe?”

“Til du er helet.”

“Hvor længe er det?”

“Hvis du fortsætter, kan det blive kronisk.”

Jeg nikkede.

Gik hjem.

Holdt pause nogle dage.

Så skrev en mand.

Han tilbød penge.

Jeg havde en regning.

Jeg sagde:

“Jeg er øm.”

Han svarede:

Så gør vi noget andet.

Det lød hensynsfuldt.

Da han kom, ændrede han aftalen.

“Det kan du godt.”

“Nej.”

“Du har prøvet værre.”

“Jeg er skadet.”

Han lagde flere penge frem.

Ikke meget.

Nok til at gøre mit nej mindre sikkert.

Jeg sagde ja til noget, kroppen ikke var klar til.

Bagefter blødte jeg igen.

Manden smilede.

Ikke alle gjorde.

Det er vigtigt.

Nogle blev forskrækkede.

Spurgte, om jeg var okay.

Andre blev mere ophidsede.

De mest sadistiske smilede, når kroppen gik i stykker.

Som om skaden beviste deres kraft.

En mand så blod og sagde:

“Så ved man, det har været rigtigt.”

Jeg frøs.

“Stop.”

Han gjorde ikke straks.

Kun få sekunder måske.

Det var nok.

Jeg skubbede.

Han blev vred.

“Du sagde, du ville hårdt.”

“Ikke skade.”

“Det er det samme.”

“Nej.”

Han lo.

“Nu spiller du fin.”

Jeg fik ham ud.

Låste.

Sad på badeværelset.

Jeg tænkte:

Ring efter hjælp.

Gjorde det ikke.

Drak.

Vaskede.

Græd.

Senere skrev han:

Du var god.

Jeg blokerede.

En uge efter oprettede han en ny profil.

Er du stadig sur?

Jeg svarede ikke.

Det var en af de gange, jeg holdt grænsen.

En anden mand gjorde noget lignende senere.

Jeg svarede ham igen.

Ikke fordi jeg havde glemt.

Fordi han tilbød mere.

Som pensionist havde jeg få penge.

Jeg havde aldrig været god til at spare op.

Der havde altid været noget.

Tøj.

Hoteller.

Transport.

Drinks.

Mænd.

Lejligheder.

Skilsmisser.

Et liv levet som om fremtiden kunne ordnes senere.

Nu var senere kommet.

Pensionen var lille.

Regningerne ikke.

Medicin.

Tandlæge.

Varme.

Mad.

Jeg begyndte at regne på, hvor mange mænd der skulle til.

Ikke som et officielt arbejde, sagde jeg.

Bare praktisk.

To mænd kunne betale en regning.

En gruppe en større udgift.

En weekend kunne give mad til resten af måneden.

Jeg vidste, hvordan jeg fik pengene.

Det havde jeg vidst længe.

Kroppen.

Erfaringen.

Ekstremiteten.

Jo ældre jeg blev, desto lavere blev beløbene ofte.

Og desto højere blev prisen.

Fysisk.

Mentalt.

En mand sagde:

“Det er meget for din alder.”

Om beløbet.

Ikke om det, han ønskede.

Jeg accepterede mindre.

En anden sagde:

“Der er yngre kvinder til samme pris.”

Jeg forsøgte at gøre mig mere attraktiv i tilbuddet.

Mere tid.

Mere hårdt.

Flere ting.

Jeg forhandlede ikke kun penge.

Jeg forhandlede min egen tålegrænse ned.

Min ene brystvorte var blevet alvorligt skadet flere gange gennem årene.

Først under hård leg, hvor jeg havde sagt ja.

Senere i situationer, hvor mændene ikke stoppede i tide.

Den helede aldrig rigtigt.

Arvæv.

Nedsat følelse nogle steder.

Smerte andre.

En læge spurgte:

“Hvordan er det sket?”

“Gentagne skader.”

“Fra hvad?”

Jeg så væk.

“Sex.”

Hun undersøgte.

Sagde, at jeg skulle beskytte området.

Jeg nikkede.

En mand senere ville netop bruge den skade.

“Det er frækt.”

“Det gør ondt.”

“Det er jo meningen.”

“Ikke dér.”

Han pressede.

Jeg sagde stop.

Han blev skuffet.

“Så er der ikke meget tilbage.”

Sætningen.

Som om min krop var en liste af muligheder, der var ved at lukke.

Jeg kunne have bedt ham gå.

I stedet tilbød jeg noget andet.

Hvorfor?

Fordi jeg var bange for, at han ellers ville kræve pengene tilbage.

Og fordi ordene havde ramt:

Ikke meget tilbage.

Jeg levede med skaden.

Som med så meget andet.

Kroniske smerter blev en del af kroppen.

Jeg lærte stillinger.

Tøj.

Måder at skjule.

Måder at drikke nok til, at det gjorde mindre ondt.

Måder at gennemføre.

Nogle mænd vidste det.

Respekterede det.

Andre så det som en udfordring.

Jeg begyndte at vælge de respektfulde oftere, når de fandtes.

De fandtes bare sjældent i den strøm, jeg nu brugte.

De mest ordentlige mænd forsvandt ofte efter første møde.

Nogle fordi de så, hvor dårligt jeg havde det.

En sagde:

“Jeg tror ikke, det her er godt for dig.”

“Det bestemmer jeg.”

“Ja.”

Han tog jakken.

“Og jeg bestemmer, at jeg ikke vil være med.”

Jeg blev rasende.

“Hvad er du så bedre end?”

“Det har jeg ikke sagt.”

“Du dømmer mig.”

“Jeg er bekymret.”

“Så hjælp.”

Han blev stille.

“Hvordan?”

“Bliv.”

“Som hvad?”

Jeg kunne ikke svare.

Ikke kæreste.

Ikke ven.

Ikke kunde.

Bare et menneske, der blev.

Han gik.

Jeg drak.

Svarede en anden.

De unge grupper kom stadig enkelte gange.

Færre.

Måske én weekend om måneden.

Måske sjældnere.

De betalte sammen.

Eller sagde, de ville.

De kom for historien.

Ikke kun sex.

For at se, hvor langt den gamle kvinde gik.

Nogle brugte ord, de havde læst i min profil.

Andre havde hørt om mig.

“Det er hende, der kan alt.”

“Det er hende, der tager imod.”

“Det er hende, der ikke siger stop.”

Den sidste var ikke sand.

Jeg sagde stop.

Bare for sent.

Og ikke altid med konsekvens.

En aften var de tre.

De havde drukket.

Jeg også.

De grinede allerede, da de kom ind.

Ikke med mig.

Af mig.

Jeg kunne mærke det.

“Er det virkelig sådan, du går klædt?” spurgte en.

“Hvad mener du?”

“Ingenting.”

De så på hinanden.

Jeg burde afslutte.

Pengene lå ikke fremme.

“Først bagefter,” sagde de.

“Det var ikke aftalen.”

“Slap af.”

Jeg blev.

Det, der fulgte, var ydmygende.

Da ydmygelsen ikke længere kunne pyntes

Der var ingen mystik i rummet. Kun dårlig luft, en lampe der gjorde huden grå, og mænd der talte, som om jeg ikke helt var et menneske med hukommelse.

Jeg husker følelsen af at miste overblikket. Ikke dramatisk på én gang, men i små bidder: først aftalen, så tonen, så min egen evne til at rejse mig og gå.

Bagefter prøvede jeg at gøre oplevelsen til endnu en fortælling. Men den ville ikke blive spændende. Den blev ved med at være grim.

Ikke kun seksuelt.

Ord.

Kommentarer.

De filmede måske kort.

Jeg er ikke sikker.

Jeg sagde nej til telefoner.

De grinede.

En lagde den væk.

Måske.

Jeg var for beruset til at holde styr på alt.

Jeg blev skadet igen.

Ikke voldsomt nok til akut hjælp, fortalte jeg mig selv.

Nok til blod.

En af dem smilede.

“Det er sygt,” sagde jeg.

“Du elsker det.”

“Nej.”

Han lo.

“Så hvorfor er vi her?”

Spørgsmålet ramte.

Ikke fordi deres handlinger blev mine skyld.

Men fordi jeg selv ikke vidste, hvorfor jeg stadig var i rummet.

Pengene kom ikke fuldt.

Ikke halvdelen engang.

Jeg protesterede.

De sagde, billederne ikke passede.

At aftalen ikke havde været så god.

At jeg havde stoppet for meget.

Jeg stod med en morgenkåbe.

Blod.

Smerte.

Tre unge mænd, der vurderede, om jeg havde leveret nok.

Jeg sagde:

“Gå.”

De gik.

Ingen slog mig.

Det var stadig den første trøst.

Så kom den anden:

De kom i det mindste.

Jeg satte mig på gulvet.

Græd.

Ikke en tåre eller fem.

Længe.

Jeg tænkte:

Nu må du stoppe.

Så tænkte jeg på regningen.

Pengene manglede.

Næste dag svarede jeg på en anden besked.

Det var ikke længere nydelse.

Ikke engang altid bekræftelse.

Nødvendighed.

Vane.

Afhængighed.

Selvstraf.

Alt sammen blandet.

Mændene blev færre.

Det gjorde desperationen større.

Hvis jeg var heldig, fik jeg en eller to på en weekend.

Ikke hver weekend.

Ikke hverdage som før.

Ikke fire til seks på en aften.

Den tid var væk.

Jeg havde engang klaget over, at tre mænd skrev samtidig.

Nu kunne der gå en uge uden et reelt tilbud.

Jeg åbnede apps.

Opdaterede.

Skiftede billede.

Sendte først.

Mænd så profilen.

Ingen svar.

En skrev:

For gammel.

Ikke ondskabsfuldt pakket ind.

Bare ordene.

Jeg blokerede.

Græd.

En anden:

Kun hvis det er billigt.

Jeg svarede.

Det er svært at forstå udefra.

At afvisning kunne gøre et dårligt tilbud mere attraktivt.

Ikke fordi tilbuddet blev godt.

Fordi det var det eneste.

Jeg sad stadig udenfor værtshusene nogle aftener.

Kjolen kort.

Mere makeup.

Benene åbne.

Mændene gik forbi.

Nogle kendte mig.

“Ikke i aften,” sagde en, før jeg havde spurgt.

Han lo.

Jeg havde været en mulighed før.

Nu afviste han for en sikkerheds skyld.

Jeg smilede som om det var sjovt.

Indeni faldt jeg.

En anden satte sig.

Talte.

Jeg blev glad.

Efter ti minutter spurgte han, om jeg kunne låne ham penge.

Ikke om sex.

Jeg var blevet en gammel kvinde med en taske.

Ikke en erotisk mulighed.

Jeg sagde nej.

Han gik.

Jeg sad.

Forstod noget, jeg havde været på vej mod i årtier:

Jeg eksisterede næsten ikke længere i mændenes blik.

Ikke på den måde, jeg havde bygget hele mit selv på.

De kunne se mig.

Registrere alder.

Tøj.

Tilgængelighed.

Men det blik, der engang havde givet rus, standsede ikke.

Jeg kunne stadig blive brugt.

Købt billigt.

Ydmyget.

Opsøgt af mænd uden andre muligheder.

Men jeg blev ikke set som interessant.

Ikke mystisk.

Ikke særlig.

Ikke farlig.

Ikke engang altid seksuel.

Bare tilgængelig.

Jeg følte mig alt andet end bemærket.

Alt andet end værdsat.

En kvinde kan vænne sig til at blive behandlet dårligt, hvis dårlig behandling stadig indeholder opmærksomhed.

Det, jeg ikke kunne tåle, var fraværet.

Ingen besked.

Ingen vurdering.

Ingen mand, der overhovedet ville bruge kroppen.

Det lyder frygteligt.

Det var sådan identiteten var blevet.

Hvis ingen ønskede mig seksuelt, hvem var jeg så?

Mor?

Børnene så mig næsten ikke.

Bedstemor?

Børnebørnene kendte mig knap.

Veninde?

Måske for Birgit.

Et menneske med interesser?

Jeg kunne ikke huske, hvad de var uden mændene.

Arbejde var væk.

Pension.

Dagene lange.

Kroppen slidt.

Jeg havde gjort mandligt begær til mit erhverv, min hobby, min identitet, min medicin og min straf.

Nu forsvandt markedet.

Og jeg stod uden svar.

Jeg begyndte at gå mentalt ned.

Ikke på én dag.

Søvnen først.

Vågen om natten.

Sov om dagen.

Vin.

Apps.

Gardinerne trukket for.

Dage uden bad, hvis ingen skulle komme.

Så panisk bad og makeup, hvis en mand skrev.

Mad uregelmæssigt.

Medicin glemt.

Aftaler glemt.

Jeg kunne stå i køkkenet og ikke huske, hvorfor jeg var gået derud.

Telefonen i hånden hele tiden.

Opdater.

Ingen besked.

Opdater igen.

Jeg begyndte at høre notifikationer, der ikke var der.

En lyd.

Tog telefonen.

Ingenting.

Jeg græd over tavshed.

Så blev jeg følelsesløs.

Timer i stolen.

Fjernsyn uden at følge med.

Gamle billeder.

Erik.

Børnene.

Mig selv yngre.

Jeg kunne næsten ikke forbinde kvinden på billederne med kroppen i stolen.

“Det er ikke mig,” sagde jeg højt.

Men det var mig.

Samme liv.

Samme navn.

Konsekvensen samlet.

Birgit kom en dag uden aftale.

Jeg åbnede ikke først.

Hun havde nøgle til nødstilfælde.

Efter faldet.

Hun kom ind.

Så flaskerne.

Gardinerne.

Tøjet.

“Du skal have hjælp.”

“Jeg har en terapeut.”

“Du kommer ikke til tiden.”

“Hvordan ved du det?”

“Jeg har talt med dig.”

“Om mig?”

“Ja.”

Jeg blev rasende.

“Du må ikke.”

“Jeg har ikke fået oplysninger.”

Hun talte roligt.

“Jeg har sagt, jeg er bekymret.”

“Du forråder mig.”

“Nej.”

Hun satte sig.

“Jeg er bange for, at du dør her.”

“Det ville være lettest.”

Ordene kom.

Ikke en plan.

En udmattelse.

Birgit blev helt stille.

“Har du tænkt på at gøre noget?”

“Nej.”

“Er du sikker?”

“Ja.”

Det var sandt.

Jeg ønskede ikke aktivt at dø.

Jeg kunne bare ikke mærke, hvad jeg skulle leve som.

“Jeg eksisterer ikke,” sagde jeg.

Birgit begyndte at græde.

“Du sidder foran mig.”

“Ikke for mændene.”

“Så lad dem være.”

“Du forstår ikke.”

“Nej.”

Hun blev vred.

“Jeg forstår, at du har gjort deres blik til Gud.”

Ordene ramte.

“Hvad mener du?”

“At hvis de ikke ser dig, tror du ikke, du findes.”

Jeg græd.

“Det gør jeg ikke.”

“Jo.”

“Som hvad?”

“Som Bente.”

“Det betyder ingenting.”

“Det gør det for mig.”

“Du er én.”

“Ja.”

Hun tog min hånd.

“En er også et menneske.”

Jeg kunne ikke mærke det nok.

Ikke dengang.

Hun fik mig til lægen.

Jeg var deprimeret.

Alkoholen.

Traumer.

Fysiske skader.

En læge sagde ordene.

Ikke som dom.

Som forhold, der krævede behandling.

Jeg hørte kun:

Ødelagt.

“Kan jeg blive normal?” spurgte jeg.

“Hvad betyder normal?”

“Ikke sådan.”

“Noget kan blive bedre.”

Ikke alt.

Noget.

Jeg blev tilbudt mere hjælp.

Samtaler.

Alkoholbehandling.

Undersøgelser.

Jeg sagde ja til noget.

Nej til andet.

Jeg holdt ikke alle aftaler.

Drak mindre nogle dage.

Mere andre.

Mændene fortsatte.

Færre.

Jeg kunne ikke stoppe helt.

En besked efter to ugers stilhed kunne føles som genoplivning.

Er du stadig aktiv?

Jeg svarede:

Ja.

Ordet var næsten en erklæring:

Jeg lever.

Manden kom ikke altid.

Nogle samlede billeder.

Forsvandt.

Jeg følte mig mere tom.

En mand skrev:

Har hørt, du tager imod næsten alt.

Jeg blev vred.

Hvem har sagt det?

Folk taler.

Jeg begyndte at ryste.

Historier om mig uden mig.

“Det passer ikke.”

Så hvad siger du nej til?

Jeg kunne ikke formulere hurtigt.

Mange ting.

Ikke nok.

Han sendte et tilbud.

Lavt beløb.

Hårdt.

Jeg sagde nej.

Han svarede:

Så er du ikke så desperat.

Jeg blokerede.

Ordet stod.

Desperat.

Jeg havde brugt det om andre kvinder måske.

Aldrig troet, det skulle passe på mig.

Jeg sagde til terapeuten:

“Jeg er på vej til at forsvinde.”

“Hvad betyder det?”

“At jeg ikke kan mærke mig.”

“Hvornår kan du?”

“Nogle gange med Birgit.”

“Og?”

“Når et barn ringer.”

“Og?”

“Når jeg ser Erik.”

Det sidste var smerte.

Men også liv.

“Så du findes i relationer, der ikke kun handler om sex.”

“Ja.”

“Kan du findes alene?”

“Nej.”

“Ikke endnu måske.”

Hun talte forsigtigt.

“Men du skal begynde at øve det.”

“Som gammel.”

“Ja.”

Jeg lo.

“Det er latterligt.”

“Nej.”

“Hvad skal jeg opdage nu?”

“Hvem du er, når ingen skal have noget fra dig.”

Jeg blev stille.

Det var måske første gang spørgsmålet blev stillet sådan.

Ikke:

Hvem er du uden mænd?

Men:

Hvem er du, når ingen skal have noget?

Mændene havde villet have krop.

Øre.

Penge nogle gange.

Tilgængelighed.

Veninderne havde også haft brug for noget, men gensidigt.

Børnene ønskede grænser.

Erik ønskede engang et helt liv.

Hvad ville jeg, hvis ingen krævede?

Jeg vidste det ikke.

Jeg tænkte stadig mest på Erik.

Han fyldte mere, jo mindre mændenes blik fandtes.

Ikke som seksuelt bevis.

Som vidnet til den kvinde, jeg engang havde været.

Han havde set mig ung.

Gravid.

Træt.

Smuk.

Syg.

Vred.

Almindelig.

Han havde set mig uden kostume.

Det var den form for synlighed, jeg nu længtes efter.

Ikke hundrede mænds hurtige lyst.

Ét menneskes lange kendskab.

Jeg havde haft det.

Ødelagt det.

Det gjorde mig bitter på mig selv.

Mere og mere.

En dag så jeg Erik til en familiebegivenhed.

Han var blevet skrøbeligere.

Gik langsommere.

Børnene hjalp ham med noget praktisk.

Jeg stod lidt væk.

Ingen hjalp mig.

Ikke fordi de ikke ville nødvendigvis.

Fordi jeg ikke havde gjort mig til en del af hverdagen.

Jeg så hans hånd på bordet.

Den hånd, jeg havde kendt.

Tænkte:

Den kunne have været ved siden af min hver morgen gennem hele livet.

Så kom skammen:

Du valgte andre hænder.

Hundreder.

Nogle uden navne.

Nogle der skadede dig.

Nogle du ikke engang ønskede.

Jeg begyndte at græde.

Gik ud.

Et af børnene kom efter mig.

“Er du okay?”

“Ja.”

Barnet så på mig.

Ikke troede det.

“Er det far?”

Jeg frøs.

“Hvad mener du?”

“Du ser på ham.”

Jeg kunne ikke lyve godt nok.

“Jeg tænker bare.”

Barnet blev stille.

“Han har det godt.”

“Ja.”

“Du må ikke gøre det til hans opgave.”

Ordene var ikke onde.

Beskyttelse.

“Det gør jeg heller ikke.”

“Godt.”

Barnet gik ind.

Jeg stod.

Forstod, at selv min kærlighed til Erik måtte holdes væk fra ham.

Ikke fordi den var falsk.

Fordi den kom for sent som krav.

Jeg tog hjem.

Drak.

Åbnede Scor.

Ingen beskeder.

Sad udenfor værtshuset senere.

Ingen mand, jeg ønskede.

En gammel mand spurgte, hvad det kostede.

Jeg sagde et beløb.

Han lo.

“Ikke for dig.”

Gik.

Jeg sad.

Ingen aftale den weekend.

Heller ikke den næste.

En mand på tredje weekend.

Ikke god.

Ikke voldelig.

Betalte lidt.

Gik hurtigt.

Jeg følte næsten ingen bekræftelse.

Det var dér erkendelsen blev fuld:

Jeg eksisterede ikke længere gennem mændenes blik.

Ikke fordi ingen mand nogensinde så mig.

Fordi blikket ikke længere kunne skabe den identitet, det havde båret.

For få.

For kolde.

For gennemskuelige.

For tæt knyttet til betaling.

For meget skade.

Rusens maskine var slidt.

Jeg kunne få en mand.

Måske to.

Det ændrede ikke følelsen.

Jeg var stadig alene bagefter.

Stadig gammel.

Stadig uden Erik.

Stadig på afstand af børnene.

Stadig Bente.

Jeg havde prøvet næsten alle, der skrev.

Ikke fordi de alle var værd at prøve.

Fordi jeg havde været bange for, at den næste henvendelse kunne være den sidste.

Til sidst begyndte jeg at forstå, at selv hvis det var den sidste, ville livet ikke kunne reddes af at sige ja.

En mand kunne ikke give mig tilbage til mig selv.

Ikke en ung gruppe.

Ikke en betalende fremmed.

Ikke en mand fra værtshuset.

Ikke engang Erik.

Det sidste gjorde mest ondt.

Erik kunne ikke redde den kvinde, jeg var blevet.

Han havde allerede forsøgt at redde vores ægteskab.

Det var ikke hans opgave at redde min alderdom.

Jeg var på vej mentalt ned.

Men midt i nedturen forsvandt også den sidste store illusion:

At endnu en mand kunne ændre alt.

Han kunne ændre en aften.

En time.

En regning.

En følelse.

Ikke livet.

Historierne om mændene begyndte derfor at lyde anderledes.

Når jeg fortalte Birgit om en gruppe, et beløb eller en skade, hørte jeg ikke længere den gamle vilde kvinde.

Jeg hørte en gammel kvinde, der forsøgte at bevise sin eksistens med en krop, der bad om at få fred.

Jeg kunne ikke grine af det på samme måde.

Birgit heller ikke.

De få andre kvinder, der stadig fandtes, begyndte også at tale anderledes om fortiden.

Ikke:

Kan du huske, hvor vilde vi var?

Men:

Hvorfor stoppede vi ikke?

Det var overgangen.

Fra antallet.

Til regningen.

Fra historierne som status.

Til historierne som bevis på tab.

Jeg havde næsten prøvet alle, der skrev.

Og til sidst var der næsten ingen tilbage at fortælle det til.

Det næste var ikke endnu en mand.

Det var dagen, hvor historierne ikke længere lød spændende.

Den dag historierne ikke længere lød spændende

Vi var engang mange omkring bordet.

Ikke altid de samme.

Men nok til, at der næsten altid var én, der kunne overgå den forrige historie.

En mand.

To mænd.

En klub.

En fest.

Et hotel.

En gift mand med en mærkelig forklaring.

En yngre mand.

En mand med penge.

En oplevelse, ingen andre havde prøvet.

Vi kunne sidde med vin og tale, som om vores liv var en konkurrence i at have set længst ind bag den pæne overflade.

Vi var de kvinder, der vidste, hvad mennesker egentlig gjorde.

Det sagde vi.

Vi var ikke kedelige.

Ikke naive.

Ikke småborgerlige.

Ikke koner, der gik i seng klokken ti og troede, deres mænd var til møde.

Vi kendte mændene.

Troede vi.

Vi kendte deres løgne.

Deres kroppe.

Deres fantasier.

Deres svagheder.

Vi kunne få dem til at gøre ting, de bagefter sagde, de aldrig havde gjort før.

Det gav status.

Ikke offentligt.

I gruppen.

En kvinde kunne komme med en historie, som i ethvert andet rum ville have fået mennesker til at blive stille.

Hos os kom latteren.

“Hvor mange?”

“Virkelig?”

“Med hans ven også?”

“Og hvad sagde konen?”

“Fik du penge?”

“Ville du gøre det igen?”

Vi stillede spørgsmålene hurtigt.

Ikke altid fordi vi var ligeglade.

Fordi hastigheden beskyttede os.

Hvis næste spørgsmål kom, før følelsen nåede frem, kunne historien forblive en oplevelse.

Ikke en konsekvens.

Da vi blev gamle, blev bordet mindre.

Ikke det samme fysiske bord.

Fællesskabet.

Nogle kvinder havde trukket sig for mange år siden.

De holdt op med at komme.

Fandt en mand.

Mistede en mand.

Flyttede.

Blev religiøse.

Blev syge.

Fik tættere kontakt til børnene og ønskede ikke længere, at det gamle liv skulle fylde.

Nogle døde.

Ikke nødvendigvis på grund af det liv.

Alder kommer til alle.

Men dødsfaldene gjorde historierne anderledes.

En kvinde, vi havde grinet med, kunne pludselig kun omtales i datid.

En anden kunne ikke længere huske det, hun engang havde været stolt af.

En tredje havde børnebørn, der kom hver uge, fordi hun var stoppet i tide nok til at genopbygge noget.

En fjerde sad næsten som mig.

Med få mennesker.

Mange minder.

Og ingen sikkerhed for, hvem der ville finde hende, hvis hun faldt.

Til sidst var vi måske tre samlet.

Birgit.

Mig.

Susanne en sjælden gang.

Ikke den store kreds.

Ikke flasker på bordet som før.

Kaffe.

En lille kage.

Vin måske senere, men mindre, når Birgit bestemte.

Jeg blev irriteret over det.

“Vi er ikke på plejehjem,” sagde jeg.

“Nej,” sagde hun.

“Så kan vi godt få vin.”

“Du har fået nok før du kom.”

Jeg blev vred.

“Du kontrollerer mig.”

“Nej.”

Hun så på mig.

“Jeg bestemmer, hvad jeg stiller på mit bord.”

Grænsen.

Jeg havde stadig svært ved dem.

Men jeg blev.

Susanne kom senere.

Hun så ældre ud.

Selvfølgelig.

Det gjorde vi alle.

Hun havde været en af dem, der trak sig fra mig.

Ikke fuldstændigt.

Men nok til, at der var flere år, hvor vi næsten ikke så hinanden.

Hun gav mig et kram.

Kort.

Ikke falsk.

“Det er længe siden,” sagde jeg.

“Ja.”

“Hvorfor kom du?”

“Birgit spurgte.”

Ikke:

Fordi jeg savnede dig.

Det gjorde ondt.

Men hun var kommet.

Vi sad først med almindelige ting.

Helbred.

Priser.

Børn.

Hvem der var død.

En gammel kvinde fra gruppen, Lillian, var blevet begravet måneden før.

Jeg havde ikke været med.

Jeg havde været syg.

Og drukket.

Ikke i stand til at gå.

“Var der mange?” spurgte jeg.

“Familien,” sagde Susanne.

“Havde hun kontakt til børnene igen?”

“Noget.”

“Hendes datter talte.”

“Hvad sagde hun?”

Susanne så på Birgit.

“At deres forhold havde været svært.”

“Det vidste vi.”

“Ja.”

“Men hun kom.”

“Ja.”

Jeg mærkede misundelsen.

Ikke på døden.

På datteren, der stod der.

Ville mine børn tale?

Ville de komme?

Selvfølgelig ville de måske.

Pligt.

Sorg.

Vrede.

Jeg vidste det ikke.

Jeg skubbede tanken væk.

“Kan I huske den fest med Lillian og de to brødre?” spurgte jeg.

Det kom automatisk.

Et dødsfald.

Og jeg fandt en seksuel historie.

Sådan havde vi gjort.

Givet den døde kvinde liv gennem det vilde.

Birgit så ned.

Susanne smilede kort.

“Ja.”

“De lignede ikke engang hinanden,” sagde jeg.

Ingen lo rigtigt.

Jeg forsøgte igen.

“Lillian sagde, at hun måtte kontrollere deres legitimation for at være sikker på, de var familie.”

En gammel punchline.

Dengang havde vi hvinet.

Nu kom et lille pust fra Susanne.

Ikke latter.

Mere erindring.

“Hun var meget fuld,” sagde Birgit.

“Det var vi alle.”

“Ja.”

“Hvad?”

Jeg mærkede irritationen.

“Du siger det, som om historien handler om alkohol.”

“Det gør den også.”

“Den handler om to brødre.”

“Ja.”

Birgit tog koppen.

“Som hun ikke kendte.”

“Det var frivilligt.”

“Så vidt vi ved.”

“Nu gør du det igen.”

“Hvad?”

“Gør alt grimt.”

Birgit så på mig.

“Det var ikke mig, der gjorde det grimt.”

Jeg blev stille.

Susanne sagde:

“Hun græd dagen efter.”

Jeg vendte mig.

“Hvem?”

“Lillian.”

“Det kan jeg ikke huske.”

“Det kan jeg.”

“Hvorfor?”

“En af dem havde taget billeder.”

Jeg frøs.

“Dem fik hun slettet.”

“Det troede hun.”

“Vi hørte aldrig mere.”

“Nej.”

Susanne så på mig.

“Men hun var bange i flere år.”

Historien ændrede sig foran mig.

To brødre.

En morsom replik.

Nu:

Alkohol.

Fremmede.

Billeder.

Frygt.

En kvinde, der senere døde med en datter, som sagde, at forholdet havde været svært.

“Det var ikke sådan, vi fortalte den,” sagde jeg.

“Nej,” sagde Birgit.

“Hvorfor ikke?”

Ingen svarede straks.

Fordi den anden version ikke gav status.

Fordi frygten havde gjort os almindelige.

Sårbare.

Fordi vi skulle have spurgt Lillian, om hun var okay.

Måske gjorde nogen.

Jeg kunne ikke huske det.

Jeg huskede mændene.

Ikke hendes tårer.

“Vi var der for hende,” sagde jeg.

“Var vi?” spurgte Susanne.

“Ja.”

“Hvordan?”

“Vi talte.”

“Om hvad?”

Jeg blev vred.

“Nu kan jeg ikke huske hver samtale.”

“Nej.”

Hun sagde det ikke anklagende.

Det gjorde det værre.

“Vi gjorde det til en historie,” sagde Birgit.

“Det var hendes historie.”

“Nej.”

Birgit så på mig.

“Det skete med hende. Vi gjorde det til noget, vi kunne fortælle.”

Jeg begyndte at græde.

Ikke kun over Lillian.

Over alle historierne.

Mine.

De andres.

En kvinde kom ind en søndag og sagde:

“Jeg har gjort noget virkelig dumt.”

Ti minutter senere havde det et morsomt navn.

En mand med et øgenavn.

En scene.

En sætning, der kunne gentages.

Når oplevelsen fik en god fortælling, behøvede vi ikke mærke, hvad den havde kostet.

“Vi var unge,” sagde jeg.

“Ikke hele tiden,” sagde Susanne.

Nej.

Vi havde fortsat langt ind i voksenlivet.

Med børn.

Ægteskaber.

Arbejde.

Viden.

“Vi støttede hinanden,” sagde jeg.

“Ja,” sagde Birgit.

Lettelsen.

Hun fortsatte:

“Også i at fortsætte.”

Jeg begyndte at græde.

“Så det var jeres skyld?”

“Nej.”

Hun blev fastere.

“Det var ikke det, jeg sagde.”

“Hvad siger du så?”

“At vi gjorde nogle valg lettere for hinanden.”

“Så jeg kunne ikke—”

“Stop.”

Hun lagde hånden på bordet.

“Du valgte.”

Jeg så på hende.

“Ja.”

“Jeg valgte.”

“Ja.”

“Susanne valgte.”

Susanne nikkede.

“Ja.”

“Men vi gav hinanden ord.”

Birgit fortsatte.

“Fri.”

“Modig.”

“Åben.”

“Vild.”

“Ikke som de andre.”

Hun så på mig.

“Ordene gjorde det lettere ikke at sige utro, bange, afhængig eller såret.”

Jeg kunne mærke vreden.

Fordi hun havde ret.

“Så alt var falsk frihed.”

“Nej.”

Susanne talte.

“Det er også for nemt.”

“Hvad mener du?”

“Noget var virkelig nydelse.”

“Ja.”

“Noget var nysgerrighed.”

“Ja.”

“Noget var godt.”

“Ja.”

Hun holdt pause.

“Og noget var forfærdeligt.”

“Ja.”

“Vi gjorde det hele til samme fortælling.”

Det var præcist.

Hvis noget var frivilligt og godt, var vi frie.

Hvis noget var farligt og ydmygende, var vi stadig frie.

Hvis en mand løj, var det spænding.

Hvis en kvinde løj for sin mand, var hun mere levende.

Hvis nogen græd, var hun bare følelsesmæssig.

Hvis en kvinde blev syg, havde hun været uheldig.

Hvis børn tog afstand, forstod de ikke deres mor.

Hvis et ægteskab gik i stykker, havde det nok allerede været dødt.

Vi havde forklaringer.

Ikke altid fordi vi var onde.

Fordi alternativerne krævede for meget ansvar.

“Kan I huske dengang jeg—”

Jeg begyndte en af mine egne historier.

Stoppede.

“Hvad?” spurgte Susanne.

Jeg vidste ikke længere, hvilken.

Der var så mange.

Klubben.

Hotellet.

Gruppen.

Manden med pengene.

Manden der ikke kunne huske mit navn.

De unge mænd.

Brødrene var Lillians.

Mine historier flød sammen.

“Hvem var han?” spurgte Birgit, da jeg nævnte en bestemt hændelse.

“Det ved jeg ikke.”

“Fornavn?”

“Måske Steen.”

“Var det ikke ham fra arbejdet?”

“Nej.”

“Så hvem?”

Jeg tænkte.

Et ansigt.

Måske to blandet.

“Jeg ved det ikke længere.”

Ordene.

Jeg havde engang regnet antallet som bevis på liv.

Nu kunne jeg ikke huske menneskene.

Jeg huskede steder.

En rød seng.

Et billigt hotel.

En trappe.

Et toilet.

Et beløb på et bord.

En lugt.

En skade.

Ord.

“Klamme liderlige so.”

Men navne?

Færre.

“Hvor mange mænd tror du, der har været?” spurgte Susanne.

Det var et gammelt spørgsmål.

Før havde det været konkurrence.

Nu lød det medicinsk.

Eller som regnskab efter en brand.

“Jeg ved det ikke.”

“Hundrede?”

“Flere.”

“To hundrede?”

“Det kan være.”

“Flere?”

Jeg begyndte at græde.

“Tallet siger ingenting.”

Jeg havde sagt det til terapeuten i fyrrerne.

Nu var det sandt på en anden måde.

Tallet kunne ikke fortælle, om jeg havde været elsket.

Om jeg havde været glad.

Om mændene havde kendt mig.

Om jeg selv havde ønsket dem.

Det kunne kun fortælle, hvor mange gange nogen måske havde haft adgang.

“Nej,” sagde Birgit.

“Tallet siger ikke alt.”

“Så hvorfor spørger I?”

Susanne så på mig.

“Fordi vi plejede at synes, det sagde noget godt.”

Vi blev stille.

Jeg kunne huske følelsen.

Mange mænd.

Det betød:

Eftertragtet.

Erfaren.

Farlig.

Fri.

Nu tænkte jeg:

Hvor mange navne kender jeg?

Hvor mange kunne jeg have ringet til, da jeg faldt?

Hvor mange kom, da jeg var syg?

Hvor mange stod ved en begravelse?

Hvor mange kendte mine børn?

To mænd havde bygget hjem med mig.

Erik.

Niels.

Jeg huskede deres hele ansigter.

Deres hænder.

Stemmer.

Måder at være tavse på.

Jeg kunne se Erik ved køkkenbordet.

Niels i haven.

Jeg kunne huske konflikter om møbler.

Børnenes pladser.

Regninger.

Sygdom.

Almindelige morgener.

De var hele mennesker i min erindring.

De fleste andre var fragmenter.

En krop.

En besked.

En fantasi.

En sætning.

Et beløb.

“Jeg husker Erik,” sagde jeg.

Ingen havde spurgt.

Navnet kom.

Birgit nikkede.

“Ja.”

“Og Niels.”

“Ja.”

“De andre flyder sammen.”

Jeg begyndte at græde.

“Ikke alle.”

“Nej.”

Henrik.

Ole.

Peter.

Nogle få.

Selv de var ofte knyttet til deres funktion i mit liv.

Omsorg.

Synlighed.

Spænding.

Men Erik og Niels havde været hjem.

Jeg havde haft to mænd, der ønskede hele mig.

Ikke perfekte.

Ikke uden egne behov.

Men hele livet.

“Det er derfor, historierne ikke virker længere,” sagde jeg.

“Hvad mener du?” spurgte Susanne.

“De kan ikke overdøve dem.”

“Hvem?”

“Erik og Niels.”

Jeg tørrede ansigtet.

“Alle de andre historier gjorde mig engang større.”

“Og nu?”

“Mindre.”

Birgit tog min hånd.

Jeg lod hende.

“Når jeg fortæller, at fem mænd kom på én aften, hvad hører I?”

Ingen svarede straks.

“Jeg hører, at du var alene bagefter,” sagde Birgit.

Jeg begyndte at græde.

Susanne sagde:

“Jeg hører, at du ikke kunne sige nej.”

“Det kunne jeg godt.”

“Ja.”

Hun rettede sig.

“At du havde svært ved det.”

“Ja.”

“Hvad hører du selv?” spurgte Birgit.

Jeg tænkte.

Lagen.

Bad.

Medicin.

Telefonen.

Kontrol af beløb.

Erik.

“At jeg forsøgte at få mængde til at blive betydning.”

Vi sad længe.

Ingen latter.

Det føltes næsten forkert.

Som om vi svigtede de kvinder, vi havde været, ved ikke længere at synes, de var modige.

Men måske var svigtet sket dengang.

Når vi klappede hinanden på skulderen efter noget, der burde have fået os til at spørge:

Har du det godt?

Er du sikker?

Ved din mand det?

Er der børn i det her?

Har du brug for hjælp til at stoppe?

Vi havde også spurgt nogle gange.

Det vil jeg ikke lyve væk.

Birgit havde sagt sandheder til mig.

Susanne også.

Kvinder havde hentet hinanden.

Kørt til læge.

Holdt en hånd.

Vi var ikke uden omsorg.

Men omsorgen lå ofte efter oplevelsen.

Før næste.

Vi hjalp hinanden gennem konsekvenserne og lod derefter fortællingen gøre gentagelsen mulig.

“Tror I, vi ødelagde hinanden?” spurgte jeg.

“Nej,” sagde Birgit.

“Hjalp?”

Hun tænkte.

“Nogle gange.”

Susanne sagde:

“Vi var også et sted, hvor man ikke behøvede skamme sig.”

“Det var godt.”

“Ja.”

Hun så på mig.

“Men måske gjorde vi forskel på skam og ansvar for sent.”

Jeg begyndte at græde igen.

Skam siger:

Du er ulækker.

Ansvar siger:

Du gjorde dette.

Vi havde ofte bekæmpet skammen ved at fjerne ansvaret.

Hvis en kvinde sagde:

“Jeg er et frygteligt menneske, jeg har været min mand utro,”

svarede vi:

“Du lever bare.”

Det kunne redde hende fra selvhad.

Det kunne også hjælpe hende med at fortsætte løgnen.

“Hvad skulle vi have sagt?” spurgte jeg.

Birgit svarede:

“Du er ikke et frygteligt menneske.”

“Ja.”

“Og du skal fortælle ham sandheden.”

Jeg lukkede øjnene.

Begge dele.

Ikke enten.

“Ville jeg have lyttet?”

“Nej,” sagde hun.

Jeg så på hende.

“Så hvorfor siger du det?”

“Fordi du spørger, hvad vi skulle have sagt.”

Hun smilede trist.

“Ikke om det ville have reddet dig.”

Det var mit ansvar.

Ingen perfekt veninde kunne have holdt mig trofast.

Ingen gruppe havde presset min hånd til telefonen.

Ingen havde tvunget mig til hotellet.

Mændene havde ansvar for deres handlinger.

Jeg for mine.

Fællesskabet havde været en ramme.

Ikke årsagen til hele livet.

“Hvorfor stoppede du?” spurgte jeg Susanne.

Hun så på sin kop.

“Jeg blev bange.”

“For hvad?”

“At dø alene.”

Jeg reagerede.

“Det gjorde vi alle.”

“Ja.”

“Hvad var forskellen?”

“Jeg troede på frygten.”

Hun sagde det uden triumf.

“Jeg blev syg. Ikke alvorligt nok til at dø. Men nok.”

“Og så?”

“Jeg sagde nej til mænd i et år.”

“Et helt år?”

“Ja.”

“Hvordan?”

“Dårligt.”

Hun smilede kort.

“Jeg græd. Ringede til folk. Gik ture. Var vred. Faldt i et par gange.”

“Og så fik du en mand.”

“Senere.”

“En god.”

“En almindelig.”

Ordet.

Almindelig.

“Er I stadig sammen?”

“Nej.”

Jeg havde antaget det.

“Hvad skete der?”

“Han døde.”

“Det vidste jeg ikke.”

“Nej.”

Endnu et tegn på afstanden.

“Var I gift?”

“Nej.”

“Boede sammen?”

“Ja.”

“Var du trofast?”

Susanne så på mig.

“Ja.”

En enkel sætning.

Ikke pral.

Jeg mærkede misundelsen.

“Var det svært?”

“Nogle gange.”

“Ville du have andre?”

“Ja.”

“Og?”

“Jeg gjorde det ikke.”

Jeg blev næsten vred.

Som om hendes svar anklagede mig.

“Så enkelt.”

“Nej.”

Hun talte roligt.

“Så nødvendigt.”

“Var du lykkelig?”

“Ikke altid.”

“Så hvorfor?”

“Fordi et liv ikke skal vurderes hver dag på intensitet.”

Ordene ramte.

Det var et tema til senere.

Dem, der blev sammen.

Eller i hendes tilfælde blev, til døden skilte.

Jeg kunne ikke gå helt ind i det endnu.

Men misundelsen var der.

“Havde han ret til hele dig?” spurgte jeg.

“Nej.”

“Hvad mener du?”

“Han havde ikke ret til mine tanker.”

“Men kroppen.”

“Vi havde lovet eksklusivitet.”

“Så ja.”

“Jeg havde valgt det.”

Susanne så på mig.

“Det var ikke hans ejerskab. Det var mit løfte.”

Erik.

Niels.

Mine løfter.

Jeg drak af kaffen.

Den var kold.

“Jeg kunne ikke,” sagde jeg.

“Nej,” sagde Birgit.

Ikke:

Jo, hvis du havde prøvet.

Bare:

Nej.

Sådan blev livet.

Nogle kunne.

Nogle lærte.

Jeg fortsatte.

“Hvad med dig?” spurgte jeg Birgit.

“Hvad?”

“Fortryder du?”

Hun tænkte længe.

“Ja.”

“Alt?”

“Nej.”

“Hvad fortryder du?”

“Dem jeg sårede.”

“Og mændene?”

“Nogle.”

“Børnene?”

Hun så ned.

“Mest.”

Vi sad.

Ingen konkurrence i smerten.

Ikke:

Mine børn er længere væk end dine.

Ikke:

Jeg havde flere mænd.

Ikke:

Min krop blev mere skadet.

Bare gamle kvinder med forskellige regninger.

“Er der noget, du ikke fortryder?” spurgte Susanne mig.

Jeg blev overrasket.

Jeg tænkte.

Børnene.

Ikke mændene omkring deres tilblivelse som problem.

Børnene.

Veninder.

Nogle oplevelser, der faktisk havde været varme og frivillige.

Min seksualitet som sådan.

At jeg havde kunnet føle lyst.

At jeg ikke kun havde levet efter andre menneskers regler.

Men alt var filtret sammen.

“Jeg fortryder ikke, at jeg havde lyst,” sagde jeg.

Birgit nikkede.

“Godt.”

“Jeg fortryder, hvad jeg gjorde med den.”

“Ja.”

“Jeg fortryder ikke alle mænd.”

“Nej.”

“Jeg fortryder løgnene.”

“Ja.”

“Og at jeg gjorde deres blik vigtigere end børnene.”

Jeg begyndte at græde.

“Og Erik.”

“Ja.”

“Og Niels.”

“Ja.”

Det var måske den første gang, jeg sagde det uden straks at fortælle en historie om hvorfor.

Ingen:

Jeg var urolig.

Jeg var ung.

Ægteskabet var blevet almindeligt.

Mændene pressede.

Gruppen gjorde det normalt.

Bare:

Jeg gjorde deres blik vigtigere.

Vi sad, til det blev mørkere udenfor.

Susanne skulle hjem.

Birgit tilbød at køre mig.

“Jeg kan godt selv.”

“Har du drukket?”

“Kun før.”

“Så kører du ikke.”

Jeg ville protestere.

Lod være.

En lille ting.

Hun kørte.

I bilen sagde jeg:

“Det var ikke hyggeligt.”

“Hvad?”

“At mødes.”

“Nej.”

“Det plejede det at være.”

“Ja.”

“Skal vi aldrig kunne grine igen?”

“Jo.”

Birgit så på vejen.

“Bare ikke af alt.”

Jeg begyndte at græde.

“Så hvad skal vi gøre med historierne?”

“Fortælle dem sandere.”

“Hvem vil høre dem?”

“Det ved jeg ikke.”

Hun holdt pause.

“Måske os.”

Det var begyndelsen på det næste kapitel.

Ikke en bog i bogen endnu.

Et andet blik.

Vi havde fortalt historierne for at bevise, hvor meget vi havde levet.

Nu måtte vi måske fortælle dem for at forstå, hvor meget vi havde mistet.

Da jeg kom hjem, var der en besked på Scor.

En mand uden billede.

Kan du i aften?

Jeg så på den.

Tidligere ville beskeden have ændret hele min krop.

Nu mærkede jeg stadig reaktionen.

En lille varme.

Frygten for, at det var sidste mulighed.

Jeg åbnede profilen.

Næsten tom.

Han beskrev, hvad han ville.

Ikke mit navn.

Ikke et spørgsmål om mig.

Jeg begyndte at svare.

Hvad betaler du?

Stoppede.

Slettede.

Ikke fordi jeg var helbredt.

Ikke fordi mødet med kvinderne havde ændret årtiers adfærd på en eftermiddag.

Jeg tog en flaske frem.

Satte den på bordet.

Så på den.

Så på telefonen.

To gamle løsninger.

Jeg skrev til Birgit i stedet:

Tak for i dag.

Hun svarede:

Tak fordi du blev i samtalen.

Ikke:

Jeg elsker dig.

Ikke en stor sætning.

Men hun havde set mig.

Ikke kroppen.

Ikke historierne.

Mig i samtalen.

Jeg satte flasken tilbage.

Ikke som et løfte om aldrig at drikke igen.

Den aften.

Et lille stop.

Jeg svarede ikke manden.

Han skrev:

Hallo?

Så:

For gammel til at holde dig vågen?

Jeg mærkede skammen.

Vreden.

Trangen til at bevise det modsatte.

Jeg lagde telefonen væk.

Græd.

Det var ikke sejr.

Kun et nej uden en anden mand klar til at erstatte.

Stilheden kom.

Den var stor.

Jeg sad i den.

Tænkte på alle historierne.

Den første affære.

De små løgne.

Erik.

Børnene.

Skilsmissen.

Niels.

Det andet hus.

Kasper.

Mads.

Thomas.

Profilerne.

Jørgen.

Henrik.

Ole.

Peter.

Mænd uden navne.

Hoteller.

Klubber.

Værtshuse.

Penge.

Vin.

Læger.

Skader.

Unge mænd, der grinede.

Gamle mænd, der betalte for lidt.

Jeg havde behandlet dem som kapitler, der ikke nødvendigvis hørte sammen.

Men de lå på samme linje.

Ikke fordi alt var identisk.

Fordi den samme sult bevægede sig gennem dem.

Se mig.

Vælg mig.

Bevis, at jeg findes.

Først havde én mands blik ikke været nok.

Så mange mænds.

Til sidst virkede næsten ingen blik.

Jeg havde troet, at problemet var mængden af opmærksomhed.

Det var måden, jeg havde gjort opmærksomheden til min identitet.

Historierne havde skjult forbindelsen.

Hver fortælling kunne stå alene som noget vildt.

Sammen var de et livsmønster.

Jeg sad i min stol.

Uden mand.

Næsten ædru.

Ikke lykkelig.

Ikke hel.

Men med én sandhed, jeg ikke længere kunne gøre morsom:

Jeg havde haft frihed til mange valg.

Og jeg havde brugt mange af dem til at gøre mig selv mindre fri.

Næste dag ringede Susanne.

Det overraskede mig.

“Kom du godt hjem?”

“Birgit kørte.”

“Godt.”

“Hvorfor ringer du?”

Hun blev stille.

“Fordi jeg tænkte på Lillian.”

“Ja.”

“Og os.”

“Ja.”

“Jeg tror, vi skal tale mere.”

Jeg mærkede modstand.

“Hvorfor?”

“Fordi vi er ved at dø med hver vores version.”

Ordene var voldsomme.

Sande.

“Jeg vil ikke bare huske det grimme,” sagde jeg.

“Det skal vi heller ikke.”

“Hvad så?”

“Det hele.”

“Kan man det?”

“Vi kan prøve.”

Hun spurgte, om vi skulle mødes igen.

Jeg sagde ja.

Ikke med glæde.

Med nødvendighed.

Da vi lagde på, tænkte jeg på den gamle gruppe.

Kvinderne som unge.

Kjoler.

Røg.

Vin.

Latter.

Hemmeligheder.

Hvordan vi havde set på de kvinder, der blev hjemme hos deres mænd, som om de havde valgt et mindre liv.

Nu var vi gamle.

Nogle alene.

Nogle med familier på afstand.

Nogle døde.

Nogle havde nået at ændre retning.

Vi havde ikke én fælles dom.

Ikke én enkel moral.

Men historierne lød ikke længere spændende.

Ikke fordi sexen var blevet moralsk beskidt med alderen.

Ikke fordi gamle kvinder ikke må have lyst.

Men fordi vi nu kunne høre det, vi tidligere havde klippet væk:

Konen derhjemme.

Barnet der ventede.

Kvinden der græd bagefter.

Manden der troede på et løfte.

Kroppen der gik i stykker.

Vinen før og efter.

Pengene på bordet.

Stilheden, når manden gik.

Historierne havde stadig latter enkelte steder.

Mennesker er mærkelige.

Noget kan være tragisk og absurd på samme tid.

Men latteren frikendte os ikke længere.

Den kunne ikke gøre skaden til frihed.

Ikke gøre mængden til kærlighed.

Ikke gøre ydmygelsen til mod.

Ikke gøre ensomheden til selvstændighed.

Jeg havde levet årtier uden et hjem i et andet menneske.

Jeg havde sagt, at det var mit valg.

Det var det delvist.

Jeg havde sagt, at jeg dermed beskyttede mænd mod mig.

Det gjorde jeg delvist.

Jeg havde sagt, at mange relationer var rigere end én.

Nogle gange havde de været det.

Men til sidst stod jeg med mange historier og meget få mennesker.

Det var regningen, som historierne ikke længere kunne skjule.

Kapitel 11 sluttede ikke med, at jeg holdt op med mænd.

Ikke helt.

Ikke straks.

Det sluttede med, at jeg holdt op med at tro, at fortællingerne om dem beviste, at jeg havde levet stort.

De beviste kun, at jeg havde levet længe i den samme sult.

Og da vi gamle kvinder begyndte at se tilbage, var spørgsmålet ikke længere:

Hvem af os havde haft flest?

Hvem havde prøvet mest?

Hvem havde været friest?

Spørgsmålet var:

Hvad blev der tilbage?

Det var dér vores egentlige tilbageblik begyndte.

---

Læs også: Forrige kapitel: Bente’s liv 10 | Næste kapitel: Bente’s liv 12